Antikkens stjerner II: Kimon fra Athen

Topfoto: Carole Raddator / Wikimedia Commons / CC BY SA 2.0

29. maj 2019

Læsetid: 26 min.

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Den Kimon, det følgende handler om, er ikke den berømte feltherre fra det 5. århundrede f.Kr. Feltherren Kimon (ca. 510–449 f.Kr.) stod bag den måske største sejr, Athen og Det Deliske Søforbund vandt over perserne, nemlig sejren ved Eurymedon (det nuværende Köprüçayi i Tyrkiet) i 466 f.Kr. Han var søn af Miltiades (ca. 550–489 f.Kr.), som også var en stor feltherre og den strategiske hjerne bag Athens overraskende sejr over perserne ved Marathon i 490 f.Kr. Miltiades’ far hed (også) Kimon (ca. 585–528 f.Kr.) og var altså farfar til den store feltherre: det var helt almindeligt at navngive sønner efter deres farfar, og det gjorde Miltiades’ altså også. Det er feltherrens farfar, der er emnet for det følgende.

Romersk kopi af et posthumt portræt af Miltiades fra klassisk tid. Miltiades var søn af den Kimon, det her handler om. Selv var han den strategiske hjerne bag Athens store sejr over perserne i Slaget ved Marathon i 490 f.Kr. Af hans far Kimon findes der intet portræt. Foto: Petar Milošević / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Denne Kimon tilhørte en af Athens mest indflydelsesrige aristokratiske familier, de såkaldte Philaïder. Adskillige af familiens medlemmer havde i tidligere generationer beklædt Athens højeste embeder, men på Kimons tid var bystaten ledet af tyrannen Peisistratos og hans sønner, de såkaldte Peisistratider, og dem måtte man søge forståelse med – eller leve livet i fare eller i eksil. Kimon gjorde det hele, som vi skal se.

Tyranniet har selvfølgelig gjort det vanskeligt for Kimon at spille en fremtrædende rolle i athensk politik, men han havde muligvis også en anden udfordring. I hvert hører vi i en sen kilde om, at han skal have været så troskyldig, at han fik tilnavnet Koalemos, ”den Enfoldige”. Om han virkelig var enfoldig eller om tilnavnet er en senere opfindelse der skal forklare, hvorfor han ikke spillede samme glorværdige rolle i Athens politiske liv som sin søn og sit barnebarn – det må stå hen. En komplet sinke kan han næppe have været.

Kimon var hestesportsmand, og hans karriere er et godt eksempel på det græske aristokratis besættelse af hestesporten og på den sociale og, ikke mindst, politiske brug der blev gjort af den. At dyrke hestesport var en ekstremt bekostelig affære, som forudsatte en mere end blot almindelig god økonomi. Hestene skulle (helst) opdrættes eller (til nød) købes, de skulle fodres og plejes, man skulle have en stald, et personale, forskelligt udstyr og tid til at træne dyrene eller råd til at hyre en træner til at gøre det: heste der skal løbe fx firspandsløb skal trænes grundigt til det. Derfor dyrkede kun den absolutte økonomiske overklasse hestesport. Philaïdernes rigdom var formentlig nedarvet fra ældgammel tid og påkalder sig ikke særlig omtale i kilderne.

Den græske historiker Herodot (ca. 480–420 f.Kr.); romersk kopi af posthumt portræt fra det 4. årh. f.Kr. Herodot er hovedkilden til vores viden om hestesportsmanden Kimon og en af de vigtigste kilder til hestesportens tidlige historie i Athen i det hele taget (Palazzo Massimo alle Terme (inv. 124478); foto: Marie-Lan Nguyen (2009)/Public Domain).

