Brasiliansk benspænd – 1993-1996

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Skærmbillede 2018-08-09 kl. 21.46.45

Det imponerende stadion er fyldt til sidste sæde denne søndag den 17. juli 1994 i Pasadena, Californien. Solen skinner ned over de i alt 90.888 tilskuere, der kan være plads til på det imponerende Rose Bowl, verdens 17. største stadion, til denne VM-finale mellem to af verdens og historiens største fodboldmagter: Brasilien og Italien. Kickoff er sat til kl. 12.30, lokal tid, så det passer bedst til døgnrytmen hos tv-seere i andre egne af verden. Kort før sit første fløjt fører kampens dommer de 22 spillere og sine to linjevogtere ind på banen. To dage tidligere lå det til at være danske Peter Mikkelsen, betragtet som den bedste dommer i verden, der skulle dømme verdens største fodboldkamp, men det er ikke ham, der kommer ud af spillertunnellen – det er i stedet hans ungarske kollega, Sándor Puhl, der har Venancio Zárate fra Paraguay og Mohammad Fanaei fra Iran på linjerne. Peter må tage plads på tribunen – til fjerdedommer er udpeget argentinske Francisco Oscar Lamolina. Forud for valget af Puhl over Mikkelsen har der fundet et mindre drama sted bag lukkede døre – ja, flere og flere går ikke af vejen for at tale om et regulært kup med FIFA’s magtfulde præsident João Havelange i en helt afgørende rolle. Den politik, der har præget, præger og fremover fortsat vil præge dommerudvælgelserne har vist sit grimme ansigt – og denne gang er det gået ud over danske Peter Mikkelsen.

Historien har det med at gentage sig selv. Som med kvalifikationen til VM i Italien i 1990 er det ikke lykkedes for det danske landshold under Richard Møller Nielsen at kvalificere sig til VM i USA i 1994. Danmarks efterhånden virkelig onde ånd, Spanien, har trukket det længste strå i kvalifikationsgruppe 3. den afgørende kamp finder sted på Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla den 17. november 1993, hvor Spanien på hjemmebane er pisket til at vinde over Danmark for at komme til VM i USA. Det er tæt i toppen af kvalifikationsgruppe 3, der også tæller Irland, Nordirland, Litauen og Letland. Danmark har haft noget af en slingrekurs gennem kvalifikationen, hvor man imidlertid igen har fået Michael Laudrup med ombord i rødt og hvidt efter hans kritik af landstræneren forud for EM i 1992.

Allerede efter ti minutter synes Danmark at få en fordel i opgøret. Spaniens målmand, Andoni Zubizarreta, vises ud for en klar nødbremse på Michael Lau­drup, der på dette tidspunkt nyder stor succes i FC Barcelona. Men det, der skulle være en fordel, viser sig at blive det modsatte. Det virker, som om kampens dommer, græske Vassilios Nikakis, begynder at fløjte mere til fordel for spanierne end danskerne i resten af kampen. Blandt andet fløjter han ikke for straffespark, da danske Jes Høgh efter pausen tilsyneladende fældes af Fernando Hierro – og han fløjter heller ikke for det frispark, som tydeligvis begås mod Peter Schmeichel, da selvsamme Hierro efter 64 minutter afgør kampen og header bolden i mål efter hjørnespark. Tv-billederne viser klart, at lille José Maria Bakero spærrer vejen for Schmeichel, verdens bedste målmand i 1992 og 1993, så han ikke kan komme ud til bolden. Men Nikakis’ markerer for mål i stedet for frispark – og jubelbrølet fra de 38.000 tilskuere på Ramón Sánchez Pizjuán er øredøvende. Stillingen holder kampen ud, og da Irland har en marginalt bedre målscore end Danmark, bliver Danmark sorteper i topstriden i gruppen. Igen: ingen klaphatte til VM.

Og igen. og så alligevel. For naturligvis er Peter Mikkelsen, Danmarks mest populære og kendte dommer, udtaget til slutrunden. Profetien på den gule post-it er gået i opfyldelse. Og denne gang tager han ikke af sted alene. 41-årige Carl-Johan Christensen er blevet udtaget som linjedommer. Han er på bare ti år gået fra at dømme den jyske serie 5 til i 1992 at blive udpeget som FIFA-linjevogter.

Danskerne – herunder sportspressen – har ikke glemt Peter i bruset fra triumfen ved EM i 1992. Hans gøren og laden, både på og uden for banen, dækkes stadig intenst. Og den nationale stolthed er stor, da Peter den 29. januar 1994, og for anden gang i sin karriere, kåres som verdens bedste dommer af IFFHS – denne gang for bedrifterne i 1993. Kåringen finder sted direkte på tv i DR’s Tipslørdag, hvor IFFHS’ præsident, Alfredo Pöge, og den danske IFFHS-repræsentant, Jørgen Nielsen, kommer i studiet for at overrække trofæet til Peter, der er gæst hos værten Tommy Troelsen. Som tilfældet var i 1991 er franske Joël Quiniou på andenpladsen. På tredjepladsen er der dukket en 38-årig ungarer op: Sándor Puhl.

”I forhold til 1991 er jeg blevet mere rutineret”, fortæller Peter til Ekstra Bladet efter kåringen, ”men jeg er jo stadig en ung dommer”. En ung dommer med ambitioner om at nå helt til tops. Og med det danske landshold ude af spillet er en VM-finale måske ikke uden for rækkevidde.

Halvanden måned efter kåringen på direkte tv drager Peter til Dallas for at blive briefet af FIFA om det kommende VM. Og denne gang skal han ikke spørge ProMentor om fri til at passe dommerlivet, men derimod skolelederen på Engstrandskolen i Hvidovre. Den 1. august 1993 har han nemlig foretaget endnu et jobskifte – og denne gang tilbage til skolevæsnet. Han er tiltrådt som viceskoleinspektør. Han har selv søgt stillingen, fordi han savner arbejdet med børn og undervisning. Turen fra Vesterbro til Hvidovre tager han på cykel.

”Jeg har tabt mig, efter at er begyndt at cykle de ni kilometer mellem min lejlighed og skolen”, siger han i efteråret 1993 til ugebladet Se og Hør. Journalisten Anders Sundling vil høre, om han ikke er gået ned i løn:

”Det er rigtigt, jeg er gået væsentlig ned i løn. Men pengene er ikke alt, og jeg føler, at børnene gør mig rigere på andre oplevelser. Der er nok nogen, som vil sige, at det er et tilbageskridt. Men jeg gør, hvad hjertet råder mig til”, fortæller han – og ridser op, hvordan arbejdet som viceskoleinspektør kan fungere side om side med hvervet som anerkendt, folkekær, international fodbolddommer.

