AF ANDERS BROK
Et glemt kapitel i Hitlers olympiske lege
Topfoto: Bundesarchiv, B 145 Bild-P017073 / Frankl, A. / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0
Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.
Der er efterhånden skrevet mange bøger og artikler om Hitlers propagandalege i Berlin 1936. Men ikke ret meget om, hvor atleterne som f.eks. stjernen over dem alle, Jesse Owens, gik hen, når han var færdig med at vinde sine 4 medaljer på Olympiastadion.
Men nu er det muligt at se, hvor han slappede af imellem anstrengelserne ved at følge B 5 ud af Berlin. 14 km vestpå fra Olympiastadion ligger i Elstal (Havelland) resterne af den olympiske landsby og gemmer ikke alene på nostalgiske minder om fremragende atleter, men spejler også på fascinerende måde Tysklands historie i de seneste 75 år.
Tilblivelsen af den olympiske landsby
Efter at Berlin blev tilkendt legene i 1931 opstod ønsket om at bygge en olympisk landsby til at huse det stigende deltagerantal. Forbilledet var OL 1932 i Los Angeles, hvor atleterne boede samlet i en midlertidig by af pavillioner. Da tiderne ikke var til store investeringer tog generalsekretæren for arrangementskomiteen, Dr. Carl Diem, kontakt til en bekendt officer i Reichswehrministerium , von Reichenau, for at undersøge muligheden for at anbringe deltagerne i militærforlægningen i Döberitz.
Imidlertid tog udviklingen en anden retning efter Hitlers magtovertagelse januar 1933. Krigsplanlægningen var allerede i gang og alene fra 1934 til 1938 øgedes den tyske hær fra 250.000 til 760.000, så der var brug for nye kaserner til at uddanne de mange nye soldater. Diems kontakt, von Reichenau , som i mellemtiden var blevet general, så muligheden for at løse flere problemer på én gang: styrkelse af Tysklands anseelse udadtil og af hærens indadtil. For efter Hitler i løbet af 1933 og 1934 havde indført diktaturet og i 1935 indførte racediskrimination ved Nürnberg-lovene var Tysklands renommé meget blakket. Han tilbød derfor Diem at bygge en olympisk landsby, der kunne huse alle de mandlige deltagere og bagefter tjene som kaserne.
Den olympiske landsby var således fra starten planlagt som Infanteriskole og havde Reichswehr – som fra 1935 hed Wehrmacht – som bygherre. Den overordnede ledelse af byggeriet blev overladt til arkitekten Werner March, som også var ansvarlig for byggeriet af Reichssportfeld Berlin, herunder Olympiastadion.
På et naturskønt areal på ca. 550.000 m2 skulle han indenfor 2 år bygge 140 beboelsesenheder og dertil hørende fælles faciliteter som f.eks. sportshal, svømmehal, træningsstadion, spisehus, fælleshus til de olympiske atleter – en kæmpe opgave, som blev løst af en lang række samarbejdspartnerne og ved indsættelsen af 2000 bygningsarbejdere uden smålig skelen til udgifterne. I løbet af 2 år blev landsbyen, som var bestemt til at skulle rumme 3800 mandlige deltagere, opført i den idylliske Elstal på en grund med store niveauforskelle. De knap 400 kvindelige deltagere fandt plads i Friesen-Haus nær ved Olympiastadion på Reichssportsfeld. Imidlertid endte deltagerantallet – trods trusler om boykot af legene – pænt over 4000, så for at rumme alle deltagere blev man nødt til at inddrage Flakregiment 22s kvarterer, som lå i den nordvestlige del uden for området. Her blev bl.a. deltagerne fra Japan, Tyskland og Danmark indkvarterede og i dag indgår disse huse ikke i det nu fredede område, men tjener stadig som beboelse.
