Den store mandlige cyklus

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

denstoremandligecyklus

Fem forskere har sammen skrevet en maskulin pendant til Kvinde – kend din krop. Bogen handler om mænds sundhed, sex, sport og sind, og den adskiller sig fra sit feminine forlæg ved at rumme et fyldigt kapitel om sport. Argumentet er at mænd i høj grad sanser hinanden gennem konkurrencesport

»KB gør mænd til drenge og drenge til mænd«.
(KBs originale slogan)

Kvinder bliver af og til karakteriseret som et cyklisk køn, men mange mænd har også humørkurver. Hvor det i tidligere samfund var såning og høst der organiserede årets gang, lever mange mænd i dag fra sportsbegivenhed til sportsbegivenhed. Allerede ved de første spirende forårstegn triller cykelrytterne ud på de europæiske veje, og de store nationale og europæiske fodboldturneringer tager deres begyndelse.

Millioner af mænd kloden over sidder klinet til skærmen i et enormt elektronisk mandefællesskab når de store europæiske klubhold i Champions League tørner sammen. Efter EM i fodbold, Wimbledon og Tour de France føles det som om man lander i et tomrum, men der er stadig håb om at det er OL-år. Verden genfødes, og livet starter på ny. Tiden mellem de store mesterskaber og turneringer føles tornet og lang, men forhåbningen om dramaer der endnu er i vente, letter på pirreligheden.

En mand kan lynhurtigt indtræde i et fællesskab med for ham ukendte mænd, hvis blot han ved hvem der ti år tidligere lavede et afgørende hovedstød i en topkamp. En anden mand kan trods sin store intellektuelle dygtighed blive mobbet af kollegerne på grund af sin uvidenhed om fodboldspillets stjerner.

Der findes selvfølgelig mange måder at blive mand på i vort samfund, men sporten er – ved siden af fænomener som musik- og pc-kultur – et af de midler mange unge mænd tager i brug i deres søgen efter indhold, fællesskab og identitet. Sporten giver rum for mange vidt forskellige mandetyper lige fra sportsdans til karate og fra skøjteløberen i sin smukke dragt og formfuldendte spring til ishockeyspilleren med maskering, hjelm og kontante tacklinger.

I dag er sportens træk af mandighedskult ikke noget vi umiddelbart tænker over. Kun synet af en mur af mænd der beskytter deres ædlere dele mod en frisparksbold på vej mod straffesparksfeltet, leder tanken direkte hen mod mandens køn. I sportens udtryk stikker maskuliniteten dog hovedet frem. Med brug af herretacklinger kan der skabes en herrekamp. Fodboldkampen kulminerer når klatten sendes i mål, og som bekendt kan man score på flere måder. Efter sejren sprøjtes der champagne ud over de nærmeste, ikke mindst de to evigt udskiftelige kindkyssende franske kvinder på podiet ved Tour de France.

Fodboldspillet udgør det vigtigste forhandlingsrum for manderoller i det moderne samfund. Kan mænd holde hinanden i hånden? Det gjorde den portugisiske værtsnations hold i hvert fald under afsyngelsen af nationalsangen i deres åbnings- og afslutningskampe ved EM måske som en markering af en mere blød maskulinitet end den spanske machismo. Andre hold nøjes med at tage hinanden om skulderen. Det er et markant opbrud siden det borgerlige samfunds begyndelse, hvor den indflydelsesrige gymnastikprofessor Johannes Lindhard kunne skrive: ” “Det virker derfor utiltalende og desorienterende på tilskueren, når man lader mænd fatte hinanden i hænderne under gangøvelser” (1914). 26 år senere kunne Gunnar ”Nu” Hansen i Idrætsbladet skrive: ” ”Det var et glimrende mål Pauli scorede i kampen mod AB. Der var ”Jern” i støvlerne. Men derfor var de mange omfavnelser, den megen hængen om halsen, det store glædesshow, der forekom bagefter, alligevel lidt for meget af det gode. Et håndtryk, et vink eller et nik må være tilstrækkeligt”.