”De fleste kampe spilles jo i weekenden, men jeg har fået en fin aftale med Britta, vores skoleinspektør, så jeg kan tage fri, når vigtige kampe spilles, og i stedet arbejde på andre tidspunkter”.

Arbejdstid og skema bliver naturligvis lagt, så Peter kan passe sit VM, inklusive de seminarer, møder og briefinger der går forud. Og da han nærmer sig afrejsen til USA, sørger han for at pakke alt det nødvendige, inklusive sine helt særlige lykke-underbukser. Dem havde han på, da han dømte sin første kamp under VM fire år tidligere – og da det som bekendt gik rigtigt godt, besluttede han sig for at have dem på hver gang, han skal dømme store kampe.

”Siden er de blevet vasket utallige gange”, beroliger han danskerne i Se og Hør, ”og i dag er de lappet og syet flere steder, men jeg har dem med til USA”.

Den 14. juni letter et fly i Kastrup med kurs mod Dallas. Ombord sidder Peter Mikkelsen og Carl-Johan Christensen.

Med sine 34 år vil han under det forestående VM være den næstyngste, kun ’undergået’ af Lim Kee Chong fra Mauritius, der er 15 dage yngre. Og alderen kan vise sig at være et handicap, vurderer Peter over for Politiken-journalist Søren Olsen.

”Det kan vel ikke udelukkes, at FIFA-komiteen, der skal udpege dommerne til de sidste afgørende kampe vurderer, ’at Peter Mikkelsen nok skal få chancen for at dømme finalen næste gang, eller næste gang igen’. Jeg kan jo, hvis ellers jeg fortsat er god nok, dømme på højeste internationale niveau, indtil jeg fylder 45”, fortæller han.

Da de 24 dommere og 22 linjevogtere er ankommet til USA, gennemgår FIFA (igen) retningslinjerne med dem. Der er nye regler – og nye aspekter af spillet, som der skal fokuseres på. Og Peter har i den sammenhæng haft en afgørende finger med i spillet. I kølvandet på VM i Italien, der betragtes som én af de mest defensive, destruktive, ja kedelige slutrunder i verdensmesterskabernes historie, nedsatte FIFA et panel, der skulle komme med bud på, hvordan den internationale fodbold kunne blive mere målsøgende og underholdende. Statistikken fra VM i 1990 taler sit eget tydelige sprog. Målgennemsnittet var på historisk lave 2,21 pr. kamp, og der blev uddelt i alt 16 røde kort og hele 164 advarsler. Peter er en af i alt syv, der er blevet udpeget til panelet. De andre er: Rudi Völler (tysk landsholdsspiller og verdensmester), Michel Platini (fransk landstræner), Lídio Toledo (brasiliansk sportsmediciner), Sergio de Cesare (italiensk medieekspert), Graham Kelly (administrationschef for det engelske fodboldforbund), samt Luca di Montezemolo (italiensk medlem af organisationskomiteen frem mod VM i 1990).

Af de nye regler og retningslinjer kan nævnes, at målmanden ikke længere må tage med hænder på tilbagelægninger, at en sejr giver tre point i stedet for to, at tvivl om offside altid skal komme den angribende part til gode, og at VM-dommerne skal trække et rødt kort op i stedet for et gult, når der tydeligvis er tale om hensynsløse tacklinger bagfra.

Disse regelændringer vil have ”en positiv effekt”, er Peter sikker på. Og han lover de danske tv-kiggere en god og seværdig oplevelse på de amerikanske baner – også selvom landsholdet ikke er med.

”Rammerne vil være perfekte, med stopfyldte tribuner, og de amerikanske arrangører er jo kendt for at være dygtige til at skabe fest og stemning og lægge op til ’et ordentligt show’”, siger Peter på vej ind i flyet til Dallas.

VM’s åbningskamp spilles kl. 15 lokal tid på Soldier Field i Chicago. De forsvarende tyske verdensmestre vinder i gruppe C med 1-0 over Bolivia. Angrebs-esset Jürgen Klinsmann, der efter VM vil foretage et overraskende klubskifte fra franske Monaco til engelske Tottenham, bliver matchvinder efter 61 minutter. Kampen dømmes af mexicanske Arturo Brizio Carter.

Det er hans danske kollega Peter Mikkelsen, der kl. 19.30 samme dag skal dømme den anden kamp i pulje C. Den står mellem det spanske landshold, der sendte Danmark ud, og Sydkorea, der ikke levnes mange chancer mod stjerner som målmændene Santiago Canizares og Andoni Zubizarreta (der er spærret i de første kampe på grund af udvisningen mod Danmark), samt Fernando Hierro, Julio Salinas og Andoni Goikoetxea – for at nævne få af mange stjerner. Som sine linjevogtere har Peter landsmanden Carl-Johan Christensen og englænderen Roy Person.

Og Peter – arkitekten bag de nye retningslinjer for dommerne – sørger for at sætte barren højt fra start. Kampen er kun 25 minutter gammel, da den spanske anfører Miguel Ángel Nadal præsenteres for direkte rødt, efter at han har flået Sydkoreas Ko Jeong-woon ned bagfra.

”For fire år siden var den 27-årige Barcelona-forsvarer givetvis sluppet med en advarsel”, skriver sportschef Steen Ankerdal i Ekstra Bladet dagen efter kampen, ”men i USA hjælper det ikke, at en forseelse ikke ser så slem ud. Som målmand Zubizaretta i skæbnekampen mod Danmark i Sevilla sidste november måtte Nadal ud for at frarøve en modstander en scoringschance”.

Ankerdal er ikke den eneste, der roser og anerkender Peter for vurderingen og kendelsen – en enig sportspresse anser hans dom for at være den rette. Og i kampens hede er der da heller ingen store protester fra hverken Nadal, hans holdkammerater eller den spanske bænk.

