Med idrætten ind i historien

Den nye læreplan for historiefaget på de gymnasiale uddannelser har åbnet op for en større grad af frihed til at strukturere undervisningen. I denne artikel vil jeg ganske kort påpege nogle særligt udvalgte idrætshistoriske temaer til brug i historieundervisningen. Temaerne er valgt, fordi de erfaringsmæssigt er nogle af dem, der fænger bedst og giver størst indlæringseffekt, ligesom de kan være med til at give nye perspektiver til meget brugte undervisningsemner som antikkens Grækenland og 2. Verdenskrig. Desuden vil artiklen fremhæve et tema, der imødekommer læreplanens henstilling om lærestof, der omhandler verden uden for Europa og USA.

Artiklen bygger på bogen ”Med kroppen ind i kulturen – idrætshistoriske strejflys” af Hans Bonde under medvirken af undertegnede. Det er mit håb med artiklen og ikke mindst hele dette temanummer af Noter, at landets mange undervisere vil blive inspireret af idrætshistorien som fængende og dramatisk nøgle til at forstå væsentlige historiske strømninger.

Inddragelse af teori og metode
I historiefagets læreplan lægges der op til, at der inddrages ”historiefaglige teorier og metoder.” Idrætshistorien kan kobles til mange forskellige teorier, men jeg vil anbefale politologen Benedict Andersons teori om nationen som forestillede fællesskaber samt politologen Joseph Nyes teori om blød magt, hvis teoretiske forståelsesniveau begge egner sig til gymnasiet. Ifølge Benedict Anderson skal nationen og den nationale identitet forstås som forestillede fællesskaber, hvor hvert medlem af nationen forbindes gennem en forestillet kultur, historie og enhed, der må bero på forestillinger om deres særlige nationale originalitet. Teorien er derfor oplagt at inddrage, når idrættens evne til at skabe samlingskraft og national identitet skal belyses, som når håndboldherrerne for en stund samler danskerne i en national eufori under håndbold-VM i Herning 2019, eller når man skal analysere en åbningsceremoni ved de moderne olympiske lege, og herunder hvilken national fortælling værtsnationen forsøger at skabe.

Når mange af nutidens nationalstater investerer store summer i eliteidrætten og sportsbegivenheder skyldes det i høj grad forsøget på at opnå blød magt. Ifølge Joseph Nye er magt at kunne påvirke andres handlinger til at opnå egne mål. Dette kan ske enten via hård magt, der baserer sig på militær eller økonomisk magt, eller blød magt, der bygger på overtalelse og tiltrækning ved, at et lands kultur, politisk værdier og udenrigspolitik anerkendes og inspirerer i andre lande. Teorien kan f.eks. belyse baggrunden for, at OL under Den Kolde Krig blev et forum for en kamp mellem det kommunistiske og det kapitalistiske samfundssystem. De respektive landes atleter blev en slags udsendinge i træningsdragt, der via sporten og deres præstationer skulle præsentere deres land og deres samfundssystem så attraktivt som muligt overfor andre landes befolkninger. Det gjaldt om at skabe blød magt.

Desuden vil jeg appellere til, at man inddrager visuelle analysemetoder i historieundervisningen med udgangspunkt i idrætten. Når dette i særlig grad kan befrugte historiefaget, hænger det sammen med, at idrætten er et højst æstetisk fænomen. Den visuelle analyse kan anvendes på al visuel kommunikation og herunder billede-, video-, film- og tv-analyse. Derfor vil en visuel metodisk tilgang til idrætshistorien åbne op for både nye arbejdsformer, kilder og historiske erkendelser hos eleverne. Det har vist sig, at nutidens gymnasieelever behersker visuel analyse på et relativt højt fagligt niveau med en nuanceret og til dels inspirerende abstrakt tankegang, hvor det ofte kan være underviseren, der bliver den underviste. 

