Foredrag

Her kan du få et indblik i de foredrag som Idrætshistorie.dk tilbyder. Foredragene kredser hovedsageligt om forholdet mellem sport, politik og national identitet med inddragelse af et rigt udvalg af video- og billedmateriale idet idrætten er et stærkt æstetisk fænomen, der ikke mindst for seeren lægger op til intens skuelyst. Eller med den berømte litterat og æstetikforsker Gumbrechts ord: “sport is probably the most popular and potent contemporary form of aesthetic experience.” Find foredrag af stifter af Idrætshistorie.dk, Stanis Elsborg, professor Hans Bonde, historiker Svend Rybner, historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærgaard og journalist og forfatter Tommy Heisz.

Tip en foredragsholder ved at skrive til stifter af Idrætshistorie.dk, Stanis Elsborg, på stanis@idraetshistorie.dk

NYT FOREDRAG AF STANIS ELSBORG

IDRÆTSHISTORIE IND I HISTORIEUNDERVISNINGEN

Foredrag v/ Simon Kratholm Ankjærkjaard

Fra Guld-Harald og Sander til Guld-Glenn og Ståle

Dansk fodbolds udvikling og professionalisering fra 1970 til i dag

Smilin’ Peter

De danske fodbolddommeres kår og udvikling over tid – personificeret ved den bedste fodbolddommer, Danmark endnu har fostret; Peter Mikkelsen

Stanis Elsborg & Hans Bonde

Putins Lege

Dette foredrag varer 90 minutter og henvender sig til alle med en interesse for international politik, sport og national identitet og vil ud fra en historisk og samfundsmæssig vinkel belyse, hvilken rolle iscenesættelsen og dyrkelsen af præsident Vladimir Putin og satsningen på sportslige mega-events som fx VM og Vinter-OL i Sotji spiller for dannelsen af den nationale identitet i nutidens Rusland.
 
• Hvorfor investerede den russiske stat under Vladimir Putin 55 milliarder dollars i Vinter-OL i 2014?
 
• Hvordan udnytter Putin de mange sportsbegivenheder på russisk grund til at skabe nationalt sammenhold og international goodwill fra det internationale samfund?
 
• Hvorfor har den russiske statsmagt så ivrigt forsøgt at skabe et særligt macho og sportsligt image af Putin?
 
Dette foredrag afholdes både af Stanis og Hans.
 
Hvis det har interesse, så kontakt endelig Stanis for at høre nærmere!
 
Læs også om ovenstående under temaer!

Dansk-tysk idrætssamarbejde i 1930'erne og under besættelsen

Dette foredrag på 90 minutter belyser, hvordan Nazi-Tysklands enorme investeringer og fokus på eliteidrætten fascinerede mange danske idrætsledere og udøvere. I 1936 blev de olympiske lege afholdt i den tyske hovedstad Berlin. Sportsbegivenheden var i høj grad med til at skabe et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og det nazistiske Tyskland i 1930’erne og dannede grobund for det videre sportslige samarbejde under 2. verdenskrig.
 
I de første år under den tyske besættelse af Danmark var Dansk Idræts-Forbund (DIF) medarrangør af en lang række idrætsstævner og landskampe med den tyske besættelsesmagt, der benyttede sporten som propagandamiddel. Voksende folkelig modstand og uroligheder medførte i sidste instans, at det nazistiske styre nedtonede idrætssamarbejdet med Danmark, da rigskansler Adolf Hitler ikke kunne se den propagandamæssige gevinst i et fortsat idrætssamkvem med Danmark. Efter afslutningen på 2. verdenskrig valgte DIF at lægge slør over det dansk-tyske idrætssamarbejde under krigen og fremhævede i stedet sig selv og prominente danske idrætspersonligheder nærmest som en del af modstandsbevægelsen.
 
Dette foredrag afholdes både af Stanis og Hans.
 
Hvis det har interesse, så kontakt endelig Stanis for at høre nærmere!
 
