Boykot VM – en velkendt melodi?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger op til, at boykot af sommerens fodbold-VM i Rusland kan blive næste skridt i sanktionerne mod Putin. Statsministerens udtalelse kommer i kølvandet på Danmarks og flere andre landes udvisning af russiske diplomater, ligesom britiske ministre og kongelige har valgt at boykotte, hvad der skal være Putins største prestigeprojekt.

Diskussionen om boykot af store sportsbegivenheder af politiske grunde er aldeles ikke ny og har stået på siden OL i Berlin 1936. Sammenhængen mellem sport og politik blusser gang på gang op, når vi nærmer os store sportsbegivenheder, særligt hvis disse afholdes i halv- eller helautoritære stater. Danske politikere deltager også gerne i denne debat og vil normalt helst afskrive, at sport og politik er blandet sammen. Men når mantraet om, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre bliver fremhævet, skyldes det lige omvendt, at de to sfærer er intimt forbundet. Ideen om at adskille sport og politik er et tomt tegn, som kan bruges til at give et nobelt og ædelt skær over en hvilken som helst idrætspolitisk handling. Når en idrætsleder eller politiker hævder, at sporten er hævet over politikken, bør man derfor gøre klogt i at spidse ørerne, for et sådant udsagn er i reglen et skalkeskjul for en stærk politisering af sporten.

Hvad står tilbage: boykot eller fascination?
Til OL i Berlin i 1936 var der også snak om boykot, og der var ganske vist protestbevægelser op til, hvad der skulle vise sig, at blive Hitlers største propagandatriumf. I Sverige pressede fagbevægelsen på for en boykot og nazisternes jødeforfølgelser affødte en stærk boykotbevægelse i USA. Også i Danmark opstod der en boykotdiskussion på grund af jødeforfølgelsen. Flere atleter valgte i protest mod nazismen at boykotte flere idrætsstævner i Tyskland, herunder også OL i Berlin. En samlet dansk boykot blev det dog ikke til, og USA valgte også at deltage. Det lykkedes i sidste ende for Hitler, at fremstille Nazi-Tyskland som et livsglad og fredeligt samfund, hvor boykotten blev overskygget af dette skønmaleri. Det eneste land, der endte med at boykotte OL i 1936 var Spanien, hvilket ikke fik nogen nævneværdig effekt, og i virkeligheden var OL i Berlin 1936 medvirkende til, at der blev udviklet et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Mange idrætsledere, trænere, atleter og journalister blev fascineret af og benovet over den tyske idræt og af, at en nation anså sporten for at være så vigtig.

En af dem var svømmeikonet Ragnhild Hveger (1920-2022), der uden sammenligning var den danske atlet, der efter OL i Berlin drog mest til Tyskland for at træne. Hveger blev i øvrigt i 1996 kåret til århundredets danske sportskvinde. Også Jenny Kammersgaard (1918-1997), der især var kendt for langdistance-svømning i åbent hav, blev flere gange inviteret til Tyskland til opvisninger og fejringer. Idrætspædagogen Niels Bukh (1880-1950) fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup blev også draget af den nazistiske ideologi og var ofte i Tyskland for at lave opvisninger med sine populære gymnastikhold.

Når sportsbegivenheden er ovre, er det således ikke de mange boykotter, men ofte fascinationen, der står tilbage i erindringen. Skønt mange lever i forestillingen om, at de store sportsbegivenheder er til for sportens skyld, så ser nationale ledere dem overvejende som en politisk platform, der tjener til at vise et positivt image af dem og deres land til den brede offentlighed. Fodbold-VM i Rusland er altså ikke for sportens skyld, men en potemkinkulisse for Putin, der bevidst bruger den sportslige arena til at fremføre kulturpropaganda. Dette så vi i allerhøjeste grad i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014, hvor den russiske statsmagt især brugte den olympiske åbningsceremoni til at skabe international goodwill, men også til at styrke den nationale identitet. Putin udnyttede sendetiden til at skabe en sammenhængende historie- og erindringsfortælling med en særlig hyldest til livet under den zaristiske og sovjetiske æra. Vi burde derfor være advaret – især da vi op til VM i fodbold har set samme tendens i de officielle repræsentationsvideoer og logoer for værtsbyerne, der også er indhyllet i et politisk og nationalt skær.

Har vi ikke hørt melodien før?
Historisk set har særligt de olympiske lege flere gange været genstand for boykot. I 1976 boykottede hovedparten af de afrikanske lande OL i Montreal grundet utilfredshed med New Zealands idrætssamkvem med Sydafrika i cricket og rugby. Til OL i Moskva i 1980 var det USA’s præsident Jimmy Carter, der øvede politisk pres på Sovjetunionen grundet dets invasion af Afghanistan i december 1979. Det endte med at USA’s olympiske komité fulgte Carters boykotopfordring og boykottede legene sammen med mange andre lande. Det amerikansk ledede boykot blev forventeligt fulgt op af en gengældelsesaktion fra østblokken, der boykottede OL i Los Angeles 1984. Med USA’s og andre landes udmelding om boykot af OL i Moskva 1980 var en debat i Danmark uundgåelig. Danmarks Olympiske Komité (DOK) var dog i hele processen af den opfattelse, at man ønskede at deltage, hvilket DOK’s formand Kurt Møller begrundede med henvisning til Den Internationale Olympiske Komités (IOC) charter, der fremhævede, at de nationale olympiske komiteer ikke måtte give efter for politisk, religiøst eller kommercielt pres. Den danske regerings holdning var, at den fordømte sovjetiske invasion af Afghanistan, men accepterede idrætsorganisationernes ret til selv at træffe beslutningen om deltagelse. De olympiske lege i 1980 og 1984 blev en direkte del af den kolde krig, der meget rammende kan betegnes som ideologiernes kamp: det vestlige kapitalistiske system over for sovjetstyrets socialistiske samfundsmodel.

