De klassiske græske bystaters brug af De Olympiske Lege

Moderne arrangører af OL bruger nærmest uvægerligt begivenheden til at vise sig selv frem i det mest gunstige lys tænkeligt, og det kan vel egentlig ikke undre. Imidlertid er det velkendt, at det ikke sjældent er mørkelygten, lyset kommer fra. Nazisternes brug af OL i Berlin 1936 er det mest berygtede eksempel, men andre kunne nævnes. Man husker nok også, hvordan stater som fx DDR brugte sine atleters olympiske succes til at kaste glans over sig selv, noget alle moderne stater vel gør i en eller anden grad. Hvordan stod det til i antikken: Brugte de klassiske græske bystater de antikke olympiske lege til at profilere og promovere sig selv?

Svaret på dette spørgsmål er et klart ”Ja”, men med til svaret hører, at visse træk ved den måde, de antikke olympiske lege blev afviklet på, medførte, at en sådan brug af legene nok var ikke var så voldsomt intens som tilfældet er i moderne tid. Det moderne OL er vel uden sammenligning den største og mest prestigefulde sportsbegivenhed, der afvikles. Også i antikken var de olympiske lege den mest prestigefulde sportsbegivenhed, man havde. Men de var ikke den største sportsbegivenhed der fandt sted: Panathenæerne i Athen havde fx et mere omfattende program end de olympiske lege. De olympiske lege var altså ikke den eneste virkelig store sportsbegivenhed, der blev afviklet. Faktisk har de fleste bystater nok afholdt en eller flere religiøse fester, der havde sportskonkurrencer på programmet. Antikkens sportskonkurrencer var nemlig som hovedregel indlejret i de store fester til gudernes ære, og dette vigtige sociologiske forhold afspejler sig ofte i deres navne, som det også er tilfældet med det, vi kalder ”de olympiske lege”. På græsk hed de ta Olýmpia, et navn de havde af følgende grund: Grækerne mente, at de store guder boede på bjerget Ólympos i det nordlige Grækenland. Zeus var den øverste gud, og den Zeus der residerede på Ólympos, hed efter bjerget Zeus Olýmpios, altså Olympos-Zeus. Med tiden spredte denne Zeus’ kult sig fra Olympos til utallige steder i den øvrige græske verden, blandt andet til bystaten Elis i det nordvestlige Peloponnes. Hans helligdom dér kaldtes, efter hans tilnavn Olýmpios, for Olympía, som betyder omtrent ”den olympiske Zeus’ sted”. Af grunde, som det ikke er lykkedes forskningen helt at udrede, blev denne helligdom den olympiske Zeus’ absolut vigtigste. Måske skyldes det, at stedet er forholdsvis lettilgængeligt set fra de store vestgræske bystaters perspektiv. Hvorom alt er, blev Olympia den olympiske Zeus’ helligdom par excellence, og her afholdt bystaten Elis hvert fjerde år en stor fest til gudens ære. Denne fest kaldtes, igen efter gudens tilnavn Olýmpios, for Olýmpia, hvilket betyder omtrent ”ceremonierne til ære for Zeus Olympios”. På denne fests program var, ud over store ofringer og andre religiøse ceremonier, en række sportskonkurrencer, der simpelthen fik navn efter festen og blev kaldt Olýmpia, der altså betyder sådan noget som ”konkurrencerne til ære for Zeus Olympios”.

Nok afholdt de fleste bystater fester til gudernes ære med sportskonkurrencer på programmet, men ingen fest havde konkurrencer, der helt kunne matche Olympias konkurrencer i prestige. Tre fester havde dog konkurrencer, hvis popularitet og prestige mindede meget om de olympiske leges: I Delphi, som også kaldtes Pytho, afholdtes ”de pythiske lege” (ta Pýthia), der hed sådan efter Apollon Pythios, guden til hvis ære festen blev afholdt. På den korinthiske isthme (landtange), ikke langt fra den imponerende moderne kanal, afholdt bystaten Korinth de ”isthmiske lege” (ta Ísthmia) med navn efter guden Poseidon Isthmios. Og endelig afholdt bystaten Kleonai i Nemea i det nordøstlige Peloponnes de ”nemeiske lege” (ta Némea), der havde sit navn efter guden Zeus Nemeos. Sammen med de olympiske lege udgjorde disse fester den såkaldte períodos (”tour”), som var den græske verdens mest berømte sportsfester. Deres plads i kalenderen var fastsat sådan, at de afløste hinanden i en rullende rytme over en periode på fire år, en såkaldt olympiade. Mønsteret ser sådan ud med den 75. olympiade i 480–476 f.Kr. som eksempel:

Olympiade-år      Fest

75.1 (480)               ta Olympia

75.2 (479)               ta Nemea

75.2 (479)               ta Isthmia

75.3 (478)               ta Pythia

75.4 (477)               ta Nemea

75.4 (477)               ta Isthmia

76.1 (476)               ta Olýmpia

Der blev altså afviklet en fest i den berømte periodos hvert eneste år, hvert andet år endog to, fordi festerne i Nemea og på Isthmen blev afholdt hvert andet år. Dét har formentlig betydet, at en fest i denne den mest prestigefulde gruppe af fester alligevel var en mindre markant begivenhed end afholdelsen af det moderne OL, der dog ikke afvikles hvert år og ingen seriøs rival har hvad prestige og popularitet angår.

Af det foregående vil det også være klart, at de antikke olympiske lege altid blev afviklet det samme sted – nemlig i Olympia – og ikke som det moderne OL var et cirkus, der vandrede mellem metropolerne. Det betyder også, at den arrangerende bystat, Elis, ikke som moderne værter måtte investere massivt for overhovedet at komme til at få legene til byen: De hørte simpelthen hjemme i Elis per definition. Dét betyder formentlig, at bystatens trang til at bruge legene til markeringer ikke har været helt så ubændig som den, man ser hos moderne arrangører. Der kom jo altid en ny fejring af festen til Zeus’ ære om fire år, og den skulle man også stå for. Men naturligvis brugte Elis legene, og det sammen kan de andre græske bystater siges at have gjort. I det følgende skildrer jeg først forskellige aspekter af Elis’ brug af legene, og dernæst aspekter af de øvrige bystaters brug af dem.

