Sejrssange – epinikiske oder i antikken

Som de fleste nok ved, var den eneste præmie, antikkens olympiske sejrherrer fik for deres præstation, en krans flettet af olivenblade fra det hellige oliventræ, der stod i helligdommen for Zeus i Olympia. En del bystater, herunder Athen, belønnede nok deres sejrherrer med forskellige materielle goder og privilegier, når de vendte hjem fra Olympia, men i Olympia selv var præmien altså blot olivenkransen. Den beskedne krans var dog det hele værd, for den var symbolet på den enorme prestige, der var forbundet med en olympisk sejr: en sejr i Olympia blev simpelthen betragtet som den højeste lykke, en mand kunne opnå, og olympiske sejrherrer nød en afgrundsdyb beundring og respekt.

Men en sejr er en flygtig ting, hvis ikke mindet om den holdes ved lige. Det græske aristokrati udviklede derfor forskellige strategier til at fastholde mindet om deres sejre – og forøge deres symbolske værdi. De vigtigste af disse strategier var (1) portrætstatuer af sejrherrer, som blev opstillet først og fremmest i Olympia selv, men undertiden også i hjembystaten, og (2) de såkaldte epinikiske oder. Olympiske sejrherrer vandt ud over olivenkransen også retten til at opstille et portræt af sig selv i Olympia, og denne ret kan godt betragtes som en slags præmie for sejren. Der var ikke tale om statuer, der tilstræbte portrætlighed i moderne forstand, men om idealiserede fremstillinger af sejrherrerne, som undertiden ikke kan skelnes fra statuer af guder eller heroer: Ideologien bag sejrstatuerne er tydeligvis at fremstille sejrherren som en mytisk helt. I senantikken stod der mange hundrede af den slags statuer i Olympia, og en god del af dem var værker af de mest berømte græske billedhuggere som f.eks. Pheidias, Polykleitos og Myron. Sidstnævntes Diskoskaster (Diskobolos) er vel nok en af de bedst kendte antikke statuer overhovedet, og der står f.eks. en kopi af den i Botanisk Have i København. 

Myrons originale bronzeskulptur er gået tabt, og det der har overlevet til i dag, er marmorkopier fremstillet i romersk tid. Det vides desværre ikke, hvor bronzeoriginalen var opstillet, men Olympia eller Delphi er ikke dårlige bud. Det er skulpturer i stil med Diskobolos, olympiske sejrherrer lod opstille som portrætter af sig selv.

Sejrherrer, eller deres familier, gjorde også brug af epinikiske oder, sejrsoder, til at forevige mindet om store sejre. Epinikiske oder var det, antikforskere kalder ’korlyrik’, det vil sige store lyriske oder sunget af dansende kor til musikledsagelse (lyre og/eller aulos, et skalmeje-agtigt instrument). Hvor mange sangere der har danset i sådanne epinikiske kor, vides ikke med sikkerhed, men det kan have været ganske mange, måske undertiden helt op til 50. Musikken og koreografien er desværre gået tabt, og det der har overlevet til i dag, er den rene tekst, partituret om man så må sige. Oderne blev komponeret af poetiske specialister, som selvfølgelig tog sig betalt for deres arbejde, præcis som billedhuggere gjorde. Blandt disse professionelle epinikiske specialister var Pindar (ca. 518 – ca. 445 f.Kr.), der i almindelighed betragtes som antikkens største lyriske digter. Han skrev i flere forskellige korlyriske genrer, men kun hans epinikiske digte har overlevet: antikkens største lyriske digter kendes altså kun fra bestillingsoder, der hylder sportsmænd!

