Den danske “muskeljøde”

Den danske ”muskeljøde”: Idrættens betydning for bevarelse af kulturel identitet og integration af en etnisk minoritet i mellemkrigstidens Danmark

Begrebet ”muskeljøde” optræder stort set ikke i en dansk sammenhæng. Søger man i søgemaskinen Google på ordene ”muskeljøde” og ”muskeljødedom” får man kun ét resultat (Olsen 2011). Søgning på de tilsvarende tyske og engelske udtryk ”Muskeljuden”, ”Muskeljudenthum”, ”muscle jew”, ”muscular judaism” giver op til 6 000 resultater.

Begrebet ”muskeljøde” har altid indtaget en betydende plads i den zionistiske begrebsverden og er et produkt af især europæiske jøders ønske om at skabe en jødisk identitet og selvforståelse som kunne bidrage til realisering af drømmen om en jødisk nation. Begrebet dækker således ikke kun, som man umiddelbart ville tro, over det at være stærk eller det man med et moderne udtryk ville kalde ”fit”, men i lige så høj grad om at være ”fit for fight”, at være skikket og klar til at tilkæmpe sig retten til egen jødisk nation og til at fastholde denne ret. Ved at gøre jøden til ”muskeljøde” ville man gøre op med århundreders antisemitiske stereotyper om jøderne som små, krumbøjede, viljeløse svæklinge (Zimmerman 2006:13)

Årsagen til at begrebet ”muskeljøde” ikke har fundet anvendelse om, eller af, jøder i Danmark, i modsætning hvad der var tilfældet i den øvrige del af Europa, er utvivlsomt et resultat af, at jødernes tilværelse i Danmark var meget ulig den der blev jøder syd for grænsen til del. Det antisemitiske pres på danske jøder var væsentligt mindre og dermed fandt den zionistiske drøm om jødernes egen nation ikke samme genklang hos danske jøder, som hos jøder i den øvrige del af mellemkrigstidens Europa. Selvom begrebet altså ikke har fundet nævneværdig anvendelse i dansk-jødisk sammenhæng, finder man alligevel træk i dansk-jødisk idrætshistorie, som har forbindelse til begrebet muskeljøde og de forestillinger og ideer begrebet er udtryk for.

”Muskeljøde”
Ideen om ”muskeljøden” kan ikke ses som en unik jødisk konstruktion. Den er også i høj grad et produkt af 1800-tallets tyske gymnastikbevægelse (”Turnen”) som udviklede sig på baggrund af et behov for at genopbygge en tysk nationalidentitet i kølvandet på Prøjsernes nederlag til Napoleon i 1700-tallets slutning (Presner 2007:113-115). Tyske jøder blev også en del af denne bevægelse, men på grund af den udbredte antisemitisme som allerede da herskede i Tyskland, blev tyske jøder nødsaget til at dyrke idræt i idrætslige jødiske parallelsamfund. Det til trods blev jødisk idrætsliv i Tyskland stærkt influeret og inspireret af tysk-nationale forestillinger om idræt og stærke kroppe som forudsætning for opbyggelse af en ny tysk nationalstat. (Presner 2007:112-115) Begrebet ”muskeljøde” (”Muskeljuden”) blev først introduceret af journalisten Max Nordau i en tale til den 2. zionistkongres i Basel 1898. Her talte han om nødvendigheden af spirituel såvel som kropslig genfødsel af en tabt muskeljødedom (”Muskeljudenthum”), som efter hans udsagn var kendetegnende for tidligere tiders jøder i deres tabte hjemland. Nordaus ide om muskeljøden kan ses som et opgør både med vesteuropæiske jøders bestræbelser i retning af assimilation og dermed nedtoning af kulturel egenart, og med østeuropæiske jøders segregation og dermed mere eller mindre accept af tilværelsen som ghettoriserede og underkuede andenrangsmennesker. Der skulle gøres op med antisemitiske stereotypier om jøden som krumbøjet og svag. Jøderne skulle være ranke og stærke – ”muskeljøder” – som forudsætning for at kunne genopbygge en folkelig og sluttelig national identitet (Zimmerman 2006:13).

