Fodbold under Franco – 1939-1975

På et gammelt fotografi ser man en slidt herre med fuldskæg vise general Franco rundt i ruinerne af den gamle fæstning Alcázar i Toledo. Manden er oberst José Moscardó Ituarte, som sammen med omkring 1.000 tilhængere af den militære opstand holdt stand i 70 dage mod de republikanske militsers belejring. Alcázar blev et symbol på nationalisternes kamp mod ”de røde horder”. I efteråret 1936 rykkede Francos styrker frem sydfra mod Madrid, men tog omvejen over Toledo for at høste den propagandagevinst, der lå i at undsætte de heltemodige forsvarere i murbrokkerne. Verdenspressen var på plads, da Moscardó den 27. september 1936 udtalte de berømte ord: “Sin novedad en el Alcázar, mi General” – intet nyt fra Alcázar.

Denne begivenhed, samt en forkærlighed for lerdueskydning og ridning, var oberst Moscardós væsentligste kvalifikationer, da han efter borgerkrigen blev sat i spidsen for Franco-regimets organisation for sport, Delegación Nacional de Deportes (DND), og dermed også for spansk fodbold. Formelt set blev al sport derved underlagt Falangen, det vil sige, at fodbolden fremover skulle udfolde sig inden for rammer udstukket af en fascistisk organisation. Umiddelbart var der dog mere påtrængende problemer at tage sig af.

De materielle ødelæggelser var enorme, økonomien var gået i stå, og folk sultede, og ikke mindst havde krigen haft store menneskelige omkostninger. Den engelske historiker Paul Preston har anslået, at omkring 200.000 mennesker mistede livet under kamphandlingerne. I løbet af krigen blev yderligere 150.000 republikanere slået ihjel under nationalisternes udrensninger, mens 50.000 blev dræbt bag de republikanske linjer. Efter krigen var 400.000 flygtet ud af landet, og et tilsvarende antal sad i Franco-regimets fangelejre. Mange af dem blev henrettet. I 2012 åbnede den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón 114.000 sager om folk, som var blevet dræbt eller var forsvundet i perioden frem til Francos død i 1975. Alle disse tal skal sammenholdes med, at Spanien i 1936 havde en befolkning på omkring 25 millioner mennesker. Dødstallene er stærkt omstridte, og fraværet af troværdige kilder gør det tvivlsomt, om det overhovedet kan lade sig gøre at komme til bunds i sagen.

De katastrofale samfundsforhold blev efter Anden Verdenskrig forstærket af at Spanien som følge af Francos støtte til Aksemagterne isoleredes internationalt. Økonomien blev baseret på princippet om selvforsyning, hvilket førte til en ekstrem vareknaphed. Alle er derfor enige om, at Spanien i 1940’erne var på afgrundens rand.

Falangen, som lå i evig strid med militæret og monarkisterne, fik først og fremmest ansvaret for sporten, fordi området var så ubetydeligt, at man antog, de ikke kunne lave de store ulykker. Regimet fik først på et senere tidspunkt øjnene op for de muligheder, der lå i at udnytte folkets interesse for fodbold til egen fordel. Ikke desto mindre kom José Moscardó hurtigt under pres for at få gang i de spanske fodboldturneringer. Der var stort set ingen anden underholdning under genopbygningen efter krigen, og allerede i maj 1939 afviklede man den første pokalturnering, mens ligaen blev genoptaget i oktober samme år. 

Den blå periode
Det er kendetegnende, at alle udnævnelser i denne periode var politiske. Den første præsident for fodboldforbundet RFEF efter borgerkrigen, oberst Julio Troncoso Sagredo, var krigshelt fra borgerkrigen og blev i 1941 stabschef for División Azúl – Den Blå Division – som tog til Østfronten for at kæmpe på tysk side. Moscardó udnævnte i alt 9 præsidenter på 15 år: 6 falangister, 2 officerer og 1 læge fra División Azúl. De var alle sammen berygtede for at mangle initiativ, og ingen af dem vidste det mindste om fodbold. Resultatet blev, at spansk fodbold helt frem til Francos død i 1975 var underlagt et tungt bureaukrati med en uinspireret og dårlig ledelse. Dette kan i nogen grad forklare det spanske landsholds elendige resultater. Ydermere undlod regimets folk at investere i sportsfaciliteter – i modsætning til fascismens Italien og det nationalsocialistiske Tyskland, hvor de store anlæg blev brugt som led i mobiliseringen og den fysiske opdragelse af befolkningen. Dette førte til, at spansk fodbold helt overvejende var en publikumssport. Desuden måtte alle initiativer – herunder stadionbyggerier – udgå fra klubberne.

Alle fodboldklubber fik efter borgerkrigen indsat en ny, politisk udnævnt bestyrelse bestående af folk, som regimet stolede på. Og samtidig med ensretningen og den hårde undertrykkelse overalt i samfundet, blev der skruet op for symbolerne, for at det ny styre kunne vise, hvem der bestemte. I hele Spanien – også inden for fodbolden – er årene frem til 1948 kendt som Den Blå Periode opkaldt efter Falangens blå skjorter. Delegación Nacional de Deportes indførte hilsen med strakt arm før alle kampe, som også blev indledt med et ¡Arriba España! – Spanien leve! – og falangisternes sang Cara al Sol – Ansigtet mod Solen:

Cara al Sol con la camisa nueva […] ¡Arriba, escuadras, a vencer, que en España empieza a amanecer! ¡España una! ¡España grande! ¡España libre! ¡Arriba España!

(Ansigtet mod solen i min ny skjorte […] Fremad, delinger, mod sejren, for at en ny dag kan gry i Spanien! Et forenet Spanien! Et mægtigt Spanien! Et frit Spanien! Spanien leve!)

Moscardós folk satte også ind for at udrense udenlandsk indflydelse på spansk fodbold. I 1941 blev engelske begreber som offside omdøbt til fuera de juego, córner blev til saque de esquina og referí til árbitro, mens klubnavnene Sporting Gijón og Athletic fremover kom til at hedde Deportivo Gijón og Atlético Bilbao. FC Barcelona og Sevilla FC måtte ændre deres Football Club til det castilianske Club de Fútbol. I samme periode stillede det spanske landshold op i blåt. Og selv om de falangistiske symboler efter 1948 gradvist blev nedtonet, og bevægelsen mistede indflydelse, viser RFEF’s arkiver, at omkring halvdelen af forbundets ansatte helt frem til Francos død i 1975 var medlemmer af Falangen.

