Fra OL i Moskva til OL i Beijing

For tiden raser der i den internationale og danske offentlighed en heftig debat om de kommende olympiske lege i Beijing. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vide, hvad denne debat fører til, selv om en række mønstre dog synes at tegne sig. 

Ret få taler om en decideret boykot af selve legene, til gengæld mener flere politikere og meningsmagere nationalt og internationalt, at de deltagende landes officielle repræsentanter såsom regeringschefer, præsidenter eller kongelige bør boykotte legene og især blive væk fra åbningsceremonien. 

Andre mener, at en deltagelse ved legene er en enestående mulighed for at fortælle Kina, hvordan den vestlige verdens opfattelse af menneskerettigheder og demokrati hurtigst muligt bør implementeres i ”Riget i Midten”. 

Fælles for begge opfattelser er, at idrætten bliver pålagt rollen som moralsk stedfortræder for politikken. Forskellen består i, at bokoytmodellen viser tilbage til de olympiske lege under Den Kolde Krig, medens den anden model aktivt udnytter megaeventen OL som trækdyr og talerør for de institutioner, der har påtaget sig rollen som ”verdens samvittighed”, sådan som det for eksempel er tilfældet for Amnesty International og Human Rights Watch. 

Blandt en række danske politikere er det aktuelt tanken om en eller anden form for boykot, der gør sig gældende. En opfattelse som især Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten deler, medens regeringspartierne og socialdemokraterne hidtil har stillet sig afvisende over for en boykot, senest har de konservative gennem kulturminister Brian Mikkelsens udmelding om, at han overvejer at blive væk fra åbningsceremonien, sået tvivl om regeringens holdning til en evt. boykot. 

På indeværende tidspunkt har uenigheden ført til, at der er varslet en forespørgselsdebat i Folketinget, hvor Kinas rolle i Tibet og landets omgang med menneskerettigheder skal diskuteres i relation til de olympiske lege til sommer. 

Da boykotdiskussionen som omtalt viser tilbage til Den Kolde Krig, vil det være af interesse at se nærmere på diskussionen for og imod dansk deltagelse ved OL i Moskva i 1980. En diskussion, der kan være nok så væsentlig at fremdrage, fordi man den gang første gang oplevede en decideret forespørgselsdebat i Folketinget om et OL. 

I 1974 havde den International Olympiske Komité (IOC) med Los Angeles som eneste modkandidat tildelt Moskva sommerlegene i 1980, hvilket betød, at legene for første gang skulle foregå i et kommunistisk land. Da Sovjetunionen ved udgangen af 1979 var gået ind i Afghanistan, rejste den amerikanske præsident, Jimmy Carter, i begyndelsen af 1980 krav om, at Sovjetunionen skulle trække sig ud af Afghanistan, eller også ville USA boykotte legene og forsøge at overtale andre lande til det samme.

De olympiske lege i 1980 og 1984 blev for alvor en del af den politiske magtkamp – den kolde krig – mellem USA og Sovjetunionen. Foto: Wikimedia Commons.

Ifølge IOC’s regler var og er det imidlertid ikke de enkelte landes regeringer, men disses Nationale Olympiske Komitéer (NOK), der afgør, om man fra en given nation ønsker at deltage ved legene eller ej, og Carter måtter derfor appellere til USA’s NOK. Dette valgte at følge præsidentens opfordring, men generelt blev der tale om et broget mønster. Storbritanniens og Italiens regeringer opfordrede uden held deres NOK’er til boykot af legene, så både Storbritannien og Italien deltog ved legene. Medens til gengæld store idrætsnationer som Vesttyskland, Canada og Japan blev væk sammen med blandt andet Norge, i alt 65 lande boykottede. 

Danmarks Olympiske Komité (DOK) var under hele forløbet af den opfattelse, at man ønskede at deltage ved legene i Moskva. En opfattelse som DOK’s formand Kurt Møller begrundede med henvisning til det olympiske charters § 24, hvorefter en national olympisk komité skulle være autonom og ikke måtte give efter for politisk, religiøst eller kommercielt pres. Til gengæld respekterede DOK de enkelte idrætsudøveres ret til selv at bestemme, om de ville deltage eller ej. 

Fra åbningsceremonien til de olympiske lege i Moskva 1980. USA førte an i en boykot af legene. Foto: Wikimedia Commons.

DOK var i 1980 stadig en selvstændig organisation, der endnu ikke var integreret i Dansk Idræts-Forbund (DIF), dette skete først i 1993. Men da DIF var hovedorganisationen for alle landets specialforbund, var et tæt samarbejde mellem DOK og DIF nødvendigt, og generelt var der da også tale om opbakning til DOK’s synspunkt på legene i Moskva fra DIF’s daværende formand Svend O. Hansen. Set i et historisk lys forekommer det i dag særdeles interessant, at et enkelt bestyrelsesmedlem i DIF, formanden for Dansk Svømme- og Livredningsforbund, Kai Holm, længe talte for en boykot af legene. Som det vil være de fleste bekendt, blev Kai Holm senere formand for DIF og siden medlem af IOC, hvor han ivrigt har fremmet kronprinsens kandidatur som sin afløser i organisationen fra 2009. 