På fodboldbanen forhandles der om individets, kollektivets og nationens maskuline normsæt. Her bliver det diskuteret, hvad der i en given periode bliver anset for ønskværdig maskulin optræden. I mandesporten opdrages mænd til, hvordan mennesker af hankøn bør opføre sig over for hinanden. Det der foregår på banen, og måden det foregår på, har derfor stor symbolsk betydning for hele mandekulturens udvikling.

Fodbold er en aktivitet, hvor mænd kan holde fast på deres drengede sider, men også hvor drenge kan øve sig i manderoller. De store spilleres stil på og udenfor banen bliver normdannende hos mange drengebørn, for hvem Ronaldo og Deco bliver drømme- og forbilleder. Derfor er der også blevet tradition for, at landsholdspillerne marcherer ind på stadion med små fodbolddrenge – og efterhånden heldigvis også piger – i hånden.

Ære
I den danske sports barndom var erkendelsen af sportens betydning for at smede maskulinitet helt bevidst. Omkring år 1900 på det tidspunkt, hvor familien som opdragelsesområde mere og mere blev overladt til kvinderne i den galopperende moderkult, begyndte danske mænd at skabe rum, hvor de kunne undersøge og forme det maskuline i sig selv og på længere sigt i deres og andres drengebørn. Det er karakteristisk, at mændenes (selv)opdragelse i sport tog udgangspunkt især i de dyder, som moderen ikke kunne forventes at bibringe det lille drengebarn: Individualisme, selvstændighed, kampvilje og mod. Ord som “mandighed” og “karakter” var plusord, som sporten søgte at udvikle.

Det moderne samfund er karakteriseret ved at have vristet sig fri af mænds forhistoriske hang til at dyrke æren som det fagreste træ. Dueller på kårde mellem æreskrænkede mænd anses i dag for dybt uciviliseret og er blevet kriminaliseret. Men sporten er blevet det ny felt for mandlig æresdyrkelse. Helt logisk hedder sejrspodiet og sejrsceremonien ved Tour de France da også Le podium d´honneur og La céremonie d´honneur altså ærespodiet- og ceremonien. Godt nok bliver elitespillerne i højeste grad betalt, men der er mere på spil end gustent økonomisk overlæg. Hele nationens selvopfattelse kan svinge i takt med drengenes indsats på sportsbanen og et nederlag kan udløse landesorg ja i ekstreme tilfælde krig som det skete i ”fodboldkrigen” mellem Honduras og El Salvador i 1969.

Men alt i alt er sporten blevet et sted, hvor mænd kan udleve meget af den æresdyrkelse og tendens til (fysisk) hævdelse, som tidligere på det individuelle plan var blevet udtrykt i duelvæsnet og på det kollektive i krig. Sporten blev en fredsbevarende foranstaltning. Det er tankevækkende, at sporten først nåede kultiske højder i mellemkrigstiden, da enhver forestilling om krigens ærefuldhed var blevet kvalt sammen med de hundrede tusindvis af unge mænd, der døde af giftgas eller blev tromlet ned af tanks i den første verdenskrigs skyttegrave. Sporten overtog og fredeliggjorde krigerens æreskodeks.

Fodbold er det mest udbredte spil blandt unge mænd i dag. Det rækker fra lilleputtens første spark til den nationale og internationale begivenhed, som landskampen er. Fodbold rummer grænseflyttende og af og til ekstatiske oplevelser. At falde over sine egne tændstikben, gentagne gange at ramme ved siden af målet eller slet ikke at få lov til at være med kan medføre livslange mentale sår. I en afgørende kamp at score, eller at finde en medspiller uden at kunne se ham, kan være oplevelser, som kører på den indre lystavle mange år efter. Den excellente præstation forplanter sig som ekkoer i bevidstheden længe efter i vågen tilstand, i dagdrømme og i søvnen.

