Doping, sundhed og fair konkurrencer

D

opingafsløringerne i forbindelse med Tour de France i 1998 blev skelsættende. Ikke bare for cykelsporten, men for sporten i det hele taget.

Afsløringerne blev udløst, da en massør for cykelholdet Festina, med stjerner
som Richard Virenque, Laurent Brochard og Alex Zülle, blev stoppet på den belgiskfranske grænse med bilen fuld af potente dopingstoffer som EPO, anabole steroider, væksthormon og amfetamin.

Resten af Tour de France fortsatte med flere afsløringer, rytterstrejker og politirazziaer, indtil italieneren Marco Pantani, der senere selv blev dømt for doping, kunne hyldes som vinder på Champs-Élysées i Paris.

Doping er det, 
WADA bestemmer, det er
Året efter accepterede Den Internationale Olympiske Komité, IOC, efter pres fra en række regeringer verden over, at dopingproblemet var for alvorligt til, at man kunne overlade bekæmpelsen af det til sportens egne organisationer. Derfor oprettedes i 2000 et verdensomspændende anti-doping agentur (World Anti-Doping Agency – WADA).

Siden 1999 er kampen mod doping i sport blevet væsentlig opprioriteret, og man skulle på den baggrund tro, at der forelå en klar definition af, hvad doping er. Men det gør der ikke, hvilket afspejler sig i den bemærkelsesværdige definition, man finder i den såkaldte World Anti-Doping Code:

 »Doping defineres som forekomsten af en eller flere overtrædelser af de antidopingregler, der findes i kodeksets artikel 2.1-2.8.«

Doping defineres simpelthen som overtrædelser af WADA’s anti-dopingregler, hvilket primært vil sige brugen af stoffer eller metoder, der findes på WADA’s liste over forbudte stoffer og metoder. Listen revideres årligt, så ifølge den officielt gældende definition er doping med andre ord det, WADA til enhver tid bestemmer, at det er.

Definitionen af doping skal hverken være for bred eller snæver

Med en så indholdsløs definition som grundlag får dopingreglerne uvægerligt et vist vilkårlighedspræg. Det har WADA accepteret. Formodentlig ud fra en overvejelse om, at en indholdsmæssig præcisering af, hvad doping er, enten måtte blive for snæver eller for bred.

Hvis man for eksempel definerede doping som ‘brugen af kunstigt fremstillede præstationsfremmende stoffer’, ville man have forbudt for eksempel anabole steroider, EPO, væksthormon og amfetamin, men ikke doping med eget blod eller tygning af kokablade.

Valgte man derimod at definere doping bredt som ‘alle præstationsfremmende midler’ ville definitionen rigtignok omfatte bloddoping og kokatygning, men også hidtil accepterede præstationsfremmere som chokolade, cola og energibarer, som atleter indtager for ikke at gå sukkerkold under langvarig fysisk anstrengelse, eller når de efterfølgende restituerer.

En energibar ses næppe som et præstationsfremmende middel

Nogle vil måske hævde, at en energibar ikke er et præstationsfremmende middel, idet den blot bidrager til at vedligeholde blodsukkerniveauet, dvs. holder kroppen i balance. Men samme argumentation er blevet brugt som forsvar for at give atleter et af de mest potente dopingstoffer: det mandlige kønshormon testosteron.

Han gav derfor i den franske avis Le Monde udtryk for det synspunkt, at når strabadserende sportsgrene ikke er forbudt, bør man som ansvarlig læge i det mindste kunne holde øje med atleternes helbred, og hvis for eksempel deres testosteronniveau falder, give dem en kompensatorisk dosis, hvilket, tilføjede han, er risikofrit.

»Definitionen ligger ikke i ord, men i personlig integritet«

Den slags ræsonnementer undgår WADA at skulle tage stilling til ved at have valgt en helt uforpligtende dopingdefinition. De har således vaccineret sig mod vanskeligheder som dem, Europa-Kommissionen skabte for sig selv, da den i 1963 bestemte doping som:

»Atleters tilførsel eller brug af en hvilken som helst substans, der er fremmed for kroppen, eller en hvilken som helst fysiologisk substans taget i abnorme mængder eller på abnorm vis med det ene formål på kunstig og uretfærdig vis at øge præstationen i konkurrencer.«

Formuleringen er iøjnefaldende problematisk. Det vil for eksempel aldrig kunne bevises, at 
et stof er indtaget udelukkende med det formål at forbedre præstationsevnen. Og man kan tvistes længe om, hvor meget 
man skal indtage af et stof, før der er tale
om en abnorm mængde.