Allerede 3 år forud for Nordaus tale var den første jødiske gymnastikforening etableret i Konstantinopel 1895 og sidenhen etableredes jødiske foreninger overalt i Europa (Brenner 2006:5). Mange af dem ikke kun ud fra ønsket om dyrkelse af kulturel egenart, men også på grund af antisemitisk udelukkelse af jøder fra ”normalt” foreningsliv. En af disse idrætsforeninger var idrætsforeningen Hakoah i København.

Hakoah, som betyder styrke, er hyppigt anvendt som navn til jødiske idrætsforeninger rundt om i verden og således også i Danmark. Selvom begrebet muskeljøde ikke anvendes af Hakoah i København vidner valget af Hakoah, som navn også til jødernes idrætsforening i København, om den indflydelse ideen om ”muskeljøden” har haft på jødisk idrætsliv i Danmark.

De ”gamle” og de ”nye” jøder i Danmark
De ”gamle” jødiske familier i Danmark havde traditionelt set været en del af det bedre borgerskab og 80% tilhørte tilmed samfundets elite (Thing 2008:409). De var efterkommere af sefardiske og ashkenaziske jøder, der som samlet gruppe havde fået tilladelse til at bosætte sig i København i 1600-tallet og i 1814 opnåede de, ved kongelig forordning, samme rettigheder som resten af den danske befolkning (Jørgensen 1984:20-22). Det var de assimilerede jøder der ikke udadtil skiltede med deres herkomst og kultur.

Jøder fra ”gamle” familier i Danmark dyrkede idræt i de traditionelle danske idrætsforeninger uden at skilte med deres jødiskhed.

Jøderne der immigrerede i årene 1882-1914 tilhørte derimod for størstedelens vedkommende den lavere del af arbejderklassen og deres vilkår var derfor anderledes vanskelige.

Efterkommere af gamle jødiske familier i Danmark havde indgået ægteskaber med danskere eller havde ladet sig døbe hvorved mange, lidt efter lidt, havde mistet dele af deres medbragte kulturelle baggrund og identitet. De var assimilerede i det danske samfund og i dansk kultur. Flere af dem var af den opfattelse, at jøderne fra de gamle familier indtog de gode sociale positioner, netop i kraft af den assimileringsproces de havde gennemgået; at de havde ”forstaaet, hvorledes man skal assimilere sig i Danmark” (Jødisk Familieblad Vol. 6, 1933(1):13-14). Mange var tillige af den opfattelse at Danmark havde været villig til at ”modtage udenlandske jøder, hvad enten det har været flygtninge eller andre (ibid.), i kraft af de ”gamle” jøders gode omdømme og gode sociale position i de danske samfund. Hvorimod ”[e]rfaringerne i Tyskland tyder ikke paa, at de der anvendte Former med at holde sig for sig selv paa Alverdens omraader virker beroligende paa Omgivelserne” (ibid.).

De ”gamle” jøder mente derfor, at de ”nye” jøder fra Østeuropa også skulle assimileres – om ikke andet så ihvertfald udadtil – for at de også kunne blive accepteret på lige fod med andre danskere i det danske samfund.

Jøderne fra de ”gamle” danske familier var med tiden blevet ”usynlige” i samfundet, og dette syntes at have skabt tryghed for medlemmerne af minoriteten, der i højere grad mente at være anset som ”danske af mosaisk tro” (Espersen 2007:22) og ikke som ”jøder”, og denne tryghed blev med ét truet ved immigrationen af ”nye” jøder fra Østeuropa. De frygtede den antisemitisme der havde sendt mange østeuropæiske jøder på flugt og at antisemitismen ville blive stærkere i Danmark, især hvis man gjorde opmærksom på sig selv og på forskellighederne som bl.a ved stiftelsen af egentlige jødiske foreninger.

Det er om de indvandrede jøder fra Østeuropa at begrebet ”muskeljøde” og ”muskeljødedom” for alvor kan bruges om jøderne i Danmark. Det var med dem at en genuin jødisk idræt opstod og det var dem, der reelt påtog sig opgøret med de stereotypiske opfattelser om jøder som krumbøjede og svage individer.

Jøder fra ”gamle” familier i Danmark dyrkede idræt i de traditionelle danske idrætsforeninger uden at skilte med deres jødiskhed. De ”nye” jøder, derimod, oprettede deres egen forening.

