Johan Cruyff

Den uperfekte leder med den perfekte vision

Johan Cruyff (født Hendrik Johannes Cruiff). Født 25. april 1947.
Træner Ajax Amsterdam 1985-88, FC Barcelona 1988-96.
Hollandsk mester 1986 og 87. Spansk mester 1991, 92, 93 og 94.
Europa Cup for mesterhold 1992, Europa Cup for pokalvindere 1987 og 1989.
10 mesterskaber som spiller, 3 x Europa Cup for mesterhold 1971, 72 og 73 (med Ajax). Årets spiller i Europa 1971, 73 og 74. VM-sølv 1974.

Hans karriere er fyldt med konflikter, krige og alskens varianter af kampe med præsidenter, presse og de stjerner, der udførte hans vision. Dybest set burde han slet ikke være i denne bog som et eksempel på den rene præstationsleder. Vi køber gerne argumentet om, at Cruyffs metoder ikke tjener som skoleeksemplet på, hvordan lederen i et servant leadership formår at identificere den unikke spillers behov og bruge det som afsæt til at folde personens potentiale og visionen ud.

Men tilbage står ikke desto mindre, at Hristo Stoichkov, Michael Laudrup, Pep Guardiola og Ronald Koeman hos Cruyff spillede guddommelig fodbold, grundlagde deres legendestatus og nåede et niveau af storhed og skønhed, som måske aldrig bliver overgået. At de ramte deres zenit i hans system. Og hvis det virkelig blev overgået med Barcelonas Dream Team II i 2009, så var det på ryggen af hans vision.

Når man læser de mest ærlige og åbne interviews fra perioden i Barcelona, er personen Cruyff i den grad i centrum. Han er ufejlbarlig. Han er genial. I egen optik. Og ordene selvindsigt og refleksion er næppe der, hvor han danner skoleeksempel i ledelseslitteraturen.

Da Michael Laudrup 23. maj 1995 på et pressemøde på Camp Nou med et markant og sjældent skridt trådte ud af gentlemanrollen, var det med ordene: ”Der er en grund til, at jeg siger farvel til FC Barcelona. Han hedder Cruyff. Jeg kan ikke mere holde ham ud. Han gav mig muligheden for at nyde at spille offensiv fodbold på den måde, jeg foretrækker, og det takker jeg ham for, men i flere år har vi ikke været på bølgelænge, og jeg kan ikke mere affinde mig med den situation, at jeg ryger ud og ind af holdet uden at få en forklaring på de dispositioner, han foretager.”

Kort tid efter meddelte Michael Laudrup, at hans næste klub hed Real Madrid og et år senere blev Michael Laudrup spansk mester for femte gang i træk og var på vej mod kåringen som bedste udlænding i spansk fodbold i 25 år – foran Johan Cruyff.

Guardiola om Cruyff som ledestjernen
Men Hendrik Johannes Cruyff har ikke desto mindre betydet mere for nyere fodboldhistorie end nogen anden enkeltperson. Han har udfoldet en vision med en ledelse, der uvægerligt må betegnes som succesrig på en række parametre. Han bliver aldrig et glansbillede på præstationsledelse ligesom Pep Guardiola, men vi kan ikke lave denne bog uden at studere fænomenet og processen Cruyff.

Maradona og Pelé flyttede fodbolden på afgørende individuelle kvaliteter med stærke kollektiver omkring sig. Lionel Messi gør det samme lige nu. Men ingen har som Cruyff som både formidabel spiller og visionær træner skubbet hele spillet så markant.

Som Pep Guardiola sagde til den spanske avis Marca i november 2013: ”Gennem min karriere har jeg simpelthen prøvet at udføre det, jeg lærte af Johan Cruyff. Han har af alle personer på denne jord haft den største indflydelse på fodbolden, først som spiller og siden som coach. Han lærte mig en masse, og du kan se det faktum, at så mange af hans tidligere spillere nu er trænere, fordi han sikrede sig, at hans kærlighed til spillet gik gennem os. Han betyder meget for os.”

Cruyff kom med en vision så stor og så smuk, at den forandrede fodbolden for altid. En betydning så stor, at den ændrede Spanien for altid. Catalonien har igen sit eget sprog, spansk er nærmest et fremmedsprog, og hele regionens karakter er forandret for bestandigt. Som spiller løftede han Barcelona præcist i tiden, hvor Franco-diktaturet stod for fald. Som manager tog han Barcelona ud af den evige skygge fra Madrid. Og han bærer hovedæren for det Barcelona, der findes i dag. Og det Ajax, der stadig i dag har sit helt eget DNA. Som nationale pejlemærker med betydning langt ud over sporten.

Der er de trænere, der følger tendenser og altid kan de nyeste. Det er flertallet. Og så er de trænere, der skaber tendenser, sætter trenden. Den slags træner er Johan Cruyff. Som han sagde til eleverne på Barcas akademi: ”Be different. Gå din egen vej. Følg ikke de 99 procent andre. På den måde vil de huske dig.”

La Masía – den egentlige genistreg
Cruyffs otte sæsoner i Barcelona er stadig rekord. Han er stadig den, der er i hjertet på klubbens ejere, fansene, fordi han skabte storheden og løftede Cataloniens selvopfattelse op på niveau eller i perioder over Madrid. Det behøver næppe udpensles, hvilken betydning det har på de kanter. De fire mesterskaber på stribe i 90’erne og det Dream Team, han skabte, blev den rene variant af det, der i Madrid kom til at hedde Galacticos, storhed købt for penge.