Elis identificerede sig i ekstrem grad med helligdommen i Olympia. Helligdommen og dens store fest var, selvom Elis egentlig var en temmelig stor bystat, simpelthen statens claim to fame. Det ses fx på byens mønter. Det var hævdvunden græsk skik at udsmykke mønter med figurative typer, og de 100-vis af klassiske bystater der prægede deres egne mønter, valgte naturligvis deres typer på en sådan måde, at de illustrerede vigtige sider af bystatens selvopfattelse. Athens mønter, fx, prydes altid af Athenes portræt, den gudinde, byen havde sit navn fra og til hvem den var usædvanlig tæt knyttet. Noget lignende ses på mønterne fra bystaten Poseidonia – det senere Pæstum – i Syditalien. Bystaten skylder havets gud Poseidon sit navn, og det er netop Poseidon der pryder statens mønter. Mytologiens bevingede hest Pegasos var født i Korinth og ses derfor på byens mønter og var simpelthen bystaten Korinths symbol. Man kunne nærmest forsætte i det uendelige. Elis’ mønter er de kunstnerisk set måske mest fremragende ikke bare på Peloponnes men i det egentlige Grækenland i det hele taget, og det vidner om, at bystaten viste dem opmærksomhed: typerne kan altså næppe være valgt uden hensyn til statens opfattelse af sig selv og det billede af sig selv, den gerne ville sprede i den græske verden. Og samtlige typer fra klassisk tid refererer til helligdommen i Olympia, gennem fx Zeus’ tordenkile, Zeus’ ørn, eller portrætter af guden selv eller hans hustru Hera, der også blev dyrket i Olympia. Sådanne typer henviser til helligdommen i al almindelighed, og ikke specifikt til sportskonkurrencerne.

Dét gør til gengæld de hyppige afbildninger af sejrsgudinden Nike, som på mønten herunder, der dateres til 460’erne f.Kr.

Nike ses her på vej i fuld fart – se det kokette greb i kjolen – for at placere olivenkransen, symbolet på en olympisk sejr, på hovedet af en succesfuld atlet. Til venstre for Nike under hendes vinge ses bogstavet digamma ([W]) og til højre bogstavet alfa ([A]); de skal læses sammen som WA og forstås som en forkortelse af WALEION, hvilket er bystaten Elis’ navn i den for mønter karakteristiske form. Med andre ord: En olympisk sejr tildeles af Nike og Elis i forening.

Det var som sagt bystaten Elis, der egenhændigt arrangerede ta Olýmpia. En vigtig del af forberedelserne var selve annonceringen af festen i den øvrige græske verden. Det foregik på den måde, at Elis rundsendte delegationer af sine egne borgere, der havde til opgave at opsøge de forskellige bystater, annoncere tidspunktet for festens afholdelse og modtage bystaternes ed på, at de ville respektere den ”olympiske våbenhvile ”, dvs. forpligte sig selv til ikke at udøve aggression mod Elis’ territorium under festen eller mod rejsende, hvis destination var Olympia. Disse ”hellige gesandter” kaldtes spondophoroi, hvilket betyder ”drikofferbærere” og henviser til, at bystaternes eder blev beseglet med et drikoffer (en libation), på græsk sponde. Deres mission var altså først og fremmest religiøs. For at gennemføre den havde de brug for at komme i kontakt med de forskellige bystaters myndigheder, og til dette formål havde de brug for gode lokale forbindelser. Elis udpegede derfor medlemmer af de lokale eliter rundt om til theorodokoi, ”værter for theoroi”/ ”modtagere af theoroi”, da theoroi var et andet navn for de rundrejsende spondophoroi. Disse theorodokoi blev som sagt udpeget blandt de lokale spidser, og på denne måde skabte bystaten Elis sig et fintmasket net af lokale forbindelser over hele den græske verden og gjorde sin position som Olympias ejer klar og alment kendt. Motivet til annonceringen og theorodok-netværket var naturligvis først og fremmest religiøst, men hele den komplicerede proces har medvirket til at profilere bystaten ret skarpt blandt eliterne i den græske verden.

Antikkens olympiske atleter stillede op til konkurrencerne helt på egen hånd og ikke som formelle repræsentanter for deres bystater. For at kunne få lov at konkurrere måtte atleterne møde op i Elis by 30 dage før konkurrencernes afvikling og træne under opsyn af eleiske myndigheder, der naturligvis ville sikre sig, at atleterne havde et vist niveau: konkurrencerne var trods alt en del af festen til den højeste guds ære, og Zeus ville næppe have moret sig over at se på antikkens pendanter til fx Eddie the Eagle. Her gennemførte Elis altså en vis kvalitetssikring, igen helt på egen hånd.

Festen indledtes med en procession til fods fra Elis by til helligdommen i Olympia. Det var ganske normalt, at religiøse fester blev indledt med processioner. Men denne procession var usædvanlig lang: omtrent 60 km! Det har sikkert taget et par dage at afvikle processionen, der gik ad Den Olympiske Vej fra Elis til Olympia. Vi ved desværre omtrent intet konkret om processionen, men det er en rimelig antagelse, at den blev ledet af de ti såkaldte Hellanodikai, officials udpeget blandt Elis’ borgere til at stå for festens afvikling og fungere som dommere ved konkurrencerne. Deres navn betyder ”Grækernes dommere” og er sikkert Elis’ måde at understrege festens panhellenske statur på. Med i processionen var næsten med sikkerhed også bystatens råd, der havde deres sæde i Olympia under festen. Hertil kommer andre officials, offerdyr og forventningsfulde tilskuere samt, selvfølgelig, atleterne selv og de mange heste, der skulle konkurrere i hestesportsdisciplinerne. Det har givetvis været et spektakulært skue, når måske flere tusinde mennesker og dyr på denne måde langsomt arbejdede sig frem gennem Elis’ territorium. Og alt sammen foregik det altså under denne bystats ledelse.