Hakoah, ”muskeljøder” og det zionistiske projekt

Den zionistisk inspirerede idé om den tabte ”muskeljødedom” som nu skulle genopvækkes, ifølge Nordau, kom også til Danmark. Men til trods for at Zionistforeningen (stiftet 1902) var en af de første zionistiske foreninger i Europa, var tilslutningen til den zionistiske idé relativt beskeden i Danmark, hvor de fleste jøder ”sandsynligvis kun i meget ringe antal” (Thing 2008:393) følte trang til at udvandre. Forholdene i Danmark var væsentligt gunstigere end i andre dele af Europa. Mange jøder, især, de østeuropæiske immigranter, var involveret i de socialistiske og kommunistiske bevægelser, herunder bl.a. Bund og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Først omkring 1930 og i stigende grad efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, vandt Zionistforeningen og dens mål genklang i de jødiske kredse i Danmark (Thing 2008:275-326;554-562).

Den jødiske idrætsforening Hakoah blev stifter i 1924 af unge jøder fra østeuropæiske immigrantfamilier i de fattigere dele af København. Disse unge delte et ønske om at dyrke sport i området hvor de boede; og her opstod jødisk idræt. Til trods for at det deciderede jødiske islæt, i begyndelsen havde mindre betydning, gjorde foreningen allerede i 1931 opmærksom på, at den sunde og fysisk stærke krop kunne være til stor nytte i det daglige liv for den danske jøde:

Ethvert Arbejde ligegyldigt om det er legemligt eller aandeligt kræver en sund, stærk Krop, ja, det gør det til en Nødvendighed, hvor det gælder om at Deltage i Idrætskampe, noget, som man i det daglige Liv mange Gange har Brug for, ”Kampaand” Hvilke Fordele byder Sporten. Sundhed, Kraft, Glæde ved arbejdet, Kammeratskab og Kampvilje. (Jødisk Familieblad Vol. 4 1931 (1):8)

Til trods for at Hakoah ikke blev dannet som en zionistisk forening, var foreningens forbillede den zionistiske idrætsforening Hakoah Wien (stiftet i Østrig i 1909 på baggrund af de stærke antisemitiske strømninger i Wien som begrænsede jøders deltagelse i almindeligt foreningsliv). Grunden til at Hakoahs unge stiftere valgte denne forening som forbillede skyldes sandsynligvis snarere beundring af klubbens resultater end dens ideologiske ståsted eller baggrund. Hakoah Wiens fodbold afdeling rådede i 1920-erne over et af Østrigs allerbedste fodboldhold som var internationalt kendt og placerede sig i toppen af Østrigs bedste division. (Bundzl 1987:109)

Hakoah blev dog, som mange andre jødiske idrætsforeninger, medlem af den zionistiske idrætsorganisation Maccabi World Union i 1930 og deltog også ved den første Maccabiade i 1932 i Tel Aviv. Maccabiadenerne – jødernes Olympiske lege – tjente udover at være et stort internationalt idrætsarrangement, også som redskab for udvikling af folkelig jødisk fællesskabsfølelse og som propaganda for oprettelsen af en jødisk nation. Dansk-jødiske deltagere i Maccabiaderne blev i høj grad udsat for denne propaganda, med direkte opfordringer til at blive og slå sig ned i Palæstina, for derved at bidrage til virkeliggørelsen af den zionistiske drøm om en selvstændig jødisk nation. Eksempelvis Hakoahs allerstørste navn, mesterbryderen Abraham Kurland, som foruden at være mangedobbelt dansk mester i brydning, også vandt olympisk sølvmedalje ved de Olympiske Lege i Los Angeles i 1932 og guld ved Maccabiaden samme år. Han takkede dog nej til tilbuddene og forblev dansk.

Hakoah var ikke tydeligt en ideologisk præget forening, og det zionistiske element i Hakoah var da også i mellemkrigsårene underordnet det sportslige og idrætslige i foreningen. Alligevel var foreningen udpræget jødisk og de jødiske idrætsudøvere i Hakoah repræsenterer muskeljødedommen i Danmark i mere end en forstand. (Olsen 2011)

De nye muskeljøder i Danmark
Den mest åbenlyse tilknytning det zionistiske aspekt af muskeljødedom var Hakoahs medlemskab af Maccabi World Union. I forbindelse med Hakoahs indmeldelse i Maccabi World Union skrev Jødisk Familieblad:

