Sport og begravelser i antikkens Grækenland

Sportskonkurrencer var en helt central institution i den antikke græske kultur, og en af de ting, grækerne værdsatte højst. Historikeren Diodorus Siculus, som skrev på Ciceros tid, mente ligefrem, at sportskonkurrencer var en central ingrediens i selve menneskets lykke, og den store athenske statsmand Perikles (ca. 495 f.Kr.–429 f.Kr.) fremhævede den store rekreative værdi, konkurrencerne havde, og både han og Diodorus tænker givetvis på konkurrencerne ud fra et tilskuersynspunkt: De var herlige at overvære. Sportskonkurrencer blev afviklet i flere forskellige sammenhænge. Det mest almindelige var, i hvert fald fra ca. 550 f.Kr., at indlægge dem som spektakulær underholdning i de store festivaler, bystaterne med jævne mellemrum afholdt til gudernes ære. Det synes at have været en grundlæggende græsk idé, at guderne holder af de samme ting som mennesker – skønne kvinder, skønne drenge, grillet oksekød – og derfor var det oplagt at afvikle sportskonkurrencer til gudernes ære: Menneskene elskede dem jo. Desuden var de store fester til gudernes ære givet de lejligheder, hvor flest mennesker forsamledes. Men også hærstyrker på march afholdt sportskonkurrencer for at adsprede soldaterne. Alexander den Store afholdt fx jævnligt store sportskonkurrencer under sit felttoget mod Perserriget (334–325 f.Kr). Stormænds begravelser var også store ceremonielle begivenheder i antikken, særligt i arkaisk tid (ca. 750–479 f.Kr.), og ved dem afholdt man også ofte sports- og andre former for konkurrencer. Det er konkurrencer ved aristokratiske begravelser – gravlege, som de kaldes i idrætshistorisk jargon – der er emnet for det følgende.

Sportskonkurrencernes store betydning afspejles tydeligt i den græske litteratur, og særligt i de episke digte, altså Homers værker. Begge de to store homeriske digte indeholder storslåede og omfangsrige beskrivelser af mytiske sportskonkurrencer, Odysseen i 8. sang og Iliaden i den berømte 23. sang, der beskriver de gravlege, Achilleus lader afholde til ære for sin faldne ven Patroklos. Den episke digtning kender tydeligvis andre typer af sportsbegivenheder end gravlege. Konkurrencerne i Odysseens 8. sang kan fx bedst beskrives som aristokratisk tidsfordriv, og Homer kender også konkurrencer ved religiøse festivaler. Men gravlege er den primære form for sportskonkurrencer i epikken. Iliaden skildrer som sagt gravlege til ære for Patroklos, og digtet refererer også til gravlege over andre stormænd som fx Ødipus. Odysseen omtaler gravlege til ære for Achilleus, arrangeret af hans guddommelige mor Thetis, og anden episk digtning, som nu er gået tabt, har også skildret gravlege.

Aristokratiske begravelser er altså den centrale kontekst for sportskonkurrencer i den episke tradition, og gravlege er også den tidligste veldokumenterede kontekst for konkurrencer i det egentlig historiske kildemateriale. Det tidligste historiske eksempel på gravlege stammer fra tidsrummet 700–675 f.Kr., og vi kender dem, fordi en sejrherre viede sin præmie – en bronzekrukke – til Apollon Pythios i gudens helligdom i bystaten Theben i Boiotien.

Det var en helt almindelig skik i den græske kultur at indvie gaver til guderne i deres helligdomme, og stort set alt kunne ofres på denne måde, fra simple brugsgenstande til prægtige kunstværker. Sportsfolk indviede ofte gaver til guderne, når de havde vundet, hvad de selv betragtede som store sejre. I klassisk tid var det ikke sjældent portrætstatuer af dem selv fremstillet af store mestre, sejrherrer indviede. Den berømte Vognstyrer fra Delphi er fx en mindre del af et sådant sejrsmonument, opstillet af en sejrherre i hestesport. Sportsfolk indviede også ofte en del af det udstyr, de havde benyttet i konkurrencerne, fx et hjul fra en vogn, en diskos eller et sæt længdespringsvægte. Selve de præmier, atleter vandt, blev også ofte indviet til en gud. Det er nok velkendt, at der ved de Olympiske Lege og visse andre store festivaler kun tilfaldt sejrherrerne symbolske præmier, nemlig en krans flettet af blade, fx olivenblade eller laurbærblade. Men der var utallige andre festivaler, der uddelte kostbare præmier til vinderne, ikke sjældent krukker af bronze.

