Sportsmenneske – Under bjælken

»Deres kongelige højhed, hr. borgmester, mine damer og herrer – sporten er konge!«

Med disse bevingede ord indledte den franske baron Pierre de Coubertin sin formandstale til Den Internationale Olympiske Komités for- samling i forbindelse med OL i Belgien 1920. Det var de første olympiske lege efter verdenskrigen, og en række nye olympiske traditioner skulle introduceres, bl.a. hvide fredsduer, et flag med fem farvede ringe, symboliserende de forskellige verdensdele forenet gennem sporten, den olympiske ed, og ikke mindst mottoet »Citius, Altius, Fortius« (Hurtigere, Højere, Stærkere).

Midt i salen blandt den olympiske bevægelses mange magtfulde mænd den augustdag i Antwerpen for hundrede år siden sad landets populære konge, Albert 1., som havde været et aktivt nationalt samlingspunkt under Første Verdenskrig og nu bakkede kraftigt op om de første olympiske lege efter krigen. Af den grund benyttede den altid veltalende Coubertin lejligheden til at drage en parallel mellem den olympiske bevægelse og et stærkt monarki som det i Belgien, hvor OL-flammen nu skulle tændes.

»Hvad er det for forhold, der giver en trone sin styrke?« spurgte IOC-formanden retorisk og pegede på tre bestemte forhold ved det belgiske kongehus, som den olympiske bevægelse burde skele til i bestræbelsen på at styrke sportens centrale placering i verdenssamfundet: »Fremadret- tet, velovervejet arbejde, stadig dyrkelse af idealet om uselviskhed og den daglige praksis i fællesskabets tjeneste.« Og formanden rundede af med ordene: »Med disse tre værdifulde grundidéer for øje kan vi opstille et hensigtsmæssigt program for en politik på sportens område.«

Pierre de Coubertin, den første længeresiddende IOC-formand, hav- de taget initiativ til genskabelsen af De Olympiske Lege i Athen i 1896 og udformet idégrundlaget for den moderne olympiade, som gennem IOC’s lange historie frem til i dag har været både tiljublet og under kraftigt pres. Allerede dengang anså den franske baron kommercialisme og korruption for at være alvorlige trusler mod den olympiske idé og mindede ved enhver given lejlighed om, at glæde og optimisme altid bør være betingelse nummer et for at være medlem af den olympiske familie.

Kronprins Frederik mener, at Coubertins gamle taler og artikler rummer mange »visionære tanker«. Her støder man på sproglige vendinger som »Friheden til overdrivelse«, »Musklernes religion« og »Festen for det menneskelige forår«, for det handlede for Pierre de Coubertin alt sammen om at tro på en menneskelig renæssance. Sporten skulle være med til at opdrage og forme tidens unge mennesker, og Coubertin fremhævede re- spekt, intelligens, venskab, ærlighed og hjælpsomhed som sande sportslige dyder, der karakteriserede »Olympismen«.

Denne gamle vifte af ædle egenskaber er i vore dage samlet og kon- centreret i tre centrale værdier, der gennemsyrer det moderne olympiske charter: Excellence, Respect & Friendship. Som Kronprins Frederik forklarede i MetroXpress den 25. juli 2012, da han var gæsteredaktør for en dag i anledning af det tilstundende OL i London:

»Med ’Excellence’ menes stræben efter at gøre sit bedste. At man til enhver tid kan se sig selv i spejlet og sige: ’Jeg gjorde det bedste, jeg havde lært, og selv om det ikke rakte til en førsteplads, kan jeg være stolt af mig selv.’ De to sidste værdier giver sig selv. Vores sociale natur præges gen- nem sporten med et moralsk og etisk kodeks, der er med til at danne os som mennesker og præge vores livssyn.«

Coubertins olympiske utopi drejede sig om at skabe fred og mellemmenneskelig forståelse ved hjælp af sportsudøvelse. Frihed, lighed og broderskab mellem alverdens nationer, kulturer og folkeslag burde tilstræbes gennem ædel kappestrid hvert fjerde år på en olympisk scene et eller andet sted i verden.

KRONPRINS FREDERIK: Coubertin var meget udførlig og detaljeret i sin ideologi og inspireret af antikkens tanke om, at sport kan distrahere krigsførende parter. I stedet for at slå hinanden ihjel skulle unge mennesker mødes på venskabelig fod og kæmpe mod hinanden i sporten, hvor der så skulle være en vinder, en toer og en treer. Det er fantastisk, at en franskmand i slutningen af 1800-tallet sammen med andre humanistisk sindede personer forsøger at komme krig og ufred til livs ved hjælp af sport og med det erklærede mål at stimulere og forbedre unge menneskers dannelse gennem idrættens værdier.

I NEVER SECRETLY WANTED THIS TO HAPPEN / DON’T TELL ME IT’S MY FAULT

THE WILLIAM BLAKES, 2009.

»Sporten er konge,« fremturede altså Coubertin i 1920, og fra begyndelsen af sit olympiske virke så han gerne, at kongelige og adelige personer blev medlemmer af IOC. Organisationen skulle drive sin egen politik på sportens område, og hovedmålet var at sikre sig sportens indflydelse på menneskeheden.

IOC’s opbygning både dengang og i dag hviler på et system af gode forbindelser, et netværk, der tæller et begrænset antal aktører med en klar opfattelse af organisationens målsætning, og som i store træk stoler på hinanden. Rekrutteringen af IOC-medlemmer har altid været en lukket affære, der ikke fungerer på almindelig demokratisk, parlamentarisk vis. Nye medlemmer skal først anbefales og siden vælges af de siddende IOC-medlemmer. Ordet »loge« ligger lige på tungen, men nævnes ikke i Det Olympiske Charter. Til gengæld understreges det i kapitel 16, paragraf 1, stk. 4-5, at man som IOC-medlem skal fremme den olympiske bevægelses interesse i sit hjemland, men ikke må modtage instruks eller mandat fra nogen regering, noget parti eller organisation, som kan forhindre med- lemmernes handle- og stemmefrihed.

Loge eller ej, så har Pierre de Coubertins åndfulde tanker om idræt- tens betydning altid været en kilde til inspiration for Kronprins Frederik i den internationale organisation, han kæmpede så hårdt for at blive med- lem af i anden halvdel af 00’erne.

KRONPRINS FREDERIK: Kald mig bare blåøjet, men det gælder om at værne om de gamle værdier, den olympiske bevægelse altid har stået for, og som jeg vil kalde skudsikre, ja, næsten ordret holdbare, den dag i dag. Det, som gang på gang imponerer mig, er, at Pierre de Coubertin skrev det ned for hundrede år siden i et sprog, der hverken er gammelt eller hører en fortid til. Det er tanker og følelser, som jeg har haft nemt ved at tilslutte mig.

Stillet over for Coubertins påstand i talen i Antwerpen 1920, hvor han si­ ger, at fejringen af de olympiske lege hvert fjerde år er, »at påberåbe sig hi­ storien«, hævder Kronprins Frederik, at OL i vores moderne tidsalder har udviklet sig i andre retninger. Hvor den franske baron lagde vægt på den historiske dimension i sine genoplivningsforsøg af OL, flere tusind år efter at de var gået i sig selv i antikkens Grækenland, mener Frederik, at vore dages olympiske lege primært refererer til sporten selv og understreger et verdensomspændende fællesskab her og nu.

KRONPRINS FREDERIK: Fysisk set mødes over 10.000 atleter fra mere end 200 lande, og næsten alle landene var med i Rio i 2016. De fleste atleter kommer til legene med en sund sjæl i en sund krop og med ønsket om fred, fordragelighed og en medmenneskelighed, der formidles gennem konkur­rencerne med det eneste for øje at yde det bedste, man har lært, respektere reglerne, og være en god kammerat. Altså Excellence, Respect & Friend­ ship, sådan som Coubertin brugte megen tid på at forklare og understrege.

Der er næppe mange af de 115 nuværende IOC-­medlemmer, som kunne finde på at holde en tale, hvor de sammenlignede den olympiske bevægelse med et eksisterende monarki et eller andet sted i verden. Et enkelt dansk medlem af forsamlingen kunne måske godt gøre det, hvis han ville, fordi netop han tydeligere end de fleste andre IOC­-medlemmer har mærket en synergi mellem OL, sporten og det kongehus, han er født ind i og engang skal stå i spidsen for. I olympisk sammenhæng tituleres han som »His Ro­yal Highness Crown Prince Frederik of Denmark«, men på mindre møder i IOC-­regi rundtomkring på kloden bliver han også kaldt »Mr. Frederik«. Spørger man Mr. Frederik om et omfattende, aktivt sportsliv sammen med de otte år i den olympiske bevægelse har haft betydning for hans person­ lige popularitet og dermed også for det kongehus, han repræsenterer, så nikker han. Og han udtrykker sin glæde og tilfredshed over det, han har opnået i løbet af sine otte år i IOC, hvor Rio 2016 – den mest succesrige danske OL-­deltagelse i 70 år – føltes som et højdepunkt.

HAVE YOU EVER TRY SLEEPING WITH A BROKEN HEART? / WELL YOU COULD TRY SLEEPING IN MY BED / LONELY, OWN ME, NOBODY EVER SHUT IT DOWN LIKE YOU

ALICIA KEYS, 2009. 

Selvfølgelig bilder Kronprins Frederik sig ikke ind, at hans tilstede- værelse i Rio havde nogen som helst direkte indflydelse på de danske atle- ters præstationer, men hans positive og synligt begejstrede holdning, der også blev livetransmitteret hjem til Danmark via Kongehusets platforme på de sociale medier, var med til at skabe en særlig stemning omkring det danske OL-hold. Det er en vurdering, man hører fra stort set alle danske atleter, som deltog i Rio, og som Frederik selv siger med et skævt smil, så var han nok det IOC-medlem, der nåede at være ude til flest olympiske konkurrencer. Ikke bare for at overrække medaljer og gratulere, men for at se og opleve atleterne og mærke sportens ånd gennem idrætsudøvernes dedikation og fokus.

KRONPRINS FREDERIK: Jeg kommer jo tæt på, både uden og inden for murene. Først og fremmest på det danske hold, men også lidt på det australske, som jeg sammen med min kone besøger hver gang, vi er til OL. Der er lidt af den samme intensitet og spænding i begge lejre, og den søger jeg altid, så meget som det nu er muligt. Lidt ligesom jeg i IOC-regi hele tiden forsøger at danne mig et personligt billede af ånden, der hersker i organisationen, og under OL får masser af indtryk af, hvordan konkurren- cerne forløber, lige fra vandpolo til rugby og tennis.