Et typisk epinikisk digt består af tre elementer: Først synges der om den direkte anledning til oden, altså sejren, og her er der ofte også omtale af sejrherrens familie og hans bystat. Et godt eksempel er åbningen på den 9. Pythiske Ode, som dog ikke omtaler sejrherrens familie:

Gerne bringer jeg bud om sejrherren

i det delphiske løb med bronzeskjold,

Telesikrates; med Charitter i pagt udråber

jeg manden hvis lykke kranser den hurtigt agende pige,

Kyrene.[1]

De pindariske oder, der fejrer sejre i Delphi, kaldes pythiske oder, fordi Delphi også hed Pytho, og fordi den Apollon der blev dyrket i Delphi, var Apollon Pythios, og fordi festen til hans ære – som de delphiske konkurrencer var en del af – hed Pythia. Den citerede passage viser et karakteristisk træk ved epinikisk poesi: den er ofte temmelig dunkel, hvilket åbenbart blev betragtet som en egentlig herlighedsværdi. Med udtrykket “det delphiske løb med bronzeskjold” henvises der til et løb over ca. 400 m, hvor deltagerne var iført en hjelm og bar på et stort, tungt og klodset skjold, to af de centrale dele af den græske infanterists, hoplittens, udrustning. Normalt kaldes løbet blot ’hoplitløbet’, men Pindar vælger gerne en dunkel formulering for den enkle. ’Charitterne’ er de tre Gratier, dvs. de guddommelige personifikationer af charme, ynde og skønhed. De optræder normalt i selskab med elskovsgudinden Afrodite, og Pindar inddrager dem nok her, fordi senere passager i oden har erotisk karakter. Dunkelt og interessant er også sekvensen ’manden hvis lykke kranser den hurtigt agende pige, Kyrene’. Den pige, der her omtales: Kyrene, er den mytologiske figur, efter hvem Telesikrates’ hjembystat havde sit navn. Telesikrates var borger i bystaten Kyrene, der lå i det nuværende Libyen og var den græske verdens største bystat. Telesikrates’ ’lykke’ er hans sejr i Delphi, og denne lykke ’kranser’ altså Kyrene. I græsk sport på konkurrenceplan havde holdsporter ingen plads, og alle sportsmænd stillede op helt på egen hånd og ikke som officielle repræsentanter for deres bystater. Uofficielt var det dog helt almindeligt at betragte atleterne som repræsentanter for deres bystater, og det var ligeledes helt almindeligt at bystaterne betragtede ’deres’ atleters sejre som deres egne sejre. En almindelig måde at beskrive dette forhold på, var at sige at den sejrrige atlet ’bekransede sin bystat’, skønt det jo i grunden kun var atleten selv, der blev bekranset. Hvad Pindar altså her siger på korlyrisk maner er, at der også tilfaldt Kyrene en del prestige på baggrund af Telesikrates’ sejr.

Omtalen af den direkte anledning til oden står som regel i digtets begyndelse. Men der kan også være omtaler af sejrherren og hans familie andre steder rundt om i digtet, særligt hvis sejrherren havde vundet andre sejre end den, der var anledning til digtet, eller hvis medlemmer af hans familie havde vundet store sejre. Ofte møder vi regulære opremsninger af sejre, såkaldte sejrskataloger. Sådan en passage optræder der også i digtet til Telesikrates’ ære: Han havde sejret i adskillige andre konkurrencer rundt om i Grækenland, i Theben, på Aigina, og i Megara. Også hjemme i Kyrene selv havde han regelmæssigt vundet ”ved Athenas årlige fester”. Ved disse lejligheder, synger koret, ”så pigerne på dig, og uden ord| ønsked enhver at du var hendes mand” – her dukker det erotiske tema altså op igen.

