Straffesparkskonkurrencen

”Plat eller krone?”, spørger dommeren i det sorte outfit, mens de to holds anførere tripper utålmodigt på trætte og tunge ben. 90 minutters benhård pokalfight og 30 minutters forlænget spilletid er endt uden vinder, og nu skal et simpelt kast med dommerens mønt afgøre kampens udfald. Det virker nærmest grotesk, at verdens største sportsgren ikke har en bedre løsning i knald-eller-fald kampe, hvor en vinder skal findes.

Siden pokalturneringernes start har det åbenlyse valg været omkampe. Men alt for ofte ender de også uden vinder, og et sammenpresset kampprogram tillader ikke at spille omkampe i det uendelige. Lodtrækning virker ikke som en rimelig afgørelse, men på højeste internationale juridiske niveau savner man ganske enkelt brugbare alternativer.

Muddermønten
Helt galt går det i 1965, hvor engelske Liverpool FC og vesttyske 1. FC Köln møder hinanden i kvartfinalen i Mesterholdenes Europa Cup. Kvartfinalen skal afgøres over to kampe. Både kampen i Vesttyskland og England ender uden scoringer. Det betyder, at de to hold skal finde en vinder i en tredje og afgørende kamp på neutral grund. Det er Feyenoord Stadium i Rotterdam, som kommer til at danne rammen om det, der skal ende med at blive en af historiens mest mærkværdige afgørelser på en fodboldkamp.

Det bliver nemlig også en umulig opgave at finde en vinder i Rotterdam. Den ordinære kamp ender 2-2. Efter 2×15 minutters forlængelse er der ikke faldet yderligere scoringer. Efter 300 minutters regulær fodbold har man ikke fundet en vinder. Begge hold har brugt de allersidste kræfter. Kampens belgiske dommer, Robert Schaut, kalder nu de to anførere til banens midte. Vinderen af kvartfinalen skal i henhold til reglerne findes med et møntkast.

Det er totalt kaos. Rundt omkring dommeren og de to anførere er spillere, trænere, journalister og kamerafolk stimlet sammen. Der er skubben og masen for at komme tættest muligt på det forestående drama. Dommer Schaut peger på Liverpools anfører, Ron Yeats, der vælger ”krone”. Dommeren sender mønten en tur i luften. Alles øjne følger intenst mønten, mens den daler mod jorden. Da den lander, viser de tilstedeværendes ansigtsudtryk tydeligt, at der er noget helt galt. Mønten er landet stående på højkant i det sparsomme græs på den mudrede bane. Vesttyskernes anfører, Wolfgang Overath, er nærmest i chok. Han mener, at mønten hælder en lille smule til deres side. Dommer Schaut er helt sikker i sin sag. Der må kastes endnu en gang. Denne gang lander mønten med ”krone” op ad. Liverpools spillere kan juble, mens en flok skuffede tyskere må luske i omklædningsrummet efter en afgørelse, som næppe kan kaldes sportslig.

Fodbolden skriger på en fair afgørelse af cup-kampe, men hvad er alternativet?

Ballesters løsning
Måske har løsningen luret i kulissen længe. Den spanske klub CF Cadiz har siden 1955 hver sommer afholdt en prestigefuld træningsturnering som optakt til den kommende sæson. Det sker jævnligt, at turneringens finale ender uafgjort. I 1962 er det blevet for meget for arrangørerne, at det hele skal afgøres ved lodtrækning. Man kontakter den lokale journalist Rafael Ballester, som i en avisartikel har udtrykt sin utilfredshed med lodtrækningshelvedet. Måske har Ballester en bedre løsning? Det har han. Ballester foreslår en afgørelse ved straffespark. Fem spark til hvert hold – først fem spark til det ene hold, dernæst fem til det andet. Sparkene skal tages af forskellige spillere.

Ballesters forslag kommer omgående i spil. Finalen i 1962-versionen af turneringen står mellem Zaragoza og FC Barcelona. Kampen ender uafgjort. Ballesters straffesparkskonkurrence får omgående sin ilddåb. Alligevel sker det utænkelige. Også straffesparkskonkurrencen ender uafgjort. Begge hold scorer på tre af de fem forsøg. Hvad nu? Barcelonas træner, Laszlo Kubala, foreslår, at de resterende fem markspillere skal tage et forsøg hver. Zaragozas ledere er ikke af den opfattelse. Deres resterende spillere er ikke nær så stærke skytter som Barcelonas. Derfor lader man de fem første skytter sparke igen. Denne gang vinder Barcelona.

