AF ANONYM

Den hemmelige cykelrytter – doping

Topfoto: Shutterstock / Alle billeder er tilsendt af Forlaget Memoris, Michael Jepsen

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Læsetid: 30 min.

Her følger et uddrag fra bogen ‘Den hemmelige cykelrytter’, hvor den anonyme forfatter fortæller om doping

Marco Pantani var en fremragende cykelrytter – også inden han tog doping. Foto Wikimedia Commons/Brian Townsley

Jeg synes, cykelsporten har et kæmpe problem med sprogbrugen. Når folk hører ordet ’doping’, tror jeg, de med det samme tænker på blodposer og epo i cykelsporten og steroider i baseball eller måske bokseren Ivan Drago, der bliver pumpet med alt muligt i et laboratorium fyldt med onde videnskabsfolk i Rocky IV.

Virkeligheden er helt anderledes. De fleste, hvis ikke alle, sportsfolk bruger noget, der kan karakteriseres som et præstationsfremmende præparat. Det er en flydende skala. Da jeg begyndte som professionel, var intravenøs restitution ganske normalt. Nu er det forbudt i cykling, men ikke i andre sportsgrene.

En cykelrytter har ikke lov til at bruge noget med nåle, medmindre han har fået en dispensation. Hvis han alligevel gør det og bliver taget, så er han i store problemer. Men i andre sportsgrene er det intet problem.

Eksempelvis kom den tidligere træner for Manchester United, José Mourinho, i en offentlig fejde med det engelske fodboldforbund, efter han fandt ud af, at hans klubs forsvarsspiller Phil Jones havde fået seks lokalbedøvende indsprøjtninger i låret inden en ligegyldig venskabskamp mod Tyskland. Seks!

Phil Jones’ skade sprang op under kampen, og han måtte humpe ud af banen. Bagefter diskuterede medierne, om han burde have spillet eller ej. Der var dog ingen, der stillede spørgsmål ved, om man burde stikke seks kanyler i en professionel sportsmand.

Holdningen i offentligheden er, at der ikke er et problem i fodbold, til trods for overvældende bevisførelse for det modsatte. Så da FIFA’s egen øverste lægechef, Dr Jiri Dvorak, for få år siden sagde, at han skønnede, at halvdelen af alle landsholdsspillere tog smertespillende piller som en del af deres forberedelse til kamp, var der nærmest ingen, der tog notits af det. Og da FIFA fyrede ham i slutningen af 2017, mens han var i gang at undersøge et muligt systematisk brug af præstationsfremmende præparater i russisk fodbold, var det de færreste, der studsede over det. Hvis noget lignende var sket i cykling eller atletik, havde medierne kastet sig over det.

Da jeg blev professionel, var det stadig tilladt at bruge kanyler. Indførelsen af forbuddet mod brugen af kanyler var et af de bedste tiltag i cykelsporten i nyere tid, synes jeg, for når man er ung og dum, virker det ikke som det store spring at gå fra vitamintilskud til noget stærkere. Begge ting kommer fra en kanyle, og det er en læge, der sprøjter det ind.

Hvis du har tilbragt hele din ungdom med at træne målrettet mod at blive professionel, så er det helt normalt at være snæversynet og ikke tænke så meget over tingene. Lægen er eksperten med stor erfaring, og du er først lige ved at blive voksen, så du gør, som han siger.

For mig at se var det en af de store uretfærdigheder i den periode. Der var et enormt tillidssvigt over for unge sportsfolk, der stolede på deres ledere, samt deres forældre, som ikke kunne være til stede hele tiden. De overlod deres børn til hold, der havde pligt til at tage hånd om dem, og i stedet korrumperede de dem.

Den ene kanyle lignede den anden, så hvis du gik ind på et hotelværelse og opdagede din holdkammerat sidde med en kanyle i armen, så var det ikke den overraskelse, det burde have været. Selv når badekarret var fyldt med blodige håndklæder, fordi han havde fumlet med kanylen, var det ikke det store chok. Det var blevet normalt.