Kampen ender 2-2 efter 0-0 ved pausen. Spanierne var kommet foran med 2-0 på mål i det 51. og 55. minut. Først stod 31-årige Julio Salinas helt udækket foran mål på Barcelona-holdkammeraten Goikoetxeas flade centring – og Salinas svigtede ikke og sendte bolden forbi Sydkoreas keeper, Choi In-young. Salinas har også fødder med i 2-0 målet, der falder små fem minutter senere. Et par klodsede driblinger fra hans side ender med en tværpasning til indskiftede José Luis Caminero, der får hele to forsøg reddet af først målmand og siden forsvar, inden Goikoetxea får held til at heade bolden i mål. Nede ti mod elleve ser det ud til, at Spanien – som mod Danmark – redder sejren og de tre point hjem, men sydkoreanerne vil det anderledes og beviser, at de også kan score to mål på under fem minutter. I det 85. minut bliver et bolden rettet af på et frispark fra Hong Kim, så den snyder Canizares og triller i mål – og i det 90. minut får Sydkorea med hurtige fødder og hurtige afleveringer spillet det spanske forsvar helt tyndt og Seo Jung-Won helt fri. Usvigeligt sikkert knalder han bolden forbi Carnizares til 2-2, som bliver kampens resultat.

”Med sin sikre, ubestikkelige linje levede Mikkelsen præcis op til de intentioner, som FIFA har lagt for denne VM-slutrunde”, lyder det begejstret fra FIFA’s generalsekretær, Sepp Blatter, der helt tydeligt har både stor sympati og stor respekt for Peter Mikkelsen.

”Generelt har dommerlinjen i de første indledende kampe været acceptabel, ” fortsætter Blatter ifølge BT, ”men enkelte dommere har desværre ikke vist mod og mandshjerte til at følge FIFA’s skærpede linje over for ureglementeret opførsel på banen”.

Peter har med sin konsekvente håndtering af Nadals frispark på Jeong-woon lagt en linje, der flugter med de anbefalinger, som det FIFA-panel, han selv var en del af, kom med forud for slutrunden i USA. Det får han ros for også i den danske presse.

”Han lagde med sin udvisning af den spanske anfører, Miguel Ángel Nadal, også den konsekvente linje, FIFA før turneringen har indskærpet dommerne”, skriver sportsredaktør Frits Christensen i Jyllands-Posten. Hans kollega på Berlingske, den tidligere professionelle fodboldspiller Jens-Carl Kristensen, er enig. Han kalder de første to kampe i slutrunden for en ”lovende VM-optakt” og skriver videre:

”De to kampe lededes af kompetente dommere i Arturo Brizio Carter, 38-årig advokat fra Mexico, respektive Peter Mikkelsen, 34-årig skoleinspektør fra Hvidovre”.

Dommerne fulgte således FIFA’s skærpede ’Stop Volden-strategi’. Og gjorde det så konsekvent, at det var muligt for alle spiller-kategorier at udøve deres særpræg kontra reglementeret modstand.

Måtte den lagte linje blive fulgt op overalt i fremtidens fodbold”.

Ud over at rose de to dommeres indsats, får Jens-Carl Kristensen også bemærket, at dommerne stadig er de sidste amatører i en verden af topprofessionelle spillere og trænere.

Den spanske landstræner, Javier Clemente, går ikke så langt som til at kalde Peter Mikkelsen for en amatør – ja, han kalder ham faktisk ikke engang ved navn – men hans iltre temperament bryder ud i lys lue efter kampen.

”Der er dommere fra central- og nordeuropæiske lande som Danmark, der har vanskeligheder med at bedømme visse situationer rigtigt”, siger han – uden at lægge mange fingre imellem.

”Miguel Nadal forsøgte at spille bolden. Det er jo ikke det samme som et forsøg på at skade den sydkoreanske spiller”, buldrer han – og mener, at det er ”unfair og helt ude af proportioner”, at Nadal nu står til to spilledages karantæne.

Clemente står dog ret alene med sin kritik af den danske dommer.

Efter at have været reservedommer i opgøret mellem Brasilien og Cameroun den 24. juni er Peter udpeget til at dømme kampen mellem Colombia og Schweiz søndag den 26. juni, kl. 16, på Stanford Stadium i San Francisco foran 83.401 tilskuere.

Den svage præstation koster utvivlsomt Peter Mikkelsen enhver chance for at få VM-finalen”. BT’s Ib Pilegaard er hård i sin vurdering af Peter Mikkelsens indsats i opgøret mellem Schweiz og Colombia, hvor den danske dommer – ifølge flere kommentatorer – blandt andet overser, at Carlos Valderrama (midt i billedet) planter en albue i hovedet på schweizernes Ciriaco Sforza. Foto: Getty Images

Peter har igen landsmanden Carl-Johan Christensen på den ene linje – og Douglas Michael James fra Trinidad på den anden. Colombia har intet at spille for – efter to nederlag i de to første kampe kan det sydamerikanske hold ikke længere nå videre til ottendedelsfinalerne. For Schweiz gælder det om at holde fast i andenpladsen, der giver direkte kvalifikation videre, men bjerglandet pustes i nakken af værtsnationen USA, der med en sejr over allerede kvalificerede Rumænien kan gå forbi Schweiz, hvis Schweiz vel at mærke taber til Colombia. Og det gør Schweiz. Med 2-0. Det første mål falder et minut før pausen, da Herman Gaviria header Carlos Valderramas frisparksserv i nettet – hans første landskampsmål i øvrigt. Det andet kort før slutfløjtet, da Lozano sender bolden fladt ind bag schweizernes i øvrigt meget velspillende målmand, Marco Pascolo, på et tidspunkt, hvor schweizerne jagter det udlignende mål.

I den anden kamp i gruppen vinder suveræne Rumænien 1-0 over USA, hvilket sikrer Schweiz den direkte adgangsbillet videre via andenpladsen (USA går i øvrigt også videre som en af de bedst placerede tredjepladser), men i den schweiziske lejr er man rødglødende af raseri over den danske dommer. Og det ser da også ud til, at de har noget at have deres kritik i. Ikke bare de schweiziske spillere, men også tusindvis af de fremmødte og de mange millioner tv-seere er ikke i tvivl om, at Colombias meget karakteristiske midtbanegeneral (det er ham med det lyse, krøllede hår, der nærmest ligner en hvid bregne), Carlos Valderrama forud for det frispark, han sender ind i hovedet på holdkammeraten Gaviria, har knaldet en albue i hovedet på schweizernes Ciriaco Sforza. ”Det var ren vold”, siger Kaiserslautern-midtbanespilleren Sforza efter kampen, ”Valderrama knaldede mig ned med albuen”.

”Utroligt, at hverken dommeren, linjevogteren eller FIFA’s reservedommer så, hvad der skete,” fnyser den schweiziske træner, engelske Roy Hodgson, der i øvrigt seks år senere bliver træner for danske FC København, ifølge Ritzaus Bureau.

