Triumfen – We are the champions

Den danske landsholdslejr lignede et feltlazaret. Massører og læge arbejdede til klokken to om natten og måtte have forstærkning indkaldt fra København. Henrik Andersen var for længst blevet fløjet hjem efter Slaget mod Holland og opereret i knæet. Han var naturligvis ikke til disposition. Det var et stort tab, for Andersen havde været Danmarks bedste i marken sammen med Brian Laudrup. Men også resten af det normale forsvar var skadet. Kent Nielsen og John Sivebæk haltede rundt som krigsveteraner. Lars Olsen kunne slet ikke gå efter mødet med Schmeichel og Ruud Gullit i feltet. Ni spillere var enten helt væk eller skadet. Efter kampen mod Holland kunne Richard Møller Nielsen dele spillerne op i tre grupper: ”Folk, der kunne løbe – Povlsen var den eneste, der kunne. Folk, der kunne lunte eller gå, og så var der Lars Olsen, der ikke kunne gå. Jeg sagde til ham: Du SKAL. Jeg tvang ham til at gå banen rundt den følgende formiddag.”

På selve kampdagen – om formiddagen – tog Richard Møller Nielsen sine assistenttrænere Viggo Jensen og Jan B. Poulsen samt Kent Nielsen og John Sivebæk med ind på Nya Ullevi. De to forsvarsspillere var de mest tvivlsomme danske spillere inden finalen, og efter 15 minutters opvarmning bad landstræneren de to spillere om at løbe om kap med ordene: ”Jeg må sige det, som det er: Hvis jeg skal vælge mellem jer, så tager jeg den af jer, der kommer først og hurtigst.” På forhånd en ulige kamp: Lynhurtige Sivebæk mod forsvarsklippen og -klepperten Kent Nielsen, der ikke var kendt for sin speed. Kent Nielsen sprintede ifølge dem, der så kapløbet, nu hurtigere end nogensinde før eller siden og var helt oppe og true Sivebæk ved målstregen. Men den hurtige back vandt med en halv meter til sidst, og Kent Nielsen måtte se i øjnene, at han skulle overvære finalen fra bænken. Indtil Richard Møller Nielsen sagde, at begge startede inde. Landstræneren havde med sin improviserede duel fået bevis for, at spillerne var klar. Da Sivebæk anførte, at træneren kort forinden havde sagt, at vinderen startede inde, svarede Ricardo: ”Jeg sagde, at hvis jeg skulle vælge, ville jeg tage den hurtigste.”

Det var ikke kun spillerne, der kunne måbe over Richard Møller Nielsens kreativitet. På pressemøderne var han efterhånden blevet kendt for at sige alternative ting, men som en del af den usårlighed og stemning, der var over det danske landshold fra og med kampen mod Sverige, var også landstrænerens nogle gange besynderlige sprogbrug og anekdoter blevet vendt til en charmerende fordel. Udlandet elskede os. Alle medier – undtagen de hollandske – strømmede over med lovprisninger af de afslappede danskere, og alle H.C. Andersen-klichéer blev taget i brug. I den store svenske avis Dagens Nyheter hyldede lederen ”Vores Ricardo”, der blev set som modsætning til de kyniske tyskere, Danmark skulle møde i finalen. I lederen stod: ”Vores Ricardo er fra Odense, H.C. Andersens hjemby, det giver en helt anden livsopfattelse.”

En helt anden livsopfattelse. Richard Møller Nielsen blev i hvert fald berømt for sine helt egne eventyrlige formuleringer på pressemøderne, som han selv på forhånd havde fået oversat til flere sprog, så alle kunne forstå budskabet. Eller prøve at forstå. På pressemødet op mod finalen mod Tyskland sagde landstræneren til den samlede verdenspresse på både engelsk, tysk og dansk, at han i Sverige ofte var kommet til at tænke på sin mors korset. Det var nemlig laksefarvet. Og landsholdet havde jo fået serveret laks på Stenungsbaden Yacht Club, som lå idyllisk ud til den vestsvenske skærgård. Mens journalister fra hele verden ikke anede, hvad der havde ramt dem, fortsatte Richard Møller Nielsen:

”Min mors korset var udstyret med nogle stivere, som blev taget ud, når korsettet skulle vaskes. Så klappede det hele sammen og kunne hænge over tørresnoren. Det fik mig til at tænke på, at et fodboldhold kan være på samme måde. For det ville passe tyskerne godt, hvis vi blev presset sammen og tilbage på banen, men på vores landshold har vi også nogle korsetstivere op ad midten i Peter Schmeichel, Lars Olsen, ”Faxe” og Flemming Povlsen oppe foran. Vi skal hele tiden sørge for at holde vores hold langt, så vi ikke hele tiden bliver mast så langt sammen.”

Verdenspressen fik serveret landstrænerens mildt psykedeliske sammenligning på både dansk, tysk og engelsk. Men hvordan siger man korset på engelsk? Det måtte landstræneren have hjælp til, og her traf det sig så heldigt, at Peter Schmeichels manager i Manchester United, Alex Ferguson, besøgte den danske landsholdslejr. Så kunne Richard Møller Nielsen heldigvis få at vide af den nogenlunde jævnaldrende skotte fra nøjsomme kår som fynboen, at korsetstivere hedder bone eller steel.

På pressemødet sad journalisterne stadig og spurgte sig selv, om de virkelig havde hørt rigtigt, mens den danske landstræner fortsatte:

”Schmeichel, det store, dejlige råbehoved, udstråler tryghed. Christofte har været enormt værdifuld i forsvaret, hvor han har sat modstanderens farligste angriber ud af spillet og samtidig har været igangsætter af vores spil. Og Flemming Povlsen har med sin dynamik været med til at trække hele holdet op.”

Landstræneren identificerede rituelt disse tre hovedroller blandt sine spillere, og det var ikke altid, han ramte rigtigt med sine forudsigelser. Kim Christofte kom ikke til at spille samme hovedrolle som mod Holland, men udstrålede fortsat overskud og ro på den venstrebackplads, hvor han blev sat til at erstatte Henrik Andersen. Dermed blev tabet – altså det rent fodboldmæssige og taktiske – af Andersen ikke nær så stort, som det så ud til i første omgang. Rokeringen på rollerne og reaktionen i truppen var karakteristisk for den utrolige kollektive indsats, Danmark ydede under EM. Når en spiller måtte undværes, gik andre ind og erstattede på fornem vis som i en perfekt maskine. Torben Piechnik overtog Christoftes plads på midten, og Kent Nielsen blev tilbage, hvilket skulle få afgørende betydning i 2. halvleg, da det virkelig brændte på.

Det kunne virke mærkeligt at fremhæve enkelte spillere, som landstræneren gjorde, og især når det i så udpræget grad var en kollektiv indsats, der var fundamentet for Danmarks triumf. Men to spillere, som Richard Møller Nielsen fremhævede op til finalen, fortjente at blive nævnt for deres enorme vilje til at vinde, som smittede af på resten af holdet. Ingen udstrålede mere indædt sejrsvilje end Flemming Povlsen og Peter Schmeichel. Povlsen syntes at være billedet på Danmarks heroiske, utrættelige vilje til at blive ved. Det var i øvrigt samme kvaliteter, der sammen med hans store fodboldmæssige evner gjorde ham til publikumsyndling blandt Borussia Dortmunds mange fans fra arbejderklassen. Den altid tyggegummityggende, altid knoklende aarhusianer med det drengede look, som ikke mindst pigerne kunne lide, havde ydet en titanisk indsats hidtil ved EM. Han gjorde det igen i finalen, hvor han konstant stressede det tyske opspil og løb umenneskeligt mange meter. Samtidig var han så tændt, at resten af holdet, der var trætte som et alderdomshjem efter semifinalen, blev smittet af det. John ”Faxe” Jensen sagde bogstaveligt talt, at det føltes, som om hans ben var ”75 år gamle”, mens Sivebæk stillede op med et stort lårbind, mørbanket og vingeskudt efter semifinalen mod Holland.

