EM 1992: Danmarks karneval

Fodbold er ikke karneval. Men i visse øjeblikke låner netop denne sport de karnevalistiske træk, der kendetegnede middelalderens karneval i Europa og sambarytmernes fest i Sydamerika. Det gælder såvel spillernes opførsel på banen som de mange tilskueres befrielse udenfor. Den kollektive rus, som vi netop oplevede på gader og stræder efter sejren i Göteborg, kastede et frisk pust ind over dagligdagens fastlåste rollespil. Hvad var det for en usynlig kraft, der i 1992 drev mangen dansker ud i den lyse sommernat? Hvad var det som greb og rystede de ellers så jordbundne og rationelle danskere? Som lemminger styrtede vi ned på gaden for at bade os i menneskemassen. Hvad foregik der i denne store festberusede menneskemængde?

Når fodboldspillet har opnået status som det tyvende århundredes store masseskuespil, skyldes det dets evne til at spille på et stort register af kulturelle koder. Basalt set kæmper to hold om en bold, men omkring dette enkle drama udspiller der sig en rigdom af følelser, som udtrykkes i forskellige koder: Den seksuelle kode: udløsningen; den religiøse kode: miraklet; den maskuline kode: »drengene«: den nationale kode: heltene, og krigerkoden: angrebsmaskinen. I succesfyldte øjeblikke, som ved EM i 1992, blev alle koderne udfoldet i ét stort festfyrværkeri.

Fodboldspillets forbløffende evne til at tilegne sig andre kulturelle udtryksformer viste sig klart ved Europamesterskab i 1992 i Sverige. Den store beruselsesfest i menneskemængden viste, at fodboldspillet har udviklet træk af karnevalskultur. Denne kultur er dog ikke helt ny, for ved VM i Mexico i 1986 var vi mange, der var på gaden, om end ikke i samme omfang som i 1992. Allerede for en umiddelbar betragtning springer fodboldmassens karnevalistiske træk i øjnene: Farverne, dansene, sangene, udklædningerne og processionerne danner det ydre billede.

Den danske historiker Troels Lund har i værket Daglig Liv I Danmark peget på Lysten til Støj som ét af hovedtrækkene ved den danske middelalders folkelige kultur. Jo mere »larm i gaden« jo mere fest. Ved fodboldfesterne havde nogle medbragt stortommer, men alle forefaldende rekvisitter kunne bruges til at lave støj for at hjælpe den dunkende, hidsende rytme på vej. At overskride rammerne for den normale adfærd, at kaste hæmningerne og slippe den stramme selvkontrol er fænomener, som karakteriserer fodbold såvel som karnevalspublikummet. Tiden og rummet forandres. Den totale tilstedeværelse i nu’et kræver annektering af nattesøvnens domæne. Og gaderne og de offentlige rum tages i besiddelse af menneskeskarerne, så til sidst selv den ellers ukrænkelige biltrafik må vige for mængdens tryk.

En higen mod det groteske var, ifølge den russiske litteraturforsker Bakhtin (i bogen Rabelais and His World), karakteristisk for det middelalderlige karneval. Mangen kåd dansker kastede sig i springvandene i EM-feberens dage, eller klatrede op på alt, hvad der ragede op. Mennesker som ikke kendte hinanden uddelte knus og kys. Mange havde malet sig, og taget tøj på i dannebrogsfarver. Nogle havde paryk på, andre havde viklet Dannebrog omkring deres krop. Mennesker som normalt ikke synger, skrålede om kap med vildtfremmede.

Med til karnevalskoden hører ifølge Bakhtin trangen til degradering. Hermed mener han, at alt der er ophøjet skal bringes ned på jorden. Det opstyltede, fine og dannede skal styrtes ned fra piedestalen for at give plads til de basale menneskelige lyster. Karnevalskroppen er ikke en lukket, pansret, afgrænset krop, men en krop der åbner sig mod omverdenen. Det er ikke det rationelle organ hjernen, der skal udfolde sig, men lystfyldte organer som den åbne mund, der drikker, kysser og skråler i ét væk. De seksuelle energier flyder mere frit end vanligt. Når man bevæger sig rundt i den store masse af mennesker, skifter man mellem at åbne/lukke kroppen. Snart glider man med som en delfin i vandet, der blot er til uden at tænke over det, snart bliver man bevidst om sit eget lille jegs grænser, og hiver efter vejret for at undgå at drukne i den store amorfe masse. I øjeblikke af ekstase opløser de isolerede jeg’er sig i menneskehavet og vokser sammen til én stor krop.

