Det handler ikke om at være med – det handler om at vinde!
Af Thomas Heine Nielsen
Det er ingen hemmelighed, at det altoverskyggende mål i moderne sport er at vinde. Det er ikke nok bare at deltage, selvom det sker, bureaukrater og politikere siger den slags i festtaler. Normalt husker vi heller ikke taberne. Det er stort set udelukkende sejrherren, der huskes. Men i antikken, der var den blotte deltagelse i den ædle kappestrid vel et mål i sig selv
På ingen måde. Der er faktisk næppe noget, der ligger antikke græske sportsmænd fjernere end den idé, at noget kunne være mere væsentligt end sejren. Kvaliteten af ens præstation betød heller ikke noget, når blot man vandt. Det bedste var faktisk, hvis man kunne vinde uden overhovedet at kæmpe. Og en græsk sportsmand kunne godt blive bekranset som sejrherre, selvom han ikke havde konkurreret mod nogen, dvs. at han kunne vinde uden kamp. Det kunne ske, hvis man var den eneste deltager, der stillede op i en disciplin, eller hvis alle konkurrenter trak sig undervejs, eller hvis finalemodstanderen var skadet og ikke kunne stille op: Så vandt man kransen, symbolet på sejren, uden kamp. På græsk sagde man, at sådan en sejr var vundet uden støv, altså uden at man var blevet støvet af at kæmpe ‘i ringen’, om man så må sige, eller måske: uden at man havde behøvet at drysse sig til med støv, som græske atleter gjorde når de havde olieret kroppen, dvs. uden at man overhovedet havde behøvet at gøre sig klar til kamp.
I moderne sport kan det naturligvis også ske, at den ene part i en finale ikke stiller op, på grund af en skade eller af andre årsager. Ved De Olympiske Lege i München i 1972, for eksempel, havde Teófilo Stevenson (Cuba) og Ion Alexe (Rumænien) kvalificeret sig til finalen i sværvægtsboksning. Alexe var dog forhindret i at gennemføre finalen på grund af en skade, hvorfor guldmedaljen gik til Stevenson, der således vandt den første af sine tre olympiske guldmedaljer uden støv. Ved de moderne Olympiske Lege, som jo er en verdensomspændende begivenhed, er det selvfølgelig en utænkelig tanke, at kun én eneste atlet skulle melde sig til en konkurrence. Men hvis det skete, ville den pågældende disciplin på forhånd blive aflyst og den enlige deltager ville ikke blive udråbt som vinder. I et andet tænkt tilfælde, nemlig at samtlige tilmeldte bortset fra én trak sig ved konkurrencernes start, ville disciplinen blive aflyst, og den tilbageblevne deltager ville ikke blive udråbt som vinder. I begge de tænkte situationer ville man i antikken have bekranset den enlige deltager som sejrherre uden støv.
At vinde uden støv var ikke, som man måske kunne tro, mindre fint end at vinde i kamp. Tværtimod: at vinde uden støv var faktisk ekstra herligt. Blandt antikkens græske atleter var der stor opfindsomhed, når det gjaldt om at øge en sejrs symbolske værdi. Hvis man f.eks. var den første fra sin bystat eller region, der vandt i en bestemt konkurrence, blev det gerne fremhævet; hvis man var den første, der vandt en bestemt kombination af sejre, blev det fremhævet; og så videre. Hvis det overhovedet var muligt, tillagde man altså sine sejre ekstra herlighedsværdi, ‘surplus-value’, som den moderne forskning anglofont kalder det. Og en af de ekstra herlighedsværdier, der ofte fremhæves i kildematerialet, er netop at en sejr var vundet uden støv, for ofte betød det, at alle modstandere havde trukket sig.
Ligeså herlig en sejr var, ligeså ydmygende var det nemlig ikke at vinde. Som digteren Pindar siger i en af sine store korlyriske oder til en sportsmands ære:
Fire var de du kasted
i Delphi med ondt i sinde;
dem blev langtfra en munter
hjemtur af dommerne tilkendt:
Ingen smil skabte glæde om dem, da hjem de vendte
til deres mødre; fjernt fra uvens blik de lusker
ad gyder bort med stik fra vanhelds bråd.