På spillerniveau foregår der intense forhandlinger om den rette ærefulde optræden. Den italienske angriber fra Roma Francesco Totti blev af UEFAs disciplinærkomité tildelt tre kampdages karantæne for sine spytklatter mod Christian Poulsen i danskernes første kamp ved EM i 2004. Det er en meget hårdere dom, end man ser ved en svinestreg af en måske lemlæstende tackling bagfra eller Tottis stempling mod René Henriksen og Manchester United forsvareren den franske Mikael Silvestres benspænd i straffesparksfeltet mod Wayne Rooney. Ingen af disse forseelser udløste et rødt kort. Spytning er en integreret del af spillet, og den mest kendte episode er hollænderen Frank Rijkaards klat mod Tysklands Rudi Völler ved VM i 1990.

De fysiske aggressioner er accepteret som en del af spillet og derfor ikke er rettet mod en mands ære, men mod det fælles accepterede mål at vinde, mens en spytklat entydigt opfattes som et forsøg på at ydmyge den anden. I stedet blev det Totti og den italienske nation, der blev vanæret, da alverdens seerne ved selvsyn kunne iagttage Tottis skændige klat. Den største italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skrev, at ”Tottis spytklatter er et sort kapitel for italiensk fodbold, og det er umuligt at overskue, hvilken skade det påfører både vores mest folkekære spiller, selve landsholdet og sportsgrenen i almindelighed”. Den italienske senator Franco Carraro mente, at Totti burde sendes hjem, hvorved der ville blive rettet op på ”den skam, spilleren har kastet over hele Italien”. Også schweiziske Alexander Frei blev dømt for at have spyttet i personopgøret med Steven Frei i kampen mod England.

Mandereservat
Sporten er i dag blevet et af de få områder hvor mænd mødes uden kvinder. På arbejdspladserne og fra baren til kirken slynger kønnene sig om hinanden. Man skal ikke langt tilbage i historien før mænds forbindelser til andre mænd i lav, foreninger og arbejdsliv var vigtigere end deres forhold til kvinder, der ofte var baseret på fornuftsgrunde.

Sporten er derfor i dag blevet nærmest overbelastet som et område der skal bære store dele af mænds projekt med at identificere det maskuline i samarbejde med andre mænd. I alle andre dele af samfundet kræver tidsånden kønsblandede kulturer. Måske derfor er fodboldspillet nærmest vokset til kultiske højder hvor en Ronaldos tryllerier kan bringe en hel mandeverden i ekstase.

I Danmark dyrker mænd og kvinder stort set lige meget fysisk aktivitet, men mænd dyrker meget mere konkurrencesport. Omkring 8 procent af kvinderne og 21 procent af mændene deltager i dag i organiseret konkurrencesport. Kvinder er især optaget af motion, dans og afspænding, hvor mændene typisk dyrker konkurrenceidræt med fodbold som vigtigste disciplin, men også traditionelle aktiviteter som jagt, fiskeri og skydning. Også ekstremsport og adventuresport som off-piste skiløb, paragliding, laserbaneskydning, riverrafting og bjergbestigning domineres fortsat af mænd.

Mænd (43 procent) er oftere end kvinder (27 procent) medlemmer af en idrætsklub og mere aktive i foreningsledelsen og som trænere. Mænd er også langt mere aktive end kvinder som fans bag skærmen og på stadion. 55 procent af alle kvinder og 39 procent mænd går aldrig til sportsarrangementer. Syv procent af alle mænd og kun to procent kvinder har været betalende tilskuere inden for den sidste uge.

Hvor mændene fylder ved fodboldkampene, er der lige mange mænd og kvinder ved håndboldkampene, og kvinderne dominerer ved gymnastikstævnerne. Hvor kvinderne ikke fylder så meget i tilskuerskaren på stadion, fylder de til gengæld godt på aftenskolerne og i studiekredse.

Kilde: Larsen, K., Idrætsdeltagelse og idrætsforbrug i Danmark, Klim, 2003, s. 55.

