Det kinesiske fodboldprojekt er meget mere end bare sport

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Verdens største nation. Snart verdens største økonomi. Nu har Kina en plan om også at blive blandt verdens førende nationer til verdens mest populære sportsgren.

I 2002 var Kina for både første og hidtil sidste gang deltager ved en VMslutrunde.

Et stolt øjeblik for en stor nation, men alligevel en deltagelse med en blandet smag i munden for kineserne, da de kvalificerede sig primært, fordi Japan og Sydkorea var automatiske deltagere som værtsnationerne i 2002, og derefter måtte Kina forlade turneringen efter gruppespillet – uden at have scoret et eneste mål.

Nu har kineserne lagt en strategi for at blive en af verdens bedste fodboldnationer frem mod 2050. Og efter næsten 7 års arbejde i Kina og kinesisk fodbold har jeg ikke bare set og hørt om planen, men været en aktiv del af at udvikle et fodboldmæssigt uland.

For Kina handler det imidlertid ikke kun om fodbold. For at forstå fodboldprojektets størrelse og volumen må man forstå Kina som land. Politik og sport er eksempelvis knyttet tæt sammen. Systemet og organisationsstrukturerne er hierarkiske med en helt anden topstyring, end vi er vant til på vores breddegrader. Alt kontrolleres og besluttes oppefra og ned. Aldrig den anden vej rundt. Derfor er nøglen til fodboldprojektets succes også selveste Kinas præsident, Xi Jinping.

‘ The chairman’, som kineserne ynder at kalde Xi Jinping, iscenesatte landets fodboldplan tilbage i 2013 med en 50-punktsstrategiplan, der var overskrifterne til at nå de tre primære mål inden 2050 om at: Deltage fast ved VM-slutrunder Afholde en VM-slutrunde i Kina Konkurrere om at vinde en VM-slutrunde For Kina er fodboldplanen et led i en større politisk strategi. På det mere politiske og økonomiske niveau tager Kina i disse år også kæmpeskridt mod at blive verdens førende nation. Det er ‘ hard power-strategien’. Men verdens førende nation økonomisk set skal også kunne konkurrere i verdens mest dyrkede og verdens mest sete sportsgren – fodbold. Derfor er dette Kinas ‘ soft power-strategi’. Sådan hænger Kina altid sammen – politisk og strategisk. Fra økonomi eller kunstig intelligens til sport.

De vestlige medier fik øjnene op for kinesisk fodbold i 2015, da de store kinesiske virksomheder begyndte at investere massivt i klubber. Jeg mærkede det på egen krop, da jeg i oktober 2014 blev headhuntet til et nyt projekt i Shanghai, hvor shippingvirksomheden Shanghai International Port Group (SIPG) købte rettighederne til 30 spillere og heraf ønskede at opbygge et lokalt storhold – og ikke mindst støtte præsident Xi Jinping i hans fodboldplaner. Det var (igen) både et fodboldmæssigt og politisk inspireret projekt.

Der blev hentet store stjerner til den kinesiske liga, beløbene var i perioder større end i den engelske Premier League, som ellers notorisk er verdens rigeste liga, og ‘ The Chinese Super League’ kom på alles læber i Europa i transfervindue-perioderne.

Det var big business på alle måder.

Men især de vestlige medier misforstod projektet og havde enten ikke interesse eller forståelse for de massive investeringer i et større perspektiv. For medierne skrev kun om Hulk, Oscar, Axel Witsel, Paulinho, Ramires og Alexandre Pato. Stjernerne. Men alt imens fortsatte planen mod at gøre det kinesiske landshold konkurrencedygtigt over tid. Og her er ungdommen nøglen.

I 2018 rundede Kina 20.000 statsligt støttede fodboldskoler. Her træner 1.000 unge drenge hver dag for at dygtiggøre sig under ledelse af europæiske trænere med knowhow og erfaring i at udvikle topspillere. Det giver i alt 20 millioner ungdomsspillere.

Frem mod 2025 udvikles denne plan, så der vil være 50.000 fodboldskoler.

Og dermed 50 millioner ungdomsspillere.

Helt ned i seksårsalderen. Og med mine trænerøjne og erfaring fra professionel fodbold skal man ikke være raketforsker for at regne ud, at hvis 50 millioner ungdomsspillere træner mere og mere kvalitativt fra en tidlig alder end mange steder i Europa og qua den samme kvalificerede træning, så kan man nærmest ikke holde udviklingen tilbage.

