Den “olympiske fred” i det klassiske Grækenland

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

800px-GR-olympia-palaestra

En grundlæggende ide i den moderne olympisme er, at den bidrager til at fremme fred – mellem mennesker og mellem stater. I denne sammenhæng har man siden Coubertin henvist til antikkens olympiske lege: når der var olympiske lege i antikken, herskede der universel fred i den græske verden, og krig var bandlyst, har olympister ved utallige lejligheder sagt. Det er smukt, men er det også sandt?

De moderne olympiske leges grundlægger, Baron Pierre de Coubertin. Han var en fransk pædagog og historiker, der var præsident for Den Internationale Olympiske Komité i årene 1896-1925. Foto: Wikimedia Commons

Nej, det er det ikke. Det er ganske vist rigtigt, at bystaten Elis, i hvis territorium Olympia lå, forud for hver afholdelse af festen til ære for Zeus Olympios – som de antikke olympiske lege var en del af – proklamerede det, der ofte kaldes “den olympiske fred”. På klassisk græsk hedder denne angivelige olympiske fred spondai Olympiakai, og det betyder snarere “den olympiske våben­stilstand”. Hvad denne “olympiske våbenstilstand” indebar, var at de bystater der tiltrådte den, forpligtede sig til (1) at undlade aggression over for bystaten Elis og hermed helligdommen i Olympia, og (2) at undlade overgreb på rejsende, hvis destination var Olympia. Derimod forpligtede de sig på ingen måde til at holde fred med hinanden. Der var altså nok i en vis begrænset forstand tale om en “olympisk fred”, men den beskyttede blot Elis og rejsende på vej til Olympia: en universel fred i den græske verden var det ikke.

Der var intet udsædvanligt ved den “olympiske våbenstilstand”. Det var helt normalt, at bystater proklamerede en våbenstilstand som den olympiske i forbindelse med afholdelsen af vigtige religiøse festivaller, og de kendes fra en række andre sammenhænge end de olympiske lege. I det klassiske Grækenland var sportskonkurrencer stor set altid en del af underholdnings­programmet ved de store religiøse fester, men det er festen som sådan og ikke blot sportskonkurrencerne, der beskyttes af våbenstilstanden. Også festivaller uden sportskonkurrencer på programmet var beskyttet af denne type våbenstilstand.

Nu kunne man så spørge, om denne mere begrænsede type “ festival-fred” så blev overholdt. Her må svaret lyde, at den i almindelighed blev overholdt, men at der er bemærkelsesværdige undtagelser. To eksempler må være nok:

Buste af den græske filosof Xenophon. Foto: Wikimedia Commons.

Den store og vigtige bystat Korinth afholdt hvert andet år en berømt fest til ære for havets gud Poseidon. Gudens helligdom lå på Isthmen, den smalle land­tange der skiller halvøen Peloponnes fra det øvrige græske fastland. Festen havde sportskonkurrencer på programmet, og de kaldes efter stedet for deres afholdelse “de isthmiske lege”. Disse konkurrencer var vidtberømte og kunne måle sig med de olympiske lege i prestige. I 390’erne f.Kr. indgik Korinth en traktat med sin store nabobystat Argos som betød, at de to bystater smeltede sammen til én under navnet Argos. En del utilfredse korinthere flygtede til Sparta for at få hjælp, hvilket de let fik, fordi Argos var Spartas ærkefjende mens Korinth traditionelt var Spartas vigtigste allierede. Historikeren Xeno­phon, som var Platons samtidige, fortæller i følgende uddrag fra værket Græsk Historie (4.5.1-2) om en spartansk ekspedition mod Korinth i år 390 f.Kr. under ledelse af Kong Agesilaos:

Først drog han mod Isthmen, for det var den måned, hvor den isthmiske festival blev fejret. Argeierne var netop i gang med ofringen til Poseidon, under påberåbelse af at Argos og Korinth var én bystat. Da de erfarede, at Agesilaos var i anmarch, forlod de under megen frygt de ofrede dyr og det festmåltid, de havde gjort klar, og vendte tilbage til byen.” Xenophon fortsætter: “Skønt han udmærket så dem, indledte Agesilaos ikke en forfølgelse, men slog lejr i helligdommen og ofrede selv til guden. Han forblev der, indtil de landflygtige fra Korinth havde forrettet deres offer til Poseidon og afviklet sports­konkurrencerne. Da Agesilaos havde forladt stedet, gennemførte argeierne den isthmiske festival helt forfra. Så i dette år var der nogle konkurrencer, hvor samme atlet blev besejret to gange, og nogle, hvor den samme to gange blev udråbt til sejrherre (overs. forf.).