Men historikeren Herodot (ca. 480–420 f.Kr.) fortæller en mindeværdig historie om, hvordan en anden af de store athenske familier, de såkaldte Alkmaionider, kom til penge:

Alkmaioniderne var fra de ældste tider en højt anset slægt i Athen, og den voksede i anseelse med Alkmaion og senere med Megakles. Alkmaion, søn af Megakles, havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe de lydere, Kroisos havde sendt til oraklet i Delphi for at spørge dette til råds, og da Kroisos af sine landsmænd fik at vide, hvor tjenstvillig Alkmaion havde været, inviterede han ham til Sardes og tilbød ham som belønning alt det guld, han kunne bære bort på én gang på sin krop. Stillet over for et sådant tilbud udtænkte Alkmaion en sindrig metode. Han iførte sig en rummelig kiton med stor fold over bæltet, tog de videste støvler på, han kunne finde, og i dette udstyr lod han sig føre ind i Kroisos’ skatkammer. Der kastede han sig over en dynge guldstøv og stoppede først så meget ned i støvleskafterne, som de kunne rumme, derefter fyldte han så hele kitonfolden med guld og pudrede sit hår med guldstøv, og efter også at have proppet munden fuld vaklede han ud af skatkammeret næppe i stand til at sætte det ene ben foran det andet, og med sine svulmende kinder og sin udstoppede krop lignede han alt andet end et menneske. Da Kroisos så ham, brast han i latter, men lod ham beholde det alt sammen og gav ham endda lige så meget til. Således gik det til, at denne familie blev styrtende rig, og Alkmaion fik råd til at holde stald med egne heste og vandt med et firspand i Olympia.[1]

Skulle man dyrke hestesport på højeste plan, måtte man altså være styrtende rig. Hesten var da også frem for alt andet et statussymbol i den græske kultur. Et af formålene med at dyrke hestesport har formentlig netop været at vise, hvilken status man anså sig selv for at have. Ved at dyrke hestesport skiltede man med, at man tilhørte det, som den norsk-amerikanske sociolog og økonomiske teoretiker Thorstein Veblen kaldte ”the leisure class” (den arbejdsfrie klasse). I stærkt klassedelte samfund som det græske og de moderne opstår der en økonomisk elite, som tillægger sig en livsstil, der markerer dens sociale status ved hjælp af ”conspicuous leisure” (demonstrativt tidsspilde) og ”conspicuous consumption” (demonstrativt forbrug). Ved demonstrativt tidsspilde forstod Veblen ”non-productive consumption of time”, der fungerer socialt som ”evidence of pecuniary ability to afford a life of idleness”. Selvom den græske elites engagement i hestesporten, som vi skal se, dårligt kan beskrives som fuldstændig non-productive, er det naturligvis klart, at sporten forudsatte fritid og rigdom, og at den må have været et signal om, at dens udøvere tilhørte en elite, der ikke behøvede at arbejde. Engagement i hestesport kan altså betragtes som et markant socialt statussymbol, og denne demonstrative iscenesættelse af ørkesløshed har i øvrigt sin naturlige forlængelse i det græske aristokratis velkendte og grænseløse foragt for manuelt arbejde og handel: den slags havde man folk til.

Den norsk-amerikanske sociolog og økonom Thorstein Veblen (1857–1929), om hvem Wikipedia har dette at sige: ”Han er mest berømt for sin bog Den arbejdsfrie klasse: en økonomisk studie af institutioners udvikling (engelsk: The Theory of the Leisure Class) fra 1899. I denne bog lancerer han teorien om prangende forbrug. Dette definerer Veblen som de riges praleri, sløseri, ørkesløshed og umoralitet med det formål at demonstrere velstand over for omgivelserne, ikke for at tilfredsstille behov eller ønsker i sig selv.” Veblens teori giver et godt teoretisk grundlag for udforskningen af antik græsk hestesport. Foto: Public Domain

