Målmand i modvind

Niigata Stadium, Japan. 15. juni 2002.

Ude foran stadion er engelske fodboldfans i gang med at fejre en vigtig sejr og videre avancement ved VM i fodbold. Forude venter en kvartfinale mod Brasilien, og glæden er stor i den engelske lejr efter 3-0-sejren over Danmark. I det danske omklædningsrum er stemningen anderledes trykket. Et sted i rummet sidder en mand fra Erritsø i sin bedste fodboldalder. Han er 26 år gammel og har været en af slutrundens bedste målmænd, men i kampen mod England går det galt. Efter bare tre minutters spil laver målmanden en fejl og er skyld i Englands første mål i kampen, som Danmark ender med at tabe 0-3. Thomas Sørensen er skuffet over sig selv og vred over sin fejl, der var med til at sende Danmark ud af VM.

Det er 15 år siden fejlen mod England sendte Thomas Sørensen i tovene i det japanske omklædningsrummet, men han har ikke glemt følelserne fra dengang.

”Der er nogle fejl, der har større betydning end andre, og så er der nogle ting, man kommer hurtigere over. Det, der tog hårdest på mig, var perioden efter VM i 2002. Vi tabte til England, hvor jeg set i bakspejlet var for overmodig og rodede mig ud i nogle ting. Jeg lavede fejl og spillede generelt ikke en god kamp. Vi tabte 0-3, og jeg endte med at få en stor del af skylden for det. Det tog hårdt på mig, for man føler, at man har svigtet en masse. Man spiller for sit land til et VM, så da det skete og i månederne efter, var jeg påvirket af det,” siger Thomas Sørensen.

Han husker, at han i ugerne efter VM-nederlaget ofte blev konfronteret med sin rolle i 0-3-kampen. Derfor krævede det meget af ham at komme oven på igen.

”Jeg var på ferie, hvor der kom folk hen og fortalte deres mening om det, og jeg oplevede, at alle lige hentydede til det. Det skal man kunne håndtere, for enten kommer man aldrig over det eller også vender man det til sin fordel, så man bliver stærkere af det. Jeg arbejdede med det og dykkede ind i mig selv. Jeg kom frem til, at jeg alt i alt havde spillet et godt VM, og jeg var ikke så dårlig en målmand alligevel,” siger Thomas Sørensen.

De fleste målmænd har været i samme situation som Thomas Sørensen, for det er en keepers lod, at han kan være skyld i et nederlag. Ingen positioner på banen har samme store risiko indbygget i sin rolle. Derfor kan de fleste målmænd tale med om at lave fejl, og derfor tager det ofte meget hårdt på en keeper, hvis han har været skyld i et mål.

”Jeg har spillet kampe, hvor jeg har haft lyst til at smadre hele omklædningsrummet bagefter. Man går hjem, og jeg tror de fleste har haft det sådan, at man ikke kan sove om natten. Du ligger bare og vender den der fejl eller de fejl du har lavet. De ligger bare inde i dit hoved. Hovedet får slet ikke får ro. Det er sindssygt svært at give slip på de tanker, og hvis man har spillet en kamp om aftenen, kommer pulsen jo først ned meget sent. Og så skal man op og træne dagen efter. Det er ikke det mest morsomme altid,” siger Michael Stensgaard.

Frederik Rønnow er i dag en af de bedste målmænd i landet, men når han laver en fejl, gør det også ondt.

”Der er en grund til, at mine forældre – specielt min mor – ikke synes, det er så sjovt at se mig spille. De ved også godt, hvor meget det påvirker mit liv. Det er jo nærmest det vigtigste. Selvfølgelig betyder min familie mest for mig, men det påvirker min hverdag, hvordan jeg spiller og præsterer på banen. Det er det, som er vigtigt for mig her og nu. Derfor handler det også om hurtigst muligt at lægge fejl bag sig, og det synes jeg egentlig, at jeg har været god til,” siger Frederik Rønnow, der dog medgiver, at han stadig har det svært med at lave fejl.

”Når jeg kommer hjem, påvirker det mig. Så er jeg selvfølgelig vanvittig træt af det, sur og sikkert også sindssygt usaglig. Det vil min kæreste nok også skrive under på. Der er jeg ikke noget særlig behageligt menneske i timerne efter kamp, specielt hvis en fejl har kostet et point. Men så er det også vanvittigt vigtigt for mig at se tingene igennem dagen efter og analysere, hvad vi kunne vi have gjort anderledes. Og så parkerer vi den der og fokuserer på den nye kamp,” siger Frederik Rønnow.

