Da fodboldekspressen gik til Stockholm for 100 år siden

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

en globaliseret verden, hvor de store fodboldturneringer og -finaler transmitteres direkte til hundredvis af millioner verden over, er der ikke noget opsigtsvækkende i, at store fodboldkampe også kan få tusindvis af tilhængere til at rejse verden rundt for at følge deres hold. Samtidig med at turneringerne er blevet bredere eksponeret, er udlandsrejser blevet nærmest hverdagsagtige, så det forekommer naturligt at bruge ferierejser på at se de store kampe – på at være til stede. Men fodboldrejser opstod længe før, fodbolden gennem sattelit-tv og internet blev globalt eksponeret; og udlandsrejser var en mulighed for den brede befolkning. For Danmarks vedkommende skal vi helt tilbage til 1915 for at finde den første kamp, hvor danske fodboldtilhængere i stort tal rejste til udlandet for at følge deres helte. Mens første verdenskrig rasede uden om Skandinavien, begav 1.000 danske fodboldtilhængere sig ud på den lange og usikre rejse til Stockholm.

Middlesbrough mod et kombineret dansk hold, Stævnet, den 9. maj 1907 før ‘Idrætsparken’ blev bygget. Foto: Det Kongelige Bibliotek/C. Reiffenstein-Hansen

Umiddelbart kan det virke paradoksalt, at det var under en verdenskrig, hvor miner og ubåde gjorde farvandene rundt om Danmark usikre, at fænomenet med fodboldrejser opstod. Kun et par måneder før landskampen havde man i København mærket suset fra Den Store Krig, da en britisk u-båd stødte på grund ved Saltholm – og her blev angrebet af tyske krigsskibe. Halvdelen af den britiske besætning blev dræbt, den anden halvdel interneret i København, fordi de havde krænket neutralt territorium. Hvorfor var det lige midt under verdenskrigen, at fodboldrejserne begyndte?

Danmark som stormagt
En del af forklaringen er, at Danmark på det tidspunkt var en fodboldmæssig stormagt. Den moderne fodbold havde taget form i England og Skotland i den sidste tredjedel af 1800-tallet, og Danmark var en af de nationer, der hurtigst havde taget briternes sport til sig. Navnlig efter at de skotske amatører fra Queens Park ved en opvisningskamp i København i 1898 havde fortryllet det danske publikum, stod britisk fodbold som den altafgørende målestok for dansk fodbold. Fra 1903 arrangerede de store københavnske klubber (K.B., B93, A.B. og Frem) et internationalt fodboldstævne i maj-juni måned med kampe mod professionelle britiske storhold som Celtic, Liverpool, Manchester City, Newcastle og Middlesbrough.

Foto: Plakat for kampen mellem skotske Queens Park og et forstærket KB-hold 1900. Foto: Danmarks Designmuseum, Plakatsamlingen/Valdemar Andersen.

Kampene mellem de kombinerede københavnske hold og de britiske storhold samlede tusindvis af københavnere – og det var derfor ikke nogen tilfældighed, at den nybyggede Københavns Idrætspark i 1911 blev indviet med en kamp mod Sheffield Wednesday. Idrætsparken var det første stadion uden for Storbritannien, der var bygget som rent fodboldstadion uden atletikbane.

Da de Olympiske Lege tog fodbold på programmet og man derfor skulle udtage landshold, havde man gennem stævnekampene faktisk allerede kernen til et landshold i Danmark – og denne fordel blev omsat til guldmedaljer ved de præ-olympiske lege i 1906, samt sølvmedaljer i 1908 og 1912, hvor man begge gange tabte til englænderne i finalen.

8-0 og 10-0
På den ene side åbnede de olympiske lege for tanken om at sammensætte landshold; og på den anden side viste stævnekampene mod de engelske hold, at der var penge at tjene på internationale fodboldkampe. Med en fyldt idrætspark (14.000 tilskuere) var entréindtægten over 20.000 kr. Der var selvfølgelig også udgifter forbundet med kampene – men det skal ses i forhold til, at DBU’s årlige omsætning lå på 1.000 kr. I 1914 udgjorde overskuddet af landskampen Danmark – England 10.000 kr.

Det har sikkert været medvirkende til, at DBU i 1913 aftalte to landskampe mod Sverige. Imidlertid viste det sig, at det danske hold var knusende overlegent. Den første kamp i København blev vundet med 8-0 og returkampen i Stockholm med 10-0. Der skal helst være spænding om udfaldet, hvis en fodboldkamp skal være attraktiv, så i 1914 inviterede DBU i stedet det engelske amatørlandshold til København. Og i juni måned – knap 2 måneder før verdenskrigens udbrud – vandt Danmark 3-0. Mod verdens største fodboldnation. Det var ganske vist det engelske amatørlandshold, men der var dog spillere med fra nogle af de store, professionelle klubber. Danmark var virkelig en stormagt på tærsklen til verdenskrigen.