Et andet centralt element i epinikiske oder er mytefortællinger. Overgangen mellem person-stoffet og mytefortællinger annonceres ofte i form af odernes tredje typiske element, nemlig almene sentenser, som fx i den 1. Olympiske Ode:

Den som tror han kan øve        

sin gerning skjult for en gud tager fejl.[2]

I den 9. Pythiske Ode er der flere mytefortællinger. Den første fortæller om, hvordan guden Apollon en gang besvangrede nymfen ”Kyrene med skønneste arme”. Her er tale om bystatens grundlæggelsesmyte, og det erotiske tema dukker altså op nok en gang. Pindar får også mulighed for at indskyde myten om Herakles’ fødsel i digtet, og her spiller det erotiske igen en rolle, da jo Zeus gjorde Alkmene svanger med Herakles. Hun ”favned Zeus”, som Pindar siger. Den 9. Pythiske Ode indeholder endnu en i hvert fald semi-mytisk fortælling, nemlig fortællingen om, hvordan Telesikrates’ forfader Alexidamos vandt sig en skøn brud, som afslutter oden. Brudens far havde udlovet den skønne pige som præmie til vinderen af en sprint, og det var altså Alexidamos. Digtet slutter altså også på en erotisk tone.

Når det erotiske spiller så fremtrædende en rolle i 9. Pythiske Ode, skyldes det formentlig, at Pindar måtte hædre Telesikrates på en måde, der ikke kunne støde bystatens konge, Arkesilaos. Telesikrates’ statur kunne ikke øges ud over det acceptable uden at det potentielt set kunne være kontraproduktivt, særligt ikke, da kongen selv var en aktiv hestesportsmand, der hædres i Pindars 4. Pythiske Ode. Men det er i øvrigt karakteristisk for de epinikiske ode, at de forsøger så at sige at reintegrere sejrherren i hans hjembystats samfund. En sejrherres statur og karisma var så stor, at den undertiden blev (forsøgt) omsat til statskup, og den epinikiske ode forsøger ofte at ’mægle’ i denne potentielle konflikt. Det var altså en delikat balancegang at komponere et godt epinikisk digt: det skulle på én og samme gang hæve sejrherren til skyerne og holde ham på jorden.

En ting, der måske kan forbløffe lidt, er at der i disse store korlyriske oder til sportsmænds ære praktisk talt ingen beskrivelser er af selve den kamp, sejrherren havde vundet i. Sportsreportage er ikke den epinikiske odes ærinde. Genrens ærinde er derimod – ud over de allerede nævnte – at forevige sejrherrens og hans families navn og ære, samt at placere dem solidt i den internationale aristokratiske verdens persongalleri. De fleste aristokratiske familier i den græske verden brystede sig af at nedstamme fra en gud eller en hero, og de epinikiske oders mytefortællinger understreger dette ved at omtale sejrherren og guder og heroer i nærmest samme åndedrag som var dét den mest naturlige ting i verden. Pindars oder tjente deres formål til perfektion. De blev allerede i det 5. århundrede anerkendte klassikere, der blev studeret og citeret af aristokrater overalt i den græske verden. Således sikrede de faktisk, at sejrherrens navn og hans prægtige sejr aldrig blev glemt.

Hvordan Pindar griber den delikate balancegang mellem forherligelsen af sejrherren og hans reintegration i samfundet an, fremgår med stor tydelighed af den 7. Pythiske Ode, som blot er tre strofer lang. Den fejrer en sejr i firspand vundet af atheneren Megakles i Delphi i 486 f.Kr. på et tidspunkt, hvor han faktisk var ostrakiseret, altså landsforvist. Oden lyder som følger i en prosaisk oversættelse:

Den vældige by Athen er den herligste indgang at lægge som fundament for sang til ære for Alkmaionidernes mægtige slægt og deres heste! Hvilket fædreland, hvilket hus kan du komme fra og nævne, som har et større ry i Hellas?

I alle byer er man bekendt med beretningen om Erechtheus’ borgere, Apollon! De byggede dit tempel i det guddommelige Pytho, et under at se. Fem sejre på Isthmen sporer mig an, en strålende sejr i Zeus’ Olympia og to i Kirrha,

Megakles! ved dig og dine forfædre. Jo, jeg fryder mig ved nylig succes, men pines også, fordi de herlige bedrifter gengældes med misundelse. Man siger godt nok, at således bringer selv bestandig lykke snart dette snart hint til en mand.