Cruyff forlod Ajax i 1973 efter at have ført hollænderne til tre Europa Cup-titler for mesterhold på stribe. På højden af sin karriere gjorde han i 1974 Barcelona til mester for første gang siden 1960. Det skulle få stor betydning for erhvervsmanden Josep Lluis Núñez, der tog over som præsident i Barcelona nogle år senere. Denne havde set det store Ajax-hold i 1971-73 og det Bayern München-hold, der med Franz Beckenbauer gentog Europa Cup-hattricket i 1974-76. Den storhed skulle skabes i Catalonien.

Da Núñez vandt præsidentposten i 1978, var Cruyff på vej til en karriere i USA, men hollænderen plantede ideen om at lave et akademi à la Ajax Amsterdam. Denne anbefaling blev til La Masia. La Masia blev rent fysisk til den gamle landbrugsbygning fra 1702, som tidligere havde været det sociale hovedkvarter for livet på Camp Nou fra 1957 og frem. Den 20. oktober 1979 blev det så det egentlige vandrehjem, der kom til at huse udviklingen af Guillermo Amor, Pep Guardiola, Xavi og alle de spillere, vi siden har hørt om.

Det var en anden stor hollænder, Louis van Gaal, der i sin første periode i Barcelona i år 2000 lancerede visionen om at vinde Champions League med lutter ”hjemmedyrkede” spillere. Han blev hånet for den i sin samtid. Men da Guardiola i 2009 vandt Champions League med Barcelona, skete det med otte hjemmedyrkede spillere. Og året efter vandt Spanien verdensmesterskabet med otte spillere fra Barcelona, syv af dem uddannet på La Masia. De seks var i startopstillingen: Gerard Piqué, Sergio Busquets, Andrès Iniesta, Xavi Hernandez, Pedro Rodríquez og Carlos Puyol.

Og lad os lige tage et historisk punktnedslag mere: 25. november 2012 udgik Dani Alves skadet fra Barcelonas hold mod Levante og blev erstattet af Martin Montoya. Dermed var samtlige 11 spillere på Barcelonas hold uddannet på eget akademi. Van Gaals vision var ført ud i livet, omend det ikke var Champions League. Det frø, Johan Cruyff plantede i 1979, var blevet til det smukkeste træ i fodboldskoven.

La Masia blev i 2010 også det første akademi, der havde uddannet alle tre finalister i kampen om Ballon D’Or: Lionel Messi, Xavi Hernandez og Andres Iniesta. La Masia blev året efter erstattet af det moderne Ciutat Esportiva Joan Gamper, men fødekæden leverer stadig talent, filosofi og klasse til et af verdens bedste fodboldhold.

Faderen på La Masía
Johan Cruyffs overordnede plan var at bygge en overbevisning om, hvordan man gjorde tingene. Ikke bare en fodboldskole, men en menneskeskole. En dannelse, som rakte langt ud over indersideafleveringer og brysttæmninger. Spillerne blev uddannet i at vise respekt og værdighed, at passe deres skole, så hvis fodbolden ikke blev levevejen, ville de stadig få et bedre liv, end de ellers havde fået. Rollemodellerne i den skole skulle blive en lige linje fra Guillermo Amor over Pep Guardiola til Messi og nutidens Barca-hold.

Hverdagen på La Masia og det nye akademi så og ser typisk således ud:

• 45: Stå op og rede seng

• 00: Morgenmad

• 30: Med skolebus

• 00-14.00: Skole

• 15: Frokost

• 00: Fritid

• 00-18.00: Skolearbejde med personlige lærere

• 00-20.30: Træning

• 00: Tilbage på La Masia

• 30: Middag

• 00: Tv, internet før sengetid

Det er især arbejdet med de personlige lærere, der sikrer en bedre skolegang og ofte et højere bogligt niveau end i den hverdag, der ellers var blevet elevernes.

Cruyff bragte visionen om akademiet med fra Ajax Amsterdam, der længe før 1979 havde skabt resultater med at udvikle egne talenter og især udvikle egen filosofi og egen måde at tænke, leve og spille fodbold på. I 1975 var det danske Frank Arnesen og Søren Lerby, der indledte deres professionelle karrierer i Amsterdam. ”Du kan ikke forestille dig Ajax uden akademi. Du kan ikke forestille dig akademiet uden Ajax,” sagde Johan Cruyff om grundpillen i det system, der blev så centralt for Ajax’ succes.

Flere gange i løbet af karrieren, som konsulent i 1981 og som træner i 1985, vendte Cruyff tilbage til Ajax og begyndte sine rekonstruktioner af klubben med netop akademiet. Det er også med det i centrum, at han den dag i dag fungerer som den store edderkop, der altid svæver i baggrunden med stærke holdninger og i perioder også stor indflydelse på udviklingen i netop Ajax og Barcelona.