Det gjorde mig utilpas, men for mig personligt blev grænsen krydset første gang, en læge gav mig en restitutionsindsprøjtning. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse, for han sagde bare, at det var godt for mig, og så var det det. Der var ingen diskussion. Jeg sad i et lokale med mange andre ryttere, og lægen gik bare rundt med en stor medicinflaske og fyldte kanylerne op og gav dem til os, så vi selv kunne tage indsprøjtningerne, så han ikke skulle bruge tid på det.

”Prøv at forestille jer, hvis vores mødre så, hvad vi lavede nu,” sagde en af rytterne i lokalet.

Vi grinte alle sammen af det dengang, men det gjorde mig også lidt bekymret, for jeg vidste, der lå en dybere sandhed bag. Jeg slog det hen, for det var en del af jobbet, og jeg stolede på, at der ikke var noget ulovligt i det. Jeg ved, at mange læger vil hævde, at den form for restitution er sund for elitesportsfolk, der presser sig til grænsen, men jeg synes alligevel, at forbuddet mod kanyler var det bedste for sporten, for det sendte et klart signal.

Forbuddet kom i 2011, hvor adskillige ryttere var rædselsslagne for, om vi nu ville være i stand til at gennemføre en Grand Tour uden den form for medicin. Vi klarede os fint uden, men den udbredte frygt var et godt billede på, hvor dybt nogle ryttere var blevet trukket ned i de dårlige vaner.

Jeg ved, at nogle af mine venner i feltet tog testosteron og lignende ting, men ikke nogle af de rigtig tunge sager. Det var kun de bedste ryttere, der gjorde det. Det var dog ikke sådan, at de bare kom hen inden starten på et løb og fortalte om alle de stoffer, de tog. Jeg vidste, at det fandt sted, men derudover kendte jeg ikke rigtig noget til det, for det interesserede mig ikke.

Jeg var ikke et af de store navne. Jeg havde ikke vundet en masse løb som amatør, så da jeg blev professionel, var det allerede en gigantisk sejr for mig. Jeg var bare glad for at blive betalt for at køre på min cykel.

Når man læser om, hvordan de gemte deres doping i andre menneskers hjem, smuglede det over grænsen og holdt øje med andre dopede ryttere for at finde frem til de nyeste og bedste stoffer, så må det have været ret ressourcekrævende at holde styr på. Jeg var udmattet bare af træningen.

Måske er det svært for fans at forstå, men mange ryttere i feltet havde det på samme måde som mig. Det var ikke, fordi vi ikke ville vinde eller have succes, men vi følte, at vi allerede havde vundet i lotteriet, fordi vi kunne leve af at køre på cykel. Vi ville bare arbejde hårdt, passe os selv og nyde karrieren.

Hvert andet år fordoblede jeg min årsløn. Jeg blev udtaget til større og større løb, og med tiden fik jeg mulighed for at køre de største løb som Giro d’Italia og Tour de France.

Jeg nød bare at køre på cykel og bekymrede mig ikke så meget om de andre ryttere. Der var selvfølgelig hele tiden rygter. Nogle ryttere havde persiennerne rullet for hele dagen, så dopingkontrollørerne ikke kunne kigge ind på hotelværelset.

En af de vildere historier handlede om den hollandske rytter Stefan van Dijk. I 2005 så han den gule antidopingbus uden for sit hus i Belgien og besluttede sig for at spurte væk på sin cykel for at undgå at skulle tage en dopingtest. Dopingkontrolløren genkendte ham selvfølgelig med det samme, og han fik karantæne for at nægte at lade sig teste.

Venskab og tætte forhold fører til, at man dækker over sine holdkammerater. Sådan burde det ikke være, det ved jeg godt, men jeg håber, du forstår mig, når jeg siger, at det ikke altid er sort eller hvidt. En rytters loyalitet ligger mere hos hans venner end nogen anden. Den ligger i hvert fald ikke hos UCI eller medierne. Dengang virkede det i øvrigt, som om alle ønskede at beskytte de store navne og sikre, at pengene blev ved med at strømme ind til gavn for alle.

Nu om dage ville jeg helt sikkert indberette det, hvis jeg så en holdkammerat snyde, men tiderne har også ændret sig meget. Med min alder har jeg heller ikke så meget at miste længere, så det ville nok også være nemmere for mig end for en helt ung rytter.

