FODBOLDSVINDLEREN

Fodboldspilleren, der ikke kunne spille fodbold.

FODBOLDSPILLEREN

Historien om den største fodboldspiller, der aldrig spillede fodbold.

”Hvis bolden var til højre, var han til venstre. Hvis bolden var til venstre, var han til højre. Hvis den var på midten, var han i forsvaret. Hvis den var i forsvaret, var han i angrebet. Han havde et virkelig dårligt forhold til bolden. Jeg sagde til ham, ”Kaiser, du er aldrig med i spillet.’ Han svarede, ’Ricardo, jeg har en unik spillestil. Jeg spiller uden bolden.’”

Ricardo Rocha, VM-vinder med Brasilien i 1994

Kaiser var ikke i humør til småsnak. Klokken var fire om morgenen, og han førte sig frem på dansegulvet på Caligula, en af hans yndlingsnatklubber. Han ville ikke tale med fremmede – ikke om fodbold, ikke om noget som helst. Bangu [Kaisers klub] havde en stor kamp senere på dagen, men det var ikke Kaisers problem.

Han var i gang med at underholde et nyt bekendtskab i en ugeneret bås, da han mærkede et prik på skulderen. Kaiser drejede utålmodigt hovedet i rasende foragt og så en nervøs ung mand stirre dumt på sig. Han fortalte, at der var et vigtigt telefonopkald til Kaiser.

Kaiser brummede, mens han gik ind på kontoret og tog telefonen.

”Hvad?”

”Det er Moises.”

”Jamen, for helvede da, Moises, hvad fanden vil du? Jeg er i bæverhullet!”

”Chefen vil have dig på bænken i dag.”

Moises var Bangus træner. Chefen var klubbens mæcen, storgangsteren Castor Andrade.

”Hvad? Klokken er fire om morgenen. Jeg er helt smadret. Hvordan skal jeg kunne spille?”

”Rolig, Kaiser, du skal kun være på bænken. Jeg sætter dig ikke på banen. Men hvis chefen vil have dig på bænken, så er du på bænken. Jeg sætter ikke mine knæskaller på spil, fordi du er liderlig og ude at feste.”

En meget træt Kaiser kom tilbage til holdets hotel, da spillerne var ved at stå op til morgenmad. Han gik direkte i seng. Da rygtet spredte sig om, at Kaiser skulle have sin debut, vidste spillerne ikke, om de skulle grine eller græde. De havde ingen anelse om, at Kaiser allerede var blevet forsikret om, at han ikke ville komme på banen.

I månedsvis havde Castor troet, at Kaiser havde en nagende skade, der ikke ville forsvinde. Hvis det kom frem, at Kaiser havde været meget kreativ med sandheden og taget imod pengene under falske forudsætninger, så ville Castor slagte ham.

Kaiser gjorde gode miner til slet spil i omklædningsrummet, hvor han til stor latter meddelte, at han havde tænkt sig at score et hattrick, hvorefter han ville tage direkte tilbage til Caligula.

Kaiser førte sig frem som professionel fodboldspiller, og han havde det falske ID til at bevise det.

Kampen gik i gang, og Kaiser døsede lykkeligt hen i en improviseret siesta, da modstanderne bragte sig foran. Tre minutter senere stod det 2-0. Kaiser var rasende, mest fordi larmen fra holdets fans gjorde det umuligt for ham at tage en lille lur. De 40 graders brutal varme hjalp heller ikke. Kaiser havde ikke drukket i løbet af natten – det gjorde han aldrig – men han lignede en mand, der havde Diet Coke-tømmermænd, med sveden løbende ned i hans trætte øjne.

På tribunen var en rasende Castor ved at gå amok. Kampen var kun et kvarter gammel, da han forlangte at få en walkie-talkie, så han kunne kommunikere med Moises på trænerbænken.

”Moises, sæt den store mand på banen. Sæt ham helt i front, så han scorer.”

Da Moises antydede, at Kaiser døjede med skader, forsikrede Castor ham om, at en anden person ville komme til at døje med skader, hvis hans mand ikke blev skiftet ind.

”Kaiser, chefen vil have dig på banen.”

”Hvad? Vi har da aftalt, at jeg ikke skulle spille.”

”Jeg har gjort mit job. Nu skal du gøre dit.”

Moises vendte sig om mod Paulo Lumumba, fysioterapeuten.

”Lumumba, varm ham op derovre!”

”For helvede da, Moises, du tager pis på mig!”

Da Kaiser luntede hen for at varme op, begyndte han at svede voldsomt. Det skyldtes en blanding af varmen og frygten for, at hans første optræden for Bangu måske blev hans sidste nogensinde. Kaisers opvarmning var ved at udvikle sig til en nedsmeltning. Hvis han ikke havde været bange for Castor de Andrade før, så var han til gengæld rædselsslagen nu.