At formuleringen ikke tager højde for den slags indvendin
ger, hænger sandsynligvis sammen med,
 at ophavsmanden har forladt sig på sund fornuft og haft tiltro til, at den blev læst
 for at blive forstået.

Formuleringen er klar nok, hvis man læser den i den rette ånd

Læst i den ånd, den er skrevet, er formuleringen sådan set klar 
nok. Men erfaringen viser, at hvis atleter
kan opnå en fordel ved at se stort på lovens ånd, vil de være tilbøjelige til at holde sig til dens bogstav. Der gik da heller ikke mange år, før kommissionen indså formuleringens utilstrækkelighed, og i 1967 blev den forsøgt præciseret.

Nogle af de iøjnefaldende uklarheder blev elimineret, men andre hang ved, og nye kom til. For eksempel hed det nu blandt andet, at doping var ‘sunde personers tilførsel eller brug af ethvert stof, der er fremmed for organismen.’ Men hvad betyder det lige, at et stof er ‘fremmed for organismen’? Og er det nu i orden, at ikke-sunde personer tager præstationsfremmende midler?

I så fald ville mange atleter være på sikker grund, såfremt Verdenssundhedsorganisationen WHO’s autoritative sundhedsdefinition fra 1948 
blev lagt til grund for vurderingen, idet den bestemmer sundhed som en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke kun fravær af sygdom.

Atleter, som ikke kan gøre sig gældende i konkurrencer uden medicinske hjælpemidler, vil på den baggrund kunne påberåbe sig retten til at medicinere sig på grund af mistrivsel.

Det ser ud til, at Charles Dubin, der stod i spidsen for den canadiske regerings undersøgelse af doping i sport, som blev iværksat 
i forlængelse af sprinteren Ben Johnsons dopingsag ved De Olympiske Lege i Seoul i 1988, havde ret, da han i sin rapport hævdede: »at definere doping er, hvis ikke umuligt, så 
i bedste fald yderst vanskeligt.«

Det er derimod tvivlsomt, om han havde ret i fortsættelsen: »og alligevel ved enhver, der deltager i eliteidræt eller som administrerer det, præcis hvad det betyder. Definitionen ligger ikke i ord, men i personlig integritet.«

(red.12 minutters udsendelse fra CBC om Ben Johnsons dopingscandale. Dokumentarfilmen “9.79*” kan også stærkt anbefales. Se mere her: https://www.imdb.com/title/tt2318158/)

Anti-dopingarbejdets sunde fornuft

Der er formodentlig enighed blandt sportens aktører om, at atleters brug af potente metoder og stoffer som infusion af blod, amfetamin, anabole steroider, væksthormon og EPO er at regne for doping. Men uden en indiskutabel dopingliste at henholde sig til ville enigheden om, hvilke stoffer og metoder der er doping, næppe være fuldstændig.

Kreatin (et stof, der indgår ved muskelarbejde, og som findes i bl.a. kød, men også kan indtages i pulverform) har længe været diskuteret, men er blevet holdt uden for dopinglisten til trods for, at flere studier har påvist, at det har en præstationsfremmende effekt på 5-10 %. Nogle vil nok også fortsat mene, at koffein er et dopingmiddel, da det ligeledes har en dokumenteret præstationsfremmende effekt på 5-10 %.

At det i 2004 blev strøget fra dopinglisten – bl.a. med argumentet om, at brugen var en del af et kulturmønster – kan imidlertid kun betyde, at andre må have argumenteret tilstrækkeligt overbevisende for, at det ikke er et dopingmiddel.

Enhver, der deltager i eliteidræt, ved, hvad doping betyder

Flere diskutable stoffer og metoder kunne nævnes. For eksempel har der i en del år hersket uenighed om, hvorvidt brugen af højdekamre er en acceptabel præstationsfremmende praksis. På WADAkongressen i Montreal 2006 blev det imidlertid besluttet, at de fortsat skulle være lovlige at bruge. Også selvom både atleter og ledere vurderer, at de virker præstationsforbedrende.

Men den videnskabelige og den etiske komité under WADA sanktionerede brugen ud fra den betragtning, at der ikke findes videnskabeligt grundlag for at sige, at de er sundhedsfarlige. Før WADA’s beslutning i 2006 var Team Danmark – organisationen, der leder og koordinerer eliteidrætten i Danmark – officielt imod danske atleters brug af højdekamre.

Siden 2010 har de ikke blot accepteret brugen, men medvirker også aktivt i forskningsprojekter, der søger at udnytte den præstationsfremmende effekt af højdekamrene til danske atleters fordel.