Det var på ingen måde usædvanligt, at store og vigtige helligdomme ikke lå i bystatens centrale by. Demeters helligdom i Eleusis var fx en af Athens vigtigste, og den lå ca. 20 km fra Athen. Men der var nu usædvanlig langt mellem Elis og Olympia. Måske skyldes det, at Olympia ikke altid havde været en del af bystaten Elis, men var en senere udvidelse af denne bystats territorium, måske ligefrem ved erobring. Dette er dog uklart, og i hvert fald i det 6. årh. var Olympia en integreret del af Elis. Men det kan ikke udelukkes, at den ret centraliserede administration af helligdommen førte til spændinger mellem den del af bystatens befolkning, der boede nær Olympia, og bystatens øvrige befolkning. I omkring år 400 f.Kr. besejrede Sparta Elis i en krig, der i hvert fald delvis havde sin rod i Elis’ administration af Olympia. I 420 f.Kr., som var et år med olympiske lege, havde Sparta ydet støtte til en af Elis’ lydstater, Lepreon, der ønskede at rive sig løs fra Elis. Støtten bestod blandt andet i, at Sparta sendte soldater til Lepreon. Elis betragtede Lepreon som hørende til sit eget territorium og hævdede nu, at Sparta havde krænket ”den olympiske våbenhvile” ved at sende soldater til byen. Sparta på sin side hævede, at soldaterne var blev sendt afsted, før den olympiske våbenhvile var blev proklameret i Sparta. Elis fastholdt imidlertid sit synspunkt og udelukkede simpelthen Sparta og spartanere fra at deltage i årets fest til den olympiske Zeus’ ære. Dette var selvfølgelig en måde at bruge legene på, der kun kan kaldes politisk: udelukkelsen var beregnet på at give Sparta en ridse i lakken, fordi byen modarbejdede Elis’ territoriale interesser. Situationen var så spændt, at helligdommen under afviklingen af festen var beskyttet af styrker fra Elis selv, samt fra Athen, Argos og Mantinea, tre bystater som var Elis’ allierede og også i opposition til Sparta. I denne spændte situation lykkedes det en fremtrædende spartaner ved navn Lichas at omgå Elis’ udelukkelse af spartanske atleter. Aristokraten Lichas var hestesportsmand og havde et firspand af en sådan kvalitet, at han ønskede at lade det stille op i Olympia. Nu var det sådan, at der i Olympia var tradition for, at firspand kunne stille op i konkurrencerne i en bystats navn snarere end i et individs navn (selvom dét dog var langt det almindeligste). Bystaten Argos lod således i adskillige tilfælde offentligt ejede spand stille op under statens navn, og i flere tilfælde vandt disse spand konkurrencerne. Denne tradition benyttede Lichas sig nu af på den måde, at han overlod sit spand til bystaten Theben – en allieret af Sparta. Thebanerne lod spandet stille op i byens navn, og nu skete der så det, at spandet vandt. Lichas ønskede at markere, at sejren egentlig var hans, selvom den blev proklameret i Thebens navn, så han trådte ind på banen og bandt et uldbånd (et sejrsymbol) om vognstyrerens hoved ”fordi han ville gøre det klart, at det var hans spand”, siger historikeren Thukydid, der formentlig selv overværede episoden. Dommerne fra Elis forstod udmærket denne provokerende demonstration og dømte Lichas til piskning, en traditionel straf for regelbrud men selvfølgelig en alvorlig plet på Spartas ære. Ifølge historikeren Xenophon, der havde virkelig gode kilder i Sparta, var denne offentlige ydmygelse af Lichas en af grundene til, at Sparta i ca. 401 f.Kr. erklærede krig mod Elis: Episoden må have naget Sparta i omtrent 20 år. Sparta vandt krigen, og fredsslutningen fandt sted i 400 f.Kr. Ifølge Xenophon var en af de fredsbetingelser, Sparta overvejede, at fratage Elis kontrollen over Olympia. Sparta forkastede dog ideen, men havde man gennemført den, havde det kun kunnet ske ved at oprette en lille bystat med Olympia som centrum og med områdets indbyggere som borgere. Forslaget kom ifølge Xenophon netop fra beboerne i området omkring Olympia, og der må altså have været en eller anden grad af lokal utilfredshed med Elis’ centraliserede administration. Sparta forkastede, siger Xenophon, det lokale krav ”fordi de mente, at de der gjorde det gældende, blot var bønder og slet ikke i stand til at lede helligdommen”, hvad Elis dog i århundreder havde bevist at man var. Det gik bedre for lokalbefolkningen i 364 f.Kr. Elis var her havnet i en krig med sin nabo mod øst, Det Arkadiske Forbund. Arkaderne erobrede Olympia og oprettede en lille bystat under navnet Pisa, og denne lille bystat afviklede i samarbejde med Arkadien de olympiske lege i 364. Kort tid efter sluttede Elis og Arkadien dog fred, og da vi ikke hører mere om lilleputten Pisa, må Arkadien have accepteret at bystaten blev opløst, og at Olympia gik tilbage til Elis’ kontrol. Selvom processionen fra Elis til Olympia først og fremmest var en religiøs ceremoni, må den også have fungeret som en ret konkret illustration af Elis’ krav på og kontrol over territoriet fra byen og frem til og med Olympia. Et godt gæt er, at Elis på forskellig vis har understreget dette aspekt af processionen, men kilderne er som sagt desværre tavse på dette punkt.

En lokal utilfredshed med Elis’ centraliserede administration af Olympia kan også være baggrunden for et andet påfaldende træk ved bystatens måde at gøre tingene på. Alle græske bystater havde et prytaneion, som var en slags ceremonielt rådhus. Her bespiste man fx honoratiores fra andre bystater og de særligt fortjenstfulde blandt egne borgere (antikkens svar på de berømte rådhuspandekager i København). Her brændte også en flamme, der symboliserede selve bystatens liv og derfor måtte plejes omhyggeligt: helst skulle den jo være evig. En bystats prytaneion lå derfor et centralt sted i bystatens egentlige by, i Athen fx på det arkaiske agora midt i byen. Men Elis’ prytaneion lå i Olympia. Det vil altså sige, at bystatens ceremonielle centrum lå 60 km fra byen selv. Man kan næsten ikke forestille sig en mere demonstrativ måde at markere sit ejerskab af helligdommen på: Olympia var bystatens hjerte og symbolske centrum. De fleste græske bystater havde også et bouleuterion, et (politisk) rådhus hvor statens råd (boule) holdt sine møder. Elis byggede et efter græske forhold temmelig pænt bouleuterion i Olympia, og her holdt bystatens råd sine møder under festen til Zeus’ ære. Under denne fest var Olympia simpelthen Elis.

Som allerede nævnt blev de dommere, der dømte i de forskellige konkurrencer, udpeget udelukkende blandt Elis’ borgere, og under festen bar de som værdighedstegn en purpurrød kappe. I det store og hele syntes disse dommere at have pådømt konkurrencerne upartisk, og en systematisk favorisering af Elis’ egne atleter fandt ikke sted. Men nogen kritik af deres virke finder man dog. Grækerne betragtede ægypterne som et folk af vismænd, og historikeren Herodot fortæller en anekdote, hvor den ægyptiske visdom bruges til at ytre utilfredshed med, hvad man nu om dage nok ville kalde eleiske atleters hjemmebanefordel. Ifølge Herodots anekdote skulle Elis i det tidlige 6. årh. f.Kr. have sendt en diplomatisk delegation til Psammis den Anden af Ægypten (595–589 f.Kr.) og lade spørge, om faraoen kunne foreslå forbedringer i den måde, Elis afviklede Legene på – i sikker forvisning om, at dét ikke ville være muligt. Denne anekdote mener man er opstået i Elis selv med det formål at få bystatens olympiske officials blåstemplet af de vise ægyptere – en ren fabrikation, altså. Men Herodot fortæller historien i en ny version, hvor der er vendt op og ned på pointen: Da Psammis hørte, at ikke blot “enhver græker der måtte ønske det” men også eleierne selv kunne deltage i de olympiske konkurrencer, udtalte han, at dette var unfair: “Det var nemlig ikke til at undgå, at de kom til at favorisere en medborger, der deltog i Legene, og derved behandle den fremmede uretfærdigt. Hvis de derfor ville indrette det retfærdigt, og det var derfor de var kommet til Ægypten, foreslog ægypterne dem kun at afholde Legene for fremmede deltagere og ikke give nogen eleier lov til at deltage.” Et af de mest karakteristiske træk ved de Olympiske Lege, de mange deltagere fra alle mulige andre egne af Grækenland, bliver her brugt til at kritisere Elis’ dommere i Olympia, og man kan nok godt gå ud fra, at historien i Herodots version er udtryk for andre grækeres utilfredshed med Elis’ dominerende rolle i Olympia. I Herodots version virker historien nærmest som en sarkastisk kommentar til titlen Hellanodikai, ”Grækernes dommere”. Kritikken er næppe helt rimelig, og at en bystat skulle have forhindret sine egne borgere i at stille op ved konkurrencerne ved dens egen vigtigste fest, er ganske utænkeligt, og ideen blev da heller ikke omsat til praksis ved en eneste af de temmelig mange fester med sportskonkurrencer, vi har kendskab til.

