DEN GLEMTE TRIUMF
Kvinderne, der gjorde Danmark til verdensmestre
DET FORLØSENDE FORÅR
JANUAR 1971 – AUGUST 1971
“JEG HAVDE INGEN INDFLYDELSE PÅ UDTALGELSEN, SELV OM JEG VAR TRÆNER. DET VAR NÆRMEST KORRUPTION.”
JØRGEN ANDREASEN, LANDSTRÆNER
Hun har svært ved at falde i søvn, Inger Tulle Pedersen, og det er ikke kun, fordi opvisningskampen mod hendes egen klub, Virum-Sorgenfri Boldklub, stadig rumsterer i kroppen på hende. Sådan er det altid efter kampene, adrenalinen pumper længe efter sidste fløjt. Men også fordi det er i morgen, der er afgang mod Mexico og den VM-turnering, hun hele foråret har slidt og slæbt for at kvalificere sig til.
Kampen mod Virum havde samlet op mod 300 tilskuere, det var jo også fredag aften og næsten weekend. De blev vidner til en opvisning fra landsholdets side. 7-0 sejrede VM-pigerne i den sidste test før afrejsen. Inger scorede ikke, men gang på gang fodrede hun holdkammeraterne med fine afleveringer fra midtbanen. Det nød både holdets yngste, Susanne Augustesen, holdets ældste, Helene Østergaard Hansen, og Lone Nielsen godt af. De scorede to gange hver, mens Ribe-pigen Annette Frederiksen lavede det sidste mål.
Efter badet havde VM-truppen siddet og set en optagelse af kampen. Det var nyt at bruge tv-mediet på den måde, men det var nyttigt i bestræbelserne på at blive bedre og lære af sine fejl. Og så var det tillige en god anledning til at lære den nye landstræner, Jørgen Andreasen, bedre at kende.
Ved indgangen til 1971 er dansk kvindefodbold stadig organiseret i en øst- og en vestkreds, som langt hen ad vejen fungerer uafhængigt af hinanden. I slutningen af marts 1971 bliver Kristian Jensen fra Skovlunde imidlertid formand i et foreløbigt landsforbund, Dansk Kvinde Fodbold Union. Fodboldledere fra øst og vest indser nødtvungent, at de er nødt til at pulje kræfterne og stå samlet i forhold til Dansk Boldspil-Union, hvor modstanden mod de fodboldspillende kvinder er personificeret i den gamle halfback fra Boldklubben Frem, Vilhelm Skousen.
Den 49-årige ildsjæl Kristian Jensen er prototypen på en dansk foreningsleder med en perlerække af kasketter: formand for Skovlunde Idrætsforening, næstformand i Dansk Kvinde Fodbold Union Øst, kasserer i Ballerup-Måløv-Skovlundes Idrætsunion og formand for fællesledelsen af idrætsklubber i Skovlunde. Og så er han også lige sportsmedarbejder på den lokale Ballerup-Måløv Avis.
TRÆNINGSKAMP i Virum umiddelbart før afrejsen til Mexico. Stående fra venstre er det Ann Andreasen, Marianne Kamp, Inger Tulle Pedersen og Helene Østergaard Hansen. Sidende foran Ann Andreasen er det Lis Pedersen. Siddende med nr. 11 er det Lone Nielsen. Anette Frederiksen læner sig op ad hende.
– Af og til får jeg også tid til at passe mit job i et papirfirma, konstaterer den nye landsformand med glimt i øjet overfor Berlingske Tidende.
I 1971 har den højt dekorerede fodboldpolitiker og mejerimand Vilhelm Skousen allerede siddet som DBU-formand i seks år. Selv om fokus på kvindefodbolden intensiveres fra 1969, hvor Billed-Bladet dækker. Boldklubben Feminas første udlandsturné til Tjekkoslovakiet og Italien, og klubben året efter inviteres til den første internationale turnering for kvindehold, så holder den hjemlige fodboldunion kvinderne ud i strakt arm. Det hjælper heller ikke på accepten, at den innovative foregangsklub Femina bliver den første danske fodboldklub til at modtage noget så kættersk som sponsorpenge fra Faxe Bryggeri. Det er ikke kun sportsjournalisterne, der får øjnene op for fodboldkvinderne. Det mandlige landshold spiller i den periode ingen rolle internationalt, og i den hjemlige turnering skal der stadig gå en årrække, før der kommer penge og en gryende professionalisme i klubberne.