Men selv om Cruyff kom til at stå som fadder til det mest betydningsfulde element i Barcelonas talentudvikling, var det ikke ham, der blev faderen i hverdagen. Det gjorde derimod Oriol Tort Martinez (1929-99), der var farmaceutisk repræsentant, men brændte så meget for de unge Barcelona-talenter, at det blev hans liv. Han så kampe om aftenen og i weekenden og kunne nå op imod 15 kampe om ugen, inden han i 1979 blev akademiets leder på fuld tid. Det var Tort, der fandt en ung Guardiola i landsbyen Santpedor. Det var ham, der talte med forældrene til de unge og sikrede tryghed. Det var ham, der skabte ånden i hverdagen med både et fagligt niveau i udviklingen, men i høj grad også et fast tag i den personlige udvikling og den menneskelige dannelse med alt, hvad den indebærer af varme, respekt, humor og næstekærlighed. Igen handlede det om karakterer lige så meget som spillere.

Som Josep Musson, en af direktørerne i klubben, sagde i forbindelse med Torts død i 1999: ”Hvis vi skulle lave en liste over de spillere, Tort havde fundet, ville den gå hele vejen rundt om Camp Nou.” Den daværende Real Madrid-træner, Vicente Del Bosque, sagde dengang: ”Tort repræsenterer den anonyme person, der er rygraden i enhver klub,” mens Guardiola ved selve begravelsen konstaterede: ”I dag er Barcelona blevet mindre klog.”

”Man skal være villig til at dø for dine ideer”
Johan Cruyffs tilgang til fodbolden er kompromisløs. Måske derfor blev hans karriere så fyldt med konflikter. I et interview om sin tidligere træner, Aad de Mos, der var cheftræner i Ajax fra 82-85, sagde Cruyff: ”Aad de Mos ønskede ikke, at Schrijvers, Lerby og jeg skulle rejse på samme tid. Men det skete. Han accepterede ledelsens ønske, og han blev slagtet. Et år efter var han væk. Du må være villig til at dø for dine ideer eller tage konsekvensen og gå.” Lerby rejste til Bayern München. Cruyff rejste til Feyenoord – den historie vender vi tilbage til.

I den biografiske bog Ajax, Barcelona, Cruyff – the ABC of an obstinate maestro fortæller hollænderen om sine lønforhandlinger med Barcelona, hvor han ganske vist tjente mere end mange af spillerne, men havde sin egen øvre ramme: ”Hvis jeg bad om fire millioner gylden om året (14 mio. kr.), så skulle jeg selv betale regningen en dag. Du vil som træner falde en dag og jeg mener, at det er bedre at dø for dine egne ideer. Lad os sige, at du tjener 3-4 mio. gylden om året, og bestyrelsen beder dig om at gøre noget. Med sådan en indkomst, er du mere tilbøjelig til at sige ’jeg må hellere gøre det’. Jeg vil have friheden til at dø for mine ideer.”

Den hollandske angriber og senere træner Marco van Basten siger om Cruyffs forhold til spillet: ”Johan er så teknisk perfekt, at han selv som dreng holdt op med at interessere sig for denne del, men begyndte at dykke ned i det taktiske. Han ser fodbold så klart og ser så langt, at det altid har været hans rolle at udvikle kampen og siden at udvikle hele spillet.”

”Fodbold er følelser. Fodbold er skønhed. Og fordi jeg har det forhold til fodbold, kan jeg kun arbejde for meget få klubber. Jeg kan arbejde for Ajax. For Barcelona og måske for Milan,” sagde Cruyff om sin filosofi.

Johan Cruyff fik sin egen inspiration fra den store hollandske skaber af totalfodbolden, Rinus Michels. Han var Cruyffs træner i gennembruddet i Ajax i 1966 og gennem de første mesterskaber, han var træner i Barcelona i 1974, og han var træner for det hollandske landshold, der nåede VM-finalen samme år. Men det var et forhold præget af mere end trænervision og menig spiller.

I bogen The Coaching Philosophies of Louis van Gaal skriver man om Ajax og Cruyff: ”I de fleste andre klubber ville Cruyffs nogle gange skrøbelige fysik og hans jeg-ved-alting-bedre-attitude være årsag nok til at skubbe ham til side over til bunken med alle de andre håbefulde, du aldrig hørte om igen. Men i Ajax hvor mod, nerve, kreativitet og teknik er vægtet over fysik og rigide systemer, lod det ham folde talentet ud.”

”Det mest komplicerede i fodbold er at forsvare, og det nemmeste er at spille offensivt fremad. Det eneste problem er, hvis holdet ikke giver sig fuldt ud, og derfor skal de, som styrer, altid forsøge at leve op til deres bedste,” sagde Cruyff om, hvorfor han senere lagde så meget ansvar på typer som Laudrup og Stoichkov. Træneren arbejdede med ejerskab som et centralt element, men det var ejerskab på hans ideer.

Fodbold er for kloge fyre
Den fodboldmæssige filosofi handlede altid om at gøre banen mindre. Hvad enten det var for, at Cruyff selv kunne træne med i hverdagen, for at udvikle det spil, der allerede dengang blev døbt tika-taka, eller for at dominere kampene. Det blev en revolution, der både i stil og tankegang mindede om Bill Walsh’ arbejde med West Coast Offense i en helt anden idrætsgren. Cruyffs slidsomme konflikt med Michael Laudrup handlede således om, hvor på banen Laudrup skulle placere sig.

Visionen, det smukke fodbold og det kompromisløse angrebsspil betød kanter i hollænderens ledelse. Cruyff ville have Laudrup ind i straffesparksfeltet, hvor han kunne afgøre kampene, mens Laudrup ofte ville skabe spillet længere tilbage på banen. ”Fodbold er for kloge fyre – ikke for store fyre, der kan løbe hele dagen. Fodbold er ikke kun om bevægelse og at løbe. Det er et spil, du kan spille med hovedet. Intelligens, stil, teknik og vision,” sagde Cruyff.