Bedre bliver det ikke af, at Peter tilsyneladende også overser et schweizisk frispark i forbindelse med Gavirias scoring. Da bolden svæver ind i feltet fra Valderramas fod, laver Colombias verdensstjerne Faustino Asprilla en meget professionel screening – ja, her i Danmark vil vi med tanke på opgøret i Sevilla i 1993 nok kaldet det et ’Bakero-skub’ – som sætter forsvarsspilleren Alain Geiger ud af spillet og ude af stand til at markere Gaviria. At Peter ikke har en af de bedste dage på kontoret understreges i øvrigt af, at Geiger tidligere i opgøret har haft klar arm på i eget felt.

”Den svage præstation koster utvivlsomt Peter Mikkelsen enhver chance for at få VM-finalen,” lyder de meget absolutte dommedagstoner fra BT’s Ib Pilegaard, der lige skubber kniven lidt længere ind: ”… og det må betragtes som tvivlsomt, om han får flere kampe ved VM”.

FIFA’s dommerkomité sender dog straks efter kampen en redningsplanke ud til den nødstedte Peter Mikkelsen. Formanden for komiteen, David Will, siger på en pressekonference, at mere end to tredjedele af dommerne indtil videre har fået usædvanligt fine karakterer af bedømmerne, og at der kun er en smule skuffelse over to dommerpræstationer ”uden at de var direkte dårlige”, som Will formulerer det. Journalister kan afsløre, at Peter Mikkelsen ikke er blandt de to dommere, der henvises til, men at det i stedet drejer sig om Lim Kee Chong fra Mauritius og Arturo Angeles fra USA. FIFA har da heller ingen officielle (eller uofficielle, for den sags skyld) kommentarer til Peter Mikkelsens præstation i opgøret mellem Schweiz og Colombia.

Når de indledende kampe ved en stor slutrunde er overståede, begynder det store udskilningsløb igen for dommerne. Og igen sker det ud fra både sportslige og politiske overvejelser. Nogle sendes hjem, fordi de ikke har været gode nok. Nogle sendes hjem, fordi de kommer fra lande, der stadig er med ved slutrunden. Og nogle sendes hjem, fordi de ikke passer godt nok ind i den store kabale, det altid er at fordele dommerne til de afgørende kampe. Og som ved VM i 1990 klarer Peter Mikkelsen fra Danmark skærene. Hans uhyre stabile præstation i opgøret mellem Spanien og Sydkorea – og måske hans konsekvente håndhævning af de nye retningslinjer – vægter tydeligvis tungere end den mere famlende præstation i opgøret mellem Schweiz og Colombia. Og så er Peter jo begunstiget af, at Danmark ikke er med. Han kan med andre ord nå langt – hvilket den danske presse spekulerer lystigt i, da det kommer frem, at Peter er udpeget til at dømme ottendedelsfinalen mellem Holland og Irland mandag den 4. juli, den amerikanske uafhængighedsdag, på Citrus Bowl i Orlando. Kampen ligger perfekt tidligt i det afsluttende forløb i forhold til finaledrømmene, lyder vurderingen.

Peter træder ind på banen kort før kickoff klokken 12, i en tung, fugtig varme, flankeret af sine to linjevogtere: australierne Gordon Dunster og Eugene Brazzale. Holland er favoritter i opgøret mod irerne. De har vundet deres gruppe med to sejre og ét nederlag (i øvrigt mod nabolandet Belgien), mens Irland er blevet nummer to efter en sejr, en uafgjort og et nederlag i deres gruppe. At irerne ikke har tænkt sig at lægge sig ned, vidner deres åbningssejr på 1-0 over selveste Italien om. Så er hollænderne advaret.

Og hollænderne kommer da også meget fokuserede og tændte ud. Allerede efter 11 minutter oversprinter Marc Overmars den lidt tunge irske bagkæde og centrerer perfekt og fladt ind til Dennis Bergkamp, der nemt kan smække bolden forbi irernes erfarne målmand, Pat Bonner. Er Bonner helt chanceløs ved 1-0-målet, er han mere end skyldig i 2-0-målet, som bliver krediteret Hollands Wim Jonk, men som i høj grad er Bonner, der fumler det svage skud over stregen. Målet falder i det 41. minut og knækker irerne, der aldrig rigtig kommer tilbage i kampen. Kampen afvikles i en fair ånd, og Peter skal kun uddele én advarsel. Den går til Ronald Koeman små tyve minutter før tid. Derudover annullerer han – helt korrekt – et irsk mål i slutfasen, da Paul McGrath laver klart farligt spil med foden i hovedhøjde, da han skal tæmme indlægget. Irernes træner, Jack Charlton, udtaler da også efter kampen, at det en ”korrekt afgørelse”.

Roserne vælter ned over Peter Mikkelsen efter kampen – og giver endnu mere næring til finaledrømmene.

”Peter dømte og ledede kampen på en særdeles kompetent og god måde. Han fik spillet til at glide, han greb effektivt og myndigt ind i de situationer, hvor irriterende spillere skændtes og skubbede lidt til hinanden, og advarslen til Ronald Koeman var på sin plads”, siger forbilledet fra Peters unge dommer-år, Henning Lund-Sørensen, der nok ved, hvilket pres man kan komme under, når man dømmer et VM.

”Kampen blev afviklet på en fair måde. Mikkelsen havde godt styr på tingene, og det er blandt andet hans fortjeneste, at han kun var nødt til at give en advarsel (Ronald Koeman), for spillerne har så stor respekt for den danske dommer, at de ved, at det ikke nytter at lave numre med ham”, lyder vurderingen fra David Barnes fra den engelske News of the World.

”Mikkelsen forsøgte at lade spillerne komme i fokus. Andre dommere vil gerne selv mere i billedet i sådan en VM-kamp, men Mikkelsen er så erfaren, at han ikke lader sig rive med af stemningen”, skriver Alec Cameron fra den skotske Daily Record.

”Man er altid sikker på, at kampen bliver ordentligt afviklet, når Peter Mikkelsen er dommer”, lyder roserne fra Hansjörg Schifferli i schweiziske Tages Anzeiger. Episoderne fra opgøret mellem Schweiz og Colombia synes glemt. I hvert fald for Schifferli.

”Selvom der har været mange gode dommerpræstationer ved dette VM, er jeg efter dette sikker på, at Peter får en kamp mere”.

Ordene kommer fra Peters mangeårige dommerkollega Jan Damgaard. Nu vil tiden og det store, spegede spil vise, om han har ret. To gode tegn viser sig allerede efter afviklingen af ottendedelsfinalerne. For det første er både Peter Mikkelsen og linjedommer Carl-Johan Christensen med i den gruppe af i alt 21 dommere, som får besked på at blive. For det andet får hverken Peter eller Carl-Johan Christensen en af de fire kvartfinaler. Det kunne tyde på, at de er i spil til noget større.