Det sportsinteresserede Danmark hungrer altså efter nye helte og anderledes historier, så de friske, ukendte og ukrukkede fodboldkvinder brænder hurtigt igennem i brede kredse. Boldklubben Femina inviteres blandt andet til “Den danske uge” i Torino, hvor spillerne bliver en del af et dansk eksportfremstød. Kravet om, at fodboldkvinderne bliver en del af fodboldfamilien under Dansk Boldspil-Union, tager til. Vilhelm Skousen er imidlertid urokkelig i sin modstand. I følge Else Trangbæk, forfattertil bogen ‘Kvindernes Idræt – fra rødder til top’, skærer fodboldformanden hårdt igennem allerede i 1970.
– Pigerne svæver fodboldmæssigt set i den fri luft. Uden tilhørsforhold til nogen organiseret union. Uanset hvor stor sympatien er for de fodboldbegejstrede damer, er deres anstrengelser i nogen grad noget selvbestaltet show. Vi kan og vil ikke tage det alvorligt i DBU, lyder det med lige dele af den arrogance og stålsathed, der er Vilhelm Skousens kendemærke de år.
KVINDELANDSHOLDET i smart lyseblå Puma-træningsdragter linet op i forbindelse med indvielsen af det nye stadion i Ballerup lørdag den 16. juni 1971.
MEDIERNE VÅGNER
Noget er imidlertid sat i bevægelse, og mens vinter bliver til forår, kaster de store, landsdækkende sportsredaktioner sig stort set synkront ind i kampen på kvindernes side. Også lokale dagblade og ugeaviser får øjnene op for de kvindelige fodboldspillere, og en spiller som Inger Tulle Pedersen fra Virum-Sorgenfri bliver hen over foråret fast inventar i Lyngby-Tårbæk Bladet, der detaljeret beretter om hendes vej fra klubholdet til landsholdet.
Berlingske Tidendes navnkundige sportsredaktør Poul Prip beretter således i slutningen af marts 1971, at DBU’s ellers ret så reserverede formand Vilhelm Skousen på den årlige fodboldrigsdag giver kvinderne et skulderklap og meddeler, at forbundet nu ivrigt vil følge med i, hvad der sker på kvindefronten. Om det så bliver i DBU-regi eller udenfor …
I april afviser Dansk Idræts-Forbund imidlertid forslaget om at optage kvindefodboldunionen som nyt medlem i familien.
”Vi kan ikke gøre en undtagelse. De kvindelige fodboldspillere må opløse deres forbund og klubberne søge optagelse i lokalunionerne under Dansk Boldspil-Union,” lyder forklaringen fra DIF i B.T.
At der gås hårdt til de danske fodboldpolitikere og Dansk Boldspil-Union som institution er ikke noget nyt fænomen. I begyndelsen af april 1971 er B.T.’s ansete sportsredaktør gennem en menneskealder og en af tidens mest markante meningsdannere, Børge Munk Jensen, således ude med riven efter DBU, efter at nye tal dokumenterer, at kvinderne strømmer ud på fodboldbanerne.
– Fodboldsportens rødstrømper har haft en sådan succes, at man i dag kan konstatere en helt sensationel fremgang. Mon ikke disse opsigtvækkende tal også vil gøre indtryk hos DBU’s ledelse, der i efteråret hånligt afviste alle forslag om at optage damerne? Fodboldens mange rødstrømper har ikke været til at holde nede. Men hvorfor skulle de også det?
Den 29. april 1971 sender Berlingske Tidende en af deres mest lovende sportsreportere til Ballerup. Hele 34 østdanske fodboldkvinder er samlet til fællestræning. Der skal udtages to hold, som Kristi himmelfartsdag skal møde hinanden i en udtagelseskamp med henblik på at finde frem til det ene hold, der efterfølgende skal kæmpe mod et tilsvarende mandskab fra vestkredsen om de endelige pladser på det danske landshold, der skal møde Sverige den 16. juni. Den 26-årige Claus Borre, der er kommet til det store, landsdækkende dagblad fra Ritzaus Bureau nogle år tidligere, går både skuffet og opløftet fra opgaven, som han ikke nærer sig for at angribe med en pæn portion mandschauvinisme.