Som Veblen peger på, er der dog det problem ved det demonstrative tidsspilde, at det ikke altid producerer et konkret produkt, der bagefter kan fremstå som et bevis på ”a substantial and patent waste of time”. I stedet satser eliten på ”’immaterial’ goods” som beviser på deres tidsspilde og sociale status: ”Such immaterial evidences of past leisure are quasi-scholarly or quasi-artistic accomplishments and a knowledge of processes and incidents which do not conduce directly to the furtherance of human life. So, for instance, in our time there is the knowledge of the dead languages and the occult sciences; of correct spelling; of syntax and prosody; of the various forms of domestic music and other household art; of the latest proprieties of dress, furniture, and equipage; of games, sports, and fancy-bred animals, such as dogs and race-horses.” Selve den indsigt, man fik i hestesporten ved at dyrke den, var altså en gevinst (en immaterial good), fordi den kunne omsættes til et sprogligt bevis på ens mulighed for at sløse tiden bort med komplette ligegyldigheder.

Det græske ord for hest er hippos, og adskillige aristokratiske navne benytter dette ord som en del af en sammensætning, hvilket naturligvis også må opfattes som et signal (eller postulat) om, at navnets bærer tilhører samfundets øverste lag. Hvis vi holder os bare til de familier, der dominerede Athen i det 6. årh. f.Kr., så havde tyrannen Peisistratos, hvis far hed Hippo-krates, selv sønner ved navn Hipp-ias og Hipp-archos; navnet Hippo-krates var ret almindeligt blandt Alkmaioniderne, og blandt Philaïderne finder vi navnet Hippo-kleides. I det 5. årh. f.Kr. havde den ledende statsmand i Athen, Perikles, en far ved navn Xant-hippos. I den spartanske overklasse finder vi navne som Hipp-iadas, Hippo-damos, Hippo-kles, Hippo-krates, Hippo-kratidas, Hippo-noïdas og Hippo-sthenes. I den periode hvor deltagelsen i konkurrencerne i Olympia de facto var et aristokratisk monopol, dvs. fra grundlæggelsen, som traditionelt sættes til 776. f.Kr., og ned til ca. 400 f.Kr., hører vi om sejrherrer med navne som Ors-ippos, Da-ippos, Hippo-sthenes, Hippo-stratos, Hippo-kleas, Hippo-botos og Damas-ippos. Aristokratisk navngivning tog altså ofte udgangspunkt i overklassens omgang med statussymbolet over alle, hesten. Jævne borgere, derimod, brugte ikke hippos-navne. I komedien Skyerne lader Aristophanes den komiske helt Strepsiades – en almindelig bonde, der har giftet sig over sin stand med et aristokratisk fruentimmer – fortælle om en strid, han havde med sin hustru om deres søns navn. Hun ville have noget med hippos; selv ville han bare opkalde drengen efter sin far.

Philaïderne, familien som Kimon tilhørte, var kendt for selv at opdrætte heste til løb med firspand, og Kimons disciplin var netop løb for firspand, den absolutte paradedisciplin i græsk hestesport. Præcis hvor langt et løb for firspand var, er uklart, og det har nok varieret fra hippodrom (hippos = hest; dromos = løbebane) til hippodrom. De fire heste var spændt for en let vogn, der blev kørt af en enkelt vognstyrer. Banen var var ikke som moderne baner rund, men aflang og rektangulær med en svag afrunding i den ene ende; som regel var banen nok sådan noget som ca. 600 m lang. Tilskuerne sad eller stod på kunstige eller naturlige skråninger langs banen og ved den afrundede ende. I hver ende af selve væddeløbsbanen stod en mindre søjle – kampter på græsk – som spandene skulle dreje om og forsætte tilbage i modsatte retning. Et sindrigt system sørgede for, at intet spand havde en fordel ved løbets start. Der var intet midterværn mellem de to endesøjler, og det betød, at der kunne ske frontale sammenstød, hvis et spand kom ud af kurs, som det ses i den passage fra Sophokles, der citeres senere.

Græsk hippodrom (tegning: forfatter).