Nu er det Spørgsmål ogsaa blevet aktuelt herhjemme, at den sportsinteresserede jød. Ungdom skulde indordne sig under Verdensforbundet M. Dette Emne blev oprullet af en prominent Personlighed indenfor Sportskredse i Tyskland, Medlem af Præsidiet for M. –verdensforbund, Hr. Dr. Hans Fridenthal, der for nogle Uger siden var her paa Besøg (…) Denne Idé blev straks med Begejstring optaget af nogle unge Mennesker, der nu i 6 Aar har været sammensluttet i en Sportsforening ”Hakoah” D.v.s denne Forening har nu sluttet sig til M. –Verdensforbundet, der har Hovedsæde i Berlin. (…) M.-Verdensforb. tilstræber ved saavel legemlig som aandelig Uddannelse at opdrage sine Medlemmer til ansvarsbevidste Medarbejdere ved alle det jød. Folks nat. Opgaver, i Særdeleshed ved Genopbygningen af Erez-Israel. Den fremmer K. K. Og K. H. –Arbejdet. Selvfølgeligt er det samtidigt et Hovedprincip, at enhver kan blive Medlem, og at der hersker indrepartipolitisk Neutralitet. (Jødisk Familieblad. Vol. 1, 1931 (7):9)

Medlemskabet fik i 1930erne større og større betydning for foreningen, ligesom de zionistiske referencer også blev mere tydelige:

Jødisk ungdom! driv sport! jødisk sport! (…) Men ikke kun som leg, men ogsaa med fast Viljekraft (…) I den jødiske Forening kan man optræde frit, som ligeberettiget blandt Venner, han har intet at skjule og behøver ikke at frygte for at blive let ud. Resultater, som den unge Jøde eller Jødinde opnaar i den jødiske Idrætsforening, er ikke alene frugtindbringende for ham, men for hele det jødiske Folk.

Enhver har Forpligtelse til for sin egen og sit Folks Skyld at give sin Krop en systematisk Uddannelse. Enhver ung Jøde og enhver ung Jødinde skal og maa være med til det. (Jødisk Familieblad, vol. 4, 1931 (1))

Kort inden tre af Hakoahs brydere for første gang skulle deltage ved Makkabiaden, deltog de ved et arrangement i Dansk Zionistforening hvor Leopold Landau holdt et Foredrag om Palæstinas moderne Erhvervsliv (…) For de unge Mennesker har Aftenen sikkert været en udmærket Introduktion til den Rundrejse, der knytter sig til det internationale jødiske Sportsstævne. (Jødisk Familieblad, Vol. 4, 1932 (8):14)

I forbindelse med Hakoahs deltagelse ved den 2. Makkabiade i 1935 skrev Mosaisk Samfund:

Makkabiaden er en mægtig Demonstration af Makkabitanken, der opvækker Jødedommens nationale Kræfter og vil bidrage til at styrke hele den Zionistiske Verdensbevægelse. (Mosaisk Samfund Vol. 29 1958 (12):4)

Dette tyder på, at der ligesom i resten af Centraleuropa, også i det jødiske samfund i Danmark, eksisterede en idé om, at jøderne skulle gennemgå en renæssance og herunder en kropslig renæssance inspireret af det zionistiske projekt og Nordaus ideer om muskeljødedom. Denne idé fik yderligere næring af det tiltagende antisemitiske pres, der blev lagt på jøderne i mellemkrigstidens Danmark, og førte til en forståelse for og accept af de ”nye” jøders udadvendte, fysisk betonede udtryksform.

Deres måde at udtrykke den jødiske kultur var, som noget nyt, gennem sportslig fysisk udfoldelse. Det skabte bekymring hos jøderne fra de ”gamle” familier, der ikke ønskede at tiltrække sig en opmærksomhed, der, mente de, potentielt kunne føre til en stigende antisemitisme.

Det kraftfulde udtryk som Hakoah afgav, var den danske ”muskeljøde” og ”muskeljødedom”. I Hakoah blev de jødiske traditioner holdt i hævd og efterlevet, foreningen bar et jødisk navn ( Hakoah = Styrke) og idrætsudøverne bar Davidstjernen på brystet af deres sportsdragt. Men foreningen var dog alligevel dansk og opbygget som enhver anden dansk idrætsforening, med love og vedtægter bygget på et dansk grundsyn og danske værdinormer.

