Fri doping: doping og ønsket om dopingfrihed

Her på idrætshistorie.dk har vi indgået et samarbejde med professor Thomas Birk Petersen og forlaget Samfundslitteratur om at bringe kapitel 5 i Thomas Søbirk Petersens nye bog “Fri doping”
God læselyst!

Frem til den 1. september 2018 kan bogen købes på tilbud til 150,- (eks. porto) ved direkte henvendelse til info@samfundslitteratur.dk. Blot nævn, at du har set tilbuddet hos idrætshistorie.dk

KAPITEL 5 – DOPING OG ØNSKET OM DOPINGFRIHED

Et umiddelbart stærkt argument til fordel for WADA’s dopingpolitik bygger på den præmis, at majoriteten af atleterne ønsker, at der skal være et forbud mod at anvende doping. Med andre ord: Vi bør bevare forbuddet mod doping, fordi vi hermed respekterer atleternes ønske om en dopingfri sport.

Men før en rekonstruktion og kritik af argumentet vil jeg gerne luge ud i den oplagte kritik af argumentet, der handler om, at blot fordi en majoritet mener eller ønsker noget, behøver det jo ikke at være moralsk rigtigt. På et tidspunkt var der også mange, der mente, at Jorden var flad, eller at jøder var undermennesker. De tog, som vi alle ved, grueligt fejl. Så majoritetens ønsker om, hvordan verden er eller bør være indrettet, er af indlysende grunde ikke ufejlbarlig. Vi må derfor kræve et godt argument for den gældende dopingpolitik i stedet for blot at henvise til, hvad et eventuelt flertal af atleter måtte ønske. Så er der en god begrundelse for, at en majoritet af atleter bør ønske et forbud mod doping? Et bud på en rationel begrundelse for, hvorfor de fleste atleter kunne ønske et

forbud mod doping, kan være af spilteoretisk karakter.[1] Den bærende ide i dette argument er, at det vil være det mest rationelle for alle atleter, hvis atleterne kunne udøve deres sport i en verden, hvor der var et forbud mod at anvende doping. I det følgende vil jeg først prøve at beskrive argumentet i detaljer og i en så stærk version som muligt. Herefter vil argumentet bliver kritiseret, og jeg vil argumentere for, at det vil være det mest rationelle for atleterne, hvis de ønskede at leve i en verden, hvor det gældende forbud mod doping blev ophævet.

HVAD BØR DEN RATIONELLE ATLET VÆLGE?
Antag, at to cykelryttere, Maria og Nina, skal vælge mellem fire følgende scenarier:

  1. Begge anvender doping. Hvis både Maria og Nina anvender do­ping, så har de, alt andet lige, den samme chance for at vinde.[2] Men lad os også antage, at de begge vil løbe en ekstra sundhedsmæssig risiko ved at anvende doping. Læg hertil, at Maria og Nina også vil blive påført ekstra omkostninger i form af, at de skulle bruge tid og penge på doping. I en sådan situation vil ingen af de to cykelryttere have fordel af at anvende doping. De fordele, de kunne opnå via doping, vil for det første blive udjævnet af, at de begge anvender doping. Og for det andet vil de begge være påført en ekstra omkostning ved at skulle anvende resurser på at skulle købe og bruge tid på at anvende doping.
  2. Begge anvender ikke doping. Hvis hverken Maria eller Nina anvender doping, så har de, alt andet lige, den samme chance for at vinde. Begge cykelryttere vil være bedre stillede i dette scenarie end i scenarie A. For ingen af dem vil løbe en ekstra sundhedsmæssig risiko ved at anvende doping, og de skal ikke bruge tid og penge på at anvende doping.
  3. Maria anvender doping, men Nina anvender ikke doping. Hvis Maria anvender doping, og Nina ikke anvender doping, vil Nina have en sundhedsmæssig fordel. Men chancen for, at Nina vil vinde mod Maria, er lille. Dette scenarie ville være det bedste for Maria, givet at den sundhedsmæssige risiko bliver over­trumfet af fordelene ved at vinde oftere end Nina.
  4. Nina anvender doping, men Maria anvender ikke doping. Hvis Nina anvender doping, og Maria ikke anvender doping, vil Maria have en sundhedsmæssig fordel. Men chancen for, at Maria vil vinde mod Nina, er lille. Dette scenarie ville være det bedste for Nina, givet at den sundhedsmæssige risiko bliver overtrumfet af fordelene ved at vinde oftere end Maria.

