AF TOMMY HEISZ
Gazzas tårer triller stadig
Topfoto: Dani Yako / Wikimedia Commons / Public Domain
Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.
52 års smerte. Den engelske VM-tragedie ser ud til aldrig at skulle få ende.
Han græd som en lille dreng, der havde fået stjålet sin cykel. Efter kampen var ovre, blev 23-årige Paul Gascoigne ved med at vandre rundt i cirkler på Stadio delle Alpis grønne græstæppe i Torino; med et fortvivlet, nærmest forurettet, blik i øjnene. Tårerne piblede fra hans øjne, ned over de rødblussende kinder for til sidst at blande sig med sveden i den hvide trøje med de tre løver på brystet.
”I aften kan I skrive historie,” havde den engelske landstræner Bobby Robson sagt til ’Gazza’ og holdkammeraterne inden kampen. De havde troet på det. De var gået efter det. De havde sloges for det. Og de havde været så tæt på. Det seks kilo tunge VM-trofæ i 18 karat guld må i tankerne næsten have glitret for øjnene af dem i den lune, italienske aftenluft.
Men så kom tyskerne i vejen. Igen.
Jeg var femten og fuld af utøjlelige følelser, da jeg en sen juli-aften i 1990 stod ved en tv-skærm på en midtjysk campingplads og så den unge Gazzas lidelser. VM-semifinalen mellem England og Vesttyskland var endt 1-1, og da ingen af holdene havde kunnet score i den forlængede spilletid, måtte der straffespark til. Englænderne Stuart Pearce og Chris Waddle brændte, og så var tyskerne i finalen.
Selv græd jeg ikke, jeg holdt med Vesttyskland i den semifinale, men Gazzas tårer ramte alligevel noget dybt i mig. På det tidspunkt forstod jeg endnu ikke, hvor de kom fra. Jovel, det var selvfølgelig en skuffet, ung, ambitiøs mands tårer. Men det var mere end det. Lige i de sekunder, hvor den sønderknuste Gazza vandrede rundt på græsset, stirrede alle vi tv-seere i nogle sekunder ned i det mørke, der udgør en af moderne fodbolds mest pinefulde føljetoner:
Den evige engelske VM-tragedie.
***
I was happy in the haze of a drunken hour
But heaven knows I’m miserable now.
(The Smiths)
I 1996 boede jeg i en periode i London. På pubben The Old Suffolk Punch stod jeg fra morgen til aften og hældte stribevis af pints op til Haringays tørstige sjæle. Derek var blandt mine faste stamkunder. Han mødte trofast op hver formiddag, lige når vi åbnede, og i de stille timer før det store middagsrykind var han altid mand for en god snak. Efterhånden fik jeg stykket lidt af hans livshistorie sammen.
For år tilbage havde Derek været gift. Han havde haft et job som pedel på en af de lokale skoler. Og hans land havde været verdensmestre i fodbold. Nu var det hele smuldret. Der var, som sad der en elastik i ryggen på den spinkle mand med de stålrandede briller og den snøvlende stemme. En elastik, der blev ved med at trække ham tilbage til netop de tre emner. Jobbet og konen var forsvundet omtrent samtidig, og Derek gjorde sig ingen forestillinger om nye eventyr i den retning. Fra nu af ville han sidde her og drikke i selskab med folk, man kunne regne med. Hans øjne var trætte og tunge, men der skete noget i dem, når snakken faldt på det engelske fodboldlandshold. Derek kunne live helt op, hans stemme kunne blive tændt af entusiasme. Ja, han kunne endda rejse sig fra stolen og næsten råbe, når han for gud ved hvilken gang skulle gengive et af Geoff Hursts mål fra … ja, fra den kamp. Den kamp, som alle englændere bliver ved med at holde tæt til hjertet som et dyrebart minde, der ikke må gå tabt. Den kamp, alting bliver målt op imod, og derfor også den kamp, som mange årtier senere bliver ved med at hjemsøge nye, talentfulde kuld af engelske landsholdsspillere som en ond dæmon, så snart de ifører sig trøjen med de tre løver.