Det lignede – i styrkeforhold – sønderskudte danske stillinger mod prøjsernes overlegne hær ved Dybbøl i 1864. Tyskerne havde kun spillet 90 minutter mod Sverige i semifinalen og havde haft en ekstra hviledag.

Og havde Danmark været David mod hollændernes Goliat, var vi mod Tyskland om muligt endnu mindre. Tyskland var regerende verdensmestre. De stillede med otte mand, som havde spillet VM-finale to år tidligere i Rom og besejret Diego Maradonas Argentina. Verdensklassespillere hele vejen rundt. Anføreren mod Danmark, Andreas Brehme, havde scoret sejrsmålet i finalen. Ved siden af sig i forsvaret havde han den supereffektive udsmider Jürgen Kohler og stålstærke Stefan Reuter fra Juventus. Guido Buchwald havde holdt Diego Maradona væk i VM-finalen to år før. ”Monstret” Stefan Effenberg og en af 90’ernes bedste, Mathias Sammer, huserede på midtbanen, og længere fremme var Thomas Hässler og Jürgen Klinsmann to af verdens bedste på deres plads. Hässler havde været EM’s bedste spiller indtil videre og havde scoret to utrolige frisparksmål på vej mod finalen. Klinsmanns angrebsmakker Karl-Heinz Riedle scorede to mål i semifinalen. Det var et skræmmende tysk mandskab. Og de var vant til at være i finaler. Ved de foregående fem VM-slutrunder havde tyskerne været i finalen fire gange og vundet de to, senest i 1990. Og det blev til guld ved EM i 1972, 1980 og 1996.

Tyskerne var holdet, alle frygtede. Og hadede. I 1992 var Berlin ikke den capital of cool, som den er blevet siden. Det var ikke smart at skrive cafénavne på Vesterbro med ü-Umlaut. Tysk var ikke smart, kun bøvet og tungt og schlager-grimt, og tyskere blev stadig omtalt som pølsetyskere. Ekstra Bladets forside op til finalen viste et billede af Flemming Povlsen. De store bogstaver sagde: ”Bare roli’gan: vi knækker de pølser”.

Alle børn hadede tyskundervisning i skolen. Alle danskere over 60 år huskede stadig lyden af tyske bombemaskiner og tyske soldaters støvletramp fra den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat af Nazityskland. Det store nationaltraume i 1864 havde amputeret os fysisk og nationalpsykologisk for altid. De ældste danskere huskede stadig, at Sønderjylland havde været tysk indtil 1920, og at danske mænd var blevet sendt i døden i tvungen tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.

Tyskerne var i fodboldsammenhæng desuden nok så vigtigt kendt for at spille kynisk, stramt organiseret og effektivt – som en spejling af deres effektive, ordentlige tyskhed. Sådan havde de vundet VM i 1974 og 1990, og sådan havde Bayern München vundet utallige europæiske pokaler – ofte til allersidst. Tyskerne havde lige så mange registrerede fodboldspillere, som vi havde indbyggere. Tyskere var arrogante, spillede gerne hårdt og altid underligt glædesløst og uden fantasi. Og de vandt. Altid. Det var det værste. Et nederlag ville være tungt, men forventeligt. En sejr ville være mirakuløs og monumental og blive endnu større, fordi den var over Tyskland.

Endnu i 1992 kunne vi simpelthen ikke lide tyskerne, og ingen danskere kunne drømme om at lægge politisk korrekt skjul på det, da spillerne gik ind på Nya Ullevi i Göteborg den 26. juni klokken 20.10 i smuk aftensommersol.