Ballesters idé forbliver dog et lokalt fænomen. Faktisk skal man helt frem til 1983, før finalen i Cadiz igen står uden vinder efter ordinær spilletid. Men da er straffesparkskonkurrencen for længst en integreret del af international fodbold – dog i et lidt andet format.

Walds forslag
Tyskeren Karl Wald er pensioneret fodbolddommer med langt over tusind kampe på samvittigheden. Han er også grænseløst irriteret over lodtrækningsafgørelserne. Især prikker det til hans retfærdighedssans, da 1. FC Köln taber det dobbelte møntkast til Liverpool.

Ved det bayerske fodboldforbunds kongres den 30. maj 1970 stiller Karl Wald derfor et forslag om straffesparkskonkurrencen som alternativ. Wald har allerede iværksat forsøg med tiltaget i ungdoms- og amatørkampe, og både publikum og spillere finder løsningen god. Det sportslige element er i højsædet, og spændingen omkring straffesparkskonkurrencen fascinerer alle. Trods mindre modstand beslutter kongressen at indføre straffesparkskonkurrencen i delstaten.

Det tyske fodboldforbund, DFB, får hurtigt færten af det nye tiltag, og allerede fra sæsonen 1970/71 skal uafgjorte pokalkampe i Vesttyskland finde deres vinder efter 2 gange 15 minutters forlænget spilletid og dernæst straffesparkskonkurrence, hvis der fortsat ikke er en vinder.

Walds version af straffesparkskonkurrencen har – som Ballesters – fem spark til hvert hold. Den tyske version har dog skiftende skytter fra de to hold. Heller ikke Walds straffesparkskonkurrence har nutidens løsning ved lighed efter de 10 første spark. Ender det lige, skal der nemlig spilles ”sudden death” – regulært spil til først scorede mål.

Dagans diplomati
Da det israelske landshold ved OL 1968 i Mexico taber kvartfinalen mod Bulgarien i ordinær kamp og forlænget spilletid og simpel lodtrækning, får den håbløse afgørelse endnu en hårdnakket modstander. Israelske Yosef Dagan er ansat af det nationale forbund, hvor han blandt mange andre opgaver har eksperimenteret med straffesparkskonkurrencer til afgørelse af uafgjorte kampe. Nu er tiden vist moden til at bringe løsningen op på den internationale scene.

Dagan skriver en artikel til august-udgaven af FIFA News 1969. Her præsenterer han sit forslag. Med dygtig brug af sine internationale kontakter får Dagan sin gode ven; det malaysiske medlem af FIFA’s dommerkomité, Koe Ewe Teik, til at stille forslaget for IFAB. De to har forberedt en grundig præsentation med nøje udpensling af de tekniske detaljer og dygtig, diplomatisk vægtning af straffesparkskonkurrencens sportslige fordele.

Det grundige forarbejde bærer frugt. I den skotske by Inverness bliver Yousef Dagans forslag om straffesparkskonkurrencen indskrevet i fodboldreglerne på et IFAB-møde den 27. juni 1970 under titlen ”Spark fra straffesparkspletten”. Det måske mest dramatiske element har hermed gjort sit indtog i fodbolden.

En strid om ophavsret
Det varer ikke længe, før tyske Karl Wald melder sig på banen med påstanden om, at Dagan har stjålet idéen fra ham. Den diplomatiske israeler påpeger, at han i længere tid har benyttet straffesparkskonkurrencen i Israel. I baggrunden pippes der også om Ballesters forslag.

Striden om, hvorvidt straffesparkskonkurrencens fader er spansk, tysk eller israelsk, er egentlig ligegyldig juridisk armfægtning. Det er faktisk Brasilien, der med rette kan kræve forældremyndigheden, hvis denne besynderlige faderskabssag skulle ende i fodboldens statsamt.