Sportens rolle i det antikke Grækenland
Centralt hos mange historieundervisere er det antikke Grækenland. Denne epoke er dybt præget af idrætten, der ikke mindst også har været normgivende for de moderne olympiske lege. Alligevel er det idrætshistoriske perspektiv stort set udeladt i alle grundbøger til historiefaget. Dette på trods af, at der kan argumenteres for, at det kan være ganske vanskeligt at forstå det antikt græske samfund uden at medtænke sporten, som var fuldstændig sammenvævet med det antikke Grækenlands demokratis opblomstring, religion, kunst, erotik, politik og krig. Lad mig illustrere dette med tre eksempler.

Det antikke græske demokrati kulminerede med sportens højdepunkt omkring det 5. århundrede f.v.t. Professor i arkæologi Stephen G. Miller mener ligefrem, at det græske demokrati kun kan forstås, hvis kroppen tages med: Det græske demokrati udvikledes i intim samklang med ”det nøgne demokrati” på løbebanen, hvor de unge, frie, græske mænd var stillet lige, når de stillede op bag startsnoren.

Religion var et samfundsanliggende i antikkens Grækenland, hvor f.eks. hver bystat havde sin egen bygud eller bygudinde. Sporten havde en vigtig rolle i de antikke grækeres gudedyrkelse, hvor de fire største sportsstævner i det antikke Grækenland organiseret af bystater blev afholdt til ære for guderne: De olympiske til ære for Zeus i helligdommen Olympia, de nemeiske ligeledes til Zeus i Nemea, de pythiske til Apollon i Delfi, og de isthmiske ved Korinth til havguden Poseidon.

Kunsthistorisk er antikken også interessant set i et idrætsperspektiv. Uden de store græske billedhuggere Myrons, Polykleitos’ og Lysippos’ statuer, havde den vesterlandske kunsthistorie set væsentligt anderledes ud. Centralt var den dynamiske, nøgne sportsmand eksemplificeret med Lysippos’ mest kendte værk, den såkaldte Apoxyomenos, atleten, der skraber olie og støv af huden efter en kamp. Det fremgår tydeligt af de mange antikke statuer, at den antikke kunsthistorie bygger på et dramatisk, farverigt og ikke mindst kropsligt udtryk.

De antikke statuer forestillede nemlig i høj grad sportsmænd. På sportspladserne studerede de græske kunstnere den nøgne, veltrænede krop i bevægelse, og det gjorde de i rigt mål, da der var et stort marked for statuer af sejrherrerne ikke mindst hos bystaterne. Sporten og den dynamiske krop med rod i antikken har derfor været afgørende for kunstens udvikling.

Sporten er derfor en nøgle til at forstå det antikke Grækenlands kultur og samfundsliv, hvorfor jeg stærkt vil appellere til en inddragelse af idrætshistorien, når der undervises i antikken.

Har man besluttet sig for at dykke ned i det antikke Grækenlands sportshistorie er det oplagt at fortsætte med Romerriget, hvor kejserens magt i høj grad var baseret på det pseudodemokratiske show, der foregik på hestevæddeløbsbanen og i gladiatorarenaen i Rom. For kejseren var målet at købe folkets loyalitet gennem ’brød og skuespil’ eller med den romerske satiriker Juvenals ord:

”Det folk som tidligere gav magtbeføjelser til konsuler, legioner og alt andet, er nu faldet så dybt, at det kun begærer to ting: Panem et circenses [brød og skuespil]” (Juvenal, 130 e.v.t.)

Idræt med fjenden under besættelsen
Anden Verdenskrig og besættelsen er et ofte anvendt tema i historieundervisningen i gymnasiet. Hvad de færreste er klar over er, at under den første halvdel af besættelsen fra 1940-1943 eksisterede der et yderst intimt idrætssamkvem mellem dansk og tysk idræt. På trods af dette er idrætten så godt som fraværende i de historiske værker om besættelsestiden, selvom den som ingen anden samfundssektor formåede at skabe varme følelser mellem danske og tyske deltagere og tilskuere. Hagekors, nazistiske slagsange og tysk heil-hilsen hørte med til dette idrætssamkvem – også når der blev dyrket idræt på dansk jord.