Det var Drengene fra 66, Derek talte om. Holdet, der på hjemmebane gjorde England til verdensmestre efter en finalesejr på 4-2 over Vesttyskland. Det var Bobby Moore, Gordon Banks, Nobby Stiles, Alan Ball, og Geoff Hurst. Det var vidunderbrødrene Jack og Bobby Charlton. Det var holdet, der nedlagde såvel Argentina som Portugal med Eusebio på holdet på deres vej til finalen. Og som foran 93.000 euforiske tilskuere på Wembley gjorde det af med selveste Franz Beckenbauer og Vesttyskland i finalen.
Bobby Moore hilser på dronningen og får som kaptajn overrakt VM-trofæet i 1966. Foto: National Media Museum / Flickr / Public Domain
”De havde klasse, de havde fucking klasse,” læspede Derek igen og igen, mens han forsøgte at vise mig præcist hvordan Hurst havde ramt den bold, og hvordan den havde knækket i luften på vej mod tyskernes mål.
Men sekunder efter var Derek som regel faldet ned igen. Det skete, så snart snakken drejede over på nutidens engelske landshold. 1996 var ellers et optimismens år i England. De kolde 80’ere og Thatcher var efterhånden på afstand, i kulissen lurede Tony Blair og et forvandlet Labour. ”Fodbolden kommer hjem,” stod der på plakater overalt i Londons byrum. Der var Oasis, britpop og Cool Britannia over det hele. Union Jack var blevet støvet af og blev igen forbundet med noget positivt. Englænderne var ved at varme op til det forestående EM, den første slutrunde siden 1966 på engelsk græs. The Lightning Seeds satte ord og musik til det boblende engelske håb i slutrundesangen ’Three Lions’:
I still see that tackle by Moore
And when Lineker scored
Bobby belting the ball
And Nobby Dancing
Three Lions on a shirt
Jules Rimet still gleaming
Thirty years of hurt
Never stopped me dreaming.
(Lightning Seeds)
Der var lysere tider på vej. Sådan var stemningen i London i 1996. Men ikke hos Derek; han købte den ikke. Han sad der på sin barstol og repræsenterede det England, der altid tror på, at tingene kan blive en tand værre, end de allerede er.
”Det kommer ikke til at ske,” sagde han med mørke øjne og tømte glasset, før han bestilte endnu en pint af den billigste ale til 99 pence stykket.
”Det kommer aldrig til at fucking ske igen.”
***
Snart fløjtes der op til den 21. udgave af VM i fodbold. Den 18. juni 2018 spiller England sin første kamp mod Tunesien. Traditionen tro ankommer det engelske landshold til slutrunden med en stor portion talent og en endnu større portion tyngende forventninger. Det slår aldrig fejl: Når en slutrunde nærmer sig, begynder fans, presse og spillere at skyde brystet frem. Storhedsvanviddet begynder så småt at melde sig. Alle leder efter tegn på, at der måske gemmer sig et nyt 1966-eventyr i netop disse udvalgte engelske drenge.
Og denne gang er der gode takter. Uden at tabe en kamp har England kværnet sig vej igennem kvalifikationen. Otte sejre og to uafgjorte kampe er det blevet til. I nylige testkampe har der ligeledes været lovende tendenser mod store nationer som Italien, Holland, Tyskland og Brasilien. Glimtvist sprudler unge supertalenter som Marcus Rashford og Raheem Sterling, og i Harry Kane har man et brandvarmt bud på en topscorer.
Måske skal det være denne gang. Måske. Der er tændt drømme i øjnene på englændere i alle aldre i disse uger. Når kampen mod Tunesien bliver fløjtet i gang, vil Volgograd være fyldt med blege englændere med drømmene udenpå. ’God Save the Queen’ vil blive sunget med gråd i stemmen og tårer i øjenkrogene på stadion, og når bolden ruller, vil en stortromme og en forkølet trompet vanen tro insistere på at blive hørt kampen igennem, mens de engelske fans med knyttede næver vil sætte i med:
Rule, Britannia! Britannia, rule the waves
Britons never, never, never shall be slaves.
Det vil lyde som et ekko fra en fjern fortid, og det er præcis, hvad det er. En tom hymne fra dengang det britiske imperium strakte sig så langt, at solen aldrig gik ned over det. I 2018 styrer briterne ikke noget som helst længere, og de ved det inderst inde godt selv. Brexit har skubbet landet det sidste stykke ud i periferien, og på fodboldens scene er der nu gået over et halvt århundrede, siden landsholdet vandt en vigtig titel. Det er ikke sket, siden Drengene fra ’66 hjemførte VM-trofæet på Wembley.
