Pione er Pione
Pione Sisto med sudanske rødder er ikke den danske Zlatan Ibrahimovic.
På den ene side må spillere med udenlandsk oprindelse fremstå som forskellige fra etnisk danske spillere, på den anden skal de være velintegrerede, ydmyge og taknemmelige.
Stop så. Nu er det nok. Utallige gange gennem de seneste 10 år er jeg blevet ringet op af journalister, som stiller spørgsmålene: Hvorfor er der ikke en dansk Zlatan (Ibrahimovic)? Bliver den nye stjerne med udenlandsk baggrund den danske Zlatan?
Debatten går også i fodboldkredse og i den almene offentlighed. Her skiller vandene sig mellem dem, som mener, at det er for dårligt, at der ikke er en dansk Zlatan, og dem, som mener, at det blot er, fordi der ikke er tilstrækkeligt talentfulde spillere med anden etnisk baggrund end dansk.
Et interessant fravær
Debatten er ikke uvæsentlig og kredser om et interessant fravær. Det er et faktum, at der endnu ikke har været en etableret spiller på det danske A-landshold i herrefodbold, som har haft anden etnisk baggrund end dansk.
Det er også et faktum, at derved adskiller det danske A-landshold sig fra det svenske, hvor der typisk er flere spillere med anden etnisk baggrund end svensk i startopstillingen.
Heraf er Zlatan blot den mest berømte. Ligesom han også har været den mest omdiskuterede i den svenske offentlighed.
Debatten om fraværet af en dansk Zlatan er prisværdig nok. Opmuntrende er det, at journalister stiller kritiske spørgsmål angående sport. Vi har nok af kampreportager, der beretter om danske fodboldklubbers og ikke mindst herrelandsholdets præstationer og om de enkelte spillers indsats og deres personlige problemer.
Dansen fra Sydsudan
Hvorfor skal journalisterne så stoppe med at spørge efter en dansk Zlatan? Det stod klart efter de seneste mediereportager om Pione Sisto som den kommende danske Zlatan. Reportager blev brugt til at vise højst usædvanlige billeder fra det pressemøde, hvor Sistos udtagelse til U-21-landsholdet blev offentliggjort. Mediereportagen koncentrerede sig om, at Sistos forældre i den forbindelse havde hyldet deres søn ved at opføre en dans fra Sydsudan.
Mediernes insisteren på, at præsentere Sisto, Zohore eller en helt tredje som den nye danske Zlatan bidrager til at ensarte og fremmedgøre personer med anden etnisk baggrund end dansk. Pione Sistos forældre kommer fra Sydsudan og har boet i Uganda, mens Sisto selv har boet næsten hele sit liv i Danmark, taler dansk med midtjysk accent og har en studentereksamen fra et dansk gymnasium.
Pione Sisto er ikke Zlatan Ibrahimovic. Pione Sisto er Pione Sisto.
Fejringen af Pione Sistos udtagelse til U-21-landsholdet kan ses her (artiklen fortsætter under videoen):
Manglende nuancer
I mediernes sammenligning af Sisto og Zlatan bliver der skrevet i sort og hvid, og det uden mulighed for at kombinere farverne og fremvise farvenuancer. Det er problematisk, da det ikke hjælper hverken den almene offentlighed eller sportens ledere og trænere med at forstå de specifikke relationer, som omgiver den enkelte spiller med anden etnisk baggrund end dansk.
En interesse for det unikke i den enkelte spillers baggrund og motiver er helt fundamentalt for både at kunne udfordre og støtte ham eller hende. Jamen, bidrager Sistos forældres optræden ikke netop til at præsentere hans kulturelle baggrund og at gøre ham til en ny unik dansk Zlatan?
Det gik kloden rundt
Det kan siges, men læg mærke til mediernes reportager fra pressemødet. Forældrenes optræden går land og klode rundt uden megen information om baggrunden og formålet med denne optræden. Vi ser de etnisk danske journalister grine ad begivenheden. Forældrenes optræden kommer til at fremstå eksotisk og lettere primitiv.
Dilemmaet for spilleren
Seancen afspejler, hvad det er for et dilemma, kommende dansk Zlatan’er er placeret i. På den ene side må spillere med udenlandsk oprindelse fremstå som forskellige fra etnisk danske spillere; som særligt eksotiske på grund af deres spillestil, boldtalent, kreativitet, vildskab, motivation eller lignende. Som den særlige 10’er, som det danske landshold mangler.
På den anden side må udenlandske spillere fremstå som velintegrerede, ydmyge og taknemmelige for at få vist den tillid, det er at blive tildelt en plads på holdet.
En netop afsluttet ph.d.-afhandling fra Sektion for Idræt, Aarhus Universitet, viser, hvordan afrikanske fodboldspillere oplever dette dilemma i danske, norske og svenske fodbodlklubber. På den ene side sørger spillerne selv for at fremstå, som om de er unikke og har et særligt drive, da det højner deres synlighed og salgsværdi.
Stereotyp rolle
Samtidig oplever mange af de afrikanske fodboldspillere, som vi har interviewet, at denne rolle er vældig stereotyp og begrænsende for dem. På den anden side må spillerne nemlig også vise sig villige til at gennemgå en patriarkalsk afretning, hvor etnisk danske trænere hjælper dem med at tæmme deres vildskab, at forme dem som fuldendte spillere og som veldisciplinerede medlemmer af holdet.
En central arena
I dag er sport en central arena for at udvikle forestillinger om Danmark og det danske. Vi oplever at være del af et nationalt fællesskab, når Dannebrog vajer, der synges nationalsang, og medierne skriver ironisk eller hyldende om danske præstationer og egenskaber.
Dermed kan sporten også være en meget central arena for at repræsentere den etniske mangfoldighed i det danske samfund. Hvis det skal ske, må vi holde op med at spørge efter en dansk Zlatan.
Relaterede artikler
Artiklen er første gang blevet publiceret i Jyllands-Posten med titlen “Pione Sisto med sudanske rødder er ikke den danske Zlatan Ibrahimovic”.
Sine Agergaard er professor ved Aalborg Universitet og har i en lang årrække forsket i idræt og integration og har senest udgivet “Rethinking sports and integration” hos Routledge. Køb bogen her!
Rethinking sports and integration
Rethinking Sports and Integration offers a critical cultural analysis of the idea that sport can promote the integration of migrants and their descendants. It examines the origins of this idea and the concept of integration, and analyzes the problems in focus, the methods applied and the results of sports-related integration programmes. The text also redefines sports-related integration with perspectives from migration studies that highlight the super-diversity within migrant groups, and explore the various ways in which transnational connections influence participation in sport within migrant communities. This book is important reading for students and researchers working in sport development, sport policy or migration studies, as well as a valuable resource for sports governing bodies, policymakers and project workers.?