Overs. H. Friis-Johansen
Foto: Wikimedia Commons
Det er derfor et rimeligt gæt, at sportsmænd der selv erkendte, at de ingen chance havde mod en kendt superstjerne, simpelthen ikke stillede op – hvorpå stjernen blev bekranset for en sejr uden støv. Det mytologisk-aitiologiske eksempel på dette for moderne øjne at se lidt mærkværdige forhold var Zeus’ søn Herakles: Ved afholdelsen af de allerførste Olympiske Lege i den mytologiske urtid vandt han samtlige konkurrencer uden støv, fordi ingen havde mod til at stille op mod ham på grund af hans overvældende styrke.
For græske sportsmænd var det altså sejren alene der talte, ikke den blotte deltagelse endsige kvaliteten af den enkelte præstation, og derfor var sejre uden støv af særlig høj herlighedsværdi: De beroede jo ofte på atletens ry og omdømme, hans berømmelse, kleos som grækerne sagde.
I betragtning af at kildematerialet til antik græsk sport er en hel del mere spinkelt og fragmenteret, end vi kunne ønske, er det egentlig temmelig meget, vi hører om sejre vundet uden støv. Her ser vi blot på de ældste eksempler, fra senarkaisk og klassisk tid, ca. 500–300 f.Kr.
(1) Den tidligste sejr uden støv, vi har kendskab til, blev vundet ca. 500 f.Kr. af den i øvrigt ukendte sportsmand Akmatidas fra Lakedaimon, et alternativt navn på den berømte bystat Sparta. Akmatidas kendes fra dedikation, altså en offergave til en gud, fundet i Olympia og dateret til ca. 500 f.Kr. Der er tale om en længdespringsvægt (halter) af sten til højre hånd: Græske sportsmænd benyttede sådanne springvægte ved længdespring, som var en del af femkampen (pentathlon). Sejrherrer indviede ikke sjældent dens slags springvægte til en gud i taknemmelighed for en sejr – som man mente kun kunne vindes, hvis man havde gudens særlige bevågenhed.
På springvægten er følgende indskrift ridset ind: Akmatidas fra Lakedaimon indviede sin springvægt til Zeus, da han sejrede i pentathlon (femkampen) uden støv. Her meddeles hvilken disciplin, Akmatidas sejrede i (pentathlon), og sejrens særlige herlighedsværdi: at den blev vundet uden støv, får fuld emfase i kraft af oplysningens placering på slutpositionen i sætningen, en position som er emfatisk på klassisk græsk. Den græske pentathlon bestod af diskos-kast, længdespring, spydkast, stadion-løb (en sprint over ca. 200 m) og brydning, sandsynligvis i denne rækkefølge. Hvordan man fandt frem til sejrherren i pentathlon, er en af den græske sportshistories store gåder: Det vides simpelthen ikke. Det er derfor heller ikke indlysende, hvad det vil sige, at Akmatidas vandt femkampen uden støv. At ingen andre stillede op virker urealistisk, så måske skal vi forstå teksten sådan, at ingen vovede eller var i stand til at stille op i den afsluttende brydekamp – hvilket passer fint med, at det i klassisk tid normalt er sejre i boksning og pankration, der fejres som ‘støvløse’. Disse discipliner udgjorde sammen med brydning en særlig gruppe, som grækerne kaldte de ‘tunge’ discipliner, formentlig fordi det her var en fordel at være stor og tung: Grækerne udkæmpede jo ikke kampsporter i vægtklasser, men i aldersklasser, så store, stærke og tunge sportsmænd havde en klar fordel i kampsporterne.
(2) I 480 f.Kr. vandt Dromeus fra Mantinea, der ligesom Akmatidas i øvrigt er ukendt, den olympiske sejr uden støv i pankration, en særlig græsk kampsport hvor stort set alt var tilladt (bortset fra at bide og presse modstanderens øjne ud): Den tætteste moderne parallel er nok mixed martial arts. Alt hvad vi ved om Dromeus’ sejr stammer fra rejseforfatteren Pausanias, der fortæller at Dromeus’ modstander, den berømte Theogenes fra Thasos (se nedenfor), var så medtaget efter sin sejr i boksning ved den samme olympiade, at han ikke magtede at stille op mod Dromeus, der derfor vandt uden støv. Det var, tilføjer Pausanias, første gang pankration-konkurrencen blev vundet uden støv.