DRØM OG DRAMA

Kronprins Frederiks vej ind i IOC i 00’erne er et drama med adskillige akter og mange modstandere. Hele forløbet strækker sig over otte år og involverer diverse med- og modspillere i kongefamilien, ved hoffet, i Stats- ministeriet, Kulturministeriet, Dansk Idrætsforbund, IOC og hele den danske medieverden, ikke mindst. Når Frederik i dag ser tilbage på disse år, genkalder han sig især den indædte, massive modstand fra journalister, redaktører og politiske iagttagere.

KRONPRINS FREDERIK: Da jeg i 2006 meddelte, at jeg agtede at stille op som kandidat til IOC, sagde kritikerne, at det var begyndelsen til enden for monarkiet, og at sport og politik aldrig måtte blandes. Pressen opfatte- de mig som en meget blåøjet og ikke særlig analytisk begavet mand. Men jo længere tid, der er gået, og jo længere tid, jeg har været i IOC, har jeg vist, at jeg godt kan begå mig i den sammenhæng og også godt kunne finde ud af at navigere i forbindelse med spørgsmålet om udelukkelsen af Rusland i Rio. Men jeg må da indrømme, der var en enkelt gang, da stormen rasede på sit højeste – jeg tror, det var i 2008 – hvor jeg tænkte: »Okay, det er nemmest bare at lade være! Jeg behøver jo ikke lade mig beskyde med æg og tomater på denne her måde, jeg kan da bare trække mig tilbage og koncentrere mig om min tilværelse som lykkelig nygift, ikke?«

PER THORNIT: Der var ikke mange, der støttede ham. Jeg gjorde selv- følgelig, uden dog at være godtroende og naiv. Jeg kunne godt se problemerne i at træde ind i IOC, men vi havde et aktuelt eksempel fra Holland, hvis kronprins var indtrådt i IOC i 1999. Willem-Alexander havde mødt rigtig meget modstand både i pressen og i parlamentet, men det viste sig, at i det øjeblik, han først var trådt ind i IOC, så var det slet ikke så problematisk, så gled det. Jeg tænkte, at det samme sikkert ville ske her i Dan- mark, fordi modstanden fra starten havde en kant af dogmatik og hysteri, og hvor argumenterne bare var: »De er pilrådne i IOC,« og »Kronprinsen kommer gang på gang i politiske vanskeligheder.«

Frederiks drøm om at virke for den olympiske idé har mange år på bagen og opstår allerede efter OL i Atlanta 1996, da han for første gang oplever stemningen bag kulisserne. Han besøger den danske lejr, taler med deltagerne og prøver et par OL-discipliner sammen med atleterne. I tre uger føler den 28-årige kronprins sig som en del af den levende organisme, som verdens største sportsshow er.

KRONPRINS FREDERIK: Jeg blev enormt inspireret af den ånd og dynamik, som er så speciel i de uger, sommer-OL varer – dét, at hele verden 

virkelig bruger meget tid og energi på at følge vidt forskellige sportsgrene, og klodens bedste atleter er samlet på ét sted i en meget kort tidsperiode. De unge mennesker, der deltager, tager jo meget mere med hjem fra et OL end blot det at konkurrere.

JEG HAR LYST TIL DET HELE I DAG / JEG HAR LYST TIL AT TA’ EN BID AF ALTING / OG ÆDE DET HELE –

FUCKING RUB OG STUB / JEG HAR IKKE LYST TIL AT DØ 

DE ENESTE TO, 2010.

Olympiske lege går i blodet på Frederik i 1996, og i 1998 nævnes han pludselig i medierne som kommende dansk IOC-kandidat. Det sker i forbindelse med, at Niels Holst-Sørensen efter mere end tyve år i IOC meddeler, at han har besluttet sig for at takke af i 2002. Den gamle atletikstjerne peger hurtigt – lidt for hurtigt, skal det vise sig – på Kronprins Frederik, og denne pludselige åbning mod noget, Frederik i den grad brænder for og ser som en både dansk og international udfordring, falder sammen med de mange overvejelser om Kronprinsens fremtid, som hans rådgivere gør sig i de år.

PER THORNIT: Vi talte meget om en eller anden form for interessant job, der lå ud over alt det, Frederik havde i Forsvaret. Vi søgte, og vi tænkte, og vi talte, og jeg diskuterede det med folk uden for huset. Der var ikke, og der findes ikke noget job for en kommende konge, hvor man kan sige, at det er helt uden knaster eller problemer. Derfor skulle vi lede efter noget, der var forholdsvis neutralt. Noget, han kunne gå ind i, uden at det gav an- ledning til større rabalder. Og så dukkede den dér IOC-tanke op i 1998, da Holst-Sørensen pegede på Kronprinsen som sin mulige afløser.

Fra Kongehusets side signalerer man, at Kronprins Frederik er interesse- ret, men Holst-Sørensen skifter mening, da det viser sig, at stærke kræfter i dansk idræt foretrækker den ældre, sportspolitisk erfarne Kai Holm, der tilmed er siddende formand for DIF. Til gengæld går der ikke lang tid, efter at samme Holm er blevet valgt ind i IOC i 2002, før han er klar over, hvem man fra dansk side bør satse på, når Holm selv om syv år – altså i 2009 – falder for aldersgrænsen. Kai Holm ved også, at det kræver et langt strategisk tilløb at køre en IOC-kandidat i stilling, og at det i bestræbelserne på at bevare Danmarks plads i den olympiske familie er klogt at spille et prestigemæssigt tungt kort. Derfor lægger Holm og DIF allerede i 2003 en føler ud til det danske kongehus, og på ny giver Frederik udtryk for sin lyst til at gå ind i det olympiske arbejde.

Flere andre danske idrætsfolk er i spil til posten, men Holm og DIF føler sig sikre på, at Kronprinsen er den eneste danske kandidat, der vil kunne samle tilstrækkeligt mange stemmer blandt IOC’s medlemmer, og et målrettet lobbyarbejde sættes i gang. Selv en ekstremt sporty kronprins fra verdens mindst korrupte land, og som har en akademisk uddannelse og taler fire sprog, kommer ikke ind i IOC på sit glatte ansigt. Men som Holm slår fast i Berlingske i oktober 2006: »Kronprins Frederik er et brand. Han har alt det, der skal til. Det er der ingen andre danskere, der har.«

JOBSAMTALE PÅ HAVET

Efter alle OL-korruptionsskandalerne i 1990’erne har IOC stærkt brug for nye og yngre ansigter med et uplettet cv – og gerne kendte og respekterede i en større international offentlighed – som kan fortælle omverdenen, at IOC er inde i en ny og sund gænge. Det er en af grundene til, at daværende præsident Juan Antonio Samaranch i 1998 vil have den hollandske kron- prins ind i IOC. Alexander-Willem skulle være et »kvalitetsvidne«, fortæller Kai Holm i bogen Frederik og flammen.

Under OL i Athen 2004 inviteres Frederik til »jobsamtale« med Holm og konsorter. Den græske hovedstad er spækket med danske journalister på jagt efter en god og anderledes OL-historie, så man har hyret en båd til samtalen, der foregår i rum sø ud for Athen. Om bord er Kronprinsen og Per Thornit samt Kai Holm og to andre DIF-repræsentanter. På linje med de øvrige danske IOC-kandidater (roeren Victor Feddersen, svømmeren Benny Nielsen, DIF-bestyrelsesmedlem og senere formand Niels Nygaard, samt sejleren Michaela Ward) interviewes Kronprins Frederik ef- ter et særligt skema, der skal afdække kandidaternes integritet, viden om idræt, økonomisk kapacitet og tid til at varetage det ulønnede hverv som IOC-medlem. Det fortæller de to DIF-repræsentanter, som sammen med

I, I KNOW THAT YOU CANNOT BEHAVE / I KNOW THAT ANYONE, ANYWHERE, ANYTIME, ANY LIE /IS TALKING ON THE TIP OF THEIR TONGUE / THEY KNOW THAT YOU CAN CARRY A GUN 

VINNIE WHO, 2010

Kai Holm har lejet båden, siden til Jyllands-Posten: »Vi fik et meget bredt billede af, hvad Kronprinsen havde af tanker bag at blive IOC-medlem i Danmark.« Alle parter går i land med fornemmelsen af, at der er afgivet en form for løfte fra begge sider, på trods af at der stadig er andre danske kandidater i spil.

KRONPRINS FREDERIK: Vi tog ud på sejltur, hvor vi kunne tale frit, og Kai Holm sagde, at han gerne ville have, at jeg fulgte i hans fodspor i IOC, og at det ikke var en plads, der automatisk blev nedarvet fra dansker til dansker. Det var noget, man skulle gøre sig fortjent til. Han sagde også:

»Det er en særlig familie, den olympiske, men det er et godt sted at være, du får gode kontakter.« Meget mere gjorde han ikke ud af det, og det var bagefter svært at danne sig et indtryk af, hvad IOC egentlig var for noget. Derfor kom det meget til at handle om at mærke efter i mig selv og spørge:

»Er det her noget, du virkelig gerne vil?« Det fandt jeg hurtigt ud af, det var. Ikke mindst på grund af det positive indtryk, jeg havde af IOC’s virke netop på det tidspunkt, hvor man arbejdede med en helt ny strategi. Det var en olympisk bevægelse, som var godt på vej i en ny retning. Og med hele det scenarie foran mig syntes jeg ikke, man bare kunne slå det hen i latter, at jeg ønskede at være IOC-kandidat.

Herefter går et diskret tovtrækkeri i gang, hvor forskellige nøglepersoner, der enten synes, at Frederiks IOC-kandidatur er en god idé eller en meget dårlig idé, på skift kommer ind på scenen og tager fat i hver sin ende af to- vet. Alle kan se, det er et dristigt projekt, Kai Holm har søsat, for hvordan skal en dansk kronprins forholde sig neutralt i politiske anliggender sådan som traditionen byder i Danmark i et politiserende organ som IOC uden at blive et passivt medlem? Og hvordan skal samme kronprins træffe be- slutninger under hensyntagen til sin handle- og stemmefrihed, sådan som IOC’s charter foreskriver, uden at risikere at komme i konflikt med den politiske neutralitet, Folketinget forventer af medlemmer af kongefamilien? Det bliver der snakket en del om ved hoffet og i Statsministeriet. Endnu ved ingen i den danske offentlighed, at Kronprinsens IOC-kandidatur langsomt er ved at tage form, og der er flere højere magter, der skal tages i ed i 2003-04, inden processen for alvor kan gå i gang. Selv om man nær- mer sig de 40 år og således må betragtes som en voksen, myndig mand, er der ingen vej uden om ens forældre, når man vil realisere sig selv, hedder Kronprins Frederik og har en mor, der er landets dronning. Som andre gange i Frederiks liv, hvor han har ønsket at prøve kræfter med risikobe- tonede udfordringer, vælger de at bakke deres søn op og støtte hans IOC-drøm.