Eksemplerne indikerer, at Dubins påstand om, at enhver, der deltager i eliteidræt, præcis ved, hvad doping betyder, ikke holder. Men det gør nu ingenting. Som WADA har valgt at gribe spørgsmålet an, kan organisationen justere reglementet efter forgodtbefindende.

Dopingreglerne skal være fornuftige

WADA har imidlertid en moralsk forpligtelse til at sikre, at dopingreglerne er fornuftige. For opstår der tvivl om rimeligheden af organisationens tiltag og metoder, er der risiko for, at atleternes og offentlighedens opbakning falder til skade for dopingbekæmpelsen.

Man kunne derfor formode, at WADA internt opererer med en mere konkret beskrivelse af, hvad der skal opfattes som doping end den officielle definition, så dopingkampens udvikling sker nogenlunde konsekvent i overensstemmelse med fornuften.

Dog: Hvis man ikke kan formulere en fyldestgørende teoretisk definition som officielt grundlag for antidopingarbejdet, er det næppe heller muligt at arbejde med en substantiel definition af, hvad der skal opfattes som doping på de indre linjer.

Roden til vanskeligehederne er, at dopingbegrebet ikke er afklaret ordentligt

Mere sandsynligt er det, at man her justerer nye tiltag i forhold til den sunde fornuft, som udvikler sig inden for antidopingfunktionærernes snævre fællesskab. En fornuft, som ikke kan undgå at tage farve af den opgave, fællesskabet drejer sig om og i særlig grad finder relevant.

Eller sagt anderledes: Antidopingarbejderne udvikler en intern forståelse, som – specifikt på antidopingområdet – afviger fra almindelig sund fornuft. Det har antagelig været medvirkende til, at IOC-barnet, WADA, der ved fødslen var alle gode kræfters kæledægge, er løbet ind i nogle dårlige sager.

Det gælder for eksempel sagen om designersteroidet THG fra 2003, hvor WADA, fremfor at vente på den medicinske komités afgørelse om, hvorvidt THG overhovedet var præstationsfremmende, i stedet valgte at ændre definitionen af, hvad der skulle til for, at et stof kunne komme på listen.

Det gælder tilføjelsen af infusioner med (salt)vand til listen over forbudte metoder i 2005. Og det gælder sagen fra 2009 om fodboldspilleren og astmatikeren Jesper Münsberg. Efter en træningskamp for Næstved mod Brøndby afleverede Münsberg en dopingprøve, hvor mængden af Salbutamol, som er det aktive stof i den astmaspray, han havde lov til at bruge, var 2,5 gange højere end tilladt.

Dopingudvalget under Danmarks Idræts-Forbund mente ikke, der var en sag, men WADA ankede til den internationale sportsdomstol CAS, og efter en to år lang retsproces fik Münsberg et halvt års karantæne. Roden til de vanskeligheder, dopingbekæmpelsen har at slås med, er fortsat, at dopingbegrebet ikke er ordentligt afklaret.

Doping, medicin og sundhed

Doping er hovedsagelig medicin, som indtages på grund af potentielt præstationsfremmende effekt. Atleter kan udmærket være medicinerede uden at være dopede.

For eksempel lider flere – især inden for udholdenhedsidrætterne – af anstrengelsesudløst astma, og de kan få lægelig dispensation til at bruge medicin, som står på WADA’s liste over forbudte stoffer. Baggrunden er naturligvis, at WADA ikke vil diskriminere. Sygdomsramte mennesker skal ikke udelukkes fra at deltage i sport på grund af deres medicineringsbehov.

Nødvendig medicin betragtes som en måde at udligne et fysisk handicap, så den syge kan konkurrere på lige vilkår.

På den anden side skal atleter ikke have mulighed for at udnytte deres legitime behandlingsbehov til at opnå en konkurrencefordel. Derfor kontrolleres kroppens indhold af aktivstoffet. Det virker logisk. Ikke desto mindre rejser muligheden for dispensation et væsentligt spørgsmål.

Meget sport indebærer høj risiko

En af grundpillerne i antidopingarbejdet er hensynet til atleternes helbred. Når det er forbudt at indtage præstationsfremmende stoffer (og stoffer, der kan sløre brugen af dem), er det blandt andet for at beskytte atleterne.

Men megen sport indebærer i sig selv en ret høj risiko for atleterne. Overrevne ledbånd, muskelog meniskskader, brækkede fingre, arme, ben og rygge, hjernerystelser
 og dødsfald finder jævnligt sted i sportens arena. Det kan kun elimineres, hvis en række sportsgrene forbydes, og det er urealistisk.