Jeg har et problem med eksryttere, der efterfølgende er stået frem og har givet doping skylden for alt det, de ikke selv opnåede i deres karrierer. Det er en kæphest, jeg har med medierne, for det kan bruges af folk med en dagsorden, og uden at være respektløs over for de fleste fans eller journalister så er det altså de færreste af dem, der ved, hvad de taler om, når det drejer sig om præstationsfremmende stoffer.

Når jeg læser om tidligere ryttere, der beklager sig i en artikel i et magasin eller angriber folk på de sociale medier, så har jeg mest af alt lyst til at ringe til dem og bare bede dem pisse af. De var bare ikke gode nok.

Lad os kigge lidt på de mest berygtede dopede ryttere:

Lance Armstrong vandt triatlon allerede som trettenårig, og han blev verdensmester i landevejsløb, inden han var fyldt toogtyve år.

”Armstrong er blevet udset til rollen som superskurk, fordi han var den stærkeste og mest aggressive, når han blev konfronteret med beskyldninger om snyd, og fordi han var den bedste til at dope sig,” siger den hemmelige cykelrytter. Foto: Flickr/Anita Ritenour


Marco Pantani kørte amatørernes Giro d’Italia tre gange, inden han blev professionel, og han blev nummer tre, to og til sidst et.

Thomas Dekker havde langt mere talent, end de fleste erfarne ryttere kunne drømme om.

Som amatør kørte jeg på hold med en rytter, der begyndte at tage doping, da han senere blev professionel. Jeg vil ikke sige, hvem det var, for det kunne afsløre for meget om min egen identitet. Han vandt tyve gange så mange løb som mig, inden vi blev professionelle. Derefter gjorde dopingen uden tvivl en yderligere forskel på os, men det var en marginal forbedring, for nu at bruge Sky-direktør Dave Brailsfords yndlingsudtryk.

Hvis du slet ikke kunne følge med de bedste ryttere, så havde du bare ikke det, der skulle til for at være professionel. Jeg anser mig selv for at være en virkelig god rytter, og jeg er endt i top ti i både Tour de France og Vuelta a España, men uanset hvor meget doping jeg havde taget, ville jeg aldrig være nået op på det niveau.

Tænk bare på den tidligere professionelle amerikanske rytter Joe Papp, der nu er journalist. Han er mere berømt for at have hjulpet de amerikanske antidopingmyndigheder i sagen mod Floyd Landis end for sine præstationer på cykel. I løbet af sin karriere tog Papp så meget doping, at det næsten slog ham ihjel. Han var indblandet i et ganske almindeligt styrt i lavt tempo, men mængden af epo og blodfortyndere i hans krop betød, at han var i livsfare, da han blev behandlet på et italiensk hospital.

Mange af rytterne er bitre over dopingsynderne. De tænker på, om de selv kunne have brugt epo i et par år og så have droppet det igen, når de havde nået toppen. Det er den type ryttere, der ikke kan gennemføre et etapeløb. Ærlig talt: hvis du ikke har det, der skal til, så kan du lige så godt glemme det. Doping eller ej.

En af de bedste ændringer i de seneste år har været den form træning, vi modtager fra en tidlig alder. Hvis man går tyve år tilbage, var der mange, der overtrænede, for de vidste ikke rigtig, hvordan de skulle gøre. Vi er ikke alle bygget ens, og nogle har brug for mere hvile end andre. Så der kunne være et stort talent, der kunne præstere flotte resultater på en god dag, men han kunne ikke holde niveauet hen over et etapeløb eller gennem en hel sæson.

Tag en rytter som Greg Van Avermaet. Han kan træne hver eneste dag, 180 kilometer med 36 kilometer i timen i et højt gear uden problemer. Han er så stærk. En uge efter Tour de France kan man opleve ham i Clásica de San Sebastián, hvor han er i topform igen. Sæt et par ryttere ved siden af ham, der skal følge hans træningsprogram, og bum; de ville være fuldstændig udkogte tre uger senere.

