Der skal mere end en omgang gadefodbold til at løse integrationsproblemerne

I mediebilledet i dag hersker der en udbredt opfattelse af fortidens integrationsinitiativer som forfejlede, og et billede af Danmark som et land fyldt med såkaldte parallelsamfund.

Idrætten har gennem en årrække bidraget med mange integrationsinitiativer ofte uden den store succes for hverken deltagerne eller samfundet. Vi mener, en af årsagerne til, at integrationsinitiativerne er mislykkedes, kan tilskrives kortsigtede, løsrevne projekter og tilbud om uforpligtende fællesskaber i udsatte boligområder.

Her tænker vi især på de ofte flotte, iscenesatte streetorienterede tilbud såsom gadefodbold, parkour eller andre uforpligtende idrætstilbud skabt med høj frihedsgrad for den enkelte deltager for øje.

Netop frihedsgraden og den uforpligtende struktur opfattes normalt som et positivt aspekt i det moderne menneskes liv. Men når det handler om integration og sammenhængskraft i vores samfund, er den høje frihedsgrad og løse struktur en akilleshæl, hvis vi vil skabe et engageret og stærkt samfund.

Set fra vores stol handler god integration og social inklusion i idrætsøjemed om at have en langsigtet og vedholdende strategi. Den skal udvikles gennem lokalt, dedikeret arbejde og involvere de eksisterende foreninger, som allerede er forankret i samfundet og lokalmiljøet. Foreninger som kendetegnes ved at være drevet af frivillige bestyrelser, frivillige lokalbeboere og ildsjæle, som ønsker at udvikle deres lokalområder.

På Nørrebro har vi gennem de seneste år oplevet, at mange velmenende idrætsinitiativer er blevet igangsat, for eksempel streetorienteret sport og andre moderne idrætsfællesskaber. Der synes over det seneste årti at være opstået et fokus på uforpligtende tilbud og projekter som disse.

Der kan eksempelvis kommunalt være givet administrativ støtte til marginaliserede grupper, som ønsker at starte deres egne isolerede hold i f.eks. fodbold, helt uden at inddrage eller gøre brug af den eksisterende foreningsstruktur i det klassiske foreningsliv.

Støtte til opstart af sådanne tilbud skaber uden tvivl glæde og stolthed for de involverede, men bringer ikke deltagerne væsentligt tættere på ’normalsamfundet’. Det er uden tvivl velstrukturerede projekter, der – på trods af de gode intentioner – alt for ofte ender med at understøtte, at de socialt marginaliserede grupper forbliver samfundsmæssigt isoleret.

På Nørrebro har en perlerække af sådanne projekter set dagens lys for siden at sygne hen, med hvad der lokalt opleves som begrænset, ingen eller direkte ødelæggende effekt. Man har øset vand over potteplanten, men uden omtanke for, om den har en god og næringsrig jord at vokse i.

Foreningslivet kan løfte integrationen

Vi, en mangeårig formand i en lokal idrætsforening på Nørrebro og en forsker i foreningslivets betydning for udsatte unge, har ved selvsyn oplevet, hvordan foreningsliv og frivilliges arbejde i foreningerne på mange måder er designet til at inkludere socialt udsatte.

Foreningslivet evner ofte at opbygge et meningsfuldt lokalt fællesskab, som udsatte børn og unge kan være en del af (ligesom alle andre i øvrigt). Når der er mangel på foreningsliv i et lokalområde, risikerer vi, at udsatte børn og unge i stedet søger lokale kriminelle fællesskaber – der kan ses som et reelt alternativ, når man vokser op i områder på Nørrebro.

Ny international forskning peger på, at et lokalt foreningsliv kan hjælpe unge ind i fællesskaber, der modvirker marginalisering, kriminalitet og radikalisering. Det lokale foreningsliv kan blive det reelle tilbud, som med positive erfaringer fremstår som mere værd end bandelivet.