– De få fodboldfans og husarer, der i aftes var blevet lokket til det uhyggeligt åbne, stormomsuste stadion i Ballerup for at få nydelige dameben og også lidt fodbold at se, blev sørgeligt skuffede. Ikke fordi spillet var ringe, men fordi pigerne havde pakket deres ynder godt ind, som den unge reporter formulerede det. Om baggrunden for udtagelseskampene forklarer den nykårede unionsformand Kristian Jensen til avisen:
– Med 15.000 kvindelige spillere i hele landet må vi nu omsider i gang med en frasortering og en virkelig udtagelse af et landshold. Der er så mange talenter rundt omkring, at Femina ikke længere kan have patent på at repræsentere os udadtil. Derfor skal vi igennem tre udtagelseskampe for at finde frem til de bedste.
Efter den interne udtagelseskamp Kristi himmelfartsdag den 29. maj 1971 falder bomben: Hele otte af Feminas verdensmestre fra året før sies fra. Kun erfarne Helene Østergaard Hansen og klubkammeraterne Kirsten Schaefer og Joan Thomsen vejes og findes tunge nok til østtruppen, som dermed repræsenteres ved: Lena Schelke, Sundby, Lis Pedersen, Orient, Joan Thomsen, Femina, Solveig Hansen, Rødovre, Kirsten Schaefer, Femina, Inge Lise Lundsgaard, Skovlunde, Marianne Kamp, Skovlunde, Helene Østergaard Hansen, Femina, Susanne Augustesen, Holbæk, Inger Tulle Pedersen, Virum Sorgenfri, Anne Larsen, Skovlunde. Reserver: Anette Tullberg, Farum, Lone Nilsson, Skovlunde, Aud Jensen, Orient og Lone Nielsen, Hvidovre.
Den hårdhændede frasortering af de indtil da så dominerende Femina-spillere giver genlyd landet over.
– Det virker chokerende, men skal tages som udtryk for en eksplosiv udvikling og en stor, glædelig fremgang indenfor kvindefodbold, forklarer fodboldformand Kristian Jensen, der allerede i slutningen af april havde antydet, at Feminas status som storleverandør af landsholdsspillere stod for fald.
Det er B.T.’s Peter Fredberg, der får det slagkraftige citat på blokken. Han er en anden af tidens unge sportsjournalister, der tidligt begynder at dække kvindefodbolden tæt.
6.400 tilskuere ser Danmark besejre Sverige med 4-3 ved stadionindvielsen i Ballerup. Med nr. 8 er det Helene Østergaard Hansen, der forsøger sig med et hovedstød. Med syvtallet på ryggen er det Susanne Augustesen.
BALLERUP-MÅLØV kommune gjorde stor stads ud af indvielsen af kommunens nye idrætsanlæg til 23. millioner kroner.
I LØBET AF foråret har dagspressen opdaget fodboldkvinderne. Efter 4-3-sejren over Sverige bliver Lis Lene Nielsen også godt stof i ugebladene, her Se & Hør.
“DANMARKS FODBOLDDRONNING”
Torsdag den 10. juni 1971 er så lun en sommerdag, at man kan sidde i shorts og langærmet træningstrøje på tilskuerpladserne i Vanløse Idrætspark. Det 30 år gamle idrætsanlæg danner denne aften ramme om det sidste arrangement i rækken af begivenheder, der markerer arbejderfodboldklubben Vanløse IF’s 50-års jubilæum. Udtagelseskampen mellem de ypperste fodboldspillere fra henholdsvis Østdanmark og Vestdanmark annonceres af VIF som en forkamp til hovedretten; opvisningskampen mellem Vanløse IF’s oldboys og et udvalgt oldboysmandskab med blandt andre Arne Sørensen, Knud Lundberg, Ole Madsen og Carl Aage Præst. Men i Berlingske Tidendes optakt til aftenens begivenheder på Klitmøllervej tøver Poul Prip ikke med at vægte kvindernes udtagelseskamp som hovedkampen. Endnu en understregning af, hvor hurtigt kvindefodbolden det forår får fodfæste og vinder i anseelse.