Det er kort og godt én lang lidelseshistorie. Ved 12 VM-slutrunder siden 1966 har England misset kvalifikationen tre gange og kun været i semifinalen ved en enkelt lejlighed – netop den aften i Torino, hvor Gazza brød sammen i tårer. I samme periode er det heller ikke blevet til nogen EM-titler.
I 1996 sang The Lightning Seeds om Thirty Years of Hurt. Det skulle ikke stoppe der. For to år siden lod journalisten og forfatteren Henry Winter sig inspirere af den sang, da han skrev bogen ’Fifty Years of Hurt’, hvori han forsøgte at belyse, hvorfor de engelske slutrundedrømme altid ender i skibbrud.
Winter dykker i bogen ned i det bundløse mørke, der viste sig i Gazzas blik den aften i Torino i 1990. Han skriver om et land, hvor det gør ekstra ondt at tabe. Hvor ydmygelsen stikker dybere. Det har noget at gøre med englændernes selvbillede. For England er nemlig ikke bare et fodboldland som alle andre. Det er fodboldens moderland. England var landet, hvor fodbolden blev opfundet. Det var her, de første kridtstreger blev trukket, og reglerne blev nedskrevet. England var landet, som udbredte sporten til store dele af kloden. Fodboldbegejstrede englændere grundlagde klubber i hele verden, lige fra Corinthians i Brasilien til Athletic Bilbao i Spanien og AC Milan i Italien. Og i 1966 lykkedes det efter mange års kamp så endelig at hjemføre det vigtigste trofæ af dem alle: VM-pokalen.
Derefter fulgte alle skuffelserne. Den ene efter den anden. Gang på gang har englænderne skudt brystet frem og forsøgt at overbevise sig selv og resten af verden om, at de var de største og stærkeste. Og gang på gang kom noget i vejen. I et interview forklarede Gazza for nogle år siden, hvor tårerne var kommet fra den aften i Torino:
”Når ting går godt, og jeg kan se, at det snart slutter, bliver jeg bange – virkelig bange. Den aften kunne jeg ikke holde tårerne tilbage,” forklarede han. Det hører med til historien, at Gazza allerede begyndte at græde, da han i den forlængede spilletid blev præsenteret for et gult kort, som betød, at han på grund af karantæne ville gå glip af finalen, uanset om England endte med at vinde eller tabe.
Der ligger noget vigtigt i det udsagn fra Gazza. En større historie om England. Gazza drømte om det største, men samtidig sad der en lille stemme bagerst i hans bevidsthed og fortalte ham, at om lidt ville det gå galt.
Måske er det den stemme, der gør, at England bliver ved med at falde over de samme sten ved store slutrunder. Der er især tre forhindringer, de tre løver gennem historien har haft svært ved at overvinde.
Paul Gascoigne i tårer efter VM-nederlaget i 1990. Foto: vedi sotto / Wikipedia / Public Domain
Forhindring #1: Tyskland
Angriberen Gary Lineker var med på det engelske hold den aften i Torino, hvor Gazza græd. Han gjorde, hvad han kunne og scorede englændernes mål i den ordinære kamp, og i straffesparkskonkurrencen scorede han igen, men alligevel måtte han se tyskerne løbe med det hele. Senere blev Lineker ophavsmand til et meget berømt citat om en slags fodboldens grundlov:
”Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter bolden i 90 minutter, og tyskerne vinder altid til sidst.”
Rivaliseringen mellem Tyskland og England er legendarisk i moderne fodbold. Den har været et af de faste indslag til mange slutrunder, både i VM- og EM-sammenhæng. To verdenskrige i det 20. århundrede har givet grobund for negative følelser, og de engelske tabloidaviser har som regel gjort hvad de kunne for at fyre op under hadet i deres optakt til vigtige opgør mellem de to lande. Særligt ved EM i 1996 tog det overhånd. På redaktionerne burde man ellers have vidst bedre end at puste til ilden. Da vesttyskerne i 1990 havde trukket det længste strå i VM-semifinalen, fulgte forfærdelige voldsscener flere steder i England. I Brighton var en gruppe tyske studerende blevet jagtet af 200 hævntørstige englændere, og i Eltham i det sydøstlige London var omkring 50 unge englændere gået amok og havde smadret alle biler af tysk fabrikat. Men det fik ikke aviserne til at holde sig tilbage seks år senere:
”Vi slog jer i 1945, vi slog jer i 1966, og vi slår jer i aften,” skrydede tabloidavisen The Sun op til EM-semifinalen, mens Daily Mirror forsøgte at overgå med overskriften: “Achtung! Surrender! For You Fritz, ze Euro 96 Championship is over”. Sådan gik det (selvfølgelig) ikke. For hvad Drengene fra ’66 havde gjort mod tyskerne, har stort set intet engelsk landshold kunnet præstere til en slutrunde siden – i hvert fald ikke i en afgørende kamp.