Det sejrrige spand var det, der efter det fastsatte antal ”runder” først krydsede målstregen, som lå ved begyndelsespunktet i modsatte ende af afrundingen; her sad også dommerne. At runde en kampter var farligt og krævede stor teknisk snilde af vognstyreren, og vendingerne har nok også været løbenes spektakulære højdepunkter. I Iliadens 23. sang skildrer Homer et (mytisk) hestevæddeløb for tvespand. En af deltagerne er den unge Antilochos, hvis far er den gamle, vise Nestor, som altid er parat med et godt råd. Inden løbet går i gang, holder far en tale til sønnen og giver ham taktiske formaninger, og det er netop vendingen, han koncentrerer sig om (23.318-45):

Væddeløb vindes og tabes på kløgten og køreteknikken.Den der alene forlader sig på sine heste og vognen, slingrer fra side til side på banen og skrider i svinget uden at have kontrol eller styr på hestenes kræfter. Den der har blik og teknik, men godt nok svagere heste, ser imod svinget og skærer det tæt og holder den bane han har set ud for at køre sit løb, med tømmerne totte, mens han lurer på den der for tiden er forrest i feltet. Nu skal jeg sige dig alt så du véd det, om vendemarkøren …
Den skal du skære omkring så tæt som muligt med vognen.
Læn dig så godt til venstre i vognens fjedrede fading bag de travende heste, og husk at heppe den fjermer både med råb og med pisk, og la den få friere tøjler. Så skal den nærmer klemme sig rundt om vendepunktskævlen, lige så tæt at du synes dit nav i dit snurrende vognhjul smyger sig lige omkring den. Men ram ikke stenen med navet! Så får du hestene skadet og vognen slået i smadder –spas for de andre til hobe og dig til skammelig skændsel!
Derfor, min kæreste søn, vær klog, og tag dig i vare!
For er du først til at komme omkring og vende i løbet, findes der ikke den mand som formår at ta føringen fra dig.[2]

Detalje fra en såkaldt Panathenæisk prisamfor fra ca. 410–400 f.Kr. Vasemaleren har gengivet hippodromens kampter som en tyk hvid streg yderst til højre. Svinget omkring denne stensøjle var både farligt og teknisk krævende. Foto: British Museum / CC BY-NC-SA 4.0

At køre et væddeløbsspand kunne altså være decideret farligt, faktisk livsfarligt. Dét er udgangspunktet for en beskrivelse af et imaginært løb i Delphi i Sophokles’ tragedie Elektra. Den unge Orestes er kommet hemmeligt til Mykene for at hævne sig på sin mor Klytaimnestra, som sammen med sin elsker havde slået hans far Agamemnon ihjel. Orestes sender sin gamle tjener ind i byen med et falsk budskab om, at han er blevet dræbt under et hestevæddeløb i Delphi. I det fiktive løb stiller 10 spand op. Tjeneren fortæller (709-56):

