Denne højsommer [2014] byder på et langt adrenalinkick for sportsfans. Som et rent overflødighedshorn glider VM i fodbold i Rio i disse uger over i Tour de France. Der er tiden og rummet til forskel på disse events. På fodboldstadionet bydes der på teknisk og æstetisk ekvilibrisme i intense perioder med et afgørende klimaks, mens Tour-feltet bevæger sig gennem det franske landskab i langstrakte, flowagtige strejftog med en dagligt afsluttende finish. Først og fremmest adskiller de to idrætsgrene sig dog ved presset på kroppen. Hvor fodboldspilleren kan afslutte en god ’dag på kontoret’ efter 2 x 45 minutter og en lille indbygget pause, skal cykelrytteren på sin Via Dolorosa forcere bjerg efter bjerg, dag efter dag. Ikke underligt at især cykelrytteren søger efter noget ’super-oktan’, der kan få hans krop op i gear.

Fremfor alt handler cykelsporten om året rundt at besinde sig på et pedantisk regelbundet liv med præcist afmålte trænings- og fødemængder samt at kunne bemestre smerte, at kunne ’kvæle sig selv’. Som den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen sagde efter at have cyklet op ad Giro d’Italia kongeetape-bjerget Stelvio i år: »Det her er godt nok uendeligt hårdere og mere smertefuldt end fodbold.« Samtidig rummer cykelsporten store risici ikke mindst i form af de ultrahastige, snoede nedkørsler, hvor topfarten kan nå op i nærheden af 120 km/t, hvilket skete på den rystende uforsvarlige 6. etape i Giro d’Italia i 2009.

For at nå den optimale form skal cykelrytteren pine sig ned i vægt, så man med Lance Armstrongs ord må »være villig til at ligne en vampyr, med en fedtprocent på omkring tre eller fire, hvis det gør en hurtigere.« Hvor ikke mindst italienske fodboldspillere er meget bevidste om deres hårmode, er cykelrytternes svedige hår trykket ned bag hjelmen og deres øjne gemt bag solbriller, som skjuler deres personlige udtryk.

Lance Armstrong i sit Tour de France comeback i 2009. Foto: Wikimedia Commons

Når nu man kan køre over en bjergkæde med motorcykel eller bil, hvorfor så risikere liv og lemmer for at gøre det på cykel? Efter cykelkaravanen følger holdets biler, og rytterne transporteres mellem etaperne af og til med fly til nye startsteder. Hvorfor så insistere på at forcere bjergene på den mest brutale og risikable måde?

Svaret er måske at finde dybt i vores kultur. Den toneangivende tyske sociolog Max Weber viste i sit værk fra 1920 Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, at den livsholdning som fremelskedes i den asketiske protestantisme var fødselshjælper for den mentalitet, som det frembrydende nordeuropæiske borgerskab havde brug for i form af opsparing, flid, arbejdsomhed og mådehold. I Danmark udvikledes der en variant af denne asketiske livsholdning i form af den stærkt følelsesfulde pietisme, der først udbredtes i det københavnske (små)borgerskab i første halvdel af 1700-årene og siden – i en afkølet form – i stigende grad blev optaget som officiel religion af enevælden. Pietismen fik herefter en kolossal genopblussen i de vækkelsesbevægelser, som fejede hen over landbokulturen i første halvdel af 1800-tallet i takt med, at de tidlige selvejerbønder forsøgte at omstille sig til det moderne landbrugs effektivitet og rentabilitet.

Mens puritansk-religiøse livsholdninger efterhånden tabte fodfæste i Nordeuropa i takt med naturvidenskabens fremmarch, voksede der samtidig et nyt fænomen frem: Sporten med dens evne til at sammensmelte den moderne fremskridts- dyrkelse med mere traditionelle livsmåder i form af træningen som en verdslig og formålsrettet askese. I den tidlige danske idrætslitteratur skinnede denne sammenhæng igennem, som når det første samleværk om sport på dansk i 1890 hævdede, at den frembrydende sport skulle »modvirke en iøjnefaldende tungsindighed og melankoli, mismod og ligegyldighed, en opskræmt nervøsitet, klynkeri og overspændthed i fantasien – Alt sammen erindrende meget om en pint samvittighed, som i spægninger og bodsøvelser søger ro for sit ophidsede nervesystem.« Sporten blev en legering af religiøst-asketiske og moderne naturvidenskabelige elementer, og dens enestående genialitet lå i dens evne til at forene træk fra nye og gamle mentaliteter. Således kunne man i sporten på én gang dyrke en semi-religiøs form for legemstugt og samtidig være i pagt med naturvidenskabens mani med at opgøre alt i kvantiteter, centimeter, gram og sekunder i en evig stræben efter at nå hurtigere, højere og stærkere. Med Weber i baghovedet kan man sige, at den kristne askese ikke blot blev flyttet fra klostret til fabrikken, men også til sporten og allermest cykelsporten. No pain, no gain.