Antropologen Victor Turner har i bogen »The Ritual Process« vist, at der i mange kulturer eksisterer sfærer, hvor hverdagens stramme regler og stive klasseopdeling ophæves. Han kalder den følelse, der kan opstå i disse rum, for communitas. Følelsen af fællesskab kendetegner også fodboldmassen, hvor bankdirektøren blander sig med den arbejdsløse i én stor fællesmenneskelig strøm. Ja selv Kronprinsen og udenrigsministeren smider momentant det civiliserede panser, når Danmark sejrer.

Den kollektive rus giver en fornemmelse af, at nede under dagligdagens hierarkier er vi trods alt mennesker med et dybt slægtskab. Disse følelser kan uden tvivl i lang tid efter kaste et forfriskende pust ind over dagligdagens fastlåste rollespil. Man ser hinanden i øjnene på en ny og mere åben måde. Måske ligger der ligefrem i Ernst Blochs forstand en UTOPI om et mindre tørt og klasseopdelt samfund i sådanne ekstatiske øjeblikke.

Når netop fodboldspillet kan være ophav til følelser af communitas, hænger det sammen med, at spillet i sin højeste form bygger på de 11 spilleres kollektivt intuitive samspil mere end på enkelte individualister og bevidste taktikker. Selve spillet på banen har lånt træk fra lande med rødder i katolicisme og mere eller mindre nulevende karnevalstraditioner. Fodboldspillernes kasten sig over hinanden, kyssen og krammen hen over en halv banelængde efter et mål, er en latinamerikansk variant, som egentlig strider mod fair play idealets fordring om ikke at håne modstanderen.

Brugen af romerlys og røgeffekter er karakteristisk for italiensk fodbold og tilskuernes bevægen sig i »bølger« er givetvis også af sydamerikansk oprindelse. Nogle mennesker bliver bange for den store menneskemasse, for giver den ikke mindelser om fascismens masseoptrin, heltedyrkelse og massepsykose? Efter min mening er det en fejlslutning. Det forholder sig faktisk omvendt. Fascismens stærke symboler, massescenografi og æstetisering af det politiske liv får gennemslagskraft i et udtørret, overintellektuelt samfund uden dramaer, livgivende ritualer og oplevelser af det kollektive sus. Fodbold-, karnevals-, spejder- og rockkulturens eksistens betyder, at fascismen ikke kan melde sig på banen som eneste leverandør af grænseoverskridende oplevelser. Dette skal dog ikke forstås som en romantisering af fodboldspillet, for selvfølgelig kan også det appellere til massens laveste instinkter.

I Bill Bufords bog »Blandt hooligans« kan man læse om rovdyrflokkens ekstatiske hengiven sig til den blodtørstige jagt på »de andre«. Også fodboldspillets mørke side kan man blive høj af, ja det er måske bedst at ligne med et vanedannende narkotikum. Heldigvis kunne det danske politi i dagene efter fodboldfesterne i 1992 melde, at de hundredetusinders ukontrollerede massefest næsten ikke havde ført til anholdelser. Dog er det givetvis nemmere at holde aggressionerne indenbords, når ens hold vinder, men alligevel.

Ligheden mellem karneval og fodbold skal ikke overbetones, skønt man jo i Brasilien ligefrem taler om sambafodbold som betegnelse for en særlig rytmisk spillestil akkompagneret fra lægterne med trommespil. Det moderne fodboldspil er modsat det middelalderlige karneval knyttet til skabelsen af nationalstater og fejringen af national identitet. Derfor spiller flagene og fædrelandssangene en så stor rolle. Fodboldholdet symboliserer landet, og derfor er politiske ledere ikke sene til at slå politisk mønt af kampene. Den daværende tyske kansler Helmut Kohls erklæring om, at tyskernes nederlag kunne vise dem, der frygtede »Stortyskland«, at også dette land kunne tabe, er et tegn på idrættens nationalpolitiske symbolkraft.

Karnevalet har jo heller ikke 22 mands kamp for at score mål med en bold som udgangspunkt. Og det er selvfølgelig i denne basale kendsgering at fodboldspillet har sin charme og udtrykker sin egenart. Fodbold er ikke karneval, men bruger i særlige øjeblikke en karnevalistisk kode. Måske var det derfor ikke noget tilfælde, at landsholdet afholdt sin sejrsfest i Göteborg til rytmerne fra et sambaorkester.