Straffesparkets fødsel

When one door closes another door opens
but we often look so long and so regretfully upon the closed door,
that we do not see the ones which open for us.
                   – Alexander Graham Bell, opfinder

William McCrum fnyser arrigt under sin imposante sorte moustache, mens han træt bukker sig ned for at fiske den tunge, brune læderfodbold ud af netmaskerne. Det er efterhånden blevet en fast, men træls beskæftigelse for målmanden fra Milford FC. I sæsonens fjorten kampe har hans hold indkasseret hele 62 mål. Sidstepladsen i den irske fodboldligas første sæson nogensinde tilhører suverænt Milford FC. Ikke et eneste point har klubben fra regionen Armagh i det nordøstlige Irland skrabet til sig. Det er trist at være målmand hos den irske bundprop.

William Mccrum, Irland
Født: 21. februar 1865, Milford, Irland.
Død: 21. december 1932, Armagh, Irland

En populær sport
Men William McCrum er ikke en slagen mand. Han er vant til at tage udfordringer op og interesserer sig for andet end resultater. Han nyder kammeratskabet og er som sine holdkammerater ramt af den omsiggribende fodboldfeber, der også har fået tag i den grønne ø og dens sportsinteresserede befolkning her mod slutningen af det nittende århundrede.
     Fodboldsporten er i eksplosiv fremgang. Klubber skyder op i alle britiske byer, og de folk, som rejser ud i verden, bringer fodbolden med til de mange engelske kolonier. Fodbolden er relativt let at gå til. I modsætning til de traditionelle sportsgrene tennis og cricket kræver fodbolden ikke det store udstyr eller tekniske færdigheder. Man kommer langt med en bold og to mål – eller rettere fire stolper og noget snor som overligger. Det tiltrækker mange nye spillere, og især i skolerne bliver fodbolden en yndet aktivitet.
     Og så er fodbolden folkets sport – ukompliceret og tilgængelig. Det er ikke forbeholdt de rige og privilegerede. Fodbold er en kontaktsport, som kalder på de dyriske instinkter, som ellers er bedøvet af tidens takt og tone.

Simple regler
Endnu er fodboldloven relativt primitiv. Reglerne tager afsæt i rugbysporten. Det gør fodbold til en temmelig voldsom affære, hvor der er eksempler på tacklinger med døden til følge. Et mere civiliseret regelsæt er efterhånden påkrævet. På Cambridge University i England udarbejder en gruppe af fodboldentusiaster et sæt regler – de såkaldte Cambridge-regler. Forvirringen er dog til at få øje på, da nogle klubber har valgt et andet sæt regler: Sheffield-reglerne. Men de britiske uoverensstemmelser er en ting. En anden er de regler, som benyttes i andre lande. Formuleringer, der muligvis virker ubetydelige på papir, er i praksis noget af en udfordring. Især når internationale opgør skal afvikles. For at forhindre uoverensstemmelser på banen dømmer kampens dommer efter hjemmeholdets regelsæt, hvilket selvsagt er voldsomt upraktisk og aldeles uholdbart på længere sigt.

Behov for organisering
I 1863 er der så meget skub i fodbolden, at verdens første fodboldforbund bliver dannet. 11 engelske klubber går sammen og danner det engelske forbund, The Football Association (FA), som bliver det forum, hvor klubberne kan mødes og aftale turneringer, mens de udvikler den sport, de har kastet deres uforbeholdne kærlighed på.
     Det bliver Ebenezer Cobb Morley, en advokat med stor kærlighed for fodbolden, som i forbindelse med stiftelsen af FA laver det udkast, som fodboldloven bliver lavet efter. Med sirlig skråskrift nedfælder Mr. Morley 13 simple love, som foreskriver, hvordan fodbolden skal spilles. Laws of the game bliver navnet på det officielle regelsæt. Der er endnu langt til fodbolden, som vi kender den i dag, men ensretningen af reglerne øger fodboldens tilgængelighed og popularitet dramatisk.

En primitiv start
Endnu er forholdene primitive og i deres spæde ungdom. Fodboldstøvlerne ligner mere støvletter med en lille hæl. Knopper er endnu ikke opfundet. Det gør det nærmest umulig at foretage skarpe vendinger. Driblinger er også en yderst svær kunstart, og lange afleveringer kan være noget af en udfordring, når man ikke står godt fast. I regnvejr bliver støvlerne, der er lavet af ikke-imprægneret læder dobbelt så tunge. Det passer fint til boldene, som har samme svaghed. Der er masser af forhindringer for fodboldens pionerer.
     Men alt er under konstant udvikling. Også lovene. I 1886 danner Storbritanniens fire fodboldforbund; England, Skotland, Wales og Irland, IFAB (International Football Association Board), hvor man vil forsøge at standardisere de sparsomme retningslinjer for fodbolden også i internationale kampe.