 

Fodbold
Fodboldspillet udgør en civiliseret kamp med rødder i krigens strategiske og taktiske tænkning. Der kæmpes om territorier markeret ved spillernes nationale eller regionale farver. Man stiller op med forsvar og angreb i kampe og turneringer. Målet er at undgå for dyb indtrængning på eget domæne, men samtidig at sende egne tropper så dybt ind på modstanderens område at bolden kan skydes eller endog kanoneres i mål. Der foregår dueller på banen mand og mand imellem.

Ungdomsoprørets normer om anarki og fantasien til magten satte også sit præg på fodboldens mandsroller. Revolutionen indvarsledes i Vesttyskland, hvor især ”der Kaiser” Franz Beckenbauer, men også spillere som Gerd Müller, Günter Netzer og Wolfgang Overath intonerede en ny spillestil, hvor den gamle stive arbejdsdeling på banen blev afløst af en ”rollemobilitet” med den evigt omskiftelige libero som nøglefigur. Alle skulle kunne forsvare og alle angribe. Dette skete vel at mærke i samspil med, at den uddøende formalistiske Adenaueræra gav plads til det ny mobilititetssamfund. Gemmen uddannelsesboomet kunne den ekspanderende middelklasse, der blev bærere af ungdomsoprøret, indstille sig på at træde helt ud af fars fodspor og kreativt forme sin egen skæbne.

Den hollandske fodboldlegende Johan Cruyff fuldendte Beckenbauers revolution ved i konceptet om totalfodbold nærmest demokratisk at kræve, at alle mand på banen i princippet skulle bidrage kunne indtage alle roller på banen. Spillere som den Cruyff og den ranke Beckenbauer har betydet uendeligt meget for udviklingen af en mere fantasifuld, æstetisk mandetype.

Den moderne spillestil i fodbold bærer både præg af tradition og modernitet. Det tidligt industrielle vækstsamfund udviklede en sportskultur, der kunne legemliggøre de ny værdier, hvor tid var penge og enhver sin egen lykkes smed. Skønt fodboldspillet ud fra en ydre betragtning virker som en kaotisk smeltedigel af bevægelser i alle retninger, er der mening i virvaret. Den ideelle bevægelse er den lige linje hurtigst muligt mod målet. Alt for meget kantspil, fedtspil i forsvar eller på midtbane, påskønnes ikke, hvis ikke det fører fremad. Derfor hedder så mange af vores klubber noget med “frem” eller “fremad”, f.eks. Fremad Amager og boldklubben Frem. Eller med Morten Olsens ord efter nederlaget til Tjekkiet i kvartfinalen ved EM i Portugal: Vi skal være mere brutale og direkte i spillet foran mål. Når vores fløje har skudchancer, så skal de skyde og ikke drible videre mod baglinjen. Boldbesiddelse gør det ikke alene”.

Netop det uforudsigelige bevægelsesmønster giver dog fodboldspillet dets charme, og adskiller fodboldspilleren fra mere lineære mandetyper, som løberen, kaproeren og væddeløbscyklisten. I løbet af de sidste årtier er fodboldspillet blevet hurtigere og hurtigere, så en kamp mellem nutidens danske landshold og det for 20 år siden ville være helt uretfærdigt mod de stillestående forgængere. Udover at dyrke den traditionelle dynamiske mandetype, er fodboldspillet også på forkant med det moderne kommunikationssamfund. Billardfodbold kaldes det smukke intuitive kombinationsspil, hvor bolden med usvigelig sikkerhed hastigt bevæger sig fra spiller til spiller i komplekse geometriske mønstre. Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman mener, at det moderne samfund kræver en ”flydende modernitet”, hvor individet konstant skal kunne opdatere sin viden og omorientere sig i forhold til skiftende livssituationer. Fodboldspillet med dets uforudsigelighed og konstante skift er netop en indøvelse i dette flydende livsspil.

