OL, Krig og fred mellem de to Koreaer

Tirsdag i denne uge (red. den 18 september 2018) blev endnu en side vendt i den vedvarende koreanske konflikt. For tredje gang på bare seks måneder mødtes præsidenterne fra Nord- og Sydkorea ansigt til ansigt. Denne gang var det i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang. Med i tasken havde den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, et udkast til konkrete initiativer om atomar afrustning, en personlig invitation til topmøde i Sydkoreas hovedstad og en opfordring til fælles afholdelse af sommer-OL i 2032.

Men hvordan kan forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea være gået fra isnende mistillid til varm dialog på under et år? Først og fremmest er den koreanske forbrødring et resultat af en grundlæggende politisk velvilje på den koreanske halvø, men den politiske dialog er også blevet fremmet af et veludført idrætsdiplomati. Det startede allerede i februar 2018, hvor Vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea for en stund blev centrum på den geopolitiske slagmark.   

Det er 9. februar 2018. Åbningsceremonien ved OL i Pyeongchang er på sit højdepunkt, da den symbolske forbrødring på den koreanske halvø materialiserer sig for øjnene af verdens tv-seere. Nord- og sydkoreanske atleter marcherer ind på det olympiske stadion under fælles-koreansk flag. En symbolladet gestus midt under en tilspidset geopolitisk konflikt. I VIP-boksen markerer den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, og søsteren til den nordkoreanske præsident, Kim Yo-jong, forsoningen med et varmt håndtryk. Som en Fugl Føniks genopstår det koreanske diplomati fra asken.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tillader en syd- og en nordkoreansk kvindelig ishockeyspiller side om side at bære den Olympiske fakkel de sidste meter inde på det Olympiske stadion. Det er en stærk emotionel gestus, som bidrager til at realisere åbningsceremoniens fredstema. Pludselig er koreansk splittelse forvandlet til koreansk samling.

Da den nordkoreanske præsident, Kim Jong-un, holdt sin årlige nytårstale d. 1. januar 2018, var det på et bagtapet af atomtrusler, som havde udløst regional såvel som global frygt. Donald Trump havde lovet ”bål og brand” og talt dunder mod det nordkoreanske regime i en uortodoks FN-tale i september 2017. Men den nordkoreanske præsident overraskede alle, da han rakte hånden frem mod den sydkoreanske ditto. Nordkorea ville gerne deltage ved det tilstundende OL i februar 2018. En kæmpe lettelse bredte sig i verdenssamfundet, for man havde frygtet, at Nordkorea ville sende raketter fremfor atleter.

Diplomati er ofte en omstændelig affære. Den internationale atomaftale med Iran krævede f.eks. ti års forhandlinger og er fortsat skrøbelig, og en måneds lyndiplomati ved OL i Pyeongchang syntes i bedste fald utilstrækkelig til at optø årtiers indgroet mistillid.

Krig og fred
Den interne telefonforbindelse ved grænsebyen Panmunjom i den demilitariserede zone, havde været lukket i to år, og Sydkorea havde i februar 2016 stoppet sit arbejde på det fælles industrikompleks i den nordkoreanske grænseby Kaesong på grund af Nordkoreas atomoprustning. Nordkorea opfattede det som en de facto krigserklæring. Trods vedvarende eskalering og mistillid blev Moon Jae-in i maj 2017 valgt til posten som præsident i Sydkorea på et valgprogram, der havde genforening som central dagsorden.

OL i Pyeongchang et halvt år senere blev derfor den idéelle begivenhed til at forløse denne politiske ambition. Åbningsceremonien i Pyeongchang blev rammende betitlet ”Fred i bevægelse”, så den var afstemt med Moons politiske projekt. For Nordkorea var der under indtryk af de hårde internationale sanktioner et stærkt økonomisk incitament til at forlige sig med den sydkoreanske modpart. Den nordkoreanske charmeoffensiv på den idrætslige scene var yderligere et vigtigt springbræt til at åbne de diplomatiske kanaler til den amerikanske statsadministration.