Ved VM i Mexico i 1970 vandt Vesttyskland 3-2 over England efter forlænget spilletid i kvartfinalen. To år senere gentog vesttyskerne sejren i EM-sammenhæng. I 1990 måtte Gazza, Lineker og resten af Bobby Robsons drenge strække våben efter straffesparkskonkurrence. I 1996 skulle fodbolden være kommet hjem til England, men et nu genforenet Tyskland stak en kæp i hjulet og vandt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Ved EM i 2000 vandt England faktisk over Tyskland, men det gjorde ikke den store forskel, da begge hold alligevel røg ud i gruppespillet. Senest mødtes de to hold i ottendedelsfinalen ved VM i 2010. Denne gang tog tyskerne ingen fanger. 4-1 stod der på lystavlen, da kampen var forbi, og England måtte forlade turneringen med det største VM-nederlag nogensinde.
***
Forhindring #2: Argentina
Det er hårdt at være oppe imod Guds hånd og Guds fod på én og samme gang. Og det var sådan nogenlunde, hvad der ramte englænderne ved VM i Mexico i 1986. I et VM-historiens mest ikoniske øjeblikke steg den lille Diego Maradona til vejrs efter en høj bold i en duel med Englands målmand Peter Shilton. På højst unaturlig vist fik han drejet bolden i mål bag Shilton. Dommeren så intet ulovligt og anerkendte målet, men det var tydeligt, at Maradona havde slået bolden i nettet med hånden. Hvis det altså var El Diegos hånd, der gjorde det. Efter kampen bruste den vævre argentiner frem med en mindeværdig påstand om, at det var Guds hånd, der havde spillet med.
Argentina vandt 2-1 i det, der på forhånd var blevet stemplet som hadets kamp. Ikke ofte har landskampe på tværs af kontinenter karakter af arvefjendeopgør, men her var der tale om to lande, som få år tidligere havde været i krig mod hinanden. I 1982 udkæmpede Storbritannien og Argentina Falklandskrigen, og efterdønningerne var stadig markante fire år senere i Mexico, da de to lande ramlede ind i hinanden i kvartfinalen ved VM. Maradonas andet mål i samme kamp var turneringens bedste – måske et af de bedste i VM-historien. Med bolden klistret til fødderne løb han over en halv banelængde og satte den ene forvirrede englænder efter den anden af for til sidst at runde målmand Peter Shilton og sparke bolden sikkert i nettet.
England var blevet snydt, England var blevet ydmyget. England var færdige.
Lige så galt skulle det gå for englænderne, da de to hold 12 år senere stødte på hinanden igen. Denne gang i ottendedelsfinalen ved VM i Frankrig. Efter bare 16 minutter stod der 2-1 til England, blandt andet på et klassemål af den unge Michael Owen. Men kampen endte 2-2, og englænderne var på hælene, efter at den danske dommer Kim Milton Nielsen i 2. halvleg udviste David Beckham for en hævnakt mod Diego Simeone. De ti tilbageværende englænderne gav alt, hvad de havde og klarede sig igennem den forlængede spilletid for så at tabe straffesparkskonkurrencen.
Fælles for nederlagene til Argentina i 1986 og 1998 var, at de gjorde ekstra ondt, fordi englænderne her havde sendt ekstraordinært gyldne årgange af sted til slutrunderne og havde lignet gode bud på titelbejlere. I stedet blev det altså til tidlig hjemrejse i begge tilfælde. Og det var kun et ringe plaster på såret, at det ved VM i 2002 i Japan og Sydkorea faktisk lykkedes England at besejre og eliminere Argentina i det indledende gruppespil. Her ventede nemlig snart en anden sydamerikansk overmagt, Brasilien, som sendte England ud i mørket.