Foto: Wikimedia Commons
(3) Theogenes fra Thasos var en af antikkens mest berømte sportsstjerner: Han skal have vundet 1.300 sejre og været ubesejret i boksning i en periode på 22 år. Han var først og fremmest bokser, men han stillede også op i pankration og vandt i denne disciplin både i Olympia og på Isthmen i legene til Poseidons ære. Han vandt også en olympisk sejr i boksning, i 480 f.Kr., mens sejren i pankration blev vundet i 476 f.Kr. Han var altså aktiv i det tidligere 5. årh. f.Kr. Herudover vandt han tre bokse-sejre i Delphi og adskillige i Nemea og på Isthmen – men desværre kan de sejre han vandt uden for Olympia ikke dateres præcist. Den ene bokse-sejr i Delphi blev vundet uden støv. I det 4. årh. f.Kr. opstillede eller renoverede hans hjembystat Thasos et monument til hans ære i Delphi. På monumentets base stod et 12 vers langt epigram, som fremhævede, at den ene sejr i Delphi blev vundet uden støv: “Af de tre kranse i Delphi, vandt du den ene uden støv. Dét har ingen anden dødelig mand præsteret.” Ikke bare var sejren uden støv, den var også den første og eneste af sin art: den var altså trefold herlig: den var uden støv, den var den første af sin art, og den var den eneste af sin art. Efter epigrammet fulgte en liste over de sejre, Theogenes havde vundet ved de Panhellenske konkurrencer: hele 24 blev det til. Den del af listen der opremser sejrene i Delphi, ser således ud:
Delphi, boksning
Delphi, boksning
Delphi, boksning uden støv.
Hvis sejren uden støv var den tredje i rækken af sejre i Delphi, sådan som den er anført på monumentet og som moderne historikere normalt antager, havde Theogenes altså dels været ubesejret længe og dels allerede vundet to sejre i Delphi, da han stillede op for tredje gang. Det virker derfor som en rimelig hypotese at han kunne vinde uden støv, fordi ingen andre stillede op, i erkendelse af at Theogenes var uovervindelig
(4) Dorieus fra Rhodos var en stjerne af næsten samme klasse som Theogenes, og som Theogenes stillede han op i både boksning og pankration. I pankration vandt han tre olympiske og en isthmisk sejr, mens han vandt fire bokse-sejre i Delphi, syv på Isthmen og syv i Nemea. Hans olympiske sejre blev vundet i perioden 432–424 f.Kr. og hans øvrige sejre må være nogenlunde samtidige med de olympiske. På Dorieus’ sejrsmonument i Olympia står en liste over hans sejre. Det afsnit der optegner hans sejre i Delphi, lyder således:
Delphi, boksning
Delphi, boksning
Delphi, boksning
Delphi, boksning uden støv
Igen: hvis sejrene i Delphi er anført i den rækkefølge de blev vundet, var Dorieus altså allerede en tredobbelt pythisk sejrherre, da han stillede op for fjerde gang, og det er ikke en helt urimelig hypotese, at han kunne vinde uden støv, fordi hans styrke fik alle andre til at afstå fra at stille op. Rejseguideforfatteren Pausanias giver en længere beskrivelse af Dorieus’ karriere og øvrige levned, og siger følgende om hans Panhellenske sejre: “Dorieus … vandt i pankration tre olympiske sejre på stribe. … Udover i Olympia opnåede han otte sejre på Isthmen, og i Nemea en enkelt mindre. Han siges også at have vundet i Delphi uden støv.” På trods af at han omhyggeligt opgiver antallet på Dorieus’ sejre i Olympia, Nemea og på Isthmen, anfører Pausanias ikke tallet på hans sejre i Delphi, men siger blot at han dér vandt uden støv. Årsagen er formentlig, at denne sejrs store prestige har sat de tre andre grundigt i skyggen.