Danmarksmesterskabet aflyses
Da krigen brød ud i juli/august 1914 var hele Europa – også Danmark – i chok. Ville krigen også komme her? Ca. 50.000 mand blev indkaldt til en sikringsstyrke – og navnlig i lyset heraf valgte DBU at aflyse det danske fodboldmesterskab, som man året inden havde spillet om for første gang. Nogle hold ville formentlig være helt drænede for spillere pga. krigen. Men da månederne gik og krigen IKKE kom til Danmark, gjaldt det om at fordrive den kedsommelige ventetid for de indkaldte. Fodbolden fik et nyt boost, og Danmarksturneringen blev genoptaget i 1915.

Ironisk nok fortsatte den engelske fodboldturnering hele sæsonen 1914-15, hvorimod cricket- og rugbyturneringerne blev indstillet. Det førte til voldsom kritik af fodbolden og fodboldspillerne, at de ikke udviste patriotisme ved at indstille turneringen og melde sig til hæren. Men i modsætning til amatørerne i cricket og rugby, levede de professionelle fodboldspillere af deres sport. Skulle de – for en krig som man regnede med ville vare nogle måneder – ødelægge deres levebrød? Nej.

Matchfixing i England
Men i takt med at krigen trak ud, blev man klar over, at det ikke var muligt at holde gang i turneringen. Og denne erkendelse førte indirekte til en stor match-fixing skandale i England. Spillere fra Liverpool og Manchester United tog imod betaling for at lade deres indbyrdes kamp slutte 2-0 til United – et resultat som blev spillet påfaldende meget hos bookmakerne. Når spillerne lod sig friste, hang det bl.a. sammen med, at de var klar over, at turneringen – og deres kontrakter – ville blive suspenderet. Det gjaldt derfor om at finde andre indtjeningsmuligheder, mens tid var.

Ligesom de engelske fodboldspillere måtte kigge andre steder hen efter indtjening, måtte DBU også kigge andre steder hen efter modstandere. Der var en del lande, der var neutrale – og dermed potentielt havde mulighed for fodboldkampe. Bl.a. Holland og Spanien. Men det var både omkostningstungt og risikofuldt at vove sig ud i et Europa i flammer. Så udgjorde de skandinaviske nabolande Norge og Sverige et bedre bud, navnlig da man var klar over, at Sverige udviklede sig med stormskridt rent fodboldmæssigt.

Med til billedet hører nemlig, at Skandinavien (og navnlig Sverige) faktisk overordnet befandt sig i toppen af den internationale sportsverden. Ser man på medaljefordelingen ved de Olympiske Lege i 1912 – og opdeler man de deltagende nationer i Skandinavien, Det Britiske Commonwealth, amerikanske stater og ”Resten af verden” – var Skandinavien faktisk klart mest vindende. Ganske vist fandt legene sted i Stockholm, hvad der givetvis har givet skandinaver et fortrin – men alligevel.

”Svenskernes sygelige nationalitetsfølelse”
Dertil kom, at man allerede i ugerne op til krigsudbruddet 1914 havde fået skærpet den svensk-danske rivalisering. Danske og svenske klubhold spillede mod hinanden i sommerperioden, og under en kamp i Stockholm mellem B93 og Allmänna Idrotts Klub, havde danskerne truet med at udvandre i protest mod dommeren. Svenskerne rasede over den danske mangel på sportsånd, mens danskerne på deres side fordømte svenskerne for at være usportslige i deres spil.

Tilskuere uden for Københavns Idrætspark ca. 1922. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

Cand. Theol. Poul Andersen, der var med i kampen for B93, skrev efterfølgende i et harmdirrende indlæg i Politiken, at konsekvensen af svenskernes opførsel måtte være, ”at vi afholder os fra fodboldsamkvem med svenskerne, indtil de lærer også sportsligt at være gentlemen”. For at undgå misforståelser om nationale sym- og antipatier, understregede den unge teolog, ”at det selvfølgelig ikke var fordi vi var danske, vi blev behandlede således. En lignende medfart ville også være blevet de engelske eller tyske fodboldspillere til del. Skylden ligger hovedsagelig i svenskernes sygelige nationalitetsfølelse.”