Allerede i 1942 kan den brasilianske avis, O Esporte, således berette om denne nye måde at afgøre uafgjorte kampe på. Tre straffespark til hvert hold – først det ene hold, så det andet. Herefter endnu tre spark, hvis alt stadig er lige – denne gang på skift. Her afgøres kampen i samme øjeblik, hvor det ene hold brænder, mens det andet scorer. Er der efter de to gange seks spark fortsat ingen vinder, vil kampen blive afgjort med lodtrækning. En markant forskel er dog, at den brasilianske variant gør det muligt for holdene at benytte den samme spiller til alle spark.

Selv om den brasilianske presse ikke er begejstret for at afgøre fodboldkampe med spillets ultimative straf, er det stadigvæk en bedre løsning end den eksisterende. Her har man nemlig afgjort uafgjort cup-kampe ved at tælle antallet af tildelte hjørnespark.

Med hjertet i halsen
Siden 1970 er et utal af fodboldkampe blevet afgjort ved straffesparkskonkurrence. Nationale og internationale pokalkampe, knockout-kampe og finaler ved diverse slutrunder har været rammen om brændte spark fra utrøstelige straffesparksskytter, sublime refleksredninger fra dygtige målmænd og ikke mindst endeløst lange straffesparkskonkurrencer, hvor trætheden til sidst gav op over for nervøsiteten for at misse det afgørende spark.

Straffesparkskonkurrencen har et hav af indbyggede elementer, som ikke alene gør den ekstremt dramatisk, men også yderst uforudsigelig. Holdet skal i første omgang finde hele fem skytter, hvilket for langt de fleste mandskabers vedkommende betyder, at man er langt ud over det normale hierarki af dødboldsspecialister. Dernæst er der skruet yderligere op for det pres, som normalt forbindes med et forsøg fra 11 meter. Straffesparket er pludselig blevet kampafgørende.

En retfærdig afgørelse?
Straffesparkskonkurrencen er til stadighed tændvæske under ophedede diskussioner. Ingen er uenig om, at den er et klart bedre alternativ end tilfældig lodtrækning, men netop tilfældighederne i straffesparkskonkurrencen er i manges øjne for mange. Den helt igennem ubarmhjertige rolle som skurk og taber, der tilfalder den, som ikke omsætter sit spark, virker for tung at bære. Et helt holds – ja, nogle gange en hel nations – skæbne lagt i fødderne på en person.

Italiens målmand Gianluigi Buffon har stået i en straffesparkskonkurrence flere gange. Han ser hellere, at hans hold taber kampen i den forlængede spilletid end fra 11 meterpletten. For ham afgøres straffesparkskonkurrencen ikke af hvor dygtige skytterne er, men hvorvidt trætheden har ødelagt deres fokus. Hvis du har læste denne bogs forord, kender du allerede Lars Høghs holdning til straffesparkskonkurrencen. Han er bestemt ikke enig med Buffon.

Frankrigs pensionerede midtbanespiller, Christian Karembeu, har sat det endnu mere på spidsen ved at sammenligne straffesparkskonkurrencen med russisk roulette. En patron i kammeret på en seksløber og så trykke på aftrækkeren på skift. På et eller andet tidspunkt rammer det dig eller en af dine holdkammerater. Det er ikke en fair løsning.

De sære rekorder – og lidt til
Verdens længste straffesparkskonkurrence – i hvert fald, hvis man taler tid -stod mellem ACS Zebians og Harlem Bombers på den tyndt befolkede østat Dominica i Caribien. Den 29. september 2002 skulle der findes en vinder i den nationale pokalturnering. Straffesparkskonkurrencen mellem de to kombattanter blev fejlagtigt fløjtet af efter 11 spark. Harlem Bombers blev udråbt som vindere, men foranlediget af en protest fra Zebians og en fintælling af sparkene, kunne man fastslå, at der manglede et spark. Straffesparkskonkurrencen blev genoptaget og færdiggjort den 7. oktober. Denne gang med Zebians som vindere.

2005-versionen af pokalfinalen i den sydvestafrikanske republik Namibia har rekorden for flest spark i samme straffesparkskonkurrence. Hele 48 forsøg fra pletten skulle der til, før KK Palace kunne kåres som vindere i kampen mod FC Civics fra hovedstaden Windhoek. Kampen endte 17-16.

På den uofficielle liste topper to ungdomshold fra Mickleover Lightning Blue Sox og Chellaston Boys. De to hold måtte i 1998 ty til straffesparkskonkurrence, da deres kamp for spillere under 10 år ved Derby Community Shield skulle afgøres. Blue Sox vandt straffesparkskonkurrencen 2-1. Træfsikkerheden hos de små poder var ikke noget at skrive hjem om. Imponerende 66 forsøg fra pletten skulle der til, før vinderen var fundet.