Desuden har nylige undersøgelser fra DBU og DIF også peget på fodbolden som den største og mest oversete integrationssucces – når tilbuddet vel at mærke struktureres meningsfuldt for deltagerne.

Det, som for os at se udgør det ’usynlige’ foreningslivs potentiale er, at det kan medvirke til at skabe værdifulde fællesskaber, som både er forpligtende og betydningsfulde for den enkelte, men også for lokalområdet.

Det er netop denne kobling mellem det unge menneske og lokalområdet, der gør foreningslivet til en unik og stærk drivkraft for det sociale arbejde. I foreningen gør du ikke kun noget godt for dig selv eller dine holdkammerater, men også noget godt for det lokalområde, du er en del af. Du tager del i noget, der er større end dig selv, og dette opleves utrolig meningsskabende for udsatte unge.

Nederst på formularen

Indenfor idrætten ser vi derfor en mulighed for at skabe bedre og mere langtidsholdbare løsninger, hvis man investerer bare brøkdele af de hidtidigt anvendte ressourcer i lokalopbyggende og engagerende idrætsforeninger – i stedet for løse og uforpligtende tilbud.

Ikke flere flotte tilbud

Hvad mener vi så, at idrætslivet og det frivillige foreningsliv skal centreres omkring? Videnskabeligt forskningsarbejde viser, at udfordringen især er at fastholde socialt marginaliserede børn og unge – ikke at rekruttere og udvikle nye initiativer.

Idrætslivet i socialt udsatte boligområder har ikke behov flere nye og flotte tilbud, som er forsøgt tilpasset til et rodløst, moderne menneske.

Hvis kortsigtede og uforpligtende fællesskaber bliver den foretrukne samfundsinvestering, overser vi behovet for fastholdelse, og vi mister den langsigtede samfundsnytte og -værdi. Det vil gå ud over samfundets sammenhængskraft.

Socialt marginaliserede børn og unge kan ofte starte til en fritidsaktivitet i både foreningsregi og på ’gaden’, men blandt andet manglende forældreopbakning og manglende personlige kompetencer gør, at de falder fra næsten før, de er kommet i gang.

Derfor bør vi arbejde for at fastholde og skabe grobund for inkluderende, stabile fællesskaber for denne gruppe af børn og unge. At opleve at være en del af et meningsfuldt fællesskab er noget af det bedste, som kan ske for et udsat menneske (og alle mennesker generelt). Især hvis fællesskabet også opleves som stabilt, udviklende og støttende.

Hvis flere udsatte børn og unge skal blive en del af foreningslivet, skal der derfor i langt højere grad investeres i systematisk og målrettet fastholdelse af målgruppen i de foreninger, der har social rummelighed i deres dna.

Ikke alle foreninger kan og vil løfte en sådan opgave, men de, som har lysten og modet, kunne med fordel tildeles ressourcer for deres samfundsgavnlige initiativ og virke. For fastholdelse af socialt udsatte børn og unge i foreningslivet er en tidskrævende opgave, både i dags- og aftentimerne. Møder, samarbejde med socialarbejdere og -forvaltning, støtte- og kontaktpersoner, skoler, boligselskaber, forældre, frivillige osv. er en tidskrævende opgave, hvis det skal gøres målrettet og systematisk.

For det skaber i sig selv ikke betydelig social sammenhængskraft at spille fodbold med børn og unge en eller to gange om ugen. Det er alt det udenfor fodboldbanen, der gør en forskel: Den engagerede frivillige dommer og træner, det positive fællesskab, det lokale engagement og netværket til andre mennesker – det er alt dét, der bidrager positivt til, at man bliver en aktiv del af det danske samfund.

Lad os sammen forsøge at udvikle sådanne stabile, meningsfulde fællesskaber til gavn for hele Danmark.

Artiklen er første gang publiceret i Information den 5. maj 2018.