Vinter-OL var Putins frieri til Kina

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Et gennem tilrettelagt vinter-OL i Sotji i 2014 gav præsident Putin anledning til at markere Rusland blandt verdens førende nationer. Den store sportsbegivenhed blev især brugt af den russiske præsident til at markere forholdet til Østens største og mest indflydelsesrige nation: Kina. På den måde kom sport til at spille en central rolle i international politik trods idéen om OL som en upolitisk begivenhed.

Forholdet mellem sport og politik bliver ofte diskuteret og mange politikere forsøger stadig, at opretholde idéen om at sport og politik ikke hører sammen. Sporten anses ofte som umiddelbart adskilt fra det parlaments- og regeringspolitiske niveau. Ikke desto mindre har det gang på gang vist sig, at sport er blevet anvendt i diplomatiske henseender i relation til staters udenrigspolitiske interesser. Et eksempel på dette ses ved Vinter-OL i Sotji 2014, hvor Ruslands præsident Vladimir Putin benyttede de olympiske lege som politisk arena.

I et olympisk klima, der i sin grundform er tænkt til at foregå i tolerancens og universalismens ånd, skulle OL i Sotji placere Rusland som midtpunkt i det gode globale selskab ved at vise, at man var i stand til at arrangere en begivenhed af OL´s størrelse.

Putin brugte OL i Sotji til at øge sine diplomatiske forbindelse med alverdens statsledere. Legene var en absolut topprioritet hos den russiske statsmagt, hvilket ikke alene hang sammen med, at de var Putins hidtil største prestigeprojekt, men de skal også ses i et større (idræts)diplomatisk perspektiv, hvor Putin udnyttede OL som platform til at styrke sine internationale relationer med særligt Kinas præsident Xi Jinping.

Kina – Putins nye partner i øst

OL i Sotji gav et indblik i særligt Kina og Ruslands nyopståede diplomatiske relationer. Ved OL i Sotji stod det hurtigt klart efter åbningsceremonien, at der var forskellige versioner af begivenheden: én til det russiske folk og én til det internationale samfund. Putin udnyttede de forskellige versioner til at udtrykke forskellige politiske agendaer. Ikke mindst blev Xi Jinping vist hele 9 gange i den russiske version mod kun 2 gange i den internationale. Dette som symbol på de diplomatiske forbindelser Putin forsøgte at skabe med den kinesiske statsmagt. Det blev også vist ved billeder af de kinesiske atleter, som var de eneste atleter, sammen med Japans, der under åbningsceremoniens indmarch flagede med både landets eget flag og det russiske. Det faktum at Kina og Japan som de eneste nationer marcherede ind på stadion med deres eget og det russiske flag er et nyere eksempel på begrebet idrætsdiplomati.

Putin mødtes ligeledes med både Xi Jinping og Japans præsident Shinzo Abe i Sotji i et forsøg på at styrke landenes indbyrdes samarbejde og tillidsforhold. Sotji blev dermed et politisk centrum for Putin, ligesom Sotji var tiltænkt at være værtsby for det efterfølgende G8-møde, der dog blev flyttet grundet Krim-krisen og hastigt omdannet til G7.

Efter OL i Sotji har Rusland og Kinas diplomatiske relationer vist sig flere steder. I 2015 deltog Kina ved Ruslands fejring af 70-året for sejren under Anden Verdenskrig ikke blot i form af deltagelse af Xi Jinping, men det kinesiske militær havde sin helt egen rolle i opvisningsshowet. Det kan selvfølgelig ikke alene tilskrives de diplomatiske bånd, som blev knyttet i Sotji, men Xi Jinping og Putins topmøde ved OL i Sotji skal ses i et større russisk-kinesisk samarbejde og diplomatiske forbindelser. Her er det også væsentligt, at det netop kun er blandt befolkningerne i Kina og Rusland, at Præsident Putin oplevede større popularitet efter OL i Sotji og konflikten i Krim – i modsætning til europæiske stater og USA, som var langt mere negative i holdningen til Putin.

Sotji – Putins sportspolitiske centrum
Sotji har tidligere været mest kendt som den russiske riviera og er traditionelt set blevet brugt som sommerresidens for aristokraterne i det zaristiske Rusland. Sotji har også før OL i 2014 ageret mødested for flere udenlandske ledere, såsom George W. Bush, Jacques Chirac og Putins tætte allierede Silvio Berlusconi. Valget af Sotji som værtsby var på mange måder et paradoksalt valg, da det inden Vinter-OL mest af alt var kendt som et sommerparadis. Sotji måtte gennemgå store og enormt omkostningsfulde forandringer anslået til 55 milliarder dollars i udviklingen mod at blive et internationalt vintersportsområde af højeste kvalitet.

Udover at bruge enorme ressourcer på at opbygge byen til en imponerende værtsby for OL ligger der også en større mening bag. Sotji har efter OL fået en endnu større rolle som Putins nye sportspolitiske centrum. Udover OL i 2014 huser byen også Ruslands Formel 1 Grandprix frem til 2020, ligesom Sotji har fået en betydelig rolle til det kommende VM i fodbold i 2018, hvor det olympiske stadion bliver et af i alt ni stadions i Rusland og en endnu større betydning til Confederations Cup i fodbold året forinden, hvor kun Moskva, Skt. Petersborg og Kazan udover Sotji lægger græs til turneringen.

Sotji er blevet et politiske centrum, hvor Putin kan positionere sig selv ikke blot gennem sportsbegivenheder, men også ved at arrangere politiske møder. Byen blev mødestedet for David Cameron før OL, samt den amerikanske udenrigsminister John Kerry i maj 2015. I forbindelse med Formel 1 i Sotji 2015 benyttede Putin eventen til at mødes med Saudi-Arabiens forsvarsminister og Abu Dhabis kronprins for at diskutere deres aktuelle gøren i Syrien.
Sotji er således blevet den russiske statsmagts nye sportspolitiske centrum: en imposant kulisse for Putins magtudøvelse, hvor han kan imponere højtstående udenlandske og indenlandske gæster.

(Artiklen er publiceret første gang hos Kongressen.com)

Luk Menu