Så blev der trukket lod, og alle stillede sig op, hvor de fik anvist plads til vognene.
Trompeten gav signal. – De for afsted, imens de indgød deres heste mod med høje råb, de rykkede i tøjlen. Banen fyldtes helt med larm af vognes gungren. Støvet hvirvles op og hele flokken bruger flittigt deres pisk, for hver og én er ude på at få sin vogn forbi de andre vognes hjul og hestes fnys.
Og hestes ånde ramte den, der jog forbi, mens skum fløj over kuskens ryg og hjulets fælg.
Hver gang Orestes kom til banens sving, så holdt han højre tøjle løst og venstre stramt og trak så tæt mod stolpen, at den strejfede hans nav.
Og hidtil havde ingen vogn lidt overlast, men pludselig blev Ainianerens[3] heste skræmt, og efter svinget, da den sjette omgang var forbi og syvende begyndte, løb de løbsk og rendte panden mod en libysk vogn[4]. På grund af dette uheld skete andre sammenstød, og vogne knustes en for en, så sletten dér ved Krisa[5] flød med ødelagte vognes vrag. Atheneren, der var en dygtig kusk, forstod, at der var fare. Han trak udenom, og han kom fri af dette hav af vogne, heste, mænd. Orestes kørte inderst og lå sidst, han holdt igen på hestespandet for at spare dem til sidste spurt. Men da han ser, der kun er én rival tilbage, smelder han med pisken tæt ved sine hestes ører og forfølger ham.
Han når ham. Begge kører til, og snart er det Orestes, der er forrest, snart Atheneren.
Den stakkel kørte uden uheld banen rundt de første gange – sikker på sin sikre vogn.
Med ét, mens hesten drejer, løsner han sit greb om venstre rem og uforsætligt støder han mod stolpen og har knækket hjulets midternav.
Han gled ud over vognens kant med tøjlerne om livet, og hans heste for afsted på tværs af banen, da han ramte jorden i sit styrt.
Da mængden så ham blive slynget af sin vogn, begræd de højlydt denne unge mand. Så stor triumf – og nu et offer for en grusom lod.
Han slæbtes hen af jorden for i næste nu at blive kastet højt i vejret, men til sidst fik andre kuske standset dette vilde løb og fik ham løst – en blodig masse. Ingen af hans kære ville kunne kende ham igen.[6]

Vognstyrere spændte tøjlerne fast til et bælte om livet for ikke at tabe dem under løbet, og denne foranstaltning gjorde det livsfarligt at falde af vognen, som det tydeligt fremgår af Sophokles. Det var altså en uhyre risikabel affære at køre et konkurrencespand: ved et løb i Delphi i 462 f.Kr. skal 40 af 41 spand være forulykket! Det er derfor kun i poesien og mytologien, at stormænd selv kører deres spand. I virkelighedens verden var det normale, at aristokrater satte specialtrænede slaver til at køre eller hyrede professionelle vognstyrere. Sejren tilfaldt dog hestenes ejer, og der blev normalt ikke talt så meget om vognstyrerne, der blev betragtet som simpelt personale: hestesportens missing persons, har en moderne forsker kaldt dem.

Sortfiguret attisk amfora fra ca. 510 f.Kr., dekoreret med en fremstilling af en vognstyrer i dennes karakteristiske dragt. Det var uhyre risikabelt at køre firspand, og aristokrater gjorde det normalt ikke selv, men satte slaver eller professionelle til at gøre det; vognstyreren synes nærmest at være blevet betragtet som en del af udstyret til hestesport. Her er tøjlerne ikke fæstnet til et bælte om vognstyrerens liv: denne detalje, som gjorde det livsfarligt at være vognstyrer, udelades ofte i billedkunsten. Foto: Carole Raddato / Wikimedia Commons

Hestene, derimod, blev behandlet med megen affektion; undertiden fik de ligefrem en hædersbegravelse, som vi skal se, og man lod fremstille portrætskulpturer af dem. Navne fik de selvfølgelig også, og vi kender nogle af dem. I 516 f.Kr. vandt Kleosthenes fra Epidamnos, der selv opdrættede sine heste, firspandsløbet i Olympia, og som den første hestesportsmand fejrede han sin triumf med et skulpturelt sejrsmonument i Olympia, der portrætterede hestene. Skulpturen afbildede vognen, de fire heste, Kleosthenes selv og den vognstyrer, der havde kørt spandet i løbet. Sidstnævnte må vel nærmest betragtes på linje med vognen – som nødvendigt udstyr. Hans navn figurerede ikke i monumentets indskrifter, men det gjorde Kleosthenes’ og de fire hestes. Hestenes navne var hugget ind i monumentets base ud for dem. De hed Phoinix, Korax, Knakias og Samos. Navnet Phoinix betyder ”Purpur” og refererer vel til dyrets farve eller muligvis til dets stamtavle; Korax betyder ”Ravn” og navnet skyldes givet at hesten var sort som denne fugl – with hair coal black as a raven, som Donovan sagde. Knakias betyder ”Safran” og må også referere til farve; Samos kan muligvis henvise til dyrets stamtavle, men mere sandsynligt er det, at det betyder ”Blis”. Alle navne kan altså referere til de prægtige dyrs udseende, og her behandles de næsten som individer.

