Antikkens stjerner I: Glaukos fra Karystos

Topfoto: Marie-Lan Nguyen (2011); Metropolitan Museum of Art, online database: entry 130007697

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Læsetid: 21 min.

Glaukos fra Karystos var en af antikkens største sportsstjerner, og han er ofte den antikke forfattere griber til, når de har brug for at henvise til en berømt stjerne fra fortiden. Alligevel er det ikke meget, vi ved om ham med sikkerhed: Store stjerner har en tendens til at tiltrække sig gode historier, og det gælder også Glaukos.

Det synes dog at være sikkert, at han var bokser, og at hans aktive karriere strakte sig over perioden ca. 520, hvor han vandt sin sejr i Olympia, til ca. 500 f.Kr. Han skal have været en stærk kæmpe på over to meter. For en antik bokser var en betragtelig størrelse en stor fordel. Grækerne boksede nemlig ikke i vægtklasser, men i aldersklasser. Ved de antikke Olympiske Lege, fx, opererede man blot med to aldersklasser, drenge (12–18) og mænd (18+); andre steder havde man flere aldersklasser, men i Olympia var to altså nok. Her må det have været en klar fordel at være stor og tung, og omvendt et handicap at være en lille spirrevip. Af den grund afbildes boksere almindeligvis som nogle kæmpe brød i billedkunsten. Det var en sport for mægtige mænd, ikke en for mandslinge. Grækerne regnede da også boksning til ”de tunge” discipliner, der også omfattede brydning og pankration, der bedst kan sammenlignes med den moderne kampsport mixed martial arts: De blev kaldt ”tunge”, fordi atleterne her normalt var nogle ordentlige krabater.

Han var fra bystaten Karystos på Euboia, den store langstrakte ø langs Attikas østkyst, det er kilderne enige om. Forfatteren Pausanias, der skrev på Kejser Marcus Aurelius’ tid (reg. 161–180 e.Kr.), kender dog en tradition om, at hans familie skulle stamme fra bystaten Anthedon i Boiotien, en by der lå forholdsvis langt væk fra Karystos. I Anthedon havde man en lokal guddom, der (også) hed Glaukos, og det skulle være denne guddom, der var familiens stamfader. Med andre ord: Der løb overmenneskeligt blod i bokserens årer, hvilket vel var forklaringen på hans styrke. Det var ikke ualmindeligt, at store sportsstjerner blev anset for efterkommere af forskellige guddomme. Antikkens måske mest berømte atlet, den store Theogenes fra Thasos, skulle fx være en søn af Herakles. I Glaukos’ tilfælde skyldes det vel navnesammenfaldet mellem ham selv og guddommen i Anthedon, at det lige blev denne guddom, man anså for hans stamfader.

Euboia og Boiotien med angivelse af Karystos og Anthedon samt de store helligdomme med konkurrencer. Foto: Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.5

Man fortalte følgende historie om, hvordan Glaukos’ talent for boksning blev opdaget: Som lille arbejdede Glaukos på landet, og da plovskæret en dag faldt af ploven, bankede han det tilbage på plads ved at bruge en knytnæve som hammer. Hans far, som bemærkede den forbløffende reparation af ploven, tog til Olympia med drengen og lod ham stille op i boksning. Da han ingen egentlig kamptræning havde, blev han slemt medtaget af sine modstandere, men kvalificerede sig dog til finalen. Her var han imidlertid hårdt trængt af sin modstander, og faderen frygtede, at han var på nippet til at give op. Da råbte han: ”Søn, plovslaget!” Derpå slog sønnen modstanderen ud med en enkelt ”plovhammer”. En variant af anekdoten hævder dog, at det var hans træner, Teisias, der råbte til ham, og at råbet var et taktisk råd.