Den politiske velvilje banede endog vejen for, at de to Koreaer stillede med et fælles kvindeligt ishockeylandshold. Det er aldrig sket før i Olympisk historie. Selvom de kvindelige nordkoreanske atleter langtfra var kvalificerede, fik de dispensation fra IOC til at konkurrere. I det overordnede idrætsdiplomati må de ædle olympiske idealer om, at de bedste skal udtages med henblik på ”Hurtigere, højere, stærkere”, vige. Sportsligt set var det en katastrofe. Men det betød ikke noget, for politisk var det en triumf.

Selvom IOC bryster sig af at være apolitisk, så den her sin store chance for at agere mægler i den storpolitiske konflikt. Den politiske goodwill, der lå i en symbolsk genforening, var for fristende. Og fred ønsker alle, så der var gode chancer for, at verdenssamfundet ikke ville hæfte sig ved sammenblandeingen af sport og politik. Faktisk har IOC forsøgt at lancere sig som en fredsbevægelse og endog fået FN til at opfordre medlemslandene til våbenhvile, mens OL foregår.

I praksis er der dog grænser for, hvad IOC kan styre, og Vinter-OL for 4 år siden i Sotji blev da også – midt under Handikap-OL – fulgt op af anneksion af Krim-halvøen og efterfølgende krigsførelse i det østlige Ukraine. På den måde er OL et potent politisk værktøj, der kan medvirke til politisk tøbrud, men også til en national samling, der skaber entusiasme for militær aggression.

Idræt går under radaren
OL var den afgørende katalysator for genåbningen af de diplomatiske kanaler på Koreahalvøen. De blødere idrætslige rammer tillod symbollade politiske markeringer, som ikke kunne være frembragt på andre måder. Og netop her rammer vi ind i kernen af det idrætsdiplomatiske potentiale.

Idrætten går under den storpolitiske radar. Idrætten fremstår som uskyldig i politisk henseende, og netop derfor kan der politiseres. En genforenet koreansk halvø er i nærmeste fremtid utopisk. Men ikke i idrættens verden. Her var en genforening mulig, og det udnyttede de koreanske præsidenter til at skabe en politisk dialog med fornyet opbakning fra deres befolkninger.

Det er ikke tilfældigt, at OL i Pyeongchang blev brugt til et diplomatiske tøbrud, for sport er et smidigt diplomatisk redskab. I Seoul i 1987 lovede det daværende militærstyre de unge sydkoreanske demonstranter, at der ville blive indført demokrati, hvis bare der blev ro på bagsmækken under OL året efter, hvilket skete. Så OL virkede faktisk som katalysator for en øget demokratisering i Sydkorea, og bidrog på den måde til, at der blev afholdt direkte præsidentvalg i 1987. Sydkorea har gode erfaringer med idrætsdiplomatiet.

Øget idrætssamarbejde
Efter OLs afslutning har Nord- og Sydkorea intensiveret det idrætspolitiske samarbejde. I maj i år kvalificerede de to lande sig til at møde hinanden i kvartfinalen ved kvindernes VM i bordtennis i Sverige, men helt uden for norm valgte de at lade et fælles hold deltage i semifinalen. I august i år løb Asiens pendant til OL – De Asiatiske Lege – af stablen med forenede koreanske landshold i basketball, roning og kanosejlads.

Uden OL i Pyeongchang foregik opblødningen mellem de to Koreaer via sportens bløde og festelige kontaktflader. Det er et illustrativt eksempel på, hvorfor idrætsdiplomati skal tages alvorligt i moderne udenrigspolitik. Det forstår Kim Jong-un og Moon Jae-in.

Skulle det virkelig lykkes de to Koreaer at arrangere de olympiske sommerlege i 2032 vil det være et vigtigt skridt på vejen mod en genforening. For det logistiske og økonomiske samarbejde om en sådan megaevent kan ikke lade sig gøre uden en uhørt åbning og gensidig tillid. Imens holder verden vejret endnu engang.