Sportsmanship
Grundtanken bag fodboldreglerne er typisk britisk og udspringer af noble victorianske dyder og traditioner – og vigtigst af alt tanken om sportsmanship, hvor fairness og respekt for modstanderen er grundsøjler. En ægte gentleman vil som udgangspunkt aldrig forbryde sig mod spillets ånd.
     Alligevel forekommer bevidste brud på spillets moralske kodeks gang på gang. Overlagte frispark, som udelukkende har til hensigt at forhindre en spiller, som er tæt på mål, i at score. Dilemaet er, at forskellen på et frispark på banens midte og tæt på mål er ikke-eksisterende. Dommernes sanktionsmulighed er et indirekte frispark; et frispark, hvor bolden skal røres af en medspiller, før den må sparkes i mål. Her må modstanderen stille en mur op 6 yards (ca. 5,5 meter) fra bolden – først i 1913 øges afstanden til de nuværende 10 yard (9,15 meter). Da reglen om de 6 yards meter kun gælder indtil mållinjen, kan man stille samtlige spillere i sin mur op der, hvilket gør det stort set umuligt at score.

En ægte gentleman
I den irske by Milford er William McCrum ikke bare målmand for den lokale klub. William er millionærarving. Han er søn af Robert Garmany McCrum, der har skabt en formue på at fremstille klædestof af bomuld. I kølvandet på hans industrimirakel opstår den lille landsby Milford. Det er her i de smalle gader mellem små, undseelige toetagers rødstenshuse og til lyden af klaprende hestehove mod toppede brosten, at straffesparket har sin vugge – eller næsten.
     William McCrum er nemlig vokset op under noget andre forhold end sine jævnaldrende. Dagligdagen på familiens landsted, Milford House, ligger milevidt fra industriarbejdernes grå og triste tilværelse med lange arbejdsdage og kritisable arbejdsforhold. I det 41-værelses store slot, Milford House, opvartes familien McCrum af kokke, tjenestepiger og butlere, mens gartnere og landskabsarkitekter sørger for, at omgivelserne har samme royale tilsnit. Williams opvækst er tryg og sorgløs.
     I Milford er William kendt som en udadvendt mand og går under navnet ”Master Willie”. Han er en respekteret og vellidt ung mand med utallige jern i ilden.

Tålmodigheden sat på prøve
William McCrum er fremsynet og velovervejet. Men først og fremmest er McCrum junior gentleman helt ind i marven på sine irske knogler. På fodboldbanen er Williams udtalte retfærdighedssans sat på noget af en prøve. Han er gang på gang vidne til professionelle frispark, som bliver begået mod spillere, der har en åbenlys scoringschance tæt på mål. Straffen med et indirekte frispark står på ingen måde mål med forseelsen og er en stående vittighed i omklædningsrum fra Cork til Dublin.
     Det irriterer William McCrum, at fodboldloven har denne usportslige kattelem. Det kan kun gå for langsomt med at få stoppet det udbredte fænomen.

Et løsningsforslag
William er ikke typen, der sidder på hænderne. Han vil gøre noget ved sagen og får foretræde i det irske fodboldforbund, hvor han deler sin bekymring. Han møder en lydhør bestyrelse, som har stor respekt for den veltalende William og hans personlige erfaringer. William har medbragt et konkret forslag til løsning af problemet. Han har udtænkt et alternativ til det indirekte frispark tæt på mål: Et straffespark.
     Det lyder som en fremragende idé. I juni 1890 sender fodboldforbundet sin generalsekretær og repræsentant, Jack Reid, til hovedbestyrelsesmøde i IFAB med følgende forslag til ændring af fodboldloven:

Hvis en spiller bevidst vælter eller holder en modstander, eller med vilje tager bolden med hånden inden for 12 yards fra egen mållinje, skal dommeren på opfordring tilkende modstanderholdet et straffespark, som skal tages fra hvilket som helst punkt 12 yards fra mållinjen, under følgende betingelser: Alle spillere med undtagelsen af sparkeren skal stå mindst 6 yards bag bolden, som er i spil, når sparket er taget. Der må scores mål på straffesparket.

Dødsstraffen
William McCrums forslag får en urimelig hård medfart i IFAB. Først af bestyrelsen og dernæst pressen. Ja, selv de spillere, der hører om forslaget, er i oprør. Alene idéen om, at en gentleman bevidst skulle handle usportsligt, er utænkelig.
     Selv om Williams forslag udspringer af bitter erfaring, er tiden endnu ikke moden til denne revolutionerende tilføjelse til fodboldloven. Hurtigt bliver forslaget døbt ”Irerens forslag” og ”Dødsstraffen” – det sidste med slet skjult hentydning til de konsekvenser indførelsen af en sådan straf ville have for den sport, som man i det selvhøjtidelige IFAB anser for noget af det mest rendyrkede og æstetiske inden for sportens verden.
     Onde tunger påstår endda, at det er William McCrums anden store kærlighed; teateret, som har givet ham denne gennemført skøre idé. Som målmand er William McCrum sjældent den store aktør i fodboldkampene, og hans straffespark rummer dramaturgiske elementer i overflod. Er forslaget i virkeligheden et slet skjult forsøg på at tildele målmanden en længe tiltrængt hovedrolle?
     Forslaget bliver fejet af bordet med et foragteligt pennestrøg, og Jack Reid må skuffet drage hjem til Irland og William McCrum med uforrettet sag.