Ved gravlege blev der normalt uddelt kostbare genstande som fx bronzekrukker som præmier. Sædvanligvis forsynede arrangørerne af gravlege deres præmier med en indskrift, der annoncerer, at de netop er gravlegspræmier, ofte i ret kortfattet form, fx ”En præmie fra legene til ære for Ekpropos”. Dette er netop indskriften på den krukke, en sejrherre ved navn Isodikos indviede til Apollon Pythios i Theben ca. 700–675 f.Kr. I forlængelse af den citerede indskrift står der en indskrift tilføjet i anledning af indvielsen af præmien til guden: ”Isodikos indviede denne præmie som en helliggave til Apollon Pythios”. Det, vi normalt kalder ’det græske alfabet’, er for de ældste tiders vedkommende lidt en abstraktion, forstået på den måde, at det varierede så betydeligt fra egn til egn, at eksperter ofte kan sige, fra hvilket område en given indskrift stammer fra. Man taler fx om det joniske alfabet, det attiske alfabet, det korinthiske alfabet også så videre. Begge indskrifter på den præmie, Isodikos viede til Apollon, er skrevet med det boiotiske alfabet, og krukken er fundet i Theben, den største bystat i netop Boiotien. Det er på denne baggrund en rimelig antagelse, at gravlegene over Ekpropos fandt sted i Boiotien, og at en thebaner ved navn Isodikos vandt en af disciplinerne og derpå viede sin præmie til Apollon i sin hjemby. Arrangørernes motiv til at forsyne præmien med en indskrift har uden tvivl været, at mindet om deres arrangement ikke skulle gå i glemmebogen, og Isodikos har garanteret forsynet sin dedikation med sit navn, for at det skulle kunne leve på kommende generationers læber. Han har altså tillagt sin sejr en vis prestige.

Gravlegene over Ekpropos har muligvis været en lokal boiotisk affære, men andre gravlege var mere end blot lokale begivenheder. Digteren Hesiod, der formentlig var aktiv i perioden ca. 700–650 f.Kr., fortæller i digtet Værker & Dage (654–58) om en rejse, han foretog. Han rejste fra landsbyen Askra i Boiotien til bystaten Chalkis på Euboia, den langstrakte ø øst for Attika, for at deltage i gravlege over en vis Amphidamas:

Der stak jeg over til Chalkis, da lege blev holdt ved den stærke

kriger Amphidamas’ død, og forud havde den gæves

sønner udsat som pris mangfoldige gaver; jeg nævner

stolt, at jeg sejred i sang og hjembar en trefod med hanke;

den har siden jeg bragt som offer til Helikons muser.[1]

Gravlegene over Amphidamas må være blevet annonceret uden for Chalkis, hvilket da også synes at være hvad ”forud” implicerer, og i den græske originaltekst er dette endnu tydeligere end den danske oversættelse kan vise. Omtalen af ”mangfoldige gaver” som præmier tyder på, at episk digtning – ”sang” – som Hesiod stillede op i, ikke var den eneste disciplin på programmet. Her var altså nok tale om en lidt større begivenhed der var tænkt som mere end et lokalt arrangement. – I parentes bemærket var det ikke usædvanligt med konkurrencer i ting, vi i dag ville kalde litteratur og musik og kun sjældent arrangere konkurrencer i. Ved Athens største fest, Panathenæerne til ære for gudinden Athene, var der både konkurrencer i musik og i Homer-recitation, og ved en anden athensk festival, til ære for vinens gud Dionysos, opførte man sangværker, tragedier og komedierne i konkurrenceform. – Det er også værd at lægge mærke til, at Hesiod ligesom Isodikos indviede sin præmie i en helligdom, passende nok til muserne, musikkens og sangens gudinder. På dette punkt kan Hesiods beretning altså glimrende være historisk, og gravlegene over Amphidamas betragtes da også normalt som historiske og ikke som fiktive – og som vi skal se, minder de på en række områder om de gravlege, der kendes fra indskriftsmaterialet.