Til gengæld kan sikkerhedskravene skærpes. Det er sket på en række områder. I boksning har man i tidens løb indført begrænsning af kampenes længde, handsker, tandbeskyttere og – i amatørrækkerne – påbudt brug
af hjelm.

Regler er blevet indført for at begrænse overlast

Cykelrytterne er ligeledes blevet påbudt hjelm, og fodboldspillere har måt
tet vænne sig til at spille med benskinner. Den slags regler er indført for at begrænse atleternes risiko for at lide overlast. Forbuddet mod doping kan ses som endnu en regel, som har til formål at beskytte atleternes helbred.

Det er bare ikke så lige til. For mens det er til at redegøre for benskinner, hjelme, tandbeskyttere og handskers helbredsmæssige formålstjenlighed, forholder sagen sig anderledes med dopingforbuddet.

Den, der vil argumentere for det forbud ud fra sundhedshensynet, står kun stærkt, så længe præmissen – at doping er usundt – holder, og det gør den ikke i alle tilfælde. Som regel er det medicin udviklet til at forbedre menneskers sundhedstilstand, atleterne doper sig med.

Atleter bør tillades tilskud af stoffer af sundhedshensyn

Selvfølgelig er det helbredsmæssig hasard, når atleter tager syntetisk testosteron i form af anabole steroider i doser, der er 100 eller 200 gange større end de terapeutisk anbefalede. Herved ændres deres hormonbalance, så de må supplere med andre hormoner for at undgå for voldsomme bivirkninger.

Men sundhedsargumentet fungerer dårligt som bolværk mod udsagn à la de Lignieres, som siger, at atleter netop af sundhedshensyn bør tillades tilskud af stoffer, for eksempel testosteron, som strabadserende sportskonkurrencer har drænet dem for.

Det er for virkelighedsfjernt og ikke et reelt forsvar for sundheden at hævde, at hvis atleter er i underskud af sådanne stoffer, kan de bare opgive konkurrencen og tage hjem og restituere på naturlig vis. Ambitiøse sportsfolk opgiver ikke konkurrencen, blot fordi de føler sig fysisk drænet.

Det er oftest op til atleterne selv at vurdere, om de kan stille op
Er de lovlydige, forsøger de ved hjælp af legale midler, energibarer, vitamintilskud osv. at lade batterierne op. Går det ikke, fortsætter de så vidt muligt alligevel. Utallige atleter har i tidens løb stillet op i konkurrencer trods utilpashed og sygdom i kroppen.

Hvis man mener alvorligt, at de, som ikke er fysisk på toppen, skulle udgå, må der nødvendigvis med jævne mellemrum foretages omfattende obligatoriske helbredstjek af samtlige deltagere i længerevarende turneringer og løb som supplement til dopingtestene. Forslag om forebyggende sundhedstjek har sportens organisationer dog aldrig fremsat.

Den internationale cykelunion, UCI, har ganske vist siden 1997 foretaget sundhedstest forud for store løb, men i realiteten er der tale om indirekte dopingtest, som har til formål at tjekke, at hver enkelt rytters hæmatokritværdi ikke overstiger 50 (se afsnittet ‘EPO – doping der virker’).

Gør den det, betragtes den pågældende rytter som syg og får som en helbredsmæssig beskyttelsesforanstaltning startforbud i 15 dage. Som hovedregel er det op til atleterne selv at vurdere, om de er i stand til at stille op til konkurrence eller fortsætte, hvis de er styrtet, har fået et slag eller er i krise.

Vægtpineri

Sundhedshensynet kompromitteres i et utal af sportsgrene.

Det gælder for eksempel, når atleter får et skrub og overfladisk lader sig behandle med smertestillende kuldespray, så de hurtigt kan fortsætte kampen; når de på grund af en skade ikke er fuldt kampdygtige, men accepterer at spille en vigtig kamp på en smertestillende indsprøjtning; når de slår feberen ned med en kodimagnyl og på den måde bliver klar til kamp, hvor andre ville holde sengen eller holde sig i ro.

Det er ikke til at komme uden om, at brugen af kuldespray, sprøjte og smertestillende piller i disse sammenhænge sker for at fremme atleternes præstation. Ej heller, at det tilsidesætter sundhedshensyn. Alligevel regnes det ikke for doping.