Tankegangen var at lægge spillet så højt op, at kantspillerne skulle løbe 15 meter og ikke 50 meter, så typer som Laudrup kunne score eller skabe mål, ikke bare lave en smuk aflevering. Kort possessionsspil med boldbesiddelse på små områder i højt tempo og med stor dynamik. Det var resultatmæssig kynisme i høj æstetisk indpakning.

”Nu om dage spiller holdene defensivt. Det vil sige, at angriberne skal løbe 50 meter og arbejde meget hårdere. Fordi jeg spiller angrebsfodbold, skal vores kun løbe 15 meter, med mindre de sover eller er dumme,” som Cruyff formulerede sin ifølge ham selv simple filosofi.

Hollænderen placerede sig i alle henseender tæt på spillerne. Så tæt, at han hver anden dag nød at træne fuldt med i spillet: ”Når du spiller med, kan du bedre se fejlene, og jeg kan vise tingene bedre ved at være med. Det lyder arrogant, men sådan er det. Jeg er chefen, men jeg er også en spiller. Jeg er mere en spiller, end jeg er bestyrelsesmedlem.”

”Hvis ingen andre vil, så gør jeg det”
Cruyffs ledelsesstil var som mange af de andre alfahanner i sportens succeshistorier uhyre kontant på overfladen, men i opbygningen også baseret på stor nærhed med spillerne – og mere eller mindre sandfærdige fjendebilleder fra verden uden om holdet. Mest gennemgående var hans nærmest otte år lange fjendskab med præsident Núñez og dennes bestyrelse. Cruyff var umiddelbart for stor en figur for den magtcentrerede Núñez, men denne havde brug for en revolution, efter at englænderen Terry Venables trods et mesterskab i 1985 var begyndt at kede publikum på Camp Nou med dårlige resultater og lange bolde.

”Sidste år var der 25.000 tilskuere, og fansene gav deres billetter til andre. I år har vi 90.000 til hver eneste kamp,” sagde Cruyff i sin første sæson til en hollandsk avis. I bogen Ajax, Barcelona, Cruyff, der blev lavet som en interview-bog op til hans 50 års fødselsdag i 1997, åbner Cruyff op for konflikterne: ”Bestyrelsen havde nærmest et mødelokale i omklædningsrummet, da jeg kom. Og læg mærke til ordet ’omklædningsrum’. Det er for spillerne. Jeg sagde til bestyrelsen: Hvis I vil snakke, så kommer jeg til jeres kontor, I kommer ikke til mit omklædningsrum.”

Et præcist billede på Cruyffs selvopfattelse – og hans beslutsomhed – fik man, da hans nye trup blev buhet ud i august 1995, efter at Barcelona for første gang i fem år ikke vandt mesterskabet (man bliver let forvænt på de kanter). ”De nye drenge blev måske lidt skræmt, men jeg er egentlig ligeglad. Det er en arv i denne klub. Barcelona har haft de bedste trænere og de bedste spillere i årtier. Og hvad har de vundet i alle disse år? Intet. De var altid i Real Madrids skygge. Og ved du hvorfor? Fordi ingen var i stand til at tage beslutninger, som folk ikke ville kunne lide eller som ikke ville gøre dem populære. Ni ud af ti beslutninger var forkerte. Så der skal tages beslutninger, og hvis ingen andre vil, så gør jeg det.”

Men han var trods alt også bevidst om i hvert fald nogle af sine egne mangler. ”Ajax er blevet berømt for en balance: Ekstremt sjældne talenter og spillere, som er virkelig godt skolede. Sæt dem sammen og du får en enhed. Tag mig for eksempel. Jeg er idealist, måske lidt kaotisk. Så du skal altid balancere med et modpunkt. Det var i min karriere Tonnie Bruins Slot, som altid sørgede for, at tingene fungerede og i rette tid,” sagde Cruyff om hollænderen, der som assistent fulgte ham gennem karrieren.

Barcelona har i store perioder været et galehus af interesser. Ejet af medlemmerne, stærk nationalisme, drømme om storhed – og politiske intriger: ”Jeg har én stor interesse, og det er smuk fodbold. Men mange mennesker i og omkring klubben har deres egne interesser. Der er altid nogen, der vil af med formanden. De kan bruge et dårligt resultat til at angribe mig, holdet og dermed formanden. Barcelonas største fjende er klubben selv.”

Den svære start
Og de dårlige resultater kom. Efter de to sæsoner 1988-89 og 1989-90 havde Cruyff stadig ikke vundet noget. Pressen muntrede sig med fyringsrumlerier og spillere, der ville væk. Luis Milla, spansk landsholdsspiller, købte sig selv ud af sin kontrakt for 20 mio. kr. og skrev straks kontrakt med Real Madrid. Roberto Fernández Bonilla købte sig ud af sin kontrakt for samme beløb, rejste hjem fra en træningslejr i Holland og fortalte pressen, at ingen forstod et ord af det Cruyff sagde, hvorefter han skrev kontrakt med Valencia. Om Milla siger Cruyff: ”Han ville have for mange penge. Jeg ville ikke have én spiller til at bryde rammerne. Jeg former og udvikler ikke en spiller med den tilgang. Hvis jeg havde givet mig, ville jeg have sat Milla over 15 andre på holdet.”