Hakoahs jødiske idrætsudøvere markerede sig især gennem kraftbetonet idræt kendetegnende for typisk arbejderidræt. Klubben spillede, en i forhold til klubbens størrelse, dominerende rolle i dansk brydning og indhøstede adskillige danske mesterskaber og – som tidligere nævnt – endog en Olympisk sølvmedalje. Også klubbens bokseafdeling mønstrede boksere i topklasse inklusive danske mestre. Hakoah kunne således præsentere atleter, der i høj grad, blot ved deres fysiske fremtoning, kunne beskrives som muskeljøder, der gjorde op med antisemitiske fordomme der ved deres kraftfulde præsentationer kombinerede de stereotype, antisemitisk inspirerede modsætninger: jødedom og muskler. Hakoah og klubbens idrætmænd – de nye ”muskeljøder” – fik betydning for det jødiske samfund i Danmark på flere planer. Hakoah blev et positivt element i integrationsprocessen, samtidig med at klubben bidrog til bevarelse af de ”nye” jøders kulturelle egenart. Med andre ord, klubben og de danske ”muskeljøder” fik assimilation, segregation og integration til at gå hånd i hånd.

Assimilation
Ved dannelse af den jødiske idrætsforening Hakoah blev medlemmerne en del af det danske foreningsliv. Her dyrkede de idræt under (stort set) samme vilkår som andre danske idrætsudøvere og de dyrkede de idrætsgrene som var populære i denne periode, herunder en del breddeidræt. Foreningen var opbygget som en normal dansk idrætsforening baseret på frivillighed, havde en bestyrelse, indgik i danske idrætsforbund og deltog ved regionale, nationale og internationale stævner og mesterskaber på lige fod med andre idrætsforeninger. Sproget i foreningen var dansk og foreningens protokol og medlemspublikationer var skrevet på dansk selvom mange jøder på dette tidspunkt talte jiddisch hjemme. På den måde bidrog denne udelukkende jødiske forening til at fremme de jødiske indvandreres assimilationsproces.

Segregation
Dannelsen af Hakoah udsprang af unge jøders behov for at dyrke idræt med andre ligestillede. Dette behov handlede både om fællesskabet med kammeraterne, der boede i samme område og om at holde jødiske traditioner i hævd; sabbat og kosherregler, m.m. Ungdomsforeningerne kunne også fungere som mødested for unge jøder. Dette lagde mange af de unges forældrene vægt på, da ”… en saadan smuk Handling kan udføres, saa at vi ikke kun bliver ved Talen alene om at forebygge de blandede Ægteskaber”, som en mor skriver om ungdomsforeningernes betydning i Jødisk Familieblad (Vol. 2 1929 (4):8).

Derfor var det også af væsentlig betydning, at ungdomsforeningerne ofte arrangerede bal om aftenen efter arrangementer i foreningerne.

Af væsentlig betydning var også, at man igennem Hakoah kunne dyrke sin idræt i en jødisk forening, hvor man ikke fysisk skilte sig ud fra de andre, som de unge jødiske mænd ellers ville gøre i en almindelig dansk idrætsforening. Her tænkes både på den for manges vedkommende mørkere lød og den omstændighed at jødiske drenge og mænd var omskårede – de skilte sig ud i omklædningsrummet.

Hakoah var således medvirkende til en frivillig segregation i Danmark, da foreningen var med til aktivt at adskille de jødiske unge fra det almene danske foreningsliv i et parallelt miljø hvori rendyrket jødisk idrætsliv kunne udfolde sig.

Integration
De sportsgrene som var kendetegnende for Hakoah – brydning og boksning – må i deres udtryk siges at ligge så langt fra antisemitiske stereotyper om jøder som overhovedet muligt. Hakoahs brydere og boksere blev personifikationen af Nordaus idé om ”muskeljøden”. De gode resultater som især Hakoahs brydere opnådede medførte efter alt at dømme et stigende medlemstal i foreningen. Hakoahs brydekampe blev et tilløbsstykke hos unge københavnske jøder og ofte var der i tilknytning til kampene arrangeret aftenfester med bal (Olsen 2011). Gennem det rendyrkede jødiske miljø i Hakoah kunne foreningen således også være medvirkende til at fremme integrationsprocessen for de jødiske medlemmer, da de gennem foreningen blev introduceret til og integreret i det danske foreningsliv, hvor de særligt gennem brydning kom i meget tæt fysisk kontakt med ikke-jødiske modstandere. Man mødtes ved stævner og herved blev de jødiske immigranter, og i særlig grad deres børn, introduceret til det danske samfund og danskernes dagligliv.