Denne anekdote – for en anekdote er det givet – har spillet en stor rolle i den moderne diskussion om, hvilken socialklasse antikkens sportsmænd i den tidligste tid kom fra. På baggrund af historien har man undertiden antaget, at Glaukos var søn af en fattig bonde, siden han måtte hjælpe til med at dyrke jorden, og brugt den antagelse som argument for, at sportsmænd selv i den tidligste tid undertiden kunne være andet end rige aristokrater. Den fortolkning er dog nok mere, end den gode historie kan bære, og det er værd at bemærke, at en variant fortæller, at Glaukos havde en personlig træner. Ikke bare har han altså, hvis dette er sandt, været en trænet bokser allerede fra barnsben, hans familie må også have haft råd til at hyre en træner: Antikkens trænere var privatpraktiserende ekspertkonsulenter, der skulle have løn for deres arbejde. Anekdoten kunne altså også bruges til at argumentere for, at Glaukos’ familie var ganske velsitueret og ikke fattige bønder, og den er næppe nogen særlig god kilde til de antikke atleters sociale herkomst.

Anekdoten illustrerer dog en anden ting. En antik boksekamp gik ikke over et på forhånd fastsat antal runder: Man kæmpede indtil den ene part gav op eller simpelthen var slået ud. Den mest yndede taktik var tilsyneladende at gå efter at få et enkelt, afgørende stød sat ind, helst i modstanderens ansigt. Dette ses fx i Homers berømte skildring af en (mytisk) boksekamp mellem Epeios og Euryalos i Iliadens 23. sang, som er værd at citere i sin helhed (23.689-98):

———   Epeios gik frem og fik landet sin næve

Rent på sin lurende modstanders kind så han ikke just længe

Stod sig, men dejsede om i et spjæt med benene ekset.

Som når det stormer fra nord så fiskene spræller i tangen

Oppe på stranden og dækkes på ny af en sortnende bølge,

Hopped han op da han blev ramt. Og den sejersikre Epeios,

Greb ham og retted ham op. Men hans venner stimlede sammen,

Tog ham og førte ham væk. Hans fødder slæbte i støvet,

Blodet drev ham af munden, og hovedet dingled på halsen.

Da de fik sat ham iblandt hans folk, var han uden bevidsthed.[1]

Et rent knock-out! I denne sammenhæng er det også værd at huske, at de ”handsker”, antikke boksere benyttede, ikke skånede modstanderen, men snarere var designet til at skade ham. ”Handskerne” var på Glaukos’ tid lange læderstrimler, som man viklede om hænderne, og en stærk knyttet næve viklet ind i læderstrimler efterlod blodige sår i modstanderens ansigt, når man satte en træffer ind. Strimlerne blev viklet på, så de støttede håndleddet og beskyttede knoerne, mens fingrene var frie og bevægelige. Dét tillod at man kunne knytte næven til stød og parere modstanderens angreb med åben hånd. Begge teknikker ses på vasemalerier fra arkaisk tid.

Attisk amfora fra ca. 520 f.Kr. og altså omtrent samtidig med Glaukos’ sejr i Olympia. Dekorationen viser to boksere iført de karakteristiske ”handsker” bestående af læderstrimler viklet om hænderne. Foto: Marie-Lan Nguyen (2011); Metropolitan Museum of Art, online database: entry 130007697.

Den olympiske sejr ca. 520 f.Kr. var Glaukos’ største triumf, men han vandt også adskillige andre strålende sejre. Ved de Pythiske Lege i Apollons helligdom i Delphi, en festival der kun stod tilbage for de Olympiske Lege i prestige, vandt han to gange, mens han vandt otte gange både ved de Nemeiske Lege i Nemea ved festen til ære for Zeus og ved de Isthmiske Lege til ære for Poseidon på Isthmen nær Korinth. Konkurrencerne i Nemea og på Isthmen blev afviklet hvert andet år, mens der i Olympia og Delphi blot blev afviklet konkurrencer hvert fjerde år. Store stjerner har derfor normalt flere sejre fra Nemea og Isthmen på deres rekordliste end sejre fra Olympia og Delphi, og det gælder altså også Glaukos.