På den noget større scene vil engelske Arsenal næppe se tilbage på sæsonen 1999/2000 og dens straffesparkskonkurrencer med muntre minder. Hele tre gange måtte ”The Gunners” se sig besejret på værst tænkelige facon. Først i 4. runde af Liga Cup’en, hvor Middlesbrough var bedst fra 11 meter. Dernæst i FA Cup’en – ligeledes i 4. runde – hvor Leicester vandt efter straffespark. Sidst, men ikke mindst, i UEFA Cup-finalen, som blev afviklet i Parken i København. Her tabte Arsenal straffesparkskonkurrencen til tyrkiske Galatasaray.  

Alternative løsninger
Der har med stor ihærdighed været søgt efter bedre løsninger end straffesparkskonkurrencen. ”Sudden death” i skikkelse af ”Golden Goal” og ”Silver Goal” – hvor et mål i den forlængede spilletid afgjorde kampen omgående eller ved slutningen af den igangværende halvleg, har ikke vist sig som langtidsholdbare løsninger. I mange tilfælde endte det hele alligevel med en afgørelse fra 11 meter. Set fra en fodboldelskers synspunkt var ”Sudden Death”-løsningerne en uværdig punktering af en eller højintens situation.

Derfor må fodboldfans over hele kloden trøste sig med, at der – indtil der findes en mere optimal måde at afgøre fodboldkampe på, næppe findes større drama og bedre underholdning i sportens verden end straffesparkskonkurrencen.

Amerikansk straffespark
Denne variation af det traditionelle straffespark har i Danmark fået tilnavnet ”amerikansk straffespark”, da det i en længere periode blev benyttet i den nordamerikanske liga, NASL (North American Soccer League). I USA var der på daværende tidspunkt ikke den store forståelse for, at fodboldkampe kunne ende uafgjort. I de store amerikanske sportsgrene spiller man til den bitre ende for at finde en vinder. Derfor skulle der naturligvis også findes en vinder i alle fodboldkampe. Løsningen blev det amerikanske straffespark.

Fremgangsmåden ligner til forveksling den, man benytter ved straffeslag i ishockey, og er ligesom det ordinære straffespark en duel mellem målmand og skytte. Skytten dribler med bolden fra midtercirklen – eller en markeringslinje midt mellem midte og målfeltets bue – mod målmanden, hvorpå der skal afsluttes på mål inden for et givent antal sekunder. Modsat det ordinære straffespark, må målmanden gerne bevæge sig før skyttens skud på mål. Blokerer målmanden, stoppes spillet omgående. Skytten har altså kun en reel mulighed for at score.

Se her varianten “amerikansk straffespark” (artiklen fortsætter under videoen):

Europæisk input, men ingen interesse
Den nordamerikanske liga gjorde sidst i 1970’erne sit yderste for at få sat skub i den europæiske fodbold i Guds eget land. Med import af aldrende verdensnavne som tyskerne Gerd Müller og Franz Beckenbauer, hollandske Johan Cruyff, nordirske George Best og ikke mindst det brasilianske fodbold-ikon, Pelé, var forhåbningen at sætte yderligere boost i sporten.

Det lykkedes i første omgang ikke engang at få amerikanerne til at bide på. Der var for lidt action og for få mål til det amerikanske temperament. Som en indirekte følge deraf, fandt ”Amerikansk straffespark” aldrig rigtig fodfæste i Europa, og i dag benyttes det kun yderst sjældent – f.eks. ved lukkede stævner, street soccer eller ved visse indendørsfodboldstævner.

Tidsrammen for ”amerikansk straffespark” i 1970’ernes og 80’ernes nordamerikanske liga var kun sølle 5 sekunder. Selv om der her var tale om markeringen midtvejs mellem banens midte og feltet, gav det skytterne mere ild i støvlerne end godt var. Der blev som en logisk konsekvens kun yderst sjældent scoret på forsøgene. Måske er det netop derfor, at den nuværende nordamerikanske liga, MLS (Major League Soccer), har droppet det ”amerikanske straffespark” og nu benytter samme straffespark som resten af fodboldverdenen.