Læs også om ovenstående under temaer!

Sport, politik og autoritære stater

Ikke-vestlige lande som Kina, Rusland og Qatar har i løbet af de seneste årtier for alvor fået øjnene op for brugen af sportslige mega-events til at skabe propaganda for deres hel- eller halvautoritære styreformer.

Her søger statslederne at bruge sporten som en kæmpe pompøs kulisse for deres magtudøvelse, hvor de forsøger at imponere det internationale samfund, men i særdeleshed også bruge sportsbegivenhederne nationalt til at styrke egen position.

Med udgangspunkt i OL i Beijing 2008, vinter-OL i Sotji 2014, VM i fodbold i Rusland 2018, samt Qatars massive sportsinvesteringer vil foredraget ud fra en historisk og samfundsmæssig vinkel, belyse hvordan disse stater udnytter sporten til at skabe nationalt sammenhold og international goodwill fra det internationale samfund.

Dette foredrag afholdes både af Stanis og Hans.
 
Hvis det har interesse, så kontakt endelig Stanis for at høre nærmere!
 
Læs også om ovenstående under temaer!

VM i fodbold 2018

Oven på en årelang række af sportsbegivenhededer på russisk grund skal VM i fodbold 2018 være kronen på værket for præsident Vladimir Putin. Sporten er blevet en central del i dannelsen af en ny national identitet i Rusland, der er blevet det land i verden, som arrangerer flest store sportsbegivenheder.

Foredraget vil belyse, hvordan Putin ikke kun udnytter disse sportsbegivenheder til at skabe international anerkendelse, men også til at styrke og påvirke den nationale identitet.

Foredraget vil vise, hvordan Putin har skabt en sammenhængende erindringsfortælling gennem sportslige events som Universiaden i Kazan 2013, vinter-OL i Sotji 2014 og VM i fodbold 2018, hvor elitesport, rumpolitik, den russisk ortodokse kirke fremstår som Putins nye nationale markører, ligesom referencer til den zaristiske og sovjetiske æra har en stor rolle.

Dette foredrag afholdes af Stanis.
 
Hvis det har interesse, så kontakt endelig Stanis for at høre nærmere!
 
Læs også om ovenstående under temaer!
russia2018

MasterClass

Emne: Sport, politik og national identitet
 
Indhold:
Denne MasterClass henvender sig til alle med en interesse for international politik og sport i både en historisk og samfundsmæssig kontekst.
 
Over et forløb på 5 x 2 timer ses der nærmere på sportens betydning i en historisk og samfundsmæssig kontekst, med særligt fokus på det 20. og 21. århundrede. Vi skal en tur tilbage til 1933, hvor Hitler kom til magten i Tyskland og det nazistiske styre valgte at støtte sporten økonomisk med enorme summer og satsede massivt på det propagandamæssige aspekt. Dette førte i første omgang til OL i Berlin i 1936, men også til et intensivt sportsligt samarbejde mellem Danmark og Tyskland, der fortsatte under 2. verdenskrig.
 
Vi skal også se nærmere på mere nutidige eksempler på koblingen mellem sport og politik, herunder særligt de olympiske lege i Kina i 2008 og i Rusland i 2014. Her skal vi diskutere OL som en måde for statslederne til at skabe et særligt image af landet. Vi skal også beskæftige os med Vladimir Putin, herunder iscenesættelsen af den russiske præsidents krop, og den igangværende enorme satsning på elitesport og investeringer i sportslige mega-events i Rusland.
 
Fag der indgår: Historie, samfundsfag og idræt
Kursisternes forudsætninger: Alle med interesse
Arbejdsformer: Primært forelæsninger, men også gruppearbejde, dialog og diskussion
 
Denne MasterClass afholdes af Stanis. Kontakt endelig Stanis for nærmere information her!
 