På Athens akropolis er der fundet adskillige fragmenter af bronzekar, der ligesom Isodikos’ har været brugt som præmier i gravlege. Det ældste, som er fra perioden ca. 700–650 f.Kr., er givet som præmie ved gravlege til ære for mindst tre afdøde, og det virker som en rimelig hypotese, at der er tale om gravlege over soldater faldet i krig: Sådanne lege arrangerede Athen i klassisk tid hvert år for sine faldne. Indskriften på krukken er skrevet i det boiotiske alfabet, så gravlegene må have fundet sted i Boiotien, men det er desværre ikke muligt at sige noget om, hvem der arrangerede dem. I de tilfælde hvor vi kender arrangøren af arkaiske gravlege, er det den nærmeste familie, far eller sønner, som i Amphidamas’ tilfælde. I dette tilfælde, hvor gravlegene nok har været afholdt til ære for dræbte soldater, kunne man dog godt forestille sig, at de blev arrangeret af en bystat. På grundlag af den boiotiske skrift kan vi som sagt gå ud fra, at gravlegene blev afviklet i Boiotien, og fra fundstedet – Athens akropolis – kan vi slutte, at en athener vandt en af konkurrencerne ved dem og derpå indviede sin præmie i sin hjembys vigtigste helligdom. Igen må vi gå ud fra, at disse gravlege er blevet annonceret uden for de afdødes lokalsamfund, og at den athenske sejrherre tillagde sin sejr stor prestige.

Et andet kar fra ca. 600 f.Kr. fundet på Athens akropolis har to indskrifter. Den ene er skrevet med det boiotiske alfabet, og af den fremgår det, at krukken var en af præmierne ved gravlege over en vis Damasidas; af den anden, som er skrevet med Athens eget alfabet, fremgår det at en sejrherre opsatte sin præmie på akropolis som en gave til Athene. Også legene over Damasidas må altså være blevet annonceret uden for Boiotien. Om tre andre krukker fra perioden 600–500 f.Kr. akropolis kan det samme siges: de vidner om gravlege afholdt i Boiotien, hvori athenere stillede op, vandt og indviede deres præmie til Athene hjemme i Athen.

I Delphi har man fundet en bronzekrukke fra ca. 550 f.Kr. med denne indskrift: ”Laosoos gav mig som præmie i gravlege til ære for hans søn Euthymos”. Skrift og dialekt er boiotisk, og det tyder på at de gravlege, Laosoos afholdt til ære for sin søn, fandt sted i Boiotien. At karret er fundet i Delphi, behøver imidlertid ikke nødvendigvis betyde, at gravlegene er blevet annonceret uden for lokalsamfundet. Delphi var en fællesgræsk helligdom, og det kan ikke udelukkes, at en boiotisk sejrherre har viet sin præmie til Apollon i Delphi, især ikke hvis han tillagde den stor værdi. Den indskrift, der indeholdt sejrherrens navn, er dog gået tabt, så det får stå hen hvem han var.

Vi har altså hele seks eksempler på gravlege afholdt i Boiotien, og i hele fem af disse stillede athenere op. Men der er i og for sig ikke grund til at tro, at gravlege var en decideret boiotisk specialitet. Det er nok snarere sådan, at bevaringsomstændighederne på Athens akropolis er ret gunstige, og når vi kombinerer dette med det forhold, at Boiotien er Attikas naboregion, må vi sige, at kildematerialet til gravlege ikke er repræsentativt men overrepræsenterer Boiotien. Der kendes da også, ud over legene til ære for Amphidamas, enkelte eksempler på gravlege afholdt andre steder end i Boiotien.

En marmordiskos fra ca. 525 f.Kr. fra Athen har indskriften “Fra Telesarchos’ gravhøj”. At der er tale om en diskos, tyder på, at indskriften henviser til gravlege over Telesarchos. Hvis diskossen har været benyttet ved selve konkurrencerne, har de altså indeholdt enten pentathlon (femkamp), som diskoskast normalt var en del af, eller diskoskast i egen ret. Dens ringe størrelse (diam.: 11.4 cm) taler dog mod, at det er en egentlig konkurrence-diskos: Disse er normalt 21 cm og undertiden mere i diameter.

I en grav nær den græske bystat Kyme i Syditalien har man fundet et bronzekar fra ca. 500 f.Kr. med indskriften: ”Jeg blev givet som præmie ved gravlegene over Onomastos, søn af Pheidileos”. Desværre siges der ikke noget om, hvor disse gravlege blev afholdt, men indskriftens dialekt er jonisk, som også var Kymes egen dialekt, ligesom alfabetet også er Kymes eget. Så her har vi måske at gøre med en lokal begivenhed.