Som mange af de andre fortællinger i denne bog skabes virkelig succes sjældent øjeblikkeligt. Store visioner kræver tålmodighed. Cruyff havde året før købt Michael Laudrup og Ronald Koeman, der begge mødte hård kritik i den første sæson, men lavede mål og blev centrale figurer. Op til 90-91-sæsonen købte Cruyff så Hristo Stoichkov og bragte Goikoetxea og Nando ind på holdet.

Den sæson kom Barcelona også slingrende fra start. Efter et nederlag til Oviedo fik Michael Laudrup en central rolle. ”Efter den ydmygelse mod Oviedo fik jeg uroen på holdet at smage. Nogle begyndte at tvivle. Jeg var urolig for, om holdet uden Koeman (korsbåndskade) og Stoichkov (ude i fem måneder efter en af flere lange karantæner for at have sparket til dommerens fod i en kamp mod Real Madrid) ville svække vores system. Derfor har vi ikke trænet så meget denne uge, men jeg har talt meget med Laudrup, Goikoetxea og Nando. ”

Snakken må have hjulpet, for Barcelona vandt kampen 2-1 foran 120.000 tilskuere i tung, tung regn. Michael Laudrup scorede det første mål på en halvflugter så smuk, at Cruyff mente, den skulle i ramme.

Dream Team
Siden udviklede sæsonen sig fantastisk. Specielt for Michael Laudrup, der påtog sig et stort ansvar. I februar 1991 måtte Johan Cruyff gennemgå en fire timer lang bypass-operation efter hjerteproblemer. Det skete i en periode, hvor Koeman og Stoichkov fortsat var ude med skade og karantæne. Laudrup trådte et skridt op og blev styrende på holdet.

”Med en træner, der ser anderledes på tingene end Johan Cruyff gør, ville fire af vores midtbanespillere ikke have en chance for at komme på holdet. For vi er en håndfuld, der ikke kan erobre bolde,” fortalte Laudrup på det tidspunkt i et interview med Politiken. Som den danske forfatter Jakob Kvist skriver i biografien Ambassadøren om Laudrups karriere: ”Han forstod ikke altid Johan Cruyff, men han forstod, at Cruyff forstod mere af ham, end nogen anden træner havde gjort hidtil.” Det interessante var, at Michael Laudrup på det tidspunkt var fanget mellem to stærke varianter af fodboldstrategisk tydelighed: Cruyffs bestræbelser på at skabe det smukke med fokus på enere som Laudrup på den ene side og Richard Møller Nielsens tydelighed på det danske landshold på den anden. Netop på det tidspunkt, i 1991, besluttede Laudrup at vælge landsholdet fra.

Cruyff kom tilbage fra sin hjerteoperation og havde skiftet cigaretterne ud med slikkepinde. Han så et hold, hvor spillerne til træning kiggede til venstre og afleverede til højre som en sigende inspiration fra den danske spiller. Han så Koeman og Stoichkov vende tilbage til holdet og så især Laudrup og Stoichkov udvikle et samarbejde, der foregik på et forståelsesniveau så højt, at sportens sværmere med hang til litteratur og æstetik overalt i Europa nu talte om fodbold som kunst.

Dream Team var måske nok det amerikanske basketballhold, der for første gang blev samlet til OL i netop Barcelona i den periode. Men Dream Team som sport på et niveau, der flytter rammerne for, hvad der hidtil har været muligt, var født i fodboldens verden med Johan Cruyff som maestro. Og nu foldede visionen sig ud med enere og kollektiv i smuk symbiose.

Da Laudrup fandt sin rette hylde
Laudrup var kommet fra Juventus som en spiller, man i Europa var begyndt at tvivle på. En forfærdelig social tid i Lazio, efterfulgt af en stor løfterig succes i Juventus i en periode med personer, der virkelig ville Laudrup og så et år med for lidt spilletid og en faldende stjerne. I Barcelona var hverken han, Koeman eller Stoichkov stjerner, der fik de krævende tilhængere til at falde bagover i begyndelsen. Faktisk var de navne under den hylde, hvor Barcelona normalt handler ind.

Den store italienske træner, Giovanni Trappattoni, havde ganske vist spået Laudrup muligheder for at blive bedre end Cruyff og Maradona og foreslog ham som årets spiller i Italien i 1985, men det sidste år i Juventus (88/89) fik karrieren til at pege nedad på det tidspunkt i fodboldlivet, hvor de store stjerner normalt finder det ekstraordinære gear. Men Cruyff så potentialet.

”Tag Michael Laudrup: I Italien spillede han smukt fodbold, men havde ikke den afgørende aflevering. Da først han forstod forskellen og gjorde det til sit eget varemærke, så vi en fantastisk fodboldspiller, som vi alle sammen nød i årevis,” sagde Cruyff ubeskedent om danskerens udvikling. ”Laudrup var et eksempel på supertalentet, der aldrig havde vundet noget. Han var rejst til Italien som 18-årig og vandt først noget, da han var 25. Da mikset passede.”

Det miks handlede om det, der skulle blive en evig, opslidende kamp om, hvordan Laudrup skulle spille. Inde i feltet og målfarlig, som Cruyff ønskede eller mere skabende med de dybe afleveringer, som var Laudrups egen natur. I tre år fandt Laudrup og Cruyff hinanden på banen, mens afstanden voksede udenfor.