KRONPRINS FREDERIK: Mine forældre har altid på en eller anden måde støttet mine idéer og tanker. Det her med IOC var selvfølgelig, lige- som frømandsuddannelsen, nogle andre emner, end de var vant til at beskæftige sig med. De lever jo i kunstens verden, med kunsten og af kun- sten, kan man sige. Det betød dog ikke, at de ikke havde nogen interesse i min retning, og de vidste jo også, at jeg er meget glad for sport og fysisk udfoldelse. Så de sagde, det lød spændende, at jeg nu havde en ny udfordring foran mig, som jeg ønskede at forfølge.

I 2005 bliver statsminister Anders Fogh Rasmussen bekendt med Kron- prins Frederiks ønske om at stille op til IOC. Han vender det med både Dronningen og med Kronprinsen og går videre med sagen i sit ministerium, hvor embedsværket dog er betydelig mindre positiv stemt for Kai Holms idé end Kronprinsen, Dronningen og Statsministeren. Den ene departementschef efter den anden stejler ved tanken om de mange politiske problemstillinger, en kronprins kan blive rodet ind i som medlem af den olympiske bevægelse. Men til sidst – i foråret 2006 – giver Anders Fogh Rasmussen sine embedsmænd en lodret ordre: Kronprinsen kan godt træde ind i IOC, hvis han bliver valgt. Dog på nogle særlige vilkår, som først bliver konkretiseret og offentliggjort i foråret 2008, og som handler om en særlig IOC-gruppe med topfolk fra Statsministeriet og Kulturministeriet, der skal informere Kronprinsen om politiske spørgsmål og temaer i relation til IOC.

SING YOURSELF (JUICE) OUT OF DEPRESSION, RISE ABOVE / ALWAYS SEARCHING IF I KNOW YOUR HEART / ELECTRIC IS THE LOVE

GORILLAZ, 2010.

KRONPRINS FREDERIK: Det er selvfølgelig sådan, at en departementschef skal være nøgtern og have øje for, at der måske kan være nogle scenarier, som kan bringe tingene lidt på kant. En dansk kongelig har jo nogle andre bøjer, han skal sejle uden om og navigere efter, end en hvil- ken som helst anden dansker. Så vidt jeg husker, fik statsministeren på det tidspunkt også clearet det med de største partiers gruppeformænd, og de så heller ikke noget problem i det. Og så er vi fremme ved andet halvår af 2006, hvor jeg i oktober afholder pressemøde på Amalienborg og annonce- rer mit IOC-kandidatur.

Pressekonferencen den 5. oktober 2006 foregår i Christian 8.s Palæ. Kronprinsen er flankeret af en repræsentant fra Dansk Idrætsforbund, og i bag- grunden står en nervøs hofchef. Flere af landets aviser har sendt deres skarpeste nyhedspenne i byen. Politiken sender Rasmus Bech, tidligere sportsredaktør, der vælger den sørgmuntre, ironiske reportagevinkel:

»Som han sad dér, bag det spinkle bord og med en beskeden vand- kande og et lille glas, der aldrig blev fyldt, virkede den danske kronprins ikke som en mand, der om tre år skal gøre en bredskuldret entré i IOC. Og når man lyttede til hans ord og studerede jakkesættet, så fik man også den fornemmelse, at det at blive medlem af underholdningsindustriens mest magtfulde forsamling nok skal blive spændende – når man nu desværre ikke længere er ung og kan blive det bedste af det hele: olympisk atlet. I korte bukser. På intens og nervefyldt medaljejagt.«

En synligt usikker Kronprins Frederik starter med at erklære sin kær- lighed til sporten og til den olympiske idé, erkender dernæst sin manglen- de erfaring, men påpeger samtidig, at han ikke ser sig selv som værende uden handlemuligheder i politisk spændte situationer. Han kommenterer i vage vendinger det tidligere »urene trav« i IOC, nævner dog ingen navne, og vil i det hele taget hellere se positivt fremad end negativt bagud. Sluttelig skitserer Kronprinsen en romantisk OL-vision, der vil »sætte fokus på universelle værdier, som ligger højere end politik, kultur og religion for den sags skyld.« En vending, der næsten lyder som Pierre de Coubertin og aldrig nogensinde vil nå frem til sportssiderne i en dansk avis.

PER THORNIT: Han var ikke nogen snu politiker ved den lejlighed og solgte ikke sig selv særlig godt. Han var alt for ærlig, og det kom til at virke lidt naivt.

KRONPRINS FREDERIK: Det var mit første møde med en anden type journalister og journalistik. Det meste af det, jeg kendte til IOC, havde jeg læst om i aviserne og ellers hørt mig til. Jeg prøvede hele tiden at visualisere det i mit indre, men det var ikke nemt, uanset hvor kvalificeret hjælp man havde eller søgte. I flere omgange talte jeg med den hollandske kron- prins, hvis kandidatur havde været til hård debat i hjemlandet. Hans råd til mig var at fortsætte og så være forberedt på noget af det, han selv havde oplevet i kampens hede.

Det er en kongelig IOC-kandidat, iført den store optimistiske ja-hat, som den danske presse møder på Amalienborg den 5. oktober 2006. De tyve fremmødte journalister hører ikke de spredte brudstykker af en vision og et budskab, men registrerer til gengæld hvert eneste tegn på stammen, knudrede formuleringer og flakkende blik. Næste dag ligner de fleste artikler om pressemødet hinanden, og alle skribenter er ubarmhjertigt kon- tante i deres kritik. Ingen kan dog matche Ekstra Bladets leder, der lige- frem er profetisk i den afsluttende salut: »Frederiks nye virke skal nok skabe gode tider for pressen. Der bliver noget at skrive om.«

PER THORNIT: Det gik ham voldsomt på. Fordi han fik jo nogle ordentlige ture i medierne, hvor han blev kædet sammen med alt det korrupte.

»Nu træder Kronprinsen ind blandt alle de korrupte,« »IOC er en samling gangstere,« og jeg ved ikke, hvad de skrev. Samtidig havde Frederik fortsat et stærkt ønske om at komme ind i IOC og syntes ikke, det var så sort og hvidt, som pressen gjorde det til. Der var kommet en ny IOC-præsident (Jaques Rogge, red.), som havde ryddet kraftigt ud i de mest syge dele af organisationen, og der var opsat nye regler for, hvor længe man kunne være medlem af IOC, så Frederik syntes ikke, det var en fair kritik, han blev mødt med. Han var frygteligt bange for, at det hele blev forkludret, så han ikke kom ind.

 YOU GO DOWN, DOWN, DOWN / I FALL OUT OF LOVE WITH YOU / COME BACK ROUND, ROUND, ROUND

OH LAND, 2011.

OL TIL JANTE

At Kronprins Frederik ikke har tænkt sig at undertrykke sin mening om visse OL-sager, også selv om de kan tolkes politisk, får man et eksempel på, da han i februar 2007 blander sig i den verserende debat, om Danmark skal lægge billet ind på at være vært for De Olympiske Lege i 2024. Finans- minister Thor Pedersen har ugen forinden opfordret alle OL-tilhængere i det danske samfund til at slå koldt vand i blodet. OL i lille Danmark er fuldkommen urealistisk, hævder finansministeren og tilføjer, at hvis han personligt skulle vælge mellem at bruge 100 milliarder kroner på OL i tre uger og så en modernisering af landets sygehuse, så vil han så afgjort gå ind for det sidste. Det ville Kronprinsen muligvis også, men han bruger i stedet anledningen til at vise, at han godt tør ytre sig om en politisk sag, når den tangerer et idépolitisk plan. »Tanken er storslået og flot, men på nogen måde stadig lidt udansk. Men det kan være, at den kan blive dansk,« lyder Frederiks optimistiske konklusion på sit indlæg i debatten.

Medierne kaster sig over ham: Må Kronprinsen have en politisk me- ning? Overtræder han ikke den usynlige grænse for, hvad et medlem af Kongehuset må blande sig i? Meningsmålerne på de journalistiske redaktioner på Christiansborg går i aktion, og der viser sig at være delte meninger om Frederiks initiativ. Et klart flertal hen over midten finder det be- friende og forfriskende, at Kronprins Frederik blander sig, mens den ydre venstrefløj, Enhedslisten og SF, mener, at Kronprinsen allerede er dumpet i det olympiske mudderhul, sådan som de havde forudset.

I Kronprinsens bagland er man tilsyneladende i tvivl om, hvad han bør mene og i det hele taget udtale sig om, og resten af 2007 giver Frede- rik sig selv mundkurv på i forhold til ethvert spørgsmål om IOC. Samtidig er et vagtskifte på vej i Kongehusets kommunikationsafdeling, hvor Lene Balleby fra årsskiftet 2008 afløser Lis M. Frederiksen på chefposten. Og i Kronprinsparrets hof er man begyndt at lede efter en personlig rådgiver, der skal hjælpe Frederik med at blive valgt ind i IOC, sørge for, at han kan navigere sikkert igennem krinkelkrogene i den internationale sportsverden og håndtere pressens kritiske spørgsmål. Valget falder på Kronprinsens tidligere studiekammerat på statskundskab, Morten Roland Hansen, der er sekretær i Folketinget og ved en masse, ikke bare om dansk og inter- national politik, men også om sport, som han dyrker næsten lige så flittigt som Frederik.

Med en rådgiver på vej og en frisk meningsmåling, hvor et flertal af danskere ikke mener, at et IOC-medlemskab vil skade Kronprinsens neutrale rolle, ligner det en yderst lovende start på 2008 for Kronprins Frede- rik. Et år, hvor han fylder rundt, skal til VM i Florida med sin Farr 40-båd og senere til OL i Beijing som højaktuel dansk IOC-kandidat. I stedet bli- ver de første måneder af 2008 uventet dramatiske.