Oden er som sagt ganske kort. Der er ingen mytefortælling, og heller ingen angivelse af odens anledning. Det sidste skyldes næsten med sikkerhed, at oden blev opført i selve Delphi kort efter sejren, og at en angivelse af odens anledning derfor var overflødig. Men ellers indeholder oden de traditionelle elementer som lovprisning af sejrherren og hans bystat, sejrskatalog og almen sentens. Det mest karakteristiske ved oden er, at Megakles – selvom han nævnes – træder tilbage for familien, de såkaldte Alkmaionider. Første strofe postulerer en særlig nær forbindelse mellem Athen og Alkmaioniderne, der beskrives som henholdsvis Grækenlands mest berømte bystat og familie. På odens affattelsestidspunkt var forholdet mellem den landsforviste Megakles og Athen næppe specielt varmt, og Alkmaioniderne som sådan var formentlig under offentlig mistanke for kollaboration med perserne og Peisistratiderne, den gamle tyranfamilie der stadig satsede på et comeback i athensk politik. Der er naturligvis intet om dette i oden: dens formål er at hylde Megakles og Alkmaioniderne, og næsten med sikkerhed også at mildne den offentlige modstand mod dem i Athen, “Imageverbesserung” som Mann siger. Også i anden strofe knyttes en ualmindelig tæt forbindelse mellem Alkmaioniderne og Athen. Syntaksen angiver, at det var “Erechtheus’ borgere”, der havde opført Apollons herlige tempel i Delphi, et byggeri der tales om i alle bystater. I virkeligheden var det faktisk Alkmaioniderne alene, der havde stået for byggeriet; hvad oden siger uden at skære det ud i pap, er altså, at på trods af, at det var Alkmaioniderne, der opførte templet, nød hele Athens borgerskab godt af det ry, der stod af byggeriet: Megakles deler altså sin families internationale ry med sin hjembystat. Umiddelbart herefter står den selektive men alligevel imponerende sejrskatalog: otte sejre ved de store panhellenske fester. Sådanne sejre skabte også et ry, som sejrherrens bystat normalt fik sin del af, som allerede nævnt. Tankegangen er altså associativ og glider fra ét forhold, der bragte Athen ry, til et andet, der gjorde det samme, og bag begge stod Alkmaioniderne: Pindar sørger selvfølgelig for at understrege, at sejrene blev vundet af Megakles og hans forfædre. I slutstrofen anvender Pindar den almindelige tanke, at der selv i en ellers stabil lykke kan støde små uheld til. Denne almene sentens bruges til at dulme smerten over et forhold, der næsten kun kan være Megakles’ ostrakisering: de herlige bedrifter der er blevet mødt af misundelse. Der er her naturligvis tale om en meget abstrakt måde at henvise til landsforvisningen på, men et hyldestdigt kan selvfølgelig ikke komme nærmere ind på, hvilken baggrund Megakles’ landsforvisning kan have haft. Hvordan skulle et korlyrisk forsvar for tvivlsomme forretningsmetoder, hor, arrogance og griskhed have set ud? Alle disse anklager blev rettet mod Megakles i samtiden! Så hellere en traditionel tanke, der kan følges af den almene sentens, som her også udgør odens afslutning. Tanken er altså denne: Lige nu er du stødt på lidt modgang, selvom din families lykke ellers er stabil, men den slags går op og ned – underforstået: der er derfor håb om, at din lykke snart vender sig til det bedre. Som Mann påpeger, var ostrakismen et ret ny institution i 486, og Megakles var blot den anden ostrakiserede aristokrat. Det kan derfor ikke udelukkes, at han har haft et håb om hurtigt at kunne vende tilbage til Athen igen, og Pindar nærer med sin sentens dette håb.