På den anden side var kritikken nok heller ikke helt grundløs. I 396 f.Kr. oplevede man fx en skandale, da to af tre dommere (tilsyneladende) favoriserede landsmanden Eupolemos, der blev erklæret for vinderen af den korte sprint (stadion, et løb på ca. 200 m), mens den tredje dommer havde Leon fra bystaten Ambrakia som vinderen. Eupolemos var en dygtig sportsmand, der vandt femkampen (pentathlon) i såvel Delphi som Nemea; Leon kender vi kun fra denne episode. En enkelt Hellanodikas havde dog erklæret ham for vinderen, og Leon indgav en klage mod de to øvrige til det Olympiske Råd med påstand om, at de havde favoriseret Eupolemos, fordi han var deres landsmand. Leon fik medhold i sin klage i den forstand, at de to indklagede dommere blev idømt en bøde. Deres afgørelse stod derimod ved magt, og Eupolemos blev ikke frataget sin sejr. Dommernes afgørelser må altså have været endelige, selv hvis de var forkerte (et forhold, der ikke kan overraske fx moderne fodboldtilskuere). I 396 f.Kr. lod skandalen sig ikke afvise, ser det ud til; men det er dog værd at bemærke, at der må have været tale om en vanskelig afgørelse, den slags som nu om dage ville kræve målfoto, samt at der jo faktisk var en enkelt eleisk dommer, der havde Leon som vinder.

Anekdoten hos Herodot tyder på, at ”Grækernes dommere” undertiden blev kritiseret. Men vi kender ikke til andre egentlige skandaler end afgørelsen i 396 f.Kr., og dommerne indsats må i al almindelighed have været af høj kvalitet. I denne sammenhæng er det også værd at notere sig, at Elis var parat til at ændre regler, der med rimelighed kunne kritiseres. Som det blev påpeget ovenfor, var hestesportskonkurrencerne særlige derved, at der var en vis tradition for, at der var bystater snarere end individer, der stillede op. Et andet særligt træk ved hestesportskonkurrencerne var det, at ejeren af de heste, der konkurrerede, ikke behøvede selv at køre eller ride sine heste eller overhovedet at være til stede i Olympia under konkurrencerne. Dét benyttede monarker til at sende hestesportshold afsted, som kunne vinde for dem, mens de selv passede regeringen derhjemme. Men skikken tillod jo også dommere at stille op med heste uden at det behøvede forstyrre deres virke som dommer. I 372 f.Kr. skete der så noget, der formentlig var uden fortilfælde, nemlig at Troilos fra Elis, en af årets Hellanodikai, vandt en sejr i hestesport. Her må man have indset, at selv ikke de mest retsindige dommere kunne dømme helt upartisk i en konkurrence, hvor en med-dommer deltog. Elis vedtog derfor en lov, der forbød fungerende Hellanodikai at deltage i hestesportskonkurrencerne. – Endelig må det nævnes, at det så vidt vi ved var helt normalt, at den bystat der afviklede en fest med sportskonkurrencer på programmet, udpegede konkurrencernes dommere blandt sine egne borgere: Athen gjorde det fx. Her fulgte man i Olympia altså blot, hvad der var gængs græsk skik.

Elis brugte altså festen til Zeus’ ære til ved hjælp af soft power at konsolidere sit greb om helligdommen. De øvrige græske bystater brugte også på forskellig vis Olympia til at profilere sig. Bygningerne i helligdommen var som hovedregel opført af Elis; det berømte store Zeus-tempel var endda tegnet af en lokal arkitekt, Libon. Men de såkaldte skatkamre var opført af forskellige andre bystater end Elis, der dog med sikkerhed må have givet byggetilladelse. På en terrasse, den såkaldte skatkammer-terrasse, nordøst for det store tempel viet til Zeus lå 11 eller 12 skatkamre bygget i perioden ca. 600–450 f.Kr. og opført af bystater som Syrakus, Selinous og Gela, alle på Sicilien; af Sybaris og Metapontion i Syditalien; af Epidamnos i det nuværende Albanien; af Byzantion ved det nuværende Istanbul; af Kyrene i det nuværende Libyen; samt af Sikyon og Megara på Peloponnes i Grækenland. De fleste skatkamre er altså opført af bystater, der lå ganske langt væk fra Olympia og uden for det egentlige Grækenland. I disse skatkamre opstillede man forskellige andre gaver til helligdommen: skulpturer, malerier osv., og her opbevarede man kultrekvisitter. Det har naturligvis været ret praktisk ikke at skulle transportere kultrekvisitter hele vejen fra fx Kyrene til Olympia, men den slags praktiske hensyn har nok ikke spillet nogen afgørende rolle, når bystater besluttede sig til at opføre et skatkammer i Olympia: der var over 1000 bystater i den klassiske græske bystatskultur, og det var højst 12 der byggede skatkamre i helligdommen. Andre hensyn har givetvis vejet tungere.

