Fortidens synder

Det russiske VM-værtskab har været plaget af kritik; fra at det fungerer som politisk propaganda til udnyttelse af fattige migrantarbejdere. Kritikken er ikke aftaget, som slutrunden har nærmet sig, og VM- magasinet ser nærmere på Rusland og FIFA’s møgsager.

Øverst på podiet står Lewis Hamilton, den britiske Formel 1-superstjerne. Han bærer en hvid køredragt, en glimtende ørering og en sort ushanka, den traditionelle russiske pelshat. Han bukker sig frem og modtager et trofæ fra Ruslands præsident, Vladimir Putin. Så kindkysser de to mænd først på den ene kind og, efter et akavet splitsekund med tvivl, på den anden.

Et par andre russiske politikere overrækker mindre trofæer til nummer to og tre i det russiske grandprix, Sebastian Vettel og Sergio Pérez, inden Hamilton traditionen tro ryster sin champagneflaske og sprøjter dens skummende indhold ud over publikum. Og på Putin, inden et par store, nakkeløse mænd leder præsidenten væk fra scenen.

Reflected glory hedder det, når man associerer sig selv med andres succes. Efter det russiske Formel 1-grandprix i 2015 ramte selve symbolet på sportslig succes, champagnen, Putin, hvis regering har investeret milliarder i store sportsbegivenheder, for at præsidenten kan sole sig i skæret fra idrættens stjerner.

Champagnen er kun i spil i omkring fem sekunder, en brøkdel af det 81 sekunder lange klip, der ligger på Youtube, men den russiske stats tv-kanal RT har døbt klippet ”Lewis Hamilton splashes champagne on Putin”. Det er et eksempel på, hvad det betyder for den russiske statsmagt og dens overhoved at afholde nogle af klodens største sportsbegivenheder. De er mest til at skabe og fastholde Putins image.

”Putin har opbygget en personkult omkring sig, som er hængt op på sport. Elitesporten er langt hen ad vejen en kulisse for hans magtudøvelse,” siger Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet.

”Når Lewis Hamilton står oppe på podiet og sprøjter champagne ud, så ryger noget af champagnen hen på Putin. Folk, som oplever den kæmpe fest og dyrker Formel 1-helten, får indtrykket, at Putin er med i det kredsløb. Det er, som om han selv er med i sportseliten. At han selv tilhører det her celebrity society, som igen ligger uden for det normale politiske kredsløb og derfor går under radaren for den normale kritiske indstilling, vi har, når folk prøver at lave propaganda.”

Den normale kritiske indstilling kunne eksempelvis rette sig mod Ruslands annektering af Krim-halvøen, landets indblanding i den militære konflikt i Østukraine, forfølgelsen af

homoseksuelle, forgiftning på britisk jord eller politiske modstandere, der ryger i fængsel, forsvinder eller dør pludseligt.

Mourinho og Putin
Simon Chadwick er professor i sports enterprise, som det hedder, på Salford University i Manchester. Her forsker han i krydsfeltet mellem sport, forretning og politik. Han forklarede engang Vladimir Putins ledelsesstil med et eksempel, der binder netop politikken og sporten sammen. Stilen minder om José Mourinho: Hævd, at hele verden er imod ”os”, brug det som afsæt til at skabe støtte internt og opbyg en sammenhængende identitet over for ens modstandere.

Det har begge d’herrer Putin og Mourinho har en vis succes med. Den ene vandt knap 77 procent af stemmerne ved det seneste valg, den anden har vundet 20 store trofæer gennem karrieren.