Hvordan Megakles, der dog er odens honorandus, træder tilbage for familien ses tydeligt i sejrskatalogen. Her fremgår det ikke, hvem der vandt hvilke sejre, blot at Megakles og hans familie havde vundet intet mindre end otte store panhellenske sejre. Det er fra andre kilder, vi ved at den første sejr var Alkmaions olympiske sejr i 592 f.Kr. og den sidste Megakles’ egen pythiske sejr i 486. Imellem disse to sejre ligger altså nok en pythisk sejr og intet mindre end fem sejre ved de Isthmiske Lege ved Poseidons helligdom på Isthmen. Otte panhellenske sejre, alle i hestesport – Pindars ode siger i hvert fald ikke andet – på godt og vel 100 år er en bemærkelsesværdig præstation af en enkelt familie, og det er det, sejrskatalogen fokuserer på. Alligevel må sejrskatalogen her være selektiv, for vi ved, at Alkmæoniden Alkmeonides vandt i hvert fald een og med stor sandsynlighed to sejre i hestesport ved Panathenæerne, den store festival til Athenas ære i Athen. Odens sejrskatalog medtager altså kun panhellenske sejre, og det skyldes vel, at den måtte være kort, da digtet kun var tre strofer langt: andre sejrskataloger hos Pindar er langt mere omfattende. Men vi kan altså notere, at sejrskatalogen dokumenterer hele seks panhellenske sejre, som vi i øvrigt intet kender til.

Enkelte epinikiske oder fejrer sejre vundet uden for den såkaldte periodos, men de fleste fejrer sejre vundet her. Periodos, ’tour’, var betegnelsen for de fire største og mest prestigefulde festivaller. Touren omfattede De Olympiske Lege i Olympia; De Pythiske Lege i Delphi; De Isthmiske Lege nær Korinth; og De Nemeiske Lege i Nemea. En sejr ved disse festivaller, og særligt i Olympia, var de fleste aristokraters hedeste drøm, og når drømmen gik i opfyldelse, kunne sejren altså fejres med store korlyriske oder. Den mest berømte epinikiske digter var som sagt Pindar, men også hans samtidige Bacchylides var efterspurgt. Pindar døde i ca. 445 f.Kr. og Bacchylides lidt før, i ca. 450 f.Kr. Med deres død var den epinikiske odes guldalder ovre. Af grunde, som forskningen endnu ikke har afklaret fuldt ud, går genren af mode. Måske blev den udkonkurreret af sejrstatuen, der levede antikken ud.

Forslag til læsning

Ebbesen, S., “Herskerlyrens oder. Pindars første og tiende pythiske,” AIGIS 12.2 (2012) = http://aigis.igl.ku.dk/aigis/2012,2/SE-Pind.pdf

Herrmann, H.-V., “Die Siegerstatuen von Olympia,” Nikephoros 1 (1988) 119–83.

Johansen, H.F., Pindar. Tretten epinikier. Oversat med indledning og noter. Klassikerforeningens kildehæfter. Systime (Herning 1981).

Johansen, H.F., Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid. Odense Universitetsforlag (Odensen 2002 – opr. Centrum (Århus 1984)), ss. 117–134.

Kurke, L., The Traffic in Praise. Pindar and the Poetics of Social Economy. Cornell University Press: Ithaca & London.

Mann, C. 2001. Atlet und Polis im archaischen und frühklassischen Griechenland. Hypomnemata 138. Vandenhoeck & Ruprecht: Göttingen.

Nielsen, T.H., “Alkmaioniderne – politik og sport i antikkens Athen,” AIGIS 13.2 (2013) = http://aigis.igl.ku.dk/aigis/2013,2/TH-N-Alkm.pdf

Papakonstantinou, Z., “Prizes in Early Greek Sport,” Nikephoros 15 (2002) 51–67.

Pritchard, D., “Public Honours for Panhellenic Sporting Victors in Democratic Athens,” Nikephoros 25 (2012) 209–220.

[1] Overs. Johansen (1981).

[2] Overs. Johansen (1981).