Spansk fodbold oplevede også en mere konkret militarisering, da Atlétic Madrid blev lagt sammen med flyvevåbnets bedste hold under navnet Atlético Aviación. Under den tidligere målmand Ricardo Zamoras ledelse vandt klubben de to første mesterskaber efter borgerkrigen. På den tid kunne man også høre angrebskæder omtalt som Los Stukas (Sevilla CF) efter Luftwaffes berygtede jagerfly, Los Cinco Mosqueteros – De Fem Musketerer (Español) og Los Cinco Artilleros – De Fem Artillerister (Bilbao).

Regimet hyldede det kraftfulde ideal om la furia española – den fysisk betonede spillestil, som refererer til de spanske troppers voldsomme plyndring af Antwerpen i 1576 og sølvmedaljerne ved OL samme sted i 1920 – men den lange pause under krigen, de mange dræbte og folk, der var flygtet, havde sat spansk fodbold alvorligt tilbage. Man skulle et godt stykke ind 1940’erne, før en ny generation af spillere slog igennem. De elendige idrætsfaciliteter spillede naturligvis også en rolle, og det stod endnu værre til inden for de øvrige sportsgrene. I hele Francos regeringstid fra 1939 til 1975 vandt Spanien kun fem medaljer ved De Olympiske Lege – 1 guld, 2 sølv og 2 bronze.

Men selv om kvaliteten af spillet på banen var behersket, strømmede folk til fodbold. I juni 1942 blev det således anslået, at der var en belægning på 80 % til kampene i første og anden division. Folk måtte slide i det fra morgen til aften for at overleve, og i den sparsomme fritid var der ikke andet at lave. Alternativet var at gå i biografen for at se heroiske spillefilm om borgerkrigen – Sin novedad de Alcázar, for eksempel – eller se andalusiske musicals med sangerinder som Lola Flores, Conchita Piquer og Carmen Sevilla, og det kan jo tage humøret fra enhver. Når søndag stadig er den foretrukne fodbolddag i Spanien, er det i øvrigt et levn fra dengang, hvor lørdag var fuld arbejdsdag.

Mange spillere støttede Franco – befolkningens sympati var omtrent delt midt over under borgerkrigen – og regimet vidste, hvordan man bankede folk på plads. Før en venskabskamp mod Schweiz i 1948 – det vil sige i slutningen af de hårde år under Den Blå Periode – fik det spanske landshold besøg i omklædningsrummet på Hardturm Stadion i Zürich. Den pågældende officer bad holdet om at udvise cojones y españolía – nosser og spansk karakterstyrke – og det fik Manuel Fernández Fernández, bedre kendt som Pahíño, til at slå en høj latter op. Det kostede den daværende ligatopscorer fra Celta Vigo landsholdskarrieren og en tur til VM i 1950. Pahiño var i øvrigt kendt for at læse illegale udgaver af Tolstoj og Dostojevskij, som han købte under disken, når han var i Barcelona.

Regimets folk blandede sig overalt. De fleste kender efterhånden den berømte episode før den anden semifinale i pokalturneringen – nu Copa de Su Excelencia el Generalísimo – mellem Real Madrid og FC Barcelona i 1943. Det var her en højtstående officer eller politimand mødte op i Barcelonas omklædningsrum på Estadio Chamartín. Mange mener, at den pågældende var chefen for sikkerhedspolitiet, José Finat y Escrivá, men ingen kan med sikkerhed sige, hvem der var tale om. Barcelonas daværende reservemålmand, Fernando Argila, har fortalt, at der var en fjendtlig stemning på stadion, og at Barcelona-spillerne fik en tydelig advarsel om, at der ”ikke måtte ske noget”. Truslen virkede. Barcelona-spillerne holdt en meget lav profil, og Real Madrid vandt med 11-1. Kampen blev i øvrigt spillet i en øredøvende larm fra de fløjter, som var delt ud til tilskuerne, og Barcelonas spillere blev i alle 90 minutter bombarderet med kasteskyts. Catalanerne havde hjemme på Les Corts vundet med 3-0 i den første kamp, som blev afviklet i en lige så ubehagelig atmosfære. Her blev tilskuernes vrede dog ikke alene rettet mod Real Madrids spillere og dommeren, men også mod præsidentlogen og klubbens egen – regimetro – bestyrelse.

Francos hold?
Kampen i Madrid er et af evangelierne i fortællingen om striden mellem Catalonien og Real Madrid. Men beviser den episode, at diktaturet greb systematisk ind til fordel for Real Madrid? Eller sagt på en anden måde: Er det rigtigt, at Real Madrid var Franco-regimets hold? Og hvis det var tilfældet, hvordan kan det så være, at der gik 15 år, før Real Madrid vandt sit første mesterskab efter afslutningen på Den Spanske Borgerkrig?

Før 1936 vandt klubben to af sine foreløbig 32 spanske mesterskaber – i sæsonerne 1931-32 og 1932-33. Samtidig vandt de hvide merengues – marengsene – den spanske pokalturnering syv gange i perioden 1902-1936, og man rådede i 1930’erne over et af verdens bedste forsvar med backen Jacinto Quincoces og målmanden Ricardo Zamora i spidsen.

Perioden 1939-1953 bød på hæderlige, men meget svingende resultater, og klubben var to gange ved at rykke ned i 2. division. Værst var 11. pladsen i sæsonen 1947-1948, hvor Sabadell og Real Madrid kun var 2 points fra Real Sociedad og Sporting Gijón på nedrykningspladserne. I samme periode spillede holdet fire pokalfinaler, hvoraf de to blev vundet (1946 og 1947). Frem til sæsonen 1953-1954 var Real Madrid således et udmærket hold, men ikke noget særligt. For eksempel er det påfaldende, at to af de mest prominente udlændinge i spansk fodbold – Den Sorte Perle, marokkaneren Ben Barek, og Henry Garvis Carlsson, der vandt guld med Sverige ved OL i 1948 – begge spillede i Atlético Madrid, som blev mestre i 1949-50 og 1950-51. I øvrigt med trænerlegenden Helenio Herrera på sidelinjen. I den sidstnævnte sæson slog Atlético Real med 6-3 på udebane og 4-0 hjemme. Samme år sluttede den tidligere B1903’er Børge Mathiesen på en 10.-plads i ligaen med Racing Santander – en plads under Real Madrid – men det er en anden historie.