Når Rusland afholder VM i fodbold, skal det først og fremmest ses som en måde at styrke Putins position i den russiske befolkning, mener Chadwick. For selv om det er vigtigt at sende et signal til udlandet, er det endnu vigtigere at sende et til hjemlandet. Han nævner som eksempel den officielle VM-plakat, der afbilder den sovjetiske målmandslegende Lev Jasjin. (red. læs også her Stanis Elsborgs analyse af VM-plakatens politiske og nationale budskaber)

Målmanden, der på plakaten griber en bold, er klædt helt i sort. Støvler, strømper, shorts, trøje, handsker og kasket. Formålet er, mener professor Chadwick, at bringe mindelser om en svunden tid, hvor Sovjetunionen var blandt de største. I fodbold og i verdenspolitikken.

”Det underliggende budskab er, at ”dette er, hvem vi var i 1950’er og 60’erne, og det er, hvem vi bliver igen”,” siger Simon Chadwick.

Når Putin forsøger at vække fortidens sovjetiske storhed, er det en videreførelse af en strategi, han har brugt, lige så længe han har været ved magten. Ifølge historiker Stanis Elsborg lykkedes forgængeren Boris Jeltsin ikke med at ”bidrage afgørende til skabelsen af en ny kollektiv identitet” i Rusland efter Sovjetunionens fald. Det tomrum har Putin udnyttet, og eliteidræt spiller en nøglerolle i dannelsen af en ny national identitet.

”Der var brug for det. Ikke mindst i den ældre befolkning, men også i den patriotiske del af ungdommen i Rusland, er der en utrolig nostalgi over for “dengang vi var et mægtigt imperium. Dengang vi var en supermagt. Dengang vi virkelig kunne dominere.” For eksempel på sportsfronten og rumpolitikken, men også militærpolitisk. Der er mange steder i den russiske befolkning et sug efter bare lidt af den grandiositet, som var dengang,” siger Hans Bonde fra KU.

”Der er Putin begyndt at investere rigtig mange milliarder rubler for at skabe nogle af de kulisser fra den stormagt, som var der, men som ikke er der i dag.”

Rusland er ingenlunde ene om at bruge sport til at fremhæve landets kulturelle og historiske fortræffeligheder. Hans Bonde har eksempelvis skrevet hele forskningsartikler om, hvordan briterne brugte OL i London til noget lignende. Faktisk er der ingen, der afholder sportens megaevents uden at skele til de mulige PR-gevinster, konkluderer han. Men forskellen er, hvilke værdier og hvilket styre der står bag.

To sider af samme mønt
Spørger man organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, er det ikke et venligsindet ét i Rusland. Tag eksempelvis sidstnævntes udlægning af landets forhold til menneskerettigheder.

”I dag er Rusland mere undertrykkende, end det nogensinde har været i efter-Sovjet-tiden. Staten har strammet kontrollen over ytringsfrihed og forsamlingsfrihed,” skriver organisationen på sin hjemmeside.

”Autoriteterne slår ned på kritiske medier, chikanerer ondskabsfuldt politiske aktivister og fredelige demonstranter, deltager i smædekampagner mod uafhængige grupper, bruger i stigende grad deres magt til at forbyde udenlandske organisationer.”

Dertil kan man lægge indskrænkede rettigheder for homoseksuelle, politiske modstanderes lejlighedsvise forsvinden og forgiftningen af den tidligere dobbeltagent Sergei Skripal og hans datter på britisk jord, som vestlige regeringer er så sikre på, at Rusland stod bag, at de i marts udviste over 100 russiske diplomater. Herunder udviste Danmark to, hvilket var første gang, at en hændelse uden for landets grænser førte til en diplomatudvisning.

Blød magt er, når lande forsøger at udøve diplomati gennem eksempelvis kulturen. Det kan være sprog, kunst, viden eller sport. Det er både blød magtudøvelse, når London afholder OL, og når Rusland afholder VM i fodbold. Det handler om at vise, at landet er attraktivt. En slags image management.

Men, påpeger Simon Chadwick, magtens mønt har to sider, og det er kun den ene af dem, der er blød.