Men nogen gange er det ikke så let at fokusere på den næste kamp. Det kan Jakob Busk tale med om, for i løbet af sin tid i FC København mistede han lysten til at spille fodbold efter en kamp, hvor han var skyld i mål.

Han husker datoen præcist. 2. marts 2014. Stedet var FC Københavns hjemmebane Parken, og modstanderen var FC Midtjylland. Det var en af de første kampe i Superligaens forårssæson, og FC Midtjylland lå foran FC København i tabellen. Det var derfor en særdeles vigtig topkamp, men den endte som en sort plet for FC København i den sæson. Jakob Busk skulle slet ikke have spillet kampen, men endte med at have en uheldig hovedrolle.

Som reservemålmand lægger man sjældent alle kræfter i opvarmningen, for det er tvivlsomt, at man kommer i kamp, og tiden inden kampstart handler derfor mest om at hjælpe førstemålmanden med at blive klar. Sådan var det også for Jakob Busk på den kold martsdag i København. Svenske Johan Wiland var klart førstevalg, og derfor var Jakob Busk udset som reserve. Han var derfor ikke specielt varm i kroppen, da han inden kampen gik i omklædningsrummet for at tage varm jakke, hue og vanter på, inden han igen skulle ud til fodboldbanen for at sidde på bænken. Men på vej op ad trappen, der fører ud til banen i Parken, blev han stoppet af FC Københavns assistenttræner Brian Riemer.

’Kom ned igen!,” råbte Riemer panisk, mens Jakob Busk forundret stoppede op.

”Hvad faen sker der?,” nåede han kun at tænke, inden han gik tilbage i omklædningsrummet.

”Så jeg måtte bare klæde om igen og gå ud og spille. Og ja, men altså… Det gik jo, som det gik,” siger Jakob Busk i dag.

Nedturen begyndte allerede efter 15 minutters spil. FC Midtjylland fik hjørnespark, Jakob Busk forsøgte at komme ud og gribe bolden, men midtjydernes Erik Sviatchenko headede bolden i mål, inden målmanden nåede frem til den.

”1-0 til FC Midtjylland – ikke overbevisende målmandsspil,” var den første kommentar fra Carsten Werge, der kommenterede kampen for TV 3 Sport.

Selvom FC København fik udlignet kort tid efter, gik det galt igen i det 24. minut, da Pione Sisto fra en skæv position fra 25 meters afstand skød på mål – og scorede til 2-1 til midtjyderne.

”Uha! Drop! Drop af Busk,” lød det fra kommentator Werge som det første.

”Skidt målmandspræstation af Jakob Busk,” supplerede medkommentator Peter Graulund om den dengang 20-årige keeper.

Kort før pausen kom FC Midtjylland på 3-1 efter et selvmål af FCK-forsvareren Olof Mellberg, og selvom anden halvleg gik bedre for Jakob Busk, scorede FC Midtjylland to gange, så det hele endte med en 5-1-sejr til FC Midtjylland.

”Katastrofe-kamp af FCK-målmand,” lød overskriften i Ekstra Bladet, der gav Jakob Busk karakteren 1 på en skala fra 1 til 6. BT gav ham en plads på Rundens Flophold. Formiddagsaviserne lavede også en artikel, der var baseret på kommentarer fra FCK-fans på debatforummet sidelinien.dk:

”Hold nu kæft hvor er Jakob Busk piv hamrende ringe. HVER gang den mand har fået chancen, så har han jo floppet. Kort og godt: Væk, duer ikke,” skrev en bruger.

”Vi spillede sgu fint, indtil miniputmålmanden valgte at se bold,” lød det fra en anden.

”Han har været dårlig i alle førsteholdskampe, han har fået chancen i. Han har simpelthen ikke niveauet. Han kan jo ikke gribe en bold!,” var dommen fra en tredje.

I dag har Jakob Busk kampen på afstand, men han lægger ikke skjul på, at det var en hård tid for ham.

”Jeg var ekstremt hård ved mig selv, ekstremt hård. Jeg tog al skylden på mine skuldre, og jeg fik jo også skylden. Jeg var rigtig dårlig til at sortere i de ting, for jeg var meget ung, og jeg havde slet ikke prøvet det før,” siger Jakob Busk, der blev påvirket af den negative omtale.