Pep Guardiola siger om Laudrup i Ambassadøren: ”Det var på et niveau, jeg aldrig havde set før. Og senere, da han ikke vandt konkurrencen om årets fodboldspiller i Europa, kan jeg huske, at jeg sagde til ham. Når du ikke har vundet prisen, så er Ballon d’Or ikke noget værd. Det år var der ikke nogen i Europa, der spillede på hans niveau.”

Laudrup var på banen blevet en nøglefigur , og socialt blev Spanien også en helle i en karriere, der var begyndt på den hårde måde i Italien. Som José Mari Bakero siger i Ambassadøren: ”Jeg tror, Laudrup her fandt det, han ikke havde fundet i Italien. Han blev nok lidt overrasket over, at der faktisk var et socialt liv omkring holdet, og det betød, at han selv kom til at ændre sig. Vi havde alle sammen den samme drøm – vi ville alle sammen triumfere.”

Cruyff som leder
Når man kigger lidt dybere i Johan Cruyffs egentlige ledelse, var han andet end den store egoist med truslerne, visionen og de evige konflikter. Han indledte sin tid i Barcelona med at tage spillernes parti i en større konflikt, der var gået forud og betød, at mange spillere forlod klubben efter at have skrevet et åbent brev til præsident Núñez og krævet bestyrelsens afgang. Den daværende anfører, Alexanco, var blevet buhet ud af tilskuere til sæsonpræsentationen, fordi han havde skrevet under på brevet. ”Han gjorde bare sin pligt, at repræsentere spillerne. Han var talsmand, svigtede ikke sine spillere, og det kan jeg kun respektere. Det er karakter,” sagde Cruyff.

Cruyff lavede markant om på holdet, men skærmede også fortsat spillerne: ”Vi købte et nyt hold det første år, og det andet år kom Koeman og Laudrup. Og når man er ny, skal man falde til, vænne sig til presset her. Det er en meget vanskelig klub, fordi folk forventer så meget. Men så snart folk var faldet til, så startede det – det tredje år.”

”Når tingene går skidt, skal du beskytte spillerne og give dem indtrykket, at alt bliver godt lige om lidt. Det er derfor, jeg giver flere interviews, når tingene går dårligt for at forklare og kommunikere. Når tingene går fint, har jeg intet behov for at sige noget,” lyder Cruyffs filosofi.

José Mari Bakero fortæller i Ambassadøren om sæsonen 90/91, hvor Dream Team var ved at være samlet: ”Her faldt tingene sammen: Kvaliteten spiller for spiller og gejsten både på og udenfor banen. Derfor var vi heller ikke så påvirkelige af presset udefra. Vi tænkte alle sammen på samme måde, når det gjaldt fodbold og spillestil, og det er meget vanskeligt at opnå den stemning i en trup.”

Spillerne skulle coache hinanden
Frank Rijkard, der har arbejdet med Cruyff i Ajax, siger om lederen Cruyff: ”Det gode ved Cruyff er, at han ikke er arrogant. Han ved, hvad han har med at gøre, men han formidler det med begejstring og indsigt. Når han siger noget til dig, gør han det altid nærmest beskedent. Det er lidt anderledes, når man har spillet med Ruud Krol eller Søren Lerby. De havde en helt anden attitude.” En anden spiller fra den tid, John van’t Schip fortæller om måden, spillerne arbejdede på: ”Johan bad mig om at coache dem, jeg spillede med: Marco (van Basten) og Danny Blind. Jeg lærte her, at jeg ikke skal spille for mig selv, men for holdet.”

Cruyffs metodik var udpræget faglig og samtidig udpræget individuel i sin tilgang. Om sit arbejde i Holland sagde han: ”Alle i Ajax kan spille smuk fodbold. Min opgave var at lære dem den professionelle attitude.”

Træneren arbejdede målbevidst med sin vision for systemet i totalfodbold og især med spillernes indbyrdes roller: ”Det betød, at alle skulle være opmærksomme, når vi diskuterede en position. Det var ikke personen. Måske var der en spiller, der mere indtog denne position end andre, men det afgørende er, at alle kender alle roller for, at holdet hænger sammen. Venstre back kan ikke tage en lur, når man diskuterer højre fløj.”

Cruyff var måske nok kontant, når det kom til systemet og retningen, men han forsøgte også at se personen i systemet. ”Jeg er ikke vild med træningslejre. Jeg sover også helst hjemme, men det har den fordel, at spillerne kommer i seng til tiden og ikke skal op, hvis barnet græder eller den gravide kone har det dårligt i løbet af natten. På den anden side, hvis de spørger mig til middagen, om de kan tage hjem, fordi konen eller barnet er sygt, så er jeg ikke typen, der siger nej.”

Som dette udpluk fra et interview, hvor Cruyff blev konfronteret med, at brasilianeren Romario fra sin tid i PSV Eindhoven havde ry for at være en fantastisk fodboldspiller, men også vanskelig:

Men ville han passe ind på dit hold?

”Absolut. Selvfølgelig.”

Men folk siger, at han kan være svær at styre?

”Det kunne du også sige om mig..”

Tror du han ville få de problemer i Barca, som han oplever i PSV?

”Det er svært at få problemer med mig, fordi mine regler er meget klare og kun den, der bryder reglerne, får problemer.”