I 1950 ankom den blændende ungarer Ladislao Kubala til Barcelona, hvor han i 1951-53 førte an i det, der kaldes La Época de Las Cinco Copas – perioden med de 5 pokaler: To gange el doblete – det spanske mesterskab og pokalturneringen – samt en Copa Latina, en forløber til Europa Cup’en, der blev spillet mellem de bedste hold i Italien, Frankrig, Portugal og Spanien. Verden lå for Barcelonas fødder.

Men i samme periode blev grunden lagt til de forandringer, der skulle gøre Real Madrid til verdens største fodboldklub. I 1943 blev Santiago Bernabéu de Yeste præsident i Real Madrid. Han oprustede på flere fronter. Som det første sørgede han for at få en række folk ind i klubbens bestyrelse, som sad på nøgleposter i Franco-regimets Spanien – blandt andet repræsentanter for de store banker og kontakter i den spanske udgave af Valutacentralen.

Næste punkt på dagsordenen var et tidssvarende stadion, som skulle sikre de indtægter, der var nødvendige for at drive en storklub. Real Madrid havde ført en omflakkende tilværelse med hjemmebane på så forskellige steder som den gamle galopbane, pladsen foran den gamle tyrefægterarena ved Goya, Campo de O’Donnell og cykelbanen i Ciudad Lineal – stadions, der kunne rumme 5-14.000 tilskuere. I 1924 flyttede klubben til Chamartín i den nordlige del af byen, der hvor Estadio Bernabéu ligger i dag, blot lå banen parallelt med gaden Calle del Padre Damián. Det gamle Estadio Chamartín havde plads til 15.000 tilskuere. Gennem sine kontakter i bankverdenen fik Bernabéu – på et tidspunkt, hvor landets økonomi var i knæ – rejst kapital til et nyt stadion, og i 1944 begyndte byggeriet af Nuevo Estadio Chamartín. Der var en ekstrem mangel på byggematerialer, men det lykkedes at skaffe cement til de ny tribuner, blandt andet ude fra Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – hvor krigsfanger opførte det kolossale mindesmærke over Franco-sidens faldne under borgerkrigen. Anlægget i Chamartín blev drejet cirka 45 grader, så det i dag ligger parallelt med den store Paseo de Castellana. Ved indvielsen i 1947 var der plads til 75.000 tilskuere, men allerede i 1954 var kapaciteten udvidet til 125.000. Alt fungerede nu i Real Madrid, undtagen fodboldholdet.

Den Blonde pil
Den sidste brik i puslespillet faldt på plads, da Alfredo di Stéfano ankom til Madrid i sensommeren 1953. La Saeta Rubio – Den Blonde Pil – skulle vise sig at blive en af de allerbedste spillere, der nogensinde har betrådt en fodboldbane. Som udgangspunkt var argentineren Di Stéfano en klassisk centerforward med et blændende blik for spillet. Han scorede mange mål, men uhørt for sin tid trak Di Stéfano gerne tilbage i eget straffesparksfelt for at hjælpe forsvaret, og han blev med sin bevægelighed et forbillede for Johan Cruyff og den hollandske totalfodbold i 1970’erne. Det hold, der efterhånden blev samlet i Madrid, omfattede verdensstjerner som Francisco Gento, Raymond Kopa og senere Ferenc Puskás.

De begivenheder, der førte til, at Alfredo di Stéfano endte i Real Madrid, var ikke for sarte sjæle; men der har altid været hård konkurrence om de bedste spillere, så det var ikke noget særsyn. I 1946 snuppede Santiago Bernabéu midtbanespilleren Luis Molowny for næsen af Barcelona. Ifølge overleveringen læste Bernabéu under en rejse i Catalonien den lokale avis La Vanguardia, som fortalte, at Barcelona forhandlede med Molowny. Derefter beordrede Bernabéu omgående sin sekretær til Las Palmas for at skrive kontrakt med spilleren. I 1950 kom Barcelona til gengæld Real Madrid i forkøbet, da catalanerne – med regimets medvirken – sikrede sig Ladislao Kubala. Den handel vender vi tilbage til nedenfor.

Alfredo de Stéfano forlod sin klub River Plate under en spillerstrejke i den argentinske liga i sommeren 1949 for at skrive kontrakt med den colombianske klub Los Millonarios fra Bogotá. I løbet af 1952 begyndte både CF Barcelona og Real Madrid at interessere sig for Di Stéfano, som blandt andet scorede to mål, da Los Millonarios besejrede Real med 4-2 i kongeklubbens 50-årsjubilæumsturnering det år. Alfredo di Stéfano ville meget gerne spille for Barcelona, som i foråret 1953 hentede ham til byen, da argentineren ville ud af sin kontrakt i Bogotá. Mens Di Stéfano og hans familie ventede i Barcelona, skrev catalanerne kontrakt med River Plate, som havde rettighederne til spilleren. Samtidig betalte Real Madrid en klækkelig overgangssum til Millonarios for argentineren. Selv om Barcelona helt åbenlyst havde retten på sin side, gik sagen i hårdknude.

Efter flere forviklinger endte den spegede sag på et regeringsmøde i Francos ferieresidens i Galicien, hvor det blev bestemt, at Barcelona og Real Madrid skulle dele kontrakten med Alfredo di Stéfano. Han skulle først spille en sæson for Real Madrid, så en for Barcelona, derefter tilbage til Madrid og så videre til og med sæsonen 1957-1958, hvorefter han frit kunne vælge, hvor han ville fortsætte.