Som enhver svindler fra Rio de Janeiro med respekt for sig selv havde Kaiser tilbragt hele livet med at undgå potentielle problemer. Denne gang havde selv han svært ved at se en udvej.

Kaiser hang ud med professionelle fodboldspillere. Her er han sammen med superstjernen Renato Gaúcho, der blev en af hans bedste venner.

KAPITEL 11: SLAGSBROREN

Kaiser var på grådens rand, da han luntede ned foran hjemmeholdets fans, der ikke var imponerede over, at han stadig ikke havde været i kamp for klubben. De homofobiske blodhunde blandt dem bemærkede hans store manke og konkluderede, at han var ”en langhåret bøsserøv”.

Kaiser kunne ikke mindes, hvornår han sidst havde slået nogen. Men engang imellem må man gå på kompromis med sine principper for at redde sine knæskaller. Så Kaiser brugte tilråbene fra tribunen til at klatre over hegnet og op blandt publikum, hvor han begyndte at slå vildt ud med armene efter alt og alle. Et kæmpe slagsmål brød ud i løbet af få sekunder. Det varede så lang tid, at kampen blev afbrudt, og spillere fra begge hold stod og kiggede på optøjerne.

Til sidst kravlede Kaiser tilbage over hegnet, mens han spyttede blod mod sine fødder. Dommeren udviste Kaiser, inden han havde haft en chance for at komme på banen. Kaiser protesterede højlydt over udvisningen, men indeni slog han vejrmøller af lettelse. Han havde undgået at blive afsløret, i hvert fald indtil videre, og gik ned i omklædningsrummet for at overveje sit næste træk.

***

”Er du sindssyg mand, du er færdig.”

Kaisers hjerte hamrede af frygt, da hans holdkammerater kom ind i omklædningsrummet i pausen.

”Hvad havde du gang i? Chefen slår dig ihjel.”

For en gangs skyld var ingen helt sikre på, hvordan metaforen skulle forstås.

Snakken forstummede omgående, da Castor kom marcherende ind i omklædningsrummet, flankeret af to muskelmænd med bare knoer, der så ud til at klø af forventning.

Uden at sige et ord gik Castor over og stillede sig et par meter foran Kaiser, der sad på en af bænkene i omklædningsrummet. Hans øjne var ud for Castors hofte, og det eneste, han kunne fokusere på, var pistolen, der stak ud af Castors lomme. Kaiser rejste sig og rømmede sig.

”Doktor, tillad mig venligst at sige noget. Gud tog begge mine forældre fra mig, da jeg var 13 år gammel, men han gav mig en ny far: dig. Da de svin anklagede dig for at være en skurk, mistede jeg besindelsen og gik til angreb på dem. De er ikke ægte Bangu-fans. Jeg skulle have smadret hver og en af de røvhuller. Jeg ved, jeg har svigtet klubben, men jeg ville gøre det igen. Men det skal du ikke tænke på, min kontrakt udløber om en uge, og så forsvinder jeg.”

Kaiser tog en dyb indånding og ventede. Og. Tiden. Stod. Stille.

Så lænede Castor sig forover og hviskede ind i Kaisers øre.

”Du er en god dreng, Kaiser.”

Og så begyndte han at gnægge, den smukkeste gnæggen, Kaiser nogensinde havde hørt i sit liv.

”Joel! Forlæng Kaisers kontrakt med seks måneder og fordobl hans løn. Vi har brug for den slags folk i klubben!”

Diet Coke og grillkylling havde aldrig smagt så godt, som det gjorde den aften. Anekdoten er blevet en del af Rios fodboldfolklore. Spørg hvem som helst om Kaiser, og det er en af de første ting, de vil fortælle dig.

”Kaiser tilbragte yderligere seks måneder med at ligge ved patten! Castor så ham som en søn. Han tolererede Kaisers bommerter og løgne, fordi han var en legende i klubben,” fortæller Gil, den tidligere landsholdsspiller, der senere blev træner for Kaiser i Botafogo.

Og som så ofte før – da han var nøgen på balkonen, da Castor blev forført af de to unge kvinder – brugte Kaiser et af de ældste trick i svindlerens håndbog. Han fortalte personen over for sig, hvad han ville høre og havde brug for at høre. I dette tilfælde reddede det måske hans liv.

Når holdkammeraterne trænede, plejede Kaiser som regel en af sine utallige skader. Eller også meldte han afbud, fordi han skulle til sin bedstemors begravelse. Hun døde fire gange.

