Doping – et juridisk galehus

Medicinal-industrien spiller med og lancerer dopingmidler, der ikke kan spores i urinen. Idrætsmandens higen mod den perfekte krop støder nu mod grænsen for vækst. Der er ikke noget vandtæt skel mellem videnskabeliggørelsen af eliteidrætten og brugen af doping. Videnskabsmændene arbejder på at optimere præstationerne, men der er en stor gråzone, hvor der forskes i præparater, der er tæt på at blive defineret som doping, som vil blive defineret som doping eller der har samme virkning som kendte dopingstoffer. To medicinere der har nøjagtig samme forskningsbaggrund, der publicerer i de samme forskningstidsskrifter og arbejder med præcis de samme stoffer kan arbejde på hver sin side af hegnet, den ene med at udvikle dopingpræparater eller sløringsstoffer, den anden med at afsløre doping. Når doping har opnåede er blevet en uhyre virkningsfuld faktor i eliteidrætten, skyldes det den biokemiske og medicinske forsknings voldsomme vækst. Det er derfor umuligt blot at skære doping væk i et hug, for den er sammenfiltret med den legitime forskning. Inden for cykelsporten er det i høj læger, der er de mest succesrige trænere.

Doping er ikke længere et område for særligt forskruede idrætsfanatikere og skøre videnskabsmænd. Doping er i dag et lukrativt nichemarked for medicinalindustrien, som opfinder stadig nye medikamenter, som kan anvendes til doping, og stoffer som kan sløre dopingens spor i urin og blod. Dopinghandelen foregår over landegrænserne uden hensyn til de nationale lovgivninger.

Der foregår i øjeblikket et intenst kapløb mellem på den ene side forskere og medicinalfirmaer, som udvikler stadig nye usporlige stoffer og på den anden side læger og offentlige kontrolorganer, der febrilsk søger at være up-to-date i deres dopingkontrol. Det er ikke mindst unge mænd, der er ramt af dopingens fristelse. Den traditionelt gamblende indstilling til egen sundhed viser sig i sportsmændenes maskuline hårdhed overfor deres egen krop. Samtidig er konkurrenceniveauet så hårdt i mange mandlige sportsgrene, at dopingens genvej er en stærk fristelse. Det er dokumenteret, at selvforgiftningen kan være en livsfarlig leg med eget helbred. Indskrumpede testikler, vækststandsning, psykiske forstyrrelser og mandlige kønstræk hos kvinder er kun nogle få af de farer, som lurer.

Vi har endnu ikke erkendt dopingproblemets store omfang, hvilket hænger det sammen med, at der næsten kun anerkendes juridiske og medicinske begrundelser for dopingmisbruget. Kort sagt kun hvad der kan bevises retsligt eller fysiologisk eksisterer. Selvfølgelig er enhver uskyldig indtil det modsatte er bevist. Men vi kan faktisk godt diskutere elitesportssystemets store problemer uden at skulle bero på juridisk holdbar bevisførelse overfor enkelte personer. I de seneste år er der da også vokset en erkendelse frem om, at idrættens virkelighed i lige så høj grad er psykologisk og social som biologisk og en åbenhed over for at forstå det sociale system, som ligger bag ved og motiverer den konstante skabelse af nye, ulovlige præparater.

Når doping i høj grad er knyttet til atletikkens rekordidrætsgrene som vægtløftning, kast- og støddisciplinerne samt de korte løb, hænger det sammen med, at driften mod “hurtigere, højere og stærkere” måles i så små kvanta og intervaller, at selv de mindste erobringer har betydning. Tidslige mindstedele, gram og centimeter skiller klinten fra hveden i den internationale elite. Samtidig er der så megen prestige og klingende mønt på spil, at den unge sportsmand eller kvinde skal have usædvanlig meget rygrad for at tillade sig den luksus at lade en dopet konkurrent stikke af med guldet. I atletikken er muskeludvidende anabole steroider meget udbredt. De erstatter testosteron, det mandlige kønshormon og gennemføres sammen med hård vægttræning i en kur på seks til ti uger. Bivirkningerne er for mændenes vedkommende indskrumpede testikler og brystudvikling, som det kræver andre farlige stoffer at modvirke. Der benyttes også væksthormon, som virker fedtforbrændende og styrker muskler og sener og derfor bruges til at øge belastningsgraden under træning, til hurtigt at restituere efter en skade og til hurtigt at tabe sig. Derfor benyttes stoffet i idrætsgrene med vægtklasser som roning og taekwondo og i cykelsport. Risikoen er dog, at flere organer kan begynde at vokse, og der kan udvikles forhøjet blodtryk, sukkersyge og leukæmi.

Der ligger et paradoks i de krav, vi stiller til vores bedste eliteidrætsudøvere. Som træneren for Dansk Atletik Forbunds kastesektion, Arnt Pedersen, har udtrykt det, så kan mange danske idrætsudøvere kun blive udtaget til de store internationale stævner, hvis de doper sig, fordi deres konkurrenter gør det.

Hvor f.eks. den statskontrollerede østtyske idræt i det mindste sørgede for de rette doser og stoffer til idrætsudøverne, overlades de i vest til det private initiativ med ind i mellem helt forkerte indtag til følge. Det vil sige, at vi er havnet der, hvor ikke kun selve idrætsudøvelsen kan være farlig for atleten, men hvor han blot for at kunne kvalificere sig til Olympiske Lege kan være nødt til at eksperimentere med sin krop som en anden Frankenstein.

Doping har en lang historie i cykelsport. Den danske cykelrytter Knud Enemark satte en trist rekord, da han som den første blev noteret for et dopingdødsfald under OL. Det skete i 1960 i Rom efter indtagelse af amfetamin, der dæmper fornemmelser af træthed og sult og stimulerer følelser af uovervindelighed.

