Katastofen i Kastrup

I 1960 blev dansk fodbold ramt af en uhyggelig tragedie, da et fly med otte talentfulde landsholdsspillere styrtede i Øresund. Alle spillerne – hvoraf flere skulle have repræsenteret Danmark ved OL i Rom – omkom ved ulykken. Havde det ikke været for en taske, der stod i vejen, ville Erik Dyreborg have været det niende offer. Journalisterne Allan Helleskov Kleiner og Tommy Heisz mødte i 2010 den nu afdøde Erik Dyreborg og skrev med afsæt i samtalen denne dokumentariske fortælling. Artiklen blev oprindeligt bragt i Politiken 15. juli 2010.

Det lille firepersoners fly ruller ud mod startbanen. Det går langsomt. Sommerregnen tæsker ned over Københavns Lufthavn i Kastrup, så sigtbarheden er helt i bund.

Ud over piloten sidder tre forventningsfulde unge fodboldspillere i flyet. Spændte på aftenens testkamp i Herning. Det er midt på sommeren 1960. Der er kun lidt over en måned til OL i Rom, og det er ved at være sidste chance for at gøre reklame for sig selv over for rigstræneren.

Om et øjeblik skal flyet lette og sætte kursen vestpå i selskab med det lidt større fly, der skal fragte de sidste otte spillere med base i København til provinsen. Radioen skratter og tager imod en melding fra tårnet. Piloten skal ikke lette lige nu, får han at vide. Der er sket noget med det andet fly, der kørte mod startbanen for få minutter siden. Meldingen fra tårnet lyder, at flyet med holdkammeraterne er »kørt i vandet«.

»Nå, så får de sgu da våde sokker«, konstaterer piloten med et kækt grin.

Han ignorerer i første omgang tårnets melding og fortsætter kørslen mod startbanen. Men før han har set sig om, bliver han hentet tilbage af lufthavnskøretøjer med blink på taget. Flyet skal ingen vegne. Der er ingen grund til at sætte kurs mod Herning, for der bliver ikke nogen fodboldkamp. Der er nemlig ikke længere noget hold.

Styrtede ned 50 meter fra land
Alverdens fodboldfans sørgede, da de hørte om flyulykken i München i 1958, hvor et halvt Manchester United-hold omkom, da flyet kørte af startbanen. Mange fodboldinteresserede kender også til Superga-tragedien i 1949, hvor Torinos mesterhold blev udslettet. Men dansk fodbold har også sit eget sorte kapitel, når det handler om flyulykker.

Om eftermiddagen den 16. juli 1960 mister otte talentfulde landsholdsspillere livet i en flyulykke. Ulykken sker, da en Havilland DH89 Rapid-maskine, som Dansk Boldspil-Union har chartret hos Zonens Redningskorps, skal lette fra lufthavnen i Kastrup.

Den melding, holdkammeraterne og piloten i det andet fly får over radioen om, at flyet er kørt i vandet, viser sig nemlig at være stærkt underdrevet. Det er nemlig lykkedes flyet at komme i luften, men kun kortvarigt. Blot 40-50 meter fra land styrter flyet i Øresund, og det kommer til at koste alle om bord, på nær piloten, livet.

Det er tilfældigheder, der gør, at spillerne overhovedet er med det forulykkede fly. Og endnu mere marginale tilfældigheder betyder, at en enkelt mand undgår at være om bord.

Erik Dyreborg, der senere bliver A-landsholdsspiller og blandt andet scorer mindeværdige fem mål i en kamp mod Norge i 1967, kan den dag i dag stadig gå og fundere over, hvorvidt nogen holdt hånden over ham den regnfulde eftermiddag i Kastrup for 50 år siden.

I dag er han 70 år, bor i Hornbæk og spiller stadig fodbold for hyggens skyld. Men havde det ikke været for en taske med tøj, havde han næppe løbet rundt på Frem Boldklubs plæner i København hver torsdag sammen med de andre veteraner.

Enkelte steder er der huller. Men i store træk husker Erik Dyreborg, på trods af de mange, år der er gået, hvad han foretog sig den sommerdag i 1960.

Formiddagen før katastrofen
Han står sent op og gør sig stille og roligt klar. Begynder at pakke sin taske. Ikke kun til aftenens kamp i Herning, for bagefter skal han flyve direkte videre til Bornholm, hvor han skal holde sommerferie med sin forlovede.