Inden kampen havde Richard Møller Nielsen som altid været rundt hos sine spillere og givet dem ekstra coaching, men denne gang kom specialinstrukserne Danmark til gode på en uventet måde. John ”Faxe” Jensen havde undervejs i turneringen hamret løs på modstandernes mål, hver gang han kunne se sit snit til det, og hver eneste gang havde han været tættere på at ramme hjørneflaget eller øverste tribune end målet. Derfor havde landstræneren forbudt ham at forsøge sig i finalen. Under opvarmningen stod ”Faxe” og trænede skud fra distancen, og han ramte kun ved siden af. Da han skød en af boldene helt ud til publikum, gik Richard Møller Nielsen amok og skældte John ”Faxe” Jensen hæder og ære fra, som han fortalte til Fyens Stiftstidende nogle år senere. ”Den bold får vi aldrig igen, hvad laver du dog?” Ricardo uddybede sine bevæggrunde i samme interview:

”Husk på, jeg er fra en tid, hvor en fodbold var meget værdifuld, vi passede altid rigtig godt på boldene til træning og hentede dem, hvis vi skød dem ud i skoven. Og selv om hvert hold fik et net med bolde ind før hver kamp, har det altid ligget dybt i mig, at vi skulle have alle bolde med ind igen efter opvarmningen.”

Landstræneren sagde nu til John ”Faxe” Jensen, at hvis han absolut skulle forsøge sig med langskud, skulle han tænke på sin hest. ”Faxe” havde en anpart i en hest hjemme i Danmark, og den var han meget glad for.

”Den kunne godt nok ikke finde ud af, om den skulle være en travhest eller en galophest. Men den betød meget for ham, og så sagde jeg til ham: ’Faxe’, du er så glad for den hest, men hvad nu hvis du fik et billede af den limet ned på dine støvler, så kunne du kigge ned på den, hver gang du skulle sparke, og så husker du, at du skal have overkroppen ind over bolden, når du skyder.”

Richard Møller Nielsen erkendte bagefter, at hans sikringer var brændt over, da han gav ”Faxe” en skideballe, og at det aldrig måtte være sket. Måske var det netop det bedste, der var sket.

Allerede fra første minut af finalen var det åbenlyst, at danskerne var for trætte til at presse og angribe som mod Holland. Der var på en måde også mere at tabe nu, og det spillede givetvis ind. Danskernes start var meget fornuftig og forsigtig med fokus på defensiven. Vi skulle holde de farlige tyskere væk. EM-finalen var den sidste finalekamp i fodboldhistorien, hvor det endnu var tilladt for målmanden at samle bolden op i hænderne efter en tilbagelægning. Regelændringen trådte først i kraft fem dage efter, den 1. juli 1992. Heldigvis for os, for især i 1. halvleg benyttede det danske forsvar sig ofte af denne mulighed for at trække tempoet ud af kampen. 18 gange i løbet af 1. halvleg spillede en dansk markspiller bolden tilbage til Peter Schmeichel, der samlede bolden op.

Allerede efter syv minutter var det dog ved at gå galt, da Stefan Reuter var alene igennem med Peter Schmeichel, som reddede til hjørne. Syv minutter senere tonsede John ”Faxe” Jensen for 117. gang bolden langt ved siden af, og Ricardo tænkte nok sit fra bænken på sidelinjen.

Danskerne stod godt nede i forsvaret, og når det var nødvendigt, lavede bundrutinerede John Sivebæk og åbenbaringen Torben Piechnik de professionelle frispark på tyskerne. Vi var gode til at bremse tyskernes opspil, inden de kom for tæt på, og vi var gode til at bryde rytmen. Den tyske vindermaskine var endnu ikke i fulde omdrejninger.

Vi spillede ikke flot fodbold som mod Holland og Frankrig, men var gode til at stoppe den tyske offensiv. Lars Olsen lagde bolden tilbage til Peter Schmeichel, som spillede den ud til sin anfører, som spillede den retur til målmanden. Stille og roligt. Og pludselig eksploderede det hele. Schmeichel sparkede langt op ad banen, hvor Povlsen nåede højere end Jürgen Kohler. Bolden var nu i højre side, hvor Kim Vilfort fra Skovlunde med en genial hælaflevering snød verdensmester Andy Brehme, der ellers lå helt oppe i haserne på danskeren. Povlsen rykkede, men Kohler erobrede bolden med en tackling af jern på sin tidligere klubkammerat fra FC Köln. Det var så dét angreb, nåede man lige at tænke, da Kim Vilfort satte en mindst lige så hård tackling ind på Andreas Brehme, så bolden igen var på danske fødder – Flemming Povlsens. To typiske Povlsen-ryk og en aflevering skråt bagud.