I Olympia stod en skulptur, der afbildede en herlig hoppe tilhørende Pheidolas fra Korinth: den vandt galoppen i ca. 512 f.Kr. Til statuen af hesten knyttede der sig denne historie: Hoppen hed Aura (”Vind”), og da hun løb i Olympia, smed hun sin jockey af, men fortsatte sit løb, drejede om hippodromens kampter og krydsede målstregen som vinder. Så klog var altså det skønne dyr, at det ikke behøvede en jockey for at vinde. Navnet ”Vind” henviser givet til dyrets hurtighed. Pheidolas’ sønner stillede senere op med en hest ved navn Lykos, ”Ulv”. Den store tyran Hieron af Syrakus (reg. 478–466 f.Kr.) havde en galophest ved navn Pherenikos, ”Sejrsbringer, og vi kender også en firspandshest ved navn Nikon, ”Vinderen”. Så hestesportsfolket omgikkes deres dyr med stor kærlighed, store forhåbninger og stor onomastisk nænsomhed.  

Kimon ejede et af antikkens mest succesfulde firspand, som vandt intet mindre end tre sejre i Olympia, en stor og bemærkelsesværdig præstation, som på Kimons tid kun et enkelt andet firspand havde præsteret, ejet af Euagoras fra Sparta – hvis prægtige heste fik en storslået begravelse! De tre sejre, Kimons spand af hopper opnåede, er ikke dateret i vores kilder, men moderne forskere er enige om, at de nok blev vundet ved de olympiske fester i 536, 532 og 528 f.Kr. Herodot fortæller, at Kimons heste vandt den første sejr (i 536 f.Kr.), mens han var i eksil fra Athen (6.103.2). Årsagen til hans eksil var hans forhold til tyrannen Peisistratos, og det forhold må altså have været belastet. Hvad præcis der var problemet de to imellem, ved vi desværre ikke, men moderne historikere gætter på, at Kimon (i sin enfoldighed?) aktivt var i opposition til tyrannen eller havde tilladt en opposition at gøre ham til sit samlingspunkt. En anden mulighed er, at han simpelthen var suspekt set fra tyrannens synspunkt på grund af sin familiebaggrund. Helt og aldeles uden for politik stod han altså næppe, være sig med eller mod hans egen vilje. Hvordan han i eksil kunne råde over så betragtelige ressourcer at han kunne dyrke den dyreste sport af alle, vides ikke. Måske trak han på et interbystatligt personligt netværk, noget alle aristokrater havde og vedligeholdt med omhu.

Nyheden om Kimons sejr i Olympia må hurtigt have spredt sig i Athen. Her havde de fleste store aristokratiske familier vundet spektakulære hestesportssejre i Olympia og Delphi – med undtagelse af Peisistratos’ familie. Ambitioner om hestesportssejre havde tyran-familien dog givet: Hippos-navne er fx ret almindelige blandt dens medlemmer (Hippokrates, Hippias, Hipparchos). Den anden sejr, Kimons spand vandt (i 532 f.Kr.), førte til, at han kunne vende hjem til Athen. Ifølge Herodot lod Kimon Peistratos udråbe som sejrherren i stedet for sig selv, og det førte til at han kunne vende hjem ”under frit lejde”. Her må vi antage, at Kimon og Peisistratos før konkurrencens afvikling havde indgået en aftale om, at dersom Kimon lod sit spand indregistrere i Peisistratos’ navn, kunne han vende hjem, muligvis under forudsætning af, at spandet vandt. For tyrannen må en olympisk sejr altså virkelig have stået højt på ønskelisten: som et fremtrædende medlem af en stor aristokratisk familie var Kimon trods alt en potentiel rival. Men arrangementet har naturligvis også demonstreret tyrannens magt og prisen for hans mildhed: Kimon måtte betale med noget af det dyreste, han ejede! At han gjorde det, viste at han anerkendte tyrannen som sin overmand. Her smelter sport og politik fuldstændig sammen.