Først er det Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, der i januar 2008 sætter spørgsmålstegn ved Kronprinsens beslutning om at tage til OL i Kina i august på grund af det kinesiske styres fortsatte manglende over- holdelse af internationalt anerkendte menneskerettighedsstandarder. En holdning, der bakkes op af mange andre folketingsmedlemmer. Så er det TV 2, der i sportsmagasinet »LPS« den 7. februar stiller skarpt på de 490 dage, Kronprins Frederik har været IOC-kandidat, hvor han er blevet stærkt kritiseret og har mødt kritikken med larmende tavshed. Kongehusets kortfattede svar på en vifte af sportsredaktionens spørgsmål, der læ- ses op i slutningen af udsendelsen og bagefter lægges ud på TV 2’s hjem- meside, stiller ikke ligefrem Kronprinsens kandidatur i et gunstigere lys. Det gør et kortere interview på DIF’s og Team Danmarks nye hjemmeside dagen efter heller ikke. Her udtaler Frederik sig om IOC og sine forvent- ninger til sommerens OL i Beijing, og pressen kan boltre sig i udtalelser som: »Langt størstedelen af IOC’s arbejde handler om sport og idræt. De politiske spørgsmål, der måtte opstå, vil jeg overlade til andre.«

Det kritiske TV 2-program, udsigten til det kinesiske OL-værtskab med Kronprinsen som ivrig tilskuer og den gennem flere år ikke særlig vellykkede pressehåndtering fra Kongehusets side udløser mandag den 11. februar 2008 tre beske lederartikler i landets største aviser. Politiken råder Dronningen til at abdicere, så hendes søn kan blive konge og slip- pe ud af sin olympiske kattepine uden flere skrammer. Berlingske og Jyl- lands-Posten går mindre ironisk til biddet, men er fuldkommen enige med Politiken i, at Kronprins Frederik bør opgive sin OL-drøm, og hvis ikke han selv vil, så må nogen i Statsministeriet eller hoffet gribe ind.

ONE OF THESE DAYS / I BET YOUR HEART’LL BE BROKEN / I BET YOUR PRIDE’LL BE STOLEN / I BET I BET I BET I BET

FOO FIGHTERS, 2011.

I samme periode får Frederik dog også opbakning. De danske atleter, der skal til OL i Kina, ønsker alle Kronprinsen valgt ind i IOC, og på trods af at han selv er blevet vraget som dansk IOC-kandidat, tager DIF’s nye for- mand, Niels Nygaard, noget af ansvaret for, at danskerne endnu ikke helt har forstået, hvad Kronprinsens opgave i IOC egentlig går ud på. I et de- batindlæg på forbundets hjemmeside argumenterer Nygaard for, at Kron- prins Frederik sagtens kan stemme om dopingbekæmpelse, miljøpolitik, ligestilling og andre lignende temaer. Og helt fra Mexico kommer der også hjælp og støtte fra Dronning Margrethe, der er på statsbesøg og under det afsluttende pressemøde i Mexico City den 23. februar giver sin fulde støtte til Frederiks IOC-kandidatur og begrunder det med, at han er en voksen mand, der er i stand til at træffe sine egne beslutninger. Er han nu det – alt- så i stand til at træffe egne beslutninger i IOC? Det er der allerede mange iagttagere, kommentatorer og lederskribenter, der har sået tvivl om, men kort efter at Dronningen er kommet hjem fra Mexico, viser Frederik, at hans mor har fuldkommen ret i sine antagelser.

I begyndelsen af april 2008 opstår der nemlig en regulær magtkamp mellem Dronning Margrethes to højtstående rådgivere og Kronprins Frederik, som til dels er forårsaget af den politisk spændte situation i Folke- tinget. Her er der fortsat uenighed om, hvordan man fra dansk side skal forholde sig til OL i Kina. Bør man boykotte eller nøjes med at blive væk fra åbningshøjtideligheden? Og hvad med Kronprins Frederik og hans IOC-kandidatur, bør det luftes for hele verden ved den lejlighed?

Der har længe været meget at være urolig over i hofmarskal Ove Ullerup og kabinetssekretær Henning Fodes kontorer i Det Gule Palæ i Amaliegade. Den stigende bekymring blandt politikere i den borgerlige blok og i Statsministeriets embedsværk, lagt sammen med mediernes massive, vedholdende kritik af Kronprinsen, der senest har fået et nøk opad på lederplads i landets største dagblade, får nu de styrende kræfter i hoffets maskinrum til at gå i aktion. Det er på tide at gribe ind og beskytte monarkiet i Danmark, inden landets kommende konge får huset til at vakle. Men Dronningens to vagtmestre er oppe mod en kronprins, der for længst har sat sig et mål, og i takt med sine omgivelsers modvilje hejser alle stædighedens sejl. Når Kronprins Frederik møder kræfter, der vil begrænse ham eller diktere, hvad han skal og ikke skal, så mobiliseres et ekstra gear i mandens indre. Ingen skal få ham til at opgive hans IOC-drøm.

I begyndelsen af april 2008 er Kronprins Frederik i Florida for at sejle VM i Farr 40. En dag får han uventet besøg af kabinetssekretæren, der er taget til Miami for at holde møde med Kronprinsen om IOC-problematik- ken.

KRONPRINS FREDERIK: De ønskede at tale mig fra det og havde fået min mors tilladelse til at gøre det, og det var ikke hendes fejl, hun vidste jo ikke bedre. Man var bekymret for uvisheden omkring nogle mulige scenarier, hvis jeg blev valgt ind i IOC, fik jeg at vide, og man anbefalede, at jeg trådte tilbage. Jeg blev noget overrasket, for nu at sige det mildt. Også vred. Jeg syntes, de handlede på et grundlag af viden, der ikke var fast nok til, at man kunne tale mig fra denne sag. Derfor sagde jeg også til d’herrer, at jeg skam agtede at fortsætte og på ingen måde havde tænkt mig at stå frem på noget pressemøde hjemme i Danmark og opgive mit kandidatur til IOC, sådan som jeg blev kraftigt anbefalet at gøre. De vil altid kunne forsvare sig med at sige, at de gjorde det i den bedste sags tjeneste, og at det handlede om Kongehusets urokkelighed. Men jeg følte mig som en pioner på en vej, jeg ønskede at fortsætte ad. Denne gang var det ikke frømandsudfordringer eller en lang slædetur i Grønland, der lå og spøgte, og som man ville tale mig fra. Det var ikke fysisk betonet, mere institutionelt betonet, kan man sige. Men jeg skulle videre med det. Det ville jeg!

PER THORNIT: Hvis han nu prøvede at holde sig på måtten, når han en- gang kom ind i IOC, tænkte sig godt om og fik den støtte, som han kunne få gennem sin nye rådgiver, så gik det vel. Det var som sagt gået i Holland, hvorfor skulle det så ikke også gå her? Det er klart, man skulle ikke begynde at dumme sig og ikke begynde at komme med alle mulige politiske udtalelser osv., men jeg tænkte, at det måtte kunne balanceres.

DEN SILDESALAT DER PRYDER MINE SKULDRE / GLIMTER I SOLEN, GØR MIG LIGE DÉT COOLER

/ TYNGER MIG PÅ SAMME TID NED, SÅ JEG MÅ SMIDE MINE LÆNKER

NIK & JAY, 2011. 

KRONPRINSESSE MARY: Det var en meget, meget svær periode for ham. Han fik ikke mange chancer og blev ofte hængt ud. Men Frederik er en stærk person, og når han vil noget, har han en udholdenhed og en tro på, at han nok skal klare det, og finde den balance, som alle dengang mente ikke fandtes i ham.

OVER EN KINESISK MUR

Kronprinsens nye rådgiver, Morten Roland Hansen, tiltræder den 1. marts 2008 og kastes dermed ind i orkanens øje. Han er straks fra starten med til at lægge den strategi, der skal føre Frederik »uskadt« gennem medie- bevågenheden under OL i Beijing og videre frem mod IOC-kongressen i København i oktober 2009, hvor Frederik – hvis Kai Holms lobbyvirksom- hed har virket – vil kunne indtræde i Den Internationale Olympiske Komité. Det er planen at sænke det gamle skjold med »Ingen kommentarer«, holde så lav profil som overhovedet muligt og kun deltage i uundgåelige interviews og pressemøder. Samtidig skal Kronprinsen mødes og tale med repræsentanter på det sportspolitiske område, som kan inspirere og give ham mere viden, og sidst men ikke mindst, så skal han udsættes for intensiv medietræning.

Det lykkes »H.R.H. Crown Prins Frederik of Denmark« at komme hel- skindet gennem OL i Beijing. Strategien virker, og selv de mest vedholdende kritiske journalister begynder at se ud, som om de er på retræte. Ved pressemødet i den danske OL-lejr i begyndelsen af august 2008, hvor Frederik for første gang i halvandet år skal på live foran en flok danske journalister, virker han afslappet. Slår fast, at han først og fremmest vil være i Den Internationale Olympiske Komité for sportens skyld, og Kronprinsen siger samtidig meget klart og tydeligt, og for første gang, at han som et- hvert IOC-medlem kun vil repræsentere »sig selv som person«. Et faktum, der til stadighed forplumrer debatten om, hvad Kronprins Frederik har at gøre og kan tillade sig i IOC.

Helt frem til IOC-topmødet i København i oktober 2009 dukker der ingen møgsager op, og der kommer heller ingen nye drabelige bredsider fra pressen. Begge parter ruster sig i stilhed til den uundgåelige konfrontation under den kommende kongres, hvor det nyslåede danske IOC-med- lem vil være nødt til at stille sig ansigt til ansigt med verdenspressen. Ikke kun dagbladsjournalister og tv-folk fra den hjemlige andedam, men også garvede udenlandske IOC-kritikere anført af legendariske Andrew Jen- nings, der i flere bøger har vendt vrangen ud på den olympiske bevægelse. Jennings er en klassisk undersøgende journalist, en såkaldt »graver«, der har viet sit liv til at afsløre de store skurke i sportens verden og påvise svindel og bedrag i multinationale sportsorganisationer som IOC og FIFA. Jennings er et navn, arrangører af IOC- og FIFA-topmøder gerne ser uden for akkrediteringslisten, og netop derfor hyrer Ekstra Bladet ham i god tid til det offensive ottemandshold, som avisen agter at stille med til pressemødet.

Fredag den 9. oktober 2009 er det tidspunkt endelig kommet, som Frederik har ventet på, og det tager ikke mange minutter for de 106 fremmødte IOC-medlemmer i Bella Center at stemme Danmarks kronprins ind som nyt medlem af Den Internationale Olympiske Komité. Det er den sidste dag i det ugelange IOC-topmøde i København, hvor der har været besøg af notabiliteter som Barack Obama, Oprah Winfrey, Japans premierminister, Spaniens kongepar, tennisspilleren Rafael Nadal og fodboldlegenden Pelé, der ender med at sparke OL 2016 hjem til Rio. På den sidste dag, hvor enkelte IOC-medlemmer er rejst, sover længe eller vælger at stemme blankt, bliver Kronprins Frederik optaget som nyt medlem, med 77 stemmer for og 9 imod. Kai Holms mission er fuldbragt, og han jubler tørt: »Det var et flot ja. Der var næsten ingen nejsigere. Der var vist 22 eller 26 imod mig, dengang jeg blev valgt ind. De kan åbenbart bedre lide Frederik.«

YOU KNOW MY HEART MORE THAN I DO / WE WERE THE GREATEST, ME AND YOU

ADELE, 2011.