Nu er vi blevet bedre til at forstå vores kroppe individuelt, og det har gjort jævnbyrdigheden større, for nu vi ved rent faktisk, hvad vi laver. Indtil da var det rent gætværk. Det var det samme med medicinering og doping. De anede ikke, hvad de havde gang i. De måtte prøve sig frem. De tog endda amfetamin eller pot belge, som er en tilfældig blanding af kokain, amfetamin, koffein, og hvad soigneuren nu ellers lige havde liggende til at give mixturen et ekstra pift. Gino Bartali røg cigaretter, fordi hans læge havde diagnosticeret, at han havde langsom hjerterytme.

Hjælper epo og testosteron og alle de andre vanvittige ting, som nogle ryttere doper sig med? Selvfølgelig gør det det. Men stakkels gamle Joe Papp, der vidnede i høringen om Floyd Landis’ positive dopingprøve for testosteron i Tour de France i 2006, tog selv så meget epo, at han havde en hæmatokritværdi på 58 procent. Hans blod må have været tykt som suppe, og alligevel kunne han aldrig få en plads på et af de store hold og da slet ikke gøre sig forhåbninger om at vinde et løb.

Så i stedet for at brokke sig over at være gået glip af en storslået karriere på grund af dopingsynderne så ville det klæde brokkehovederne at kigge sig selv i spejlet og erkende, at der også var andre ting, der spillede ind.

Phil Gaimon er et glimrende eksempel. Han er meget synlig på de sociale medier og i medierne. Han har skrevet et par bøger, som alle har det samme underliggende budskab: ”Jeg blev snydt.”

Nu hvor han har trukket sig tilbage, er han bitter og overbevist om, at han ikke kunne klare sig som professionel, fordi sporten er uærlig, men i alle de tweets, interviews, bøger og YouTube-videoer, han har lagt ud, har han ikke en eneste gang overvejet, at han måske bare ikke havde det, der skulle til.

Jeg kunne godt lide hans bøger, og han virker som en flink fyr, men hele det der ’det er så synd for mig’-klynkeri gør mig rasende. Han går rundt med sin ’Clean’-tatovering og prøver at overgå de hurtigste tider på store stigninger, som tilhører dopingdømte eller dopingmistænkte ryttere. Jeg synes, det er til grin.

I 2017 viste han mangel på format, da han langede ud efter sin gamle holdkammerat, den portugisiske hjælperytter Andre Cardoso, som blev testet positiv for epo lige inden Touren.

Gaimon besluttede, at han pludselig var ekspert, og tog afstand fra Cardoso på Twitter, hvor han gjorde nar af hans intetsigende pressemeddelelse, som Gaimon mente, gav udtryk for, at Cardoso bare var ’pisseligeglad’.

Da jeg så den kommentar, tænkte jeg; Cardoso står til at miste alt, det er lige inden Tour de France, han trækker sit hold gennem mudderet, og han har sikkert chefer og en agent, der fortæller ham, at han er nødt til at udsende en erklæring. De hjalp ham formentlig med at formulere den, for engelsk er ikke Cardosos modersmål. Og så synes Phil Gaimon, at han har ret til at belære ham om hans ordvalg? Måske virkede erklæringen ikke særlig dybfølt. Og hvad så? Det er ikke det, der afgør, om en person er skyldig eller ej.

I 2015 forsvarede Gaimon sin ven Tom Danielson, da han blev beskyldt for snyd, alene fordi Danielson gik amok på Twitter, hvor han erklærede sin uskyld. Et år efter accepterede Danielson så en straf på et år fra USA’s antidopingagentur efter at være blevet testet positiv for et forbudt stof. Det var anden gang, han havde overtrådt antidopingreglerne.

Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor Gaimon mente, at det var nødvendigt at forsvare Danielson, bare fordi han var bedre end Cardoso til at lyve, men for mig er det det perfekte eksempel på, hvad der er galt med mange af cykelkommentatorerne. Der er for mange meninger og for lidt fakta, og det hele bliver mudret yderligere til af personlige relationer.

Jeg ved, at en del ryttere fra min generation er rasende, fordi de føler, at de blev frarøvet deres job af dopingsynderne. De er frustrerede, og det får masser af spalteplads i medierne, men det er ikke holdningen hos størstedelen af rytterne.