Sagen er udførligt beskrevet i bogen El caso Di Stéfano. Toda la verdad sobre el caso que marcó una época – Sagen Di Stéfano. Hele sandheden om sagen, som definerede en epoke. De to forfattere, Xavier G. Luque og Jordi Finestres, har været i arkiverne, og de kan derfor dokumentere det videre forløb:

FC Barcelonas præsident Martí Carreras var hårdt presset af sin egen bestyrelse, som insisterede på, at klubben skulle stå på sin ret. På et møde i fodboldforbundet fik han imidlertid at vide, at klubbens holdning kunne få indflydelse på, om man fik tilladelse til at opføre et nyt stadion til afløsning for det utidssvarende Les Corts. Desuden blev Martí Carreras truet på sit levebrød. Hvis ikke han makkede ret, ville den spanske valutacentral gøre det meget vanskeligt for hans tekstilfabrik at importere klæde: ”Vær nu fornuftig. De har jo familie…”

Den 23. oktober 1953 afstod FC Barcelona formelt Alfredo di Stéfano til Real Madrid. To dage senere scorede den blonde argentiner to mål og lagde op til yderligere to, da Real Madrid på hjemmebane bankede Barcelona med 5-0. Sejren markerede et magtskifte i spansk fodbold, og Di Stéfanos betydning kan ikke overvurderes. Ikke alene i Madrid, men i spansk fodbold som helhed er der et før og et efter Alfredo di Stéfano. Uden La Saeta Rubia havde Real Madrid vundet ligaen 2 ud af 22 gange. Da han kom til, vandt klubben 8 ud af 11 mesterskaber – de to første i sæsonerne 1953-1954 og 1954-1955 – og blev dermed Spaniens repræsentant i den første Europa Cup for mesterhold, som begyndte netop i 1955. Den turnering vandt Real Madrid fem år i træk. Højdepunktet var den episke 7-3-sejr i 1960 over Eintracht Frankfurt på Hampden Park i Glasgow.

De hvide ambassadører
Real Madrids sejre i Europa faldt sammen med landets langsomme åbning mod omverdenen. I sommeren 1953 underskrev Spanien et såkaldt konkordat med Vatikanet, hvilket i praksis var den første officielle internationale anerkendelse af Francos styre. I september samme år indgik Franco og USA’s præsident Eisenhower en aftale om militært og økonomisk samarbejde. Aftalen, som blandt andet omfattede amerikanske militærbaser på spansk jord, skal ses på baggrund af Den Kolde Krig, hvor Franco udmærkede sig ved ikke at være kommunist. Der var tale om et internationalt gennembrud efter mange års isolation. Eisenhower blev meget populær i Spanien, hvor man kunne se hærdede tilhængere af diktaturet gå rundt med de kendte nålemærker fra den amerikanske valgkamp, hvor der stod ”I Like Ike”.

USA’s tilnærmelser kom i sidste øjeblik. Selvforsyningspolitikken havde fastholdt den spanske befolkning på et eksistensminimum, og meget mod sin vilje måtte Franco i 1957 overlade den daglige økonomiske ledelse til en teknokratregering. Ifølge overleveringen var det udslagsgivende, at en embedsmand gjorde Franco det begribeligt, at man igen ville se generatordrevne biler gaderne, hvis ikke der skete noget drastisk.

Aftalerne med Pave Pius XII, præsident Eisenhower og Alfredo di Stéfano – alle sammen i 1953 – åbnede døren til den internationale scene for Franco. Regimet havde desperat brug for udenlandske investeringer og for at vise verden et positivt billede af sig selv. Her passede Real Madrids hvide spilledragter og overdådige spil meget fint ind. Alle holder med et hold, der vinder, og udbredelsen af fjernsynet i løbet af 1960’erne gjorde Real Madrid til Spaniens ambassadører. Derfor er det ikke underligt, at Real Madrid og Franco-regimet fik sammenfaldende interesser. Men er det nok til at kalde Real Madrid for Francos hold?

VIP-logen på Estadio Santiago Bernabéu myldrede med folk fra regimets top, men dette er ikke i sig selv et bevis, for i nyere tid har samfundets spidser gået til fodbold overalt i verden. Det er også et interessant tankeeksperiment at forestille sig reaktionen, hvis alle generalerne var blevet afvist i døren. Real Madrid hævder selv at være upolitisk. Den tidligere vicepræsident for klubben, Raimundo Saporta, er blevet citeret til kvalmegrænsen for, at klubben altid har respekteret de siddende magthavere. I 1902 var det Kong Alfonso XIII, i 1931 Republikken, i 1939 Franco og fra 1975 Kong Juan Carlos. Og det er et meget bekvemt synspunkt, for hvem kan indvende noget mod det? Gennem årene er der også mange tidligere spillere, som har lagt afstand både til Franco og til påstanden om, at Real Madrid var regimets forlængede arm – Vicente del Bosque er et godt eksempel. Desuden har Real Madrid mange gange selv følt sig dårligt behandlet af partiske dommere – de fleste har for eksempel hørt om pokalnederlaget til FC Barcelona i 1968, hvor Madrids tilskuere i vrede over de urimelige kendelser overdængede dommeren og Barcelonas spillere med flasker i det, der senere er gået over i historien som La final de las botellas. På det symbolske plan er det dog ikke så afgørende, om der er hold i beskyldningerne. For der er en pointe i, at Real Madrid udadtil er kommet til at fremstå – er blevet dæmoniseret, om man vil – som regimets hold, og dermed bliver et fjendebillede, alle andre kan spejle sig i.

I realiteternes verden er det mere præcist at sige, at Santiago Bernabéu var regimets mand, og at han brugte regimet og de personlige forbindelser, som han havde i magtens korridorer – og det er der ingen tvivl om, at han gjorde. Selv om mange af generalerne ikke vidste meget om fodbold, fik regimet efterhånden en interesse i at styrke sporten. I en situation med voldsom undertrykkelse blev fodbold en ventil, hvor folk for eksempel kunne svinge det baskiske eller catalanske flag på lægterne. Det er den gamle sang om brød og skuespil, og det er på den baggrund, man skal se styrets hjælp til alle de store klubber, for eksempel også til Barcelona. Derfor kan man også med nogen ret hævde, at FC Barcelona blev et våben ikke blot for catalanerne, men også for Franco.

Ladislao Kubala kom således som sendt fra himlen, da han i 1950 søgte asyl som flygtning fra det kommunistiske Ungarn. Franco-styret hjalp uden at blinke Barcelona med at ordne formaliteterne med det internationale fodboldforbund FIFA, og på rekordtid fik Kubala nyt pas, så han kunne spille for det spanske landshold. Det så godt ud i aviserne – både ude og hjemme – at folk søgte tilflugt i Francos Spanien. Senere fik FC Barcelona – uden indblanding fra det spanske fodboldforbund – tilladelse til at sælge sin gamle hjemmebane Les Corts for at finansiere købet af en byggegrund til et nyt stadion, Camp Nou. Det er derfor vanskeligt at påstå, at regimet systematisk modarbejdede Barcelonas interesser.