Sportssejre var noget af det, græske mænd higede mest efter, for der var enorm ære og prestige forbundet med dem, og ære var en af de mest centrale værdier i den græske kultur, som var ekstremt maskulin og konkurrenceorienteret. Men en sejr er en flygtig ting, hvis ikke mindet om den holdes ved lige. Det græske aristokrati udviklede derfor forskellige strategier til at fastholde mindet om deres sejre – og forøge deres symbolske værdi. De vigtigste af disse strategier var portrætstatuer af sejrherrer, som blev opstillet først og fremmest i Olympia selv, men undertiden også i hjembystaten, og de såkaldte epinikiske oder, sejrsoder. Olympiske sejrherrer vandt ud over olivenkransen også retten til at opstille et portræt af sig selv i Olympia, og denne ret kan godt betragtes som en slags præmie for sejren. Der var ikke tale om statuer, der tilstræbte portrætlighed i moderne forstand, men om idealiserede fremstillinger af sejrherrerne, som undertiden ikke kan skelnes fra statuer af guder eller heroer: Ideologien bag sejrstatuerne er tydeligvis at fremstille sejrherren som en mytisk helt. I senantikken stod der mange hundrede af den slags statuer i Olympia, og en god del af dem var værker af de mest berømte græske billedhuggere som f.eks. Pheidias, Polykleitos og Myron. Sidstnævntes Diskoskaster (Diskobolos) er vel nok en af de bedst kendte antikke statuer overhovedet, og der står f.eks. en kopi af den i Botanisk Have i København. Statuerne var som regel støbt i bronze, og derfor har stort set ingen af dem overlevet til i dag. Bronze var et værdifuldt materiale, og før eller siden endte en bronzestatue i smelteovnen. Heldigvis blev der allerede i antikken lavet kopier, som regel i marmor, af berømte græske statuer, heriblandt af de statuer, der hædrede sportsstjerner. Sådanne kopier kaldes ”romerske kopier”, fordi de blev fremstillet i stort tal i romersk tid og fordi de kunder, de blev afsat til, fortrinsvis var den romerske overklasse. Og det er disse romerske kopier, vi er henvist til, hvis vi vil vide, hvordan græske atletstatuer så ud.

Men her løber vi desværre med det samme ind i en række problemer. Det er ret klart, at de romerske kopier undertiden virkelig er kopier i egentlig forstand, for man har fundet kopiværksteder med gipsafstøbninger af berømte græske mesterværker, og disse afstøbninger blev brugt til at fremstille eksakte kopier. I andre tilfælde er der måske snarere tale om frie adaptioner af græske forlæg, og hvert enkelt tilfælde må vurderes for sig. Et mere alvorligt problem er det dog, at der selvfølgelig kun blev fremstillet kopier af de værker, der var eftertragtede og derfor kunne afsættes på det romerske kunstmarked. Dét betyder, at det udvalg af græske atletstatuer vi har i romerske kopier, er dikteret af den romerske overklasses smag. Den smag er ret let at beskrive: Den romerske overklasse foretrak skulpturer fra den klassiske periode, som allerede var klassisk i romersk tid. Særligt populære var værker af kanoniserede højklassiske mestre som fx Polykleitos, mesteren bag den berømte Spydbærer (Doryphoros). Det er så let som ingenting at opstille en liste over billedhuggere, vi ved fremstillede atletstatuer, men ikke blev kopieret i romersk tid. Det gælder særligt de sen-arkaiske mestre, som ikke findes i romerske kopier, altså billedhuggere fra den tid, hvor Glaukos var aktiv. Selv fra den klassiske periode kender vi utallige billedhuggere, hvis arbejder ikke blev kopieret. Der kan altså næppe være tvivl om, at vores udvalg af græske atletskulpturer ikke er repræsentativt for, hvad der fort eksempel i senklassisk tid stod rundt om i de græske helligdomme: Det er skævvredet af den romerske overklasses smag.

Et andet alvorligt problem er, at når en atletstatue bliver kanoniseret og indgår i det romerske kopi-repertoire, mister den sin oprindelige identitet og får en ny identitet.

I den græske tradition beskriver man ikke en atletstatue som fx ”en bokser af Polykleitos”, men som ”Aristion fra Epidauros”. I den græske tradition er det altså sportsmanden og ikke billedhuggeren, der står i centrum og giver en skulptur dens identitet. Derfor er der altid en indskrift, ofte i form af et kunstfærdigt lille digt (et epigram), på skulpturens base, der som minimum fortæller, hvem statuen er, så at sige, men som regel også giver andre basale oplysninger om sportsmanden. Sådan et lille epigram kunne fx lyde som det følgende, et epigram på en base til en skulptur fra det 5. årh. i Olympia:

Korkyra det er mit land, jeg er Philon og Glaukos min fader.

