Da Rivaldo brød med den maskuline etik

Den brasilianske topstjerne Rivaldos ‘filmen’ var ikke kun usportslig, men også umandig. Det er ikke en legitim strategi for mænd at gøre sig til ofre. At forsøge at vinde sympati ved uberettiget at appellere til medfølelse er en dødssynd.

“Sporten er altså at opfatte som det opdragelsesmiddel, vi hidentil har manglet; den lærer vore drenge at finde sig i dom­merens kendelse, ikke fordi den altid er kor­rekt, men fordi de selv har valgt ham som dommer, den lærer dem at lystre deres fører…” (W. Hovgaard, Sport, Kbh., 1888).

En fodboldspiller rammes hårdt af en bold, da han skal til at skyde hjørnespark. Fodboldspilleren tager sig i smerte til ansigtet og vælter bagover. Desværre er timingen ikke ganske god. Han tager sig først til hovedet et stykke tid efter, at bolden har ramt ham på låret, og der går endnu nogen tid, inden han beslutter sig til at kaste sig på jorden. Det er tydeligt for enhver, i hvert fald i langsom gengivelse på tv-skærmen. Men dommeren reagerede ved at udvise den spiller, der affyrede skuddet.

Rivaldos skuespil i kampen mellem Brasilien og Tyrkiet har skabt et verdensomspændende ramaskrig. Den teatralske gestus har affødt langt mere vrede, end det normalt sker ved f.eks. en ‘nødbremse’, en tackling mod en spiller, der på modstanderens banehalvdel er i frit løb på vej mod mål. Og langt mere ophidselse end ved Maradonas berømte brug af Guds – eller rettere egen – hånd, da han scorede for Argentina mod England ved VM i Mexico i 1986. At filme er faktisk blevet et så stort problem, at fodboldens verdensforbund FIFA allerede før VM i Korea/Japan havde besluttet, at slå ned på ‘simulering’ som det vigtigste indsatsområde.

Men hvorfor er det så anstødeligt at filme? Fodboldspillet har lige siden sin første spæde start været et forhandlingsrum for manderoller. Her bliver det forhandlet, hvad der i en given periode bliver anset for ønskværdig maskulin optræden.

I Danmark var mottoet hos KB – den første danske boldklub fra 1876: »KB gør mænd til drenge og drenge til mænd«. Fodbold var en aktivitet, hvor mænd kunne holde fast på deres drengede sider, men også hvor drenge kunne øve sig i manderoller. Når det nærmest anses for værre at filme, end at skade andre, skyldes det, at det fortsat udgør et stærkt brud på de mandlige normer at ‘skabe sig’ for at opnå en fordel.

Rivaldos filmen var ikke kun usportslig, men også umandig. Det er ikke en legitim strategi for mænd at gøre sig til ofre. At forsøge at vinde sympati ved uberettiget at appellere til medfølelse er en dødssynd. At opnå fordel gennem følelsesmæssig manipulation er uacceptabelt. Tysk films grand old lady – den forkætrede Leni Riefenstahl – havde ved optagelsen af sin Olympiafilm ved OL i Berlin i 1936 kæmpet hårdt for at få lov til at filme atleterne på måder, der var visuelt appellerende, men forstyrrende for sportsudøverne. Hendes ønsker var blevet afvist af Den Olympiske Komité, men efter et møde, kom hun grinende tilbage til sin stab og fortalte, at hun nu havde fået lov. Undrende spurgte de, hvordan det var lykkedes, hvortil hun svarede: ‘Jeg græd’. En sådan form for følelselsmanipulation er helt udelukket for mænd. Sportens gamle idealer om stoiskhed, at man(d) bærer en smerte med fatning – og i hvert fald ikke forsøger at gøre den værre, end den er – gælder stadig.

Fair play-begreberne er blevet meget udvandede, siden de engelske overklassemænd for 150 år siden rystede på hovedet og sagde ‘This is not cricket’ om ethvert tilløb til overtrædelse af sportens skrevne og uskrevne regler.

Fortsat er sporten dog fortsat én af de vigtigste arenaer for udvikling af maskulin etik. Et eksempel er, at fodboldspillere sparker bolden ud, når en medspiller bliver liggende i græsset. Efterfølgende sparker modspillerne så bolden ud, for ikke at tilrane sig en fordel ved situationen. Hvis spillerne overtræder denne fair play-kode kan de risikere at få deres egne tilskuere på nakken.

Tidligere kunne fodboldspillere, der hev trøjen af, når de havde scoret et mål, risikere at blive bortvist fra kampen. Deres gestus blev førhen anset for umaskulin, både fordi den var urimeligt selvhævdende og ekstremt emotionel, men også fordi den kunne skabe seksuelle associationer gennem den opstemte spillers fremvisning af sin ofte stærk veltrænede, spændte overkrop. I dag har FIFA accepteret denne eksponering, så længe spilleren ikke forlader banen og løber ud blandt publikum. Der er altså tegn på, at fodboldspillet i udviklingen til showbiz trækker manderollen mere i retning af det æstetiske og det emotionelle, men med udgangspunkt i en medieskabt ekshibitionisme.

Fodboldspillet rummer dog også en udfordring til den dominerende, rationelle manderolle. I fodboldspillet er intuitionen central, og ikke hovedet, men foden er den hyldede legemsdel. Og mænds teknologifiksering er ikke væsentlig for selve spillet, men nok for dets iscenesættelse. Men hvorfor er netop fodboldspillet uden sammenligning blevet det globale mandespil? Fodboldspillet foregår på en meget stor bane, hvor spillernes kraft og hurtighed er afgørende for, at tilskuere og seere fornemmer energi og action i spillet. Den mandlige krops fysiologiske evne til stærke og hastige bevægelser gør spillet dynamisk og flydende.

I KB hyldedes den maskuline krops formåen omkring århundredskiftet i digte som det følgende: »Smidige lemmer, rappe som lyn, snarrådigt syn, muskler som stål – det er vort mål«. I sammenligning med mandefodbold virker fodboldkvindernes spil langsomt og udynamisk. Derimod er kvindernes lidt lavere tempo for tilskuerne en fordel i håndbold, tennis og bordtennis, fordi mændenes spil i disse rumligt begrænsede sportsgrene tenderer mod at blive for fysisk med alt for mange hårde tacklinger, serveesser og bolde, som synet ikke kan følge.

Sporten er i dag blevet meget symboltung, da den skal bære næsten hele mandens projekt med at identificere det maskuline sammen med andre mænd. Derfor er fodboldspillet nærmest vokset til kultiske højder, hvor en Rivaldos skuespil kan bringe en verden i affekt.

I dag kan der fra mange kvinders side fornemmes en voksende accept af mænd og deres spil, skønt en del kvinder nok stadig mener, at det ville være nemmere, at give alle 22 spillere en bold hver. Flere kvinder har meldt sig som tilskuere, og en del spiller selv fodbold. Rødstrømpetidens læggen mænds særheder for had, er afløst af en voksende tolerance over for mænds legesind og erkendelse af, at fodbold faktisk er et rum, hvor mænd tør vise følelser. Et drenget sind og en veltrænet krop, skal man ikke kimse ad, uanset om det drejer sig om at smugkigge på VM-spillernes graciøse bevægelser eller nyde sin egen kæreste, når han kommer hjem fra træning.