“Vietcong har aldrig kaldt mig nigger”

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

4438857719_bacb05ea1c_b

I anden halvdel af 1960’erne blev modstanden mod krigen i Vietnam mere udbredt blandt sorte amerikanere end i de fleste andre samfundsgrupper. Det var der mindst tre grunde til. Den første var, at optrapningen af krigen kolliderede med borgerrettighedsbevægelsens bestræbelser på at skabe større social lighed hjemme: Efterhånden som krigens omkostninger steg, tørrede midlerne til hjemlige sociale programmer ud. Den anden årsag var, at sorte amerikaneres uddannelsesniveau og sociale status gjorde, at en uforholdsmæssig stor andel af dem blev indkaldt og sendt i kamp i Vietnam – fordi procentvis færre sorte var under uddannelse, var det en mindre andel, der kunne undgå at blive indkaldt til militærtjeneste. En større andel af sorte amerikanere meldte sig også frivilligt til militærtjeneste, fordi lønnen var bedre end i andre jobs, de havde mulighed for at få. Der var med andre ord ikke en uforholdsmæssig stor andel af sorte amerikanere, som blev indkaldt, fordi de var sorte, men der var en uforholdsmæssig stor andel af sorte amerikanere, som var fattige og dårligere uddannet. Der var andre bidragende faktorer. Langt flere hvide havde tilsyneladende held til at komme til at aftjene deres værnepligt i nationalgarden hjemme i USA, i stedet for at blive sendt til Vietnam. I 1968 var kun 1 procent af soldaterne i nationalgarden sorte.[i] Og når sorte soldater først kom til Vietnam, var der også en større andel af dem, der havnede i infanteriet og dermed i forreste front: Mens sorte udgjorde 12 procent af den amerikanske befolkning, udgjorde de ofte op mod halvdelen af frontenhederne, og indimellem blev de fremskudte baser ligefrem omtalt som soulvilles.

Den skæve racemæssige fordeling kunne aflæses i tabstallene: I 1965 og 1966 var omkring en fjerdedel af de dræbte soldater i Vietnam sorte.[ii] Derefter greb forsvarsministeriet ind og sørgede for at rette op på balancen blandt frontkæmperne. Indtrykket af, at sorte soldater bar en uforholdsmæssig stor del af byrden, blev dog hængende.

Den tredje grund til, at modstanden mod krigen var større blandt sorte amerikanere, var en udbredt opfattelse af, at sorte amerikanere blev sendt om på den anden side af kloden for at sikre sydvietnamesernes demokratiske rettigheder, mens kampen hjemme for deres egne demokratiske rettigheder endnu ikke var forbi. Ved en stor demonstration mod krigen i New York 25.-27. marts 1966 havde flere sorte deltagere medbragt skilte, hvor der stod ”Viet Cong har aldrig kaldt mig nigger” – et slogan som senere blev genbrugt af en af de mest prominente modstandere af krigen, den regerende mester i sværvægtsboksning, Muhammad Ali.[iii]

Muhammad Ali havde været kendt som Cassius Clay, indtil han blev sort nationalist og medlem af Nation of Islam. I april 1967 blev han nationens mest prominent militærnægter: Med henvisning til sin religiøse overbevisning nægtede han at lade sig indrullere i militæret. ”Hvem er den hvide mand … der kan beordre en efterkommer af slaver til at kæmpe mod andre folk i deres eget land?” spurgte han den vagthavende officer, da han mødte op til session.[iv] Da han forlod lokalet, lød det fra en kvinde, hvis søn gjorde tjeneste i Vietnam: ”Jeg håber, du rådner op i fængslet. Jeg håber, de smider nøglen væk!”[v] Muhammad Ali kom til at betale en høj pris for sin principfasthed: Det nationale bokseforbund fratog ham samme dag titlen som verdensmester i sværvægt, og han blev idømt en straf på fem års fængsel og en bøde på 10.000 dollars. Han appellerede straks fængselsstraffen, men de næste fire år mens appelsagen var på vej gennem retssystemet, nægtede bokseforbundet at godkende fremtidige kampe for ham i USA. Først i sommeren 1971 gav Højesteret Muhamed Ali medhold og omstødte hans dom.