Derfor fortjener fortællingen om udviklingen i kinesisk fodbold langt flere nuancer end blot, at 6-7 klubber har brugt millioner af euro på at forstærke deres hold med få udenlandske topspillere. Disse indkøb er alle led i en større plan, for naturligvis kan topspillerne hjælpe med at promovere ligaen, udvikle fodboldens interesse i Kina og ikke mindst løfte niveauet til træning og i kamp for de nuværende kinesiske spillere.

At arbejde i kinesiske fodbold i disse år har været en utrolig fascinerende og på nogle områder nærmest surrealistisk oplevelse.

Dette land har qua sin størrelse og power en evne til at rykke ekstremt hurtigt fremad på meget kort tid.

Det mærkedes for eksempel hurtigt, da jeg kom til Shanghai SIPG F. C. Jeg var i en mindre klub i Sydkina, Guangzhou R&F, sammen med svenske Sven Göran Eriksson, hvor vi havde et mindre budget og hentede spillere eksempelvis i Norge for 1-3 millioner euro i transferbeløb. I Shanghai havde vi ikke et budget, lød meldingen.

Vi fik blot besked om at bygge en storklub, der inden for få år fast kunne spille med i den asiatiske Champions League, vinde titler i Kina og ikke mindst gøre det primært med egenudviklede og lokale spillere. Tre svære krav, som i fodboldens verden ikke altid går naturligt i spænd. Men dette var visionen for byen, SIPG-virksomheden og klubben.

Og heldigvis fik vi gjort en forskel. For mig personligt har det vigtigste været at udvikle kinesisk fodbold og SIPG F. C.

fremadrettet, og derfor begyndte jeg allerede i 2014 at bygge vores akademi – og ikke kun arbejde med førsteholdet. Vi byggede vores klubfilosofi’ THE SIPG WAY’. Og derfor blev vi en form for ‘ first movers’, fordi vi ganske enkelt kom foran de øvrige klubber i forhold til at udvikle egne spillere og ikke mindst lave dygtigere spillere end vores konkurrenter. Og netop den lokale del er vital i Kina, da hver klub kun må spille med tre udenlandske spillere i startopstillingen, mens de otte resterende skal være kinesere.

Derefter kunne vi, mere eller mindre, regne og planlægge fremad mod at have et konkurrencedygtigt hold med niveau til top-3 i Kina – og deraf den vigtige kvali-fikation til Champions League i årene 2015-2017, mens 2018-2020 blev ‘ peak-årene’ for denne trup, som vi bevidst samlede tidligt og udviklede. Vi har eksempelvis ikke købt en spiller i to år, fordi vi samlede en yngre gruppe og ikke mindst satsede på egne frem for indkøbte spillere.

Og frem mod 2018 kunne vi udregne, at vores startopstilling ville være omkring 27,0 år i snit, hvilket er ideelt i fodbold, mens rivalerne ville være plus 30 år, og derfor vidste vi, at vi kunne få en fordel. At vi så vandt mesterskabet i år (2018), det første mesterskab nogensinde til SIPG F. C.

og det første til byen Shanghai i 23 år, er kulminationen på fire års strategisk og systematisk arbejde. Vi fastholdt strategien og fik resultatet. Og vigtigst af alt: På vores måde, SIPG-måden. Vi havde i denne sæson en førsteholds trup på 30 spillere, og heraf var de 24 egenudviklede spillere. Jeg tror ikke, at der er mange klubber i verden, hvis nogen, der kan vinde et mesterskab med 24 ud af 30 spillere fra eget akademi.

For mig personligt blev disse 4 år hos SIPG F. C. måske mine mest interessante og fascinerende i min fodboldkarriere.

Hvornår får jeg atter chancen for at opbygge en klub stort set fra bunden og have et stort budget at gøre det med? Det er ikke let at finde sådan et projekt igen.

Samtidig har det for mig været vigtigt at være en del af noget større end blot at vinde nogle kampe og en titel. Det interesserer mig reelt ikke. For mig var det den sunde og langsigtede opbygning og forhåbentlig at have skabt fundamentet ikke bare for SIPG F. C., men også for kinesisk fodbold til at løfte sig i årene fremover.

Der er stadig et gab fra kinesisk fodbold til toppen af Europa, men fremtiden ser spændende ud, selv om vi nok realistisk set skal 15-20 år frem i tiden, før vi alvor ser effekterne af den storstilede politiske og fodboldmæssige plan.

I Shanghai havde vi ikke et budget.

Vi fik blot besked om at bygge en storklub.

Artiklen er første gang bragt i Politiken søndag den 30. december 2018.

Relaterede artikler

Luk Menu