Ossie og Broderkampen

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Det var noget af et transferchok, da Tottenham i 1978 hentede den argentinske verdensmester Osvaldo Ardiles til London. Det startede lidt ujævnt, men snart blev han en stjerne i sin nye klub – og i sit nye hjemland. En FA-Cup triumf i 1981 var blot et skridt på vej mod den ultimative top. Året efter lå hans engelske drømme i ruiner. Hvorfor? Svaret skulle findes tusindvis af kilometer væk på nogle vindblæste øer ud for Argentinas kyst; Falklandsøerne.

Da Osvaldo Ardiles 2. april 1982 forlod Tottenhams træningsanlæg kunne han mærke, at noget ikke var som det plejede at være. Han var vant til at der stod pressefolk og ventede på ham, men denne dag var der langt flere, end der plejede at være. Og det var ikke kun sportsjournalister.

Osvaldo Ardiles

Spørgsmålene, der regnede ned over ham, handlede da heller ikke om fodbold. De handlede om hans holdning til den krig, der netop var gået i gang tusindvis af kilometer sydpå mellem hans fødeland Argentina og hans nye hjemland Storbritannien. Stridens kerne var Falklandsøerne, som begge lande i århundreder havde gjort krav på. Krigen varede kun i 74 dage, men de 74 dage var nok til at gøre Ardiles fodbolddrømme til et mareridt – og satte for en stund hans rejse mod zenit på hold.

Indløbet til denne skelsættende 2. april 1982 starter faktisk 26. marts 1976 i det røde præsidentpalads med de grønne kobbertage ud til Plaza de Mayo i den argentinske hovedstad Buenos Aires. Her sværges generalen Jorge Rafael Videla ind som ny præsident i det sydamerikanske land, hvor politisk stabilitet på det tidspunkt var noget af en raritet.

Forud var gået et militærkup, der havde bragt Isabel Peron til fald. Isabel Peron var den tredje hustru til Juan Peron, der af to omgange havde været Argentinas præsident og hvis anden kone var den mytiske Eva Peron. Men dét er en helt anden historie. Tilbage til militærkuppet i 1976, der udover at føre til udnævnelsen af en Junta med Videla i spidsen også førte til dét, der blev kaldt ’Proceso de Reorganización Nacional’ – eller på godt dansk; den nationale reorganiseringsproces. Denne noget bureaukratiske term iklædt nationalistiske gevandter dækkede over dét, som det i virkeligheden var; et regulært tortur- og terror-regime, hvor 30.000 politiske modstandere – de såkaldte ’Desaparecido’, De Forsvundne – forsvandt sporløst mellem 1976 og 1978.

Jubel-brøl og smerte-skrig
Argentina havde vundet værtskabet for VM i 1978. Som med alle totalitære stater, satte militærjuntaen alt ind på at fremvise landet fra sin smukkeste og mest passionerede side, så den internationale opmærksomhed blev rettet alle mulige andre steder hen end mod alt det grimme i ’Den beskidte krig’, som perioden også blev kaldt. Regimet håbede på, at jubelbrølene fra de store stadions ville overdøve de skrig af smerte, som kom fra de torturerede i militærets fængselskældre.

Finalen blev spillet foran 71.438 tilskuere på det imponerende Estadio Monumental i Buenos Aires – i dag er det hjemmebane for River Plate. Det lå kun få gader fra det militære hovedkvarter, hvor det formodes at tusindvis af politiske modstandere led, skreg og døde under Juntaens voldsregime.

Modstanderen var Holland, der fire år forinden havde tabt VM-finalen til Vesttyskland, men som spillede noget af det smukkeste fodbold, verden havde set. Med en utæmmelig Mario Kempes i absolut hopla vandt hjemmeholdet 3-1, og euforien kendte ingen grænser i den argentinske hovedstad.

Argentinske Mario Kempes fejrer sin scoring i VM-finalen mod Holland. Foto: Wikimedia Commons.

Én af de spillere, der hele turneringen igennem havde støbt kuglerne til den argentinske offensiv, var den lille vævre Osvaldo Ardiles, der til daglig slog sine folder i Buenos Aires-klubben Huracán. Da konfettien havde lagt sig til ro på græstæppet og VM-pokalen var låst forsvarligt inde hos det argentinske fodboldforbund, satte Ardiles sin signatur på en kontrakt med engelske Tottenham Hotspur.

Det var et meget overraskende klubskifte for en argentinsk verdensmester, der tog landsholdskammeraten Ricardo Villa med sig. Han havde haft et par indhop under VM-turneringen og kom fra Racing Club, der geografisk ligger i udkanten af Buenos Aires. I Nordlondon, hvor Tottenham som bekendt holder til, slikkede man sig om munden – sikker på, at man havde skudt ikke bare én, men to papegøjer.

