2. verdenskrig: Dansk sport – tysk pen

Sammenblandingen af sport og politik går langt tilbage historisk, men er også højst aktuelt i dag. Ruslands værtskaber for vinter-OL i Sotji 2014 og VM i fodbold 2018  er fornemme eksempler. Sjældent er dansk sport i midlertid blevet udnyttet politisk i så direkte, enestående og høj grad som under 2. verdenskrig. Det sørgede den tyske presse for, hvis virke og forhold til det dansk-tyske sportssamarbejde er temaet for denne artikel. Man kan sige, at den er synet fra ’den anden side’ end det som er beskrevet i nogle af de andre historiske artikler på denne side om det dansk-tyske sportssamarbejde.

Sportssamarbejdet mellem Danmark og Tyskland under 2. verdenskrig var nemlig genstand for en meget omfattende dækning i de tyske medier. Den tyske presse brugte det fængende og ikke mindst meget politisk velegnede sportsstof til at formidle en lang række politiske dagsordener. Vi starter med et fredeligt Tysklandsvenskab med det neutrale og nordiske Danmark. Med Besættelsen er Danmark ikke neutral længere, men stadig villig til at tage kampen op sportsligt med tyskerne. Det varer indtil Værnemagten får problemer på Østfronten og sporten reduceres til banal underholdning. Sporten var dansk, men pennen var tysk.

Det neutrale Danmark
Da krigen brød ud i september 1939 besluttede Dansk Idrætsforbund (DIF) at fortsætte sportssamarbejdet med tysk sport i tråd med den danske regerings neutralitetspolitik. Det var en unik beslutning og de tyske sportsmyndigheder stod på spring for at udnytte muligheden for at samarbejde med denne både neutrale og nordiske nation.

Meget hurtigt organiserede tyskerne en landskamp i håndbold i Leipzig den 8. oktober 1939. Danskerne var hjertelig velkomne og de tyske medier fortalte indgående om optakten til kampen. Reichsportblatt fortalte hvordan forskellige nazistiske sange klang videre i danskernes tale og om en magtdemonstration fra tysk side med opbuddet af 1000 medlemmer af den nationale nazistiske sportsorganisation til en sportsappel. Deltagelsen af den øverste idrætsleder i Tyskland Reichssportsführer Hans von Tschammer und Osten viser, hvor højt man fra tyske side vægtede samarbejdet.

Journalisterne kunne efterfølgende fortælle hvordan Tyskland gjorde hvad de kunne for at stå de neutrale lande, som Danmark, bi. Ikke mindst Danmarks nordiske tilhørsforhold gjorde landet interessant i den tyske presse. Det kunne tolkes rent geografisk, men mange læste det sandsynligvis i forlængelse af den beundring, som nazisterne lod Norden være til del.

9. april: Besættelsen
Danmark fik kun lov at holde sig ude af krigen indtil 9. april 1940. Danmarks Idrætsforbund (DIF) afbrød hurtigt al international sport efter råd fra den danske regering, selvom de i første omgang havde ønsket at bevare samarbejdet i det mindste med det neutrale Sverige.

For de tyske medier og politikere var afbrydelsen et problem. De ønskede at fremstille besættelsen af Danmark som en ”fredsbesættelse”, hvor livet helst skulle fortsætte uændret. Men løsningen lå lige for. Besøg hos kendte danske idrætspersonligheder med tyske sympatier. Allerede den 18. maj var Völkischer Beobachter, den nazistiske partiavis og Tysklands største dagblad, i Ollerup på Fyn. Journalisten besøgte den verdenskendte danske gymnastikpædagog Niels Bukh. Han fortalte om sine sympatier for det nazistiske Tyskland. I juli kom læserne af Tyskland største sportsblad Reichssportblatt med hjem til den danske verdensrekordsvømmer Ragnhild Hveger i Helsingør. Journalisterne kom ikke alene, men medbragte to tyske soldater. Hveger svømmede endda en lille tur med den ene.

Selvom sportskampe var udelukkede, så kunne den tyske presse alligevel dyrke forbindelserne til den danske sport og Danmark.

August 1940: Samarbejdet genoptages
Den tyske ledelse i Danmark og DIF’s specialforbund holdt presset på DIF for at genoptage samarbejdet sommeren over. Den 5. august 1940 gav DIF efter og tillod en genoptagelse. De forestillede sig en fodboldkamp mod Sverige, som en rolig start. Den plan overhalede det danske nazistiskinfluerede atletikforbund dog hurtigt indenom. De organiserede nemlig et stævne i København allerede den 22. august. Stævnet kom ud over hele Tyskland, for allerede den 4. september gik en ugerevyoptagelse fra stævnet igennem censuren. Klippet var endda prominent placeret cirka midt i ugerevyen med et vigtigt budskab til den tyske befolkning. Fred og ingen fare, når de tyske biografgængere så danskere og uniformerede tyske soldater tiljuble atleterne fra Luftwaffe-Sportverein.