Ethvert overflødigt kilo reducerer chancen for succes

Det gør det heller ikke, når atleter piner sig ned i vægt, hvad enten det sker ved at svede i sauna eller ved at gå på en streng diæt – eventuelt med brug af slankemedicin, som ikke er på dopinglisten.

Især inden for udholdenhedsidrætter er atleter ofte ekstremt optaget af at komme til at veje så lidt som overhovedet muligt, uden det går ud over præstationsevnen, fordi ethvert overflødigt kilo reducerer chancerne for succes.

I sin selvbiografi, Smerten – glæden, skriver den danske cykelrytter Brian Holm, at han fra at have vejet 80 kg i sine første år som professionel i 1980’erne endte med en vægt på 67 kg, da han i 1990’erne tjente sin løn som værdsat hjælperytter og blandt andet bidrog til sin landsmand Bjarne Riis’ Tour de France-sejr i 1996.

I bakspejlet kan Holm se, at vægten de sidste år af karrieren var for lav, men som han skriver:

»Desværre røg jeg med på trenden med at blive ekstremt tynd, fordi jeg simpelt hen troede, det gjorde mig til en bedre cykelrytter. Det blev naturligt for mig at gå sulten i seng hver aften og så vågne om natten, fordi maven knurrede af sult. Jeg stod op og spiste cornflakes uden mælk for at kunne sove videre. Det var nærmest blevet en besættelse at være tynd. Når folk fortalte mig, at jeg lignede en kz-fange, tog jeg det som en kompliment og blev nærmest stolt. En overgang havde jeg selv vener på ballerne. Men min krop kunne ikke rigtig fungere uden et lille fedtlag, og helbredet begyndte at skrante, fordi immunforsvaret heller ikke mere var helt på toppen.«

Man kunne eksempelvis indføre vægtgrænser

En nærmest fedtfri krop har ringere modstandskraft, end den ville have ved normalvægt. Men myndeagtig magerhed er en fordel. Den unormalt magre lægger derfor indirekte pres på konkurrenterne. Vil de ikke stille op med et handicap, er de ligeledes nødt til at reducere mængden af kropsfedt til et konkurrencedygtigt niveau.

Var sundhedshensynet lige så væsentligt for sportens integritet, som forsvarerne for et dopingforbud ynder at give indtryk af, kunne man forvente, at bekæmpelse af det omfattende slankepineri havde samme prioritet som kampen mod doping.

I henhold til WADA’s dopingdefinition er der intet til hinder for, at metoder til vægttab blev omfattet af antidopingreglerne. Og det usunde vægtpineri ville være lettere at sætte en stopper for end andre dopingmetoder, idet man simpelthen kunne indføre vægtgrænser, ligesom man nu opererer med hæmatokritgrænser.

Det er ikke til at formulere en konsistent definition

Det kunne for eksempel følge det udbredte Body Mass Index (BMI), der udregnes ved at dividere kropsvægten i kg med højden i meter opløftet til anden potens. Normalvægt bestemmes som et BMI mellem 20 og 25. En person på 1,80 m regnes således som undervægtig ved en vægt under 64 kg.

En Tour de France-rytter, der stiller undervægtig til start, kunne for eksempel pålægges strafvægt, hvilket med et slag ville eliminere fordelen ved usund lav vægt. Selvom det er velkendt, at vægtpineri i visse tilfælde fører til udvikling af anoreksi, forbliver det ureguleret.

Det er endnu et eksempel på, at skønt en af grundpillerne i dopingarbejdet er sundhedshensynet, er det ikke til at formulere en konsistent dopingdefinition med vægt på fænomenets sundhedsskadelighed.

Dopinglistens præmisser

Vi kan altså konstatere, at dopingforbuddet ikke er en nødvendig følge af et fundamentalt sundhedshensyn i sporten.

Vi kan endvidere konstatere, at forbuddet umuligt kan fæstnes solidt i begrundelsen om kunstige eller kropsfremmede midler og metoders præstationsfremmende effekt, eftersom det ikke lader sig gøre at definere kunstige og kropsfremmede midler og metoder på en meningsfuld måde.

Det står derfor klart, at dopingreglerne er uden solid begrundelse. De er ret beset blot et resultat af en vilkårlig smag eller rettere afsmag for visse præstationsforbedrende praktikker. Dopingkampen må herefter i bedste fald forstås som beroende på en intuitiv fornemmelse af, at der findes ‘forkerte’ måder at forbedre sin sportslige præstationsevne på.