Juni-grundloven sættes i skyggen
Det første møde med svenskerne fandt sted søndag d. 6. juni 1915 i Idrætsparken. Ekstra Bladet skrev dagen efter: ”I lørdags snakkede man her og der om, at Danmark har fået en ny Grundlov; men i går var der ingen, der skænkede den nye Grundlov en tanke. Nationens øjne var rettet mod Idrætsparkens bane, hvor vore gæve fodboldkæmper vandt landskampen med 2-0”.

Det mest bemærkelsesværdige ved kampen var, at der blandt de ca. 11.000 tilskuere var op mod 2.000 tilrejsende, højrøstede svenskere. Ekstra Bladet brugte både udtrykket ”sensation” og ”interessanteste fænomen”, da de beskrev, hvordan svenskerne havde udviklet et kampråb, der bestod i først at råbe de enkelte bogstaver S-V-E-R-I-G-E, og dernæst opsamle råbet i et samlet ”SVERIGE”. Navnlig i første halvleg havde dette kampråb gjaldet hver gang svenskerne udmærkede sig – det havde faktisk lydt både overmodigt og sejrsstolt – men i takt med, at Danmark fik scoret to gange i anden halvleg, blev det dog mere spagfærdigt.

Bjergningen af den engelske ubåd E.13. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

Politikens reporter beklagede sig over, at han hensynslyst blev vækket af sin middagslur i den lidt kedelige kamp af det ”svenske tribune-hylekor”. Udfordrede de svenske tilskuere de danske, så kunne reporteren dog berolige med, at det samme ikke var tilfældet på banen. ”Spørger man, om svenskerne er kommet vore spillere så meget nærmere i dygtighed, at der var fare for, at de skulle vinde over os, så må spørgsmålet hvis man skal være åbenhjertig og ikke tage noget høflighedshensyn, besvares med et absolut nej!”.

Den undvegne u-båds kaptajn
Inspireret af det store svenske fremmøde – og af at man havde hørt om overfyldte sportstog i Amerika – besluttede det nystartede månedsblad ”Sports-Magasinet” at arrangere en tur for danske fodboldtilhængere til returkampen i Stockholm søndag d. 31. oktober. Første del af turen var sejladsen over Øresund fra København til Malmø med afgang lørdag aften kl. 20. Sports-Magasinet chartrede et dampskib til at fragte de 1.000 fodboldtilhængere tilhængerne over sundet.

Også svenskerne arrangerede ekstratog til kampen i Stockholm. Deres udgik fra Göteborg. Foto: Sports-Magasinet nr. 8, 1915

Aftenen inden afgang var den internerede kaptajn fra den engelske u-båd, der var strandet på Saltholm, flygtet fra sit fangenskab på Orlogsværftet. Da det var en pinlig episode for det neutrale Danmark, holdt politiet derfor særligt øje med rejsende, der søgte at forlade Danmark. Da det senere viste sig, at det var lykkedes kaptajnen at komme til Sverige, bredte der sig det rygte, at han måtte være undsluppet i mængden af tilhængere på fodboldfærgen, hvor politiet ikke havde kontrolleret de ombordstigende. Senere forklarede kaptajnen ganske vist, at han havde forklædt sig som drager og havde båret bagage om bord på et skib – men den store mængde fodboldtilhængere havde gjort så markant et indtryk, at det i København var den mest plausible forklaring på, hvordan man kunne slippe uden om grænsebevogtningen.

Ryste-vogne
Efter ankomsten til Malmø gik turen videre med specialtog til Stockholm kl. 22 om aftenen. Denne del af turen havde allerede i planlægningsfasen voldt Sports-Magasinet større problemer end færgesejladsen. Der gik op til 10 dage, førend svenskerne svarede på de danske breve; og så ændrede de både på de aftalte priser og de aftalte tider for toget, så der undervejs måtte laves helt nye billetter.

Men det skulle blive værre endnu. For det første viste det sig, at af de 18 bestilte togvogne var kun 8 af den aftalte affjedrede type, mens resten var bumlevogne af meget ringe kvalitet. For det andet kunne svenskerne ikke overholde tiderne, så opholdet i Stockholm endte med at blive kortet ned fra 9 til 7 timer. Nok så væsentligt medførte det, at man nu først ankom i kirketiden kl. 11 i stedet for kl. 9 om morgenen – og det betød, at de svenske cafeer havde lukket. Også på tilbagevejen bevirkede forsinkelser, at et planlagt og særskilt betalt ophold i Mjölby for at spise blev kortet ned til 5 minutter. Arrangørerne havde forsøgt at gardere sig i forhold til denne situation ved at bestille smørrebrødskurve solgt i toget, men de kom aldrig – og der var ikke nok til alle af den bestilte kaffe.