Fodboldspillet bekræfter, men udfordrer også den dominerende, rationelle manderolle. I fodboldspillet er intuitionen central, og ikke hovedet, men foden er den hyldede legemsdel. Og mænds teknologifiksering er ikke væsentlig for selve spillet, men nok for dets iscenesættelse.

Der florerer forestillinger om nationale maskuliniteter, der viser sig i karakteristikken af de æstetiske franskmænd og i den lidt stereotype karakteristik af den tyske ”spillemaskine”, der er mere grundig end køn at se på. De nationale modsætninger ændrer sig med tiden, så det der tidligere var et arvefjendeopgør med Sverige i dag regnes for en international topkamp som alle andre. Ja man ønsker jo nærmest, at ”brodernationen” skal klare sig godt, hvilket sikkert er et udtryk for, at dansk fodbold i dag er helt på niveau med svenskerne, der ellers dominerede os godt og grundigt indtil 1980’rne.

I øvrigt er det morsomt, at så meget national energi samles om en dansk bruttotrup, hvor næsten alle er ansat i udenlandske klubber og dermed har erhvervet meget af deres kunnen i den kosmopolitiske spillekultur. Globaliseringen bidrager til den nationale selvhævdelse. Således havde Danmark ved EM 2004 i Portugal 20 udlandsprofessionelle i bruttotruppen mod Sveriges 19, Hollands 17 og Tjekkiets 16.

Kommercialiseringen af den moderne fodbold medfører en udhuling af klubbernes nationale særpræg. I 1984 var der 17 udlændinge i den bedste engelske række. 20 år senere i 2004 var der 238. Alene af de danske spillere i Premier Leage kan der af og til stilles et helt hold. Der klages både blandt tilskuere og udøvere om, at klubånden forsvinder.

Fodboldspillet bygger ikke på én men mange mandetyper. En spiller som den lille vævre, tekniske Vejlespiller Allan Simonsen, der i sin storhedstid spillede for Borussia Münchengladbach og FC Barcelona, og i 1977 blev kåret til Årets Spiller i Europa, er et godt eksempel på, at fodbolden på grund af den store bane og de store 11-mandshold har undgået mandehåndboldens standardisering i to meter høje, bredskuldrede prototyper. På det danske landshold har der i tidens løb både været plads til yderligheder som den ekvilibristiske, men sårbare Brian Laudrup og den hårde og til tider hensynsløse Stig Tøfting. Eller den ”den gale mand” med temperamentet Thomas Gravesen og en mere cool type som René Henriksen. Pointen er, at et hold simpelthen ikke kan vinde uden en vis arbejdsdeling, der implicerer brug af mange forskellige personligheder og kropstyper. Med til fodboldens mytologi hører de stærke mandemyter om heroisk spilleroptræden og uforglemmelige kampe, som da Zidane i en indledende kamp ved EM 2004 med viljestyrke og gejst nærmest ene mand ”sænkede” England ved at score to mål i overtiden.

Fodbold er blevet et frigørende symbol på etnisk integration af mænd fra mange kulturer. Det hollandske landshold og også de franske Europa- og verdensmestre med de mange sorte spillere og spillere fra tidligere kolonier er blevet et kraftfuldt modsvar til den højrereaktionære Le Pens korstog for et etnisk rent Frankrig. Og Le Pen har da også med ærgrelse undsagt sig det multinationale landsholds succes. I Sverige er topspillere som Martin Dahlin, Henrik Larsson og det 22-årige angrebs-es Zlatan Ibrahimovic blevet nationale ikoner på vellykket integration ikke mindst efter ”Zlatans” på én gang smukke og akavede mål med hælen mod Italien. I bydelen Rosengård hyldes han for i sin tid at have bragt klubben frem af mørket, men samtidig kaldes han hånligt ”diva” af dem, der anser ham for et ”femininiseret”, selvcentreret dovendyr, der i ro og mag venter på, at afleveringerne bliver serveret på et sølvfad, så han kan ekspedere bolden i mål og få hele nationens udelte opmærksomhed.