Men hvad vil nu være det mest rationelle for Maria og Nina at vælge? Umiddelbart vil scenarie C være det mest optimale for Maria, da hun her vil have en stor konkurrencemæssig fordel i forhold til hendes konkurrenter. Det samme gælde gælder for Nina med hensyn til scenarie D. Omvendt vil det mindst optimale for Maria være D og for Nina C. Men der er gode etiske grunde til, at vi bør afskrive scenarierne C og D.

For det første er begge scenarier uretfærdige. Det forekommer meget vanskeligt at give en god begrundelse for, hvorfor det kun skal være Maria (som i scenarie C), der må anvende doping, eller hvorfor det kun skal være Nina (som i scenarie D), der må anvende doping. Vi kan her antage, at det ikke er relevante forskelle mellem Maria og Nina, der kan retfærdiggøre en forskelsbehandling mellem Marias og Ninas brug af doping.[3] For det andet forekommer det urealistisk, at scenarierne C og D vil blive vedtaget af en demokratisk valgt sportsorganisation eller af en majoritet af atleter. Dette betyder, at de bedste bud på en realistisk dopingpolitik, som rationelle atleter ville vælge, må være at finde i scenarie A eller B. Doping for begge, eller doping for ingen.

Hvis beskrivelserne af disse to scenarier er rigtige, så forekom­mer det mest rationelt for Maria og Nina (og alle andre atleter), at de kan dyrke deres sport i en verden, hvor doping ikke er tilladt. Det vil være det mest rationelle valg, da begge cykelryttere er bedre stillede i scenarie B end i scenarie A. Med andre ord er konklusionen, at det umiddelbart mest rationelle og ydermere mest retfærdige og realistiske vil være at bevare det gældende forbud, eller noget lignende, mod doping. Men som jeg ønsker at vise, er der udfordringer for denne tankegang. Udfordringer, som er så alvorlige, at vi må afvise argumentet. Jeg ønsker at vise, at det mest rationelle ønske for atleterne vil være at få ændret de gældende dopingregler og tillade en lang række dopingmedikamenter og metoder. Altså at rationelle atleter som Maria og Nina bør vælge scenarie A.

DOPING ER RATIONELT
Lad os begynde med at notere, at den centrale antagelse i beskrivelsen af alle fire scenarier, nemlig at doping er skadeligt, er forkert. Som jeg beskrev i detaljer i kapitel 1, kan anvendelsen af præstationsfremmende medikamenter og metoder på anti-dopingorganisationernes forbudsliste være sundhedsfremmende, da de kan være med til at forebygge sygdomme. Eller også er en lang række af medikamenter og metoder ikke sundhedsskadelige at anvende under de rette medicinske betingelser. Medikamenter som testosteron og EPO kan være med til forbedre og forkorte restitutionen af en krop, der er nedbrudt af ekstrem sportsudøvelse, og således være med til at styrke atletens immunforsvar. Desuden er der medikamenter og metoder på WADA’s forbudsliste, der ikke er sundsskadelige. For eksempel er brug af intravenøs administration af vand, glukose, mineraler og salte ikke sundhedsskadeligt. Tværtimod kan brug af intravenøs tilførsel af eksempelvis salte og mineraler være med til at forbedre og forkorte restitutionen for atleter, hvis kroppe er fysisk nedbrudte af intens træning eller konkurrence.

Endelig blev det også klarlagt i kapitel 1, at selv hvis brug af doping er sundhedsskadeligt eller udgør en risiko for atleternes sundhed, så gælder det samme jo også for de fleste sportsgrene i sig selv og for alkohol og tobak. Men samtidigt er det de færreste, der mener, at det skal være strafbart at dyrke sport, ryge tobak eller drikke alkohol, selv om det kan være sundhedsskadeligt. Og det var ydermere bemærkelsesværdigt, at vi ingen gode grunde kunne opdrive for det synspunkt: At den ene form for skadeshandling (doping) moralsk set var dårligere end den anden (sport, tobak og alkohol). Men hvis man mener, det er problematisk, at doping er sundhedsskadeligt, men samtidigt godt kan acceptere, at elitesport er sundhedsskadeligt, så er det lige så rationelt at vælge scenarie A som scenarie B. I A skal man selvfølgelig i modsætning til scenarie B, anvende tid og penge på doping, men at doping er tilladt i scenarie A kan, som vi har set det, også have nogle sundhedsmæssige fordele, der meget vel kan overtrumfe den tid og de penge, der vil blive anvendt på doping.