Violinspil og magniumsbomber
Men de fleste tog strabadserne med godt humør. Der blev sunget – med sangforeningen ”Havblik” og en omvandrende violinspiller som omdrejningspunkter, spillet kort og lavet sjov – og fotografer gik op og ned gennem toget og affyrede deres magniumsbomber, der virkede som blitz, i bestræbelserne for at forevige den historiske rejse. En mand med spidst skæg fulgte i hælene på en fotograf og prøvede at komme med på alle billederne. En svensk karikatur-tegning viste det danske tog med råbende tilhængere og vajende dannebrog køre om kap med et svensk tog, der bragte tilhængere fra Norrköping til Stockholm, mens en ko vælter bondekonen, der prøver at malke den. ”Det er bestemt russerne!”, siger bondemanden skrækslagen ved synet af de invaderende horder.

Det var det sædvanlige mandlige publikum med hatte, som de svenske karikaturtegnere gengav. Sports-Magasinet nr. 8, 1915.

Efterhånden som natten skred frem blev det dog roligere. De fleste prøvede at få sig en lur i det proppede tog – i bagagenet eller på gulvet.

Grosserer, sportsstjerner og unge frøkener
Hvem var det så, der vovede sig ud på sådan en tur? Det var selvfølgelig fortrinsvis de kendte navne, der blev omtalt i avisreferaterne – men det tyder på, at det primært var det bedre borgerskab, selvstændigt erhvervsdrivende og vellønnede funktionærer. Blandt de opregnede var der bankassistenter, flyvere, forsikringsagenter, grosserer, guldsmede, håndværkere, journalister, kunstnere, kontorchefer, sportsstjerner og vognmænd. Enkelte firmaer havde købt billetter til hele personalet, bl.a. et forsikringsselskab.

De fleste deltagere betegnes som ”unge sportsmænd” – men selvom mændene da også klart var i flertal, var der også kvinder med. Nogle af mændene havde taget deres koner med, mens andre kvinder rejste alene, bl.a. tennisspilleren fru Sandby og frøkenerne Harriet Hansen og Helene Rønholdt.

Fodboldturister

Fodboldtilhængere uden billet kravler over plankeværket, ca. 1920. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

Der var enkelte, der beklagede sig over de ukomfortable forhold. Det var fortrinsvis københavnere, der ikke var taget med for at se fodboldkampen, men som havde benyttet sig af den gode og billige lejlighed til at komme til Stockholm. Normalt kostede en togbillet til Stockholm 30 kr., men her fik man hele turen for kun 12 kr. Turisterne susede straks af sted på sightseeing på egen hånd, mens hoveddelegationen med danske flag i hattene tog ud på stadion og købte billetter til kampen – og derefter videre i svømmehal og på restaurant før kampen, der begyndte allerede kl. 14. Efter kampen fik alle dog set både Skansen, Slottet og den gamle bydel, inden man sluttede af med middag og postkortskrivning før hjemrejsen kl. 18.

Uden billet
Sports-Magasinet understregede, at billetter til kampen ikke var en del af pakken, hvad man måske kan undre sig over. Tænk hvis man ikke kunne få plads? Men man havde endnu ikke oplevet, at en kamp mellem Danmark og Sverige samlede fuldt hus – det var kun englænderkampe. Men den intense stemning omkring disse første kampe medførte, at allerede denne kamp endte med at blive udsolgt. En ung kvinde, der egentlig havde taget turen som ren turistrejse, blev grebet af fodboldfeberen, da hun hørte, at der nu var udsolgt til kampen – nu ville hun også ind og se den!

Der var en grund til, at ståpladser var billige. Der var ikke ofret mange penge på sikkerhed. Formentlig fra Københavns Idrætspark ca. 1920. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

Derudover forklarede Sports-Magasinet, at man ville lade det være op til den enkelte deltager på turen at vælge sig en plads på stadion. Om det skulle være en billig ståplads til en krone eller en god siddeplads til to eller tre. Den største del af danskerne valgte dog tilsyneladende at holde sig samlet, så de sammen kunne råbe et nyt kampråb, de havde udviklet på turen. En karikatur af det svenske kampråb, hvor man efter bogstaverne ”S-V-E-R-I-G-E” tilføjede ”H-P – hænger på’en!”. Og i takt med at mulighederne for en svensk sejr ebbede ud, blev det danskernes råb, der dominerede fra tribunerne.