Den formiddag går 20-årige Erik Dyreborg rundt i lejligheden på Høffdingsvej i Valby, hvor han bor med sine forældre, med en let boblende fornemmelse i maven. Han glæder sig. Både til at se holdkammeraterne, til at spille aftenens kamp og til at komme ud og nyde sommeren i selskab med sin kæreste dagen efter.

Spillerne skal mødes i lufthavnen først på eftermiddagen. Ved middagstid går han udenfor, smider tasken bag på scooteren og forsøger at få den i gang. Hans trofaste kammerat svigter ikke. Den gråblå NSU med selvstarter, der får ham rundt, hver gang han skal på arbejde, besøge sin kæreste eller til træning på Frems anlæg, sætter i gang, og han begiver sig af sted. Det regner kraftigt.

Inden han sætter kursen mod Amager, skal han lige omkring Sydhavnen for at hente sin gode ven og holdkammerat Ib Eskildsen. Det kan godt komme til at tage lidt tid, tænker han. Ib er nemlig alene hjemme, fordi hans forældre er ude at rejse. Og så har han holdt svendegilde, fordi han blev udlært dagen før.

Det går, som Erik havde forventet: Han må hamre længe på Ibs dør, før kammeraten åbner døren og kigger ud med søvndrukne øjne.

Frem’ere skulle give omgang
Der er en løssluppen stemning, da spillerne mødes i afgangshallen i Kastrup. De fleste kender hinanden godt, for der har været masser af testkampe og olympiske træninger den seneste tid.

Det er B-landsholdet og ungdomslandsholdet, der skal spille mod hinanden i aftenens kamp i Herning. De fynske og jyske spillere er allerede i Midtjylland. Samlet i Kastrup er 11 spillere fra de københavnske klubber plus Ikastspilleren Erling Spalk, der aftjener sin værnepligt på Sjælland.

DBU har givet spillerne lov til at flyve til Herning i stedet for at rejse med tog, for at undgå at de skulle tage en ekstra fridag fra arbejde. Men det går ikke helt efter planen.

Unionens generalsekretær, Erik Hyldstrup, møder spillerne i afgangshallen og fortæller dem, at det fly, de skulle være rejst med, befinder sig i London. Men han har allerede talt med Zonens Redningskorps og chartret to mindre fly, hvor der skulle være plads til alle. Lige på nær DBU’s ledere, som i stedet må tage en taxa til Herning.

Det hele betyder lidt ekstra ventetid, men det tager spillerne i stiv arm. Der jokes med, hvem der skal give en omgang. De fleste mener, at det må være de tre Frem’eres tur. Ib Eskildsen er jo lige blevet udlært, Søren Andersen har fødselsdag, og Erik Dyreborg skal direkte videre på sommerferie efter aftenens kamp. Der er da noget at fejre.

Nummer ni på listen
Kort tid efter står det første fly klar. Her skulle være plads til ni af spillerne. De sidste tre må tage det mindre fly, der er på vej hjem fra en posttur til Sønderborg. Erik Hyldstrup finder en liste frem med navnene på, hvem der skal med hvilket fly.

Hierarkiet på holdene er klart, og dermed giver det sig selv, hvem der skal først af sted: B-landsholdsspillerne er vigtigere end ungdomslandsholdsspillerne, og de, der skal spille fra start i aftenens kamp, skal af sted før reserverne.

Navnene bliver læst op: først de seks, der skal spille for B-landsholdet. Nummer syv er Ib Eskildsen. Nummer otte er Erling Spalk. Nummer ni er Erik Dyreborg.

Spillerne tager deres bagage og begiver sig ned ad trappen og ud i regnen, hvor flyet holder og venter. Hvad Erik Hyldstrup ikke har tænkt på, er, at det første fly også skal have alt spillertøjet med. Ikke bare til de københavnske spillere, men til alle spillere på begge landshold.

Da piloten ser de meterhøje flettede kurve med tøj, ryster han på hovedet: Den går ikke. En af spillerne må tage det andet fly. Erik Hyldstrup tager en hurtig beslutning og råber til Erik Dyreborg:

»Dyreborg, du er den sidste. Men du er jo også så hurtig til at klæde om, så det går nok. Tag du det andet fly«.

Erik Dyreborg tager sin taske og går tilbage til de andre.

Hvordan kunne det ske?
Da det første fly sætter kurs mod startbanen, er det lille firepersoners fly allerede kommet retur fra Sønderborg. Der skal bare lige tankes brændstof, så kan de sidste spillere komme til Herning. Men det når aldrig at lette.