”Jeg tænkte: ’Hvad faen sker der nu?’ Der stod på forsiderne, at jeg var en skandale. Vi havde tabt guldkampen, og jeg følte, at det var min skyld. Sådan nogle ting. Så jeg gik jo helt ned med flaget. Det var bestemt ikke særlig sjovt. Det var en meget, meget hård tid for mig personligt. Der kom en masse tanker op i mit hoved. ’Er det rigtigt, hvad de skriver? Er jeg bare ikke god nok? Er det overhovedet her, jeg skal være?’ Sådan nogle ting forplanter sig i ens hoved, når man ikke er så gammel, og man ikke har arbejdet med de ting . Man kender ikke sig selv særlig godt i sådan nogle situationer. Så det var en ret lang proces for mig at få lysten tilbage, fordi jeg mistede den i en periode derefter,” fortæller Jakob Busk, der oplevede et forfærdeligt forår i kølvandet på kampen mod FC Midtjylland.

Få dage efter kampen skulle han mødes med U21-landsholdet, hvor han havde været ubestridt førstevalg i de foregående otte U21-landskampe. Konkurrenten Frederik Rønnow var endda skadet, så Jakob Busk følte sig sikker på, at han kunne få oprejsning ved at spille kampen mod Estland om onsdagen – tre dage efter 1-5-nederlaget til FC Midtjylland. Men sådan gik det ikke.

”De var ikke helt sikre på, hvordan jeg havde det, så jeg skulle heller ikke spille om onsdagen, så det var lige en ekstra kniv i ryggen fra et sted, hvor jeg havde håbet, at de ville bakke op. Da jeg kom tilbage til FCK, var jeg så på bænken i den kommende Superliga-kamp, og derefter blev jeg sat helt uden for truppen resten af foråret. Det gjorde ikke situationen lettere, så det forår var en lang proces med at få bygget mig selv op igen. Det var det.”

Kampen mod FC Midtjylland var Jakob Busks fjerde Superliga-kamp for FC København. Det blev også hans sidste.

”Jeg vidste godt, at jeg var færdig i FCK, og at jeg skulle nogle andre veje. Der var mange hårde dage i mellem, det var der sgu. Hvor jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Normalt går jeg i seng kl. 23 eller ved midnatstid, men i den periode gik jeg i seng kl 21 hver dag. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, ja det var bare et helvede. Der ramte jeg muren,” fortæller Jakob Busk.

Via hårdt arbejde kom han imidlertid tilbage til sig selv. I sommeren 2014 blev han lejet ud til AC Horsens, hvor han spillede flere kampe og genvandt sin selvtillid.

”Det er jo det, der er interessant. Jeg fik øjnene op for, at jeg faktisk kunne vende det her til en gave for mig. Jeg er en fighter, og jeg har altid knoklet for tingene. Så jeg ville ikke give op, jeg ville tilbage igen, og efter mange samtaler med forskellige folk, fik jeg ilden tilbage i mig. Nu skulle jeg vende det her til en god lærdom for mig, så jeg kunne komme styrket ud af det. Jeg har brugt ekstremt meget tid på det, derfor så trænede jeg bare. Jeg havde stadig fokus på det spillemæssige, men jeg havde nærmest en daglig træning i mig selv hvad angår at være mentalt ovenpå. Det var mit største fokusområde i en lang periode. Uanset hvad der skete – både til træning og i mit øvrige liv – handlede det bare om at være oven på og håndtere alle slags følelser fornuftigt,” fortæller Jakob Busk.

I dag håndterer han modgang, fejl og formdyk på en helt anden måde.

”Jeg er meget mere nuanceret omkring tingene i dag. Jeg har en rutine, så uanset, om jeg har været banens bedste eller det ikke er gået som håbet, kommer jeg hverken helt op at ringe eller helt ned i kulkælderen. Jeg prøver at holde samme glædesniveau og humør uanset udfaldet af en kamp, og så er jeg blevet meget dygtigere til at adskille ting. Når man er på arbejde, er man fodboldspiller, og når man er hjemme, er man sig selv som privatperson. Det handler om at adskille tingene og mærke efter. Det har jeg godt nok lært rigtig meget om.”