Download modulplanen her!
putin

Danmarks store sundhedsapostel - en glemt dansk verdensberømthed

Hans Bonde har i en lang periode forsket i, hvad han kalder for “Danmarks store sundhedsapostel – en glemt dansk verdensberømthed”. Nærmere bestemt er der tale om den danske elitesportsmand J. P. Müller, der i 1904 vinder genklang for sit sundhedsbudskab gennem udgivelsen af en bog om hjemmegymnastik, der bliver oversat til 26 sprog og udkommer i det astronomiske antal af 1 ½ million eksemplarer. Herigennem kickstarter han på verdensplan den motions- og fitnessbølge, som er på mode i vor nutid.
 
For Müller vedrørte ”Det moderne Gennembrud” kun det halve perspektiv; ”den åndelige frigørelse”. For at mennesket kunne afkaste autoriteternes åg og fremstå som selvstændigt og myndigt skulle der sideløbende foregå en kropslig og sanselig frigørelse.
 
Hans Bonde skriver i øjeblikket også på en kulturhistorisk biografi om J. P. Müller, der udkommer i 2018/2019.
 
Kontakt Hans Bonde direkte her, hvis du finder interesse i dette foredrag.

Foredrag ved Svend Rybner

Svend Rybner har i mange år holdt foredrag for bl.a. DBU, Kanal 6, på universiteter, højskoler, Folkeuniversitetet og biblioteker, i fodboldklubber, foreninger og farverige steder som Rødager Bodega. Emnerne er fodboldhistorie, fodbold som kulturfænomen og hvordan fodbolden afspejler verden omkring os. F.eks. fortæller bogen ’Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico’ gennem fodbolden det moderne Spaniens historie. Svend Rybner optræder også på TV, i radioen og de skrevne medier med indslag om kulturelt og historisk baggrundsstof før vigtige kampe eller i forbindelse med aktuelle politiske begivenheder. Svend Rybner inddrager et rigt udvalg af video- og billedmateriale i sine foredrag.

Kontakt Svend Rybner direkte på mail, hvis du ønsker at booke et foredrag: svend@rybnersbureau.dk

Dansk fodbold og arven fra 1864

Dansk fodbold er formet af nederlaget på Dybbøl. Med de tabte landsdele mistede vi vores sproglige og kulturelle mangfoldighed. Siden fulgte opdyrkningen af heden, andelsbevægelse, folkehøjskolerne og Det Socialdemokratiske Århundrede.

I Danmark er vi gode til at få et lille hold til at fungere, men betyder det, at vi har svært ved at gøre plads til enerne? Og vil den kulturelle arv forsvinde i en globaliseret verden?

Undervejs passerer vi Katastrofen i Breslau og besvarer et af livets store spørgsmål: Var bronzeholdet fra 1948 blevet verdensmestre, hvis DBU havde tilladt professionelle spillere på landsholdet?

VM og drømmen om det smukke spil

International fodbold spejler verden omkring os.

Se, hvordan moderne fodbold blev født og indtog verden. Fra Miraklet i Bern, Puskás og den unge Pelé går turen til VM-finalen i 1966 og det evige spørgsmål: ”Var den inde?”

Både catenaccio og hollandsk totalfodbold udspringer af kulturelle forskelle. I dag styres fodbolden af T-shirts og TV-rettigheder, og mens konkurrencen skærpes, og kunstgræsset breder sig, bliver spillestilen mere og mere ensartet. Hvor styrer international fodbold hen?

Kvinder på grønsværen

Hvorfor skelner man mellem ’fodbold’ og ’kvindefodbold’? Kvinder har spillet fodbold lige så længe som mændene, men ofte i deres skygge. Dermed afspejler fodbolden kvindernes rolle i samfundet. Hvorfor forbød det engelske fodboldforbund i 1921 kvinder at spille organiseret fodbold? – et forbud, som stod ved magt i 50 år. Følg med fra storhedstiden omkring Første Verdenskrig over de danske VM-finaler til forsiden af Sports Illustrated. Senest viste det danske landshold med Pernille Harder og Nadia Nadim i spidsen, at kvinderne i dén grad er kommet på banen for at blive

Engelsk fodbold gennem 600 år

Engelsk fodbold er en del af verdens kulturarv. Forude venter TV-aftaler og ny markedsandele i en globaliseret verden.