Den metroseksuelle mand
Fodboldhelten David Beckham er blevet personificeringen af den metroseksuelle mand: en heteroseksuel kvalitetsbevidst storforbruger fra storbyen der bruger langt mere tid og langt flere penge på sit udseende end man tidligere har kendt til.

Briterne har altid følt en vis ambivalens over for den forfængelige David Beckham der gang på gang beskyldes for at have kostet sejren i afgørende kampe. Det var derfor for store dele af ikke mindst de nordengelske fans en forløsning at den ”retroseksuelle” Wayne Rooney gennem sine to mål mod Kroatien ved EM 2004 etablerede sig som ny megastjerne ved siden af Beckham. Pubejerens 20-årige søn fra Liverpool der ser ud til at være hugget i en blok og klippet med en plæneklipper, skabte en længe ønsket renæssance for den klassiske mandsfigur der arbejder hårdt for føden og koncentrerer sig om spillet på banen frem for alverdens glamour.

Netop i engelsk fodbold er den ekvilibristiske mandetype der virkelig kan noget med en bold, ofte blevet mistænkeliggjort som det sås med Glen Hoddle, der i 1980íerne konsekvent blev kaldt Glenda. Ligesom herhjemme Michael og Brian Laudrup blev kaldt søstrene Laudrup, når de med deres store boldføling kælede lidt for ivrigt med bolden.

Det seksuelle spil
Fodboldstjernerne er blevet frontfigurer i sexualiseringen af den moderne mand. Tidligere kunne fodboldspillere, der hev trøjen af, når de havde scoret et mål, risikere at blive bortvist fra kampen. Deres gestus blev førhen anset for umaskulin, både fordi den var urimeligt selvhævdende og ekstremt emotionel, men også fordi den kunne skabe seksuelle associationer gennem den opstemte spillers fremvisning af sin ofte stærkt veltrænede, spændte overkrop. I dag har FIFA accepteret denne eksponering, så længe spilleren ikke forlader banen og løber ud blandt publikum. Der er altså tegn på, at fodboldspillet i udviklingen til show biz trækker manderollen mere i retning af det æstetiske, men med udgangspunkt i en medieskabt ekshibitionisme. Dog har FIFA pt. forbudt denne kåde gestus. Trøjebytningen efter landskampe er et sympatisk forsøg på at udvide kammeratskabet til også at omfatte modstanderen, men selvfølgelig også en chance for at fremvise sin veltrænede overkrop i denne maskuline svedbytning.

Forbindelsen mellem sport og herremode er slået igennem gennem de sidste ti år. USA’s mest feterede fodboldspiller Landon Donovan står model for modeblade bla. Vanity Fair. Den succesfulde australske svømmer Ian Thorpe, også kaldet Thorpedo, optræder som model med et skiftende udvalg af boxershorts med navne som”udspring”. Han er frontfigur for Armani, og designer smykker for Aurore. Den 100 kg tunge, 203 cm høje basketballspiller for NBA-holdet Denver Nuggets Carmelo Anthony´bragte hip hop gebærder til de olympiske lege og er blevet belønnet med priser for sin tøjstil.

Tendensen til at sexualisere sportsmanden er dog ikke ny, for fra 1932 – 1948 havde datidens bedste mandlige svømmer Johnny Weissmüller (1904-84), der var født i Østrig-Ungarn, stor succes med at optræde i filmroller som Tarzan, indbegrebet af den hvide mands kontrol over naturen. Weissmüller var ikke lige så hårdt pumpet muskuløs som sine efterfølgere, der også ofte var sportsmænd. Herman Brix var mester i kuglestød, Lex Barker spillede amerikansk fodbold og Frank Merrill var amerikansk atletikmand. I filmen ”Tarzan i New york” fra 1942 var Weissmüller blevet så korpulent, at det nærmede sig det humoristiske, og filmene blev da også efterhånden mere selvironiske.

