Åbningsceremonien (kort udgave)

Læs en længere udgave her!

Indledning

Under præsident Vladimir Putins lederskab er Rusland blevet det land i verden der arrangerer flest sportsbegivenheder. Herigennem forsøger Putin og den russiske statsmagt at skabe nationalt sammenhold og opnå goodwill fra det internationale samfund ved hjælp af sportsbegivenheder som fx Vinter-OL i 2014, Formel 1 fra 2014-2020, VM i ishockey i 2016, samt VM i fodbold i 2018. Vinter-OL i Sotji i 2014 var Putins hidtil største prestigeprojekt, og blev set som en ideel mulighed for at fremvise Rusland for omverdenen som en økonomisk stormagt og en vigtig aktør i internationale relationer – et projekt endte med at koste ca. 55 milliarder dollars. Nationale ledere ser sportsbegivenheder og i særdeleshed OL som en overvejende politisk platform, der tjener til at vise et positivt image af dem og deres land til den brede offentlighed. Særligt interessant er åbningsceremonien, der giver værtslandet en unik mulighed til at fremme et positivt image af landet, og denne artikel vil se nærmere på nogle af de politiske og nationale budskaber, der kunne tydes i åbningsceremonien ved Vinter-OL i Sotji i 2014. Dette vil blive belyst ud fra politolog Joseph Nyes begreb soft power eller blød magt, der defineres som en stats evne til, at påvirke andre til at opnå de resultater man ønsker, gennem tiltrækning snarere end ved tvang eller økonomiske repressalier. Denne tiltrækning kan ske gennem tre ressourcer; landets kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Også politolog Benedict Andersens teori om forestillede fællesskaber anvendes i en belysning af, hvordan den russiske statsmagt forsøgte at påvirke den russiske nationale identitet gennem åbningsceremonien. Her forbindes hvert medlem af nationen gennem en forestillet kultur, historie og slægtskab, og bevidstheden om denne skaber fællesskabet.

Åbningsceremonien

Åbningsceremonien til Vinter-OL i Sotji fandt sted den 7. februar 2014 på det olympiske stadion Fisht, formet som de berømte Fabergé-æg fremstillet til den russiske zarfamilie. Den blev fortalt gennem en ung pige ved navn Lubov, der på russisk betyder kærlighed. Som pige klædt i hvidt blev hun et symbol på uskyld, og repræsenterede, ifølge den officielle medieguide, ligeledes Ruslands feminine sjæl. Hun var den ”røde tråd”, og valget af Lubov signalerede først og fremmest, at Rusland vil ses som en blid og kærlig nation – blød magt i sin mest bløde udformning. Grundlæggende fokuserede åbningsceremonien i 2014 på Ruslands fortid og nutid, nationens bidrag til verdenssamfundet, herunder specielt dets rumprogram, samt en stærk hyldest af Putin.

I en indledende videosekvens blev seerne præsenteret for det kyrilliske alfabet, hvor der ved hvert bogstav blev præsenteret en russisk historisk personlighed, opfindelse eller landets mangfoldige natur. TV-seerne og publikum blev fx præsenteret for Pjotr Ilitj Tjajkovskij, russisk nationalromantisk komponist, kemikeren Dmitrij Mendelejev, opfinder af det periodiske system, zaren Peter Den Store, der blev fremstillet i et imperialistisk og militaristisk skær og som senere i åbningsceremonien også var tildelt sit helt eget afsnit, samt naturområder som Uralbjergene, Bajkalsøen og Kamchatka-halvøen. Indslaget fremviste kun historiske personligheder eller verdenshistoriske bidrag fra den zaristiske og sovjetiske æra. Videosekvensen var i sin essens en illustration af russiske nationalsymboler og medførte en øget grad af nationalkulturel hukommelse hos nutidens seere, hvor de blev påvirket til at huske og mindes de historiske personligheder og bidrag fra den zaristiske og sovjetiske æra, som den russiske statsmagt valgte at fremhæve.