To gange boksed jeg her: Vandt den olympiske krans![2]

Det var dén slags oplysninger, der gav en statue dens identitet i den græske tradition: Hvem ser vi? Hvor kommer han fra? Hvem var hans far? Hvad har han præsteret? Når en atletskulptur bliver kanoniseret og kopieret, mister den sin græske identitet, for hvilken interesse kunne romere dog have i så totalt ukendt en person som fx Aristion fra Epidauros eller Philon fra Korkyra? Indskrifterne fra originalernes baser kopieres derfor aldrig. Det var vigtigere, at skulpturen var af en kanoniseret mester, og at motivet var let at forstå. I kopitraditionen bliver skulpturerne derfor benævnt efter deres motiv og deres billedhugger, som fx ”en mand der kaster en diskos”, en Diskobolos af Myron, eller ”en mand der binder et bånd om sit hoved”, en Diadoumenos af Polykleitos. Vi ved derfor ikke, hvilke sportsmænd disse berømte skulpturer oprindeligt portrætterede, og for den græske sports historie er dét et ret kedeligt forhold.

Det er derfor heldigt, at de skriftlige kilder faktisk også har lidt at fortælle os om atletstatuer. De skriftlige kilder er selvfølgelig mangelfulde kilder i den forstand, at de ikke lader os se de statuer de omtaler, men til gengæld omtaler de ofte skulpturer, vi ikke kender ad arkæologisk eller kunsthistorisk vej. Den mest righoldige skriftlige kilde er utvivlsomt den Pausanias, der kort blev omtalt ovenfor. Han er nok ikke blandt de bedst kendte græske forfattere. Han blev født omkring 115 e.Kr. i bystaten Magnesia i Lilleasien, det nuværende Tyrkiet, og han skrev et kæmpeværk – det fylder ca. 900 sider i moderne udgaver – som han gjorde færdig under Kejser Marcus Aurelius (reg. 161–80 e.Kr.). Værket er en såkaldt periegesis Hellados. Ordet periegesis er et substantiv afledt af verbet perihegeomai, der betyder sådan noget som ”viser rundt” eller ”guider”. Periegesis Hellados betyder altså nærmest ”Guide til Grækenland”, og Pausanias’ værk har virkelig nogle af de samme kvaliteter som moderne guidebøger som fx Blue Guide to Greece. I sit værk beskriver Pausanias mange hundreder steder den græske verden: Hans bog er altså en øjenvidneskildring af utallige af steder i den antikke verden skrevet på en tid, hvor antikken stadig var en levende kultur: et helt unikt værk. Værket er i 10 bøger og af dem er hele to bøger, 5. og 6. bog, afsat til en beskrivelse af bystaten Elis, der ejede og administrerede helligdommen i Olympia, og, ikke mindst, til en minutiøs beskrivelse af selve Olympia, tydeligvis det sted i hele den græske verden, der interesserer Pausanias mest. De første 18 kapitler af 6. bog er afsat til en beskrivelse af intet mindre end 197 atletskulpturer. Og disse 197, betoner Pausanias, er blot et udvalg af de bedste og mest interessante skulpturer: Der må altså have stået virkelig mange af disse skulpturer i Olympia, hvis 197 kun er et udvalg.