Jeg hører ofte folk brokke sig over, at Christian Vande Velde tjener halvanden million kroner om året for firs dages arbejde som ekspert på NBC. Mange mener, det er ufortjent, fordi han var dopingsynder. Måske har de ret, men de fortjener heller ikke selv det beløb bare for at være rene. Christian virker til at være god til sit job, han er fornuftig at høre på, og han ved, hvad han taler om. Det er dét, han bliver betalt for. Det er en ny karriere for ham, og det, der tæller, er cykeleksperten Christian, ikke dopingrytteren Christian.

Men folk bryder sig ikke om, at Christian har et job på NBC, fordi han tilhører Armstrong-perioden. Det spiller ingen rolle for dem, at han er en god ekspertkommentator. I deres øjne fortjener han ikke noget som helst, fordi han var dopet, dengang han kørte for US Postal.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk har ondt i røven over, at Lance Armstrong er vendt tilbage til cykelsporten, eller at han møder op ved Flandern Rundt. Man kan sige, hvad man vil om ham, men han får stadig masser af opmærksomhed, og mange folk kommer for at se ham og høre, hvad han har at sige.

Se bare på, hvor populære hans podcasts er. Under Tour de France i 2018 lyttede halvdelen af feltet til hans daglige udsendelse hver aften, når de gik i seng. Han gjorde foragtelige ting, og han løj i mange år, men når man kigger på den periode, hvor han var aktiv, så kan man vist ikke sige, at han var alene om det.

Hvis du synes, at Lance har gjort meget skade på cykelsporten, så er det fair nok. Men han gjorde det ikke alene. Nogle folk får det næsten til at lyde, som om han var den eneste rytter, der nogensinde har taget doping, snydt eller løjet. Nogle af de største legender i sporten var dopede, så jeg synes, det er lidt urimeligt at bandlyse Armstrong det ene øjeblik og så i det næste lovprise en af de gamle drenge, der gjorde noget tilsvarende.

Jeg mener, man kan hade synden uden at hade synderen. Jeg ønsker ikke, at man skal tilgive Armstrong eller tro, han er en engel. Jeg synes bare ikke, det bidrager til noget at blive ved med at slå på manden for den samme forbrydelse. Hvis vi skulle slå på alle, der på et tidspunkt har haft noget at gøre med doping, så skulle de fleste hold på udkig efter en ny sportsdirektør eller læge.

Armstrong er blevet udset til rollen som superskurk, fordi han var den stærkeste og mest aggressive, når han blev konfronteret med beskyldninger om snyd, og fordi han var den bedste til at dope sig. Han gjorde det mere systematisk end sine rivaler, der også snød. Men den eneste af de ting, der er imod reglerne, er dopingen. Der står intet i UCI’s regelsæt om, at du ikke må være et røvhul, eller at du skal bandlyses ekstra meget, bare fordi du ikke blev fanget lige så hurtigt som andre.

Armstrong har stadig kontakt til nogle af rytterne i feltet, selv nogle han ikke kender personligt. Han går i dialog med folk på de sociale medier og sender private beskeder til dem, når der er noget, han synes, de gør godt. Jeg kender et par ryttere, der har fået et opkald fra ham med et godt råd, og de var glade for at høre fra ham, og de lyttede til, hvad han havde at sige.

Han var den bedste. Også taktisk. Dopingen hjalp ham trods alt ikke med taktikken, så han ved, hvad han taler om, når det gælder håndværket som rytter. Jeg kender ham ikke særlig godt, men da jeg var i et voldsomt styrt for nogle år siden og vågnede på hospitalet, var den første besked, jeg så på min mobiltelefon, fra ham. Det er den anden side af ham.

Hvad angår Phil Gaimon, så skal det nævnes, at han dog er ærlig omkring sine egne evner. Han kørte indtil 2016, og på det tidspunkt var det helt sikkert muligt at begå sig i løb uden doping. Han lægger sine tal ud på nettet, og at dømme ud fra de watt, han træder på bjergstigninger, kunne han stadig være professionel, hvis han ville, for han er stærk, men du skal også virkelig ville det. Og hvis du kun tjener en halv million kroner om året, så er ofrene måske ikke umagen værd. Det er hårdt at være så meget væk hjemmefra, og det er endnu hårdere, hvis du hellere ville være i Californien, men er nødt til at sidde alene i en lejlighed i Girona det meste af året.