Til John ”Faxe” Jensen. Manden, der ikke kunne ramme målet, om han så fik 1000 forsøg og havde en bajonet i ryggen. Måske var det Ricardos specielle specialtræning inden kampen og dessiner om at tænke på hesten og have respekt for værdien af de fine, nye læderbolde. Så meget og så mange øjeblikke og omstændigheder føltes, som om det var skæbnebestemt i juni 1992. Under alle omstændigheder skete underet den 26. juni 1992 klokken 20.34. John ”Faxe” Jensen, der ikke havde scoret på det danske landshold i fem år, lavede sit andet mål i 48 landskampe. Og en af de vigtigste fuldtræffere i danmarkshistorien.

Det fik stor betydning for Danmarks skæbne, at vi kom tidligt foran i vores kamp. Det fik også titelafgørende betydning, at vi havde Peter Schmeichel. Hvis John Jensens mål var et mirakel, var Schmeichels redninger i den anden ende af banen så store undergerninger, at havde man været tysker, ville man tro, at målet var forhekset i EM-finalen. Var man dansker, følte man sig velsignet af den store blonde portvagt, der råbte og skreg, så selv tyskere kunne blive bange.

Da Jürgen Klinsmann efter 25 minutter sendte sit tørre hug afsted mod det lange hjørne, troede han selv og alle andre, at bolden var inde. En Volltreffer. Det virkede naturstridigt, at Peter Schmeichel fik smidt sin enorme krop ned og forlænget armen, så bolden blev skubbet uden om den ene stolpe. Peter Schmeichel betragtede også selv redningen som en af sine bedste og vigtigste blandt de utallige, han præsterede. Redningen var ekstra vigtig, fordi en tysk scoring på dette tidspunkt midt i 1. halvleg havde gjort det meget svært for de slidte danskere.

Umiddelbart efter kastede Torben Piechnik sig gennem luften og blokerede Mathias Sammers missil, men ellers blev de næste ti minutter dansk dominerede. Vi havde fået ny luft og kom frem ad banen, og tyskerne blev irriterede. Tyskeren, der aldrig kom til at vinde nogen popularitetskonkurrence, Stefan Effenberg, sparkede John ”Faxe” Jensen ned bagfra og fik en advarsel.

Danskerne spillede selv kontant, men samtidig klogere end tyskerne. Det danske midterforsvar var langsomt, men sammenspillet som en garvet enhed i en krig. Det var de hundredvis af timer sammen på træningsbanen og i kamp for Brøndby og Danmark, der kom Kent Nielsen og Lars Olsen til gode. De to veteraner Olsen og Nielsen havde overtaget Søren Busk og Ivan Nielsens roller som landsholdets Dupont og Dupond-figurer. To andre ”tvillinger”, John ”Faxe” og Kim Vilfort, patruljerede den danske midtbane og lå ligesom resten af det danske hold – ikke mindst Flemming Povlsen – hele tiden og generede de tyske verdensstjerner, som ikke kunne komme frem til chancer eller løb i offside.

Billedet fortsatte i de første 20 minutter af anden halvleg. Tyskerne var på den danske banehalvdel, men kunne ikke finde åbninger. John Sivebæk var omsider haltet ud efter 66 minutter og erstattet af Claus Christiansen. Det var en spinkel føring, og Danmark havde bolden mindre og mindre. Vi fik chancen, da Brian Laudrup i sit karakteristiske løb, et af fodboldhistoriens mest elegante, lynhurtigt og svævende på samme tid, gled uden om sin klubkammerat Stefan Effenberg og var alene med to tyskere. Laudrup havde med sit laudrupske overblik set Kim Vilfort rykke i fri position, hvor han nu modtog bolden på kanten af feltet. Den omskolede angriber skulle skyde med det samme, men tog et træk, og vinklen blev dårligere. Det var en stor chance. Vilfort skulle tage revanche senere, men forinden fulgte fem minutter, der roligt kan kaldes Danmarks skæbnestund i finalen. Og Tysklands undergang i samme kamp.