Den slags handler med sejre og indregistreringer af spand under ikke-ejeres navne er ikke ukendte fra andre sammenhænge. Blot et enkelt næsten samtidigt eksempel: Den spartanske konge Demaratos (reg. ca. 515–491 f.Kr.) gjorde noget lignende lidt senere, i 504 f.Kr. Her vandt han en firspandssejr i Olympia, men lod sit spand udråbe som sejrrigt ikke i sit eget men i den spartanske stats navn. Kong Demaratos benyttede sig her af en af de særlige traditioner, der omgav den olympiske hestesport, nemlig den at et firspand kunne stille op i konkurrencerne i en bystats navn snarere end i et individs (selvom dét dog var langt det almindeligste). Den store bystat Argos lod således i adskillige tilfælde offentligt ejede spand stille op under statens navn, og i flere tilfælde vandt disse spand konkurrencerne. Bystaternes formål med sådanne manøvrer var selvfølgelig at sikre sig den enorme prestige og ære, der var forbundet med olympiske sejre. Demaratos’ formål med at lade sit spand indregistrere i Spartas snarere end sit eget navn – således at prestigen ved og æren for en sejr tilfaldt bystaten som sådan og ikke bare ham selv – har med ret stor sikkerhed været at positionere sig indenrigspolitisk i forhold til sin medkonge, Kleomenes den Første (reg. 520–490 f.Kr.). Sparta havde jo ikke blot én, men to konger, og de lå ikke sjældent i strid med hinanden. Det gjaldt også Kleomenes og Demaratos. Kleomenes var en uhyre energisk konge, der førte en ret aggressiv udenrigspolitik. I 506 f.Kr. rykkede den spartanske hær på Kleomenes’ initiativ i felten med sine allierede i den hensigt at omstyrte det nyetablerede demokrati i Athen og indsætte en vis Isagoras, der var en nær ven af Kong Kleomenes, som tyran. Dét ville i realiteten have forvandlet Athen til en spartansk lydstat, hvis hersker skyldte Kong Kleomenes alt, og det ville have øget Spartas, og især Kong Kleomenes’, magt og indflydelse væsentligt. Dét indså Korinth, Spartas stærkeste allierede, under felttoget og trak derfor sine tropper hjem. Kong Demaratos, der som spartansk konge også deltog i felttoget, fulgte Korinths eksempel og forlod hæren, hvilket førte til, at hele ekspeditionen måtte opgives. Hermed lå altså de to konger i alvorlig konflikt med hinanden. Den konflikt trak Kleomenes sig i sidste ende sejrrig ud af, da det lykkedes ham at få Demaratos afsat som konge. Men i 504 f.Kr. rasede konflikten stadig, og Demaratos’ indregistrering af sit firspand i Spartas navn må ses i det lys. Hensigten var givet at øge kongens popularitet i Sparta. Her smelter sport og politik nok en gang sammen på smukkeste vis.