Erik Dyreborg og de tre andre spillere har ingen anelse om, hvilken skæbne der er overgået deres holdkammerater. De følgende dage vil brikkerne i form af vidneudsagn og tekniske undersøgelser begynde at samle sig til et puslespil, der giver et billede af, hvad der går galt, da Haviland- flyet forlader startbanen.

Flyet er tilsyneladende kommet fint i luften, men bliver så fanget i en regnbyge og får kraftig sidevind. Det kommer til at give piloten, Stig Vindeløv, store problemer. Havilland-flyet er nemlig ikke godkendt til regnvejrsflyvning og har ikke engang en vinduesvisker.

Vindeløv kan intet se og går derfor over til instrumentflyvning. Flyet er hverken udstyret med radiokompas eller andre moderne navigationsmidler, og derfor kan han kun navigere efter den såkaldt kunstige horisont, som er et instrument, der erstatter udsigten til jorden. Problemet er, at det først virker, når flyet er kommet op i fulde omdrejninger. Derfor er det ikke til nogen hjælp lige efter starten, da flyet hænger i lav højde over Øresund.

Vindeløv kæmper desperat for at redde situationen. Han mærker ikke, at flyet krænger til højre, og da han ikke har nogen horisont at navigere efter, er han prisgivet. Flyet går i spin, slår en kolbøtte og rammer havoverfladen. Det sker kun omkring 40-50 meter fra land og fra cirka 100 meters højde.

Efter styrtet ligger flyet krøllet sammen og er splittet i tre dele, mens regnen stadig pisker ned. Fodboldstøvler, trøjer og vragdele driver i havoverfladen.

To fiskere fra Kastrup er de første, der når frem, og kort efter følger redningsfolkene. De finder piloten, Stig Vindeløv, der når at sige

»Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske«, før han besvimer.

Syv af spillerne sidder i den ende af skroget, der er under vand, og de er døde på stedet. Ud over piloten er kun Per Funch Jensen i live, men han dør på vej til hospitalet. Piloten er således den eneste, der overlever ulykken, men han får amputeret sit ene ben.

Tilbage i lufthavnen mødes Erik Dyreborg og hans holdkammerater af DBU’s ledere, der er vendt om i taxaen. Erik Dyreborg kan tydeligt se på Erik Hyldstrup, at noget er helt galt. Han er helt bleg i ansigtet.

Men spillerne får ikke rigtig noget at vide. Kun at der ikke bliver nogen kamp den aften. De kan godt tage hjem.

Nyheden spredes
Sidst på eftermiddagen træder Erik Dyreborg ind i stuen hjemme i Valby. Hans mor sidder i sofaen og ser fjernsyn – en transmission fra roregatta på Bagsværd Sø. Hun er overrasket over at se ham. Hun regnede med, at han allerede var i Jylland og var ved at klæde om til aftenens kamp. Han siger til hende, at kampen er aflyst, fordi der var noget galt med et af flyene.

Netop som han står der og fortæller det, afbrydes kaproningen på tv på grund af en ekstra nyhedsudsendelse. Nyhedsoplæseren fortæller, at der er sket en flyulykke. Det er først i det øjeblik, at det begynder at gå op for Erik Dyreborg, hvor galt det er gået.

Nyheden spredes langsomt over hele landet. I det vestlige Jylland når den igennem til rigstræner Arne Sørensen og resten af spillerne, netop som de ankommer til Herning Stadion. Politiken kan dagen efter berette om, hvordan de mødes af det første urovarslende tegn, da flagene omkring stadion allerede er sænket på halv, da de ankommer.

Indenfor i et lokale på Herning Stadion får spillerne den fulde historie om den skæbne, der er overgået deres holdkammerater. Her sidder de med tomme blikke og lytter til radioen, hvor speakeren gentager den sørgelige meddelelse. Efter kort tid vælger de at fortrække til et hotel, fordi de vil være alene.

Nu begynder reaktionerne for alvor at komme. Politiken beretter om, hvordan holdet er knuget af sorg. Hvordan Arne Sørensen bryder ud i gråd og må trøstes af den unge landsholdsspiller Tommy Troelsen. Og hvordan John Danielsen fra B1909 må have beroligende indsprøjtninger, fordi han er »syg af graad«.