Kort efter Vilforts misbrugte forsøg snød Jürgen Klinsmann Torben Piechnik ude i højre side. Stjerneangriberen sendte derefter et indlæg uden for Schmeichels rækkevidde, mod bageste stolpe. Karl-Heinz Riedle skulle til at skubbe bolden det sidste stykke ind, da store Kent Nielsen ud af ingenting fløj gennem Göteborgs aftenluft og med et formidabelt saksespark afværgede dén tyske udligning, alle havde set inde.

Nu var det stormløb på de danske skanser. Inden forsvaret var på plads, hamrede Klinsmanns hovedstød mod Schmeichels mål med retning mod hjørnet, men den danske keeper nåede i flyvende stil helt op til bolden, som gik til hjørne. Kort efter: Thomas Doll, der tidligere i kampen først havde stemplet John ”Faxe” Jensen og derefter stukket Flemming Povlsen en lussing uden at få advarsel, sparkede på mål, Vilfort kastede sig ind foran sin målmand og reddede.

De trætte danskere tabte hurtigt bolden nu. Vi lossede den frem over banen uden adresse. Tyskerne pressede os langt tilbage, de danske forsvarsværker vaklede under belejring og heftig beskydning. Nyt, farligt indlæg fra Stefan Reuter ind i det danske felt. Schmeichel så ud til at være gået forkert ud. Bolden sejlede over ham, men på en eller anden måde, der ikke burde kunne lade sig gøre i virkeligheden, fik den danske målmand forlænget sin arm med adskillige centimeter og greb bolden. Med én hånd.

Det tyske spil med flade bolde frem over græsset og høje indlæg fra kanterne gik hurtigere og hurtigere nu. Presset var massivt. Det var forsvarskrig til sidste mand. Kort efter fik Danmark frispark, og Povlsens forsøg fra 30 meter ramte den tyske mur, røg retur til Kent Nielsen, der med begrænset held ville spille et-to med lige så tunge Henrik Larsen. Bolden røg i stedet op i den svenske midsommernat, og duellen om bolden skulle afgøres mellem indskiftede Claus Christiansen og Thomas Hässler. Heldigvis var tyskeren kun 166 centimeter høj, og heldigvis var duellen en hovedstødsduel. Claus Christiansen headede bolden fremad mod nærmeste røde trøje, som tilhørte Kim Vilfort, der tog bolden med sig med en øvre kropsdel. Efter alle superslow-optagelser fra alle tænkelige vinkler at dømme med kinden. Skovlundes gamle målkonge tog et træk væk fra Thomas Helmer og Andreas Brehme. Han var på kanten af feltet, 16 meter udefra. Så skød han. Med venstrebenet. Bolden strøg fladt hen over græsset foran Bodo Ilgner, kyssede indersiden af stolpen farvel, inden den gik ind. 2-0.

                      ”Huttelihut!” råbte TV2’s kommentator Flemming Toft.

Den britiske tv-kommentator for BBC vidste, at Vilfort var ramt af alvorlig sygdom i familien. Da han så, hvem målscoreren var, råbte han: ”Og det er Kim Vilfort!” efterfulgt af et grådkvalt ”sikke en romantisk historie!”

Kim Vilfort, denne hårdt prøvede mand, der denne sommer gik så meget strengt igennem med sin familie. Det var på alle måder et rørende øjeblik. Målscoreren selv nåede lige at knytte næverne i glæde, så blev han nedlagt af holdkammeraterne, som kastede sig over ham. Torben Piechnik blev så glad, at han hoppede for langt, fløj gennem luften og landede på den anden side af jubelbunken.