”I dag kan jeg stort set selv styre, om jeg vil have en god eller en dårlig dag. Hvis jeg vågner en dag og har ondt i halsen, ryggen eller hovedet, kunne det automatisk blive en dårlig dag, men jeg kan skrue på nogle knapper, så jeg kan vende det til noget andet. Derfor har jeg ikke ret mange dårlige dage mere. Det er jo en helt vild styrke for mig i dag. Jeg vil aldrig sige aldrig, men jeg tror ikke på, at der er noget, der kan slå mig ud en gang til,” siger han.

Fejl er en del af spillet, og derfor handler det for en målmand om at acceptere, at han kan fejle. Det har landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel sat ord på i et interview med Euroman.

”Jeg har læst i André Agassis bog, at han i en alder af 15 havde slået over en million tennisbolde, og det er det samme med en målmand: Du skal gribe og gribe og gribe. Repetition, repetition, repetition. Men jeg ved også, at jeg lige meget hvor meget jeg træner, kommer til at lave fejl, og at de fejl kommer til at koste mål. Målmænds fejl koster mere end markspillernes fejl. Og vi kan kun vente på, at tingene sker. Vi kan ikke få ting til at ske, som fx en angriber kan. Det er derfor, at det er så hårdt at være målmand. Jeg har mødt kolleger, som er bukket under for presset, og jeg vil sige, som Kvein Magnussen siger om frygten for at køre galt i Formel 1: Hvis du går på banen og er bange for at lave fejl, er du færdig. Det gælder også for en målmand,” sagde Kasper Schmeichel til Euroman i 2014.

Det er imidlertid ikke alle, der kan håndtere frygten for fejl. De fleste fodboldinteresserede kender historien om den tyske målmand Robert Enke, der gennem det en stor del af sin karriere led af tunge depressioner. I disse perioder havde han svært ved at håndtere modgangen, og i 2009 tog han sit eget liv som en konsekvens af det store pres, der fulgte med livet som målmand. Den tyske journalist Robert Reng har skrevet en bog om Robert Enkes liv, hvor han blandt andet interviewer flere af målmandens holdkammerater gennem årene.

En af dem er spanske Victor Valdés, der i en årrække var blandt verdens bedste målmænd i FC Barcelona.

”Ved du, hvad min drengedrøm var? Jeg ville så gerne have været markspiller,” siger Victor Valdés i bogen.

”Fra jeg var otte, til jeg blev 18, var der så meget pres på i mit liv, at jeg ikke kunne finde ro nogen steder. Alt drejede sig om fodbold. Alene tanken om næste søndags kamp gjorde mig skrækslagen. At stå i mål, for nu at sige det mildt, en særlig form for lidelse,” tilføjer han.

De fleste målmænd kan dog håndtere frygten for fejl, og Frederik Rønnow har også lært at håndtere modgang ved at acceptere fejlene.

”Man er ikke blevet dårligere af en fejl, så man må ud på banen og arbejde og bevise, hvorfor man er så god. Fejl sker, og fejl er også med til at gøre en bedre. Når jeg er i kampen, er jeg pissetræt af, at jeg har lavet en fejl, men når jeg så ser tilbage på det, så er det også med til at forme mig og udvikle mig,” siger han.

For Thomas Sørensen har de mange år som målmand givet ham en erfaring og en ro, han kan bruge, når han møder modgang.

”Man bygger en indre selvtillid og tro på sig selv op. Det er det, man skal dykke ind i, når det ikke går så godt, og jeg vil sige, at jeg har ti gange lettere ved det i dag, end da jeg var 22 år gammel og blev sat af i Vejle. Man kan begynde at tvivle på sig selv og begynde at tro på det, som andre folk siger. Så bliver tingene langt sværere. Det handler også om at have folk omkring sig, der kan træne og støtte og være med til at bygge tingene op. Lars Høgh og Svend Åge Rask i OB var begge gode til at sige, at man skulle lade tingene ligge og fokusere på at bygge nye ting på. Gennem årene har jeg også lært at håndtere det. Jeg tror også, at det er derfor, man siger, at målmænd bliver bedre som årene går. Man har en bagage med, der betyder, at man ikke svinger i samme grad som en ung målmand,” siger Thomas Sørensen, der igen husker tilbage på VM i 2002, hvor han blev syndebuk i Danmarks VM-exit.