Et kvarter efter pausen bliver Inger Tulle Pedersen taget ud. Da har udtagelseskomiteen set rigeligt. Det samme har en begejstret Peter Fredberg, der ikke tøver med at kåre hende til banens bedste, hvilket ligger i tråd med, at B.T. med vanlig patos allerede tidligere på foråret har udnævnt midtbanespilleren til ”Danmarks fodbolddronning”.
– Sød, smilende … ikke nok med, at hun er en glimrende fodboldspiller med en god teknik og en højt udviklet sans for spillet, hun er også en usædvanlig køn og charmerende repræsentant for en gren af fodboldspillet, som skød frem for få år siden og nu har vokset sig stor og stærk med en eksplosionsagtig hastighed, lyder kærlighedserklæringen i B.T. dagen derpå.
Peter Fredberg, der fylder 26 i maj 1971, etablerer hurtigt et nært forhold til sine nye kilder. Midt i juni skriver han blandt andet et personligt brev til Inger Tulle Pedersen på officielt papir fra redaktionen i Kristen Bernikows Gade, da han efter udtagelseskampen sender hende en række pressefotos, som bladets fotograf Erik Holmberg tager af hende sammen med unionsformanden Kristian Jensen på tilskuerpladserne. I karakteristisk galant Fredberg-stil lyder det: ”Kære Tulle … Tak for dit brev.
Når nogen skriver eller ringer til en journalist, er det gerne for at fortælle, hvor umulig han er. Så det varmede at høre fra dig. Billederne skal du naturligvis ikke give noget for. Det manglede da bare. Jeg har tre liggende her i min skrivebordsskuffe, som jeg sender. Det er sikkert ikke sidste gang, du bliver fotograferet på banen, og får jeg taget flere af dig ved andre lejligheder, skal jeg nok have dig i kær erindring. De bedste hilsner og fortsat god fornøjelse på fodboldbanen – og i Ryslinge.”
Peter Fredbergs fascination af Inger Tulle Pedersen er forståelig. Som en komet er hun skudt frem på den danske sportshimmel. Altid smilende og imødekommende, og selv målt med nutidens alen er hun en gave til citatblokken.
– At fodbold er hårdt, ufeminint og uskønt er noget sludder. Det er i hvert fald lige så velegnet for piger som håndbold og atletik, tordner Virum-pigen i frokostavisen.
Den nye medie-darling sætter streg under sin position med en bøn til tilskuerne. Den fremsættes i foråret 1971 og er præget af datidens tone i pressen. Men essensen i budskabet kunne lige så vel være formuleret på et pressemøde under EM-slutrunden i Holland i sommeren 2017: Bedøm nu kvinderne ud fra deres præmisser. Og ikke mændenes.
– Lad dog være med at grine, hvis vi sparker ved siden af bolden eller falder lidt klodset på halen. Vi ved godt, vi har meget at lære endnu, hvis man nu absolut vil sammenligne os med herrerne … i øvrigt er der flere tilskuere til vores kampe i Virum/Sorgenfri end til deres …
I LØBET AF foråret har dagspressen opdaget fodboldkvinderne. Efter 4-3-sejren over Sverige bliver Lis Lene Nielsen også godt stof i ugebladene, her Se & Hør.
DAMERNES OLE MADSEN
På banen slår Østdanmark Vestdanmark med 4-2. For øst scorer blandt andre “den lille, meget lovende Susanne Augustesen, Holbæk”, som Berlingske Tidende skriver. I virkeligheden er det mere held end forstand, at hun kommer i kamp. I dagene op til ligger Susanne Augustesen på lands med fåresyge, og hun har i øvrigt heller ingen fodboldstøvler. En klassekammerat hjemme fra Holbæk låner beredvilligt et par ud, og det går, selv om de er et nummer for små. Målscorer for vest er blandt andre “den alsidige sportspige” Lis Lene Nielsen, som Danmark snart kommer til at høre meget mere til.
Efter kampen nomineres truppen til landskampen mod Sverige den 26. juni i Ballerup. Pigerne får besked på at sætte sig op på tilskuerpladserne i Vanløse Idrætspark for at vente på udtagelseskomiteens dom.