Kronprins Frederik jublede på tribunen sammen med fodboldlegenderne Pelé og Bobby Charlton, der bagefter lovpriste henholdsvis Brian Laudrup og Flemming Povlsen som EM-turneringens bedste.

Der var 11 minutter tilbage. 2,6 millioner danskere sad foran fjernsynet fra Esbjerg til Rødby. Omtrent en halv million yderligere stod foran storskærme, som var opsat i større byer, i Aarhus, Aalborg, Odense, i Fælledparken og på Rådhuspladsen i København. De turde endnu ikke tro på det. En tomålsføring var ingen garanti, for tyskerne har altid været farlige til sidste sekund.

Man forventede nu en sidste desperat tysk sommeroffensiv. De var verdensmestre i at komme tilbage. Tyskerne var aldrig slået. Det ligger i tyskernes DNA, at de altid kommer igen. I VM-finalen 1954 var de håbløst bagud 0-2 mod uovervindelige Ungarn, og vandt alligevel 3-2. Det blev sejren, der kickstartede tyskernes genopstandelse efter den totale ruin oven på Anden Verdenskrigs rædsler. I VM-finalen 1974 mod et af fodboldhistoriens smukkest og bedst spillende mandskaber, Johan Cruyffs Holland, var tyskerne bagud 0-1 efter et minut uden at have rørt bolden. Og vandt selvfølgelig alligevel 2-1. I VM-semifinalen 1982 var de bagud 1-3 mod formidabelt spillende Frankrig i den forlængede spilletid. Og vandt alligevel. I VM-finalen 1986 mod Maradonas Argentina var de bagud 0-2 og udlignede. Og så videre. Tyskerne kommer altid igen. Tyskerne bliver ved.

Og tyskerne forsøger. Men ikke denne gang. Den 26. juni 1992 kom tyskerne ikke igen. På Nya Ullevi begyndte den taktfaste sang på melodien til Beatles’ Yellow Submarine: ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei”. Råbene bredte sig til Fælledparken, til Esbjerg, Rødby, og blev hørt mange gange i de følgende uger. At det netop var tyskerne, der kom ned med nakken, gav tilsyneladende euforien en ekstra dimension. Det var også denne sang, Brian Laudrup fik 150.000 mennesker til at istemme på Københavns Rådhusplads dagen efter.

Den schweiziske dommer Bruno Galler så kampen ebbe ud. Tyskerne prøvede, men de trætte danske helte gav deres sidste, opildnet af det dansk-svenske publikum, som taktfast støttede dem. Andreas Thom forsøgte med en sidste desperat raket, men den gik forbi. Uret talte ned mod miraklet. Millioner af danskere lå på grænsen mellem hjerteslag og ekstase, da dommer Galler endelig, endelig, fløjtede af. Som Kent Nielsen sagde bagefter: “Tyskerne var bedst. Men vi vandt.” Hans kollega på samme position i den anden ende, Tysklands Guido Buchwald sagde det på denne måde: ”Danskerne var overalt på banen, fordi hver mand spillede for to.”

Det utrolige var sket. Spillerne kastede sig på knæ, strakte armene i vejret som Flemming Povlsen, eller om halsen på hinanden, som de hårde drenge Torben Piechnik og Peter Schmeichel sammen med no-nonsense-anføreren Lars Olsen. På lystavlen stod den skrift, som er en Jellingsten værdig: ”Denmark 2 Germany 0 – Grattis Danmark”.

Richard Møller Nielsen var væk. Han var gået ind på et toilet inde under tribunerne på Nya Ullevi. Som han gentog ved mange lejligheder, var Richard Møller Nielsen et troende menneske. ”Jeg både tror og stoler på Gud.” Og i sejrens stund var det vigtigt for ham at gå for sig selv, folde sine hænder og sende en tak opad. Måske tænkte han i sit stille sind på B.S. Ingemanns salmelinje ”viljen ser vor Herre på, giver kraften vinge”, som han havde sunget siden sin fynske barndom i 1940’erne. Den tyske målmand sagde det jo efter finalen: ”Danmark var det mest viljestærke hold i turneringen.”