Det gælder formentlig ikke den næste krukke, som stammer fra en grav i Notion nær det antikke Kolophon. Det er er vandkrukke (hydria) af bronze fra ca. 450 f.Kr., forsynet med denne indskrift: ”En præmie fra Lampsakos, fra gravlegene over Leophantos, søn af Lampros”. Hvis vi antager, at den værdifulde bronzekrukke er fulgt med en sejrherre i graven, bliver det nok en gang en rimelig hypotese, at gravlegene for Leophantos er blevet annonceret uden for Lampsakos og tiltrak en atlet fra Notion. Endelig har vi et skrabejern (strigil) af bronze fra Sicilien, der var udsat som præmie i gravlege over en vis Kallias i det 5. årh. f.Kr.

Gravlegene over Leophantos og Kallias hører til i klassisk tid, men ellers flyder kilderne til gravlege mere sparsomt efter arkaisk tid, og vores viden til klassiske gravlege stammer primært fra omtaler i litteraturen. Her anfører jeg blot to eksempler. Ifølge essayisten Isokrates (436–338 f.Kr.) blev Kong Euagoras I af Salamis, en af de græske bystater på Cypern, ved sin død i 374 f.Kr. æret med storstilede gravlege, der omfattede musikkonkurrencer, sportskonkurrencer, hestevæddeløb og endog kapsejladser. Selvom både Euagoras og hans søn og efterfølger Nikokles faktisk var grækere, beskrives de i den moderne forskning undertiden som ’filhellenere’. Euagoras kom da også til magten i Salamis ved at styrte en fønikisk tronraner, han førte en ti år lang krig mod Perserriget (391–381 f.Kr.), og et æresdekret fra Athen hædrer ham som en forkæmper for græsk frihed. Det kan derfor meget vel tænkes, at sønnen Nikokles med de storslåede gravlege ønskede at understrege sit dynastis græske identitet, og at han med det formål for øje bevidst lod sig inspirere af episke skildringer af gravlege. Det samme gør sig gældende for de massive gravlege – ”de prægtigste nogensinde”, ifølge historikeren Arrian – som Alexander den Store lod afholde til ære for sin ven Hephaistion, for Alexander lå livet igennem i en art strid med den homeriske Achilleus, og hans gravlege skulle sikkert overgå dem, Achilleus gav for Patroklos.

Mens forholdet i de to sidstnævnte tilfælde (Euagoras og Hephaistion) altså nok er det, at livet efterligner kunsten, er det ikke så entydigt, hvordan forholdet er mellem de historiske arkaiske gravlege og den episke tradition. At der også her skulle være tale om, at gravlegene efterligner poesien, er der intet der tyder på, selvom det selvfølgelig ikke ganske kan udelukkes. En anden mulighed er, at poesien og virkeligheden havde en fælles kilde, så at sige: altså at den episke poesis gravlege er et levn i tradition fra bronzealderen, og at de arkaiske historiske gravlege er efterkommere af sådanne bronzealderlege, selvom det må indrømmes, at evidensen for gravlege i bronzealderen er temmelig tynd. Det er derfor en mulighed, man ikke kan se helt bort fra, at arkaiske digtere på anakronistisk vis overførte den type gravlege, der ikke var ualmindelige på deres egen tid, og hvor de muligvis selv ofte konkurrerede, til heroernes tidalder, altså mytologiens verden, men gjorde dem større og prægtigere end de egentlig var, da alt jo var større og prægtigere i heroernes tid.

De gravlege, jeg her har diskuteret, ligner på en række vigtige punkter de klassiske periodes almindeligste form for sportskonkurrencer, nemlig sportskonkurrencer indlejret i religiøse festivaler. Ligesom den religiøse festival var en gravlæggelse en rituel begivenhed, og undertiden vel store begivenheder. Ligesom den klassiske periodes festivaler regelmæssigt blev annonceret uden for de bystater, der afholdt dem, ser arkaiske gravlege ud til ofte at være blevet annonceret uden for de afdødes lokalsamfund, og atleter synes at være rejst til dem fra andre byer. Ligesom ved mange religiøse festivaler, blev der ved gravlege givet værdifulde præmier, og sejre blev ofte fejret med dedikationer i helligdomme. Om aristokratiske gravlege har overtaget disse karakteristiske træk fra den religiøse festival, eller omvendt, er et af den antikke græske sports uløste problemer. Den rimeligste antagelse er vel, at de har eksisteret side om side og gensidigt inspireret hinanden, indtil gravlege gik mere eller mindre af mode i senarkaisk tid, og aristokratiet måtte finde nye måder at hævde sin status på.