Det ser ud til, at kriterierne begrænser dopinglistens vilkårlighed

At WADA ikke har villet lade antidopingarbejdet begrænse af en indholdsmæssig definition af dopingbegrebet, betyder naturligvis ikke, at agenturets dopingliste er blevet udarbejdet kriterieløst. Forudsætningen, for at noget kommer i betragtning til dopinglisten, er, at det opfylder to af følgende tre kriterier:

1. Det skal være præstationsfremmende 

2. Det skal være sundhedsskadeligt 

3. Det skal være imod sportens ånd 


Umiddelbart ser det ud til, at kriterierne begrænser dopinglistens vilkårlighed, men tager man dem nærmere i øjesyn, viser de sig reelt som et bidrag til den. En ting er, at et stof eller en metode, som opfylder to af kriterierne, ikke automatisk kommer på listen.

Kriterierne er ukonkrete

En anden og væsentligere ting er, at kriterierne er aldeles ukonkrete. Kommer en tandlæge i WADA’s medicinske komité, kan vedkommende ud fra kriterierne føre en konsistent argumentation for, at slik skal på dopinglisten.

Slik virker præstationsfremmende, idet det hurtigt giver ny energi – og det er i øvrigt kunstigt fremstillet. Det bidrager til den verdensomspændende fedmeepidemi og virker således sundhedsskadeligt.

Endelig kan tandlægen argumentere for, at slik strider mod sportens ånd, da slikspisende atleter er uheldige forbilleder – ikke mindst i en tid, hvor antallet af fede børn og unge vokser med epidemisk hast, hvorfor slik altså opfylder alle tre kriterier.

Der er problemer ved at udforme en konsistent definition

At nikotin i 2012 kom på WADA’s overvågningsliste, viser, at tandlægeeksemplet ikke er så fortænkt, som det måske kan forekomme. Et stof kommer på overvågningslisten, når WADA vil undersøge, om det misbruges af atleter. Det var ikke cigaretter, WADA havde fokus på, men røgfri tobak som for eksempel snus, der er udbredt blandt skandinaviske og særligt svenske atleter.

Pga. stoffets fysiologiske effekter på bl.a. centralnervesystemet, blodtryk og puls samt tilbagemeldinger fra laboratorierne om, at brugen af nikotin var højere blandt atleter i for eksempel ishockey, gymnastik og rugby end blandt befolkningen i øvrigt, vurderede en komité, at atleter kunne bruge nikotin. Derfor skulle ‘misbrugsmønstrene for stoffet’ overvåges med henblik på evt. at sætte nikotin på dopinglisten.

Man kunne således – præcis som med slikeksemplet – argumentere for, at nikotin opfyldte alle tre kriterier for at komme på WADA-listen. Det er præstationsfremmende, sundhedsskadeligt og imod sportens ånd. Komiteen sagde imidlertid intet om forskellen mellem kulturelle mønstre for brugen af nikotin og misbrugsmønstre.

Heller ikke om, hvordan nikotin adskilte sig fra koffein (der som nævnt blev taget af listen i 2004 med begrundelsen om, at det var del af et kulturmønster), hvordan man ville skelne mellem snusbrugere og rygere, eller hvordan man ville teste for stoffet.

Eksemplerne er medtaget for at vise problemerne med at udforme en konsistent dopingdefinition. Ikke for at polemisere mod virkningen af eller testningen mod potente dopingstoffer. Lad os som kontrast tegne konturerne af et stof, som de fleste mener bør være på dopinglisten, og lad os se på effekten af stoffet.

EPO – doping, der virker

Erythropoietin, eller EPO, er et stof, der produceres i nyrerne, og som stimulerer knoglemarven til at danne røde blodlegemer. De røde blodlegemer er ansvarlige for transporten af ilt rundt i kroppen. Jo mere ilt, man kan stille til rådighed for de arbejdende muskler, jo hårdere kan de arbejde og dermed præstere.

En øgning i mængden af røde blodlegemer er således en præstationsfremmende faktor for udholdenhedsatleter som for eksempel svømmere, løbere og cykelryttere. Til behandling af nyrepatienter udviklede man i løbet af 1980’erne kunstigt EPO.

Stoffet blev opdaget af bl.a. cykelryttere, som efter alt at dømme heftigt udnyttede dets præstationsfremmende egenskaber i 1990’erne. Når man anvender EPO, øges hæmatokritværdien, som er den procentvise andel af røde blodlegemer i blodet.

Hæmatokritværdierne er i overensstemmelse med stigningen i gennemsnitshastighederne

En normal hæmatokritværdi ligger på cirka 45 for mænd og 40 for kvinder, og værdien falder ved intensiv udholdenhedstræning. Alt andet lige har eliteatleter altså en lavere hæmatokritværdi end resten af befolkningen. Som nævnt har UCI siden 1997 testet cykelrytternes hæmatokritværdi, og en værdi over 50 fører til startforbud.

