Svend Gehrs: Man frøs som et svin

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

”Sådan en blæsende novemberdag i Coventry var altså hård at komme igennem”

Som kommentator var Svend Gehrs i 70’erne med til at bringe engelsk fodbold ind i danskernes stuer. Men det krævede lidt af en indsats, for forholdene på de engelske stadions var ufatteligt primitive. Høje bolde på Highfield Road i Coventry og våde vinterkampe fra Villa Park.

For danskere, der kan huske 70’ernes engelske tipskampe, hænger Svend Gehrs’ karakteristiske stemme sammen med billederne fra de mudrede baner.

Svend Gehrs er stolt af at have været med til at åbne den verden for danske fodboldfans. Ikke mindst fordi engelsk fodbold altid har betydet noget særligt for ham:

”Jeg havde siddet hvert eneste år og slugt FA Cup-finalen fra Wembley. Pokalfinalerne, der var blevet vist på dansk tv nærmest siden fjernsynets begyndelse, var altid en stor begivenhed. Så da vi fik chancen for at begynde at vise engelsk fodbold hver lørdag, var det en kæmpe mulighed,” fortæller han.

Svend Gehrs var med helt fra begyndelsen, da Danmarks Radio i 1969 begyndte at transmittere engelske tipskampe. Det kom som lidt af en overraskelse, at Danmarks Radio pludselig fik landet en aftale, for indtil da havde det været urealistisk dyrt. Men så fik Lars Gunnar Björklund fra svensk tv kontakt til den tidligere engelske landsholdsanfører, Billy Wright. Han sad nu som chef for ATV i Midlands – Birmingham-områdets kommercielle tv-kanal. Wright var frisk på at sælge rettigheder til at vise kampe fra Midlands-området, hvis Danmark, Norge og Sverige kunne skrabe penge sammen i fællesskab. Det fandt de hurtigt ud af, og 29. november 1969 rullede den første kamp således over skærmen: Wolverhampton-Sunderland direkte fra Molineux.

”Til at begynde med var det fuldstændig skrabet. Alle penge blev brugt på at købe selve kampen, så der var ikke noget med studie derhjemme eller andre sportsgrene inde over. Kun kampen,” fortæller Svend Gehrs.

Tv-aftalen betød, at Svend Gehrs fik masser af rejseaktivitet. Hver gang gik turen som nævnt til Midlands-området, der husede klubber som West Bromwich, Birmingham, Aston Villa, Wolverhampton, Coventry, Stoke og Derby. De store klubber fra London, Liverpool og Manchester blev således kun vist på dansk tv, når de spillede på udebane her i regionen.

Hjemme i stuerne sad danskerne hver weekend og ventede i spænding på hvilken kamp, der ville blive vist. For til at begynde med blev det nemlig ikke annonceret på forhånd:

”Danske reklamefirmaer fandt selvfølgelig hurtigt ud af, hvor populære de her kampe var, så de tog til England i håb om at købe sig til reklameplads på stadion, som så ville blive vist på dansk tv. Det gik selvfølgelig ikke, når man var Danmarks Radio, så vi måtte holde det hemmeligt, hvilke kampe vi viste.”

Det medførte en ret pudsig oplevelse, da Svend Gehrs på vej over til en tipskamp kom på samme fly som en, der skulle over for at købe reklameplads:

”I London havde han lejet en bil, og han tilbød mig et lift fra lufthavnen. Jeg var nødt til at takke ja for ikke at være direkte uhøflig, men jeg måtte jo ikke fortælle ham, hvor jeg skulle hen. Så jeg var nødt til at bede ham om at sætte mig af ved ITV’s hovedkvarter i London. Så stod jeg ellers der i entreen og ventede, indtil jeg var sikker på, at han var kørt, før jeg gik ud og tog en taxa til stationen. Det var et gedemarked at lege blindebuk med de der reklamefolk.”