Kronprins Frederik følger afstemningen fra et tilstødende lokale, kort efter føres han ind i kongressalen og videre op på scenen sammen med de fem andre nye medlemmer. Her hilser de på bl.a. ærespræsident Juan Antonio Samaranch, tidligere sportsminister under Francos fascistiske regime i Spanien og forkætret IOC-præsident i de sidste årtier af det 20. århundrede, hvor en insolvent OL-forretning vendes til big business, men korruption og svindel også bliver en del af logekulturen i IOC. Bagefter af- lægger Frederik den olympiske ed, mens han holder en snip af det olympiske flag i hånden. På fransk sværger han, at han vil følge den etiske kode og aldrig appellere IOC’s afgørelser, altid vil holde sig fri af politisk, kommerciel indflydelse, ikke være styret af nogen racemæssige eller religiøse overvejelser og i alle sammenhænge fremme den olympiske bevægelses interesser.

Derefter er det tid til det med spænding ventede pressemøde, hvor 80 mediefolk fra hele verden har taget imod Kongehusets tilbud om at stille spørgsmål til Kronprins Frederik, der vil svare på dansk og engelsk og selv indleder med ordene: »Jeg er beæret over, at IOC har optaget mig som nyt medlem. Jeg ville ikke stå her i dag, hvis min politiske neutralitet kunne komme i fare. Og om korruptionen vil jeg kun sige, at IOC helt klart ikke accepterer det.«

Derefter opfordrer han pressen til at spørge løs. En vil vide, hvordan Kronprinsen har tænkt sig at kæmpe for folkesundhed i IOC, når den olympiske bevægelse har Coca-Cola og McDonald’s som to af sine største sponsorer. »Det er ingen hemmelighed, at der er en forretning. Det er vigtigt for at holde en høj standard, når der skal arrangeres OL. Mange ting er afgørende,« lyder svaret. Der trædes også lidt i vande på de følgende spørgsmål, men det nye IOC-medlem holder sig oppe og ser fattet ud, da det forventede spørgsmål kommer fra Andrew Jennings, der har sat sig for sig selv et par række højere oppe end resten af journalisterne og fotograferne fra Ekstra Bladet på forreste række: »Hvordan var det så at trykke en gammel fascists hånd?« Og Jennings bliver ved: »Hvordan har Kron- prinsen det med at være i samme klub som IOC-medlemmer, der enten er dømt for økonomisk svindel eller har en broget fortid som generaler i blodige diktaturer?«

»Jeg kan ikke kommentere på enkeltpersoner. Det gør jeg bare ikke,« svarer Frederik og holder sig dermed til den gameplan, han har lagt og in- døvet med sine rådgivere. Den omhandler også det øjeblik under presse- mødet, hvor Kongehusets kommunikationschef efterlyser spørgsmål, der ikke kun handler om korruption. Her dukker Kronprinsesse Mary op som frelsende engel, idet flere journalister gerne vil høre Kronprinsen sige noget om Kronprinsessens syn på sin mands IOC-engagement. Jennings sukker dybt og ryster på hovedet. Det er blevet tid til den bløde spørgerun- de, der tager luften ud af den kritiske journalistik, og pressemødet lakker mod enden.

KRONPRINS FREDERIK: Det er noget af det værste, jeg har oplevet på egen krop. Aldrig før eller siden har jeg været udsat for så hårdt et psykisk pres som det, der var i perioden op til optagelsen i IOC. På selve dagen, da jeg var blevet optaget, kom så pressemødet med den forventede storm af spørgsmål. Der mærkede jeg, hvordan det er at være udskældt minister eller politiker. Jøsses, det var sgu en barsk sag! I årene op til jeg blev valgt, var det også et psykisk spil. Man prøvede hele tiden at pirke til mig. Det irriterende var, at jeg ikke kunne forsvare mig ordentligt, når pressen et par gange om året sagde: »Nå, nu er det tid til at riste ham!« Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det egentlig ikke var noget ved min person, de gik efter. Det handlede snarere om, at jeg var en dansker, som gerne vil gøre en for- skel på den store scene: »Nå ja, men så skal vi da give ham det klassiske fur, ikke?« Og det er jeg jo ikke den eneste, der har været udsat for. Det er der også andre, der prøver med jævne mellemrum, når de skal beklæde store internationale poster, hvor der ikke før har siddet en dansker. Hvad det angår, kunne jeg godt tænke mig at appellere til de mange meningsdan- nere i Danmark. Skal vi ikke lade være med altid at tænke på, at det er en dansker, og bare konstatere, at det er en person, der ønsker at gøre noget godt for Danmark? Kom nu, drenge! Når I har kritiseret og vendt vrangen ud på vedkommende, så tag lige at skrive: »Hvor er det fedt, at vi har en dansker på den post, så vi som folk og nation kan få indflydelse ude i den store verden!«

I KNOW IT’S FIVE IN THE MORNING, MORNING / NOT SURE WHO I’M CALLING, CALLING / YOU HAVEN’T HEARD FROM ME IN SOME TIME / GIRL I HOPE YOU WANT ME, WANT ME / WHEN YOU HEAR ME TALKING, TALKING

LUKAS GRAHAM, 2012.

KRONPRINSESSE MARY: Fra starten blev Frederik sat i bås med be- mærkninger som »Han taler sort,« og »Han er ikke god til at formulere sig.« Det var lige meget, hvad han sagde eller gjorde! Jeg forstod det ikke. Hvorfor dog ikke give ham en chance for at bevise noget i stedet for at dømme, før noget overhovedet var begyndt? Jeg kan stadig huske den dag i Bella Center, hvor han skulle holde pressemøde. Det var måske den første gang, hvor jeg kunne se, at han pludselig var usikker og tvivlede på sig selv. Det så ubehageligt ud og gjorde ondt at opleve.

RIO-GILDE

De næste syv år – fra oktober 2009 til juli 2016 – havner det nye danske IOC-medlem ikke i nogen større problemer af politisk karakter og gør dermed de mange urokkelige skeptikeres ord til skamme. Bevares, der er enkelte bump på vejen, som da Kronprinsen under vinter-OL i Vancouver i februar 2010 i Ekstra Bladet forveksler begreberne »benådning« og »fri- kendelse« i sit forsvar for IOC’s beslutning om at lade den suspenderede sydkoreanske rigmand Kun-Hee Lee genindtræde i den olympiske bevægelse. Og i januar 2012 udstilles Frederik på forsiden af Politikens søndags- sektion under overskriften »Den magelige idrætspolitiker«. Fra avissidens top til bund troner han med hænderne i habitlommerne oven på en gigantisk kransekage, bagt af tegneren Roald Als, der også står for taleboblen

»Det gælder ikke om at deltage, det gælder om at vinde.« Artiklen handler om, at Kronprins Frederik nu har været medlem af IOC i to år og endnu ikke overværet et eneste bestyrelsesmøde i det nationale idrætsforbund, sådan som IOC-reglerne tilskriver. Men er der tale om egentlig mødepligt, med streg under pligt, eller skal det fortolkes som »møderet«? Igen havner diskussionen om Kronprinsens IOC-engagement i spidsfindig diskussion.

Imens er manden selv på farten i sit nye embede. I fuld gang med at finde ud af, hvad IOC er og kan.

KRONPRINS FREDERIK: Allerede fra det første OL efter min indtræden, i Vancouver 2010, var det ud og mød og lyt og lær! Det er ikke nok bare at troppe op en gang om året og afgive sin stemme, hvis det er det, man tror. Jeg blev hurtigt medlem af forskellige udvalg og komitéer, blandt andet koordinationskomitéen til vinter-OL i Sydkorea 2018. Her er vi femten IOC-medlemmer, der nu i fem år har rådgivet og vejledt værterne omkring sportsanlæggene, stadion, den olympiske landsby, transport, bil- letter, infrastruktur, forplejning og spørgsmålet om, hvad der skal ske med faciliteterne bagefter. Det foregår alt sammen, og hele tiden, i dialog med OL-værterne derude, fra ministre til entreprenører og sportsansvarlige, enten hjemmefra via mail og Skype eller under ophold derude. Det tager nogle år at tilegne sig tilstrækkelig viden, erfaring og indsigt i IOC-arbej- det, men det hjælper unægtelig at være nysgerrig og turde spørge sig frem. Det udfordrer alt sammen mine holdninger til sport og skærper den idealisme, som det olympiske arbejde og den olympiske ånd står for. Så kan man kalde mig naiv og alt muligt andet, men så længe jeg kan, vil jeg kæm- pe for olympismens kodeks og værdier.

En fortløbende proces i IOC-arbejdet, ofte fuld af dramatik, er udpegningen af værtsbyer for sommer-OL og vinter-OL. Med store verdens- omspændende arrangementer hvert andet år er der hele tiden gang i den olympiske forretning, og her deltager Kronprins Frederik ikke bare i op- læg og diskussioner, planlægning og praktisk arbejde, men også i de hemmelige afstemninger. Det er her, IOC-medlemmernes uafhængighed står deres prøve, efter at man har lyttet til hinanden i plenarforsamlingen og er blevet orienteret af alle dem, der vil »sælge« netop deres by og land.

KRONPRINS FREDERIK: Guderne skal vide, at det ikke altid er nemt, eller at alting kommer af sig selv og alle bare er enige. Det er bestemt til ti- der hajfyldt farvand. Man er udfordret mere eller mindre konstant af politiske strømninger og skift i verden, men jeg har hele tiden kunnet navigere i det. Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad der sker, og det er jeg selvfølgelig. Derfor kan jeg også give mit besyv med som et efterhånden er- farent IOC-medlem. Man stemmer jo efter sin personlige overbevisning. Vi er ikke nogen politisk organisation, men at der kommer nogle snitflader mellem sport og politik, det kan vi hurtigt blive enige om.

SÅ TRO PÅ DET KAN STÅ SELV, HELT UDEN FORSVAR / TRO PÅ DET KAN HOLDE, DET ER SÅ FEDT DET VI HAR / NÅR JEG SER DET HELE, HØJT OPPE – OVENFRA

MARIE KEY, 2012.