Selvom en olympisk sejr blev regnet for den måske største triumf, en mand kunne opnå, veg aristokrater altså ikke tilbage fra at afstå en sejr til andre, hvis vigtige politiske formål talte for det. Og det var altså dét, Kimon gjorde i 532 f.Kr. Derpå vendte han tilbage til Athen, ”under frit lejde”. I 528 f.Kr. døde tyrannen Peisistratos, og hans søn Hippias overtog magten. Kort efter dette var der atter Olympiske Lege, og her vandt Kimons spand sin tredje sejr, som blev udråbt i ejerens eget navn. Dét fik tilsyneladende den nyindsatte tyran til at beslutte sig for at rydde Kimon af vejen. I hvert fald fortæller Herodot følgende:

Da Kimon endnu en gang vandt med det samme spand i Olympia, blev han indhentet af skæbnen og blev myrdet af Peisistratos’ sønner – selv var Peisistratos ikke længere i live. Deres folk lagde baghold for ham om natten ved byens rådhus og likviderede ham.[7]

Dette er afslutningen på Herodots fortælling om Kimons fantastiske firspand. Selvom det ikke skæres ud i pap, synes implikationen at være, at der var en forbindelse mellem spandets tredje sejr og mordet på Kimon, samt det forhold at Peisistratos nu var død. Et rimeligt scenarie er dette: Ved den gamle tyrans død blussede den politiske uro, der havde præget Athen i det meste af det 6. årh. f.Kr., op igen, og den nye tyran følte måske sin position truet. Kimons nye olympiske sejr øgede hans prestige i en grad, der fik Hippias til at frygte, at han kunne blive samlingspunktet for en opposition til hans styre, og han besluttede derfor at eliminere ham.

På Kimons tid fejrede aristokrater som regel deres store sportssejre på forskellig prangende vis. Det kunne fx ske ved at sætte en skulptur op i en helligdom til minde om sejren og til dette mindes eviggørelse. Den Euagoras fra Sparta, der som den eneste havde ejet et firspand, der kunne måle sig med Kimons, opsatte fx en mindeskulptur i Olympia – og hestene fik en prægtig begravelse hjemme i Sparta. En anden måde at forskønne sin sejr på var at hyre et digter til at skrive et stort korværk med sejren som det lyriske emne. Så vidt vi ved, blev Kimons sejre ikke fejret på disse måder, skønt½ det kan ikke udelukkes, at det skyldes huller i overleveringen. Men Kimons familie sørgede for at bevare mindet om de prægtige sejre efter hans død. Vores kilder er enige om, at de fire hopper der udgjorde spandet, lå begravet sammen med Kimon i Athen. Sagen er formentlig den, at de simpelthen er blevet givet som et gravoffer i forbindelse med Kimons begravelse. Sådanne ofringer af heste i forbindelse med gravlægning af stormænd var en ældgammel aristokratisk skik, som også synes at være blevet fulgt i forbindelse med spartaneren Euagoras’ begravelse. Ved at ofre hestene har familien også, og det var nok formålet, peget på, at spandet tilhørte Kimon og ingen anden, uanset hvem der så havde fået æren for sejren i 532 f.Kr. Denne tilbageerobring af den sejr, Kimon havde måttet forhandle bort, var særligt vigtig, fordi Kimon, hvis man talte dén med, var den mest succesfulde olympiske sportsmand i hele Athens historie: talte man den med, var han tredobbelt olympisk sejrherre – noget ingen anden athener var. Den slags var noget, aristokratiet gik op i med liv og sjæl, og det har givetvis været afgørende vigtigt for Kimons familie at slå fast en gang for alle, at han altså var tredobbelt olympisk sejrherre. Men en begravelse er trods alt en flygtig begivenhed, så for at fastholde mindet om at Kimon var spandets ejer og dermed Athens mest succesfulde sportsmand, lod familien opsætte fire bronzeportrætter af de herlige hopper på graven. Også her er naturligvis tale om conspicuous consumption i Veblens forstand, men non-productive var det ikke: mindet om Kimon og det prægtige firspand levede antikken ud.

[1] Overs. L. Hjortsø.

[2] Overs. O.S. Due.

[3] Dvs. en deltager fra regionen Ainis i Thessalien.

[4] Dvs. fra en af de græske bystater i Libyen.

[5] Dvs. Delphi.

[6] Overs. E. Sprogøe.

[7] Overs. forf.

Relaterede artikler

Luk Menu