Villa vs. Villa
På dette tidspunkt var eksotiske indslag i den bedste engelske række noget af et særsyn. Start-opstillingerne var præget af englændere, irere, skotter, nordirere og walisere. Spillet var det klassiske kick’n’rush med bolde i femte sals højde og bidende tacklinger. Ricardo Villa og Osvaldo Ardiles – hurtigt døbt Ricky og Ossie – varslede nye tider, ikke bare i Tottenham, men i engelsk fodbold generelt. Og de to argentinere var glade for at have hinanden, da det solrige Buenos Aires blev skiftet ud med det regnfulde London. De kunne ikke sproget – og de skulle også vænne sig til fodbolden.

Det sidste viste sig i første omgang sværere end forventet. Den 23. august fik de begge debut i startopstillingen på hjemmebane mod Aston Villa. Forventningerne blandt flertallet af de 47.892 tilskuere på White Hart Lane var høje; to argentinske verdensmestre, otte englændere og en nordirer mod Aston Villas ni englændere og to skotter. Det kunne da ikke gå galt?

Det kunne det. Villa vandt knusende sikkert 1-4 og Villa – argentineren – rørte stort set ikke bolden. Tottenhams eneste mål blev sat ind af elegantieren Glenn Hoddle. På straffespark. Ikke engang i åbent spil lykkedes det for den ambitiøse Nordlondon-klub at score.

Lang nats rejse mod dag
Det viste sig at være noget af et clash at skulle indlemme to vævre argentinere i en overvejende britisk trup, der i sæson efter sæson havde spillet på en særlig og ikke særlig argentinsk måde. Den spiller, der kom tættest på en teknisk funderet spillestil var Glenn Hoddle. Han var nøglen til at bygge en bro mellem den britiske og den argentinske stil.

Det lykkedes ganske langsomt. Fra starten af 1980’erne begyndte Tottenham at spille på en mere teknisk, kontinental måde. Det var også deromkring, at jeg fik øjnene op for dette særlige hold, der i en verden af brunt mudder svævede henover grønsværen klædt i hvidt.

Det foreløbige højdepunkt for de to argentinere kom i 1981, da de var helt instrumentelle for Tottenhams rejse frem mod FA Cup-finalen mod Manchester City på Wembley. I det, der skulle vise sig at blive den første kamp, scorede Citys Tommy Hutchison to mål; et regulært og et selvmål. 1-1. Der skulle derfor en ny kamp til, som blev spillet 14. maj, fem dage senere. Og den kamp vandt Tottenham 3-2, blandt andet på et af de bedste mål, der er blevet scoret i den turnering. Se målet i nedenstående klip og bemærk, hvordan Ricky Villa dribler sig igennem og siden på tværs af Citys forsvar efter at have modtaget bolden fem-seks meter fra feltet. Afslutningen er klinisk; hårdt og fladt under den fremstormende keeper Joe Corrigan.

 

Den 2. april 1982

Efter den triumf var der en følelse af ’the sky’s the limit’ for både Tottenham og de to argentinere. Og de nød det til fulde – komplet uvidende om de overvejelser, som den argentinske militærjunta gik med tilbage i Buenos Aires.

Der havde været gang i svingdøren i Juntaen: General Videla var blevet skiftet ud med General Viola, der siden blev skiftet ud med General Galtieri. Han kæmpede med et land i økonomisk krise; udlandsgælden var vokset til så stor en størrelse, at landets selvstændighed var i fare. Den økonomiske ustabilitet og voksende politiske uro måtte holdes i ave – og Galtieris rationale var, at en rask lille krig kunne fjerne fokus fra den truende fallit og genoprette nationalfølelsen hos det hårdt prøvede argentinske folk. Han foldede verdenskortet ud foran sin stab og satte fingeren på den omstridte øgruppe ud for den argentinske kyst; Islas Malvinas, som Falklandsøerne hedder på spansk, skulle være argentinske igen.

Invasionsplanerne blev udarbejdet, mens Argentina i FN – med trusler om militær intervention – argumenterede for at få afklaret status for øerne. Briterne, der ikke troede at det ville ende med krig, virkede uengagerede og ignorerede alle de diplomatiske og militære trusler. Det fik de argentinske generaler til at konkludere, at der lige dér – ud for kysten – lå en nærmest gratis militær og politisk gevinst.

I marts besatte civile argentinske nationaliser den lille ø South Georgia, og 2. april kom så den endelige argentinske invasion af resten af Falklandsøerne.

Tilbage i London passede Ricky og Ossie deres træning. De havde fuldt fokus på Tottenham og den FA Cup-semifinale, der dagen efter skulle spilles mod Leicester. Da de kom ud til deres biler mødte de en kødrand af journalister, der afkrævede dem svar; hvad var deres reaktion på den argentinske invasion og udbruddet af krigen med Storbritannien, hvis premierminister Thatcher, jernladyen, ikke tillod noget tab af britiske besiddelser, lige meget hvor mange tusind kilometer væk, de lå, og lige meget, hvor lidt økonomisk udbytte, Storbritannien fik af dem.

