Mandlig destruktivitet

Sporten er det største ritual i mandekulturen i moderne tid. På godt – men også på ondt. Mændenes destruktivitet er nemlig i fuld gang med at kvæle elitesporten.

En fisk svømmer i vand, men den ved det ikke. Sådan er det også med visse kulturfænomener, der opleves som naturlige og selvfølgelige. Kun når man forlader akvariet, kan man se, hvad man svømmede rundt i. Sporten er et sådant fænomen. Vi taler om sport som et kønsneutralt fænomen ud fra en meget begrænset vinkel: Mænd og kvinder har lige vilkår. Hvis de kvindelige Wimbledonstjerner får det samme beløb for at vinde som de mandlige, så er der ‘ligeberettigelse’, og så spiller kønnet ingen rolle. Herved fortrænges det, at sporten er et af de største kønsskuespil i moderne tid. I dag uddannes og arbejder mænd og kvinder i vidt omfang i de samme rum. Sporten er i dag et af de få fora, hvor der foregår systematisk socialisering af de to køn hver for sig.

I sportens barndom var erkendelsen af sportens betydning for maskulinitet helt oppe over vandoverfladen. Omkring år 1900 på det tidspunkt, hvor familien som opdragelsesområde mere og mere blev overladt til kvinderne, begyndte danske mænd at skabe rum, hvor de kunne undersøge og forme det maskuline i sig selv og på længere sigt hos deres og andres drengebørn. Det er karakteristisk, at mændenes (selv)opdragelse i sport tog udgangspunkt især i de dyder, som moderen ikke kunne forventes at bibringe det lille drengebarn: Individualisme, selvstændighed, kampvilje og mod. Ord som ‘mandighed’ og ‘karakter’ var plusord, som sporten søgte at udvikle.

Sporten blev et sted, hvor mænd kan udleve megen af den æresdyrkelse og tendens til (fysisk) hævdelse, som tidligere på det individuelle plan var blevet udtrykt i duelvæsnet og på det kollektive i krig. Sporten blev en fredsbevarende foranstaltning. Men samtidig er sporten også blevet det sted, hvor det er mest legitimt at dyrke agon, kappestriden, på en fysisk og aggressiv måde. Hvis jeg sparker en kollega ned, vil jeg sandsynligvis ende i fængsel og i hvert fald blive fyret. Gjorde jeg det samme over for en modspiller, ville jeg i værste fald få et rødt kort og et par kampes karantæne. For at konkurrenceiveren i sportens højemotionelle felt ikke skulle blive destruktiv, var det vigtigt, at der blev indbygget etiske normer som et direkte fundament for sportskulturen. De voldsdæmpende regelsæt og fair play-idealet var født. Hermed blev sporten et centralt forum for mandlig etik. I sporten opdrages mænd til, hvordan mennesker af hankøn bør opføre sig over for hinanden. Det der foregår på banen og måden det foregår på, har derfor en enorm symbolsk betydning for hele mandekulturens udvikling.

Netop i disse dage er sportens karakter af et felt for mandlig etik særlig tydelig. Sportens etik retter sig især mod tre forhold: Selvdestruktivitet, destruktive handlinger mod modspilleren og destruktiv adfærd mellem tilskuere også kaldet hooliganisme. Desværre er der i øjeblikket tendenser til et etisk tilbage-slag på alle tre felter. Elitecyklingen står især for selvdestruktiviteten, håndboldspillet for spillerdestruktiviteten og fodbold for hooliganismen. Hvad angår selvdestruktionen er der i disse år berettiget fokus på doping. Det etiske spørgsmål er, hvor meget mænd kan tillade sig at gøre ved sig selv i sejrens hellige navn, og med hele verdensoffentlighedens øjne hvilende på sig. En gang imellem udskilles der en enkelt synder, men vupti, så er han tilbage på ærens mark igen. Marco Pantani risikerer fængselsstraf på grund af en angivelig hæmatokritværdi på 60 procent efter løbet Milano-Torino i 1995, men han har nyligt overstået Giro d’Italia og forventes at stille op ved Tour de France. Det danske ønske om at fastholde to-årige dopingkarantæner er i øjeblikket under kraftigt pres fra den olympiske komité og Det Internationale Cykleforbund.

