OLs sterile zoner af sikkerhed

(Artiklen er bevaret i sin oprindelig form, for at bevare dens friskhed. Artiklen er første gang publiceret 19.08.2016 – midt under OL i Rio 2016).

85.000 sikkerhedsfolk passer på ved OL i Rio, og det er ca. dobbelt så mange som ved OL i London. Udgangspunktet for sikkerheden ved OL er den kollektive erindring, der knytter sig til en række tidligere OL, særligt tragedien i München i 1972.

Sikkerhedsproblemet og den kollektive erindring

Udgangspunktet for sikkerheden og overvågningen ved OL er den kollektive erindring, der knytter sig til en række tidligere OL. Mest tydelig i erindringen står tragedien i München 5. september 1972, hvor otte medlemmer af den palæstinensiske guerillaorganisation Sorte September brød ind i det israelske holds kvarter i den olympiske landsby. To israelere undslap, to blev skudt, og ni blev taget som gidsler, samtidig med at verdenspressens tilstedeværelse sikrede intensiv nyhedsdækning og formidlede Sorte Septembers krav om at bytte gidslerne med 200 fanger i Israel samt et fly til et arabisk land. IOC, arrangørerne og de tyske myndigheder var magtesløse, og Israels premierminister, Golda Meir, ville ikke forhandle med palæstinenserne. Politiets skarpskytter blev sat ind, da palæstinenserne i lufthavnen med gidslerne som levende skjold skulle undslippe til Egypten. Under skudvekslingen blev de ni israelske gidsler dræbt. Fem palæstinenser og en tysk politimand mistede også livet, mens tre palæstinenser blev taget til fange.

Legene blev genoptaget, men begivenheden i München satte et afgørende skel i den olympiske historie. Ved alle efterfølgende lege fik sikkerhed stor bevågenhed. En bevågenhed, der blev større efter bombesprængningen ved en koncert 27. juli i Centennial Park under OL i Atlanta 1996, hvor to mistede livet, og godt 100 blev såret. Yderligere skærpelse af sikkerhedstiltagene skete efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 og efter terrorhandlingen under Boston Maraton 15. april 2013. Siden har Islamisk Stats opdukken på den internationale scene og terrorhandlingerne i Paris 2015 og Nice i sommeren 2016 bidraget yderligere til bekymringen for terror ved OL i Brasilien. Denne akkumulerede kollektive erindring har ført til en:

Institutionel erindring og mobilisering af alle ressourcer
Institutionel erindring handler om, hvorledes organisationer skal sørge for at forhindre fremtidige voldelige scenarier. Det har medført, at der er blevet sat skub i mobiliseringen af alle ressourcer, som f.eks. de 85.000 sikkerhedsfolk, der skal passe på alle involverede ved OL. Eller ved at foretage sonderinger de steder, hvor der tidligere har været udført eller forsøgt udført terrorhandlinger. Brasilien har f.eks. studeret Boston Maraton i 2013 og sikkerheden ved Tour de France.

Ved ansøgningen om OL i 2009 ved IOCs kongres i København skulle der i udbudsmaterialet tages højde for sikkerheden – men de syv år, der er gået siden, har ikke gjort verdenen mere sikker, tværtimod, og frygten for terrorhandlinger ved OL har siden 2009 været stigende. Der lægges derfor op til et:

Samarbejde mellem alle involverede
Det forventes således, at individer og institutioner vil følge de regler og restriktioner, der er sat i værk i forbindelse med OL i Rio. F.eks. vil demonstrationer ikke blive forbudt, men der vil være begrænsninger på, hvor de kan foregå. Alle, der har funktioner ved OL, skal på forhånd akkrediteres og sikkerhedsgodkendes – noget der efterhånden opfattes som helt naturligt ved alle større events. For at kunne sikkerhedstjekke deltagende personer samarbejder de forskellige nationale olympiske komitéer, der sender atleter til OL, med de pågældende landes sikkerhedstjenester. Kun personer, der er blevet sikkerhedstjekket kan blive akkrediteret. Er man akkrediteret, er tingene på plads. Til gengæld kan der være grupperinger, som værterne kan være utrygge ved. For at undgå sådanne usikkerhedskilder tales der om:

Renselse
Renselse handler om at fjerne noget, der potentielt er farligt. Det kan være kriminelle individer og bander, hvorfor regeringen har forsøgt at få kontrol over favelaerne (slumområderne i Rio) og gangstervældet i disse. Mere konkret kan det føre til en transformation af bestemte bykvarterer, der skifter så meget karakter, at de oprindelige beboere ikke længere har råd til bo der. Enkelte favelaer i Rio er blevet mere mondæne og fungerer nu som turistattraktioner. Noget tilsvarende er sket ved alle legene i de seneste 20 år. De ovennævnte processer fører frem imod, at de olympiske lege skal foregå i:

Sterile zoner af sikkerhed
Optimalt ønsker værterne i Brasilien og ved andre store events at kunne skabe sterile zoner af sikkerhed, hvor OL kan udspille sig som planlagt uden uønskede forstyrrelser. Det handler om overvågning og sikkerhed ved sportsarenaerne og OL-landsbyerne, som allerede siden de første lege efter München – OL i Montreal 1976 – er blevet betegnet som det mest sikre sted i hele verdenen. OL-landsbyerne er det tætteste, man kommer på sterile zoner af sikkerhed. For at komme ind kræves der akkreditering, og kun bestemte personer har adgang.

Alle deltagere ved OL er nødt til at acceptere sikkerhedsforanstaltningerne, og tilsyneladende har de fleste fuldt ud accepteret at leve i en osteklokke, hvor overvågningen anvendes som en del af sikkerhedsservicen under OL. Spørgsmålet er så, hvad dette betyder for den olympiske idé om mellemfolkelig forståelse og kulturel mangfoldighed. For at se nærmere på dette kan vi passende gå tilbage til legene i München 1972, hvor arrangørernes vigtigste budskab til omverdenen var at vise, hvorledes Vesttyskland i 1972 var kommet ud skyggerne fra nazisternes OL i Berlin 1936 og fremvise et moderne åbent Vest(tyskland), hvorfor det var bestemt, at legene iscenesættelse klart skulle adskille sig fra legene i Berlin. Den olympiske park og den olympiske landsby skulle derfor iscenesættes som et sorgløst, transparent og åbent område, der skulle stå i modsætning til fortidens militaristiske og nationalistiske lege. Selve åbningsceremonien skulle understrege legenes sorgløse iscenesættelse, og ved indmarchen skulle der ikke spilles militær marchmusik, men i stedet brudstykker af kendt musik fra hver af de deltagende nationer.

Det hele begyndte derfor også fantastisk flot og godt, men læren af Sorte Septembers gidseltagning blev som en talsmand for organisationskomitéen i München udtalte det, at »de smukkeste Olympiske Lege nogensinde – blev ødelagt«. Siden har OL ikke været det samme, og meget har måttet accepteres for, at The show must go on, som den daværende præsident for IOC, Avery Brundage, sagde i München, da legene blev genoptaget. Men der er et før og efter München, som har betydet, at modellen for »OLs Sikkerheds Meta-Ritual« i dag indgår som en fast bestanddel af legene. På den måde er vi kommet et stykke bort fra tanken om »de smukkeste lege nogensinde«.

Kort reportage om massakren i München 1972

Artiklen bygger på antologien Vida Bajc (ed.), »Surveilling and Securing the Olympic«. »From Tokyo 1964 to London 2012 and Beyond« (Palgrave Macmillan 2016), hvor Jørn Hansen bidrager med: »The Most Beautiful Olympic Games That Were Ever Destroyed« (Munich 1972).

Oprindeligt udgivelsessted: https://www.b.dk/kronikker/ols-sterile-zoner-af-sikkerhed