Hvilke discipliner, der normalt var på programmet i historiske arkaiske gravlege, er desværre uklart. Ved Amphidamas’ gravlege må Hesiod givet have konkurreret i episk sang, men hvad de øvrige discipliner var, fortæller han ikke. Hvis vi vil have en fornemmelse af, hvilke discipliner der kan have været tale om, må vi vende os til den arkaiske poesis og billedkunsts skildringer af mytiske gravlege. Den mest omfangsrige litterære beskrivelse af gravlege, der har overlevet, er beskrivelsen af gravlegene for Patroklos i Iliadens 23. sang. To af de discipliner, Homer skildrer: væbnet duel til first blod og bueskud efter levende due, er helt ukendte fra andre græske sammenhænge, men de øvrige discipliner er velkendte græske sportsgrene: hesteløb for tvespand; boksning; brydning; løb; diskoskast og spydkast. I de fleste historiske konkurrencer i klassisk tid udgjorde de to sidstnævnte discipliner en del af femkampen, pentathlon, der bestod af brydning, løb, længespring, spydkast og diskoskast. Det er dog ikke usandsynligt, at de tre sidstnævnte discipliner, især i tidlig arkaisk tid, (undertiden) kan have været selvstændige discipliner. Også længdespringet behandles i arkaiske poetiske beskrivelser af gravlege som en selvstændig disciplin.

I billedkunsten er mytiske gravlege ikke et specielt populært motiv, men en del værker fra perioden 580–540 f.Kr. skildrer gravlegene over Patroklos og legene over Pelias, konge i Iolkos i Thessalien. Disse værker afbilder hesteløb, for tvespand og firspand; boksning; brydning; løb; spydkast og diskoskast (begge som selvstændige discipliner og ikke som en del af pentathlon). Alle disse discipliner er som sagt velkendte græske sportsgrene, og de var alle fx på programmet ved de Olympiske Lege i en eller anden form. Så selvom poesiens og billedkunstens skildringer af mytologiske gravlege naturligvis ikke uden videre kan tillægges dokumentarisk værdi, så kan vi dog sige så meget, at en større gruppe arkaiske kunstnere ikke fandt det urimeligt at lade helt almindelige sportsgrene indgå i deres skildringer af mytiske gravlege, og det taler vel for, at det faktisk var sådanne sportsgrene, man kæmpede i ved historiske gravlege i arkaisk tid. Også på dette punkt ligner gravlegene altså med stor sandsynlighed konkurrencerne ved de store religiøse fester.

Gravlege ligner altså på adskillige punkter de mere almindelige former for sportskonkurrencer i antikkens græske verden. Det særlige ved dem er først og fremmest, at de optræder ret tidligt i vores kildemateriale og er et centralt tema i den episke poesi. Men også den sociale funktion, vi må gå ud fra, at de har haft, er værd at understrege. Fra ca. 550 f.Kr. og fremefter var det normalt bystater, der arrangerede de store sportsbegivenheder, der blev indlagt som spektakulær underholdning i de store religiøse fester. Hensigten var givet at forskønne disse fester og øge deres herlighedsværdi som rekreativ fornøjelse for festens deltagere – samt ikke mindst at skilte med bystatens fromhed og ressourcer over for den øvrige græske verden. Gravlege derimod blev arrangeret af aristokratiske familier. Hensigten med dem var formentlig at vise, at familien var netop det: medlemmer af det blå blods eksklusive klub. Annoncering af gravlege uden for lokalsamfundet har formentlig haft til hensigt at demonstrere, at familien var en del af et aktivt interbystatsligt netværk. De kostbare præmier kan bedst betragtes som ’conspicuous consumption’ i Veblens forstand, altså ”specialised consumption of goods as an evidence of pecuniary strength”. Ved at arrangere gravlege udråbte de arrangerende familier altså ret utilsløret sig selv som lokalsamfundets spidser.

[1] Overs. L. Andersen.