Der er en misforstået opfattelse af, at fordi nogle ryttere undlod at dope sig, da dopingen var allerværst, så er de på en eller anden måde mere berettiget til et job, når de har trukket sig tilbage. Sådan fungerer virkelighedens verden ikke. Hvis den gjorde, ville der være meget få folk, der fortjente det job, de har.

Hvad angår cykelsporten i dag, tror jeg, at meget har ændret sig, men der skal stadig gøres en del arbejde. Jeg har altid holdt mig et par meter fra afgrunden, hvad angår medicinering, så jeg er ikke bange for at snuble, men hvis du konstant bevæger dig på kanten af afgrunden, skal der ikke meget til, før du falder.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at nogle hold bøjer reglerne og bruger alle tænkelige og utænkelige metoder til at få en sportsudøver på hundrede procent, herunder brugen af dispensationer og stoffer, som ikke er forbudte.

Jeg kalder det misbrug, for det er sådan, jeg opfatter det. Jeg er ligeglad med, om det bare er et smertestillende lægemiddel som paracetamol eller panodil. Hvis du tager det, fordi du tror, du har fundet en eller anden smart metode til at forbedre din præstation, så er det misbrug af stoffet. Det kan godt være, det rent juridisk ikke er ulovligt, men det strider i hvert fald mod sportens ånd.

Jeg synes, WADA burde kigge nærmere på brugen af dispensationer, og UCI burde gøre en meget åben indsats for at straffe alle, der misbruger dispensationerne. Og hvis nogen går over grænsen, bevidst eller ubevidst, så skal det have konsekvenser.

Det behøver ikke altid at være en etårig eller toårig karantæne, for det ville være lidt hårdt, når ingen ved med sikkerhed, om ting som astmamedicin rent faktisk kan forbedre din præstation eller ej, men det kan ikke gå ustraffet hen. Det sender det forkerte budskab.

Selv hvis rytteren ikke gjorde det med vilje, hvis han bare brugte sin astmainhalator for meget, fordi han var ved at gå i panik og var under stort pres, så er han stadig gået over stregen, og det er imod reglerne. Det er surt, hvis man får en karantæne eller en bøde for sådan noget, men det er en del af jobbet. Det at kende reglerne hører lige så meget med til det at være professionel sportsudøver som træning og konkurrence.

Hvis jeg bliver syg og tager på apoteket og køber diverse tilfældig medicin og tager det hele i håb om, at jeg snart får det bedre – som jeg vil tro, næsten alle, der ikke er professionelle cykelryttere, gør – og det så viser sig, at der er noget, som er forbudt, og som senere viser sig i en dopingtest, så er det min fejl. Jeg brød ikke reglerne for at snyde, men jeg brød reglerne af ren dovenskab. Jeg er nødt til altid at være hundrede procent sikker på, hvad jeg putter i kroppen. Det hører med til det her liv, på linje med træning og det at holde vægten.

Uvidenhed er ingen undskyldning, ligesom det heller ikke ville være det, hvis jeg blev stoppet af politiet, fordi jeg havde kørt alt for stærkt.

Udover straffen mener jeg også, at løbsarrangørerne og UCI bør være meget tydeligere omkring, hvad der sker i den slags situationer. Nogle ryttere får lov til at køre løb, mens de bliver efterforsket, andre gør ikke. Nogle hold trækker dig fra konkurrencer, andre lader dig fortsætte.

Jeg mener, det ville være bedst, hvis man aldrig offentliggjorde noget, inden B-prøven var undersøgt, men det sker sjældent. Hvis vi bruger Cardoso som eksempel igen, så blev han suspenderet omgående i juni 2017, inden B-prøven var blevet analyseret og blot få dage før starten på Tour de France.

Trek-Segafredo suspenderede ham omgående, og dermed var hans karriere slut. Officielt hedder det sig i WADA’s regelsæt, at alle sportsfolk formodes at være uskyldige, indtil den pågældende antidopingorganisation fastlægger en overtrædelse af dopingreglerne.