Det nationale islæt, som, midt i den internationale atmosfære et OL udgør, var vigtig for tyskernes propagandaplaner. Man skulle ikke være i tvivl om, at man befandt sig i Tyskland – heller ikke i den olympiske landsby, idet alle 140 huse havde navn efter tyske byer og var anordnet efter deres respektive geografiske beliggenhed: Spisehuset, som lå centralt i komplekset, hed f.eks. Haus Berlin. Det eneste renoverede hus hed Haus Meissen, som i dag er bedre kendt som Jesse-Owens Haus. Fælleshuset beregnet til koncerter, teater, film og andre kulturelle tilbud, herunder for første gang fjernsynstransmission fra idrætskonkurrencerne, fik navn efter den 1934 afdøde rigspræsident og generalfeltmarskal von Hindenburg. 1. juli 1936 overdrog bygherren, die Wehrmacht, byggeriet til Organisationskomiteen og et perfekt iscenesat og udført skuespil til højnelse af det fascistiske Tysklands anseelse kunne tage sin begyndelse.
Livet i den olympiske landsby
Fra midten af juli 1936 strømmede de deltagende lande til Berlin og de mandlige deltager blev efter byens Berlins modtagelse på Rotes Rathaus ført ud til den olympiske landsby, hvor alle blev modtaget ved hovedindgangen med den senere fra koncentrationslejre kendte portal med tårn, klokke og nazisymbol. Det faste militære ceremoniel bestod af hejsning af nationalflag, afspilning af nationalsangen, tale af Lejrkommandant Freiherr zu und von Gilsa. Hvert hold blev tildelt en attaché, som holdt til i den moderne Halle der Nationen, og en Haus-Steward,som skulle løse opståede problemer.
Der var tænkt på alt, hvad man kunne få brug for af moderne bekvemmeligheder i løbet af de op til 4 uger opholdet varede. I modtagelsesfløjen var der restauranter, posthus, telefonforbindelse, bank, vaskeri, ja sågar forretninger, såsom rejsebureau, frugt og sportsartikler. Hele området var afspærret og bevogtet af militær, som det efter OL i München 72 igen blev standard ved alle Olympiske Lege, først og fremmest for at forhindre eller begrænse kontakten til de stedlige beboere og føre kontrol med, at kun de mandlige atleter kom helt ind i lejren. Besøgende kunne modtages i hovedbygningen og der var sørget for en stor restaurant, hvor man kunne spise sammen med atleterne.
Atleterne boede i én-etages huse med plads til 25 i meget enkle 2 sengs-rum på 13 m2 med adgang til bad og toilet, tekøkken og et opholdsrum med terrasse mod syd. Værelserne var små, men med de for datiden nødvendige faciliteter og der var tilknyttet en Haus-Steward , som boede sammen med atleterne og skulle løse forefaldende problemer. For at undgå uniformiteten i de ens huse blev hvert hus forsynet med et navn fra den tyske geografi og i opholdsrummet blev kunststuderende sat i gang med at udsmykke med motiver fra stedet.
Rammerne var præget af idyl og harmoni. Hertil bidrog den smukke natur, som man havde udbedret lidt, ved at flytte så meget jord, at der opstod en øvre del med spisehus og beboelse og en nedre del med bl.a. en sauna med tilhørende sø og bevoksning. Husene var tilpasset naturen og dens runde former og anlagt i buer udgående fra spisehuset. Ud over dette smukke sceneri kunne man skue fra den runde, strådækkede, højt beliggende Bastion, hvor man kunne få serveret alkoholfrie drikke.
Jesse Owens restaurerede værelse. Foto: Anders Brok
Et indtryk af, hvordan det har været, kan man få i Leni Riefenstahls film ”Fest der Schönheit” (2. Del af filmen om OL 36), hvor smukke unge atleter i saunaen og i naturskønne omgivelser dyrker deres harmoniske kroppe i skøn fordragelighed. Propagandaeffekten udeblev heller ikke. Der herskede overvejende en begejstring over de perfekt organiserede lege.
En engelsk avis Observer skrev f.eks 2.8.36: ”…ved et besøg kommer man uvilkårlig på den tanke, at verden ville være et lykkeligere sted, hvis det kunne lykkes at bringe verdens ungdom sammen på denne måde.”