En af de mest interessante ting ved Pausanias’ udvalg er navnene på de billedhuggere, hvis værker han slår ned på. Når den moderne betragter tænker på billedhuggere der producerede atletstatuer, falder tanken nærmest uvilkårligt på Myron og Polykleitos, fordi vi kender Diskobolos og Diadoumenos, der regnes blandt de absolutte hovedværker i den græske skulptur, et synspunkt den moderne kunsthistorie som sagt deler med den antikke romerske overklasse. Men der var, selvfølgelig havde man nær sagt, mange andre billedhuggere, en sportsmand kunne bestille en atletskulptur hos, og de 197 atletstatuer, Pausanias nævner, fordeler sig på intet mindre end 53 forskellig billedhuggere. Blandt de 53 er store og berømte billedhuggere som fx netop Myron og Polykleitos og de nok endnu mere berømte Lysippos fra Sikyon og Pheidias fra Athen, den måske mest berømte græske billedhugger overhovedet – men altså ikke for fin til at lave en statue af en sportsmand. Men billedhuggere som Ageladas fra Argos, Glaukias fra Aigina eller Pythagoras fra Rhegion på Sicilien skal man nok være decideret specialist i græsk skulpturhistorie for at nikke genkendende til. Ikke desto mindre var den sidstnævnte, Pythagoras fra Rhegion, som hører til i senarkaisk og tidlig klassisk tid, en af de billedhuggere, Pausanias beundrede mest, og, Pausanias var Liebhaver på skulpturområdet. Ingen af Pythagoras’ arbejder har overlevet til i dag. Adskillige af de billedhuggere, hvis statuer Pausanias slår ned på, nævnes blot for en enkelt skulptur og et par stykker for to. Men en helt håndfuld billedhuggere, 14 for at være helt præcis, nævnes for tre eller flere statuer. Hitlisten, om man så må sige, ser sådan ud: Øverst på listen står føromtalte Pythagoras fra Rhegion, der nævnes for hele 7 atletportrætter. Blandt de 14 hyppigst nævnte billedhuggere er der blot to, Myron fra Athen og Lysippos fra Sikyon, der hører til blandt de helt store i den moderne opfattelse af den græske skulpturs historie og af hvem vi dog kender nogle værker. Ellers er den mest berømte vel Naukydes fra Argos, af hvem i hvert fald et enkelt værk har overlevet i romersk kopi, nemlig hans Diskophoros, ”en mand der står med en diskos”. Pausanias nævner ham for 3 værker.

Hvis vi ser på den kronologiske spredning af de billedhuggere, Pausanias nævner, er det mest påfaldende nok, er der kun er en enkelt fra hellenistisk. Resten hører til i sen-arkaisk og klassisk tid, og hele 8 af de 14 hyppigst nævnte var aktive i det 5. årh. f.Kr., og blandt disse er det blot Myron, der er mere end et navn for os. Den nærmest uundgåelige konklusion er, at der i sen-arkaisk og klassisk tid var massevis af billedhuggere, der fremstillede atletskulpturer af høj kvalitet, mange flere end blot Myron og Polykleitos. Men vi kender dem faktisk kun fra den skriftlige tradition, først og fremmest Pausanias. Hans 53 billedhuggere kommer fra 17 forskellige bystater, herunder seks på Peloponnes, som vi også ad anden vej véd var et centrum for skulpturproduktionen, men den geografiske spredning er et interessant faktum i sig selv: En specialist i atletportrætter kunne man i klassisk tid finde overalt i den græske verden. Kunderne, altså de 197 portrætterede sportsfolk, kommer fra intet mindre end 71 forskellige bystater, der fordeler sig over stort set hele den vidtstrakte græske verden, og det viser os på glimrende vis, at sporten virkelig var et af de centrale fællesgræske kulturfænomener: Stort set hver evig eneste lille flække har haft deres egne sportshelte at beundre.

Moderne kopi af Polykleitos’ Diadoumenos. Skulpturen viser en ukendt antik sejrherre
i færd med at binde et bånd om sit hoved før den officielle bekransning . Foto: Wikipedia/Shakko; Pushkin Museum, Moskva / CC BY 3.0

Efter denne ekskurs om atletstatuer i al almindelighed kan vi nu vende tilbage til Glaukos, for en af de statuer, Pausanias nævner, var netop et portræt af ham. Skulpturen var udført af billedhuggeren Glaukias fra Aigina, en berømt sen-arkaisk mester, vi intet har overleveret af. Skulpturen var, siger Pausanias, bestilt af Glaukos’ søn, og den er formentlig først opstillet efter faderens død. Billedhuggeren vides nemlig at have været aktiv i 470’erne f.Kr. og Glaukos døde før 478 f.Kr. Her er det altså sandsynligvis sønnen, der booster sin fars ry og berømmelse, som han givet gerne ville holde i live for selv at nyde godt af den. Skulpturen viste ifølge Pausanias Glaukos i færd med skyggebokse, et motiv der ikke er repræsenteret i vores bestand af romerske kopier af græske atletstatuer. Motivet skyldtes, siger Pausanias, at Glaukos’ næveteknik fik alle hans samtidiges til at blegne. Glaukos var altså ikke bare en kraftkarl, han var også en overlegen tekniker.