Forbindelsen mellem den protestantiske etik og sporten viser sig da også klart ved, at det i høj grad er atleter fra de nordeuropæiske lande og USA, der traditionelt har domineret sejrsstatistikkerne inden for elitesport som OL. Men netop indenfor cyklingen har ryttere fra katolske lande som Spanien og Italien jo ofte markeret sig stærkt? Inden for katolicismen har der imidlertid også været en lang tradition for munkes askese i klostrene, om end der ikke her – som i protestantismen – senere blev udviklet religiøse retninger, der direkte fortolker succes i forretningslivet som led i Guds forudbestemte plan, som i den calvinske prædestinationslære. Katolicismen betoner derimod i højere grad kristendommens sanselige og rituelle side gennem gudstjenestens sakramenter og dyrkelsen af hellige handlinger og personer. Denne mere mytiske tilgang kan da også genfindes i italiensk cykling, hvor ryttere som Fausto Coppi, der vandt Tour de France i 1949 og 1952, og Marco Pantani, der vandt i 1998, nærmest dyrkes som helgener ikke mindst i kraft af begges alt for tidlige død. Både Coppi og hans evige rival, Gino Bartali, var kendt for deres asketiske tilgang til cykelsporten, men hvor Coppi blev associeret med kommunismen og en mere moderne, moralsk løssluppen livsførelse, blev Bartali anset for en katolicismens helt, der vandt Tour de France i 1938 og 1948 og blev velsignet af den såkaldte sportspave Pius den XII i 1947.

Marco Pantani i Giro d’Italia, årstal ukendt

Som udtryk for denne religiøse fortolkning af cykelsportens stræben kan man besøge den lille kirke Madonna del Ghisallo ved Como-søen. I et lille sportsmuseum forbundet med kirken kan man opleve cykelsportens relikvier i form af tidligere toprytteres cykler og trøjer samt en evig flamme dedikeret til døde cykelryttere. I 1949 udnævnte paven da også Madonna del Ghisallo til cyklisternes skytshelgen.

Cykelsportens smertedyrkelse kan både føre til Helvedes kvaler og til ekstase. Legendarisk er den italienske cykelrytter Fiorenzo Magni, som under Giro d’Italia i 1956 måtte bide i en cykelslange, mens han kørte, for at udholde smerten fra et brækket kraveben, en præstation, der i øvrigt blev gentaget af den tidligere CSC-rytter Tyler Hamilton, da han kæmpede sig gennem Tour de France i 2003.

Af og til kan pinslerne dog også åbne alternative erfaringsrum, som da samme Hamilton udtrykte, at: »af og til sker det, at man bryder gennem muren. Så befinder man sig pludselig et sted, hvor smerterne vokser så meget, at man selv forsvinder. Det lyder som ren zenbuddhisme, men sådan føles det.«

Når Tour de France først går i gang, sidder vi moderne velfærdsborgere nedsunket i passivitetens tyranni foran TV-skærmene som henførte iagttagere af martyrspillet. Hvor rytterne desperat forsøger at undgå, at deres martrede kroppe dehydrerer, kan vi blot række hånden ind i køleskabet og vælge mellem forskellige alkoholiske drikke. Har vi lidt eksamensangst, spiser vi en pille. Skal vi på ferie i Frankrig, foregår det med fly. Men vi savner noget. Ved at opleve Tour de France får vi en surrogat- oplevelse af, at vi har en krop, at vi konfronterer os med smerten, og at vi mærker verden. Og ganske rigtigt, verden venter lige udenfor med de dejligste cykelture, uden at vi nødvendigvis skal slide lungerne ud af munden.

Det har vi andre til. 

Artiklen er et uddrag af Hans Bondes bog “Det ekstreme køn” fra 2008, der blev udgivet ved forlaget HOVEDLAND.

Artiklen er udgivet første gang i 2006.

Det ekstreme køn

EM i fodbold, Tour de France og OL er udgangspunktet for en analyse af den mandlige cyklus – fra opturen, når en stor turnering nærmer sig, til den lurende depression, når den er slut og den lange ørkenvandring til den næste. Sport har en politisk dimension, og Hans Bonde viser, at moderne sport stadig bruges til at tilbyde befolkningen æstetiske oplevelser – fra de romerske kejseres brug af gladiatorspil og hestevæddeløb til Peter Brixtoftes forsøg på at skabe et ´Farum Romanum´ med massive investeringer i sportskultur inden hans fald fra tronen som bykonge. 
Samtidig stiller Bonde skarpt på eliteidrættens stigende tendens til at blive en kamp mellem teknologisk-økonomiske systemer – ind imellem med brug af doping – frem for mellem individuelle talenter. 

Det ekstreme køn indeholder en række prægnante artikler og kronikker.

Luk Menu