Oversigtsgrafik af Speisehaus der Nationen[/caption]
Alt fungerede med militærisk præcision: 200 værnemagts busser sørgede for forbindelsen ind til Berlin og kunne f.eks. på rekordtid bringe samtlige 4000 atleter ind til åbningsceremonien d. 1.8.36. Bespisningen foregik i Speisehaus der Nationen, hvor 200 kokke og 300 stewards fra Norddedutsche Loyd tillberedte og serverede mad i 40 spisesale fordelt på 3 etager i den mest markante bygning i komplekset. Med dens indpasning i landskabet og dens elegante dobbelte halvbuer og terasser er den i dag stadig et syn værd. Men med til historien hører også, at dens funktion som lazaret efter legene allerede var indtænkt, idet den herskende trend dengang var, at patienterne skulle have mest mulig luft, lys og sol, hvilket kunne opnås ved at skubbe sengene ud på terasserne.
Der var gjort meget for at imødekomme nationernes forskellige behov. Muligheden for at medbringe egen kok og selv stå for tilberedning var tilstede og – hvis den enkelte nation tillod det, var det endog tilladt at indtage spiritus til maden, hvilket franskmændene, italienerne ikke var sene til at udnytte med vin til maden og heller ikke hollænderne og belgierne ville afstå fra deres øl.
Indgangen til Speisehaus der Nationen. Foto: Anders Brok
Den olympiske ånd
Værnemagten, som var vært i den olympiske landsby, havde som sagt gjort et stort stykke arbejde for at skabe en god, olympisk stemning af fred og fordragelighed. Udover en sprogkyndig attaché var der tilknyttet en Ehrendienst af sportsfolk og udvalgte unge, som var skolet i de respektive landes sæder og skikke, men også i hvordan de skulle udøve gæstfrihed: således hed det i forskrifterne for de ansatte:
”Høflighed er din første pligt … Overhold pinlig nøjagtig alle forskrifter …en gæst har aldrig uret … Betænk altid: Du står i en stor sags tjeneste!”.
Den velkomsthilsen, som organisationskomiteen havde lagt frem på hvert værelse, forsøgte at afdramatisere det forhold, at landsbyen faktisk var en kaserne afskærmet fra omverdenen og i stedet fremhævedes den olympiske ånd, som skulle besjæle deltagerne:
”Velkommen i den olympiske landsby! Her er jeres hjem for den næste tid Her bor jeres venner og kampfæller, et fællesskab af kammerater tjenende det samme ideal og fyldt med glæde… Lad olympisk ånd og olympisk fred herske fra første til sidste dag. Hjælp os med at værne og agte denne fred……
Landsbyen har den tyske Værnemagt bygget til de olympiske gæster. Den gjorde det af et sportsglad hjerte, fordi den er sportslig sindet og tro mod den olympiske idé. Derfor byder den tyske Værnemagt sammen med det tyske folk alle her hjertelig velkommen som deres gæster.”
Man gjorde et stort nummer ud af at give et fredeligt indtryk i et ellers militært område: i stedet for eksercits og skydning dyrkede soldaterne i de omgivende militærlejre under legene sport i sportsbeklædning og militærkapellet spillede hver dag rundt om i den olympiske landsby. Man understregede lighederne mellem en atlet og en soldat:
”Den olympiske landsby er opført på et sted, hvor unge mennesker lever og ånder for disciplinen: ikke langt væk fra den tyske Værnemagts øvelsesområder. Verden her og verden der lever efter den ubetingede lydigheds lov. Disse verdener finder sammen i den olympiske idé, som er ungdommens ukrænkelige privilegium” (Hans Saalbach, Dorf des Friedens, 1936)
Her forsøger den Værnemagt, som få år senere deltog i krigsforbrydelser i nogle af deltagerlandene, at fremhæve lighedspunkter mellem sport og militær, f.eks. disciplin, kamp, kammeratskab og dermed afdramatisere den militarisering og oprustning, som fandt sted i de år.