Hvegers turneer i Tyskland
Afbrydelsen af samarbejdet havde udelukket Hveger fra at komme til udlandet og til svømmestævner. Men nu kunne hun komme afsted igen, og allerede i oktober 1940 var hun i Tyskland. Pressen svælgede i historier om hendes gode tyske veninder, satte den danske verdensstjerne på forsiden og begyndte ligefrem at tale om ”vores henrivende Hveger”. Stjernens privatperson var mindst ligeså interessant som svømmeresultaterne.

Juni 1941: Glansbilledet falmer
Den rosende omtale varede indtil to østrigske fodboldhold besøgte København i maj og juni 1941. På Grundlovsdag den 5. juni slog Admira fra Wien det udvalgte danske mandskab til stor glæde for de tyske soldater. De danske tilskuere reagerede voldeligt. ”Oprøret i Parken”, som historiker Hans Bonde har døbt episoden, blev forbigået i tavshed af tysk presse.

Det var ellers ikke fordi konsekvenserne lod vente på sig. I første omgang afbrød tyskerne samarbejdet med Danmark og stoppede for bestandigt med at sende landshold til Danmark. Allerede den 22. juni indhentede slagmarken dog begivenhederne på grønsværen med den tyske invasion af Sovjetunionen. Tyskland stoppede al internationalt sportssamarbejde indtil september 1941.

Efteråret 1941: Tonen skærpes
Det var et mere usikkert Tyskland, der genoptog arbejdet i september 1941. Den hurtige sejr i øst var udeblevet. Propagandaministeriet indstillede sig på at skulle skaffe underholdning til de lange vintermåneder. Sporten blev en del af denne såkaldte Veranstaltungsoffensive.

De store militære omkostninger kunne nu heller ikke længere skjules helt fra sporten. Normalt havde det danske sportslige nederlag været givet og hidtil havde den tysk presse fokuserede på hvor seriøst danskerne forberedte sig på kampen mod Tyskland. Men da Danmark spillede en fodboldkamp i Dresden den 16. november var rollerne byttet om. Aviserne skrev nu om, hvordan tyskerne forberedte sig grundigt. Startopstillingen trak ud. De fleste var nok blevet indkaldt, men det kunne de ikke skrive.

Lige meget hjalp den grundige forberedelse. Kampen endte 1-1 til stor skuffelse for den tyske presse. De første reaktioner var ligefrem, at det nærmest var et nederlag i forhold til ”det simple danske spil”. Omtalen af Danmark var også anderledes, og det skyldtes ikke kun resultatet. Før kampen var der ikke tale om noget venskab mellem landene eller noget nordisk forhold, kun det stærke Tyskland. Venskabet vendte kun tilbage kort efter kampen i Reichssportsblatt. Bladet forsøgte at afbøde kampens dårlige resultat. Det handlede ikke om at vinde, men om at være med og være venner. Det var ikke typisk tysk presse i efteråret 1941.

Afslutning
Bortset fra en ringe omtalt dansk deltagelse i de tyske ”krigseuropamesterskaber” i boksning i januar 1942 var der ikke flere højtprofilerede møder mellem danske og tyske sportsfolk under krigen. Danske sportsfolk, især de stærke svømmere, vendte dog stadig tilbage med jævne mellemrum i tyske ugerevyer krigen ud. At de var danske var bare ikke vigtigt længere! Sporten i sig selv var meget vigtigere som adspredelse fra frontberetninger. Om sportsfolkene kom Italien, Rumænien eller Danmark var mindre vigtigt.

Sådan ændrede dækningen af den danske sports sig meget under krigen. Fra en højtprofileret politisk attraktiv modstander fra Norden til et gennemsnitligt underholdningsindslag.

Litteratur

Bonde, Hans: Fodbold med fjenden: Dansk idræt under hagekorset. Syddansk Universitetsforlag (2006).

Bonde, Hans: Oprøret i Parken: Dansk idræt under hagekorsets tegn. Syddansk Universitetsforlag (2008).

Bonde, Hans: Oprøret på lægterne: Historisk Tidsskrift, 108(1), (2008) 106-141