Ved denne lejlighed kom det faktisk ikke til sammenstød, men Argos må klart have været af den opfattelse, at Sparta ikke udelukkede en væbnet konfrontation: kongen marcherede med en hær direkte mod helligdommen!

I 365 f.Kr. blev Olympia erobret af styrker fra naboregionen Arkadien, som ekspanderede mod vest. Arkaderne oprettede en lille satellit-bystat ved navn Pisa, i hvis hænder administrationen af Olympia nominelt blev lagt. 365 f.Kr. var ikke et olympisk år, men det var 364 f.Kr. Xenophon fortæller (Græsk Historie (7.4.28)):

Det kommende år var et olympisk år, og derfor forberedte arkaderne sig på at afholde den olympiske festival sammen med pisaterne, som hævdede at de var helligdommens oprindelige ledere. Da den måned kom, hvor den olympiske fest finder sted og festivalforsamlingen mødes, da forberedte eleierne sig åbenlyst og marcherede efter at have tilkaldt achaierne ned ad den olympiske vej [der gik fra Elis til Olympia (forf.)]. Arkaderne troede ikke, at de nogensinde ville marchere mod dem, og de arrangerede selv sammen med pisaterne festivallen. De havde allerede afviklet hestesports­konkurrencen og femkampens løb, og de der havde kvalificeret sig til brydningen [den sidste disciplin i femkampen (forf.)] kæmpede ikke længere på stadion, men mellem stadion og alteret – for eleierne var allerede nået frem til det hellige område i fuld udrustning. Arkaderne rykkede dog ikke frem for at møde dem, men tog opstilling langs floden Kladeos, der løber forbi Altis [det hellige område i Olympia (forf.)] og munder ud i Alpheios. De havde allierede med sig, omkring 2000 hoplitter fra Argos og omtrent 400 kavalerister fra Athen. Eleierne tog opstilling på den modsatte side af floden, og så snart de havde forrettet deres offer, rykkede de frem. Førhen var eleierne foragtet af arkaderne og argeierne, af achaierne og athenerne for deres evner i krig, men denne dag ledte de alligevel deres allierede som var de stærkest af alle. Arkaderne – det var de første de stødte sammen med – slog de med det samme på flugt, og de modstod argeierne, der kom arkaderne til hjælp, og fik også bugt med dem. Da de forfulgte dem ind i området mellem rådhuset, Hestia-helligdommen og de tilskuerpladser der grænser op herimod, kæmpede de lige så godt og drev dem mod alteret. De blev dog beskudt fra søjlehallerne, fra rådhuset og fra det store tempel, og adskillige eleiere blev dræbt, herunder Stratolas selv, lederen af De 300 [et elitekorps (forf).]. Efter disse begivenheder vendte de tilbage til deres lejr (overs. forf.).

Hvad der her beskrives er intet mindre end et slag i selve helligdommen midt under afviklingen af de olympiske lege.

Så den “olympiske fred” var altså ikke en universel fred i hele den græske bystatsverden, men en langt mere begrænset affære, der beskyttede helligdommen og tilrejsende, og på det punkt var den identisk med de våbenstilstande, der trådte i kraft ved afviklingen af talrige andre religiøse festivaller i den klassiske græske verden. Selv disse mere begrænsede våben­stilstande blev undertiden krænket. I begge de tilfælde der er beskrevet ovenfor, har den angribende part givetvis følt sig helt berettiget til at bryde “freden”, og på dét punkt ligner de mangen en anden aggressor i historien, der sjældent har haft vanskeligt ved at finde en tilfredsstillende casus belli.

 Forslag til læsning

  • Golden, M., “War and Peace in the Ancient and Modern Olympics,” Greece & Rome 1 (2011) 1–13.
  • Lämmer, M., “The So-called Olympic Peace in Ancient Greece,” ss. 36–60 i: J. König (red.), Greek Athletics. Edinburgh Readings on the Ancient World. Edinburgh University Press, Edinburgh 2010.
Luk Menu