”Selvom der er nogle aviser og nogle fans, der siger, at man er dårlig, ændrer det ikke noget, for det var de samme, der efter sejren over Frankrig ved VM havde sagt, at jeg var en af verdens bedste målmænd. Det handler om at sætte perspektiv på det og fokusere på det, man står for. Man skal ikke lytte så meget til, hvad alle andre siger, for det er sjældent kvalificeret. Det er bare noget, folk slynger ud. Hvis man læser aviserne, vil ens humørsvingninger være større end hvis man bare fokuserer på det, man skal gøre. Vi laver alle fejl, men jeg fokuserede på, hvad der var gået galt i situationen, og så kom jeg videre,” siger Thomas Sørensen.

Han fremhæver også den mentale styrke som en vigtig egenskab for en målmand.

”Det handler om psyken, for man bliver testet. Sådan er det at være på topplan. Målmandsspillet foregår meget mellem ørerne. Det er tit det, der gør forskellen mellem de rigtig dygtige og de middelmådige målmænd. Der er mange, der aldrig kommer sig over de nedture, der kommer. Det kan sætte nogle ar, der er svære at komme over,” siger han.

Michael Stensgaard er inde på noget af det samme.

”Som målmand skal du være en dieselmaskine. Det nytter ikke at være en toptunet Ferrari i det her spil, for det er det lange seje træk, der gælder. Du skal være dieselmaskinen, så du kan stå op dagen efter en dårlig kamp og træne igen på samme måde. Du skal træne din hjerne og vænne dig til at sige: ’Ligegyldigt hvad der rammer mig, så står jeg op om morgenen og gør mit bedste. Så er du i hvert fald godt på vej.”

Men det kan være svært at leve med fejlene og undgå at lade sig påvirke. Lars Høgh blev ikke bedre til det, selvom han som ældre spiller havde stor erfaring. I 1997 var han inde i en dårlig periode, hvor han var implicerede i mål i fem kampe i træk, og det påvirkede ham meget.

”Med årene tog jeg mere ansvar, og jeg var anfører i mange år. Holdet regnede med mig, og jeg var også selv ærekær. Som ung tænkte jeg ikke så meget over det, og selvom det gik mig på, var der andre, der tog ansvar og var gode til at bakke mig op. Som ældre spiller stod jeg meget med det alene, og det var svært at sige ’kom nu gutter,’ hvis jeg selv lige havde lavet en fejl. For mig fulgte der mere ansvar med, jo ældre jeg blev. Det hænger også sammen med, at det var en anden tid, da jeg var ung. Tiden var mere useriøs, og jeg var også selv mere useriøs. Da jeg først blev seriøs, begyndte det at tælle noget mere,” siger Lars Høgh, der i sin tid som aktiv måtte arbejde meget med at være mentalt klar til kampene på topplan.

”Hele mit fodboldliv som aktiv gik med at lade op og lade ned. Jeg har tit sammenlignet mig selv med Peter Schmeichel, for vi er to modsætninger. Peter er kæmpestor, jeg er ikke ret stor. Peter kom ind i et rum ved at sparke døren, mens jeg sneg mig mere langs væggene. Vi spillede engang en kamp mod hinanden på Nyborg Stadion. Jeg var målmand for ligalandsholdet, og han spillede for U21-landsholdet. John Stampe sparkede på mål langt udefra, og den ramte jorden undervejs, så den gik i mål bag Peter Schmeichel. Det var helt klart Peters fejl, men han tog bare handskerne af og sagde ’lortehandsker’. På den måde smed han problemerne væk, for sådan var Peter. Det var en kæmpe styrke hos ham.”

”For mig var det lige modsat. Jeg skulle arbejde sindssygt hårdt, og jeg brugte meget tankevirksomhed på det. Jeg lavede næsten ikke andet end at lade op og lade ned. Det betyder så, at jeg i dag kender de mørke kroge. Jeg ved, hvad der skal til, hvis jeg arbejder med målmænd, der kæmper med det. Det har givet mig en stor baggrundsviden og lyst til at lære noget om det,” fortæller Lars Høgh.

Jakob Haugaard kan godt genkende situationen med at være hård ved sig selv.

”Der kan sagtens gå dage eller uger, før jeg er oven på igen, men andre gange kan der kun gå en time, fordi der er sket en masse gode ting. Men andre gange fylder det helt sindssygt meget. Det kommer an på, hvordan helhedsbilledet er. Hvis vi vinder 2-1, selvom jeg har lavet en fejl, kan jeg fokusere på det. Men hvis man har kostet en sejr, føler man at hele lortet hænger på ens skuldre,” siger Haugaard, der dog også har lært at håndtere smerten efter en fejl.