Alligevel et problem?
To hændelser inden for ganske kort tid får dog IFAB på andre tanker.

Kvartfinalen i den skotske pokalturnering den 20. december 1890 står mellem East Stirlingshire FC og Heart of Midlothian. Publikum på Ochilview Park i Stenhousemuir er ved at tabe både kilt og sækkepibe, da udeholdets forsvarsspiller, James Adams – som i øvrigt blev uddannet fodbolddommer efter fodboldkarrieren – forhindrer en scoring. Med fuldt overlæg sætter han en knyttet næve på en bold, der har direkte kurs mod netmaskerne. Dommeren dømmer et indirekte frispark, som vanen tro ikke fører til mål.

Opstandelsen over denne utænkelige usportslighed er enorm. Om James Adams sætter hånden på bolden med vilje, eller om der er tale om en uskyldig refleks, er i princippet ligegyldigt for de måbende fans på stadion, og ikke mindst de mange avislæsere, som efterfølgende kan se journalisternes rystende beretning sort på hvidt. Fodboldloven mangler ganske enkelt en effektiv sanktionsmulighed. Det er nu udstillet på allerhøjeste niveau.

Gal igen
Allerede den 14. februar 1891 er den gal igen. Denne gang er det i England, hvor skotten John ”Jack” Hendry fra Notts County FC – ligeledes i en pokalkvartfinale – i de døende minutter forhindrer Stoke City FC i en scoring, da han på mållinjen redder bolden med hånden. Dommerenes eneste mulighed er, som ved hændelsen i Skotland, at dømme et indirekte frispark. Stoke formår heller ikke at omsætte frisparket til mål. Hjemmeholdet vinder kampen med 1-0, men publikum i Nottingham har kun grund til behersket jubel, for kampens altoverskyggende samtaleemne er naturligvis Hendrys usportslige redning. Udåden stemmer på ingen måde overens med den dybt forankrede engelske tanke om en ægte gentleman-sport.
     Hvad William McCrum længe har vidst og påpeget, er nu udstillet til offentlig skue i selve fodboldens moderland. Der må handles hurtigt, og den nærmest logiske konsekvens lader ikke vente længe på sig. Nøglen til problemet er McCrums ellers så omstridte forslag.

Regel nummer 13
Straffesparket bliver den 2. juni 1891 indskrevet som regel nummer 13 i ”Laws of the Game” – et år efter McCrums og det irske fodboldforbunds forkastede forslag først blev fremsat. På Alexandra Hotel beliggende i Bath Street i den skotske by Glasgow træffes beslutningen, og selv om det sker under betydelig diskussion, tør end ikke det stokkonservative IFAB risikere en gentagelse af vinterens hændelser. En af de mest skelsættende lovændringer i fodboldhistorien er fuldbragt. Fodbolden har fået sit straffespark.
     Der er på mødet også enighed om, at et straffespark skal tilkendes et hold for tre forseelser i feltet: Hvis en spiller fældes eller holdes, samt hvis en spiller fra det forsvarende hold tager bolden med hånden.
     Der bliver indført yderligere tillæg om, hvor spillere og målmand må placere sig. Bolden må placeres hvilket som helst sted på en linje, som befinder sig 12 yards fra målet. Målmanden må faktisk forlade mållinjen, bare han befinder sig 6 yards fra bolden – samme afstand som spillerne, der dog skal være bag bolden.

Artiklen er et uddrag af Henrik Busborgs bog “Straffe”, der blev udgivet i 2016 ved forlaget Turbine.

Bogen kan købes for KUN 75,- ved direkte henvendelse til Henrik Busborg her!

Straffe

Elkjær, Zidane, Christofte, Beckham. De har alle stået der. 11 meter fra mål meden hel nations tyngende forventninger på deres skuldre. Dette er historien om det forkætrede straffespark, der siden sin besværlige fødsel i 1891 har været genstand for utallige dramaer. Det er straffesparkets mytologi. Fortællingen
om umenneskeligt pres, om straffesparksskytternes smarte strategier og straffesparksdræbernes kølige tricks. Det er målmanden mod skytten i de splitsekunder, hvor et enkelt straffespark udgør forskellen på, om man skal bære titlen som helt eller skurk i historiebøgernes fornemste kapitler.

Fra 11-meteren er rammen om 12 fodboldhistoriske nedslag. 12 straffesparksøjeblikke, hvor hele verdens blik var rettet mod skytten og målmanden.

Det er så forskelligt, hvordan vi mennesker reagerer under pres. Nogle krøller sammen – står som et rådyr fanget i forlygternes skær. Andre finder det allerbedste i sig selv – og handler.

Luk Menu