Glaukos fejrede en eller flere af sine sejre med en epinisk ode af den berømte digter Simonides fra Keos. Epinikiske oder var det, antikforskere kalder ”korlyrik”, det vil sige store lyriske oder sunget af dansende kor til musikledsagelse (lyre og/eller aulos, et skalmeje-agtigt instrument). Oderne blev komponeret af poetiske specialister, af hvilke Simonides fra Keos, Bacchylides fra Keos og Pindar fra Theben var de tre mest berømte og efterspurgte. Af Pindar er mere end 40 epinikiske oder overleveret gennem håndskriftstraditionen, og af Bacchylides har vi 15 oder, der er kommet for dagens lys i kraft af lykkelige papyrusfund i Ægypten i moderne tid. Simonides’ oder, derimod, er desværre gået næsten fuldstændig tabt: De kendes kun gennem citater hos andre forfattere og fragmenter af papyri. Hensigten med epinikiske oder var at hylde og hædre den sejrrige atlet, og en af de strategier både Pindar og Bacchylides benytter til det, er mytefortællinger. En ting, der måske kan forbløffe lidt, er at der i disse store korlyriske oder til sportsmænds ære praktisk talt ingen beskrivelser er af selve den kamp, sejrherren havde vundet i. Sportsreportage er ikke den epinikiske odes ærinde. Genrens ærinde er derimod at forevige sejrherrens og hans families navn og ære, samt at placere dem solidt i den internationale aristokratiske verdens persongalleri. De fleste aristokratiske familier i den græske verden brystede sig, ligesom Glaukos’ familie, af at nedstamme fra en gud eller en hero, og de epinikiske oders mytefortællinger understreger dette ved at omtale sejrherren og guder og heroer i nærmest samme åndedrag som var dét den mest naturlige ting i verden. Simonides skrev en ode til Glaukos’ ære, måske omkring år 500 f.Kr. eller muligvis endog tidligere. Af den ode er en enkelt passage bevaret som et citat hos en anden forfatter. Passagen sammenligner Glaukos fordelagtigt med to af mytologiens og religionens helt store skikkelser og lyder som følger:

Hverken den store Polydeukes

eller Alkmenes jernhårde søn

have kunnet løfte næven til kamp imod ham.[3]

Med andre ord: Digteren siger, at Glaukos overgik selv Herakles – ”Alkmenes jernhårde søn” – og Polydeukes, eller Pollux som han hedder på latin, altså den ene de to Dioskurer, Zeus’ sønner med Leda. De to mytiske skikkelser er valgt med omhu. Begge var de sønner af den øverste gud Zeus, begge blev de dyrket som guder, og begge var de store atleter. Polydeukes var boksningens opfinder, intet mindre, og den guddommelige ekspert i disciplinen. Herakles var en ægte all-rounder, som siges at have vundet samtlige discipliner ved den første afholdelse af de Olympiske Lege i mytisk tid. Men mod Glaukos havde ingen af dem altså haft en chance!

Det antikke Sicilien med fremhævelse af Kamarina, hvor Glaukos blev indsat som vice-tyran. Foto: Jona Lendering / CC0 1.0 Universial

Interessant nok ved vi, hvordan Glaukos kom af dage. Af ukendte grunde forlod han Karystos og sluttede sig til tyrannen Gelons entourage. Denne Gelon opkastede sig i perioden 491–478 f.Kr. til nærmest enehersker over de græske bystater på Sicilien. I 480 f.Kr. vandt han en spektakulær sejr over en invasionshær fra Karthago ved Himera, og han var sin tids uden sammenligning mægtigste mand i den græske verden. Glaukos må have haft en temmelig god relation til den store tyran, for Gelon udnævnte ham til vice-hersker over bystaten Kamarina. Det blev imidlertid endestationen for Glaukos. Én kilde siger, at Gelon lod ham henrette, en anden siger, at borgerne i Kamarina dødsdømte ham, hvilket dog lyder ret mærkeligt. Måske skal kilderne harmoniseres derhenad, at Gelon lod Glaukos henrette på baggrund af en lokal utilfreds med eller ligefrem opstand mod ham. Et lidet gloriøst endeligt for den store bokser, må man sige.

[1] Overs. O.S. Due.

[2] Overs. M.H. Hansen.

[3] Overs. forf.

Relaterede artikler

Luk Menu