Det ser vi bedst ved kort at betragte Megaras skatkammer, som er et af de bedst bevarede, selvom det desværre ikke siger så meget. Skatkammeret er opført ca. 510 f.Kr. og er en lille (6.2 × 13.2 m) tempellignende bygning i den doriske orden. Det havde endog skulpturudsmykning i sit gavlfest og var ret altså luksuriøst udstyret: en lille pragtbygning. Skulpturerne i gavlen viste den såkaldte gigantomachi. Giganterne var i mytologien de olympiske guders fjender. De var født af Gaia, der blev besvangret af de bloddråber, der faldt fra Uranos’ afskårne lem, da kupmageren Kronos kastede det i havet efter kastraktionen. For endegyldigt at konsolidere deres magt over verden måtte de olympiske guder besejre giganterne, og det gjorde de i et drabeligt slag, nemlig gigantomachien (”slaget mod giganterne”). I billedkunsten bruges gigantomachien ofte som et symbol på ”det ordnede samfunds sejr over kaosmagterne”, som Gorm Tortzen siger, og derfor ses slaget ofte på templer og lignende bygninger. Megaras valg af motiv kan altså skyldes tradition og almindelig fromhed, og dét er sikkert en vigtig del af forklaringen på byens valg af gigantomachien til udsmykning af bygningen. Der er imidlertid nok også en supplerende forklaring, men for at få den, må vi en tur rundt om den besynderlige forfatter Pausanias. Han skrev på Kejser Marcus Aurelius’ tid (reg. 161–180 e.Kr.) en guide til seværdigheder i Grækenland, og heri var selvfølgelig et langt afsnit om Olympia. Om Megaras skatkammer har Pausanias dette at sige: ”I skatkammerets gavlfelt ses et relief forestillende krigen mellem giganterne og guderne [dvs. gigantomachien]. På tagryggen over gavlen er opsat et skjold med en indskrift, der fortæller, at Megara finansierede skatkammeret ved hjælp af et krigsbytte taget fra Korinth”. Korinth var Megaras store vestlige nabo, med hvem byen næsten altid lå i konflikt, hvori den som regel blev den lille. Ved en eller anden lejlighed må det dog være lykkedes for Megara at besejre Korinth, og det er altså dét, skatkammeret fejrer: Det er et takoffer fra Megara til Zeus, simpelthen. Og, der skal selvfølgelig ikke megen fantasi til for at lade øjet vandre fra skjoldets indskrift, der udråber Megara som sejrherre, ned til gavlfeltets skulptur, der viser guderne som sejrherrer, og se gigantomachien som en allegori for Megaras sejr over Korinth. Eller med andre ord, skatkammeret fremstiller Megara i gudernes billede og det forhadte Korinth i de usle giganters. Her smelter fromhed og selvpromovering sammen på en for græske bystater fuldstændig karakteristisk måde. At bygge et skatkammer var ud over at være fromt helt klart også en måde at iscenesætte sig selv på og sende vigtige beskeder til den græske omverden. Og her har vi sandsynligvis årsagen til, at det fortrinsvis var bystater i periferien af den græske verden, der byggede skatkamre i Olympia. Budskabet var vel: Vi er også grækere!

Megaras skatkammer var altså en ofring til Zeus som tak for en krigssejr. Sådanne krigsbytteofringer var helt almindelige i den græske verden: De blev foretaget i de fleste helligdomme, men Olympia var klart det mest prestigefulde sted til sådan en ofring. Man ofrede bytte taget fra den slagne fjende på flere måder. Man kunne fx opstille noget af det erobrede bytte, helst nogle af de faldne fjenders våben, som en dedikation i helligdommen. I Olympia er der fundet virkelig mange våben, og de stammer fra denne type ofringer. På de ofrede våben er der ofte indridset indskrifter, som fortæller, hvem ofringen stammer fra, hvem modtageren var, og hvem byttet var taget fra. Sådan en indskrift kan fx lyde som den følgende, som står på en hjelm erobret af Athen fra perserne: “Athenerne viede denne hjelm til Zeus, et bytte taget fra perserne”. Indskrifterne var selvfølgelig vigtige, for de skulle sikre, at alle vidste, hvem den stolte giver var, så han kunne få æren for både sin sejr og sin dedikation. Eksperter regner med, at der i alene arkaisk tid (ca. 750–479 f.Kr.) er blevet ofret mange tusinde hjelme i Olympia, måske helt op til 1.000 om året. Det kan måske være vanskeligt at tro på, men vi ved, at der fx i Delphi ved en enkelt lejlighed blev ofret 2.000 skjolde, så selv hvis vi ikke tror på præcis 1.000 hjelmofringer i Olympia om året, så kan vi godt gå ud fra, at der blev ofret mange hjelme i Olympia. Disse hjelme blev sammen med andre typer af erobrede våben sat op på træstativer, der omtrent må have lignet fugleskræmsler. Stativerne blev sat op på for eksempel stadion og fik lov at stå, indtil træstativet forfaldt. Når dét var sket, blev våbnene gravet ned i stadionbankerne eller smidt i udtjente brønde. På den måde kom de allerede i antikken til at ligge under ret gunstige bevaringsforhold, og netop det er én af grundene til, at så mange våben har overlevet i Olympia. Hver enkelt ofring har formentlig kun været synlig en generation eller to, og det er selvfølgelig årsagen til, at området har kunnet rumme dem, og man overhovedet har kunnet bevæge sig uhindret rundt i helligdommen.

En anden fremgangsmåde kunne være at sælge (dele af) krigsbyttet på en auktion, og hyre fx en billedhugger for de penge, der kom ind. Han fik så til opgave at skabe en skulptur, man lod opsætte i helligdommen. En af de mest berømte skulpturer, der er fundet i Olympia, den såkaldte Paionios’ Nike, er netop sådan en krigsbytteofring. Skulpturen forestiller sejrsgudinden Nike, der kommer flyvende ned fra himlen med Zeus’ ørn ved sin ene fod. Den stod på en 9 m høj trekantet pille, der lidt under selve skulpturen var udsmykket med tre skjolde, der nu er gået tabt: De stammede sikkert fra den besejrede fjende. Her kombineres en ofring af våben altså med en skulptur. På pillen, under skjoldene, stod denne indskrift: ”Messenerne og naupaktierne opstillede denne Nike til Zeus Olympios, et tiende fra fjenderne.” Der er altså tale om en krigsbytteofring fra bystaten Naupaktos, hvis befolkning også omfattede en gruppe messenere, som var blevet fordrevet fra Peloponnes af Sparta og bosat i Naupaktos af Athen.

Forud for et slag afgav græske hære som regel et løfte til en gud, hvor man lovede, at hvis man vandt slaget, ville man ofre en tiendedel af byttet til guden – og det er formentlig præcis sådan et løfte, der har udløst Naupaktos’ krigsbytteofring her. Indskriften identificerer til gengæld ikke den slagne fjende. Det er måske fremgået af skjoldene længere oppe på pillen, hvem fjenden var, men det er nu ikke helt ualmindeligt, at krigsbytte blot beskrives som taget fra fjenden. I nogle tilfælde er grunden givetvis den, at byttet stammede fra flere forskellige slag og fjender, så man i stedet for at remse dem alle sammen op blot slog dem sammen under betegnelsen ”fjenderne”: Den primære hensigt med krigsbytteofringer er trods alt at hædre guden og sejrherren selv, og de to størrelser er begge nævnt her. I andre tilfælde har det måske været politisk klogt ikke at trampe yderligere på en sensibel slagen fjende, og det kan have været tilfældet her. Historikerne mener nemlig, at det bytte, der har finansieret skulpturen, var taget fra ingen ringere end Sparta. Og det mægtige Sparta skulle man nok være varsom med at provokere alt for meget, som Elis måtte sande i 401 f.Kr.