Med fotografier og gamle filmklip følger vi engelsk fodbold fra Slaget ved Agincourt i 1415 over treback-systemet til 1970’ernes økonomiske krise, Margaret Thatcher, hooligans, Wayne Rooney og Premier League. Hvorfor spiller englænderne fodbold i 1. sals højde? Var angriberen George Best det femte medlem af The Beatles? Undervejs møder vi Nat Lofthouse og Stanley Matthews, VM-triumfen i 1966, Tipslørdag, Liverpool, Aston Villa, Manchester United, Kevin Keegan og kultspilleren Charlie George.

Fodbold i Spanien - meget mere end el clásico

FC Barcelona tager aktiv del i kampen for Cataloniens løsrivelse, og en fodboldkamp i Spanien handler aldrig kun om fodbold. Tag med på en rejse fra Baskerlandet og Madrids betonforstæder til San Fernando-kirkegården i Sevilla. Fra tredje division til Camp Nou, til Real Madrid, landsholdets maskinrum i Las Rozas og en snak med tidligere landstræner Vicente del Bosque. Tilsammen bliver det en mosaik, der sætter ansigter på historiens store linjer – gennem fodbolden får vi et højaktuelt billede af det Spanien, som ligger bag avisernes overskrifter. Fortællingen krydres med levende billeder, generatorbiler, Den Blonde Pil og den aktuelle politiske krise i landet.

Foredrag ved Tommy Heisz

Tommy Heisz er forfatter og journalist. I 2018 er han aktuel med bogen Den spanske syge. Tidligere har han skrevet en historisk bog om 1930’ernes populære svømmepiger og en biografi om bandet Love Shop. Han er desuden forfatter til fire digtsamlinger. Som ekstern lektor underviser han i skrivning på DIS Study Abroad

Kontakt Tommy Heisz direkte på mail, hvis du ønsker at booke et foredrag: tommyheisz@gmail.com

Svømmepigerne

Historien om Danmarks første megastjerner inden for sportens verden. Svømmepigerne Jenny Kammersgaard, Ragnhild Hveger og ‘Lille Henrivende’ Inge Sørensen forførte i 1930’erne danskerne med deres utrolige præstationer. Foredraget er en underholdende blanding af ord, billeder og videoklip. Tommy Heisz udkom i 2014 med bogen ‘Svømmepigerne’. 

Kontakt: tommyheisz@gmail.com

“Tommys formidling af historien var i top. En munter og lærerig aften blandet med alvor. Helt klart et foredrag, jeg kan anbefale til andre.”
– Hanne Kjær, Horsens Bibliotek

“En ganske usædvanlig udgivelse på dansk. Bogen er et tindrende præcist tidsbillede og tilmed et stykke letlæst og veltænkt idræts-, køns- og kulturhistorie.”
Weekendavisen om bogen ‘Svømmepigerne’

Tipslørdag og engelsk fodboldnostalgi

Nådesløse tacklinger og lange afleveringer på mudrede baner. Et stærkt underholdende foredrag, som vil give sug i maven hos alle danskere, der er vokset op med Tipslørdag og lyden af ‘dong’ som en del af deres barndom. Et foredrag, der kan få voksne mænd til at græde.

Kontakt: tommyheisz@gmail.com

“Tommy Heisz spiller sit foredrag som Glenn Hoddle for Tottenham i 80’erne. Varieret med fantastiske afleveringer og næse for mål.”
– Mikkel Hellden-Hegelund, udviklingskoordinator, BIBLIOTEKET, København NV

“Rammer mig der, hvor det gør allermest godt, lige præcis i fodboldfascinationens og fodboldnostalgiens solar plexus.”
– Weekendavisens Klaus Rothstein om bogen ‘Det begyndte med Tipslørdag’. 

Luk Menu