***
Forhindring #3: Straffesparkskonkurrencer
“Kære England: At tabe én straffesparkskonkurrence kan tolkes som uheld; at tabe seks af slagsen ligner mere skødesløshed.” Sådan skriver forfatteren Henry Winter i bogen ’Fifty Years of Hurt’. Og den engelske statistik, når det gælder de nervepirrende straffesparkskonkurrencer ved store slutrunder, er da også usandsynligt ringe. Frygten for at skulle afgøre det hele fra ellevemeterpletten må efterhånden være enorm hos de engelske spillere. Skulle det overgå de unge engelske spillere, der netop er rejst til Rusland for at vise flaget ved VM 2018, kommer historien til at hænge på hver enkelt spiller som en tung frakke, når de hver især skal vandre fra midtercirklen til straffesparkspletten for at sparke. Henry Winter indrammer det meget fint i sin bog, da han skriver om Stuart Pearce: ”Han vil for evigt være Manden, Som Brændte Straffesparket”.
Det var i 1990, Pearce skød for svagt og ramte den tyske målmand Bodo Illgners ben. Den aften, hvor Gazza græd. Som i øvrigt var første gang, englænderne stod i en straffesparkskonkurrence ved en slutrunde. Men det skulle langt fra blive den sidste. Ulykkerne var først lige begyndt.
Syv gange har England været i straffesparkskonkurrence ved store slutrunder. De seks gange har holdet tabt.
I 1990 brændte Stuart Pearce og Chris Waddle, og Vesttyskland vandt.
I 1996 brændte Gareth Southgate, og Tyskland vandt EM-semifinalen. Her havde England ellers vundet over Spanien efter straffesparkskonkurrence i kvartfinalen.
I 1998 brændte Paul Ince og David Batty, og Argentina vandt.
I 2004 brændte David Beckham og Darius Vassell, og Portugal vandt.
I 2006 brændte Frank Lampard, Steven Gerrard og Jamie Carragher, og Portugal vandt.
I 2012 brændte Ashley Young og Ashley Cole, og Italien vandt.
***
England bor i mig. Siden jeg som dreng så transmissionerne fra engelske stadions i den ugentlige Tipslørdag, har engelsk fodbold stået mit hjerte nær. Jeg labbede kampene i mig, uanset om de udspillede sig på Loftus Road, Anfield, Goodison Park, White Hart Lane eller Elland Road. Engelsk fodbold kom med knopperne forrest og tvang sig vej ind i mit system. Der var en vildskab på lægterne, der var rå socialrealisme i de grå sociale boligbyggerier, man kunne ane i baggrunden, når kameraet panorerede ud over de faldefærdige stadions. Og regnen faldt ofte så smukt.
Da jeg for år tilbage skrev en bog om danskeres passion for engelske fodboldklubber, stødte jeg på en lignende historie hos mange af de kilder, jeg talte med. Der var noget råt over engelsk fodbold, noget rock ’n’ roll, som man aldrig kunne få ved at besøge et dansk fodboldstadion. Og samtidig var der den melankolske vinkel på fortællingen om fodbold, som altid fulgte med, når det drejede sig om England. I de engelske fodboldfortællinger fyldte nederlagene lige så meget som sejrene. Uanset hvilket hold man holdt med, og uanset hvor godt det gik, så vidste man et eller andet sted, at det nok snart skulle blive hårde tider.
Fodbold er en lidelseshistorie, og de billeder, som ledsager denne lidelseshistorie har altid matchet det grå og trøstesløse England så fint. Og da særligt i 1980’ernes England, hvor Margaret Thatcher regerede med hård hånd og knuste fagforeningerne fra en ende af, og hvor elendigheden og opgivelsen var markant og synlig i det engelske samfund.
This is England
This knife of Sheffield steel
This is England
This is how we feel
(The Clash)
1980’erne var et sort årti for engelsk fodbold. Først Heysel-tragedien i Bruxelles i 1985, hvor hooliganismen fik frit løb under en kamp mellem Liverpool og Juventus, og 39 blev slået ihjel. Engelsk fodbold blev sat i skammekrogen, og de engelske klubber blev udelukket fra europæisk fodbold. Samme år døde 56, da et stadion i Bradford brød i brand. Og fire år senere mistede 96 fans af Liverpool livet under en stadionulykke i Sheffield. Der var intet smukt eller romantisk ved nogen af disse begivenheder, men på en eller anden sær måde var de med at lægge en særlig og alvorstung aura omkring engelsk fodbold.