Sølvtriumf for de døde
Med ét slag er dansk fodbold sat år tilbage. Den næste dag kalder Politiken de unge spillere for »blomsten af dansk fodbold-ungdom«. Dem, der stod på spring for at tage over, når de mere rutinerede kræfter en dag stopper karrieren.

I dagene efter ulykken spekuleres der i, om Danmark overhovedet skal stille op til OL i Rom en lille måned senere. Den første vurdering fra både sportsredaktører og officielle kilder hos DBU lyder, at man nok bliver nødt til at trække sig. Det handler selvfølgelig om at vise respekt for de døde Men det handler så sandelig også om, at det danske hold er blevet svækket ved tabet af de talentfulde spillere, hvoraf tre allerede var udtaget til OL. Det vurderes fra mange sider, at Danmarks mulighed for succes er decimeret markant.

Men Danmark stiller op til OL den sommer. Med blandt andre en purung Harald Nielsen, en storspillende Tommy Troelsen og en tyggegummignaskende målmand ved navn Henry From rejser Danmark til Rom og vinder sølv. Som et af de første klare signaler til omverdenen om, at dansk fodbold også kan være med blandt de store. Og som et kammeratligt vink til deres omkomne holdkammerater, der aldrig nåede at indfri deres store talent.

Når man i dag træder ind ad døren i Boldklubben Frems klubhus i Valby, er det første, man møder, en mindeplade i træ. På den står navnene Ib Eskildsen og Søren Andersen. De to unge Frem’ere, der mistede livet ved flystyrtet i Kastrup 16. juli 1960, ligger begravet sammen på Vestre Kirkegård kort derfra.

Hver torsdag formiddag, når Erik Dyreborg går ind ad den dør for at klæde om til træning og fællesspisning med veteranholdet, kan han således blive mindet om, hvordan det hele var gået, hvis han ikke havde hamret så insisterende på Ib Eskildsens dør den morgen for 50 år siden. Eller hvis den taske med spillertøj ikke havde taget hans plads.

—

Artiklen bygger på interview med Erik Dyreborg samt en række skriftlige kilder, blandt andet avisartikler fra sommeren 1960.

Erik Dyreborg døde i 2013. Læs Politikens mindeord her: https://politiken.dk/sport/fodbold/art5482999/Fem-m%C3%A5l-mod-Norge-Erik-Dyreborg-er-d%C3%B8d

Hans Mortensen udkom i 2016 med bogen ’Sommeren 1960’, hvor historien om flykatastrofen også er med: http://peoplespress.dk/projects/sommeren-1960/

Per Funch Jensen (KB), 21 år. Målmand, 4 A-landskampe. Slagter. Udtaget til OL. Han var kendt for sine lynhurtige reaktioner.

Erik Jensen (AB), 29 år. 20 landskampe, halfback, ingeniør, gift. OL-reserve. En af Danmarks mest elegante spillere og bedste teknikere siden krigen. På og uden for banen kendt som værende lidt af en enspænder, der elskede at spille kamp, men ikke at træne.

Kurt Krahmer (KB), 22 år. Wing, 8 ungdomslandsholdskampe, 1 B-landsholdskamp. Lærerstuderende. Stort fighterhjerte og en god teknisk spiller.

Søren Andersen (Frem), 23 år. Angriber, lagerarbejder og gift. En optimistisk, fræk og ivrig spiller, som gik lige til grænsen.

Børge Bastholm Larsen (Køge), 29 år. Back, 11 landskampe. Toldassistent. Udtaget til OL. Beundret for sit elegante og rolige spil. Gift og havde en søn, Torben Bastholm, der selv fik en flot karriere for Køge.

Arne Karlsen (KB), 20 år. Centerhalf, 3 landskampe. Smedelærling. Udtaget til OL. Blev kaldt den mest lovende spillere i dansk fodbold. Han var kendt for sit fighterinstinkt.

Ib Eskildsen (Frem), 19 år. Back, ungdomslandsholdsspiller. Maskinlærling. Hårdt kæmpende forsvarsspiller, som havde fået sit gennembrud i foråret.

Erling Spalk (Ikast), 19 år: Centerhalf. Soldat. En rolig type, som skulle være startet i AB til efteråret og blev regnet for fremtidens mand på landsholdet.

Ud over Erik Dyreborg befandt Hans Andersen (Køge) samt Bent Jørgensen og Bjarne Eklund (begge B93) sig i det lille firepersoners fly, der ikke forulykkede.