Hvad angår destruktivitet vendt mod modstanderen bekymrer det, at den meget brutale engelske Premier League leverer mere end hver sjette spiller til de nationale landshold ved EM i fodbold. Især i betragtning af, at dommerlinjen ved dette EM ser ud til at blive ret tilbagelænet. Den engelske sportsminister Kate Hoey er gået så langt, at hun opfordrede til anholdelse af de mest voldelige britiske spillere i foråret. Endelig kan man frygte, at volden på banen kan få hooliganismen til at eskalere. Denne frygt næres ikke mindst efter, at tyrkiske Galatasaray- fans og engelske Arsenalfans kom op at slås i København sidste måned. Den fredelige danske mandetype, den såkaldte roligan, stod i øvrigt ikke sin prøve ved denne lejlighed, hvor der var flest danskere blandt de anholdte herunder i øvrigt en del med tyrkisk baggrund. Flere af de danske højreekstremistiske fangrupper var også involveret. I det hele taget er de store fodboldturneringer gefundenes Fressen for neonazistiske og højreradikale grupperinger. Det forlyder således, at medlemmer af den britiske nazistiske ‘gruppe Combat 18’ har modtaget stjålne pas fra Danmark og Sverige til brug ved EM i fodbold. Den engelske regering har tilsyneladende ikke gjort sit hjemmearbejde, eftersom omkring 400 af de berygtede britiske hooligans, der er juridisk udelukkede fra at overvære britiske kampe, frit kan rejse til de oversøiske EM-kampe i Holland og Belgien.

Konklusionen er, at hvis ikke sporten skal udarte til et felt for mandlig (selv)destruktion, må der sættes seriøst ind på at opretholde sportens etiske kodeks. Det er ikke nok med et par tilfældige anholdelser af hooligans, heller ikke med et par årlige syndebukke i dopingbekæmpelsen. Og det nytter ikke, at der uddeles røde kort for at protestere mod en dommerkendelse eller at ‘filme’, mens det blinde øje vendes til, når et menneske brutalt sparkes ned bagfra. Sporten er ikke kun et spejl på, hvem vi er. Men også på hvem vi bør være. Det tendentielt destruktive i den maskuline sportskultur har givet eliteidrætskvinderne vind i sejlene. Herretennis er blevet så hærget af robotagtige servees-specialister, at kvindetennis har fået rollen som et teknisk, ekvilibristisk og kreativt frirum. Det samme gælder kvindehåndbold. Kvinders deltagelse i elitesport ændrer altså ikke ved sportens status som et ekstremt kønspræget felt. Nissen flytter med, og håndbold dyrkes på forskellig vis af de to køn.

Denne artikels fokus på sporten som et maskulint rum skal absolut ikke opfattes som et forsøg på at holde kvinderne ude. Tværtom må målet være, at få så mange piger og kvinder som muligt til at engagere sig i konkurrenceidræt. Sporten har brug for dem, fordi mændene er ved at kvæle elitesporten. Det er næppe noget tilfælde, at den franske sportsminister, som fik Tour-skandalen til at rulle i 1998 var en kvinde. Kvinderne vil have ligeberettigelse og samfundet har brug for deres talent og dynamik. Det er én af mænds små hemmeligheder, at vi opdrager os til konkurrencedygtighed gennem sport. I idrætten kan også pigerne lære at håndtere et nederlag og at blive mål- og fremadrettede, egenskaber de får brug for på det fleksible og stadigt mere globale arbejdsmarked. Det er ikke kun faderstolthed, der næres ved, at min 10-årige pige går til judo. Det er karriereplanlægning. Og det vil en dag for alvor skabe turbulens i akvariet.

Artiklen er et uddrag af Hans Bondes bog “Det ekstreme køn” fra 2008, der blev udgivet ved forlaget HOVEDLAND.

Artiklen er udgivet første gang i 2006.

Det ekstreme køn

EM i fodbold, Tour de France og OL er udgangspunktet for en analyse af den mandlige cyklus – fra opturen, når en stor turnering nærmer sig, til den lurende depression, når den er slut og den lange ørkenvandring til den næste. Sport har en politisk dimension, og Hans Bonde viser, at moderne sport stadig bruges til at tilbyde befolkningen æstetiske oplevelser – fra de romerske kejseres brug af gladiatorspil og hestevæddeløb til Peter Brixtoftes forsøg på at skabe et ´Farum Romanum´ med massive investeringer i sportskultur inden hans fald fra tronen som bykonge. 
Samtidig stiller Bonde skarpt på eliteidrættens stigende tendens til at blive en kamp mellem teknologisk-økonomiske systemer – ind imellem med brug af doping – frem for mellem individuelle talenter. 

Det ekstreme køn indeholder en række prægnante artikler og kronikker.

Luk Menu