Meldinger fra kampen
Hjemme i Københavns Idrætspark blev en slags b-landskamp spillet samtidig med hovedkampen. Helsingborg spillede mod et hold af tilbageblevne B93- og Frem-spillere. Interessen under denne kamp samlede sig dog primært om en råber, der mellem søjlerne på den store tribune gav meldinger fra Stockholm. Ud over meldinger om de danske scoringer fortalte han bl.a. at ”kampen overværes af Kong Gustaf, Kronprinsen, Prins Eugen og grosserer Lichtinger”; ”smedemester Andersen fra firmaet Sophus Berendsen har under ubeherskede begejstringsudbrud mistet sin hat”, ”det er allerede nu lykkedes hr. Andersen at få ’en hat’ på, som han har svoret ikke at skille sig af ved på denne side af København”, ”På dette tidspunkt blev cigarhandler Faber udvist af banen, fordi han var kommet i en ubehersket disput med Prins Eugen om et off-side spørgsmål”.

Bange anelser
Danskerne vandt altså endnu en gang, men Sports-Magasinet konstaterede med bange anelser, at selvom svenskerne stadig spillede Queens Park-spil, ligesom danskerne havde gjort indtil de fik bedre læremestre i de professionelle engelske hold, var deres fremgang markant. Der var ingen tvivl om, at den svenske træningsenergi inden længe ville bringe dem foran i fodbold ligesom i alle andre sportsgrene. ”En gang vil Sverige være verdens førende nation på alle sportsområder”. I Danmark derimod spiste vi for godt, og sportsenergien gik tabt i den gode danske mad.

Og de bange anelser blev bekræftet allerede til næste svenskerkamp i Stockholm. I oktober 1916 tabte Danmark med 4-0! Det skete samtidig med, at de to blodigste slag i første verdenskrig endnu var i gang – slagene ved Verdun og Sommes.

Et tabt slag
Dagbladet Politiken kommenterede det danske nederlag i 1916 således: ”Sporten har en evne til at besætte sine tilhængere, gøre dem til fanatikere, der går således op i denne interesse, at de store sportsbegivenheder for dem bliver vigtigere end et slag på Vestfronten. Man må da til en vis grad regne med denne interesse, med de kræfter og de stemninger, der sættes i bevægelse af den. Landskampen er blevet noget mere end en almindelig fodboldkamp mellem 22 unge mennesker.”

Derefter analyseres nederlaget, og den bedre svenske forberedelse fremhæves, inden avisen slutter med:

Interessen for kampe mellem de danske og svenske topklubber var også stigende. Billedet viser en pakket Københavns Idrætspark til kampen mellem Frem og Göteborg d. 21. april 1916. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

”Man skal lære af et nederlag. Der er adskillige af de krigsførende magter, der har lært så godt, at de nu formår at yde kraftanstrengelser, der for et par år siden ansås for umulige. I den lille og venskabelige sportskrig med vore naboer har vi lidt et nederlag. Det skal vi lære af. Vi skal ikke lære at spille fodbold af svenskerne, for det kan vi, trods alt, måske endnu bedre, end de kan. Men vi skal lære at gøre os de yderste anstrengelser, for at det næste gang bliver os der vinder.”

En uheldig rejsearrangør
Måske hang det danske nederlag i 1916 også sammen med, at der denne gang ikke var medrejsende tilhængere. Sports-Magasinet havde i det forløbne år – beruset af den første succesfulde tur – forsøgt at arrangere ture til skihop ved Holmenkollen og landskamp i Oslo, men havde ikke fået nok tilmeldinger. At turen til Stockholm 1916 ville blive til noget, var man dog ret sikker på. Det var jo noget særligt. Men med kun 480 tilmeldinger en uge før, aflyste Sports-Magasinet. Der skulle 625 til for at det hele løb rundt med lejen af dampskibe og tog.

Da Danmark mødte Sverige i Københavns Idrætspark d. 2. juni 1918 var interessen så stor, at tilskuere kravlede op på tribunetaget for at se med. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Holger Damgaard.

Og få måneder efter indstillede Sports-Magasinet sine udgivelser på ubestemt tid og tilbagebetalte købte abonnementer. Redaktøren var blevet kapret til et nyt eksperiment. En ny dansk avis ville slå sig op på stærke sportssider – BT. En gruppe skuffede fodboldtilhængere prøvede at lave en privat forening, hvor de hver måned indsatte 1-2 kr. Det ville forhåbentlig kunne bruges til en årlig fodboldtur. Denne forening har ikke sat sig nogen spor. Men svenskekampene havde nu antaget en betydning, så det var dem, der var årets sportsbegivenhed frem til de professionelle tilstande og landsholdets nye succes fra 1980’erne med deltagelse i de store slutrunder.

Luk Menu