”På den anden side af mønten er hård magt. Den hårde magt handler meget om at tvinge folk til at gøre noget, om militære aktioner, om at være truende. Vi kender til hacking af valget i USA. Vi kender til forgiftningen af Skripal-familien. Så det er meget vigtigt for ikke kun danskere, men folk over hele verden at forstå, at mens vi måske bliver charmeret af det Rusland, vi ser til VM, er modvægten til det, at Rusland også deltager i hård magt. Nogle gange med militær handling.”

Den sidste konfetti fra afslutningsceremonien til vinter-OL i Sotji i 2014 havde dårligt lagt sig, før de første russiske tropper indtog bygninger og lufthavne på Krim-halvøen, altså ukrainsk territorium. De to begivenheder fandt sted med fem dages mellemrum.

”Russerne har simpelthen benyttet lejligheden i forlængelse af OL og de paralympiske lege i Sotji til at gå i krig først på Krim-halvøen og sidenhen i dele af det østlige Ukraine,” siger Hans Bonde med henvisning til de pro-russiske
områder, som Rusland afvi
ser 
at have hjulpet med at gøre oprør mod Ukraine. Hele den nationale russiske eufori, han [Putin] får skabt i løbet af De Olympiske Lege i Sotji, får han kanaliseret over i en krigsbegivenhed.”

I Sotji toppede Rusland medaljestatistikken på hjemmebane og stillede sig dermed i et attraktivt lys for både sine egne borgere og den beskuende omverden.

Lige indtil det stod klart, at resultaterne blev til på baggrund af omfattende, statsstyret doping.

FIFA nøler
Det stod klart, sådan for alvor, i december 2016. Da udkom anden del af den såkaldte McLaren-rapport, som den canadiske juraprofessor Richard McLaren havde udarbejdet på vegne af det internationale antidoping-agentur, WADA.

McLaren og hans hold havde afhørt vidner, gennemset tusindvis af dokumenter, analyseret harddiske og nærstuderet urinprøveflasker. De konkluderede ”hævet over enhver rimelig tvivl”, som det hed i rapporten, at det russiske sportsministerium, efterretningstjenesten FSB og det ellers WADA-godkendte antidoping-laboratorium i Moskva over knap fire år havde dækket over mere end 1000 russiske atleter.

Rapporten blev blandt andet til på baggrund af en central figur, både i det statsstyrede dopingprogram og i afsløringen af det: dr. Grigorij Rodtjenkov. Han var direktør for det laboratorium, der i samarbejde med myndighederne fuskede med prøver og dækkede over dopede sportsudøvere.

Både WADA og IOC, den internationale olympiske komité, har siden fastslået, at rapporten og Rodtjenkov talte sandt.

McLaren-rapporten konkluderede også, at 34 russiske fodboldspillere havde glæde af Rodtjenkovs beskyttelse, før han altså blev whistleblower, og dokumentaren om ham, Icarus, vandt en Oscar. Kronvidnet i sagen mod Ruslands dopingprogram har desuden gennem lang tid hævdet, at han har beviser for, at dusinvis af russiske fodboldspillere blev beskyttet af programmet, herunder landsholdsspillere, der var med til VM i 2014.

Det var ikke den eneste kobling til fodbold, som fandtes i rapporten. En af de regeringsfolk, der optrådte med navns nævnelse, var Vitalij Mutko. Han var sportsminister, medlem af komitéen, der organiserer VM, og formand for det russiske fodboldforbund.

IOC udelukkede ham fra den olympiske bevægelse på livstid i kølvandet på McLaren-rapportens afsløringer, og i december 2017 blev han så presset til at træde ud af VM-komitéen. Mutko er dog fortsat præsident for fodboldforbundet og blev i oktober 2016 forfremmet til vicepremierminister.

Både Rodtjenkovs advokat og chefen for det amerikanske antidoping-agentur har beskyldt FIFA for at sylte opklaringen af sagen og den afhøring af Rodtjenkov, som syntes oplagt. I januar i år kommenterede advokaten, Jim Walden, en tidslinje over efterforskningen, som FIFA havde udgivet.

