I løbet af 1910’erne blev en håndfuld kvinder berygtet for deres nøgne eller semi-nøgne offentlige forestillinger. I dette oplæg fortæller Hans Henrik Appel nærmere om den unge franske danser, Adorée Villany, der gjorde krav på at være og blive betragtet som kunstner. Villany skrev endda en vittig bog om ‘Tanz-Reform and Pseudo-Moral’ i kølvandet på en retssag mod hende i München. Hendes argument var, at ballet med korsetter og balletsko undertrykte og perverterede kroppen, i stedet for at tillade frie kropslige udtryk, der var lige så vigtige som ansigtsudtryk. Hun fik en række kunstnere til at bære vidnesbyrd om, at hendes forestillinger var kunst. Under krigen forfulgte Villany sin karriere i det neutrale Skandinavien, hvor hun kom op imod den lutherske skandinaviske moral. Selvom anmeldere og tre separate politibesøg fandt hendes forestillinger i København hverken sjofle eller uanstændige – og at hendes nøgne dans kun blev udført i silhuet bag et hvidt gardin – lykkedes det en kristen moralforening at få hende forbudt at udføre sine forestillinger i byen. Efter et par mislykkede forsøg på at omgå forbuddet, producerede et dansk filmfirma en film med hende, som blev stor succes i 1915 i København. Præsentationen vil analysere diskursen om hendes dans ud fra anmelderne, politiet, den moralske union og Villany selv.