Det er også en problematisk antagelse for scenarierne A, B, C og D, at den vigtigste værdi ved at anvende doping er, at man bliver bedre stillet end sine konkurrenter. Bedre stillet, fordi chancen for at vinde over dem bliver større, hvis man anvender doping, end hvis man ikke anvender doping. Doping bliver dermed opfattet som et positionelt gode. Det vil sige et gode, som det kun er godt at have, hvis andre ikke har dette gode. For eksempel er det et positionelt gode at være to meter høj, hvis man går til en musikfestival, hvor der kun er ståpladser. Her er det et gode at være to meter høj, fordi man så kan se musikerne på scenen bedre, end hvad der er tilfældet for folk af gennemsnitshøjde. Men at være to meter høj vil ophøre med at være et gode til en musikfestival, hvis alle tilskuerne til musikfestivalen var lige så høje.

Jeg mener dog, at doping ikke blot er et positionelt gode, hvor det kun er en fordel at anvende doping, hvis andre ikke anvender doping. Doping kan være et gode, der kan berige og forbedre atletens egen livskvalitet, uafhængigt af om andre anvender doping eller ej. For det første, som vi lige har set det, kan anvendelse af doping være sundt og eksempelvis være med til at forbedre atletens immunsystem efter hård sportsudøvelse. Dette er værdifuldt for atletens livskvalitet og sundhedstilstand på både kort og lang sigt.

For det andet kan en atlet anvende doping, fordi doping kan tilfredsstille nogle ønsker, som er uafhængige af sammenligningen med andre atleter. For eksempel kan brug af doping være medvirkende til, at man kan gøre mere af det, man godt kan lide. Det kan være, at man elsker at træne og kan træne mere eller mere effektivt ved at bruge doping, end hvis man ikke anvender doping. Eller det kan være, at man kan sætter en personlig rekord eller får en bestemt muskuløs krop, og at dette bidrager til ens livskvalitet. Men hvis atleternes anvendelse af doping ikke blot er et positionelt gode, taler det for, at scenarie A, hvor alle anvender (eller kan anvende) doping, er bedre end scenarie B, hvor ingen må anvende doping.

En tredje antagelse, som understøtter, at det er rationelt for atleter at vælge scenarie A, er, at det er, hvad atleterne selv ønsker. Men hvorvidt atleterne ønsker en dopingfri sport, er meget vanskeligt at besvare. Vi kan dog begynde med at notere os den kendsgerning, at doping finder sted, og at mange atleter i hele verden anvender eller har anvendt doping. At atleterne anvender doping, viser, at de i en eller anden udstrækning accepterer brugen af doping. Det kan være, fordi de mener, at det ikke er skadeligt, eller fordi de er overbeviste om, at det faktisk kan være sundt at anvende visse former for doping. Eller det kan være, fordi atleterne mener, at det er rationelt at anvende doping, når dopingkontrollen ikke er effektiv. Dopingkontrollen vil altid have begrænsede resurser til rådighed, hvilket vil betyde, at mange atleter ikke bliver testet. Desuden er det muligt at dope sig med medikamenter og metoder, som er meget vanskelige at opdage – for eksempel bloddoping med eget blod. Eller det kan være, fordi atleterne mener, at det er moralsk acceptabelt, at en voksen velinformeret person udsætter sig selv for risiko for skade. Det kan være en risiko, der er forbundet med at bruge et givet medikament eller med at deltage i en farlig sport som f.eks. boksning eller motorsport. Så antallet af atleter, der ønsker at bevare den gældende dopingpolitik, kan vise sig at være tæt på nul.

Som modvægt til observationer, der peger i retning af, at det er rationelt at anvende doping, kan man betone, at mange atleter offentligt har ytret sig som modstandere af doping. Men disse udtalelser skal vi, som minimum, tage med et gran salt.

For det første er der mange atleter, som har ytret sig som modstandere af doping og eksplicit har sagt, at de ikke har anvendt doping, men efterfølgende er blive testet positive eller har indrømmet brug af doping. Cykelryttere som Bjarne Riis, Jesper Skibby og Rolf Sørensen, samt den kendte britiske atletikudøver og OL-guldmedaljevinder i 100 meter løb (1992) Linford Christie, har alle ytret sig som højt profilerede modstandere af doping. Men det var før, de alle som én blev testet positive for doping eller indrømmede, at de havde anvendt doping.

