Forsvaret for fri doping er fyldt med fejl og falske præmisser

Forsvaret for fri doping er fyldt med fejl og falske præmisser

Det er direkte forkert, når etikprofessor Thomas Søbirk Petersen påstår, at eliteidrætsudøvere ønsker fri doping i sporten.

I løbet af de seneste uger har bogen ’Fri doping – et forsvar for en ny dopingpolitik’ af Thomas Søbirk Petersen (TSP) fået en del medieopmærksomhed, senest i tre boguddrag i Politiken. (red. her på idrætshistorie.dk har TSP bidraget med kapitlet “Doping og ønsket om dopingfrihed” fra sin bog.)

TSP mener, at drømmen om en dopingfri idræt er en illusion, da topudøvere altid vil søge at forbedre deres præstation – også ved at bruge doping: »De fleste atleter ved, hvordan de skal dope sig, så de undgår at blive fanget i en dopingfælde«, anfører han og fortsætter med at konkludere, at helt op til 75 procent af eliteidrætsudøvere har benyttet doping inden for de seneste 12 måneder.

Læs også: Fri doping: doping og ønsket om dopingfrihed

En påstand, jeg efterlyser dokumentation for.

Forfatteren antager, at idrætsudøvere grundlæggende set ønsker at dope sig, hvis blot det ikke blev opdaget. Flere undersøgelser viser det modsatte, nemlig at et overvældende stort flertal af eliteidrætsudøvere ikke ønsker at dope sig.

Eliteidrætsudøvere er hverken bedre eller værre end andre mennesker, så selvfølgelig er vi i antidopingarbejdet opmærksomme på, at nogle forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, hvis de ikke føler, at de kan vinde uden at dope sig. Til at imødegå det har vi et komplekst kontrolprogram.

Men endnu vigtigere samarbejder vi tæt med sportens egne organisationer om at undervise unge talenter i antidopingsystemet, og hvad de skal være opmærksomme på for at leve op til de forpligtelser, de har som eliteidrætsudøvere på internationalt topplan. Ligeledes øger vi uddannelsesindsatsen over for trænere og ledere, der er tæt på udøverne og har stor indflydelse på holdning og handling hos udøverne, hvorfor de spiller en vigtig rolle og har et medansvar i at sikre en ren eliteidrætskultur.

TSP argumenterer for, at udøvere skal kunne dope sig til en vis grænse. Ifølge ham skal dette naturligvis være overvåget af læger, så det ikke bliver farligt, ligesom udøveren skal være fyldt 18 år og være ved sine fulde fem, så vedkommende kan træffe et frit valg. Forslaget er efter min opfattelse problematisk.

Et af de grundlæggende synspunkter bag de nuværende antidopingregler er, at medicin skal benyttes til at behandle syge mennesker og ikke til at optimere raske menneskers præstation. Og man kan spørge, om de grænser, TSP efterlyser, ikke allerede er en del af antidopingsystemet. Dopinglistens forbudte stoffer og metoder definerer netop grænser for brug, bl.a. vurderet på baggrund af stoffet eller metodens sundhedsskadelige eller potentielt sundhedsskadelige effekt, der er et af de kriterier, der indgår i vurderingen af, hvorvidt et stof eller en metode kan komme på Dopinglisten.

En generel accept af dopingbrug og forhøjede grænser for indtag af dopingstoffer kan yderligere lægge et unødigt pres på udøverne for at skulle træffe et tilvalg af doping for at kunne præstere på niveau med den øvrige internationale topelite ud fra en forestilling om, at alle andre bruger doping.

Men TSP misforstår i mine øjne præmissen for antidopingreglerne, når han ser dem som adskilt fra idrættens øvrige regler. Det er centralt at forstå, at antidopingreglerne er universelle idrætsregler, der gælder på lige fod med den enkelte idræts regler. I lighed med at du ikke må skyde genvej i maratonløbet, tyvstarte i svømning eller overtræde i håndbold.

Sport på topniveau er i forvejen ikke sundt, så hvorfor være så hysterisk omkring doping, fortsætter TSP.

Det argument er vel lige så validt som at sige, at det alligevel er farligt at færdes i trafikken, så hvorfor have fartbegrænsninger eller tvungen brug af sikkerhedssele. Derudover mener TSP ikke, at doping i begrænsede mængder er farligt, men ligefrem kan være med til at øge sundheden hos udøveren. Flere studier har påvist de skadelige virkninger ved dopingbrug, hvorfor jeg meget gerne vil se dokumentation for, at doping selv i små mængder skulle være sundt.

TSP anfører endvidere, at det er nemt at snyde, og henviser til både omgåelse af hæmatokritværdier og bloddoping.

Det er korrekt, hvis vi går tilbage i tiden. Men siden har analysemetoderne udviklet sig betydeligt. Der er udviklet metoder til bl.a. afsløring af epo, hvilket har overflødiggjort objektive grænseværdier for hæmatokrit. Desuden følger antidopingorganisationer eliteidrætsudøvernes biologiske pas, som løbende indsamler data for bl.a. udøvernes blodværdier. Dette har gjort det det vanskeligt at dope sig, da udsving og afvigelser fra de sædvanlige værdier bliver opdaget og vurderet af uafhængige medicinske eksperter.

En dopingfri sport er utopi, mener TSP, og det er måske det eneste punkt, hvor vi er enige. Men det er ikke et argument for ikke at bekæmpe doping, lige så vel som de fleste formentlig er enige i, at det er fornuftigt at have trafikregler, selv om vi aldrig helt får forhindret trafikdrab.

Systemet i dag er naturligvis ikke vandtæt, men den løbende udvikling af antidopingsystemerne, som i øvrigt hele tiden pågår, har bevirket, at det ikke er så nemt at snyde, som TSP antyder. Det er en god udvikling for de tusindvis af idrætsudøvere verden over, der vier en stor del af deres liv til at drive deres sport til det højest mulige niveau uden brug af doping.

TSP efterlyser en åben og fordomsfri debat om antidopingsystemet. Det velkommer Anti Doping Danmark naturligvis gerne. Men det sker faktisk allerede, idet det internationale antidopingagentur, Wada, årligt regulerer og tilpasser regelsættet med input fra eksperter og sportens mange interessenter.