Ser man på resultaterne frem til 1953, var Real Madrid et ordinært hold. Vendepunktet kom i 1954, hvor klubben vandt mesterskabet – og her er timingen afgørende: For herfra bevægede Real Madrid sig ud i verden og ind i historiebøgerne. Franco blev først interesseret, da de hvide begyndte at vinde. Derfor var det strengt taget et tilfælde, at det lige blev Real Madrid og ikke Atlético Madrid eller FC Barcelona, der kom til at indtage rollen som verdens bedste – og regimets – fodboldhold. Men den slags er der naturligvis mange meninger om – ikke mindst i Barcelona.

Roque Olsen
Når man lader øjnene løbe ned over Real Madrids holdopstillinger fra den periode, støder man på det danske navn Olsen. Denne Olsen spillede i perioden 1950-1957 110 kampe og scorede 60 mål for Real Madrid. Senere blev han træner, og Henning Jensen var ude for ham et par gange, da han var i Real Madrid: — Jeg kan godt huske ham. Det lød dansk. I begyndelsen tænkte jeg: Olsen, er det en, jeg kender? Hvem var denne mand?

Det drejer sig om innerwingen Roque Germán Olsen Fontana fra Argentina. Han blev født den 9. september 1925 i den lille stationsby Estación de Viale, men voksede op i Sauce de Luna godt 150 kilometer mod nordøst. Begge byer ligger ca. 400 kilometer nord for Buenos Aires i provinsen Entre Ríos – et fladt landbrugsområde, som grænser op til Uruguay. En gennemgang af Roque Olsens fødselsattest, lokale kirkebøger og Vejviser over Danske i Argentina fra 1904 afslører, at Roque Olsens bedstefar, Peter Olsen, var født i Danmark. Han optræder som Pedro Cristiano Olsen, født ”omtrent 1862”, søn af Cristiano (Christian) Olsen og Hinsina (Hansigne) Madsen. Databasen over indvandringen i Latinamerika, CEMLA, og skibslister fra Hamborg viser, at Peter Olesen den 17. maj 1885 var ombord på dampskibet ”Corrientes”, da det afgik fra Hamborg med kurs mod La Plata, Argentina, hvor det ankom den 15. juni 1885. Det Danske Udvandrerarkiv i Aalborg kan tilføje, at Peter Olsen står opført som landmand fra Horsens. Det bekræftes af Byarkivet i Horsens, og der forestår nu en større eftersøgning i kirkebøger fra Horsens og omegn for at finde det sogn, Peter Olsen kom fra.

Tilbage står, at Peter Olsens barnebarn, Roque Germán Olsen, efter en kort karriere i de argentinske klubber Tigre og Racing Club skiftede til Real Madrid. Her havde han sine bedste sæsoner i årene mellem 1951 og 1954. Olsen scorede blandt andet to mål i den berømte 5-0 sejr over FC Barcelona kort efter Alfredo di Stéfanos kontroversielle ankomst til klubben. Sæsonen efter blev Roque Olsen ramt af en alvorlig knæskade. Han forlod klubben i 1957 og spillede nogle sæsoner på et lavere niveau i Córdoba. Roque Olsen havde et heftigt temperament og fik tilnavnet el tanque – Kampvognen – på grund af sin imponerende fysik og en brændende vilje til at vinde. I omklædningsrummet greb han gerne taktiktavlen, og han var en lederskikkelse på holdet.

Fra 1958 og frem til sin død i 1992 trænede Olsen klubberne FC Barcelona, Real Zaragoza, Sevilla, Celta Vigo, Deportivo La Coruña, Recreativo Huelva, Elche, Las Palmas og Cádiz. I den periode var han kendt som el sargento de hierro – Jernsergenten – og det fortælles, at hvis bare man gjorde, som han sagde, var der ingen problemer. Roque Olsen mente ikke selv, at han var hård: ”Jeg er bare meget disciplineret.” Selv om han i 1966 vandt Messeby-turneringen med FC Barcelona, blev hans to sæsoner i klubben aldrig nogen succes. Unge spillere som Rexach skulle spilles ind på holdet, men Olsens facon og temperament gjorde ham upopulær i truppen. Blandt andet mente han ikke, at Carles Rexach var god nok til at spille topfodbold. Rexach fremstår i dag som en de bedste spillere i klubbens historie. Trods en hæderlig andenplads var den følgende sæson en katastrofe – FC Barcelona kalder den selv for un desastre – og han blev fyret.

Olsen med de danske aner scorede sit sidste mål for Real den 19. april 1956 i semifinalen mod AC Milan i den første Europa Cup nogensinde. Real Madrid vandt kampen med 4-2. Han døde den 15. juni 1992 og ligger begravet på Cementerio Municipal San Fernando i Sevilla, helt oppe i den nordlige ende, hvis nogen skulle have lyst til at lægge vejen forbi. Roque Olsen var ikke med i Europa Cup-finalen mod Stade de Reims, som Real Madrid vandt med 4-3. Men han spillede i begge semifinalerne og scorede i den ene, så han – og dermed også Horsens og Den Gule Fare – har en afgørende fod med i skabelsen af verdens bedste fodboldhold.

Fodbold som underholdning
Op gennem 1960’erne oplevede Spanien et vist økonomisk opsving. Turismen og pengene fra de mange spanske arbejdere i udlandet førte til, at gennemsnitsindkomsten for spanske lønmodtagere blev fordoblet fra 1963 til 1971, selv om Spanien stadig lå langt under resten af Vesteuropa. Samtidig slækkedes pressecensuren en anelse, og lovkomplekset med de otte såkaldte Leyes Orgánicas, som skulle gøre det ud for en forfatning, åbnede en lille lem på klem for engang i fremtiden at tillade politiske organisationer. Disse småforandringer ændrede dog ikke styrets karakter, og regimets modstandere blev stadig forfulgt.

Sideløbende med denne udvikling blev fodbold stadig mere populært. Det er blevet anslået, at halvdelen af befolkningen i 1950’erne fulgte radiotransmissionerne fra de spanske fodboldkampe med en tipskupon i hånden. Interessen blev ikke mindre, da det spanske statsfjernsyn RTVE i 1960 begyndte at vise kampe fra den bedste række i det, den britiske historiker Duncan Shaw kalder det spanske regimes culture of evasion – undvigelseskultur. I afhandlingen The Political Instrumentation of Professional Football in Francoist Spain, 1939-1975 viser han, at der hver uge blev vist mindst én ligakamp plus forskellige pokalkampe, samtlige landskampe og en totimers målkavalkade hver søndag aften – i snit næsten fem kampe om måneden i sæsonen. Det lyder ikke af noget i vore dage, men dengang var det langt mere, end hvad andre lande bragte – bortset fra Italien, som lå på tre kampe i snit. Intet andet land sendte så meget fodbold. Shaw citerer den catalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán for at sige, at spansk tv transmitterede begivenheden hver eneste gang, der blev sparket til en fodbold et eller andet sted i verden.