Oprindelig blev testen indført for at sikre, at ingen kører rundt med blod så tykt, at det øger risikoen for blodpropper. Men den skulle samtidig fungere som indikator for EPO-doping på et tidspunkt, hvor man ikke havde en pålidelig test mod stoffet.

I 1999 fremlagde de to danske journalister Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung i deres bog Doping på landevejen dokumenter, der indikerede, at rytterne på det italienske cykelhold Gewiss-Ballan – hvor Bjarne Riis kørte – fra december 1994 til maj 1995 i gennemsnit havde øget deres hæmatokritværdi fra 41,1 til 53,7.

En betydelig forøgelse, der som nævnt ikke kan være forårsaget af forbedret fysisk form. De høje værdier er til gengæld i overensstemmelse med den betydelige stigning i gennemsnitshastighederne, som man så i Tour de France i løbet af 1990’erne.

Tiltag resulterede ikke i lavere gennemsnitsfart i Tour de France

I perioden – fra 1978 til EPO blev opfundet i 1987 – var gennemsnitshastigheden i Tour de France på 36,3 km/t. Fra 1988 til skandalen i 1998 steg hastigheden til 38,9 km/t i snit. I 1999 mente man at have fået standset amokløbet med EPO, og i 2000 oprettedes WADA, testningen intensiveredes, og nye test mod bl.a. EPO blev indført.

Tiltagene resulterede imidlertid ikke i en lavere gennemsnitsfart i Tour de France. Tværtimod steg den, og den var i perioden fra 1999-2009 på 40,3 km/t.

Stigningen i gennemsnitshastighederne på 1,4 km/t fra 1990’erne til 2000’erne kan synes mindre, end den er. Vindmodstanden er den afgørende ydre faktor, man skal overvinde i cykling, og den vokser med kvadratet på hastigheden.

Men den effekt (målt som power eller watt), cykelrytteren skal yde, vokser med hastigheden opløftet i 3. potens, fordi effekten (målt i watt) er givet ved kraft (her vindmodstanden) ganget med hastighed. Så selvom vindmodstanden kun vokser i 2. potens i forhold til hastigheden, vil det mekaniske arbejde, rytteren skal yde, vokse med hastigheden opløftet i tredje potens.

Hastighedsstigningen leder til to mulige fortolkninger

Forskellen fra 1990’erne til 2000’erne 
på 1,4 km/t svarer til en stigning på 3,6 %, hvilket vil sige, at vindmodstanden er øget med 7,3 % (1,0362 = 1,073), mens det arbejde, der skal udføres, er øget med 11,2 % (1,0363 = 1,112).

Siden 1990’erne har rytterne således øget deres iltoptagelse med 11 %, og de forbrænder 11 % mere energi (og fra 1980’erne til 00’erne har de – alt andet lige – øget deres iltoptagelse og forbrænding med forbløffende 37 %!).

Øgningen i hastigheden giver mulighed for to fortolkninger: Enten er effekten af EPO overvurderet, hvorfor rytterne efter 1999, selvom de ikke længere brugte EPO, har kunnet øge hastigheden gennem forbedrede træningsmetoder.

Eller også førte WADA’s indsats efter 1999 ikke til nogen betydelig nedgang i brugen af EPO i årtiet, der fulgte, hvilket har muliggjort hastighedsforøgelsen.

EPO er virkelig effektivt

Et studie af Thomsen og kolleger fra 2007 viste, at effekten af EPO er større, end man indtil da havde vurderet. Forsøg havde vist, at EPO øgede den maksimale iltoptagelse med 8-12 %. Tour de France køres imidlertid ikke med maksimal intensitet, for atleter kan selvsagt kun holde deres maksimale ydeevne i ganske få minutter.

Langt det meste arbejde foregår med en intensitet på cirka 80 % af maksimum, og forskerne undersøgte derfor effekten af EPO ved denne belastning. En gruppe forsøgspersoner modtog behandling med enten EPO eller placebo (saltvand).

De to gruppers arbejdsevne – målt som tid til udmattelse i en cykeltest ved 80 % af maksimal iltoptagelse – blev målt før behandlingen, efter 4 og efter 11 uger. Mens den maksimale iltoptagelse i EPO-gruppen steg med de forventede 12 %, øgedes tiden til udmattelse med hele 54 %. I kontrolgruppen så man ingen ændringer.