”Med al den tid og arbejde, FIFA har brugt på denne defensive tidslinje, kunne de have taget telefonen og arrangeret en afhøring af dr. Rodtjenkov ti gange,” sagde han til New York Times.

FIFA udgav i februar en skrivelse, hvor det hævdes, at forbundet havde sendt en række spørgsmål til Rodtjenkov mere end et år efter McLaren-rapportens udgivelse. FIFA-præsident Gianni Infantino har desuden slået fast, at forbundets undersøgelse af dopinganklagerne først bliver færdig efter VM.

Da rapportens 2. del så dagens lys i december 2016, sagde Michael Ask, direktør for Anti Doping Danmark, at Rusland burde udelukkes fra al international sport, herunder som arrangør. Han tvivlede dog på, at problemerne kunne løses.

”Kultur er svær at ændre fra dag til dag. Det kræver først og fremmest, at Rusland erkender, at der har været et problem. Mit gæt er, at det bliver svært for Rusland at erkende, for det går helt op i den politiske top, og det ville være det samme som at erkende, at deres internationale politik generelt har fejlet,” sagde han til DR.

Selv om Rusland som nation blev udelukket fra vinter-OL tidligere på året (red. vinter-OL i Pyeongchang), benægter russerne fortsat, at der fandt statsstyret doping sted.

Michael Ask har dog ikke ændret mening. Stod det til den danske antidoping-chef, skulle Rusland fortsat udelukkes fra al international sport, herunder at arrangere turneringer. Han begrunder det med, at Rusland ikke har levet op til to af WADA’s krav: at give adgang til laboratoriet i Moskva, hvor en række prøver stadig er opbevaret, og at erkende sine dopingsynder.

”Så længe det udestående er der, burde Rusland i den bedste af alle verdener være uden for det gode selskab,” siger Michael Ask.

WADA’s regler er siden blevet lavet om, så lande nu ikke kan blive tildelt store idrætsbegivenheder, hvis de eksempelvis har omfattende dopingproblemer. Men de regler gælder ikke med tilbagevirkende kraft.

Anti Doping Danmark-direktøren er heller ikke imponeret over FIFA’s indsats for at undersøge den russiske doping tilbunds eller forsøg på gennemføre en meningsfuld afhøring af Rodtjenkov.

”Det sidste, jeg har hørt, er, at WADA for flere måneder siden sendt en skrivelse til FIFA, ligesom de har gjort til en lang række andre specialforbund, om at følge op over for deres medlemmer. Jeg snakker ikke med FIFA selv, men jeg taler jo med WADA, og jeg har ikke indtryk af, at der er noget svar,” siger Ask.

”Jeg synes, vi mangler, at FIFA kommer ud med en erklæring eller en undersøgelsesrapport. Det har man ikke hørt noget til. Det er jo bemærkelsesværdigt, og det, synes jeg selvfølgelig, er stærkt problematisk.”

De Nordkoreanske
Forsinkede VM-stadioner; anklager om korruption for milliarder; udenlandske arbejdere, der snydes for deres løn, fratages deres pas og arbejder under slavelignende forhold; mystiske dødsfald; mangelfuld indsats fra myndighederne.
Det er ikke en beskrivelse af byggeprocessen forud for VM i Qatar 2022, men forud for VM i Rusland. Mens Qatar har været mål for en byge af kritik for blandt andet landets behandling af de fattige arbejdere, der bygger VM-arenaerne, er den samme kritik i mange tilfælde blevet rettet mod Rusland.

Ifølge VM’s organisationskomité er omtrent halvdelen af de arbejdere, der har bygget eller renoveret de 12 VM-stadioner, migranter. De kommer fra lande som Usbekistan, Kirgistan, Hviderusland, Moldova, Ukraine og Nordkorea. Undersøgelser fra medier såvel som menneskerettighedsorganisationer viser, at tusindvis af dem har levet og arbejdet under forhold, som beskrives som slavelignende og som krigsfanger.