Græske billedhuggere satte ofte deres signatur på deres værker, og det er også tilfældet her. Under selve dedikationsindskriften står, med lidt mindre bogstaver, dette: Paionios fra Mende lavede og han vandt konkurrencen om akroterierne til templet.” Billedhuggeren hed altså Paionios og var fra bystaten Mende på Chalkidike. Dette er grunden til, at skulpturen i den moderne tradition kaldes ”Paionios’ Nike”. I antikken identificerede man i lige så høj grad et monument med dets stifter som med dets kunstner, men stifteren interesserer i almindelighed den moderne kunsthistorie mindre end billedhuggeren. Paionios’ signatur fortæller også – stolt, må man formode – at han havde vundet konkurrencen om at få ordren på akroterierne til templet, altså det store monumentale tempel viet til Zeus. Akroterier var dekorative skulpturer, som udsmykkede et tempels gavl og tagryg, og i Olympia udskrev man altså en billedhuggerkonkurrence for at få de bedste. Sådan en konkurrence illustrerer meget godt, i hvor høj grad den græske kultur var gennemsyret af ideen om at konkurrenceudsættelse sikrer den bedste kvalitet i alle mulige forhold. Stort set alt kunne arrangeres i form af konkurrencer: Homer-recitationer og tragedieopførelser er blot nogle af de mest bemærkelsesværdige konkurrenceudsættelser af ting af den art, der normalt ikke konkurrenceudsættes nu om dage.

En anden måde, bystaterne brugte Olympia på til at markere sig, var at lade indskrifter med statsakter opsætte dér. På de fleste moderne danskere ville det formentlig virke en smule bizart at møde en lovtekst eller en international aftale publiceret som en indskrift i fx en kirke eller på et fodboldstation. Men det var nogenlunde det, grækerne gjorde. Elis selv publicerede en lang række statsakter som indskrifter på bronzeplader i Olympia. I betragtning af, hvor snævert Elis identificerede sig selv med Olympia, er dét måske lige til at forstå. Men andre bystater offentliggjorde også statsakter i Olympia. Et enkelt eksempel vil være illustrativt. Indtil 510 f.Kr. var en af de største og rigeste bystater i den græske verden Sybaris i Syditalien, en af de bystater, der opførte et skatkammer i Olympia. Byens storhedstid fik en brat ende i 510, da man led et katastrofalt nederlag til nabobystaten Kroton, et nederlag man aldrig kom sig over. Men indtil dette nederlag var Sybaris en stormagt. Byens magt var baseret på et omfattende alliance-system – en slags antikkens NATO – som byen var den ubestridte leder af. Forfatteren Strabon siger, at Sybaris’ alliance omfattede fire lokale italiske folkeslag og 25 græske bystater, og at alliancen kunne mobilisere en hær på 300.000 mand. Det sidste tal er uden tvivl en grov overdrivelse, men det behøver de første ikke at være. Alliancen var altså grundlaget for byens magt, og man har givetvis plejet den omhyggeligt og været stolt af den. I Olympia fandt de tyske udgravere i 1960 en lille bronzeplade (ca. 8 x 15 cm) fra ca. 525 f.Kr.

Den er forsynet med to huller og den mest rimelige fortolkning er, at den lille plade har været naglet op på en væg eller mur, sikkert i Sybaris’ skatkammer. På pladen står nemlig en indskrift, hvis tekst er en alliancetraktat mellem Sybaris og et i øvrigt ukendt samfund (folk eller bystat) ved navn Serdaioi. Teksten lyder som følger i oversættelse: ”Sybaritterne og allierede blev forliget med Serdaioi i troværdigt og oprigtigt venskab som skal vare til evig tid. Garanter for aftalen: Zeus, Apollon og de øvrige guder samt bystaten Poseidonia.” Som sagt vides det ikke, hvem de omtalte Serdaioi var, og her er altså et alvorligt historisk problem. I denne sammenhæng er det dog udtrykket ”Sybaritterne og allierede” der er af størst interesse. Det græske ord for ”allierede” er symmachoi, som er det gængse græske ord for medlemmer af et symmachia, dvs. et militært kampforbund, hvis medlemmer havde forpligtet sig til at yde hinanden støtte i krig under bestemte traktatligt regulerede forhold. Indholdet af den slags traktater varierede fra tilfælde til tilfælde, men med udtrykket ”X og allierede” beskrev man normalt det forhold, at X – her Sybaris – var alliancens ubestridte leder, der dikterede de allierede sine betingelser. Athen og Sparta havde sådan en position i de alliancer, de stod i spidsen for. Sybaris var altså en bystat af samme statur som Sparta og Athen, og byens magt hvilede på alliancen. Hensigten med at opslå indskriften i Olympia har sikkert været at understrege byens statur og position over for den græske verden. Den må forstås som et udtryk for den selvopfattelse, Sybaris havde: nemlig at byen var en kæmpe som Sparta, og det skulle ingen glemme!

Adskillige andre bystater gjorde som Sybaris og naglede indskrifter op i Olympia. Det var altså også en måde at bruge Olympia på. Undertiden fandt der også vigtige mundtlige proklamationer sted i helligdommen, som fx i 324 f.Kr. I dette år besluttede Alexander den Store, der var på felttog i Perserriget, at lade alle de grækere, der var i eksil fra deres bystat, vende hjem. Landsforvisning var en almindelig straf for grove forbrydelser i den græske bystatsverden, og de ubegribeligt mange borgerkrige, bystaterne kastede sig ud i, førte som regel til, at taberne blev fordrevet eller gik frivilligt i eksil. I 370 f.Kr. blev 800 anti-demokratiske familier fx fordrevet fra bystaten Tegea efter et demokratisk kup, og der var formentlig borgere i eksil fra stort set hver eneste af de mere end 1000 græske bystater af de to nævnte grunde. Det skete også, at én bystat erobrede en anden og simpelthen fordrev hele dens befolkning og fordelte jord og andet godt blandt sine egne borgere. I 366 f.Kr. erobrede Athen den store og velhavende øbystat Samos. Hele øens befolkning blev fordrevet, og Athen fordelte øens jord blandt sine egne borgere. Historikere regner med, at Samos’ befolkning var ret stor, et eller andet sted mellem 30.000 og 50.000 mennesker. Athen har altså sendt mere end 30.000 mennesker i eksil i 366! Den græske verden må simpelthen have vrimlet med landflygtige bystatsløse mennesker. Disse måtte klare sig som de nu kunne. De 800 anti-demokratiske familier der blev fordrevet fra Tegea i 370 f.Kr. søgte tilflugt i Sparta, der uden held forsøge at udvirke deres repatriering. De fordrevne samiere søgte tilflugt i bystater som Rhodos og Ephesos, og nogle fandt ly så langt væk som på Sicilien.