Det betyder ikke, at cykelryttere, der bruger EPO, kan køre 54 % hurtigere end dem, der ikke gør, men at man kan holde en given hastighed i 54 % længere tid. Det betyder især noget, når man ikke har mulighed for at ligge på hjul – når man for eksempel er i udbrud, skal køre et udbrud ind eller angribe op ad et bjerg.

EPO er altså et virkelig effektivt dopingmiddel. Det må derfor betragtes som helt exceptionelt, hvis en toptrimmet, ren rytter i den absolutte verdenselite slår en tilsvarende EPO-dopet rytter.

Effektiv dopingkontrol?

Undersøgelser har vist, at de fleste atleter støtter kampen mod doping. Vandene skilles imidlertid, når det kommer til intensiteten af kampen. Problemet opstår, hvis præmissen er, at nettet skal være så fintmasket, at ingen snydere kan gå fri.

Den ambition var nemmere at opretholde, dengang doping primært var synonymt med stimulanser – for eksempel amfetamin – der blev taget på konkurrencedagen. Men de hormonpræparater, der efterhånden erstattede stimulanserne, repræsenterer en fundamentalt anderledes tilgang til præstationsforbedring.

I modsætning til stimulanserne, der typisk tages under konkurrencen for at skærpe årvågenhed og fjerne oplevelsen af træthed, tages hormonpræparaterne oftest i forberedelsesfasen op mod højt prioriterede konkurrencer for at optimere træningen.

Dopingtests skulle foretages, mens atleterne forberedte sig

Man blev derfor klar over, at skulle dopingkampen være effektiv, skulle atleterne snarere testes, mens de forberedte sig til konkurrencerne. Fra slutningen af 1980’erne introducerede man derfor tests uden for konkurrence. 

Men atleter, der ikke var interesserede i besøg fra dopingkontrollen, lærte snart at forberede sig fjernt fra deres almindelige træningslokaliteter, hvorfor WADA
i begyndelsen af det nye årtusinde drog den logiske konsekvens, at atleterne måtte give besked om, hvor de befandt sig på et hvilket som helst tidspunkt.

Det førte til indførslen af det såkaldte whereabouts-system, hvor atleter skal redegøre for, hvor de befinder sig tre måneder frem i tiden, så kontrollanterne kan finde og teste dem. Er de ikke, hvor de har oplyst, når kontrollanterne dukker op, får de en advarsel for en missed test, og tre advarsler i løbet af 18 måneder resulterer i en dopingsag.

Det var det system, som UCI mente Michael Rasmussen havde forsøgt at kortslutte, ved at angive, at han var i Mexico, mens han reelt trænede i Italien. Om end der ingen beviser var på, at Rasmussen havde forbrudt sig mod reglerne, valgte hans hold Rabobank, under betydeligt pres fra medierne og Tour de France-ledelsen, at tage ham ud løbet, få dage før han kunne have stået som vinder på Champs-Élysées.

En gps-chip under huden er blevet foreslået i ramme alvor

Skærpelsen af reglerne er, som det fremgår, en konsekvens af den farmakologiske udvikling, men med den mediebårne dæmonisering af dopingbrugere har den også betydet, at flere atleter er blevet så angste for at misse en test pga. af fejlagtig indberetning eller manglende opdatering af deres whereabouts, at de i ramme alvor har foreslået, at de fik indopereret en gps-chip under huden.

Så kan kontrollanterne altid se, hvor de er, hvorved de kan sikre sig mod missed tests og ubegrundede dopinganklager. Hvor stort et indgreb, det er, kan man forstå ved at tænke sig en situation, hvor en politiker foreslog et tilsvarende system indført for hele befolkningen med henblik på at opklare alvorlige forbrydelser.

Et sådant forslag ville næppe have nogen gang på jord, og det vidner om, at opfattelsen af doping har flyttet sig fra at være et brud på en sportslig regel til at være en alvorlig forbrydelse. Det perspektivskifte har naturligt nok øget atleternes angst for en falsk dopinganklage. At WADA’s dopingbegreb er inkonsistent, er i den henseende ingen trøst.

En granskning af dopingbegrebet viser altså, at doping er en ubestemt fjende. Antidoping-arbejderne kæmper mod noget, de har begreb for, men ikke begreb om. Det er med andre ord som en kamp mod djævelen. Motivet er uden tvivl viljen til det gode. Men som denne artikel har vist, er der risiko for, at det fører ondt med sig.

Oprindeligt udgivelsessted: https://videnskab.dk/krop-sundhed/doping-sundhed-og-fair-konkurrencer