Muhammad Ali var ikke noget enestående tilfælde. Den voksende modstand mod krigen i Vietnam faldt sammen med en radikalisering af borgerrettighedsbevægelsen i anden halvdel af 1960’erne. Unge sorte ledere hyldede ikke længere Martin Luther Kings kristne budskab om at vende den anden kind til i bestræbelserne på at virkeliggøre den amerikanske drøm: De ville have sort magt – ”Black Power”. Krigen i Vietnam var for dem blot endnu et udslag af hvid racisme, og de udlagde den i stigende grad som et led i et større mønster, hvor imperialistiske magter udnyttede den tredje verden. Som lederen af organisationen Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC), Stokely Carmichael, udtrykte det: ”Hvide mennesker sender sorte mennesker i krig mod gule mennesker for at forsvare det land, de stjal fra røde mennesker”.[vi]

Spændingerne i USA tog yderligere til i sommeren 1967, da der udbrød raceuroligheder i over hundrede amerikanske byer. Hårdest gik det for sig i Newark og Detroit, hvor der i nogle kvarterer herskede borgerkrigsagtige tilstande. I Newark, hvis sorte indbyggere havde nationens højeste arbejdsløshed, blev gnisten et rygte om, at en hvid betjent havde banket en sort taxachauffør. Da røgen lagde sig efter kampene, havde Nationalgarden dræbt 25 af byens sorte indbyggere og såret 1200. I Detroit gik det blot en uge senere endnu værre: i løbet af seks dages kampe fik nationalgardister affyret 150.000 skud. 43 mennesker blev dræbt og 2000 såret.[vii] Krigen i Vietnam blev en del af den måde, hvorpå militante sorte forstod og forklarede konflikterne i Amerikas storbyer. De hævdede, at sorte kvarterer i USA var besat af politiet på samme måde, som Sydvietnam var besat af amerikanske tropper. Med inspiration fra den revolutionære forfatter Frantz Fanons bog Fordømte her på Jorden beskrev de de sorte amerikaneres kamp som en del af et verdensomspændende opgør med kolonialismen.[viii]

De stigende racemæssige spændinger i USA kunne også mærkes blandt de amerikanske soldater i Vietnam. På store baser som Danang, Bien Hoa og Cam Ranh fik den i de sidste år af 1960’erne særligt gode kår. Her kunne man afdelinger med ”black power”-flag, og afdelinger med konføderationens gamle flag – for mange et symbol på sydstaternes historiske undertrykkelse af sorte. Nogle sorte soldater organiserede ”Ju Ju”- og ”Mau Mau”-grupper, mens nogle hvide soldater provokerende opstillede brændende kors – Ku Klux Klans symbol. Sorte og hvide soldater kom også jævnligt i slagsmål. I deres bestræbelser på at bremse de racemæssige konflikter på de amerikanske baser, valgte de militære ledere at forbyde både konføderationens flag og ”black power”-flaget, men forbuddet blev sjældent overholdt.

I frontenhederne stod det oftest anderledes til med racerelationerne. Her var der sjældent store problemer, for soldaterne følte, at de måtte stå sammen for at overleve. Princippet var ”samme mudder, samme blod”. Mange soldater oplevede endda, at krigen bragte dem sammen og skabte venskaber på tværs af de raceskel, de kendte fra deres hjembyer i USA.

[i] James E. Westheider, Fighting on Two Fronts: African Americans and the Vietnam War (New York: New York University Press, 1997), s. 29 ff.

[ii] Terry H. Anderson, The Movement and the Sixties, s. 159.

[iii] Melvin Small, Antiwarriors, s. 46.

[iv] Sherry G. Gottlieb (red.), Hell No, We Won’t Go!; Resisting the Draft during the Vietnam War (New York: Viking, 1991), s. 194.

[v] Gottlieb, Hell No, We Won’t Go!, s. 196-197.

[vi] Citeret fra Tom Wells, The War Within: America’s Battle over Vietnam (Berkeley: University of California Press, 1994), s. 124.

[vii] Terry H. Anderson, The Movement and the Sixties, s. 168-169.

[viii] Frantz Fanon, Fordømte Her på Jorden (København: Rhodos, 1968).

Relaterede artikler:

Del artiklen:

Muhammed Ali interviews i forhold til den igangværende Vietnam-krig.

Artiklen er et uddrag af Niels Bjerre-Poulsens bog “Vietnamkrigen – en international historie, 1945-1975”, der blev udgivet hos Gyldendal i 2015.

Køb bogen her!

Bogen findes også i en undervisningsudgave. Den kan købes her!

Vietnam-krigen

Vietnamkrigen – En International Historie, 1945-1975 er den store fortælling på dansk om, hvordan en krig for national selvstændighed blev en ideologisk kamp mellem verdens førende magter. Niels Bjerre-Poulsen tegner billedet af tre årtiers krig og de komplicerede forhold, som skabte og forlængede den. I det meste af den vestlige verden delte Vietnamkrigen vandene, ligesom den blev en katalysator for ungdomsoprør og kulturelt opbrud. Som en grusom føljeton bragte tv krigen direkte ind i folks dagligstuer. Vietnamkrigen har sat sig dybe spor i den vestlige verden og i international politik, og dens spøgelser huserer fortsat.

Luk Menu