(5) Dioxippos fra Athen vandt pankration-konkurrencen i Olympia, muligvis i 336 f.Kr., men under alle omstændigheder før 325 f.Kr., i hvilket år han begik selvmord. Han var en succesfuld pankratiast og muligvis også bokser. Ifølge Plinius vandt han sin sejr i Olympia uden støv, men mere vides ikke om den.
(6) Et scholie – en oplysende randbemærkning fra antikken – til en tabt komedie af den berømte forfatter Menander siger følgende om Astyanax fra Miletos: “Ganske mange komedieforfattere har omtalt milesieren Astyanax, for han var sin tids stærkeste pankratiast; han stillede også op i boksning. Eratosthenes siger i [lakune] bog af sin Olympionikai i en bemærkning til den 116. olympiade dette: ‘Astyanax fra Miletos, 6 gange i periodos, uden støv’.” Min oversættelse her er baseret på den fortolkning af citatet fra Eratosthenes, der forekommer mig mest rimelig: nemlig at Astyanax vandt samtlige pankration-konkurrencer ved periodos i den 116. olympiade, altså i årene 316–313 f.Kr. Ordet periodos (tour) henviser til de fire mest prestigefulde stævner, der fandtes i den græske verden: stævnerne i Olympia, i Delphi, i Nemea og på Isthmen ved Korinth. Disse stævner var tilrettelagt sådan, at ambitiøse atleter uden problemer kunne deltage i dem alle. Systemet kan skitseres således:
Periodos i den 116. olympiade (316–313 f.Kr.)
Olympiadeår Stævne
(1) 116.1 = 316 f.Kr. Olympia
(2) 116.2 = 315 f.Kr. Nemea
(3) 116.2 = 315 f.Kr. Isthmen
(4) 116.3 = 314 f.Kr. Delphi
(5) 116.4 = 313 f.Kr. Nemea
(6) 116.4 = 313 f.Kr. Isthmen
I en olympiade eller en periodos var der altså 6 konkurrencer i f.eks. pankration, da stævner i både Nemea og på Isthmen blev afviklet hvert andet år og ikke hvert fjerde år som stævnerne i Olympia og Delphi. Meget taler altså for, at Astyanax vandt samtlige 6 pankration-konkurrencer i den 116. olympiades periodos uden støv, og den rimeligste forklaring på denne bemærkelsesværdige præstation er vel, at ingen andre fandt det umagen værd at stille op, da nederlag var så godt som sikkert. Ud over sin olympiske sejr i 316 f.Kr. vandt Astyanax også i 324 og 320 f.Kr., og tog dermed tre olympiske kranse i streg. Da han stillede op i 316 f.Kr. var han altså allerede dobbelt olympisk mester, og det må have været velkendt, at han var nærmest uovervindelig. Ligesom Theogenes, Dorieus og Dioxippos var han også bokser, og mange store stjerner kombinerede altså pankration med boksning.
(7) Antenor fra Miletos vandt den olympiske pankration uden støv i 308 f.Kr. Antenor vides også at have vundet ved de tre andre Panhellenske stævner, og må altså have været en stor stjerne, men om den olympiske sejr i 308 f.kr. ved vi desværre kun, at den blev vundet uden støv.
(8) En sidste atlet, der må nævnes her, er den berømte Sostratos fra Sikyon. Så berømt var han, at Sikyon satte hans portræt på sine mønter. Han var pankratiast og vandt tre gange i Olympia (364–356 f.Kr.), to gange i Delphi, og tolv gange i Nemea og på Isthmen, i alt 17 Panhellenske sejre. Ingen af disse blev, så vidt vides, vundet uden støv, men han må have vundet på denne måde ved andre stævner. I Delphi stod et sejrmonument til hans ære, og det 6 vers lange epigram, der stod på monumentets base, har overlevet til i dag. Det lyder således i min prosaiske oversættelse:
Med utallige prægtige kranse har du, Sostratos, søn af Sosistratos, kastet glans over dit fædreland Sikyon: Tre gange vandt du kransen i pankration i Olympia, to gange i Delphi og tolv gange på Isthmen og i Nemea. Men de øvrige kranses tal er det umuligt at angive. Du standsede dine modstandere og vandt som oftest uden slag.