For det andet er det ekstremt omkostningsfuldt at ytre sig kritisk i forhold til den gældende dopingpolitik og nok endnu mere omkostningsfuldt at ytre sig positivt om doping. Hvis en atlet udtaler sig positivt om doping, vil han eller hun formentlig få den kolde skulder af trænere, idrætsorganisationer og sponsorer. Så kritik af de gældende dopingregler bliver kvalt i fødslen. Ikke på grund af gode argumenter, men fordi prisen er for høj. Desuden er det værd at lægge mærke til, at den grundlæggende ide om, at det er de aktive atleter, der selv ønsker, at doping skal være strafbart, er helt i modstrid med, hvem det er, som rent faktisk har argumenteret for, indført og udarbejdet dopingreglerne. Det var den Internationale Olympiske Komite (IOC) og Europa Kommissionen, der i starten af 1960’erne udformede beslutninger vedrørende dopingpolitik – ikke atleterne selv.[4]

For det tredje er der grund til at være skeptisk over for atleters udsagn, når de hævder, at doping bør være forbudt. De atleter, der bruger doping, har en fordel ved at argumentere for, at de stoffer, som de anvender, vedbliver med at være forbudte. Hvis doping ikke var forbudt, kunne de jo ikke få så meget gavn af det, for da ville alle atleter uden fare for at blive afsløret kunne anvende doping. Der er altså også gode spilteoretiske grunde til at tro, at der ikke er overensstemmelse mellem, hvad idrætsudøveren siger, og hvad hendes faktiske holdning er til brug af doping.

Endelig: Selv hvis der var enighed om, at brug af doping er umoralsk og skal være strafbart, så er denne enighed ustabil. Stabiliteten bliver truet af, at vi ikke altid handler i overensstemmelse med vores moralske holdninger. Alle atleter vil næppe handle i overensstemmelse med deres moralske holdning, da et forbud mod doping vil gøre det rationelt at anvende doping, såfremt chancen for at blive opdaget er lille, og gevinsten ved at dope sig er høj. Så igen er der gode grunde til ikke at lægge for meget vægt på atleters (ustabile) holdninger til doping.[5]

De sidste 30 års dopingpolitik viser med al tydelighed, at scenarie B er utopisk, og at det vil være meste rationelt at vælge scenarie A. Gældende dopingpolitik er utopisk, for doping er kommet for at blive, og atleter vil altid anvende doping, da få bliver opdaget, gevinsten er stor, og der altid vil være former for doping, som det er meget vanskeligt at teste for. Desuden er der begrænsede penge til dopingtestning, hvilket betyder, at der er for få resurser til at håndhæve forbuddet.

Konklusionen på disse overvejelser er, at i stedet for en situation som nu, hvor nogle tager chancen og anvender doping og andre ikke, vil det være mere rationelt, at doping var tilladt for alle. En ny dopingpolitik a la den, jeg foreslår, vil være mere rationel, øge sund­heden og give en mere gennemsigtig sport og – som vi skal se i næste kapitel – en mere retfærdig konkurrence. Bekymringer om, at brug af doping forhindrer en retfærdig kappestrid mellem atleter, er netop emnet for næste kapitel.

[1] Spilteori handler groft sagt om at besvare følgende spørgsmål: Hvad bør en rationel aktør gøre – det vil sige en aktør, der ønsker at maksimere, hvad han el­ler hun finder værdifuldt og realistisk at udføre – når aktørens handling er af­hængig af, hvad andre vil gøre? For en kort introduktion til spilteori, se f.eks. Bin­more (2007).

[2] Jeg skriver ‘alt andet lige’, da der selvfølgelig er mange forhold, der spiller en rolle for, hvem der vinder en konkurrence. F.eks. talent, træning, genetik, dags­form, mental styrke, det rette udstyr, held osv.

[3] Breivik (1987).

[4] Møller (2010, s. 42).

[5] I diskussionen af denne indvending er jeg primært inspireret af Tamburrini (2000, s. 214).

Ovenstående er et uddrag af Thomas Søbirk Petersens bog “Fri doping” fra 2018, der er udgivet hos forlaget Samfundslitteratur

Fri doping

Dopingdebatten er præget af tunnelsyn. Det er blevet et mantra, at doping er umoralsk, og at det derfor bør straffes med bøder, udelukkelse eller fratagelse af titler. Kritik eller blot diskussion af den gældende dopingpolitik er så godt som ikke eksisterende.

Med Fri doping giver Thomas Søbirk Petersen et kritisk eftersyn af den gældende dopingpolitik og ikke mindst de argumenter, som den bygger på. I Fri doping bliver grundlaget set efter i sømmene og udfordret af relevant videnskabelig forskning.

Sigtet er således at give debatten om doping en fair trial.

Emnet er et, som mange har en holdning til, men er desuden af samfundsmæssig vigtighed, da forbuddet imod bestemte stoffer og metoder i sportens verden har stor betydning for en lang række menneskers gøren og laden, fx sportsfolk, pårørende, trænere, sportsledere, idrætsmedicinere, medicinalfirmaer, sponsorer og sportsjournalister.

Luk Menu