Cardoso hævder fortsat sin uskyld, fordi analysen af B-prøven viste, at der var usikkerhed omkring prøven, der viste utilstrækkelige tegn på epo i kroppen, som det hed sig i UCI’s egen rapport. Ikke desto mindre blev Cardoso idømt en fireårig karantæne, selv om en B-prøve overtrumfer A-prøven i henhold til WADA’s retningslinjer.

UCI kunne alligevel udstede karantæne, fordi prøverne i Cardosos krop blev karakteriseret som ’unormale’, hvilket gjorde, at de kunne fortolke resultaterne, som de ønskede. Det betød nu heller ikke det store, for Cardoso var oppe i årene, og da holdet havde udelukket ham fra Touren og annulleret hans kontrakt, havde han reelt set allerede fået sin dom.

Jeg forstår argumenterne fra begge sider, men vi er nødt til at beslutte os for reglerne og så holde os til dem. Hvis en rytter er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, så burde resultaterne af en A-prøve aldrig blive offentliggjort, inden analysen af B-prøven foreligger, og alle burde have lov til fortsat at køre cykelløb, indtil de enten er frikendt eller erklæret skyldig.

Hvis det er vigtigere for sporten at blive opfattet som foregribende over for snyd, så skal man sende rytteren på omgående orlov i samme øjeblik, hans A-prøve viser sig at være positiv, og så skal man sørge for at behandle sagen hurtigst muligt.

Det her er ikke kun noget, der påvirker holdene og rytterne. Det kan skade et løbs ry og forvandle en historisk sportsbegivenhed til en farce. Eksempelvis fik Alberto Contador lov til at køre Giro d’Italia i 2011, mens han blev efterforsket, fordi han havde testet positiv for clenbuterol. Han vandt løbet, men fik frataget sejren kort efter. Det var en hån mod en fantastisk sportsbegivenhed, og det fik hele sporten til at se latterlig ud.

UCI’s regelhåndbog giver mulighed for at udelukke ryttere, der står i en lignende situation, men formuleringen er åben for fortolkning:

Løbsarrangøren kan nægte tilladelse til at deltage eller beslutte sig for udelukkelse af en eller flere personer, hvis disse muligvis kan udgøre en trussel mod løbsarrangøren eller løbets image eller ry.

For mig at se er nøgleordet her ’muligvis’. Det betyder, at beslutningen er op til løbsarrangøren, der forståeligt nok vil have de største stjerner med i løbet og derfor næppe tager ansvar for at udelukke dem.

Jeg mener også, gennemsigtigheden er altafgørende, for presset fra offentligheden kan være massivt. Hvis et hold konstant får dispensationer, bør alle vide det. Jeg kan hurtigt komme i tanke om et par hold, hvor jeg meget gerne ville have dem til at forklare resten af feltet, hvordan det hænger sammen, at alle de dispensationer, deres ryttere bliver ved med at få inden de største løb, slet ikke har nogen indflydelse på præstationerne.

På en måde synes jeg faktisk, det er værre end årene med masser af doping, for dengang vidste du i det mindste, hvad du havde med at gøre. Hvis en rytter i dag tager et ulovligt stof med åbenlyst præstationsfremmende potentiale, hvilket mit hold aldrig ville give mig lov til selv med en dispensation, så er det okay, så længe de har en recept fra lægen.

Undskyld mit ordvalg, men det er altså en bitter pille at sluge. Jeg forsøgte i årevis at være så tynd som muligt, men det er langt nemmere at komme ned i vægt, når du bruger kortison. Jeg sultede mig selv, og alligevel så jeg ryttere, der var tyndere end mig, når jeg mødte op til start, fordi de lige havde fået et ganske belejligt skud triamcinolon i røven. Det er en type steroidhormoner, der kan bruges til at behandle allergi og hudsygdomme, men det medfører også vægttab og styrker ydeevnen i forhold til vægten.