Hakoahs ekspressive og samtidigt offensive form, der særligt kom til udtryk gennem brydesporten og dens markante personligheder, var trods bekymringerne fra de ”gamle” jødiske familier i Danmark med til at styrke integration og accept. Foreningen gjorde sig positivt bemærket i den danske offentlighed og presse, særligt i kraft af brydeafdelingens mesterbrydere som erhvervede både københavns- og danmarksmesterskaber, eksempelvis Abraham Kurland, Michael Kurland, Hermann Leiserowitz, Kåle Leiserowitz og Isak Paiken. Abraham Kurland opnåede endog at vinde olympisk sølv ved de olympiske lege 1932. Disse bryderes markante præstationer kunne ikke undgås at blive sat i direkte sammenhæng med jødisk kultur i Danmark (Olsen 2011).

De internationale resultater, som Abraham Kurland og andre opnåede som repræsentanter for Danmark gjorde de jødiske atleter i Hakoah til danske og de har derved medvirket til accept af immigranterne i det danske samfund på lige fod med etniske danskere. De jødiske arbejderatleter og ”muskeljøder” bidrog derved til at gøre antisemitisk inspirerede myter om jøder til skamme.

Konklusion
Modsat de tyske ”muskeljøder”, udsprang deres danske modstykke ikke af et zionistisk miljø. De idrætsmænd man kunne kalde danske ”muskeljøder” havde en typisk arbejderbaggrund og udtrykte sig også gennem typiske kraftbetonede arbejderidrætsgrene som brydning og boksning og tilknytningen til arbejdermiljøet gav sig også udtryk gennem Hakoahs medlemskab af Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAB). Foreningsmiljøet var helt og holdent dansk, og Hakoahs sportslige præstationer og sejre blev hyldet af offentligheden og betragtet som dansk ejendom. Hakoah og de danske ”muskeljøder” var herigennem med til at fremme accept af den etniske minoritet de tilhørte og styrkede derved assimilation og integration i det danske samfund. Samtidig bidrog de med dannelse af en forening for jøder til at bevare og udvikle en værdifuld del af dansk og europæisk kultur.

Referencer

• Brenner, M. (2006) Introduction: Why Jews and sports 5.in Emancipation through Muscles (Brenner, M & Reuveni, M., red) (2006) Lincoln & London: University of Nebraska press.
• Bundzl, John (1987): Hakoah Vienna, s. 109 in Emancipation through Muscles(Brenner, M & Reuveni, M., red) (2006) Lincoln & London: University of Nebraska press.
• Espersen, S. (2007): Israels selvstændighedskrig – og de danske frivillige. København: Forlaget Hovedland s. 22
• Jødisk Familieblad,Vol. 2, 1929 (4) København: Mosaisk Troessamfund.
• Jødisk Familieblad. Vol. 4, 1931 (1) København: Mosaisk Troessamfund.
• Jødisk Familieblad. 4, 1932 (8) København: Mosaisk Troessamfund.
• Jødisk Familieblad. Vol. 6, 1933 (1) København: Mosaisk Troessamfund.
• Jørgensen, H. (edt.) (1984): Indenfor murene – Jødisk liv i Danmark 1684-1984København: C.A. Reitzels Forlag A/S, s. 20-22
• Mosaisk Samfund. Vol. 29, 1935 (12).
• Olsen, Nina Skyhøj (2011): Den jødiske idræts historie (1921-1959),Institut for Idræt, Københavns Universitet: København. Specialeafhandling.
• Presner, Todd Samuel (2007) Muscular Judaism – The Jewish body and the politics of regeneration, New York, Oxon: Routledge.
• Thing, Morten (2008):De russiske jøder i København, København: Gyldendal.
• Zimmermann, M. (2006): Muscle Jews versus nervous Jews,  13.in Emancipation through Muscles (Brenner, M & Reuveni, M., red) (2006) Lincoln & London: University of Nebraska press.

Artiklen er første gang publiceret hos Idrottsforum.