Det skortede heller ikke på opfordringer til atleterne om gennem god opførsel at bidrage til den olympiske ånd i egen interesse. Således hed det i de 10 LEITSÄTZE FÜR DAS OLYMPISCHE DORF:
”1. Verdens øjne er rettet mod den olympiske landsby…..6. Sig hvad der ærgrer dig; sig hvad der glæder dig; sig det også til de andre. Du er ung; skab dig smukke erindringer,,,10. De Olympiske Lege og den Olympiske landsby er én og samme ting. Du kan ikke skille det ene fra det andet; begge skal forbinde os med dig i årene som kommer.”
Der var dog også kritikere af den stramme militaristiske organisation og af sammenblandingen af sport og militær, som ingen kunne være i tvivl om, alene af den grund at lejrchefen, Oberstløjtnant Freiherr von und zu Gilsa, var bosiddende i Kommandanten-Haus. Størst kritik kom til udtryk over kulturprogrammet i Hindenburghaus, hvor deltagerne kunne komme ud for, at det underholdende indslag var en film om ”Der Neuaufbau des deutschen Heeres” og ”Sport und Soldaten” og hvor de blev mødt af Hindenburgs nationalistiske citater ved indgangen:
”Jeg bygger på dig, tysk ungdom.” og ”Troskab er den tyske ungdoms kendemærke”.
Den militaristiske grundtone i fælleshuset mødte deltagerne i form af en buste af Generalfeltmarskal Hindenburg, som var placeret i den centrale forhal foran et vægrelief af Walther von Ruckteschell med marcherende soldater under den sigende inskription:
”Måtte Værnemagten altid gå kraftfuld fremad med ære, som garant for en stærk tysk fremtid.”
Der må være mange deltagere, som mindre end en olympiade senere, kunne ærgre sig over at have ladet sig forblænde til at tro på de beroligende udsagn og de utvivlsomt smukke erindringer, som det beskyttede liv i den veludstyrede landsby bød på. Men eksemplet viser også, at sporten er et taknemmeligt middel at bruge i politisk propaganda, at de gode oplevelser, de store følelser, der frisættes ved store arrangementer som OL, kan misbruges, hvis man vælger at overse den bagvedliggende hensigt.
Den olympiske Landsby 1936-1945
Straks efter afslutningen af de Olympiske Lege blev anlægget taget i brug af die Wehrmacht, som omfunktionerede stedet til, dels Infanteriskole i den nedre del af anlægget, dels Olympialazarett i det oprindelige Speisehaus der Nationen. Som det allerede var tilfældet under OL 36 forblev området hermetisk lukket, så kendskabet til, hvad der foregik der er sparsomt. Dog meldes der om skader på anlægget i forbindelse med krigshandlinger, bl.a. blev modtagelsesbygningen svært beskadiget og blev i 1953 revet ned.
En særlig rolle fik forlægningen i den mislykkede operation Wallküre 20.7.44, idet dele af den Ersatzheer, som General Olbrich og Oberst von Stauffenberg satte ind mod SS for at afvæbne dem efter attentatet mod Hitler, kom fra infanteriskolen i Elstal.
Den olympiske Landsby 1945-1992
Umiddelbart efter anden verdenskrigs slutning blev den olympiske landsby overtaget af den Røde Hær, som brugte anlægget som kaserne. Men i de første fire år tjente beboelsesenhederne også som nødkvartér for krigsflygtninge og udbombede familier, inden lejren blev lukket for civile og udelukkende tjente som bopæl for russiske officerer med deres familier. Med tiden forsvandt de fleste af de oprindelige 140 huse, da behovet for byggematerialer efter krigens ødelæggelser var meget stort og tilbage blev kun 20 huse.
For at kunne huse officererne og deres familier måtte man opføre boligblokke, som slet ikke passer ind i den stil, der blev bygget i 1936. Disse bygninger står nu som tomme skaller efter rømningen af bebyggelsen i 1992 i forbindelse med de russiske soldaters hjemrejse. Som en konsekvens af de store problemer med at skaffe boplads til de mange hundredetusinde sovjetiske soldater tog man alt ikke mur- og nagelfast inventar med, således mangler der f.eks. døre og vinduer.