Da landstræneren kom ud igen, var det ham magtpåliggende, at spillerne beholdt deres rigtige trøjer på, så der kunne blive taget et ordentligt billede af holdet med pokalen. Så løb Ricardo banen rundt med Dannebrog sammen med Kim Christofte.

 2013, året før sin død, kaldte Richard Møller Nielsen EM-titlen for ”en triumf for hele den danske nation”. Det gjorde han i DR-udsendelsen ”Jeg var der”, som fulgte landstræneren rundt på stadion i Göteborg, mere end 20 år efter EM-sejren. Her fortæller han blandt andet om, da han løb banen rundt med Kim Christofte. ”Det var selvfølgelig glæde, men når vi gjorde sådan, var det ganske enkelt for at sige tak. Vi ville sige tak for støtten. Det betød enormt meget. Det var ikke bare os, der var heroppe, der blev europamestre. Det var hele Danmark. Det var den opbakning fra hele landet, der var medvirkende til, at det lykkedes.”

Flemming Povlsen tudbrølede og kastede sig i favnen på Peter Schmeichel. John ”Faxe” Jensen græd også åbenlyst. EM-pokalen blev overrakt til Lars Olsen, og de øvrige spillere fik lov at holde den under æresrunden foran de lige så euforiske tilskuere på Nya Ullevi, mens Queens ”We Are The Champions” bragede løs om kap med festfyrværkeriet. Så overtog Peter Schmeichel pokalen. Han sad med den i bussen på vej tilbage til hotellet, mens Ricardo tog mikrofonen og sang nogle halvfrække sange om tre garderhuer, der hang i entréen hos den unge mø.

Den sang, der blev spillet på bussens anlæg, og som spillerne brølede med på for fuld kraft, var ironisk nok et ekko fra fortiden: Re-Sepp-Ten med Frank Arnesen, Piontek, Elkjær, Lerby og alle de andre 80’er-helte, som Ricardos europamestre havde følt, at de stod i skyggen af: ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”. De levede faktisk bedre op til teksten end deres forgængere. Peter Schmeichel tog pokalen med i seng. Han holdt den i flyet på vej hjem.

Jubelen ville ingen ende tage. Over hele Danmark strømmede folk ud på gader og pladser efter sejren på en måde, så det eneste, euforien tåler sammenligning med, blasfemi eller ej, er Befrielsesdagene i maj 1945. Godt nok blev der ikke brændt mørklægningsgardiner af i juni 1992, men der blev hængt dannebrogsflag i vinduerne, vildtfremmede mennesker omfavnede hinanden, og befolkningen var kollektivt beruset af glæde på den måde, generationerne født efter 1940 kun har hørt ældre slægtsled fortælle begejstret om. Eller som man måske selv har oplevet i Sydeuropa efter de helt store triumfer. Hornet i bund, alle springvand blev omdannet til offentlige swimmingpools, smil og latter, kys og kram til alle, råb, sang, bægerklang i dagevis. Selv politiet udskiftede hjelm og kasket med klaphat og dannebrogsflag. Folkefest uden reservationer. Hvem havde troet, at vi nogensinde skulle opleve det igen?

I 2015 spurgte forfatteren til denne bog Brian Laudrup, hvordan han huskede EM 1992:

”Vi havde ikke det bedste hold på papiret, men tilsammen skabte vi noget unikt. Det er først mange år efter, at man kan se, hvor stort det egentlig var, det man opnåede. Det var magisk. Lige når det sker, er det svært at sætte ord på. I andre lande ligger det lidt i deres DNA, at man vinder noget, men for os er det optimalt bare at komme med. Og så at vinde det hele! Det var et eventyr, der er ikke noget, der overgår det. Det var paradis. Det er fantastisk, at unge, som ikke engang var født dengang, kommer hen til mig og fortæller mig, at deres forældre har fortalt dem om dengang, og de har set klip på YouTube. Det lever videre.”