Særligt den 16-årige Annette Frederiksen tripper utålmodigt. Dels vil hun naturligvis gerne i truppen til Sveriges-kampen, dels venter en historieeksamen hjemme i Ribe næste morgen. Egentlig skulle hun eksamineres allerede klokken 8, men hun har fået sin eksamen udsat til klokken 10.
Omsider kommer UK ud og offentliggør truppen: Lena Schelke, Sundby, og Birte Kjems, Ribe, begge målmænd, Lis Pedersen, Orient, Kirsten Schaefer, Femina, Ann Andreasen, Stjernen, Solveig Hansen, Rødovre, Ingrid Hansen, Herrested, Annette Frederiksen, Ribe, Inger Tulle Pedersen, Virum-Sorgenfri, Susanne Augustesen, Holbæk, Lis Lene Nielsen, Skamby, Helene Østergaard Hansen, Femina, Anni Larsen, Skovlunde. Reserver: Asta Vig, Billum, Mona Jensen, AIA, Marianne Kamp, Skovlunde, Lone Nielsen, Hvidovre, og Bente Jensen, Stjernen.
Der er glæde i den lyseblå Opel Rekord, der sætter kursen mod Vestjylland med de udtagne ripensere Birte Kjems og Annette Frederiksen samt Billum-pigen Asta Vig ombord. Men de udvalgte føler også med dem, der sad tilbage i Vanløse Idrætspark uden at være udtaget. Det var i det hele taget en underlig måde at gøre det på, synes pigerne. Ved rattet sidder Ole Clausen. Han er træner for Ribe Bold- og Gymnastikforening og kæreste med Birte Kjems. På færgen over Storebælt flotter kvartetten sig med kaffe og smørrebrød i cafeteriet. Da Annette Frederiksen når Tangevej i Ribe ved tretiden om morgenen, når hun lige at overbringe nyheden om, at hun er med mod Sverige, før morens rengøringsjob kalder. Annette når selv et par timer på øjet. Midt på formiddagen indkasserer hun så et 8-tal i sin historieeksamen. Censor er den kendte 1. divisionsdommer Kurt Sørensen, så halvdelen af tiden går med at snakke fodbold og udtagelseskampen aftenen før. Det har Annette ikke det fjerneste imod.
Den sene lørdag i juni byder på fest i forstæderne. Ballerup-Måløv Kommunes nye, ellipseformede stadionanlæg og svømmebad til 23 millioner kroner skal indvies, og hovedattraktionen er den første officielle landskamp mellem Danmark og Sverige. Der ventes op mod 8.000 tilskuere til folkefesten, og de nationale tv-stationer fra begge sider af Sundet har meldt deres ankomst. Danskerne regnes for favoritter, men der står respekt om svenskerne, hvor Trelleborgs Ann Christin Sjögren ifølge Berlingske Tidendes Frank With netop har afslået et tilbud på 200.000 kroner fra den italienske klub Torino.
Det bliver imidlertid en 19-årig, langlemmet, fynsk ekspeditrice, der løber med overskrifterne. Lis Lene Nielsen, ”Damernes Ole Madsen” ifølge Politiken, der allerede har gjort sig bemærket i atletik og håndbold, scorer alle danske mål i 4-3-sejren foran de 6.400, der møder frem. Og så er der beatbal med tre orkestre i Ballerup-hallen bagefter.
Mens de unge skribenter i Berlingske Tidende og B.T. hen over foråret får en stadig mere fodboldfaglig og professionel tilgang til kvinderne, så falder Wilbur Nielsen i Politikens mandagsudgave helt i den anden grøft.
– De kan ikke tackle med kroppen ”mand mod mand”, for det kan de simpelthen ikke nænne overfor hinanden, og de har sværere ved at gå i luften og heade. Til gengæld opfører de sig bedre på banen end mændene, og det falder dem ikke ind at sige grimme ting til modstanderne. Jeg imponeredes mest af den lille venstre back Ingrid Hansen, Herrested på Fyn. Hun var yndig, og jeg faldt helt hen.
Også de kulørte ugeblade retter nu søgelyset mod fodboldkvinderne, og midt i juli rapporterer Se & Hør noget forsinket fra stadionåbningen i Ballerup, hvor kvindernes nye Puma-træningsdragter vækker opsigt.