Besættelsen i et idrætshistorisk perspektiv kan åbne op for et ofte overset aspekt af samarbejdspolitikken, og hvad denne politiske aftale også førte med sig: nemlig sport med fjenden. Efter befrielsen i maj 1945 gjaldt det om hurtigst muligt at få visket tavlen ren, og således åbner perioden også op for at diskutere historiebevidsthed og ikke mindst historiebrug ved f.eks. Anders Fogh Rasmussens tale den 29. august 2003 i forbindelse med fejringen af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken den 29. august 1943. Ligesom ikke mindst Danmarks Idræts-Forbund gentagne gange gennem tiderne haft meget travlt med at forsikre om, at idrætten var upolitisk på trods af at modstanderen politiserede uhæmmet.

Stof uden for Europa og USA
Sporten tilbyder også noget unikt, når der skal undervises i læreplanens krav om mindst ét forløb, som tager udgangspunkt i samfund og kulturer uden for Europa og USA. Af nutidige eksempler er de olympiske lege i henholdsvis Beijing i 2008 og Sotji i 2014 de mest oplagte – herunder særligt åbningsceremonien, hvor værtsnationen gennem uhæmmet politisering kan skabe en særdeles poleret fortælling om nationens egen gloriøse fortid og nutid for milliarder af seere. Til at analysere disse åbningsceremonier kan det foruden en visuel analysetilgang anbefales at inddrage begrebet historiebrug, der også indgår under fagets kernestof. Hvad vælger værtsnationen at fremhæve – og måske mere interessant, hvad vælger de ikke at fremhæve?

Sporten tilbyder også noget unikt, når der skal undervises i læreplanens krav om mindst ét forløb, som tager udgangspunkt i samfund og kulturer uden for Europa og USA. Af nutidige eksempler er de olympiske lege i henholdsvis Beijing i 2008 og Sotji i 2014 de mest oplagte – herunder særligt åbningsceremonien, hvor værtsnationen gennem uhæmmet politisering kan skabe en særdeles poleret fortælling om nationens egen gloriøse fortid og nutid for milliarder af seere. Til at analysere disse åbningsceremonier kan det foruden en visuel analysetilgang anbefales at inddrage begrebet historiebrug, der også indgår under fagets kernestof. Hvad vælger værtsnationen at fremhæve – og måske mere interessant, hvad vælger de ikke at fremhæve?

I åbningsceremonien til vinter-OL i Sotji blev sovjetkommunismens politiske side f.eks. udeladt, mens dens økonomiske og sociale side til gengæld blev hyldet som baggrund for nutidens moderne russiske stat. I et indslag med titlen ’Moskva/The Dream’ blev den sovjetiske industrialisering fra 1950’erne og frem nærmest afbildet som et forbrugerparadis og en velfærdsstat, hvilket er langt fra sandheden. Moskvas prangende skyskrabere ’De Syv Søstre’ blev digitalt skudt op på stadiongulvet. De blev bygget mellem 1947 og Stalins dødsår 1953 som et tegn på, at USSR’s hovedstad kunne hamle op med de amerikanske storbyers skyline. De grandiose bygningsværker skulle opmuntre de sovjetiske borgere til at se hovedstadens arkitektur som et symbol på den generelle velstand, de havde i vente.

Idrætshistorie på studieture
Idrætten har lige fra det antikke sportsdyrkende Grækenland i den europæiske civilisations vugge til i dag haft en enorm kultur- og samfundsmæssig betydning. Derfor er der overalt i de europæiske storbyer også efterladt idrætshistoriske spor. I bogen ”Med idrætten ind i kulturen – idrætshistoriske strejflys” har Hans Bonde udviklet detaljerede studieture til Athen/Olympia, Rom, Berlin, Østerbro og Ollerup med udgangspunkt i bogens kapitler. En af bogens pointer er, at når man oplever idrætshistorien ’på stedet’ giver det en større motivation og dybere forståelse af temaet. Ideen er, at det kropslige aspekt bliver en indfaldsport til en by ved f.eks. at gå til fodboldkamp med byens lokale hold, eller ved ligefrem at løbe sig ind i historien ved at jogge på det antikke stadion i Olympia. I Rom kan det veksles med en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane, eller i Berlin på det olympiske stadion fra OL i 1936.