En sådan snitflade bliver pludselig meget synlig i juli 2016, da en ny og uafhængig rapport, bestilt af antidoping-agenturet WADA, tegner et billede af doping blandt russiske atleter, der er værre end først antaget. Rapporten retter hårde anklager mod Ruslands politiske establishment og bliver en brandvarm kartoffel i hænderne på IOC, kort før OL i Rio de Janeiro skal begynde i august 2016. Det er en canadisk juraprofessor med speciale i sport, Richard McLaren, der står for rapporten og han kommer på alles læber i sportsverdenen den 18. juli, da WADA offentliggør første del af rap- porten om arten og omfanget af det russiske dopingsystem. Noget, man har haft formodninger om siden 2014 på grund af et par modige whistleblowers blandt dopede russiske atletikudøvere, og som betyder, at Det Internationale Atletikforbund i slutningen af 2015 trækker en streg i sandet og udelukker russiske atletikudøvere fra al konkurrence i et år, dermed også fra OL i Rio.

Juraprofessorens rapport, hvis bevismateriale er koncentreret omkring vinter-OL i Sochi, viser, at der har været tale om systematisk doping i mange forskellige vinter-idrætsgrene, og at dopingen er orkestreret af den russiske stat og efterretningstjeneste. Den sportspolitiske skandale rammer verdensoffentligheden midt i agurketiden, små tre uger inden De Olympiske Lege skal begynde, og offentliggørelsen af rapporten læg- ger maksimalt pres på IOC. Nogle uger forinden giver Kronprins Frederik i et interview i Ekstra Bladet udtryk for sin utvetydige holdning til russisk statsdoping, og det danske IOC-medlem roser Det Internationale Atletik- forbund for at have udelukket russiske atletikudøvere fra OL i Rio. Den ros står han ved i dag.

KRONPRINS FREDERIK: At der var noget galt i Rusland, var åbenlyst. Det så vi inden for atletikken, hvor de russiske myndigheder modarbejdede dopingkontrollen ved at lade deres atletikudøvere træne på lukkede militærområder. Da McLaren så efterfølgende med sin rapport anbefale- de at udelukke alle russiske sportsudøvere – det være sig tennisspillere såvel som pistolskytter, ja, alle og enhver – stod IOC over for et stort di- lemma. Kunne man regne med, at al sportsudøvelse i Rusland foregik på samme præmisser som for de systematisk dopede atletikudøvere? Hvor langt rakte beviserne? Var alle russiske sejlere, ryttere, fægtere, bueskytter, you name them, dopede? Næppe. Måske handlede det i virkeligheden for Mclaren mere om at sende et politisk signal til Rusland og det russiske sportsministerium, »Det her, det finder vi os ikke i!« Det forstår jeg jo godt, men hvad med de mange russiske sportsfolk, som havde trænet tusindvis af timer og hverken bor eller træner i Rusland, men blot er indehavere af et russisk pas, skulle de også straffes?

Venstres og Socialdemokratiets idrætsordførere hører om McLaren-rap- porten mandag den 18. juli, hvilket i øvrigt er dagen efter, at Kronprins Frederik i et interview i Berlingske fortæller, at han er klar til at tage otte år til i IOC. Men om mandagen handler nyhedsstrømmen mest om den opsigtsvækkende rapport fra professor McLaren. Mogens Jensen, Social- demokratiets idrætsordfører, mener, at »hammeren må falde«, og minister for kultur, kirke og sport, Bertel Haarder (V), er umiddelbart enig, da DR-Nyheder ringer ham op og beder om en kommentar. Den kommer hurtigt på en mail, hvor der står, at det er »en skæbnesvanger sag for idrættens anseelse«. Samtidig bedyrer ministeren, at han vil læse rapporten med hævede øjenbryn: »Jeg har stået last og brast med idrætsforeningerne for at forhindre svindel og korruption, og det vil jeg blive ved med.«

Dermed har kultur- og kirkeministeren næsten lovet offentligheden, at han nu vil gøre noget ved det. Lysten dertil bliver ikke mindre, da ministeren i ugens løb får kigget i McLaren-rapporten, og søndag den 24. juli erfarer, at IOC’s bestyrelse – også kaldet eksekutivkomitéen – har beslut- tet, at man vil overlade det til de respektive internationale specialforbund at udelukke russiske atleter fra OL, og i den forbindelse opstiller man en række skærpede krav, som forbundene skal vurdere de russiske OL-deltagere ud fra.

I HAVE FINALLY SEEN THE LIGHT / AND I HAVE FINALLY REALIZED / WHAT YOU MEAN / OH OH OH / AND  NOW, I NEED TO KNOW IS THIS REAL LOVE / OR IS IT JUST MADNESS KEEPING US AFLOAT?

MUSE, 2012.

En provokeret dansk kulturminister beslutter sig for at tage et poli- tisk initiativ, der rækker ud over landets grænser, og som gerne må høres langt ind i IOC’s rækker. Hans ferieramte ministerium kommer hurtigt op i omdrejninger, og ministerens pludselige aktivitet afføder samme døgn en telefonsnak mellem Kongehuset og Kulturministeriet, efterfulgt af et par orienterende mails fra ministeriet, der hver gang besvares telefonisk fra Amalienborg. Det er notater, hvor ministeren orienterer om, hvad han de forløbne dage har udtalt i forbindelse med McLaren-rapporten og IOC’s beslutning. Den 30. juli – mindre end en uge før åbningshøjtideligheden i Rio, følger så en orientering fra Kulturministeriet om ministerens politi- ske initiativ: en støtteerklæring til WADA og til McLaren-rapporten, underskrevet af nitten sportsministre i EU, der mellem linjerne sender det budskab – forklarer Bertel Haarder senere i Radio24syv, »at IOC skulle have udelukket Rusland kollektivt«.

Støtteerklæringen er udtryk for en klar idrætspolitisk holdning, som også deles af DIF. Hvorvidt kulturministeren på regeringens vegne ønsker, at landets kommende konge skal have det faktum i baghovedet, når han i forbindelse med IOC’s session og kongres i Rio om et par dage skal tilkendegive sin holdning til IOC-bestyrelsens indstilling, står hen i det uvisse. Til gengæld ligger det fast, at ministerens raske initiativ kommer som no- get af en overraskelse for Kronprinsen.

KRONPRINS FREDERIK: Det var en meget pludselig holdning, ikke? McLarens rapport var jo kun første del af to, og sine steder en særdeles teknisk gennemarbejdet betænkning. Jeg spurgte i hvert fald mig selv, om materialet nu også var solidt nok til at antage, at samtlige russiske sports- udøvere var dopede.

I forlængelse af Bertels Haarders lynhurtige antrit, der også kommer bag på de fleste af Folketingets medlemmer, som ikke kan huske, at man nogensinde før i Løkke-regeringens tid har diskuteret dopingpolitik, pakkes der kufferter. Kulturministeren skal nu tre uger til Rio og OL, mens rejse- godset for længst er ekspederet i Frederik 8.s Palæ. Kronprins Frederik be- finder sig allerede i Sydamerika, hvor IOC som altid har session og kongres inden legenes begyndelse. IOC-kongressen omfatter tre døgn med møder og diskussioner, kaffepauser, frokoster og middage, hvor der for en dansk kronprins, som gerne vil forlænge sit medlemskab på næste års kongres i Lima, vil være mange muligheder for at mingle og få spredt sit budskab.

Øverst på dagsordenen tirsdag den 2. august på Convention Centre Windsor Oceanico i Rio står Thomas Bachs tale til IOC-forsamlingen. Præsidentens lange redegørelse munder ud i en tillidsafstemning, som skal tydeliggøre opbakningen til IOC-bestyrelsens beslutning om at tage hensyn til den enkelte atlet, sådan som det er fremhævet i Olympic Agenda 2020, og ikke udelukke Rusland kollektivt. Ved håndsoprækning markerer medlemmerne, om man er enig eller uenig og vil give bestyrelsen mandat til at føre beslutningen ud i livet. Kun et enkelt medlem udtrykker kritik, mens skoven af ja-hænder afspejler, at man står sammen i ønsket om at bringe IOC videre, ikke bare i den aktuelle, højspændte sag, men også i den langvarige kamp mod doping i sporten.

KRONPRINS FREDERIK: Jeg har jo fået på puklen for at sige, at jeg stod inde for det, IOC havde meldt ud. Og jeg er blevet beskyldt for at have talt imod den daværende kultur- og sportsminister i Danmark. Det har jeg ikke gjort, og jeg ville jo have bedrevet udenrigspolitik, hvis jeg ene mand havde bedt om at få ordet i IOC-forsamlingen og sagt: »Jeg synes, det er forkasteligt, at alle russiske sportsudøvere ikke bliver udelukket.« I den her sag var jeg bedre klædt på end andre, der så det udefra, fordi jeg havde fået en viden omkring, hvad IOC’s begrundede holdning til det var. Løsningen blev som bekendt, at Den Olympiske Komité opstillede en række skærpede krav, som alle internationale forbund skulle vurdere de russiske OL-deltagere ud fra. Det var en fair løsning, der i øvrigt også blev bakket op af WADA’s nuværende præsident, Craig Reedie, samt den tidligere WADA-præsident, Richard Pound, og det var den løsning, jeg stod på mål for. Det gør jeg stadig.

JEG KØRER BLINDT OG STREJFER VILDT OG STOPPER KUN FOR GRØNT / DU VED, BAKSPEJL, INGEN BLINK, SÅ LIVET DET ER SKØNT.

SPIDS NØGENHAT, 2013.

Hvorom alting er, så falder kulturministeren og Kronprinsen ikke lige- frem hinanden om halsen, men hilser pænt i vip-området på de forskellige OL-anlæg i løbet af august. Da Kronprins Frederik midt i måneden kom- mer ud i et dansk mediestormvejr, fordi han i B.T. omtaler sin stemme- afgivning i IOC, bliver ministeren bedt om at kommentere Kronprinsens udtalelser. Bertel Haarder svarer, at man nogle gange er nødt til at være loyal over for den organisation, det parti eller den regering, man er med i, også selv om man måske er uenig. Mere siger den erfarne politiker ikke, og intet i retning af: »Kronprins Frederik har ikke modarbejdet den danske regering.« Sådan som det gang på gang påstås i debatten i de danske medi- er både under OL i Rio og i månederne derefter.