12 af dommerne er udtaget til at passe linjeflagene – og de resterende ni skal fordele fløjterne mellem sig. Ud over Peter drejer det sig om Philip Don (England), Joël Quiniou (Frankrig), Ali Mohamed (Emiraterne), Francisco Lamolina (Argentina), José Torres Cadena (Colombia), Neji Jouini (Tunesien), Rodrigo Badilla Sequeira (Costa Rica) – og Sándor Puhl (Ungarn).

De to første kvartfinaler spilles lørdag den 9. juli. Kl. 12 begynder kampen mellem Italien og Spanien, som bliver vundet af italienerne med 2-1 efter 1-0 ved pausen. Kampens dommer er Sándor Puhl, der blandt andet overser, at italienernes Mauro Tassotti smækker en albue i hovedet på spaniernes Luis Enrique. At Tassoti alligevel ender med at få hele otte spilledages karantæne skyldes, at FIFA for første gang vælger at sanktionere på baggrund af tv-billeder.

Kl. 14.30 mødes Holland og Brasilien i kvartfinale nummer to – med Rodrigo Badilla som dommer. Han må uddele i alt tre gule kort (to til Holland og et til Brasilien) i kampen, som brasilianerne vinder 3-2 efter en hæsblæsende afslutning, hvor Brasilien kommer foran 2-0 i det 53. og 63. minut, men bliver hentet på mål af hollænderne i det 64. og 76. minut, inden lille, men lynskarpe, Bebeto sikrer sejren med et mål i det 81. minut.

Dagen efter – søndag den 10. juli – skal de to sidste semifinalister findes. Den første dømmer José Torres Cadena, og den ender med en overraskende bulgarsk sejr på 2-1 over de forsvarende tyske verdensmestre. Bulgarerne sikrer sig sejren med scoringer til 1-1 og 2-1 inden for tre minutter fra det 75. til 78. minut efter at tyskernes Lothar Matthäus – på det tidspunkt helt planmæssigt – havde bragt Tyskland foran på straffespark kort efter pausen. Cadena må uddele hele otte gule kort i opgøret: fem til tyskerne, tre til bulgarerne.

I den sidste kvartfinale tørner Rumænien og Sverige sammen under ledelse af engelske Philip Don. Og sammen med spillerne, trænerne og tilskuerne kommer han på noget af et overarbejde. Seks gule kort (tre til hver) og et enkelt rødt (til svenske Stefan Schwarz) i kampen, der går i både forlænget spilletid og straffespark. Den ordinære kamp ender 1-1, den forlængede spilletid 2-2 og straffesparkskonkurrencen 5-4 til Sverige.

Med overblik over semifinaledeltagere og kvartfinale-deltagende dommere kan gætteriet i pressen fortsætte: Hvor stor er chancerne nu for, at Peter skal dømme VM-finalen? De vurderes som ret gode, hvis Peter slipper for en semifinale, for så må det betyde, at han er brandvarm til enten (og helst) finalen eller kampen om bronze. En mindre ’dark horse’ i spillet er broderlandet Sverige, som kan stikke en kæp i hjulet, hvis de blågule går i finalen. Det anses for ret usandsynligt, at FIFA vil sætte en dansker til at dømme en kamp, hvor nabolandet er deltager. Peter får da heller ikke semifinalen mellem Brasilien og Sverige. Den går til colombianske José Torres Cadena, der dermed får både en kvartfinale og en semifinale (hvilket igen vurderes til Peters fordel; så er Cadena helt sikkert ude af spillet til finale og bronzekamp). Den anden semifinale mellem Bulgarien og Italien skal dømmes af franske Joël Quiniou, der anses for at være en af Peters helt store konkurrenter. Så også det er et plus i spillet om at få Peter i finalen.

Begge semifinaler spilles onsdag den 13. juli. Bulgarien gør fin modstand mod de italienske favoritter, men må se sig slået 2-1. Svenskerne holder skansen helt frem til det 80. minut mod Brasilien, men må til sidst indkassere et mål af Romario. Kampen om bronze kommer derfor til at stå mellem overraskelserne Bulgarien og Sverige, mens finalen, der skal spilles på Rose Bowl i Pasadena søndag den 17. juli, bliver mellem supermagterne Brasilien og Italien. Fodboldverdenen slikker sig om munden.

Og så bliver der ellers lukket ned for kommunikationen – og op for spekulationer, gætværk og rygter. Der er bred enighed om, at Peter står stærkt. Hans præstationer har været rigtig gode – og hans svage kamp mellem Schweiz og Colombia ser ikke ud til at have haft negative konsekvenser. Det velansete franske fodboldmagasin France Football har længe anset danskeren for at være oplagt finalekandidat, og samtidig er det ikke gået upåagtet hen, at FIFA’s generalsekretær Sepp Blatter har et særdeles godt øje til Peter Mikkelsen, som også er blevet inviteret med i hans arbejdsgruppe ’Football 2000’.

De tilbageværende dommere bliver isoleret fra pressen, mens FIFA’s dommerkomité holder de afgørende møder. De finder sted på det mondæne Hotel Ritz Carlton i Pasadena, og selvom de er bag lukkede døre, så siver det alligevel ud til pressen, at feltet er barberet ned til to kandidater: danske Peter Mikkelsen og – noget overraskende i det store billede – Sándor Puhl fra Ungarn. Det afgørende møde i komiteen finder sted fredag morgen den 15. juli. Det tager halvanden time, og kl. 10.19 går døren op. Ud kommer FIFA’s magtfulde præsident, brasilianske João Havelange. Han kan meddele, at valget er faldet på Puhl frem for Mikkelsen. Og at Ali Mohamed fra De Forenede Arabiske Emirater skal dømme kampen om tredjepladsen mellem Sverige og Bulgarien. Der er ingenting til Peter Mikkelsen, ikke engang en reservedommertjans som under VM-finalen i Rom for fire år siden.

”Indstillingen hos FIFA’s dommerudvalg var, at det var finalen eller ingenting. At give mig kampen om 3.-pladsen eller en tjans som reservedommer i finalen ville være en desavouering efter de hidtidige præstationer”, forklarer Peter diplomatisk – og fattet – til Ekstra Bladet som reaktion på FIFA’s afgørelse.