Speisehaus der Nationen blev først indrettet til officérsskole og senere i 70erne overtog sovjetiske topatleter i hærens tjeneste bygningen som hotel og benyttede sig af stadion, hal og svømmehal i deres forberedelser til Olympiske Lege.
I den øverste etage blev der indrettet officersmesse med en passende udsmykning over emnet Den Røde Hær i den store fædrelandskrig.
De senest tilkommende bygninger blev bygget så sent som 1980erne i Plattenbau-Stil. Boligerne skulle huse det personale, som skulle betjene de SS-20 raketter, der skulle stationeres efter den såkaldte Nato-dobbeltbeslutning. Disse blokke, som kun lige er 25 år gamle, står som monumenter over et fejlslagent system – og de får lov at stå længe, for nedrivningen af dem vil tage lang tid, da lejlighederne er så fyldte med asbest, at det vil være meget kostbart at fjerne.
Den sovjetiske officersmesse. Foto: Anders Brok
Den olympiske landsby 1992-2009
Stridigheder om ejerskab til området efter russernes bortrejse 1992lod området stå ubeskyttet hen og forfalde udsat for hærværk og vandalisme. En brand i tagkonstruktionen på svømmehallen, der havde været i funktion indtil 1992, gjorde at den måtte lukkes af sikkerhedsmæssige grunde. Planer om at udnytte den bedst bevarede bygning Speisehaus der Nationen til f.eks. Fodboldskole for Deutscher Fussball Bund blev opgivet.
Området er fredet og ejes fra 31.12.2005 af en stiftelse DKB Stiftung für gesellschaftliches Engagement som Deutsche Krediten Bank står bag. Man er i gang med at renovere et af de oprindelige beboelseshuse – og er medievirksomt nok begyndt Haus Meissen, hvor Jesse Owens boede i 1936. Legenes prominenteste atlet har også lagt navn til en stafet for skolebørn: Jesse-Owens-Memorial-Staffel. Desuden gennemførte man hvert år frem til 2016 atletikstævnet DKB-Cup med topatleter, hvor Tysklands bedste atletikudøvere -især kastere – på renoverede baner viste sig frem under ret primitive forhold, hvor man kan komme helt tæt på stjernerne. En lang række Olympioniker var inviteret med og der afvikles et stort rammeprogram.
Det er en fascinerende rundtur i nyere tysk historie, som kun kan anbefales. Man kan levende forestille sig, hvor godt organiseret landsbyen har været og hvor imponerede deltagerne må have været over alle de moderne bekvemmeligheder, som langtfra var en selvfølge dengang. Men lige så klart fremgår den olympiske landsbys udnyttelse i ideologiernes tjeneste, om det nu var den fascistiske eller den kommunistiske. Et skridt på vej ud af den totalitære, militaristiske skygge er det, at anlægget ikke længere er forbeholdt militæret eller topatleterne, men er gjort mere tilgængeligt. Men den seneste udvikling, hvor Deutsche Krediten Bank har skiftet sponsorstrategi og nu sponserer det tyske atletik-landshold og de store mesterskaber, viser at idealismen i længden ikke kan hamle op med kommercialiseringen. Desværre.
Litteratur:
Susanne Dost, Das Olympische Dorf im Wandel der Zeit, VBN Verlag B. Neddermeyer, 2004
Margrit Kühl, m.fl: Vergessener Ort. Olympisches Dorf 1936. Ein historischer Exkurs von seiner Entstehung bis heute, StraussEdition im Keyser Verlag GmbH, Berlin, 2009
www.lostplaces.de/content/view/116/33/
https://www.dkb-stiftung.de/event/fuehrungen-durch-das-olympische-dorf/
http://www.maz-online.de/Lokales/Havelland/Aus-fuer-das-DKB-Cup-Finale
*Idrætshistorie.dk sender en stor tak til Anders Brok for tilsendelse af artiklens billedmateriale*
Relaterede artikler