KAPITEL 12: VM-STJERNEN

Kaiser satte sit hår som Elvis, lod denimskjorten stå åben ned til brystet og bevægede sig målrettet af sted. Det brasilianske landshold befandt sig på Hotel Nacional, den cylinderformede skyskraber designet af den berømte modernistiske arkitekt Oscar Niemeyer. På hotellet skulle holdet møde pressen inden VM-slutrunden.

Kaiser havde besluttet sig for, at det at have Brasiliens bedste spillere samlet i ét lokale var en chance, han ikke måtte lade gå fra sig.

Da han nåede til konferencelokalet, blev han stoppet af en sikkerhedsvagt.

”Beklager, her er kun adgang for det brasilianske landhold og pressen.”

”Haha.”

”Undskyld?”

”Jeg siger, jeg beundrer din form for humor.”

”Jeg er ikke sikker på, hvad De mener, hr.?”

”Hold da k– du kan ikke genkende mig, vel?”

”Burde jeg det?”

”Ja, det ved jeg ikke. Det kommer vel an på, om du er fodboldfan.”

”Nej, ikke rigtig.”

Kaiser sukkede med opgivende foragt, mens han trak et gammelt Fluminense ID-kort frem fra lommen.

”Jeg er Enrique, jeg spiller for Fluminense, og jeg er på listen over reserver til VM-truppen. Jeg respekterer, at du bare passer dit job, men det ville være ret pinligt, hvis det kom frem, at du havde nægtet en spiller af min status adgang. Jeg ønsker ikke, at du skal miste dit job på grund af sådan noget.”

Kaiser pegede i retning af venstre backen Branco.

”Se, spørg ham. Han kan bekræfte, at jeg ikke bare er en tilfældig person, der prøver at snyde sig ind.”

Efter en kort samtale mellem sikkerhedsvagten og Branco fik Kaiser lov til at komme ind, efterfulgt af tusind undskyldninger.

”Pyt med det. Jeg forstår, at du bare passer dit job. Men næste gang skulle du tage at sætte dig lidt ind i, hvem du er ansat til at passe på. Det her er ikke miniputholdet.”

Da han var kommet ind, fik Kaiser taget billeder med så mange fra holdet som muligt – dem, han kendte godt, som Branco og Leandro, og dem, han ikke kendte, som Zico og Falcão.

Hvis nogen af spillerne spurgte, hvem han var, svarede han, at han var redaktør på O Globo, Rios største avis, og at han var ved at indsamle fotos for at opmuntre sin nevø, der lå på hospitalet for at blive opereret.

Kaiser havde snart sin egen personlige samling af VM-billeder, som han kunne bruge til at få tjenester fra alle, lige fra restaurantejere til kvinder.

Når han blev spurgt, hvorfor alle andre var i officielt landsholdstøj, og han var iklædt almindeligt tøj, svarede han, at han ikke havde haft tid til at klæde om til sit sportstøj, fordi han var kommet sent tilbage fra en tv-optræden, der havde trukket ud, fordi han hellere ville skrive en autograf til alle end efterlade en af sine unge fans ulykkelig.

Kaiser var bedre til at score damer end til at score mål.

Artiklen er et uddrag fra Rob Smyths bog Fodboldsvindleren om Carlos Kaiser, der var professionel fodboldspiller i mere end tyve år uden nogensinde at spille en eneste officiel fodboldkamp. Udgivet hos Forlaget Memoris i 2018.

Bogen kan købes her: https://memoris.dk/products/fodboldsvindleren-carlos-kaiser-rob-smyth

Fodboldsvindleren kan også lånes som e-bog og lydbog: https://ereolen.dk/search/ting/fodboldsvindleren?

Der er også lavet en dokumentarfilm om Kaisers liv: http://kaiserthefilm.co.uk/trailer

Alle billeder er leveret af Forlaget Memoris, Michael Jepsen.

Fodboldsvindleren

EM i fodbold, Tour de France og OL er udgangspunktet for en analyse af den mandlige cyklus – fra opturen, når en stor turnering nærmer sig, til den lurende depression, når den er slut og den lange ørkenvandring til den næste. Sport har en politisk dimension, og Hans Bonde viser, at moderne sport stadig bruges til at tilbyde befolkningen æstetiske oplevelser – fra de romerske kejseres brug af gladiatorspil og hestevæddeløb til Peter Brixtoftes forsøg på at skabe et ´Farum Romanum´ med massive investeringer i sportskultur inden hans fald fra tronen som bykonge. 
Samtidig stiller Bonde skarpt på eliteidrættens stigende tendens til at blive en kamp mellem teknologisk-økonomiske systemer – ind imellem med brug af doping – frem for mellem individuelle talenter. 

Det ekstreme køn indeholder en række prægnante artikler og kronikker.

Luk Menu