Konflikterne mellem Cruyff og Laudrup

Men for Michael Laudrup forandrede glansbilledet sig gradvist i perioden. I løbet af denne drøm af en tid, der skulle blive kulminationen på den største danske fodboldkarriere nogensinde, voksede frustrationerne. Når holdet var presset, skubbede Cruyff presset videre. Brugte medierne til at lægge pres på Laudrup som et udslag af en meget klassisk fodboldtænkning. Michael Laudrups kone, Siw Laudrup, siger i Ambassadøren, at hun mener at have hørt Cruyff sige, at han engang havde hørt fra Sepp Piontek, at det kunne være en måde at motivere Laudrup på. Det virkede stik imod hensigten.

Som Laudrup selv sagde til magasinet Euroman i 1993, mens det stadig gik godt i karrieren: ”Du er meget sårbar, når det går skidt. Især for kritik indefra. Hvis en træner har tyve spillere og kritiserer dem i pressen, så kan det godt være, at ti af dem virkelig siger, ’nu skal vi vise ham, at vi kan’. Men de ti andre, de ryger bare længere ned. Og dem hører jeg altså til. Det må jeg ærligt indrømme.”

Det kom så vidt, at Michael Laudrup på et tidspunkt, hvor han var vendt tilbage til det danske fodboldlandshold og Richard Møller Nielsen, roste den danske træner for altid at forsvare sine spillere udadtil. Det skete i et interview med El Mundo Deportivo og ordene: ”Det giver selvtillid.” Det var en elegant stikpille til hans hollandske træner.

Med tiden fik Michael Laudrup en lige så stor forståelse med Hristo Stoichkov udenfor banen og i medierne, som det helt unikke samarbejde de havde inde på banen. Selv efter deres adskillelse, hvor Laudrup var rejst til Real Madrid, græd Stoichkov nærmest i medierne, når han fortalte, hvor meget han savnede Laudrups afleveringer. Om Johan Cruyff sagde bulgareren: ”Jeg lyttede til skideballen, nikkede og var ellers hamrende ligeglad. Men Michael tog det til sig. Det sad dybt i hans sjæl og nagede. Han kunne ikke tage det.”

For Michael Laudrup var det et spørgsmål om mandskabspleje. For Cruyff handlede det om det fodboldtaktiske. ”Det handler om, at afleveringen skal ligge fra målet og 20 meter ud. Det nytter ikke noget, at den ligger mellem 30 og 20 meter fra målet. De første tre år var Laudrup fantastisk for os, afgørende i mange kampe. Altid inde i straffesparksfeltet, med mål eller målgivende afleveringer. Enten scorede han selv eller gav bolden til en anden, det var lige meget, men han var aldrig udenfor feltet i de tre første år,” siger Cruyff i bogen Ajax, Barcelona, Cruyff.

Efter at Michael Laudrup var rejst til Madrid blev Cruyff kritiseret for at have ladet danskeren rejse – især fordi bulgareren Stoichkov i udtalt grad faldt i niveau. ”Laudrup var vores fjerde udlænding. Koeman og Romario spillede hver gang. Den sidste plads var mellem Laudrup og Stoichkov. Jeg vil ikke tage noget væk fra Laudrup. Han er og bliver en stor spiller. Jeg bragte ham selv til klubben fra Italien, da alle havde afskrevet ham. Alle kaldte mig skør, fordi han ofte sad på bænken i Juventus. Da han kom til os, spillede han virkelig godt og var vigtig. Men der kom et tidspunkt, hvor vi lagde mærke til, at han spillede mindre godt. Jeg tror ikke, vi havde klaret os bedre, hvis Laudrup havde været her. Stoichkov har ikke scoret nok i år, og nu siger kritikerne, at det er fordi han mangler Laudrup. Ved du, hvor mange assists Laudrup gav Stoichkov sidste år? Ingen.”

Cruyff – en ledestjerne eller en led stjerne?
I den danske del af fortællingen er Johan Cruyff blevet skurken, der ikke forstod skønheden og storheden i Michael Laudrups talent. Den fortælling blev ikke mindre, da Real Madrid blev mester i 1995 med Michael Laudrup på holdet, og Cruyff-epoken nærmede sig sin afslutning.

Et år før, nogenlunde samtidig med Laudrups sensationelle beslutning om at skifte til Real Madrid, begyndte Cruyff på temmelig kontant vis at rydde op på sit drømmehold. Det kulminerede efter det, der var udlagt som ”the final countdown” mellem epokens to helt store hold, AC Milan og FC Barcelona i Champions League-finalen i Athen 1994. Michael Laudrup sad på tribunen sammen med sin bror Brian, der sad ude hos Milan. Italienerne vandt kampen 4-0 i en sand magtdemonstration, og efter kampen fik målmand Andoni Zubizaretta i bussen af Barcelonas vicepræsident, Joan Gaspart, besked om, at hans kontrakt ikke blev forlænget. Senere røg også Salinas, Goekoetxea og Eusebio. ”Det er aldrig behageligt at tage den slags beslutninger, men hvis vi var sentimentale, ville Johan Neeskens og Allan Simonsen stadig spille her.” sagde Cruyff senere i et interview.