Fodboldhelten David Beckham leger med manderollen og lader sig fotografere ømt forsvarsløst, mens han sover,. Den kendte kvindelige portrætfotorgraf Sam Taylor Wood har optaget en en time lang, uklippet kunstvideo af Beckham i natlig skønhedssøvn med nøgen overkrop, ring i øret, armbånd om håndleddet og til tider et let smil på læben. Beckham iklæder sig sin kones saronger, går med neglelak, er model for hudpleje, nyder at være et bøsseikon og skifter hårstil for hver kamp.

I Norden er Arsenals svenske angriber Fredrik Ljungberg trådt i Beckhams fodspor og blevet verdenskendt i sin reklameren for Calvin Kleins underbukser med muskelspændt solbrun overkrop og med en tatoveret panter, der springer op af kanten på underbukserne. Han skifter ofte hårfarve og elsker modetøj og lækkert design. Sverige kan han snildt samle 5000 teenagere, der vil have hans underskrift. Herhjemme er tennisspilleren vel det bedste eksempel på en sportsmand, der også lever af sin æstetiske fremtoningx. Skønt den skaldede hollandske spiller Jaap Stam fra A.C. Milan spiller nogenlunde lige så godt som Beckham, har han en langt mindre markedsværdi på grund af manglende maskulin karisma. Når en fodboldklub som Real Madrid køber en spiller som Beckham, er det derfor i højere grad hans ”brand” end hans faktiske spillevner, der betinger de astronomiske salgstal, der lynhurtigt hentes ind på hans seertække, salget af klubtrøjer med hans nummer på ryggen samt anden merchandise. Samtidig har spillere som Beckham og den elegante franske æstetiker Zidane trukket rigtig mange kvinder til skærmene de seneste år, ligesom Rikke Hørlykke har bidraget til, at de danske mænd ivrigt går op i de fænomenale håndboldkvinders kampe.

Dyrkelsen af metroseksuelle typer som Beckham og Arsenals svenske angriber Fredrik Ljungberg sker faktisk næsten ikke på fodboldbanen, der stadig er et ret traditionelt mandsrum, men i modemagasiner, reklamer og i pressen. Ikke desto mindre har typer som Ljungberg og Beckham utvivlsomt fået flere kvinder til at interessere sig for sport.

Motion og emotion
Mænd er til tider over en kam blevet beskyldt for ikke at være følsomme, men det skyldes at man ikke kigger de rigtige steder. Sporten er blevet et sted hvor det er legitimt at vise aggressive følelser inden for de givne rammer.

Det vil i reglen blive anset for umaskulint hvis en mandlig fodboldspiller begynder at græde hvorimod en kvindelig håndboldspiller ikke opfattes som mindre feminin af at fælde en tåre.

Måske er der en optøning i gang hvad angår mænds gråd i fuld offentlighed. I hvert fald dvælede kameraet længe ved den portugisiske værtsnations åbenlyst grædende unge Ronaldo da hans hold tabte til de taktiske grækere i EM-finalen 2004, og ved Tour de France samme år græd Richard Virenque også åbenlyst da han dedikerede sin etapesejr til sin bedstemor og en afdød ven. I begge tilfælde var der dog en særlig forklaring på den mandlige gråd: i det ene tilfælde at teenagepigernes helt Ronaldo var yngste mand, i det andet at døden var på spil.

Da Tom Kristensen for syvende gang havde vundet Le Mans i juni 2005, lagde han heller ikke skjul på at han var rørt til tårer. Ligesom Jan Pytlick da han efter nederlaget ved VM i kvindehåndbold i Skt. Petersborg 2005 også lod følelserne få frit løb.

Hvis jeg kastede mig over en arbejdskollega, kyssede, krammede, klappede og holdt om ham, ville jeg risikere at blive fyret. I fodbold er denne adfærd dog helt ok, hvis den foregår efter et mål. På toppen af sin maskuline ydeevne kan ingen mand mistænkes for ikke at være en rigtig mand. Netop derfor kan målscoreren behandles som var han et uimodståeligt skår og de jublende kammerater optræde som var de løbske kurtisaner.