Derudover gav flere af idrættens ledere udtryk for, at OL i Moskva på grund af de politiske spaltninger nemt kunne blive de sidste lege i moderne tid, en opfattelse blandt andet DIF’s daværende generalsekretær Emanuel Rose gav udtryk for. 

I pressen blev problemstillingen behandlet af såvel sportsredaktionerne som de politiske redaktioner, og meningerne var delte. Politiken tilsluttede sig på lederplads præsident Carters ønske om boykot af legene, men stod generelt forholdsvis isoleret på dette område. Alle aviser var generelt enige om, at sport og politik ikke umiddelbart kunne adskilles, men tilhængerne af dansk deltagelse ønskede ikke idrætten tilbage til stenalderen (Ekstra Bladet) eller så ligefrem legene som et af de få fredsbevarende initiativer med tyngde (Information). 

Fra åbningsceremonien til de olympiske lege i 1984 i Los Angeles. Det amerkanske boykot af OL i Moskva 1980 blev forventeligt fulgt op af et sovjetisk boykot af OL i Los Angeles 1984. Foto: Wikimedia Commons.

Ifølge en Gallup-undersøgelse fra februar måned 1980 var hver anden dansker tilhænger af deltagelse i sommerlegene, medens blot hver fjerde var tilhænger af boykot. Også i forhold til OL i Kina 2008 er der ifølge Gallup generelt en positiv holdning i befolkningen. 

Dansk deltagelse i legene og evt. boykot var genstand for flere uformelle drøftelser mellem idrætten og udenrigsminister Kjeld Olesen og kulturminister Lise Østergaard fra den socialdemokratiske danske regering. Men under en redegørelse til Folketinget den 20. maj fastholdt kulturminister Lise Østergaard det herskende princip om idrættens organisatoriske frihed og selvstændighed. 

Der var således intet retsgrundlag for, at regeringen eller Folketinget kunne foretage et indgreb i idrætsorganisationernes selvbestemmelsesret. Det hidtidige eneste forbehold, regeringen havde givet udtryk for, var, hvis Danmark skulle komme i en helt isoleret stilling i forhold til de lande, vi i øvrigt ønskede at sammenligne os med. Og en sådan situation forelå ikke. Sammenfattende var det således regeringens holdning, at den fordømte Sovjetunionens invasion i Afghanistan, men accepterede idrætsorganisationernes ret til selv at træffe beslutningen om deltagelse. 

I den efterfølgende folketingsdebat den 22. maj var der ingen af folketingets partier, der anfægtede idrætsorganisationernes ret til selv at træffe afgørelsen om dansk deltagelse. Debatten koncentrerede sig først og fremmest om, hvorvidt regeringen klarere burde redegøre for sin egen opfattelse vedrørende legene i Moskva. 

Dette betød, at de forskellige partier under forhandlingen fremsatte deres eget synspunkt vedrørende de olympiske sommerlege i Moskva, eller for flere partiers vedkommende flertallets synspunkt, da der i både partiet Venstre, Fremskridtspartiet og hos Det Radikale Venstre var divergerende opfattelser inden for partierne. Under forhandlingen talte såvel Venstre, Det Konservative Folkeparti som Kristeligt Folkeparti for, at regeringen burde anbefale Danmarks Olympiske Komité at boykotte legene, et synspunkt der tendentielt, men mindre udtalt, også var Centrum-Demokraternes. 

Anbefalingen var begrundet i hensynet til Danmarks allierede og under henvisning til de uheldige erfaringer, som partierne mente, verden havde gjort med legene i Berlin 1936 samt endelige i den opfattelse, at en boykot ville anskueliggøre over for den sovjetiske befolkning, at der var noget galt i deres hjemland. Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og VS var imod, at regeringen skulle anbefale en boykot, fordi de mente, at den efter al sandsynlighed var nyttesløs som pression over for Sovjetunionen, eller i værste fald kunne føre til en fornyet optrapning af Den Kolde Krig i en tid, hvor man ellers havde oplevet afspændingstendenser imellem blokkene. 

Et flertal af medlemmerne i Fremskridtspartiet var ligeledes tilhænger af dansk deltagelse ud fra den opfattelse, at regeringen slet ikke skulle blande sig i idrætsudøveres ret til idrætsligt samkvem med udøvere fra andre nationer overhovedet. Forhandlingen ændrede ikke ved regeringens opfattelse, sådan som den var formuleret i kulturministerens forudgående redegørelse til Folketinget. 

Den varslede forespørgselsdebat vedrørende OL i Kina vil efter al sandsynlighed heller ikke rykke ved regeringens og det officielle Danmarks holdning til legene i august 2008. Men måske skulle en række af de politiske ordførere før debatten skue tilbage til 1980 og gøre op med sig selv, hvad der i dag betinger en ganske anderledes stillingtagen til idrættens rolle som moralsk stedfortræder for politikken. 

Oprindeligt udgivelsessted: https://jyllands-posten.dk/debat/ECE3939273/Kronik-Fra-OL-i-Moskva-til-OL-i-Beijing/