Her bruges ikke uden støv (ἀκονιτί), men derimod uden slag (ἀμαχεί), der egentlig hører hjemme i militære kontekster. Uden slag må her forstås som en variation over uden støv, og vi må formode, at hensigten med brugen af ordet er dog at forlene de utallige sejre, det er umuligt at remse op, med en vis storhed ved at tillægge dem en herlighedsværdi, der normalt tillægges sejre i Panhellenske konkurrencer.
I fire tilfælde (2, 5, 6, 7) er en sportsmand kendt som ‘støvløs sejrherre’ fra den litterære tradition, og det fortæller os, at den slags sejre ikke blot var noget, atleterne selv fandt værd at mindes: de må have været almindeligt beundret. I et enkelt tilfælde (4) kendes en sejr uden støv fra både den litterære og den epigrafiske tradition, og her synes det at være sådan, at den litterære kilde vægter den ‘støvløse’ sejr over atletens øvrige og mange sejre. I fire tilfælde (1, 3, 4, 8) kendes sejre uden støv fra samtidige eller omtrent samtidige sejrsmonumenter opsat i Panhellenske helligdomme, oftest formodentlig på sejrherrens eget initiativ, og det bekræfter, at sportsmænd var lige så stolte, ja sandsynligvis mere stolte af sejre vundet uden støv end af sejre, de havde kæmpet sig til. Det er værd at bemærke, at der blandt de sejrherrer, der værdsatte deres sejre uden støv i særlig grad, er tre som simpelthen er blandt antikkens største og mest berømte stjerner: Theogenes, Dorieus og Sostratos. De var altså ikke for fine til at lade sig hylde uden støv.
I alle de tilfælde, hvor vi ved, i hvilken konkurrence en sejr uden støv blev vundet, er der tale om konkurrencer i Panhellenske helligdomme: Panhellenske sejre var i forvejen prægtige ting, men de blev tydeligvis endnu prægtigere af at blive vundet uden støv. Imidlertid må vi formode, at sejre også kunne vindes uden støv ved mindre prestigefulde stævner, og det var givet ved sådanne mindre stævner, Sostratos vandt utallige sejre uden slag. Den støvløse sejr kan også forklare, hvordan en sportsmand som Theogenes kunne vinde 1.300 sejre i krævende discipliner som boksning og pankration: I langt de fleste tilfælde behøvede han givet blot at møde frem og modtage kransen, da alle andre udeblev i erkendelse af hans overlegenhed.
For antikke græske sportsmænd handlede det altså ikke i første række om at deltage: hellere trække sig end at risikere nederlag, synes mange at have tænkt. Det handlede i første række om at vinde kransen, gerne ved at skræmme alle andre væk: Dette var faktisk særligt eftetragtet.
Hvad publikum har ment om sådanne sejre uden støv, ved vi desværre intet om. Hvis det blot var finalen, der blev aflyst, fordi den ene deltager var skadet – som i Olympia i 480. f.Kr. – havde man dog fået de indledende runder at se, men for en moderne betragter virker det som et antiklimaks, hvis det slet ikke kom til kamp, som vi må antage ikke helt sjældent var tilfældet. Måske så antikkens tilskuere anderledes på det: Vi hører ikke om beklagelser over sejre uden støv.
Forslag til videre læsning
N.G. Crowther, N.G., “Victories Without Competition in the Greek Games,” Nikephoros 14 (2001) 29–44.
M. Golden, Sport in the Ancient World from A to Z. Routledge: London & New York, NY, 2004.
A.F. Milavic, A.F., “Pankration and Greek Coins,” The International Journal of the History of Sport 18 (2001) 179–92.
H.W. Pleket, H.W., “Games, Prizes, Athletes and Ideology. Some Aspects of the History of Sport in the Greco-Roman World,” Stadion 1 (1975) 49–89.
M.B. Poliakoff, Combat Sports in the Ancient World. Yale University Press: New Haven, CT & London, 1987.
D.C. Young, “First with the Most: Greek Athletic Records and ‘Specialization’,” Nikephoros 9 (1996) 175–97.