Man skulle ikke være alt for mageligt anlagt, når man skulle over at dække kampene fra de usle stadioner i Midlands. Af samme grund nåede den legendariske fodboldkommentator Gunnar ’Nu’ Hansen kun at kommentere en enkelt af den slags kampe, før han havde fået nok. Han var vant til at blive vartet op af BBC i forbindelse med transmissionerne fra FA Cup-finalerne. Men det her var noget helt andet. Der var stort set ikke sørget for noget:

”Jeg kan huske, hvor surt det var at ankomme til en banegård og så skulle vade en halv time i regnvejr bare for at nå frem til stadion. Man kunne ikke få en taxa, for de turde ikke køre ud til stadion af frygt for at få smadret bilerne.”

Og når man kom frem til stadion, var strabadserne slet ikke ovre:

”Du gør dig slet ikke begreb om, hvor primitivt det var. Vi fik lov at sidde oppe under taget på tribunen, hvor kameraerne stod. Vi klatrede ad stiger, og når vi var kommet op, trak de stigerne væk. Så sad vi der, svenskeren, nordmanden og jeg med vores papirer i skødet. Ofte var der ikke noget bord, og det var svært at se noget. Og så frøs man som et svin deroppe. Sådan en blæsende novemberdag i Coventry var altså hård at komme igennem.”

Men der var altid et godt sammenhold mellem de tre reportere. Og efterhånden begyndte de at indføre fælles ritualer:

”En time for kampstart drak jeg en lille øl sammen med min norske kollega. Og lige inden vi skulle op, var vi ude for at lade vandet. Når vi først var deroppe, kunne vi jo ikke komme ned. Jeg kan stadig huske en kamp, hvor jeg ikke fik tisset af på forhånd. Første halvleg var det til at leve med, men i anden halvleg var jeg ved at eksplodere. Jeg vadede frem og tilbage for at holde mig og gik så hen til mikrofonen ind i mellem for at sige lidt. Siden den kamp har jeg altid rejst rundt med et hylster til tennisbolde. Jeg har aldrig fået brug for det, men bare tanken om, at man kan, hvis man skal, har givet ro i sindet.”

Hjemme i Danmark blev tipskampene fra England hurtigt en stor succes. Det passede perfekt med, at tipskuponerne om vinteren bestod af engelske kampe, og derfor blev konceptet hurtigt videreudviklet til, at der tikkede scoringer ind fra de andre kampe, der blev spillet samtidig. Den legendariske dong-lyd blev født.

Danskere begyndte at kaste deres kærlighed på de hold, der blev vist på tv. Og den håndgribelige forklaring på, at mange danskere i dag holder med eksempelvis Aston Villa og Wolverhampton er, at de blev vist ofte på grund af den særlige tv-aftale.

Som professionel journalist holdt Svend Gehrs sig selvfølgelig objektiv. Men han kunne alligevel ikke lade være med at få særlige følelser for nogle hold:

”I begyndelsen af 70’erne var jeg ret glad for Derby County, som vi også viste mange kampe med. Det var på grund af én spiller, Colin Todd. Han spillede libero og var engelsk fodbolds svar på Franz Beckenbauer på det tidspunkt.”

Efter VM i 1978 forelskede Svend Gehrs sig dog i et nyt hold:

”Den måde Osvaldo Ardiles havde svævet hen over banen på til VM-slutrunden, gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det var så smukt at se på. Så da Tottenham brød med alle engelske traditioner og hentede ham til klubben, blev det mit favorithold. De spillede også noget teknisk og poleret fodbold i de år, som man ikke så fra de andre hold.”