”Dommerkomiteen var i den behagelige situation at have to kvalificerede dommere at vælge imellem, og derfor gik diskussionen alene på, hvem der var bedst egnet. Det var en positiv afgørelse på kvaliteter, ikke en negativ om færreste fejl og mangler. Og det var en enig komité, der traf beslutningen,” fortæller Andreas Herren, der er FIFA’s pressechef, og som tydeligvis er sendt i byen for at lægge låg på diverse spekulationer og diskussioner.

Det lykkes ikke, for det er helt klart noget, der emmer af politik og utidig indblanding her. For hvorfor var João Havelange med til mødet, der foregik i regi af dommerkomiteen (som han ikke er medlem af)? Og hvorfor var det ham og ikke komiteens formand, skotske David Will, der fortalte om beslutningen til pressen? Flere journalister noterer sig, at Will så meget utilpas ud i situationen, hvor Havelange blandt andet bruger som argument, at han kender Puhl bedre end Mikkelsen.

Flere journalister graver videre i beslutningen – og særligt nu afdøde Steen Ankerdal fra Ekstra Bladet er sikker på, at der har fundet et regulært, politisk kup sted. Efter afviklingen af finalen, som Brasilien vinder 3-2 efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence, opruller han og Frits Ahlstrøm, der er tidligere pressechef for FIFA og kommende ditto for UEFA, hvad der foregik bag de lukkede døre. De bygger deres arbejde på en lang række interviews med både navngivne og anonyme kilder og på centrale sagsakter, som de får lov at se.

Det kommer blandt andet frem, at Havelange grundlæggende var skeptisk over for Mikkelsen, som han frygtede var for venligt stemt over for Italien, fordi han havde dømt landet – og i landet – så ofte. Men den virkelige grund til, at det blev Puhl, der som bekendt havde overset en regulær svinestreg af Tassoti i kvartfinalen, er ifølge Ankerdal og Ahlstrøm, at der mellem Havelange og Paolo Casarin, italiensk medlem af FIFA’s dommerkomité under VM i USA, var en større tvist – og at Havelanges valg af Puhl over Mikkelsen var en regulær magtdemonstration over for og tilbagebetaling til Casarin.

FIFA’s magtfulde brasilianske præsident João Havelange trækker alvorligt i trådene, da dommeren til VM-finalen skal findes. Peter Mikkelsen bliver sorteper, og senere afsløringer viser, at det formentlig i virkeligheden er et internt opgør mellem Havelange og Paolo Casarin, italiensk medlem af dommerkomiteen, der er grunden til beslutningen.
Foto: The Antique Football

Paolo Casarin, der er tidligere italiensk topdommer, var røget i clinch med Havelange under forberedelserne til VM. Havelange ønskede, at der blandt de 24 udtagne dommere kun skulle være én dommer fra hvert land, men Casarin, der var medlem af komiteen, gennemtrumfede, at der skulle to italienere med – Fabio Baldas og Pierluigi Pairetto – med den begrundelse, at de var bedst. Da dommeren til finalen skulle findes – og valget stod mellem Puhl og Mikkelsen – pegede komitéformand Will, franske Alexis Ponnet og Casarin på danskeren. De sydamerikanske medlemmer af komiteen pegede på Puhl, fordi de – formentlig som et ekko af de instrukser, de har fået fra Havelange – mente, at Peter Mikkelsen ville være mere venligt stemt over for italienerne. Selvom Havelange ikke er medlem af den dommerkomité, der skal beslutte, hvilke dommere der skal dømme hvilke kampe, så var han af uransagelige grunde med til det afgørende, halvanden time lange møde på Ritz Carlton, hvor han endte med at få gennemtrumfet, at finalens dommer skulle være Puhl. Sepp Blatter, FIFA’s generalsekretær, havde i øvrigt foretrukket Peter Mikkelsen frem for Puhl, fremgår det senere af interviews foretaget af blandt andre Ankerdal og Ahlstrøm. Faktisk er Blatter åbenlyst overrasket, ja nærmest chokeret, over beslutningen om at give Puhl finalen i stedet for Peter.

Episoden med João Havelanges insisteren på Puhl er én af flere, hvor han i løbet af sin periode som FIFA-præsident (fra 1974 til 1998) udviste en begrænset demokratisk indstilling – for at sige det mildt. Og i 1994 er det tydeligvis ved at blive for meget for flere af de helt tunge drenge. En af dem er Lennart Johansson, der fra 1990 til 2007 er præsident for UEFA, og som i 1994 – efter VM – er meget kritisk over for Havelanges ageren som præsident. For det første bliver Casarin, Ponnet og ungarske Károly Palotai smidt ud af dommerkomiteen i oktober, da FIFA’s eksekutivkomité mødes under ledelse af netop Havelange.

”Jeg ønskede ikke, at Casarin og Ponnet skulle ud. Tværtimod. Desuden er der ingen grænse for dommerkomiteens størrelse”, siger Johansson til Ankerdal og Ahlstrøm efter VM, ”Havelange kunne bare have udvidet den”.

Og der er mere, der generer Johansson. Ifølge ham har Havelange også udvist diktatorisk adfærd i organiseringen af FIFA’s mange udvalg. Det er kutyme, at udvalgenes udformning og opgaver diskuteres i FIFA, men på mødet i New York i oktober udsætter Havelange den diskussion og fremlægger til sidst sit helt eget forslag til en ny struktur, som bliver vedtaget kort før mødets afslutning – uden at der har været tid til at diskutere det.

”Jeg meddelte Dr. Havelange, at hans fremgangsmåde i New York ikke kan accepteres. Det gjaldt ikke kun den måde, udvalgene blev nedsat på, men også behandlingen af de andre forslag”, siger Johansson og fortsætter:

”I UEFA kræver vi at blive respekteret. Ingen må glemme, at UEFA dominerer verdensfodbolden – både sportsligt og økonomisk”.

Lennart Johansson havde selv støttet Havelange, da denne søgte genvalg i juni 1994.

”Betingelsen var, at Havelange ville optræde demokratisk. Vi ville ikke acceptere nogen form for diktatur. På den baggrund var oktobermødet i eksekutivkomitéen i New York en skuffelse. En overenskomst blev brudt. Ydermere følte jeg, at jeg personligt blev sat ud i kulden”, siger Lennart Johansson.

Den danske DBU-formand, 65-årige Poul Hyldgaard, bliver i øvrigt af Havelange udpeget til en række af de tunge udvalg, blandt andre økonomiudvalget, som han bliver formand for, og forretningsudvalget. Ankerdal og Ahlstrøm forsøger at få en kommentar fra DBU-bossen, men uden held.