Man kan måske med rette argumenter for, at argentinernes holdning til politik var noget flegmatisk, men Ardiles har efterfølgende forklaret, at de egentlig bare havde fokus på at spille fodbold og ikke gik synderligt meget op i begivenhederne i deres hjemland. De var med andre ord totalt uforberedte på pressens spørgsmål – og på reaktionen fra engelske tilskuere, da semifinalen blev spillet dagen efter. Der blev buhet af de to argentinere hver gang, de fik bolden. Det var et kæmpe chok for de to, der ellers havde taget publikum med storm og som ellers havde følt sig hjemme og velkommen i England.

Tottenhams egne fans var delte. Nogle tog del i pifteriet – grebet af britisk nationalfølelse og provokeret af Argentinas aggression. Andre bakkede op om Ossie og Ricky. Et nu ikonisk banner blev vist: ”Argentina can keep the Falklands, we’ll keep Ossie”.

Det berømte banner. Foto: Ukendt

Ossie selv var rystet i sin grundvold. Han har siden – og flere steder – beskrevet den følelse, han havde: ”Det var som at se to af mine brødre slås”.

”Jeg var flået itu følelsesmæssigt. Jeg havde boet i England i nogle år og havde gjort det til mit hjem. Det ændrede mig – og det ændrede mit spil på banen,” har han sagt til magasinet ’The Inside Left’.

”Vi havde ingen mening om krigen. Vi ville ikke se vores landsmænd miste livet. Vi var født argentinere, men havde taget Storbritannien til os og betragtede os selv som briter også”.

Fra London til Paris
Krigen blev forholdsvis kort; 74 dage. Briterne vandt, Argentina blev ydmyget, 900 mennesker mistede livet. Forholdet mellem de to lande var i årevis betændt – og krigen fortsatte i andre afskygninger andre steder, blandt andet på fodboldbanen, hvor opgør mellem England og Argentina altid fandt sted i slagskyggen fra 1982. Tænk blandt andet på de følelsesmæssige opgør under VM i 1986 og 1998. At det stadig ikke er glemt – fra nogen af siderne – vidner en episode fra 2014 om. Her blev Top Gear-værten Jeremy Clarkson jagtet ud af Argentina af en vred menneskemasse, fordi han – absolut bevidst provokerende – havde kørt rundt i en bil med nummerpladen H982 FKL.

Men tilbage til Ossie og 1982. Den lille argentiner kæmpede med at finde formen og holde fokus. Selv efter krigens afslutning havde han det svært, så om sommeren forlod han klubben i en sæson. Han fik en lejeaftale med Pars Saint Germain.

”Jeg troede, at det ville hjælpe mig med hele situationen, men det var en massiv kamp for mig at spille for Paris Saint Germain. Mit hoved var ikke med, og med alt det, der var sket, så var det svært for mig at finde formen. Paris er en smuk by, men jeg savnede London,” har han fortalt til ’The Inside Left’.

Så i sommeren 1983 vendte Ossie hjem. Hjem til London og til Tottenham. På samme tid sagde den anden argentiner, Ricky Villa, farvel for at tørne ud for Fort Lauderdale Strikers.

Fra Paris til toppen af Europa
Selvom opholdet i Paris ikke havde været den bedste oplevelse for Ardiles, så har det formentlig hjulpet på stemningen blandt det engelske publikum. Tottenhams tilhængere var i hvert fald udelt begejstrede for at få den lille argentiner hjem, og de verbale tilsvininger fra modstandernes fans var stort set ikke-eksisterende, når Ardiles gik på banen.

Sportsligt nærmede han sig imidlertid sin udløbsdato, men der var én triumf tilbage for ham. I 1984 vandt Tottenham UEFA Cuppen efter over to kampe at have besejret Anderlecht. Den sidste af de to kampe blev spillet på White Hart Lane, og Ardiles blev skiftet ind i anden halvleg i opgøret, der endte 2-2 og som blev afgjort til Tottenhams fordel i en straffesparkskonkurrence, der endte 4-3.

I 1985 blev Ardiles udlejet igen – denne gang til australske St. George Saints. Han var på kontrakt i Tottenham helt frem til 1988 og havde derefter korte ophold i Blackburn, Queens Park Rangers, Fort Lauderdale og Swindon.

Men Tottenham har aldrig glemt ham – og han har aldrig glemt Tottenham. Han var midlertidig træner i sæsonen 1993-1994 og har siden fungeret som klubbens ambassadør. Et kig på hans Twitter-konto vil afsløre, at han stadig har et stort hjerte for klubben og følger dem enten på afstand eller på stadion, hver gang de spiller.

I 2008 blev både han og Villa optaget i Tottenhams Hall of Fame.

Relaterede artikler

Luk Menu