– Hvad herrerne ikke kunne, magtede pigerne som bekendt. Nemlig at slå Sverige i fodbold. Og endnu en ting klarede pigerne uden besvær. At møde op i træningsdragter med reklamer på. Alt mens DBU og fodboldlandsholdet stredes om de træningsdragter, som Bikuben havde stillet til rådighed for vore professionelle, løb de danske damer ind på Ballerup stadion som levende reklamer for sportsartikelfirmaet Puma. Og oven i købet for øjnene af Dansk Idræts-Forbunds formand, advokat Kurt Møller, der blot kunne konstatere, at hvad herrerne ikke må, det må pigerne. Men de kan jo så også til gengæld vinde.
I begyndelsen af juli 1971 slår det europæiske fodboldforbund UEFA fast, at hvis kvindefodbolden i Danmark vil optages i Dansk Idræts Forbund og deltage i det internationale samarbejde, så er der ingen vej udenom optagelse i Dansk Boldspil-Union. Og nu bløder fodboldformanden Vilhelm Skousen tilsyneladende op.
– Bliver kvindefodbolden en del af DBU, får kvinderne naturligvis på lige fod med mændene adgang til vore trænings- og dommerkurser, siger formanden til B.T., der samtidig beretter, at de første trænerkurser for kvinder er på vej i Virum-Sorgenfri med træner Henrik Astrup Madsen som initiativtager i noget, der minder om civil ulydighed.
– De har jo endnu ikke tilladelse til at deltage i DBU’s kurser, så derfor må vi selv tage affære, forklarer ildsjælen Madsen, der håber på fuldt hus med 24 kvinder, når det tre dage lange kursus begynder den 30. juli i Virum.
VM-slutrunden i Mexico i august og september venter nu lige om hjørnet. Det får de hjemlige medier til at holde øje med de øvrige VM-deltagere. Det går da heller ikke ubemærket hen, da Italien besejrer Spanien med hele 8-1 foran 7.000 tilskuere i Torino. Således anbefaler B.T. ”mandsopdækning” af spydspidserne, frøkenerne Ceceri og Vignotto, som hver markerer sig med et hattrick.
SOM ugerne går, bliver holdet mere og mere dus med opmærksomheden. Stående fra venstre er det Asta Vig, Annette Frederiksen, Inger Tulle Pedersen, Lis Pedersen og Helene Østergaard Hansen. Siddende fra venstre Solveig Hansen, Birte Kjems, Lena Schelke, Ingrid Hansen og Susanne Augustesen.
MILLIMETERDEMOKRATI
I begyndelsen af juli – blot en måned før afrejsen mod Mexico – sættes der navn på den nye, danske landstræner. Det er unionsformand Kristian Jensen, der håndplukker den 35 årige eks 1901’er og Skovshoved-spiller Jørgen Andreasen, der ud over 3-400 divisionskampe har gjort sig bemærket ved at føre ynglingepigerne fra ungdomsskolen i Nykøbing Falster til DM-finalen mod Ribe året før.
Jørgen Andreasen, der har tanket store dele af sin trænererfaring fra sin klubtræner i Frederikshavn, Skovshoved IF, B1901 og senere landstræner Kurt Nikolaj Nielsen, tror, at Kristian Jensen laver sjov med ham ved den første kontakt. I 2004 gengiver Jørgen Andreasen i Information replikskiftet, der fører til hans ansættelse: ”Vil du være træner for det danske damelandshold?” spørger Kristian Jensen. ”Det er godt med dig, det skal du ikke bilde mig ind!” lyder svaret fra Jørgen Andreasen. ”Jamen, vi skal til Mexico og spille om VM og være der en måned,” insisterer Kristian Jensen.
Få dage senere sættes der omsider navne på de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark i Mexico. I forhold til landskampen mod Sverige sies Kirsten Schaefer, Femina, og Anni Larsen, Skovlunde, fra. Til gengæld forfremmes reserverne fra landskampen, Asta Vig, Billum, Mona Jensen, AIA, Marianne Kamp, Skovlunde, og Lone Nielsen, Hvidovre, til truppen.