Kim Milton Nielsen, Peter Mikkelsens dommerkollega, kommenterer gerne FIFA’s beslutning om at lade Puhl dømme VM-finalen i stedet for Peter.

”Er Peter skuffet, så forstår jeg ham godt. Han havde fortjent en bedre behandling. Han har gjort det fremragende i sine tidligere kampe – og hvad ligner det at beholde ham derovre og så ikke give ham flere opgaver. Det er jo nærmest at gøre grin med en dommer”, siger han til BT.

Peter selv har også – umiddelbart efter beslutningen er blevet offentliggjort – en kommentar. Og den er forbavsende diplomatisk.

”Skuffet er jeg ikke. Selvfølgelig er det lidt ærgerligt at have gået og ventet på ingenting siden 4. juli, hvor jeg dømte 1/8-finalen mellem Holland og Irland. Set i det lys havde jeg gerne rejst hjem til Danmark noget før. Men frem for alt glæder jeg mig over de tre dejlige kampe, jeg har fået lov til at dømme. I en VM-turnering er det ikke enhver beskåret”, siger han til Steen Ankerdal i Ekstra Bladet.

’Smilin’ Peter’ bliver ved med at smile, men han lyver også. For han er meget skuffet og føler – med rette – at han er blevet brugt som en brik i et større politisk spil, som han ellers ingen aktie har i. Den dag i dag er den missede VM-finale stadig den allerstørste skuffelse i hans aktive dommerkarriere. Og hans udtalelser til pressen i kølvandet på afgørelsen afspejler overhovedet ikke hans humør.

”Jeg sad sammen med de øvrige dommere i et afsides lokale og ventede på afgørelsen”, husker Peter Mikkelsen. Da døren går op og David Will kommer ind, ved Peter allerede dér, at det ikke er gået, som han havde håbet, ja måske også forventet.

”David kom over til mig og lagde armen om mine skuldre- Og så nikkede han indforstået med et bedrøvet blik. Han behøvede ikke at sige mere”, siger Peter Mikkelsen.

Efter overdragelsen af den kedelige besked vælger Peter at købe en ramme øl, som han deler på sit hotelværelse med sin engelske kollega Philip Don og linjedommerne Carl-Johan Christensen og Roy Pearson (også fra England). Det er derfor en noget beruset Peter, der senere på aftenen udtaler sig til Steen Ankerdal på toppen af hotellet – en kendsgerning, som Ankerdal ikke vælger at viderebringe i sine artikler. Han går herefter ud og spiser med Sándor Puhl.

”Jeg inviterede ham ud at spise, allerede da vi fik besked. Det synes jeg, at han havde fortjent – og jeg ville gerne vise ham, at jeg ikke bar nag over for ham”, husker Peter Mikkelsen. Hans skuffelse er i stedet rettet mod Havelange, som han efterfølgende har et meget køligt forhold til.

Inden han tager hjem fra USA, udtaler han til BT, at der stadig er muligheden for en VM-finale i Frankrig i 1998. På det tidspunkt ved han ikke, at hans aktive dommerkarriere på dét tidspunkt er på vej til at slutte. Og at han slet ikke er med ved VM i Frankrig. Hans sidste slutrunde som FIFA-dommer bliver EM i England i 1996, hvor han i øvrigt rejser over sammen med dommerkollegaen Kim Milton Nielsen og linjedommerne Jens Larsen og Henning Knudsen. Det er det første EM, hvor 16 lande deltager, inklusive de forsvarende europamestre fra Danmark, der har kvalificeret sig som nummer to i kvalifikationsgruppe 2 efter Spanien, men foran Belgien. Selvom der er flere kampe end tidligere EM-slutrunder, får både Peter Mikkelsen og Kim Milton Nielsen kun én kamp.

Kim Milton Nielsen dømmer søndag den 16. juni kampen mellem de senere vindere fra Tyskland og Rusland. Kampen finder sin afgørelse efter pausen, hvor først Matthias Sammer og siden Jürgen Klinsmann med to mål grundlægger tyskernes 3-0-sejr. Milton Nielsen uddeler fire gule kort (to til hvert hold) og et enkelt rødt (til russernes Yuri Kovtun). Samme dag taber Danmark i øvrigt med de samme cifre til Kroatien og udspiller stort set deres rolle ved slutrunden. Selvom danskerne i den sidste puljekamp knuser Tyrkiet med 3-0, bliver det Portugal og Kroatien, der går videre til kvartfinalerne, mens Danmark tager hjem – og landstræner Richard Møller Nielsen træder tilbage. Ny landstræner bliver svenske Bo Johansson.

Tre dage inden Kim Milton Nielsens kamp har Peter på St. James Park i Newcastle været i aktion i opgøret mellem Bulgarien og Rumænien, hvor sidstnævnte har kniven for struben efter åbningsnederlaget på 0-1 mod Frankrig. Bulgarerne har i deres første kamp formået at få 1-1 mod Spanien.

Peter har Henning Knudsen og Jens Larsen på linjerne i opgøret, der i BT dagen efter bliver betegnet som ”Mikkelsens mareridt”. Journalisten Klaus Moe skriver: ”Peter Mikkelsen er færdig ved EM. Kampen mellem Bulgarien og Rumænien bliver hans første og sidste i turneringen. Efter en lysende start løb han ind i et vaskeægte mareridt. Overså slutrundens flotteste scoring, uddelte en advarsel til den forkerte mand – og faldt siden fuldkommen ud af den hårde dommerlinje, UEFA forlanger af mændene i sort i denne slutrunde”.

Det første først. Efter en halv time rammer rumænernes Dorinel Munteanu bolden perfekt fra 20 meters afstand efter et hjørnespark. Skuddet skruer sig op i målhjørnet bag bulgarernes målmand, Borislav Mikhailov, og slår ned 20-30 centimeter bag mållinjen. Hvorpå den hopper ud af målet, så den bulgarske forsvarsspiller Trifon Ivanov kan heade den ud over baglinjen. Rumænerne jubler – og protesterer herefter vildt, da det går op for dem, at Peter Mikkelsen ikke dømmer mål, men hjørnespark. Vreden er i lige så høj grad rettet mod linjedommer Henning Knudsen, der – trods en tilsyneladende fin position – ikke flager for mål.

På dette tidspunkt fører bulgarerne 1-0 på det mål, som stjernen Hristo Stoichkov, der netop er skiftet fra italienske Parma til spanske FC Barcelona, har scoret efter kun tre minutter. Han løber simpelthen fra sin markering og lægger bolden fladt ind i målet uden for Bogdan Steleas rækkevidde.