Hjemme igen i Danmark tager Bertel Haarder tråden op i Radio 24syv: »Jeg står ved, at jeg og mit ministerium var drivende kraft, da vi fik nitten og nu tyve lande til at skrive under på, at IOC skulle have udeluk- ket Rusland kollektivt.« Ordene falder den 1. september i radioprogrammet »Cordua & Steno«, hvor ingen spørger kulturministeren, om ikke han satte Kronprinsen i gabestok med sin forhastede politiske handlemåde? I stedet får ministeren lejlighed til at rose Kronprins Frederik for hans syn på doping:

»Ingen af os ved jo, hvad Kronprinsen har sagt og arbejdet for, og det er jo også et led i loyaliteten, at man ikke refererer fra det, der er foregået, og det skal han altså heller ikke. Men han er jo lige så meget mod doping, som jeg er, om ikke mere. Han er en ægte sportsmand, en lidenskabelig sportsmand, og jeg kan love dig for, at han er modstander af doping.«

KRONPRINS FREDERIK: Selvfølgelig skal doping bekæmpes. Det kan ikke tolereres, at man booster sin egen krop overnaturligt. Sådan nogle ting skal man selvfølgelig stå op imod. Min holdning er, at vi ikke skal blive ved med at konstatere, hvor dybt dette doping-isbjerg er, for vi ved godt, at 80-90 pct. ligger under overfladen, ligesom vi kender de ti pct., som al-

lerede er blevet opdaget. Vi skal i stedet hjælpe Rusland med at genskabe det russiske antidoping-arbejde, tilbyde nogle guidelines og være til stede i Rusland på de rigtige myndighedsniveauer og hjælpe dem med at opbyg- ge et nyt antidoping-organ, som er væsentligt mere uafhængigt af sit lands myndigheder end det forrige. Det er dér, jeg synes, IOC skal være nu. Det er vejen fremad. Vi skal bygge noget op igen og ikke bare sidde og trække flere skuffer ud og konstatere: »Hov, dér ligger mere råddenskab!« Det ved vi jo godt.

SPORTSFREAK

Der var engang, som yngre, da Frederik havde en drøm om at komme til OL som deltager i en eller anden sportsgren. Og selvfølgelig helstmedaljetager ligesom hans græske onkel Konstantin, der var en dygtig sejlsportsmand og ved De Olympiske Lege i Rom 1960 vandt guld i drage og siden var med- lem af IOC i 26 år. Det var også i sejlsport, at Kronprins Frederik muligvis kunne være blevet dansk OL-deltager, hvis han havde trænet målrettet og seriøst i slutningen af 90’erne og i begyndelsen af 00’erne. »Men da var der jo så meget andet,« som han siger uden spor af fortrydelse i stemmen.

Kronprins Frederik betegnes af professionelle sejlsportsfolk som en habil gast og en skipper med overblik og lederegenskaber. Ved flere EM og VM-sejladser rundtom i verden er han sammen med sin besætning endt lige uden for medaljerækken på hæderlige fjerdepladser i skiftende både med samme navn – Nanoq – det er grønlandsk og betyder isbjørn. I dag er konkurrencesejlsport ikke længere på øverste hylde blandt Kronprinsens mangfoldige sportsinteresser. Han sejler dog stadig for sjov, når behovet for at være på havet, hvor der er højt til himlen, og man er langt fra de man- ge nysgerrige blikke, melder sig. Ligesom han løber, cykler, svømmer, dyk- ker, rider, står på ski, både alpint, langrend og rulleski, og ofte går på jagt med enten gevær eller bue og pil.

AND WE’LL NEVER BE ROYALS / IT DON’T RUN IN OUR BLOOD / THAT KIND OF LUXE JUST AIN’T FOR US / WE CRAVE A DIFFERENT BUZZ

LORDE, 2013.

Hele tiden er den, også på sportsområdet, søgende og nysgerrige Kronprins Frederik på udkig efter nye udfordringer herhjemme og i udlandet. Det kan være særlige stævner og konkurrencer, der kombinerer forskellige dele af de mange idrætsdiscipliner, Frederik mestrer og interesserer sig for. Hvert år sætter han sig nye mål som sportsudøver, der- med også nye »peaks« i bevidstheden og kalenderen, som han skal bygge sig selv op til fysisk og mentalt. Og hver eneste uge året rundt binder han løbeskoene, tager mountainbiken eller rulleskiene frem og forsvinder ud i naturen, hvor han er alene og i kontakt med den særlige form for frihed, som er forbundet med fysisk udfoldelse. Nogen vil sikkert hævde, at Kron- prins Frederik kunne ligne en mand i panikalderen, når de kaster et blik på listen med hans ikke helt almindelige motionsmeritter for mænd i alderen 45-50 år:

2013: Ironman (3,8 km svømning i hav, 180 km cykling og 42,195 km løb) og samme år La Marmotte (174,4 km cykling over Tour de France-top- pene, Col de Galibier og Alpe d’Huez). 2014: vinder af kapsejladsen Les Vo- iles de Saint Tropez i bådklassen TP52 med en femten mand stor besætning. 2015: Yeti Adventure Challenge Master (24 timer lang holdkonkurrence i orienteringsløb, mountainbike, kajak, klatring og rulleskøjteløb) og samme år en svensk klassiker – Vasaloppet (90 km langrend), Vätternrundan (300 km cykling), Vansbrosimningen (tre km svømning i elv) og Lidingöloppet (30 km terrænløb). 2016: Birkebeinerrennet (54 km langrend i Norge), Arctic Circle Race (160 km langrend over tre dage i Grønland) og Patrouille des Glacier (ski touring-konkurrence i Alperne, hvor man skiftevis går op og kører ned ad vilde bjergsider). 2017: Birkebeinerrennet (54 km langrend), Øresund Triathlon (en halv ironman) og vinder af kapsejladsen Hamilton Island Race Week. 2018: Royal Run (på sin 50 års fødselsdag løber Kron- prins Frederik One mile (1,6 km) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense og runder den nationale løbefest af med at løbe ti kilometer i København).

Og så er der alt det andet i Frederiks idrætsliv fra 1990 til i dag, der bl.a. tæller seks maratonløb, et stort antal langrendsløb og cykelkonkurrencer på mountainbike og landevejscykel, golf, orienteringsløb, faldskærmsudspring, tennis, vandski, dykning osv. Og som fysisk og mental basis under det hele: en frømandsuddannelse og en slæderejse i fire måneder i Nord- grønland. Man forstår godt at IOC’s præsident, Thomas Bach, beundrer det-

te imponerende alsidige motions-cv, som kun ganske få af medlemmerne i Den Internationale Olympiske Komité matcher, og har udtalt, at Kronprins Frederik »ikke kun taler om den olympiske ånd, men også lever den olympiske ånd«.

Er Frederik en puls-junkie? Han har i hvert fald prøvet de fleste af ti- dens nyeste individuelle sportsgrene, hvor udøvernes udholdenhed bliver sat på hårde prøver. Han er stort set aldrig gået ud af en konkurrence af en- ten fysiske eller psykiske årsager og bruger i sit motions- og sportsliv ud- trykket »failure is not an option« (fiasko er ingen mulighed). Det skal ikke forstås som en hoverende, overlegen indstilling til det, han er oppe imod, understreger han, men ses som udtryk for en fornuftig, realistisk indstilling, baseret på grundig forberedelse og nøgtern vurdering af ens muligheder.

KRONPRINS FREDERIK: Det stammer igen tilbage fra min frømands- uddannelse i 95, hvor jeg kom igennem nogle ting på elevskolen, som gjor- de, at jeg bare ved, at det skal stå virkelig grelt til, før jeg bukker under eller forlader en konkurrence, jeg er tilmeldt, eller i det hele taget opgiver noget, jeg har sat mig for. Uanset at jeg ikke lige altid har trænet mig op til det al- lerbedste eller det mest optimale i mine egne øjne, så kan den ekstra portion vilje, som jeg ved findes inde i mig selv, føre mig rigtig langt. Også længere, end jeg tror og regner med. Det gælder alle mennesker, er jeg overbevist om. Hvis bare man er fysisk forberedt og i grundtræning, kan man meget mere, end man tror.

PRINS OG HÅNDVÆRKER

Det, der samler hele den brogede vifte af fritidsaktiviteter, og som fylder en del i Kronprinsfamiliens kalender, er fire basale drivkræfter i sports- mennesket Frederik: 1) nysgerrighed, 2) længsel efter naturen, 3) lysten til at prøve sig selv af, 4) behovet for at være sammen med andre mænd. En væsentlig del af Kronprins Frederiks vennekreds består af mænd, han i en årrække har dyrket forskellige former for idræt sammen med. Nogle har været med lige siden soldater-, maraton- og frømandstiden, andre er kom- met til, i takt med at Frederik har fattet interesse for nye sportsaktiviteter og sat sig forskellige konkurrencemål.

TRAPPED IN A PRISON, IN A PRISM OF LIGHT / ALONE IN THE DARKNESS, DARKNESS OF WHITE / WE FELL IN LOVE, ALONE ON A STAGE / IN THE REFLECTIVE AGE
ARCADE FIRE, 2013. 

Er der tale om en vinter og et tidligt forår med en særlig langrends- konkurrence, som i april 2016, hvor Kronprins Frederik deltager i Arctic Cirkle Race i Vestgrønland, så bygges der op til denne peak gennem vinterens træning i Danmark. Enten udendørs på rulleski samt masser af løb i bakker eller indendørs med armbøjninger, maverulninger og en ski- træningsmaskine, der dog ligesom løbebånd ikke hører til Frederiks træ- nings-livretter. »Det er for hamsteragtigt,« som han siger. Så hellere noget mere outdoor som det klassiske norske langrendsløb Birkebeinerrennet, hvor den norske Kronprins Haakon i marts 2016 distancerer sin danske kronprinskollega og ven med en times tid. »Ikke kun fordi Haakon har så lange ben, men også fordi han er norsk og vant til at løbe med rygsæk,« konkluderer Frederik med et grin, og hentyder til den særlige regel i Birkebeinerrennet, at alle deltagerne bærer en rygsæk på 3,5 kg, der skal symbolisere den nyfødte kongesøn Haakon Haakonsøn, som efter sin fødsel i 1204 måtte bringes i sikkerhed på fjeldet under den daværende borger- krig. Men Kronprins Haakon, der af nordmænd anses for at være en sær- deles sportsglad kronprins, har enorm respekt for Frederiks danske mod til at prøve kræfter med langrend.

KRONPRINS HAAKON: Han bor jo i et land, hvor man ikke løber lang- rend til daglig, så det, at han alligevel kommer til Norge og er med i Birkebeinerrennet, er superimponerende. Frederik er jern-udholdende og også vældig stærk psykisk. Han cykler, svømmer og løber og slår mig i alt det. Jeg er også glad for sport og for at træne og holde mig i fysisk god form, men jeg tager det nok ikke helt til det niveau, hvor Kronprins Frederik er.