Fortællingen om engelsk fodbold kom til at hænge sammen med fortællingen om det engelske samfund i disse år. De pilrådne stadions og deres omgivelser viste mit 12-årige jeg, som aldrig havde set andet end velplejede haver i en jysk provinsby, at der tæt på Danmark også fandtes samfund, hvor man virkelig kunne være på spanden. Og de nådesløse hooligans, som vendte det civiliserede samfund ryggen, havde noget dragende over sig. Jeg så billederne af Terry Butcher, som efter en kamp mod Sverige i 1989 havde blødt så meget fra hovedet, at den normalt hvide engelske landsholdsdragt havde skiftet kulør. Og jeg læste om, hvordan strømforbruget i England under VM-semifinalen mod Vesttyskland i 1990 var det højeste, der var målt, siden man i 1984 havde sendt sidste afsnit af Tornfuglene.
Det var alvor for englænderne. De var de blege, de fortabte. Og samtidig havde de altid en snert af storhedsvanviddet i sig. Et ekko fra dengang, de var de største.
***
Hanging on in quiet desperation is the English way.
(Pink Floyd)
Ved den seneste VM-slutrunde i Brasilien gjorde England ikke meget væsen af sig. I tre sølle optrædener mod Italien, Uruguay og Costa Rica blev det kun til et enkelt point, og de tre løver måtte luske af med halerne mellem benene, nærmest inden turneringen for alvor var gået i gang. For to år siden var ydmygelsen endnu større ved EM i Frankrig, da upåagtede Island blev endestationen. Så dybt havde nok end ikke sortseeren Derek troet, at England kunne synke. Det har været hård kost at være fan af England de seneste år. I Premier League har landet måske verdens stærkeste liga, men landsholdet har virket umotiveret og retningsløst ved de store turneringer.
Den tidligere engelske landsholdsspiller Terry Butcher mener, at det nationale fodboldforbund bærer en stor del af ansvaret for, at det er gået så galt.
”Jeg er chokeret og forundret over, at vi befinder os på dette lavpunkt,” sagde han til en engelsk avis kort efter EM for to år siden. – ”Det engelske landstrænerjob er ikke som en sæbeopera, det er værre end det. Det er en tragedie, og Shakespeare kunne ikke havet skrevet et bedte manuskript til den.”
Op til VM for fire år siden kom den danske fodboldekspert og skribent Asker Hedegaard Boye i Weekendavisen med sin vinkel på den engelske landsholdskrise:
”Englænderne har malet sig op i et hjørne. Man tørster efter en VM-medalje. Men presset er efterhånden så stort, ikke mindst internt, at man ikke tør udvise det mod, der vitterlig skal til for at levere fem-seks gode kampe i det onde trykkammer, som en VM-slutrunde også er.”
En af Boyes hovedpointer er, at de fremragende unge spillere ikke fik en chance, fordi man ikke havde modet til det. På det tidspunkt havde det engelske fodboldforbund valgt at ansætte den bagstræberiske Roy Hodgson i stedet for en visionær og moderne træner.
I 2018 er billedet en smule anderledes. Nu er Gareth Southgate træner. Ud over at blive husket som Manden, der Brændte Straffesparket (anno 1996) har han vist lovende takter som landstræner, efter at han overtog roret for halvandet år siden. Og han har i hvert fald vist mod til at satse på ungdommen og se bort fra de gamle ronkedorer. Wayne Rooney, John Terry og Steven Gerrard er væk. De unge er kørt frem i forreste geled, og Southgate viser dem masser af tillid. Holdet er mere fremadrettet og bevægeligt end under Hodgson – ikke at det siger alverden, men pilen peger uomtvisteligt den rigtige vej for England.
Men den største fjende bor stadig i den engelske landsholdslejr. Presset. Arven fra 1966 og de uhyggelige skygger fra de mange tabte kampe, da det virkelig gjaldt. Mange af de engelske spillere var slet ikke født, da Gazza græd i Torino, men de kan med sikkerhed stadig mærke hans tårer. Og hvis de ikke kan nu, så vil de med sikkerhed kunne det, når det hele begynder at spidse til, og kampene bliver tætte ved det forestående VM.
Landstræneren er helt bevidst om det store pres.