Men er Johan Cruyff fodboldens ledestjerne og den sande leder, eller er han en led stjerne, selvoptaget og blottet for empati? Der er givetvis store forskelle i opfattelse afhængig af i hvilket land, man spørger. I Danmark er Cruyff forholdsvis entydigt placeret i skurkerollen. Men når man læser og hører, hvad de spanske spillere siger om perioden, har billedet flere nuancer. Det samme, når hollandske spillere skal udlægge historien. ”Vi kan alle gøre et eller andet, men jeg ville aldrig have været i stand til at bygge noget så stort ud af ingenting, som Cruyff gjorde,” som Guardiola sagde i 2013. ”Jeg kan ikke forestille mig det nuværende Barcelona uden Cruyffs arbejde for 20 år siden. Alle, der kom efter, har tilføjet et personligt touch, men jeg vil være ham evig taknemmelig.”

Cruyff besidder som stort set alle store trænere i denne bog evnen til at tage ansvar for den fundamentale opbygning af hele den klub, han arbejder i. Akademierne, ungdomstræningen, boldene og især kontrakterne. Han formår at arbejde med karakteren og personligheden samtidig med, at han arbejder i den rent fodboldfaglige dimension. Og han formåede i begge sine store lederperioder, i Ajax og i Barcelona, at udfolde individerne til store præstationer.

Som Cruyff selv runder sine forløb af, da han bliver spurgt om, hvilke spillere, der er de ”smukkeste”, han har arbejdet med: ”Van Basten spillede smukt, Rijkaard spillede smukt, Wouters spillede smukt på en anden måde og Laudrup spillede meget smukt. Wouters blev set af alle som en anden type. At vise ham, at han var meget bedre, end han selv troede, var en udfordring. Med Van Basten handlede det om at gøre en meget smuk fodboldspiller til en rigtig professionel. Men det var ikke svært, fordi hans mentalitet i den forstand var perfekt.”

Koeman svigtede aldrig Cruyff
Men der er indiskutabelt også en dimension i Cruyffs ledelsesstil, der handler om mandens eget ego. Det er næppe tilfældigt, at han så konsekvent fremhæver Ronald Koeman som den store figur i Barcelona-tiden, mens han holder lidt mere afstand til Laudrup og Stoichkov. Og det handler næppe kun om, at den blonde hollænder scorede det afgørende mål, da Barcelona endelig vandt Europa Cup’en for mesterhold i den sidste udgave, på Wembley i 1992, før turneringen blev til Champions League i 1993. Koeman smækkede aldrig med døren. Det gjorde de andre.

”Koeman har været den mest værdifulde udlænding i min periode. Når det handler om topspillere, handler det om flere ting: På banen, de afgørende momenter, afgørende mål i Europa Cup og toppræstationer. Udenfor banen hans opførsel. I det seneste år har vi kunnet se den gigantiske forskel mellem ham og de øvrige. Fra min side er der en beundring, og jeg har altid kunnet stole på ham. Vi har levet sammen i seks år i stærke følelsesmæssige situationer. Det skaber et meget stærkt bånd,” sagde Cruyff, da Ronald Koeman 23. marts 1995 annoncerede, at han ville forlade Barcelona og fortsætte karrieren i Feyenoord.

Mens Cruyff sværmer for Koeman, forstod han næppe aldrig helt ind i kernen Laudrup og Stoichkovs indre motivation. Han løftede dem på en fælles vision, han sikrede deres ejerskab på det faglige, fik dem til at fungere sublimt i kollektivet, men ramte ikke personligheden.

Så i dette filter, som denne bog også udgør af god og dårlig ledelse, var Cruyffs vision rigtig, præstationerne lykkedes i en periode, men udførelsen med ydre pres og ydre motivation gennem samvittighed og andre faktorer tillader ikke, at hans ledelse står som det rene skoleeksempel. Men vi har valgt at tage fortællingen med i denne bog, fordi visionen var så kolossal, og fordi aftrykket på eftertiden så markant bærer Cruyffs aftryk.

Fyret i Ajax – ”jeg skal vise jer”
Til sidst som lovet et kig på afslutningen af Johan Cruyffs aktive karriere. Langt oppe i 30’erne var Cruyff vendt tilbage fra USA og spillede i Ajax, som han gjorde til mestre i 1982 og 1983, hvorefter klubbens formand, Ton Harmsen, som Cruyff mildest talt har haft mange voldsomme konflikter med gennem tiden, meddelte, at Cruyff som 36-årig var blevet for gammel. ”Det skal du ikke bestemme. Den beslutning tager jeg, ikke du,” sagde Cruyff. Som så af alle klubber i verden valgte at rejse til Ajax’ ærkerivaler Feyenoord og spillede én sæson der.

Resultatet kan næppe overraske: Feyenoord blev mestre med en 37-årig Johan Cruyff som en central spiller. Så stoppede Cruyff karrieren. ”Hvis du ikke vil have mig, så må jeg jo vise dig,” som Cruyff formulerer det i bogen Ajax, Barcelona, Cruyff.

PSV Eindhovens træner Henk Reker udlagde forløbet således: ”Feyenoord blev mester på grund af Johan Cruyff, men ikke fordi han spillede for Feyenoord, men fordi han spillede imod Ajax.”

Johan Cruyff sammenligner i Ambassadøren Laudrups skifte fra Barcelona til Real Madrid med sit eget fra Ajax til Feyenoord i 1984. ”Det er det samme med ham. Det virker altid. Men det virker kun i et år.”