I midten af 1980’erne afgik 18 cykelryttere fra Belgien og Holland ved døden, uden at lægerne nogensinde har kunnet dokumentere, hvilket dopingstof de havde taget.

At eliteidrætten er ramt af rekordsvind ser mange som et udtryk for, at dopingkontrollen har virket. Problemet ved dopingbekæmpelsen er dog, at i det omfang den nedsætter rekorderne, reducerer den tilsvarende eliteidrættens fascinationskraft. Samtidig vakler hele tilliden til sportssystemet, når man ikke kan gennemskue, om en rekord er »ren« eller ej. Der er endvidere tale om en negativ spiral, hvor idrætsudøvere ofte må kæmpe mod rekorder, som er blevet sat af dopede idrætsudøvere. I USA har dopingmisbruget bredt sig til masseidrætten. En undersøgelse viser, at mindst syv pct. af de mandlige gymnasieelever i USA bruger eller har brugt muskelopbyggende steroider. De fleste gør det ikke for at vinde, men for at øge deres maskuline appeal. Selv handicappede er nu begyndt at dope sig. Ved handicap OL i 1992 blev to atleter således taget i dopingmisbrug.

Kampen mod doping stopper nok aldrig. Skønt der nu varsles brug af blodtest ved mange store internationale stævner som OL i Atlanta i 1996, er det tvivlsomt, om det vil lykkes. Atleterne vil kunne henvise til, at nåle ind i kroppen og fjernelse af kroppens bestanddele er et indgreb i den personlige frihed. AIDS vil sikkert også blive inddraget i denne debat, for hvad nu hvis en idrætsmand smittes gennem en brugt kanyle? Idrætslederne vil have svært ved at afvise denne argumentation, da en del af dem selv har reageret temmelig hysterisk ved at kræve forbud mod at bytte trøjer efter fodboldkampen og ved at kræve påførelse af plaster ved hver en lille rift i boldsport.

Dopingdebatten er blevet mere og mere juridisk, og den retslige holdbarhed af dopingdommene er betvivlet. Flere og flere atleter fører sag mod de idrætslige autoriteter, som idømmer karantæne. Det har sendt chokbølger gennem idrætsverdenen, at den dopingdømte Butch Reynolds for nylig af det civile retssystem fik lov til at løbe ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber i atletik. Et forbund kan nu risikere at skulle betale uhyrlige summer for tabt sponsorfortjeneste til den idrætsudøver, som er blevet uretfærdigt dømt, eller retfærdigt dømt, men med en lille juridisk procedurefejl. Dertil kommer yderligere den spidsfindighed, at en del læger hævder, at kroppen selv kan producere »ulovlige« mængder af hormoner og speedlignende stoffer. F.eks. er det godtgjort af den tyske dopingekspert Manfred Donike, at den belgiske cykelmester Paul Hagedoorn under pres producerer fire-fem gange det normale af det »forbudte« mandlige kønshormon testosteron.

Stærke kræfter i Dansk Idræts-Forbund lægger nu op til, at doping skal kriminaliseres på linje med narko. Problemet er nemlig, at brug af doping slet ikke straffes, hvis blot man ikke er medlem af DIF! Derfor melder de store dopingsyndere fra Styrkeløfterforbundet sig da også blot ud af DIF, når kontrollen går dem for nær. Det er et juridisk galehus! Det rejser i øvrigt et nyt etisk problem at sportsfolk, som tidligere er dømt for misbrug af anabolske steroider, får lov at optræde igen, som f.eks. Barcelonalegenes tre vindere i kuglestød og Ben Johnson i løb: De muskler de tidligere har udviklet gennem stoffer eksisterer jo stadig, skønt i noget afmattet form, hvis ikke de er blevet gendopet.

Hetzen mod konkrete dopingsyndere mangler proportioner. Det er ikke primært dem, der er interessante, men det idrætssystem, der gør dopingen til en uimodståelig fristelse for mange. For en stor del af ikke mindst det nordeuropæiske publikum er det vigtigt, at lidelserne i cykelsportens passionsspil ikke truer sportens renhed. Derfor oplever vi gang på gang, at sporten renser sig for dopingens truende uorden ved at skille sig af med dopingsyndere.

Den franske religionsforsker René Girard har vist, hvordan kulturer bekræfter den grundlæggende sociale orden og sammenhængskraft ved at ofre syndebukke, der tager hele kulturens synd på sig med Jesus som den afgørende figur i vores kulturkreds. Cykelsportens purifikation hviler på en illusion om, at vi ved at ofre et par syndebukke har fået lutret sporten. Selvbedraget varer ved lige indtil de næste dopingsager dukker op, på trods af at enhver nøgtern iagttager kan se, at det er selve den sociale organisme, der er syg, hvilket ikke kan kureres ved ofringer af enkelte syndere for almenvellets skyld.

Ved at gøre dopingproblemet til en personhetz risikerer vi endnu engang at bære ved til myten om, at idrætten kan rense sig for dets urene elementer og genfødes som hel og lutret. Det var nøjagtig det som foregik, da Ben Johnson ved De Olympiske Lege i Seoul i 1988 som det mandlige ikon og Katrin Krabbe før OL i Barcelona som det kvindelige blev gjort til hele sportsverdenens syndebuk. Idol betyder ikke for ingenting “gudebillede”, og da vi ikke kan holde ud, at idrættens symbolske orden besmittes, søger vi at udpege en synder, som skal sone alles skyld.

Netop fordi rekorden er den moderne idræts særlige kendemærke, må dens renhed ikke betvivles. Det er en vigtig del af vort samfunds identitet; det er den kultiske hyldest til fremskridtet, som er på spil.