Boykotdebatten dukkede for alvor op igen i forbindelse med OL i Beijing 2008 på grund af Kinas problemer med menneskerettighederne, behandling af politiske fanger og dets undertrykkelse af opstanden i Tibet. Sidst der på dansk regeringsniveau var tale om boykot af en stor sportsbegivenhed var i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014. Putin havde i 2013 gennemført et par yderst kontroversielle lovændringer i forhold til homoseksuelles rettigheder, der forbød enhver form for ’homoseksuel propaganda’. Putins lov kom på et tidspunkt, hvor flere lande, især Storbritannien og USA, udvidede deres rettigheder for homoseksuelle, herunder retten til at gifte sig. I maj 2012 var Barack Obama, som den første siddende amerikanske præsident, officielt ude at støtte op om homoseksuelle giftemål. Godt et år efter, i juni 2013, stemte Statsdumaen i Rusland for anti-homo-loven i en 436-0 stemmefordeling, der kort tid efter blev gennemført og underskrevet af Putin. Loven forbød al omtale af homoseksualitet, særligt i forbindelse med mindreårige. Dette rejste en stærk international kritik og med det kommende vinter-OL i Sotji i februar 2014, blev det et fokuspunkt i kritikken af Putins prestigeprojekt fra flere prominente statsledere, og diskussionen om boykot blussede igen op – også i det danske Folketing. Her meddelte kulturminister Marianne Jelved, at regeringen tog afstand fra lovgivningen, og påpegede, at regeringen samtidig havde den principielle holdning, at man skal undgå at blande sport og politik. Marianne Jelved viste sig dog frem til vinter-OL i Sotji 2014 iført Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes regnbuepin. En form for modpolitisering, der i realiteten ikke er accepteret af IOC, hvis charter ikke tillader at OL benyttes som platform til protester, demonstrationer eller promovering af politisk, religiøs eller racemæssig propaganda. Sammenbladingen af sport og politik betyder derfor i reglen, at IOC og værtsnationens politikmonopol udfordres, som vi også så op mod OL i Beijing i 2008, da en person fra ”Journalister uden grænser” ved faklens overlevering i Olympia, fremviste et flag med de olympiske ringe som håndjern bag præsidenten for den kinesiske organisationskomité. En anden kendt politisk manifestation fandt sted ved OL i Mexico City i 1968, hvor to amerikanske atleter hævede en knytnæve i vejret iført en sort handske som et udtryk for deres støtte til borgerrettighedsbevægelsen Black Power og dennes kamp for sortes rettigheder i USA. I sidste ende måtte de to atleter drage hjem fra OL grundet deres politiske handling.

Boykot – en rids i lakken
Store sportsbegivenheder tænkes at have en særlig tiltrækningskraft, der skal bidrage til international anerkendelse, som ligefrem kan have diplomatisk betydning, og øge det, man i international politik kalder for blød magt – en magtform, der bygger på tiltrækning snarere end tvang. Derfor er det ekstremt vigtigt for ethvert værtsland, at de øverste repræsentanter for de førende nationer er til stede på tribunerne. Det er et uomtvisteligt tegn på blød magt, og viser tydeligt sportens yderst politiske karakter. Ved vinter-OL i Sotji 2014 valgte den daværende amerikanske præsident Barack Obama, sammen med flere prominente statsledere, at blive væk fra åbningsceremonien, og sendte i stedet en delegation bestående af tre homoseksuelle atleter: tennisstjernen Billie Jean King, den olympiske medaljevinder i ishockey Caitlin Cahow og kunstskøjteløberen Brian Boitano. Putin ønsker ikke i forbindelse med VM i fodbold at tabe point på denne konto, og derfor er boykotsnakken en rids i lakken for Putin.

Om et kort øjeblik vil debatten om det danske kongehus holdning og ageren i forhold til deltagelse ved fodbold-VM også ramme. Det er set før. Det tog for alvor fart, da Kronprins Frederik ønskede at blive optaget i IOC. Hvorvidt det danske kongehus skal deltage i åbenlyst politiske sportsbegivenheder kan naturligvis problematiseres, men kongehuset, danske idrætsautoriteret og politikere bør diskutere det enorme dilemma, der eksisterer, og ikke blot vende det blinde øje til og råbe op om, at sport og politik ikke hører sammen. Sport er politisk, og det handler ikke om at holde sport og politik adskilt. Har vi da intet lært af OL i Berlin i 1936?