Duncan Shaw dokumenterer også, hvordan Manuel Fraga Iribarne, som i 1960’erne var minister for information og turisme, bevidst sørgede for at lægge vigtige tv-kampe, tyrefægtning og basketball på politisk besværlige dage som 1. maj. I dagene omkring en 1. maj kunne der være op til fire fodboldkampe i fjernsynet. Og fodboldkampene blev set. Flere kampe havde seertal på 15 millioner – dvs. halvdelen af befolkningen – i et land, hvor mange familier ikke selv havde fjernsyn. Fem gange var man over 20 millioner seere: 1966, Europa Cupfinalen Real Madrid-Partizan Beograd (2-1); 1966, VM-finalen England-Vesttyskland (4-2); 1968, Pokalfinalen Real Madrid-FC Barcelona (0-1); 1970, VM-finalen Brasilien-Italien (4-1) og i 1974 i ligakampen mellem Real Madrid og FC Barcelona (0-5). Det er ikke påvist, om fodboldtransmissionerne hensatte befolkningen i passivitet. Tværtimod, siger Shaw, var den store interesse for fodbold et resultat af politisk apati, og ikke omvendt.

1960’erne er en periode med mange paradokser i Spanien og i spansk fodbold. På den ene side begyndte omverdenen at få øjnene op for det støvede land bag Pyrenæerne. Ud over pengene medbragte de mange turister andre vaner, herunder bikinier, som med jævne mellemrum fik de spanske biskopper til at hæve stemmen. I juli 1965 spillede The Beatles to koncerter i henholdsvis Madrid og Barcelona, men den begivenhed var udelukkende beregnet til at vise verden, at Spanien var et moderne samfund med fingeren på pulsen. I selve Spanien var koncerterne landets bedst bevarede hemmelighed. De blev ikke annonceret, og Madrids tyrefægterarena Las Ventas var gabende tom, da de fire mest tilbedte musikere i verden gik på scenen. Der var nogle få hvinende teenagepiger tilstede, men ellers bestod publikum af civilgardister med lakhat og ældre mennesker, der var trukket i søndagstøjet. De morede sig ikke, og oplæseren i ugerevyen No-Do kaldte sarkastisk John, Paul, George og Ringo for los peludos – de lodne eller de behårede.

På den anden side blev spansk fodbold, trods klubbernes store succes, både i udlandet og målt på hjemlige seertal, afsondret fra omverdenen. Med de naturaliserede udlændinge Puskás (35 år gammel), Di Stéfano (35) og José Santamaría (32) i spidsen havde landsholdet klaret sig dårligt ved VM i Chile i 1962, og det fik stærke røster i sportspressen til at kræve et forbud mod flere udlændinge på de spanske hold. Argumentet var, at de fremmede spillere havde udvandet la furia. Forbuddet kom. Dog ikke af hensyn til la furia og spansk selvfølelse, men fordi spørgsmålet om de mange udlændinge på landsholdet havde været oppe at vende i FIFA.

Real Madrids præsident, Santiago Bernabéu, var rasende. Han vidste godt, hvad der havde skaffet klubben de store triumfer ude i Europa: Det var de mange udlændinge. Men det var ikke, fordi de tilførte spillet ny impulser udefra. Real Madrid var et gammeldags fodboldhold, som spillede med den traditionelle WM-opstilling – eller tre-back-systemet – som verden havde kendt siden 1920’erne. Forskellen var, at Alfredo di Stéfano lå så dybt i banen, men ellers var der ikke noget moderne over holdet. De var bare pokkers gode til det, de kunne, og så kunne spillerne slås, hvis det var nødvendigt – de havde det, som i moderne fodbold kaldes vinderkultur.

Efter importforbuddet fulgte nogle magre år for spansk fodbold. Frem til 1966 vandt Valencia, Real Zaragoza og FC Barcelona godt nok Messeby-turneringen (den svarer til vore dages Europa League) de første seks gange, den blev spillet, og Atlético Madrid vandt pokalvindernes turnering i 1962. Men det var ikke pokaler fra øverste hylde, og Real Madrid måtte vente til 1966 – hele seks sæsoner(!) – før man genvandt Europa Cup’en for mesterhold, som man betragter som klubbens ejendom. I Real Madrid kalder man da også perioden fra 1960 over 1966 frem til 1997-1998, hvor man vandt pokalen igen, for Den Lange Ørkenvandring. Sejren i 1966 blev i øvrigt fejret med en hilsen til los peludos, de langhårede engelske fyre. Det stokkonservative dagblad El Alcázar – af alle aviser – bragte på forsiden et fotografi af seks Real Madrid-spillere med Pirri i spidsen, alle sammen med noget der skal ligne Beatles-parykker på hovedet. For det utrænede øje ligner det nu mere en tot tang, men alle var glade, og holdet er senere gået over i historien som los yé-yés, opkaldt efter omkvædet på Beatles-sangen She Loves You. Ja, ikke alle var glade. Gamle Bernabéu, som skulle have været mere konservativ end Franco selv, brød sig ikke om det med yé-yés og var not amused, men han kunne tage det roligt. At det fotografi dukkede op på forsiden af netop El Alcázar viste, at regimet havde alt under kontrol, og at ungdomsoprøret ikke stak dybere end det papir, billedet var trykt på.