Langt fra alle er enige i sammensætningen af VM-truppen, der med otte spillere fra København og Sjælland og otte spillere fra Fyn og Jylland nu er nøje balanceret rent geografisk. Det er udtryk for rendyrket politik og er prisen for at få et samlet, dansk landshold til VM. Feminas dominerende status i den hjemlige kvindefodbold brydes allerede i forsommeren. Nu står det klart, at pionererne fra Gladsaxe blot er repræsenteret med et enkelt ansigt i truppen: den 30-årige veteran Helene Østergaard Hansen.
– Jeg syntes, det var mærkeligt, at der blev udtaget lige mange fra øst og vest, når jeg nu vidste, at flere af Feminas kvinder var bedre end dem, der blev udtaget. Det er ikke til diskussion. Vi havde en helt fantastisk forsvarsspiller i Kirsten Schaefer, men jeg tænker især på Kirsten Evers. Jeg mener, hun var lige så god til at drible som Susanne. Jeg ville ikke sige noget dengang, for jeg var jo udtaget, men det var ikke det stærkeste danske landshold, der kom til Mexico. Omvendt kan man jo sige, at det ikke var nødvendigt at være bedre. Men der burde have været flere fra Femina med, siger Helene Østergaard Hansen.
Et markant og kontroversielt synspunkt, men landsholdets mest erfarne spiller får i dag opbakning fra sin daværende anfører Lis Westberg Wedell-Riis.
– Det var ikke det stærkeste hold, der kom afsted. Der var tale om rent millimeterdemokrati. Jeg syntes, det var uhyggeligt, at der skulle være lige mange. Det var sygt, at man ikke sendte de 16 bedste, men lod politikken bestemme, når vi nu skulle have et hold helt til Mexico, siger Lis Westberg Wedell-Riis.
De østdanske spillere står ikke alene med oplevelsen af, at Danmark ikke sendte sit bedste mandskab til VM. En af de stærkeste vestdanske profiler, Stjernen-angriberen Bente Krammager, deler kritikken.
– Jeg tænker, at Helene har ret. Femina-pigerne havde jo spillet fodbold meget længere end os fra vest. Jyderne og vi fynboer var begyndt ret tæt på VM, mens de andre havde mange år på bagen, lyder det fra den fynske wing, der sad over mod Frankrig og Argentina, men spillede hele kampen mod Italien og fik de sidste fem minutter af finalen mod Mexico.
Noget var der givetvis om snakken. Den nyudnævnte landstræner Jørgen Andreasen havde i alt fald ikke noget at skulle have sagt, når det kom til udtagelsen af den endelige trup.
– Jeg havde ingen indflydelse på udtagelsen, selv om jeg var træner. Det var nærmest korruption, konstaterede den dengang 68-årige Jørgen Andreasen i 2004 med et smil i Information.
FORPRAKTIKANT Inger Tulle Pedersens boardingkort til den transatlantiske flyvning mellem Madrid og New York.
TUREN ER I FARE
Træningsforberedelserne intensiveres frem mod afrejsen den 7. august med testkampe mod udvalgte hold fra Vestsjælland og Fyn. Sjællænderne besejres med 3-0, mens østfynske Herrested køres over med hele 11-1. Mens holdet tager form, stiger frustrationen blandt landsholdets ledere. Blot to uger før VM-turneringen har danskerne hverken modtaget flybilletter fra arrangørerne eller fået informationer om, hvem man skal møde, og hvor kampene skal spilles. Det er de italienske forretningsfolk bag vermouth-giganten Martini, der står bag turneringen. Det øger ikke just den nyudnævnte landstræners forventninger til, at det organisatoriske nok skal falde i hak.
– Det er synd for pigerne, som skal med, hvis de går rundt i den tro, at turen til Mexico er i sin skønneste orden. For det er den ikke. Men selvfølgelig håber jeg, at vi kommer afsted, siger Jørgen Andreasen til Fyns Tidende og løfter samtidig sløret for, hvordan han forestiller sig, Danmark skal spille i Mexico.
– Vi kører med en opstilling, som minder meget om 4-2-4. Det er dog ikke noget, vi tager særlig alvorligt, da pigerne uden tvivl bliver alt for forvirrede, hvis vi begynder at tale om systemer, lyder det fra landstræneren, der ikke har tænkt sig at bruge tiden på timelange møder om taktik og spilkoncepter. Hans tiltro til spillernes taktiske evner er begrænset.