Fodbold, boksning og ishockey er nogle af de få idrætsgrene hvor mænds kærlige berøringer af hinanden er tilladte, netop fordi udgangspunktet er den aggressive berøring, tacklingen, stavslaget eller et punch. Ved EM i 2004 brød de hollandske fodboldspillere lidt med den omfavnende stil og prøvede sig med en mere hårdtpumpet gestus inspireret fra amerikansk basketball; at støde siden af brystkassen hårdt mod hinanden.

På fodboldbanen er det legitimt at spytte, snyde næse, svede, blive beskidt og bløde offentligt. Fodboldspillet er en frizone hvor de traditionelle forestillinger om pæn og høflig optræden er sat lidt ud af kraft mens kampen foregår. På fodboldbanen er det også legitimt at være beskidt i munden. ”Fodbold er ikke for de stumme”, kaldte Søren Lerby sin erindringsbog, og både han og Peter Schmeichel har fået kyst mange unge fodboldspillere med deres “opmuntrende” kommentarer.

At fodbold er et følelsesbetonet spil, ses også af den store fordel, det giver at have hjemmebanefordel. At stå på eget territorium med en brølende fanatisk fanskare i ryggen er en så stor psykologisk fordel, at hjemmebanemål i Champions Leage kun gælder for halvt så meget som udebanemål.

Den afgørende forskel mellem fodbold og teater er imidlertid, at på teatret kendes dramaets udfald, hvorimod vi bliver holdt i en spændingens skruestik i uvished om resultatet i en fodboldkamp. Tidsbegrænsningen på de 90 minutter medfører en stadig intensiveret spændingskurve, efterhånden som resultatet skal falde. I knald eller fald kampene efter de indledende gruppeopgør intensiveres dramaet, når de udmunder i straffesparkskonkurrence og knivsæggen mellem sejr og nederlag, triumf eller fortvivlelse, bliver knivskarp.

Samtidig med, at vi hylder den ekstremt veltrænede, atletiske fodboldhelt, sidder vi i lænestolen med remoten som eneste håndvægt. McDonalds og Coca Cola er derfor logisk nok officielle sponsorer ved det ene EM og OL efter det andet. Ved udsigten til 90 minutter foran skærmen i kampen mod Frankrig gik de engelske forbrugere ifølge The Independent amok og købte fire millioner burgere, tre millioner pølser og 28 millioner øl. Kan eliteidrættens ernærings- og motionskrav blive et eksempel til efterfølgelse for den danske roligan i stedet for en bekvem anledning til timers stillesidden og forstoppelse? Eller kan vores cyklus kun gennemleves per stedfortræder?

Artiklen er et uddrag af Hans Bondes bog “Det ekstreme køn” fra 2008, der blev udgivet ved forlaget HOVEDLAND.

Artiklen er udgivet første gang i 2006.

Det ekstreme køn

EM i fodbold, Tour de France og OL er udgangspunktet for en analyse af den mandlige cyklus – fra opturen, når en stor turnering nærmer sig, til den lurende depression, når den er slut og den lange ørkenvandring til den næste. Sport har en politisk dimension, og Hans Bonde viser, at moderne sport stadig bruges til at tilbyde befolkningen æstetiske oplevelser – fra de romerske kejseres brug af gladiatorspil og hestevæddeløb til Peter Brixtoftes forsøg på at skabe et ´Farum Romanum´ med massive investeringer i sportskultur inden hans fald fra tronen som bykonge. 
Samtidig stiller Bonde skarpt på eliteidrættens stigende tendens til at blive en kamp mellem teknologisk-økonomiske systemer – ind imellem med brug af doping – frem for mellem individuelle talenter. 

Det ekstreme køn indeholder en række prægnante artikler og kronikker.

Luk Menu