Polarisering
Der var dog ét område, hvor følelserne fik frit løb under Franco: Regionalismen og forholdet mellem Baskerlandet, Catalonien og centralmagten i Madrid. I 1937, efter Bilbaos fald ved borgerkrigens afslutning, fik Athletic Club ny bestyrelse. Den erklærede at ville gøre en ende på de upatriotiske kræfter, som ønskede at ødelægge den nationale enhed. Det baskiske sprog og flaget, Ikurriña, blev forbudt. Ikke desto mindre fortsatte både Real Sociedad og Athletic politikken med baskiske spillere, hvilket umiddelbart virker besynderligt, fordi Franco-styret gjorde alt for at undertrykke baskisk identitet. Der blev da også løftet et øjenbryn i det spanske fodboldforbund, men da jeg talte med Galder Reguera fra Athletics Fundación forklarede han spørgsmålet på denne måde:

— Diktaturet så kun et hold med spanske spillere, selv om baskerne så det som et hold med baskiske spillere. Alting har to sider, to fortolkninger. Samtidig var det ikke et særsyn at se hold kun med spanskfødte spillere, og klubbens politik på det område er ikke nedfældet på papir. Det gjorde det vanskeligt for regeringen at blande sig. Ydermere spillede Athletic på det tidspunkt endda kun med spillere fra Bizkaia-provinsen, som er den vestlige del af Baskerlandet, så i omverdenens øjne fremstod det mere som en sportspolitik end som en politisk politik, om du vil.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er et åbent spørgsmål, om det er hele sandheden. Omvendt kan det tilføjes, at man både i spansk fodbold og internt i regimet så op til den baskiske spillestil, som var et forbillede for ideen om la furia española. Beundringen kan også have bidraget til at lade det med de baskiske spillere glide ned. Svaret må findes et sted mellem Franco-regimets regeringsarkiver og de mytiske tåger over Baskerlandet.

Athletic havde en ny storhedstid i årene 1955-1958, hvor klubben vandt et mesterskab og tre pokalfinaler. Pokalfinalen mod Real Madrid i 1958 blev et vendepunkt. Der var rejst ikke mindre end 30.000 baskere med til Madrid, hvor Athletic vandt 2-0 i en hård kamp, som blev spillet i en meget fjendtlig atmosfære. Flere tidligere spillere hævder, at den kamp gjorde det lettere for baskerne at identificere sig med Athletic og den baskiske sag. Fra det tidspunkt blev Athletics og Real Sociedads kampe mod Real Madrid mere voldsomme, og det kom ved flere lejligheder til korporlige slagsmål både på og uden for banen. Blandt andet blev Real Madrids hurtige wing Gento i 1959 fældet af kasteskyts under en kamp på San Mamés, og i 1965 overfaldt tilskuerne i San Sebastián madrilenernes træner efter en kontroversiel 2-1-sejr. Den voldsomme modsætning til Madrid forenede Athletic og Real Sociedad, og fra slutningen af 1960’erne blev de to klubbers ledelser mere og mere lydhøre for den baskiske nationalisme. Det er blevet anslået, at halvdelen af de baskiske fodboldtilhængere i løbet af 1970’erne støttede det nu illegale konservative nationalistparti PNV, mens en fjerdedel støttede den væbnede løsrivelsesorganisation ETA. Tribunerne på de to klubbers stadions blev et samlingspunkt for den politiske kamp, der blev omdelt løbesedler og svinget med baskiske flag. Fra 1972 begyndte Real Sociedad at udsende nogle af deres officielle nyhedsbreve på baskisk, og i 1973 fulgte Athletic trop – nu selvfølgelig som Atlético Bilbao.

I Franco-årene var FC Barcelona kendt for at underpræstere. Fra 1960 frem til Francisco Francos død i 1975 vandt Real Madrid ti mesterskaber (1960-61, 1961-62, 1962-63, 1963-64, 1964-65, 1966-67, 1967-68, 1968-69, 1971-72 og 1974-75), mens FC Barcelona vandt ét (1973-74). Under en samtale fremhæver klubbens historiker, Carles Santacana, at — Opførelsen af Camp Nou, som blev indviet i 1957, gav klubben en meget stor gæld. Vi var blandt andet nødt til at sælge klubbens bedste spiller [Luis Suárez, som i 1961 blev solgt til Inter Milano]. Gælden er forklaringen på de manglende resultater. Den forklaring virker nu lidt tåget, når man ved, at FC Barcelona, mens der var forbud mod at hente udlændinge, investerede voldsomt i spanske spillere og tre gange satte spansk transferrekord – med købet af Jesús Pareda (1961, før importforbuddet), Lucien Müller (1965) og José Mendonça (1967). Santacana svarer ikke, da han bliver spurgt, hvordan det passer med historien om den store gæld.

Det korte af det lange er, at FC Barcelona ikke fik opbygget et slagkraftigt hold i 1960’erne og i stigende grad kom til at se sig selv som offer for Real Madrid og det spanske fodboldforbund. 11-1-kampen i 1943 havde sat sig varige spor ved, at man fra da af identificerede Real Madrid med Franco-regimet. Di Séfano-affæren ændrede ikke på det indtryk, men især én kamp skulle få stor betydning for det videre forløb. Et af anklagepunkterne mod Real Madrid var, at de manipulerede dommerne, så de altid dømte til deres fordel, og det er en anklage, som stadig hænger ved – ¡así, así, así, gana el Madrí! – sådan, sådan, sådan vinder Real Madrid – lyder råbet fra lægterne. Uanset, hvad man mener om den sag, så var der noget om snakken den 6. juni 1970, da de to storklubber mødtes i pokalturneringens kvartfinale. Real havde vundet 2-0 hjemme, men var nu bagud med 0-1, og presset i bund af Barcelona, da Madrids Manuel Velázquez 14 minutter inde i 2. halvleg fik en friløber. Barcelonas Rifé savede ham imidlertid midt over, og dommer Emilio Carlos Guruceta pegede på pletten og dømte straffespark. Det eneste problem med den kendelse var, at forseelsen var sket ikke bare lidt uden for, men et sted mellem halvanden og tre meter fra straffesparksfeltet. Madrid scorede naturligvis, men kampen var afbrudt i flere minutter, fordi Barcelonas spillere nægtede at fortsætte, tilskuerne løb ind på banen, og kampen blev fløjtet af fem minutter før tid. Guruceta skrev i sin kamprapport, at der var blevet smidt 30.000 puder fra sæderne ind på banen.