”Det er hårdt for dem,” har han sagt om de unge spillere, der trækker landsholdstrøjen over hovedet. ”De lider lidt under de seneste 25-30 års hændelser. Men hvad der er sket i fortiden, er ikke deres ansvar.”
Den tyske Liverpool-træner Jürgen Klopp har også blandet sig i debatten om det engelske landshold og det enorme pres, de unge spillere er under. Han har opfordret de engelske medier til at støtte holdet i højere grad.
”Det betyder ikke, at I skal være cheerleaders eller ignorere fejl, men måske kan I være med til at lette presset en lille smule,” sagde han for nylig henvendte til engelske sportsjournalister. – ”Måske skulle I fjerne tallet 1966 fra jeres tastatur sommeren over og bare lade det her hold skrive deres egen historie og skabe deres egne minder.”
”Jeg tror på, at pres er, hvad man selv gør det til,” har landstræner Southgate sagt til sine unge spillere. Før afrejsen til VM arrangerede han for nylig et møde, der skulle være med til at sætte det hele lidt i perspektiv for spillerne. En gruppe britiske marinesoldater, hvoraf nogle havde mistet lemmer i krig, kom og fortalte om det pres, de havde arbejdet under.
”Hvad er så presset på os? Vi skal til VM sammen med en flok gode venner og spille for England. For mange er det karrierens højdepunkt. Det er fantastisk,” sagde Southgate.
***
Hos Danske Spil kan man i skrivende stund få pengene 18 gange igen, hvis England bliver verdensmestre. Holdet er nummer syv på listen over favoritter til titlen. Mens jeg sidder her og skriver, får jeg lyst til at smide en hundredkroneseddel på det. Jeg vil jo gerne holde med England, for England bor i mig. Der er gode talenter på holdet. FA-formand Greg Dyke har lovet det engelske folk en VM-titel senest i 2022. Og på et eller andet tidspunkt skal det vel ske igen. Så hvorfor egentlig ikke?
Jeg skal fortælle dig, hvorfor: Fordi, det er England. Jeg går ikke ud fra, at Derek stadig sidder på den barstol på pubben i det nordlige London. Men hvis han gjorde, og hvis jeg kunne ringe for at få et godt råd, ville han med sikkerhed gentage sin sætning fra dengang:
”Det kommer aldrig til at fucking ske igen.”
Selvfølgelig vinder England ikke VM. Måske kommer tyskerne på tværs. Måske argentinerne. Måske en straffesparkskonkurrence. Eller en helt fjerde forhindring. Måske en, der bor inden i spillernes hoveder. En dæmon, der ikke kan uddrives.
We’re throwing it all away
We’re throwing it all away
We’re throwing it all away
at the end of the day
(Oasis)
*Ovenstående blev bragt på POV International i juni 2018, dvs. før VM i fodbold 2018.*
Kilder:
‘Fifty Years of Hurt: The Story of England Football and Why We Never Stop Believing’. Henry Winter. Bantam Press 2016.
Weekendavisen 13. juni 2014: ’Imperiets ortodoksi’, artikel af Asker Hedegaard Boye.
ITV: ‘Gazzas Tears – The Night That Changed Football’. https://www.youtube.com/watch?v=A0ltHY8-gfs&t=2375s
Evening Standard, maj 2018: ‘Young England squad ready made for World Cup pressures – and Gareth Southgate the perfect man to lead them’: https://www.standard.co.uk/sport/football/young-england-squad-ready-made-for-world-cup-pressures-and-gareth-southgate-the-perfect-man-to-lead-a3851541.html
Kickoff.com, oktober 2017: ‘Gareth Southgate urges England fans to keep undue pressure off young Three Lions at World Cup’. http://www.kickoff.com/news/79521/gareth-southgate-urges-england-fans-to-keep-undue-pressure-off-young-three-lions-at-world-cup
Daily Mail, juni 2018: ‘Pressure is Marines who have lost limbs… we’re just a bunch of mates going to play in a World Cup’ says England boss Gareth Southgate’. http://www.dailymail.co.uk/sport/football/article-5814063/Southgate-Pressure-Marines-lost-limbs-not-World-Cup.html
Forskellige udgaver af The Times og The Guardian i dagene omkring 4. juli 1990.
Tak til Karl Weis-Fogh og Rob Smyth for hjælp til research.
Relaterede artikler