”Det gør stadig lige så ondt at lave fejl, og det kan også gøre ondt i lang tid. Jeg er blevet bedre til at tænke ’sket er sket’. Nogle gange skal jeg tage et skridt tilbage og se det i et større perspektiv. Jeg kan fokusere på, at vi alligevel vandt kampen eller at jeg havde to fremragende redninger. Nogle gange trækker jeg det helt ud i det helt store perspektiv og minder mig selv om, at jeg har to små børn, der har det godt. Nogle gange skal jeg helt derud, men det hjælper mig også nu. Jeg kan komme hjem fra en kamp, og det kan gøre ondt at have lavet en fejl, men så forsøger jeg at lægge det lidt væk. Hvis en fejl er det værste, der er sket i mit liv, skal det nok gå alligevel. Det er bare en fodboldkamp,” siger han.

I Esbjerg oplevede Jeppe Højbjerg også en hård periode i efteråret 2016, hvor han var en del af klubbens nedtur med mange nederlag i Superligaen. Det tog også hårdt på ham.

”Det var jo ikke den sjoveste periode for mig. Når jeg er kommet over det og tænker tilbage på det, kan jeg godt sådan se igennem fingrene med det. Jeg ramte ikke mit bedste niveau, og jeg vil ikke sige, jeg faldt med holdet, men jeg tror vi faldt sammen. Som målmand er det mig, der skal redde bolden, og mine fejl koster jo. Jeg lavede flere fejl det år end burde, når vi var inde i en negativ periode, lægger man mere mærke til fejlene,” siger Jeppe Højbjerg, der skulle håndtere modgang som fodboldspiller for første gang i sit liv.

”Jeg havde det ikke særlig godt, og oven i det røg jeg også på bænken. Jeg spiller jo fodbold for at spille kampe. Jeg kommer måske til at opleve at sidde på bænken igen, og nu har jeg så prøvet det. Det var hårdt, fordi det var første gang, jeg prøvede det, og jeg var stadigvæk ung, så jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tackle det. Det havde jeg svært ved,” husker Jeppe Højbjerg.

Lars Høgh arbejder i dag som målmandstræner meget med at lære de unge keepere at håndtere fejl og modgang.

”Når fejlen opstår, skal man have nogle redskaber til at reagere på det i kampen. Herefter skal man arbejde videre med det til træning, og derfor gælder det om at gøre det så hurtigt som muligt. Man skal se situationen og dissekere det. Som menneske kan man se det som en kæmpestor klods, som virker uoverskuelig. Det gælder om at skære ned og finde ud af, hvilken detalje der gjorde, at der gik mål ind. Så ved man, hvad man skal gøre næste gang en lignende situation kommer. Det gælder om at tage lærdom ud af fejlen. Fejl er en del af spillet, og jeg siger altid, at man skal betragte fejlen som værende en ven. Fejlen vil fortælle dig noget, for hvis der er et mønster, kan man arbejde med det,” siger den erfarne målmandscoach.

Det er mere end 15 år siden, Michael Stensgaard lagde sine handsker på hylden og stoppede som fodboldspiller. Skulle han gøre noget om i dag, ville han gerne være endnu bedre til at håndtere modgang og kriser ved at have en stærk psyke.

”At være til stede i nuet er nok det allervigtigste. Lad være at bekymre dig om, hvad der sker næste uge. Hvis du laver en fejl, så op igen. Brug kropssproget. At nulstille sig selv. Det lyder helt som mindfullness, men hvis jeg skulle starte forfra som 15-årig målmand i dag, så havde jeg prøvet at tænke helt nyt. Jeg ville hive fat i en, der kunne lære mig meditation, så jeg ville kunne styre mine følelser undervejs i en kamp. Og hvis du kan være fuldstændig kold, så tror jeg du kunne opbygge det gennem mange år. Hvis du lærte hele det meditationsbegreb med at flytte fokus, så kunne du skabe en meget mere balanceret keeper, som kunne lave de afgørende ting.”

Målmanden er afgørende for et fodboldholds succes, og derfor er der sjældent plads til fejl. Derfor er det vigtigt at være i balance, når tingene spidser til.