Når Svend Gehrs var i England for at kommentere kampe, var det som regel sådan, at han fik to kampe i træk. Mellem de to kampe skulle han alliere sig med en engelsk fotograf og lave interviews med spillere og trænere, der kunne bruges i næste udsendelse. Et af de interviews, der stadig står klarest, var da han mødte netop Osvaldo Ardiles i London:

”Jeg havde aftalt med Tottenhams manager, Keith Burkinshaw, at jeg skulle interviewe holdets to argentinere, Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa. Vi mødtes på parkeringspladsen foran deres træningsanlæg, men det var kun Ardiles, der mødte op, Villa kunne vi ikke finde. Efter at have lavet interviewet med Ardiles, skulle vi til at af sted igen, og så fandt vi ham. Han lå og krøb sammen bag en af de parkerede biler. Jeg spurgte ham, hvorfor han dog lå der, og han svarede, at han ikke ville interviewes, fordi hans engelsk ikke var særlig godt.”

En anden spøjs interview-oplevelse fik Svend Gehrs, da Liverpool i en sommerpause var i Odense for at spille træningskampe. Det var kommet i stand, at han skulle tale med holdets skotske stjernespiller Kenny Dalglish. Men der var et problem:

”Han nægtede at stille op. Men da klubben så tvang ham til det, kunne han godt se, at han ikke kom uden om. Han sagde til mig: ”Ok, så gør jeg det. Men du forstår ikke en skid af, hvad jeg siger”. Og ganske rigtigt. Jeg interviewede ham i 20 minutter uden at fatte et eneste ord. Han talte skotsk, så det bragede. Jeg kunne slet ikke spørge ind, men var bare nødt til at holde mig til spørgsmålene på blokken. Først da jeg senere så interviewet med undertekster, forstod jeg, hvad manden sagde.”

Svend Gehrs fik lov at komme tæt på de store stjerner. Og han fik også lov at komme tæt på de engelske fans. Og det var en overvældende oplevelse:

”Stemningen sydede hver gang. Selvom det ikke altid var de store stadions, vi sendte fra, så var der en utrolig atmosfære, når de to holds fans stod der og bekrigede hinanden med sange.”

Med årene fik Danmarks Radio mulighed for at vise kampe fra hele England, og derfor findes der snart ikke det nævneværdige, engelske fodboldstadion, Svend Gehrs ikke har besøgt. Men spørger man ham, hvor stemningen er bedst, er han ikke i tvivl:

”Anfield i Liverpool slår alt. Det er, så man får gåsehud. Allerede når man går ind, og der står på skiltet over indgangen: ’This is Anfield’. Værsgo, så har du bare at have respekt. Men når jeg har nævnt Anfield, må jeg så også sige, at Old Trafford er meget, meget tæt på.”

Først i 1991 forlod Svend Gehrs Sporten på DR. Han var således også en del af holdet, da der i 80’erne blev blændet op for Sportslørdag. Fodbolden var blevet blandet med andre sportsgrene, og programmet udviklede sig mere og mere til at blive et samlingspunkt for familien Danmark:

”I de år var vi familiekult. Hver eneste lørdag eftermiddag samlede vi familien, og det er stort at tænke på, at vi har givet så mange mennesker store øjeblikke. Jeg har for eksempel flere gange talt med danske landsholdsspillere, der har fortalt mig, at deres allerførste inspiration til at begynde at spille fodbold kom ved, at de sad og så tipskampe fra England. På den måde er det da lidt sjovt at tænke på, hvad man måske har været med til at plante i folk.”

Svend Gehrs (f. 1940) er Danmarks mest legendariske fodboldkommentator. Ud over de engelske tipskampe er han kendt for at have lagt stemme til nogle af de helt store landskampe i 80’erne. Særligt replikkerne fra 4-2-sejren over Sovjet i 1985 står mejslet ind i fodboldglade danskeres bevidsthed. Smag for eksempel på ”Det er en fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra” og ”Han er altså kun 20 år, men han spiller som en gammel, garvet landsholdskæmpe”. To replikker, der var rettet mod henholdsvis Preben Elkjærs og Michael Laudrups præstationer i den kamp. Hør også den legendariske kommentering af Michael Laudrups mål i klippet til højre: “På tværs til Laudrup, selvfølgelig. Michael Laudrup…og så skyder han. Nej han venter, JAAAAAH, Michael Laudrup…Det er genialt dét der.”