I sin omfattende rapport fra sommeren 2017 dokumenterede Human Rights Watch udnyttelse af de udenlandske arbejdere i form af: ingen eller mindre løn end aftalt, forsinket løn i tre-fire måneder, udendørs arbejdsopgaver i farligt lave temperaturer og manglende ansættelseskontrakter, hvilket er i strid med loven.

Fagforeningen Building and Wood Workers’ International opgjorde i april 2018 dødstallet på VM-stadionerne til 21. Til sammenligning døde 70 i forbindelse med byggeriet til vinter-OL i Sotji,13 til OL I Rio, 6 til OL I Beijing og 0 før OL i London.

Human Rights Watch mener, at udnyttelsen af bygningsarbejdere er udbredt i den russiske byggeindustri. De bekymringer har organisationen luftet over for de russiske myndigheder i fem år, skrev den i fjor. Men, konkluderede Human Rights Watch, det organ, som FIFA og de russiske myndigheder oprettede for at inspicere forholdene på byggepladserne, er næppe effektivt. Det begyndte eksempelvis først, efter bygningsarbejdet for længst var gået i gang, byggeselskaberne blev varskoet om inspektioner på forhånd, og kun VM-stadioner undersøgtes – ikke opførelsen af veje, metro- og togstationer eller andre byggeprojekter med forbindelse til VM-slutrunden.

Og så er der nordkoreanerne.
 Både norske Josimar og britiske The Guardian har dokumenteret, at nordkoreanske arbejdere har været travlt beskæftiget med at bygge de arenaer, som denne sommer lægger græs til VM. Af alle migrantarbejderne har de de dårligste forhold. Som en kilde siger til Josimar:

”De er som robotter. Det eneste, de laver, er arbejde, arbejde, arbejde. De arbejder fra syv om morgenen til midnat. Hver eneste dag. De har aldrig fri. De er rigtig gode arbejdere, men de ser triste ud. De har intet liv.”

Derudover modtager det nordkoreanske regime en hel del af de penge, som arbejderne indbringer. Op til 90 procent af deres løn går til den fattige nordkoreanske stat, der ifølge FN indbringer omkring 14 milliarder kroner om året på at sende ofte ufaglærte arbejdere til primært Kina og Rusland.

Ifølge både Josimar og The Guardian går pengene blandt andet til at finansiere Nordkoreas atomprogram.


Arbejdernes løn bliver brugt til at ”facilitere landets forsvar,” som en kilde, der arbejder med at sende nordkoreanere til Rusland, siger til den engelske avis.

Wakeupcall
Jesper Møller er formand for DBU, og han repræsenterer dansk fodbold i FIFA. Han kritiserer ikke verdensforbundet direkte for dets evne til at holde VM-værterne i ørerne, men siger:

”Vi har alle sammen lært af fortidens synder, hvis man kan sige det
på det her område. Udvælgelsen af
Rusland og Qatar skete jo tilbage i
2010 på baggrund af det udbudsmate
riale og de krav, som blev stillet på daværende tidspunkt. Siden er der jo kommet et helt andet syn på de FN-konventioner og de regler for arbejdstagerrettigheder, som skal overholdes i forbindelse med tildelingen af et VM. Der er jo langt strengere regler i dag, end der var dengang.”

”Sanktionsmulighederne for FIFA er større nu. Hvis man konstaterer, at de her regler ikke bliver overholdt, så ligger det i de juridiske kontrakter, at der er sanktionsmuligheder. Det var man måske heller ikke så skarpe på for snart ti år siden.”

FIFA’s egne inspektioner undervejs får kritik af Human Rights Watch. Har FIFA’s tiltag været stærke nok?