Landsforvistes drøm var altid at vende hjem til den fædrene bystat: selv 2.- og 3.-generationseksilanter nærede som regel dét ønske, for egentlige borgere med fulde rettigheder blev man sjældent i de bystater, der tog mod én. Og livet som borger i bystaten var selve tilværelsens mening for en græsk mand. Dét vidste Alexander naturligvis, og det var denne rodfæstede kulturelle værdi, han ville udnytte i 324 f.Kr. Historikeren Diodorus Siculus siger, at Alexander udstedte dekretet om de landflygtiges repatriering ”fordi han ønskede at have mange loyale tilhængere i hver enkelt bystat for at imødegå revolutioner og frafald blandt grækerne.” Med andre ord: repatrierede eksilanter der ene og alene havde Alexander at takke for deres hjemkost, ville være et stabiliserende element i de græske bystater og en slags garanti mod uro og oprør mod det makedonske overherredømme i Grækenland. Alexander havde selvfølgelig brug for ro i baglandet under sit felttog, og han havde grund til at frygte oprør: blot seks år før eksilantdekretet havde Kong Agis III af Sparta anstiftet og anført et alvorligt væbnet oprør mod makedonerne, et oprør som Alexanders ”general over Europa” Antipatros måtte nedkæmpe med magt. Alexander proklamerede dekretet om repatrieringen af eksilanterne foran sin hær i Babylon, og ved samme lejlighed udstedte han et dekret, der specifikt omhandlede repatrieringen af den fordrevne samiske befolkning, der nu havde været i eksil i mere end 40 år. Nyheden om disse dekreter spredte sig som en steppebrand i den græske verden og må have været kendt stof under de olympiske lege i 324 f.Kr. Alligevel lod Alexander dekretet proklamere i Olympia. Diodorus Siculus fortæller: ”De Olympiske Lege stod for døren og derfor sendte han Nikanor af Stageira til Grækenland med et brev om annullering af eksildomme. Han beordrede, at dette skulle læses op for masserne under Legene af den herold, der havde vundet heroldkonkurrencen. Nikanor gjorde som befalet, og herolden modtog og oplæste følgende brev: “Fra Kong Alexander til dem, der er landsforvist fra de græske bystater: Vi er ikke skyld i jeres landsforvisning, men vi vil blive årsagen til, at I kan vende hjem til jeres fædrelande, bortset fra dem, der er under religiøs besmittelse. Vi har skrevet til Antipatros om dette, så han kan anvende magt over for de bystater, der ikke ønsker at annullere deres eksildomme.” Da dette var blevet bekendtgjort, tilkendegav folkemængden sin begejstring med et voldsomt bifald. For tilskuerne tog med glæde mod kongens velvilje, og gengældte hans velgerning med lovprisninger. Alle landsforviste – mere end 20.000 – var mødt op til Legene.” Det er en rimelig hypotese, at hensigten med Alexanders manøvre netop var det ”voldsomme bifald” proklamationen af dekretet udløste. Til stede under festen i Olympia var nemlig altid officielle delegationer fra de forskellige bystater. I 324 f.Kr. var det Demosthenes, den ledende anti-makedonske politiker i Athen, der stod i spidsen for den athenske delegation, og han var instrueret hjemmefra om at forhandle med Nikanor om de athenske kolonister på Samos. Disse officielle delegationer, hvoraf mange givetvis repræsenterede bystater der ikke ligefrem jublede ved tanken om at skulle repatriere deres eksilanter, måtte altså lytte til det brusende bifald, Alexanders dekret udløste. De græske bystater bøjede nakken og lod eksilanterne vende hjem. Her brugte Alexander altså Olympia til en uhørt autokratisk demonstration af sin magt over for de græske bystater.

Græske olympiske atleter var ikke i teknisk forstand repræsentanter for deres bystater, der ikke havde noget at gøre med deres udvælgelse eller optræden i Olympia: dette var ene og alene et forhold mellem den enkelte atlet og bystaten Elis. Alle discipliner på det olympiske program var endvidere individuelle: der var ingen holdsporter på det antikke olympiske program, og holdsport spiller i det hele taget en temmelig ringe rolle i græsk sport. I Olympia var det, som forklaret tidligere, kun i hestesporten at der undertiden optrådte noget der kan minde om officielle hold fra en bystat. Ellers var det individuelle discipliner: løbene var dels sprinter over ca. 200 (stadion) og 400 m (diaulos) dels et langdistanceløb (dolichos), hvis præcise længde er ukendt men nok var sådan noget som 4 km. Hertil kom det mærkværdige hoplitløb, hvor deltagerne løb 400 m iført en tung hjelm og et klodset skjold, de centrale dele af den græske infanterist, hoplittens udrustning. Dette løbs raison d’etre henstår i det uvisse, men individuelt var det i hvert fald. Ved siden af løb kæmpede man i de discipliner, grækerne kaldte ”de tunge discipliner”: brydning (pale), boksning (pyx) og det såkaldte pankration, en kampsport der bedst kan sammenlignes med den moderne mixed martial arts: stort set alt var tilladt. Disse discipliner blev kaldt ”de tunge” fordi det var en fordel for en atlet at være en ordentlig kleppert. Grækerne udkæmpede nemlig ikke kampsporter i vægtklasser, men i aldersklasser, og i Olympia skelnede man blot mellem drenge (op til 18) og mænd (over 18). En spinkel lille spirrevip på 25 kunne altså risikere at komme op mod en kæmpe der ikke bare var dobbelt så stor og tung som han selv, men måske også ældre og langt mere erfaren. Her var tyngde simpelthen en fordel, og i billedkunsten er ”de tunge atleter” da også regelmæssigt fremstillet som nogle ordentlige brød. Ved siden af de tunge discipliner var der femkampen, pentathlon, hvor man konkurrerede i 200 m løb, spydkast, længdespring, diskoskast og brydning: Her skulle man altså kunne lidt af det hele, og disciplinen var derfor filosoffernes yndlingssport. Slutteligt var de forskellige hestesporter.