Artiklen er et uddrag af Tommy Heisz’ bog “Det begyndte med Tipslørdag” fra 2009.

Køb bogen direkte her!

Tommy Heisz’ holder også et foredrag relateret til bogen. Læs mere her!

Det begyndte med Tipslørdag

Om bogen:
“Dong.” For 40 år siden blændede Danmarks Radio op for den første tipskamp mellem Wolverhampton og Sunderland.
Epidemien tog hurtigt fat. Over hele landet sad stakkels drenge med paraderne nede og blev væltet omkuld af indtrykkene fra skærmen: mudder, tåge og masser af glidende tacklinger. De blev smittet af en bacille, der skulle vise sig aldrig at forlade kroppen igen.
Det begyndte med Tipslørdag portrætterer otte markante danskere, der har et glødende forhold til hver sin engelske fodboldklub.

Uddrag:
“Mange holder med klubber i både Danmark, Tyskland, Spanien, Italien og England. For mig holder det slet ikke. Det er jo det samme som at snyde. Som at have en affære.”
– Jesper Wung-Sung, forfatter og Manchester United-fan.
“Hvis du først har prøvet at spille en kamp på Anfield i Liverpool, så ved du, hvad jeg taler om. Det går i blodet på dig.”
– Allan Nielsen, tidligere spiller i Tottenham, Wolves og Watford.
“Af og til har jeg været så langt ude, at jeg har siddet og set en hel kamp på tekst-tv.”
– Klaus Bundgård, vært på TV-Avisen og Tottenham-fan.

Medvirkende i bogen:
• Jens Unmack, forsanger i Love Shop og Liverpool-fan
• Jesper Wung-Sung, forfatter og Manchester United-fan
• Klaus Bundgård, vært på TV-Avisen og Tottenham-fan
• Jim Q. Holm, pladeselskabsejer og West Ham-fan
• Poul-Erik Høyer, tidligere badmintonstjerne og Stoke-fan
• Michael Bech, journalist på Politiken og Wolves-fan
• Jens Jørgen Brinch, fodboldkommentator og Chelsea-fan
• Morten Helveg, tidligere folketingspolitiker og Arsenal-fan
• Svend Gehrs, legendarisk kommentator
• Tommy Troelsen, legendarisk ekspert og studievært
• Allan Nielsen, tidligere spiller i Tottenham, Wolves og Watford
• Claus Thomsen, tidligere spiller i Ipswich og Everton
• Kenneth Reinicke, mandeforsker
• Birger Peitersen, fodboldekspert

I medierne:
“Sæsonens måske fineste overraskelse på sportsbogmarkedet.”

– Ekstra Bladet

“Rammer mig der, hvor det gør allermest godt, lige præcis i fodboldfascinationens og fodboldnostalgiens solar plexus.”
– Weekendavisen

“Bogen er flot at se på. Et lækkert grafisk design og stemningsfyldte billeder får næsten en til at ønske, at man stod på Molineux en råkold januardag og så Wolverhampton spille mod Crystal Palace.” (…) “En fin og letfordøjelig bog, der fortæller hvorfor danskerne pludselig tog Keegan og co. til sig. En fremragende mandelgave-eller pakkelegsidé, når den i de kommende måneder står på julefrokost med drengene.”
– Tipsbladet

“Ud over bogens helt fantastiske billedmateriale, det gøres ikke bedre, så afløser den ene mere vidunderlige historie den anden, ligesom hver klubs historie bliver præsenteret. Bogen er en dejlig kærlighedserklæring til en del af mandeverdenen og en tid der er ved at rinde ud, med kommercialiseringen og det voldsomme tv-udbud.”
– Arbejderen

150 sider

Luk Menu