Hvad to nordiske kronprinser laver midt i det tætte felt i et af Norges stør- ste folkelige elitemotionsevents, hvor mange blikke klistrer sig til dem kilometer efter kilometer, kan man ikke være i tvivl om. Ud over at holde sig fit og i form, som Kronprins Haakon siger, så handler det om følelsen

af samhørighed, om at være som en masse andre mennesker og føle sig som en del af noget større. Det er et kollektivt aspekt ved den individuelle sportsudfoldelse, mange opsøger i store nordiske elitemotionsevents som eksempelvis Vätternrundan, Birkebeinerrennet eller Copenhagen Mara­thon. Kernen i det er den i bund og grund »olympiske« følelse, som enhver motionist og sportsudøver får, når man står der midt i havet af deltagere kort før start og mærker, at sporten nok deler mennesker i stærke og svage, hurtige og langsomme, men samtidig tilsidesætter enhver social rangor­ den. Som Pierre de Coubertin udtrykte det i sin tale »Sporten er konge« i Antwerpen 1920:

»En rekord inden for sport udgør en grænse, som mennesket har nået ved en kombination af naturgivne evner, og så den kunnen, som hans ka­rakters energi har udviklet i ham. Hans sociale position, navn eller den formue eller arv, som han skylder sine forældre, spiller ikke ind. Om han er prins eller håndværker, det vil ikke lægge en alen til hans spring eller forlænge den strækning, han løber, svømmer eller ror, så meget som en meter.«

Med på Frederiks team i det norske langrendsløb mellem Rena og Lillehammer i marts 2016 er flere, der skal til Grønland nogle uger senere for at løbe Arctic Circle Race. Det er midaldrende mænd, der har været på skilandsholdet i Danmark, og triatleter på internationalt topplan med fle­re medaljer og VM­ og OL­deltagelse bag sig. Også de har som Kronprins Frederik planlagt at peake i Grønland primo april 2016, hvor en helt særlig ski­adventureoplevelse venter de 203 deltagerne, som kommer fra hele verden. Man sover i telt i ødemarken mellem de tre lange dagsetaper på 50­60 km, laver sin egen mad og har al sin forplejning og madgrej med sig ude i teltlejren, hvor det fryser femten­tyve grader om natten. 100 orange telte står klar med deltagernes egne soveposer og rensdyrskind, og her – midt i det øde fjeldterræn nær Sisimiut med optimale muligheder for at opleve nordlys – er der i to af løbets tre dage start og mål.

INSTEAD OF THE LONELY ONE / YOU, ME, AND A LIE / SILENCE IS CLOSER / WE’RE PASSING SHIPS IN THE NIGHT

QUEENS OF THE STONE AGE, 2013

HERRETUR

Klokken er kvart over seks, og det er den første søndag i april 2016. Hjem­ me i Danmark er den omkring ti, og alle børn i Frederik 8.s Palæ, alene hjemme med mor, er for længst vågne. Far befinder sig nord for polarcir­klen uden mobildækning og må nøjes med at sende familien en kærlig tan ke, inden han vrider sig ud af soveposen, tager sine langskaftede, forede morgensko på og kravler ud af tunnelteltet. Det tegner til endnu en su­veræn langrendsdag i Sisimiuts bjergrige bagland. Ganske få skyer, en let brise og minus tolv­tretten grader. Han ryster de stive ben og småhopper på stedet, der skal gang i led, blodomløb og muskelvæv. 115 km langrend på to dage og to overnatninger på et skind i semidybfrost sætter sine spor på en mand, hvis fysik og psyke tåler mere end de fleste i hans aldersgruppe. Men som også er bevidst om tiltagende grå stænk i håret, taler om »at det strammer over ryggen om morgenen« og ofte genkalder sig de år, da ens krop kunne præstere det ekstreme, og man bagefter festede igennem hele natten. Det var engang, nu er det nu. Eller som Kronprins Frederik siger til en grønlandsk journalist på førstedagen af Arctic Circle Race: »Det her løb skal prøves, inden jeg bliver for gammel.«

Efter det kølige morgentoilette slentrer Frederik over mod det store tørretelt, hilser på forbipasserende løbere, hvis kroppe også skal vækkes til dåd. Han leder længe og finder til sidst sin dannebrogsfarvede hue samt trøjen med startnummer 110, der i nattens løb har hængt på bøjler i et il­delugtende hav af svedigt skitøj og sko, der godtgør, at Arctic Circle Race kaldes for »verdens hårdeste langrendsløb«. Ikke bare fordi der overnat­ tes i de små telte under ekstreme vejrforhold, men også fordi de 150 km langrend, hvor nymodens skøjteteknik er bandlyst, ofte bliver til kapgang med skiene på nakken, på grund af de strabadserende og stærkt varierende stigningsprocenter.

Spørger man et ambitiøst motions­ og sportsmenneske som Kron­ prins Frederik, så handler Arctic Circle Race ikke om at bevise noget, men alligevel om mere end bare at være med og gennemføre. Nok er Frederik

helhjertet medlem af IOC og brænder for de ædle, olympiske idealer, men start nr. 110 vil også gerne i mål i en sluttid, han kan være bekendt over for sig selv, og selvfølgelig også over for den gruppe af konkurrencemindede motionister, han har valgt at løbe på ski, spise og sove sammen med i Arctic Circle Race.

Ifølge Kronprins Frederiks personlige skitræner, lægen Ulrich Ghi­sler, der selv er gammel elitelangrendsløber og triatlet samt tidligere landsholdstræner i langrend og i triatlon, og som har kendt Kronprinsen siden OL i Beijing i 2008, kunne Frederik trods sin alder drive det meget længere i sin sport.

ULRICH GHISLER: Som elitemotionist klarer han sig bedre igennem end de fleste i hans aldersgruppe på grund af sit uomtvistelige talent og adræthed, en meget høj grad af vilje, positiv indstilling og charme, ikke mindst. »Det går sgu nok,« som han siger og griner over hele hovedet. Han er fantastisk god til at trække positive erfaringer ud af selv mindre gode eller ligefrem negative oplevelser. Men hvis Frederik virkelig vil under de seks timer i Vasaløbet og de ti timer i en ironman, sådan som han drømmer om, så kræver det en anden og endnu mere seriøs og systematisk indstil­ ling i hans daglige træning. Her kunne jeg som træner godt ønske mig, at han ville forfølge sit talent lidt mere.

Som aldrende sportsmenneske leger Frederik med nogle store drenge, der presser ham til at yde maksimalt og ligesom Kronprinsen nyder hvert se­kund af et fysisk fællesskab, hvor hverdagenes tidsregning står stille i tre-­fire døgn, rangordenen i Kongelig Dansk Hof­ og Statskalender er neutrali­seret, og de daglige rutiner i en travl børnefamilie for en stund glemmes. Over det nussede langbord i madteltet under Arctic Circle Race, hvor det roder med trangiagryder og spritbrændere, tallerkner, bestik, dunke med sportsdrikke, en enkel rødvinsflaske og et Bezzerwizzerspil, der til fulde tilfredsstiller Frederiks og de andre jernmænds åndelige behov, vendes og drejes løbsdagens små og store spørgsmål. Der tales højlydt om vind­ retning, temperatur, højdemeter, skismøring og Bezzerwizzer­spørgsmål,

AND I KNOW SHE’LL BE THE DEATH OF ME, AT LEAST WE’LL BOTH BE NUMB / AND SHE’LL ALWAYS GET THE BEST OF ME, THE WORST IS YET TO COME

THE WEEKND, 2013.

der enten er alt for lette eller »fandeme« urimeligt svære. Som skitræneren også fortæller, så er det ikke mindst Frederik, der har talt varmt for, at Arctic Circle Race skulle være en herretur, og det var der ingen af de andre deltagere, der havde indvendinger imod.

ULRICH GHISLER: Han slapper enormt godt af i det her mandemiljø og på sådan en men’s cavetur, hvor vi kan få lov til at tosse rundt, som vi nu gør, og sige de ting, vi gør. Her får han bare lov at være Frederik. Der er ikke så meget buk og skrab i forhold til, at han også er den offentlige person, han er. Det trives han og vi andre rigtig godt med, ikke mindst fordi han socialt set bidrager med så meget i sådan en gruppe.

Efter tre dage og seksten timer, ni minutter og sytten sekunder ude i lang- rendssporene er Frederik fremme ved målstregen i Sisimiut søndag efter- middag. Hele byen omtrent befinder sig i målområdet for at hylde løberne, ikke mindst Kungissaq Frederik, og ti feststemte kvinder på 75-80 år står klar til at give udtryk for al den stolthed, der ikke kan være i menneske- kroppen. Når Frederik om lidt kommer i mål, vil de på ægte grønlandsk vis – qutsasertut – kaste sig ned i sneen og rulle om sig selv af fryd og glæde. Og om aftenen til den store fest i den lokale idrætshal med laks, hellefisk, rensdyr og moskuskød på buffeten og en ganske speciel blanding af rock-musik, trommedans og operasang oppe på scenen er det byens unge, der sværmer om Kungissaq Frederik for at få en selfie til samlingen. Og ingen går forgæves. Kronprins Frederik har aldrig været nærig med sit smil, slet ikke i Grønland. Føler han sig som et andet menneske heroppe?

KRONPRINS FREDERIK: Ja, det synes jeg egentlig. Når først spændingen og forventningen i lokalsamfundet er forløst i forbindelse med min ankomst og timerne derefter, så kan jeg slappe af på en helt anden måde, end hvis det nu var en by i Danmark. Uanset hvor jeg kommer i Grønland, så er der en spontan interesse for og nysgerrighed omkring min person, og folk kommer hen og drister sig til at spørge, om de ikke nok må tage et billede … og så endnu ét, hvor alle i familien kommer med! Det er meget

sødt af dem og på en helt anden måde end i Danmark. Det er bare en anden mentalitet, selvom grønlænderne også er meget generte, når det kommer til stykket. De betragter mig som deres egen. Sådan som jeg ser og hører det under Arctic Circle Race, og hele byen er på benene og jubler og råber. Det rører mig dybt ind i hjertet.

Sportens kronprins kommer i mål i en tid, der rækker til en placering som nummer 52. Det kunne have været bedre, og det kunne have været værre. Forpustet lufter han over for grønlandsk tv sin livsfilosofi. Den er præcis så lys og ligetil, som han selv af sind ønsker at være:

»Hvis man er positiv og tror på det gode i alt, så får man en dag som i dag.«