Et af de mest interessante aspekter ved åbningsceremonien i Sotji i 2014 var, at der var tale om to versioner – en internationale og national – med flere markante forskelle. Under landenes indmarch var der i den internationale version stort set kun fokus på atleterne, hvorimod den russiske version i langt højere grad havde fokus på både det russiske flag, publikum og ikke mindst Putin, der under Ruslands indmarch blev vist 10 gange i den russiske version mod 3 gange i den internationale. Ligeledes var der en forskel under den russiske nationalmelodi og hejsningen af det russiske nationalflag, hvor den internationale version overvejende fokuserede på koret, imens den russiske version i stedet fokuserede på Putin, det syngende publikum med hånden på hjertet og kosmonauterne, der til lejligheden var udvalgt til at hejse flaget. Et klart billede på at man ønskede at frembringe nationale stoltheder i form af kosmonauterne og en samlet nationalfølelse i form af publikum og flaget under ledelse af Putin, der i portrætteringen fra alle sider hele tiden var manden i centrum i den russiske version. Putin var overvejende mere i fokus i den russiske version, hvor han blev vist hele 40 gange mod kun 16 gange i den internationale version, som et symbol ikke kun på den store dyrkelse af Putin i Rusland, men også som et symbol på, at det var Putin, der fik OL til Rusland.

To af de helt store politiske temaer under åbningsceremonien i 2014 var en tilbagevenden til den sovjetiske satsning på elitesport og rumpolitik. Forud for OL var den olympiske fakkel også for første gang en tur i det ydre rum ved hjælp af en russisk Soyuz 37 rumraket, som et tegn på Putins ambition om at fastholde rollen som stormagt i rummet. Under åbningsceremonien var der en helt særlig hyldest til Jurij Gagarin, der i 1961 blev det første menneske i kredsløb om jorden. Gagarin blev ligeledes vist under det kyrilliske alfabet, hvor der også var en hyldest til andre dele af det russiske rumprogram, såsom Sputnik 1, den første satellit i kredsløb om jorden i 1957, Lunokhod, det sovjetiske månekøretøj, ISS, samt Tsiolkovskij, raketvidenskabsmand og pioner inden for rumforskning. Sovjetunionens satsning på elitesport og rumteknologi blev tydeligst illustreret i den sidste halvdel af åbningsceremonien, der fokuserede på efterkrigstidens sovjetiske samfund. Her præsenteredes seerne for en kæmpemæssige udgave af den kommunistiske skulptur ”Arbejderen og Kolkhoz-kvinden” fra 1937, en tydelig reference til det sovjetiske samfunds idealer. Samtidig samlede der sig på scenens midte en stor flok sovjetiske kosmonauter, som bar på sovjettidens store Vostok-rumraket, der er kendt for at have sendt Gagarin på verdenshistoriens første rumrejse, hvilket samtidig stod skrevet på gulvet: ”First man in space”. Kosmonauterne blev herefter afløst af et hav af olympiske atleter, der i ren paradekørsel kørte over scenen på røde motorcykler i en henvisning til OL i Moskva i 1980, mens den sovjetiske OL-melodi fra 1980 ”Olimpiade” fyldte lydbilledet. I åbningsceremoniens sidste scene ”Olympic Gods” smeltede de to temaer sammen, da kæmpestore olympiske sportsfigurer skiftevis blev projiceret op på ”nattehimlen”. De mange henvisninger til elitesport og rumpolitik er et tegn på de to temaers nye position som Putins markører for en ny national storhed.

Afrunding

Den olympiske åbningsceremoni fungerer som en form for kulturpropaganda for værtslandet. I den henseende fulgte den højteknologiske åbningsceremoni i Sotji 2014 en kendt skabelon. Åbningsceremonien gav den russiske statsmagt frie muligheder til at fremvise, både for den russiske befolkning og resten af verden, at Rusland rummer stolte traditioner og store bidrag til verdenssamfundet i en teknologisk magtdemonstration, der skulle indikere landets tilbagevenden som stormagt med Putin som den altoverskyggende leder. Det russiske rumprogram havde en stor rolle med billeder fra rummet, af kosmonauter og rumteknologiske opfindelser gennem hele åbningsceremonien i en tæt relation til elitesporten som Putins nye markører for national stolthed. Virkningen af de bløde værdier i flere af åbningsceremoniens scener, eksemplificeret gennem hovedpersonen Lubov, blev ifølge flere forskere, med Joseph Nye i spidsen, dog totalt overskygget og ødelagt ved Putins annektering af Krim.

(Artiklen er publiceret første gang i GISP)

Luk Menu