Hvis man misbruger stoffer til at øge vægttabet, svarer det til at misbruge dem til at forøge ydeevnen, for det har en tilsvarende indvirkning på din præstation. Folk tror måske, at doping til at opbygge muskelmassen ved hjælp af steroider er mere alvorligt end at tage noget for at tabe sig, men det er ikke tilfældet i professionel sport. At få din fedtprocent ned på fem procent er det allerbedste, du kan gøre, hvis du vil vinde etapeløb.

Hvis du kan opnå det, og du derudover tager doping, så vil der selvfølgelig være yderligere en forbedring, men hvis du ikke kan slippe af med den ekstra kropsmasse, så vil du aldrig opnå noget. Et kilo kan betyde forskellen mellem at være i stand til at angribe og at blive sat af feltet. Så du kan tage alt det epo, du har lyst til, men hvis du vejer femogfirs kilo, så vinder du intet i bjergene.

Jeg nåede ned på deres vægt ved at sulte mig selv. Jeg ville ikke være ham det fede fjols i sammenligning med dem, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og fastede næsten konstant.

Du ved, at du er blevet for tynd, når det begynder at påvirke dine kropsfunktioner. Jeg har kørt flere Grand Tours, hvor jeg ikke har været i stand til at få en erektion. De sidste to uger af løbet var jeg ude af stand til at få stådreng. Det er en vanvittig situation for en ung mand at sætte sig selv i, men det er sandheden. Mit testosteronniveau var så lavt, at ligegyldigt hvad jeg kiggede på, så skete der ingenting. Jeg var ligeglad og havde ikke energi til at få rejsning.

Under konkurrencer forbyder de fleste hold brugen af medicin, der kan hjælpe til stort vægttab, men der findes undtagelser. Det hele afhænger af, om dit hold er villigt til at gå helt ud til kanten af, hvad der kan forsvares. Det er mig bare ubegribeligt, hvordan en sportsgren med en problemfyldt dopingfortid kan tillade en så stor gråzone.

Det samme gælder for inhalatorer og astmamedicin. De sociale medier virker til at være fyldt med kloge hoveder, der er eksperter i astma, og hvordan det bør behandles, men der er så mange selvmodsigende meninger, at jeg ikke aner, hvad jeg skal tro på. Hvilket er underligt, for jeg plejede at være en af dem ligesom mange andre ryttere. Der er masser af ryttere i feltet, der har en astmainhalator, de bruger jævnligt, og jeg kender ingen ryttere, der misbruger det.

Jeg er blevet testet utallige gange i løbet af min karriere, og jeg har aldrig nogensinde overvejet, om min inhalator kunne være et problem for mig. Jeg har altid tænkt, at grænsen var sat så højt, at der ikke var noget at frygte, medmindre du havde gang i noget fordækt.

Jeg inhalerede to gange inden et løb, hvis jeg havde brug for det, hvorefter jeg lagde inhalatoren i min lille regntætte pose og glemte alt om den. Jeg havde slet ikke tænkt nærmere over det indtil 2018, hvor cykelsportsnyhederne virkede til at være mere interesserede i astmapræparater end i selve løbene.

Jeg undersøgte det nærmere og læste om noget, der kaldes ’paradoks bronkospasme’. Det er en velkendt bivirkning ved medicinen, der faktisk skaber problemer for luftvejene. Store doser og overdreven brug må øge risikoen for bivirkninger, så jeg kan ikke forestille mig, at nogen lægeuddannet person på et hold ville anbefale det. Selv hvis du var kynisk og sagde, at holdet måske er ligeglad med en rytters helbred, så ville det have en negativ indvirkning på rytterens præstation, hvis han har problemer med at trække vejret. Derfor ville det ikke være i holdets interesse.

Men reglerne og konsekvenserne burde være tydeligere. Hvis der er en grænse, bør den overholdes, og alle, der overskrider den, bør udelukkes, uanset hvad deres hensigt har været.

Det er den eneste måde, vi kan beskytte resten af os på.

Relaterede artikler

En anonym cykelrytter fortæller om livet som professionel cykelrytter og afslører, hvad der foregår bag kulisserne. Han fortæller brutalt ærligt om uskrevne regler, doping, tavshedens lov, træning, penge, ritualer, venskab, gruppepres og hierarki i professionel cykelsport.

Køb bogen her.

Den hemmelige cykelrytter

Luk Menu