De første dage i august tilbringer kvindefodboldunionens formand Kristian Jensen i pendulfart mellem den mexicanske ambassade i Bredgade og Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads for at få styr på de sidste detaljer før afrejsen.
Flybilletterne er langt om længe dukket op, og nu forlyder det, at Danmark skal åbne turneringen mod enten Italien eller Frankrig den 16. eller den 17. august. Det er Kristian Jensens lønlige håb, at det endelige program dukker op før afrejsen fra Danmark.
Sidste test på dansk grund er fredag den 6. august om aftenen, hvor landsholdet med Virum-pigen Inger Tulle Pedersen er med til at markere Virum-Sorgenfri Boldklubs 50-års jubilæum med en opvisningskamp mellem landsholdets startopstilling og et Virum-mandskab forstærket med landsholdsreserverne.
Nu er det sent fredag aften, og VM-truppen, der overnatter i Virum før afrejsen mod Mexico næste morgen, er på vej til ro.
Inger Tulle Pedersens kuffert er klar. Hun tjekker indholdet en ekstra gang: to par korte bukser, to par strømper, to træningsbluser, kampstøvlerne fra Puma og de gamle træningsstøvler, hoved- og mavepinepiller, regntøj, 50 US-dollars i rejsechecks – dem, der er garanteret mod tyveri – en pakke vaskepulver, sæbe, tandpasta, shampoo og fire håndklæder. Det kan jo være, der er en swimmingpool …
Lørdag den 7. august først på formiddagen letter det danske landshold omsider fra Kastrup mod Mexico. Forude venter en måned, de unge kvinder i SAS-maskinen med kurs mod Paris før charterturen over Atlanten aldrig skal glemme.
Artiklen er et uddrag af Hans Krabbes bog “Den glemte triumf – kvinderne, der gjorde Danmark til verdensmestre” fra 2018. Udgivet hos forlaget Turbine.
Tak til Hans Krabbe og Turbine for tildelingen af kapitlet. Tekst og billeder er bragt efter aftale med Turbine.
Køb bogen her!
Den glemte triumf
VM-finale. 115.000 tilskuere. En dansker scorer hattrick, og Danmark tager pokalen.
En lykkelig drøm? Overhovedet ikke. For året efter, at Brasilien med Pelé havde vundet VMtrofæet på det monstrøse Azteca Stadion i Mexico City, var det Danmarks tur. Danmarkskvinder. Med hattrick-heltinden Susanne Augustessen i spidsen.
Læs bogen om det glemte verdensmesterskab, spillet hjem af Susanne, Birte, Bente, Lis, Lene og de andre piger, der besejrede Frankrig, Italien, Argentina og Mexico i sommeren1971.
Men det er ikke kun bogen om kampene i Mexico. Det er bogen, hvor man møder alle spillerne der, hvor de er i dag. De er ældre damer, for nu at sige det lige ud. Som her næsten 50 år senere fortæller historien om deres livs fodboldtriumf. De kommer alle til orde, lige fra fodbolddronningen, der scorede 600 mål i den italienske Serie A, til reservemålmanden, der stadig raser over, at hun ikke fik spilletid.
Det er blevet til 14 portrætter af verdensmestrene, som både beretter om de gode gamle dage, men også om hvordan deres liv formede sig gennem det sidste halve århundrede og lidt til. De voksede op som unge piger i tresserne med alt, hvad den slags indebar af kvindefrigørelse og oprør mod autoriteterne, de etablerede sig, fik familie og blev ramt af livet. På godt og ondt.
De fortæller deres historier om lykke og smerte, om kærlighed og skilsmisse, om tvivl og tungsind og om den seksualitet, der for flere af dem blev et bærende element i deres tilværelse. Ganske vist voksede de op i den seksuelle frigørelses årti, men det gør det jo ikke nødvendigvis let at forlade mand og børn efter at have fejret sølvbryllup, fordi ”du er nødt til at gøre, hvad du skal gøre”.
Det er en fodboldbog, det er en bog om et verdensmesterskab vundet på den anden side af jorden i en anden tid, men det er meget mere end det. Det er også en skildring af et Danmark, set gennem øjnene på 14 kvinder, som man ikke kan undgå at komme til at holde af.
Bogen er støttet af 3F’s Medie og Kulturfond.
Læs et interview med Inger og Solveig, der var med i truppen her.