”Det kunne have været turneringens bedste mål”, skriver Martin Samuel fra engelske The Sun i sit referat fra kampen. ”Synd for Rumænien, at holdet tabte, for de spillede godt”.

Han frikender dog til dels Peter for miseren med hensyn til det ikke anerkendte mål:

”Man kan ikke bebrejde Peter Mikkelsen noget. Han skal stole på sin linjevogter, men dommer og linjevogtere er i dag et hold, og de må ikke kikse – specielt ikke under et EM, hvor der står så meget på spil for alle hold”, skriver han.

”Det er noget af det værste for en dommer”, siger Peters superligakollega, dommer Knud Stadsgaard, til BT.

”Vi står ikke på mållinjen ved et hjørnespark, og linjedommeren gør også det rigtige, når han følger den bageste forsvarsspiller. Det er i sidste ende Peter, der skal skønne, om den er inde eller ej”.

Og Peter skønner altså, at den ikke var det, selvom tv-billederne viser det modsatte. Det er også Peter, der i kampens hede kommer til at give Bulgariens Ivaylo Yordanov et gult kort, selvom det ikke var ham, der begik frisparket.

Ifølge Klaus Moe fra BT, så mister Peter grebet om kampen lige nøjagtig på det tidspunkt, hvor Munteanus mål bliver et hjørnespark.

”Indtil da havde Peter Mikkelsen ellers leveret turneringens hidtil flotteste dommerpræstation”, skriver han og fortsætter:

”Konstant korrekt placeret. Med en suveræn fornemmelse for forskellen mellem frispark og film. Og med en fremragende fornemmelse for fordelsreglen. Som da han gav kampens første advarsel. Bulgariens Kissichev fældede Petrescu, men den danske dommer lod rumænerne fortsætte deres kontra-angreb. Næsten to minutter gik der, før bolden gik ud af spil – og Mikkelsen viste synderen det gule kort”.

Men, skriver Moe, derefter ”tabte danskeren gradvist grebet om kampen. Rumæneren Petrescu sku’ ha’ haft en advarsel for et angreb bagfra på Balakov”.

Bulgarerne vinder 1-0 og bringer sig i en position, hvor de selv kan afgøre, om de skal spille sig i kvartfinalerne. Rumænerne, derimod, taber deres anden kamp og står tilbage med nul point og en returbillet fra Newcastle til Bukarest.

Peter får ikke flere kampe ved EM-slutrunden og rejser faktisk hjem til Danmark efter opgøret mellem Bulgarien og Rumænien – uden at vide med sikkerhed, om der er flere kampe i vente. Retningslinjerne for dommerne foreskriver, at de ikke må udtale sig, mens slutrunden er i gang, så det bliver yderst sparsomme oplysninger, som den danske presse, der møder Peter i Kastrup Lufthavn, får ud af ham

”Nogle gange kan selv små ting jo ødelægge humøret”, siger Ekstra Bladets Brian Askvig til Peter og fortsætter:

”Ens arbejde for eksempel?”.

”Hvis du refererer til kampen i torsdags, så har jeg ingen kommentarer. Jeg må simpelthen ikke sige noget. Sådan er reglerne”.

”Skal du tilbage til England i nærmeste fremtid?”.

”Ja, det skal jeg allerede på søndag – som tilskuer”, svarer Peter.

”Og som dommer?”.

”Om jeg skal dømme igen, lader jeg UEFA om at afgøre. Jeg er ked af det, men mere har jeg altså ikke at sige”, lyder svaret fra Peter. Serveret med et smil.

’Smilin’ Peter’ får imidlertid ikke flere kampe ved EM-slutrunden i England. Det får Kim Milton Nielsen heller ikke. De resterende kampe går til andre dommere – og italienske Pierluigi Pairetto får EM-finalen søndag den 23. juni på Wembley i London, hvor tyske Oliver Bierhoff med EM-historiens første golden goal sikrer tyskerne en sejr på 2-1 og dermed EM-pokalen for tredje gang (hvis man tæller Vesttysklands triumfer fra 1972 og 1980 med).

Kim Milton Nielsen og Peter Mikkelsen rejser hjem til Danmark, hvor der venter kampe i Superligaen og i de europæiske cupturneringer.

”Jeg må skuffe de spillere, der havde håbet, at jeg stoppede efter EM”, siger 36-årige Peter Mikkelsen til Tipsbladet ved hjemkomsten, ”Jeg har stadig masser af lyst til at dømme fodbold, og så længe det er sjovt, bliver jeg ved”.

Artiklen er et uddrag af Simon Kratholm Ankjærgaards bog “Mit liv i sort – Peter Mikkelsens kampe”, der blev udgivet ved forlaget Frydenlund i 2018.

Bogen kan bestilles her! 

Mit liv i sort - Peter Mikkelsens kampe

Få hele historie om Danmarks bedste fodbolddommer nogensinde: Peter Mikkelsen. En bog til alle fodboldfans, der vil vide mere om 1990’ernes store idol og dommer.

»Hvad tror du selv, det er?«, spørger lægen. Peter bliver frustreret – er det virkelig en gættekonkurrence, han skal igennem? Han forsøger sig med de to muligheder, han selv har tænkt på: borrelia eller en  blodprop. »Det er det desværre ikke«, svarer lægen endeligt. »Scanningsbillederne viser, at du har fire metastaser oppe i hjernen«.

24. januar 2014 ændrer livet sig for tidligere fodbolddommer Peter Mikkelsen. Den dag fik han at vide, at en i udgangspunktet harmløs omgang modermærkekræft havde metastaseret sig til hjernen.

Han var den yngste dommer i dansk fodboldhistorie. Og blev hurtigt den bedste. Både i Danmark og internationalt, hvor han blev kåret til verdens bedste i 1991 og 1993. Peter Mikkelsen fortæller i Mit liv i sortom sit liv i fodboldens tjeneste og om den kræftsygdom, der de seneste år har vendt op og ned på hans tilværelse.

Det er historien om Danmarks mest berømte, mest hædrede og utrolig populære dommer. Om hans opvækst, hans møde med fodbolden, der blev afgørende for hans liv, og om hans beslutning om at blive dommer. Og om den sygdom, der har sat dagsordenen gennem de seneste fire år – om de små sejre og de store tilbagefald. Om livet med kræft – og hvad det gør ved et menneske og ved de nærmeste.  

Bogen er baseret på interview med Peter Mikkelsen, hans familie, læger, tidligere kollegaer med mere.

Luk Menu