I alle disse konkurrencer repræsenterede atleterne udelukkende sig selv, og de kæmpede i princippet udelukkende for sig og deres egen ære og omdømme, kleos som grækerne sagde: ry og berømmelse. Også fejringen af sejren og forevigelsen af mindet om den var et anliggende for atleten selv og hans familie. En sejr er en flygtig ting, hvis ikke mindet om den holdes ved lige. De græske atleter, som i den tidligste tid primært kom fra aristokratiet, udviklede derfor forskellige strategier til at fastholde mindet om deres sejre – og forøge deres symbolske værdi. De vigtigste af disse strategier var de såkaldte epinikiske oder og portrætstatuer af sejrherrer, som blev opstillet først og fremmest i Olympia selv, men også andre steder. Epinikiske oder var det, antikforskere kalder ”korlyrik”, det vil sige store lyriske oder sunget af dansende kor til musikledsagelse (lyre og/eller aulos, et skalmeje-agtigt instrument). Hvor mange sangere der har danset i sådanne epinikiske kor, vides ikke med sikkerhed, men det kan have været ganske mange, måske undertiden helt op til 50. Musikken og koreografien er desværre gået tabt, og det der har overlevet til i dag, er den rene tekst, partituret om man så må sige. Oderne blev komponeret af poetiske specialister, som selvfølgelig tog sig godt betalt for deres arbejde. Blandt disse professionelle epinikiske specialister var fx Pindar (ca. 518–ca. 445 f.Kr.), der i almindelighed betragtes som antikkens største lyriske digter. Han skrev i flere forskellige korlyriske genrer, men kun hans epinikiske digte har overlevet: antikkens største lyriske digter kendes altså kun fra bestillingsoder, der hylder sportsmænd!

Mere interessante er måske nok portrætstatuerne. Som det måske vil være bekendt var den eneste præmie, antikkens olympiske sejrherrer i selve Olympia fik for deres præstation, en krans flettet af olivenblade fra det hellige oliventræ, der stod i helligdommen nær det store tempel. Den beskedne krans var dog det hele værd, for den var symbolet på den enorme prestige, der var forbundet med en olympisk sejr: en sejr i Olympia blev simpelthen betragtet som den højeste lykke, en mand kunne opnå, og olympiske sejrherrer nød en afgrundsdyb beundring og respekt. Olympiske sejrherrer vandt dog ud over olivenkransen også retten til at opstille et portræt af sig selv i Olympia, og denne ret kan godt betragtes som en slags ekstra præmie for sejren. Der var ikke tale om statuer, der tilstræbte portrætlighed i moderne forstand, men om idealiserede fremstillinger af sejrherrerne, som undertiden ikke kan skelnes fra statuer af guder eller heroer. Ideologien bag sejrstatuerne er tydeligvis at fremstille sejrherren som en mytisk helt. I senantikken stod der utallige af den slags statuer i Olympia, og en god del af dem var værker af de mest berømte græske billedhuggere som f.eks. Pheidias, Polykleitos og Myron. Sidstnævntes Diskoskaster (Diskobolos) er vel nok en af de mest berømte antikke statuer overhovedet, og der står f.eks. en kopi af den i Botanisk Have i København.

Hvor Myrons Diskoskaster oprindeligt var opstillet og hvem den fejrede, ved vi ikke, for det er ikke originalen der har overlevet til dag. Græske atletportrætter var fremstillet i bronze, som er et værdifuldt materiale. Før eller siden endte de derfor i smelteovnen, og de græske atletportrætter, der har overlevet antikken, er næsten uden undtagelse kopier i marmor fremstillet til en kunstinteresseret romersk overklasse. Den romerske overklasse interesserede sig mere for kunstneren end for den atlet, statuen forestillede, og derfor har vi normalt ingen data på de skulpturer, der kun findes i romerske marmorkopier. – De græske atleter konkurrerede nøgne, og portrætstatuerne fremstillede derfor atleterne nøgne, og her har vi kilden til den dominerende rolle, det nøgne mandslegeme har spillet i den europæiske kunsts historie.

Som sagt optrådte græske olympiske atleter ikke som formelle repræsentanter for deres bystater. Der er imidlertid fuldstændig klart, at atleterne faktisk betragtede sig selv som repræsentanter for deres bystater og at bystaterne betragtede atleterne som repræsentanter for sig selv: Atlet og bystat identificerede sig ganske enkelt med hinanden. På baserne til de portrætskulpturer, atleter opstillede i Olympia, var det altid angivet, ikke bare hvem den idealiserede skulptur skulle tænkes at forestille men også hvilken bystat han kom fra. Det var en grundlæggende ting ved en atlets identitet, hvilken bystat han kom fra. Den Aristion, der i 368 f.Kr. vandt den olympiske krans i boksning, var ikke bare Aristion; han var Aristion fra Epidauros, og det står at læse på basen til hans skulptur i Olympia, som var et værk af den store Polykleitos’ søn. Det betyder også, at den enorme prestige der var forbundet med en sejr i Olympia, til dels tilfaldt atletens bystat. Man ser derfor, at bystater undertiden simpelthen finansierer opstillingen af en portrætstatue i Olympia, når en af den stolte bys sønner har sejret dér: Man skulle jo nødig gå glip af den del af berømmelsen, sejren forlenede bystaten med. Politisk motiveret kunststøtte, kunne man sige.

I senklassisk tid ser man også de første eksempler på, at bystater støtter deres atleter økonomisk. Det tidligste eksempel, vi kender på det, stammer fra slutningen af 300-tallet f.Kr. Det var den temmelig store bystat Ephesos i det nuværende Tyrkiet, der støttede to unge talenter, og det fremgår glasklart af de kilder vi har til forholdet, at bystatens motivation var, at de to unge talenters forventede sejre skulle kaste glans over byen. Mere almindeligt var det at hædre atleter, der allerede havde kastet glans over bystaten, ”bekranset bystaten” som grækerne sagde med en metafor hentet direkte fra sportskonkurrencernes præmieoverrækkelser. Belønningerne bestod fx af kontante præmiepenge. Det synes at have været ret almindeligt at udbetale den slags. Endnu mere hæderfuldt var det at få retten til på livstid at spise til aften i byens prytaneion, bystatens ceremonielle rådhus og symbolske centrum – en af de største æresbevisninger, en bystat kunne give. Den ret fik fx athenske atleter, der vandt en sejr i et af de store stævner i periodos. En anden stor hæder, som også regelmæssigt tilfaldt olympiske sejrherrer, var proedria, dvs. en fast personlig plads på forreste række ved begivenheder som teaterforestillinger, musik- og sportskonkurrencer, et privilegium ellers kun egentlig velgørere fik. Men olympiske sejrherrer blev betragtet som en slags velgørere, fordi de ”bekransede bystaten”. Endelig var der nogle bystater, der portrætterede deres sejrherrer på byens mønter. Den berømte pankratiast Sostratos fik fx sit portræt på sin bys, Sikyons, mønter, og det siger sig selv, at dette var en, også i bogstavelig forstand, ret håndgribelig hædersbevisning. Ud over faktisk at hædre fortjenstfulde atleter var hensigten med bystatens belønninger at andre skulle stramme sig an for at opnå tilsvarende belønninger – og altså også bekranse bystaten. Bystater var med andre ord helt på det rene med, at dens atleters succes kastede en vis glans over byen selv, og derfor prøvede man på forskellige måder at tilskynde sportsfolk til at yde det ypperste og vinde sejre, og en slags brug af de olympiske og andre lege er dette også. Også i antikken var sport og politik altså uløseligt forbundet med hinanden!