Franco-regimet havde slækket sit greb om FC Barcelonas bestyrelse allerede i begyndelsen af 1950’erne, og op gennem 1960’erne begyndte klubben stadig mere åbent at identificere sig med catalanisme og demokrati, hvilket afspejlede en tendens, der slog igennem i det catalanske borgerskab som helhed på dette tidspunkt. I 1965 afholdt FC Barcelona en afstemning blandt klubbens medlemmer om navnet på stadion. 40.000 ud af klubbens 48.000 medlemmer benyttede denne lejlighed til at vise deres støtte til den demokratiske proces. Det var med til at give FC Barcelona et image som en klub, der var modstander af Franco-styret. Samtidig viste reaktionen på Guruceta-skandalen, at der var et stort potentiale for at mobilisere klubbens medlemmer til kampen mod diktaturet. Ligesom San Mamés og Atocha i Baskerlandet blev Camp Nou centrum for den politiske modstand Her kunne man lufte det forbudte flag la senyera og tale catalansk uden at blive arresteret. I begyndelsen af 1970’erne sluttede unge, samfundskritiske sangere som Joan Manuel Serrat, Lluis Llach, Raimon og Guiellermina Motta fra den såkaldte Nova Cançó catalana op om klubben. Især havde Joan Manuel Serrat stor betydning på det tidspunkt. Han støttede åbenlyst den chilenske socialist Salvador Allende, og Serrat kan vel betegnes som en slags FC Barcelona med akustisk guitar.

Det var også i disse år, verden første gang stiftede bekendtskab med klubbens slogan Més que un club – mere end en klub. Denne besværgelse var en del af valgkampagnen, da FC Barcelona skulle vælge ny præsident i 1973, og den knytter med få ord klubben til kampen for den catalonske nation. Men skal man sætte det meget hårdt op, så er udgangspunktet markedsføring, ikke følelser, og den strategiske tænkning falder godt i tråd med, at nationalismen i høj grad er borgerskabets og de intellektuelles projekt. Noget, der kommer oppefra og ned. Den opfattelse skal man dog ikke sige højt på Ramblaen, hvis man gerne vil have et godt og langt liv. I vore dage folder Espanyols tilhængere i øvrigt et banner ud, hvor der står Catalunya es més que un club for at markere, at der findes andre catalanere end dem i FC Barcelona.

Timeglasset vendes
Tilbage til 1973, hvor tingene tog en drejning. Forbuddet mod udenlandske spillere var dårligt blevet ophævet, før Johan Cruyff ankom til klubben. Ligesom der i Madrid er et før og efter Di Stéfano, er der i FC Barcelona et før og et efter Cruyff. Cruyff så i øvrigt Di Stéfanos store bevægelighed som et forbillede, og den blev senere et vigtigt element i den hollandske udgave af totalfodbold, hvor spillerne undervejs i kampen byttede plads og opgaver. Den langhårede hollænder tog sig godt ud i pressen, når han blev ført fra banen af centralmagtens politifolk med skrårem og kasketter – selve billedet på undertrykkelsen af Catalonien. Men med Cruyffs knivskarpe blik for spillet og aldrig svigtende lyst til dirigere sine medspillere begyndte FC Barcelona først og fremmest at vinde. Ikke mindst den 17. februar 1974, hvor FC Barcelona overfaldt Real Madrid og vandt med 5-0 – una manita (en lille håndfuld) – ovenikøbet på Estadio Santiago Bernabéu. Sejren i Madrid var en knusende magtdemonstration, der næsten fik mesterskabet i samme sæson til at blegne. Forbandelsen var brudt, troede man. Ingen kunne vide, at der skulle gå mere end ti sæsoner, før man vandt det næste mesterskab. Men den dag på Bernabéu trådte FC Barcelona ud af rollen som offer og blev en udfarende kraft, som verden – ikke mindst Real Madrid – måtte regne med. La manita blev hævet i triumf.

I Francos palads El Pardo havde man andet at se til. Den gamle diktators udvalgte efterfølger, admiral Luis Carrero Blanco, var i 1973 blevet dræbt af en ETA-bombe, som kastede hans bil op over en fireetagers bygning og ned på terrassen i et nonnekloster i Calle Claudio Coello i Madrid. Efter nedslaget var bilen flad som en pandekage. På husmuren er opsat en mindeplade, hvor der står, at på dette sted gav Carrero Blanco sit liv for fædrelandet. Det herskede derfor usikkerhed om, hvad der ville ske, når diktatoren ikke var der længere.

Den 1. oktober 1975 talte general Franco fra en balkon på kongepaladset til en folkemængde på 700.000 mennesker nede på Plaza Oriente. Det var køligt, og Franco blev forkølet. Han måtte holde sengen, og hans tilstand blev langsomt forværret. Timeglasset var ved at rinde ud.

Det er blevet diskuteret, om Franco overhovedet brød sig om fodbold. Han var en regelmæssig gæst på Estadio Santiago Bernabéu, og hvert år troppede han op for at overrække Copa del generalíssimo. Man ved også, at han i mindst ét tilfælde vandt i tips, men ingen kan med sikkerhed sige, hvilket fodboldhold han holdt med. Nogen siger Racing Ferrol og Deportivo La Coruña fra hans hjemstavn Galicien, og det er uklart, om Franco i Madrid holdt med Real eller Atlético. Men vi ved, at han fra sygelejet overværede sin sidste fodboldkamp på TV den 19. oktober 1975, da Atlético Madrid hjemme på Vicente Calderón vandt 3-0 over FC Barcelona. Franco døde klokken fem minutter i halv seks om morgenen den 20. november 1975.

Henning Jensen og hans kone Ulla har fortalt, at de samme dato året efter kunne se et stort optog ude på motorvejen med kurs mod Francos grav i De Faldnes Dal. Verden passerede forbi i det fjerne, og tiden var løbet fra diktaturet. Ved Francos død blev den unge Juan Carlos kronet som konge, og i 1977 blev der for første gang siden 1936 afholdt frie valg i Spanien.

Atlético Madrid vandt mesterskabet det år, mens Real Madrid kun blev nummer ni. Det skulle vise sig kun at blive en parentes i en serie på fem mesterskaber, men i 1977 var fremtiden uvis. Højrefløjen gik til valg til tonerne af sangerinden Cecilias Mi querida España – Mit elskede Spanien – mens kommunisterne sang Libertad sin ira – Frihed uden vrede: ”De gamle siger, at der var krig, og at Spanien stadig er delt i to, men jeg ser kun et folk, som har tiet og lidt.”

Libertad, libertad sin ira libertad

guárdate tu miedo y tu ira

porque hay libertad, sin ira libertad

y si no la hay sin duda la habrá

Frihed, frihed uden vrede, læg frygten og vreden bag dig, for nu er vi fri, frihed uden vrede, og hvis ikke vi er fri, vil vi blive det