”FIFA har – belært af det, der er sket med de skandaler, FIFA har været igennem – haft et wakeupcall. Har etableret funktioner for at imødekomme de krav, der er om good governance og menneskerettigheder. Men hvis FIFA udover at kontrollere stadioner også skulle inspicere al infrastrukturen til VM, skulle FIFA jo kontrollere i et helt enormt omfang, og det har FIFA simpelthen ikke ressourcerne til.”

Hvordan har du det med, at VM bliver et værktøj for den russiske statsmagt?
” Som privatperson har jeg det sådan set ikke godt med, at andre overtræder regler af den ene eller den anden art. Vi skal i videst muligt omfang forsøge at skille sporten ad fra den her overordnede geopolitik, fordi vi kan ikke som sport redde hele verden. Vi vil gerne forsøge at gøre til et bedre sted at være i samarbejde med vores regeringer, men vi kan ikke gøre det alene.”

”Vi har diskuteret med Amnesty, om vi kan udnytte et VM til rent faktisk markant at forbedre forholdene for de mennesker, der lever i det pågældende land. Sætte fokus på noget. Det tror vi også på, vi kan.”

Synes du, at I op til det her VM er lykkedes med at gøre livet bedre for de mennesker, der oplever undertrykkelse?

”Jeg ved såmænd ikke,
om vi er lykkedes med det,
men der er i hvert fald ble
vet sat fokus på snyd, doping og så videre; at det er uacceptabelt. Det har vi nultolerance over for.”

”Så der er sket noget, men at tro på, at sporten alene kan ændre tingene markant i et enkelt land, det er at sætte barren for højt, tror jeg. Men vi kan selvfølgelig presse tingene i den rigtige retning.”

Kommer DBU denne sommer til at fortælle russerne, hvad I synes om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, homoseksuelles rettigheder?

”Ja, hvis anledningen bliver dertil. Men jeg kan allerede nu oplyse dig om, at de ikke er i tvivl. De kender godt de nordiske holdninger til det her. Der står vi jo sammen i de seks nordiske lande.”

Øst mod Vest
Det syn på frihedsrettigheder, som DBU har, er blandt de værdier, som i Danmark og andre vestlige demokratier har placeret som grundstenene i deres samfund, men de spiller ikke samme centrale rolle i alle lande.

Rusland er ifølge Hans Bonde det land, der arrangerer flest sportslige megaevents, mens også Qatar med VM i fodbold, cykling og håndbold og Kina med OL i Beijing og sin udtalte ambition om at afholde og vinde fodbold-VM er eksempler på, at idrættens epicenter i måske er ved at rykke sig mod øst.

Det afspejler, mener Simon Chadwick, en udvikling, vi også ser i det omgivende samfund. Hvor vestlige værdier som frihed, demokrati og lighed synes under pres, og hvor lande med autoritære ledere træder frem. Den værdikamp udkæmpes om nogen steder i idrætten.

”Vi lever i en æra med fundamental forandring, for det, vi ser, er Østens opstigning og Vestens potentielle tilbagegang. Rusland, Qatar, Dubai, Saudi-Arabien, Kina,

Aserbajdsjan, Kasakhstan, Vietnam, Indonesien, Malaysia. Vi ser en global forskydning østpå. Derfor er den tid, vi lever i, en intens ideologisk kamp mellem vestlig liberalisme og de værdier, som vi ser i øst: ikke-demokratisk valgte regeringer, autoritære herskere,” siger den engelske professor.

”Den globale forskydning har skabt en ideologisk konfrontation. Den konfrontation manifesterer sig blandt andet gennem blød magt.”

Den bløde magt kommer eksempelvis til udtryk, når Vladimir Putin giver akavede kindkys til Formel 1-stjerner. Dermed slutter vi, hvor vi startede, og hvor alt i Rusland starter og slutter. Ved præsident Putin. Dette VM skal formidle hans vision om et stærkt Rusland. Både til sine egne og til alle os andre.

Artiklen er første gang bragt i Tipsbladets VM-magasin