Kronprins Frederiks geniale cocktail af sport og folkelighed

Da kronprins Frederik 2. pinsedag sammen med 70.575 danskere fejrede sin 50-års fødselsdag ved at deltage i Royal Run indskrev han sig i en lang tradition for, at kronprinser og konger bruger kroppen som symbol. Hvor dronning Margrethe har profileret kongehuset gennem sit engagement i finkulturen, i kunsten og i en videnskab som arkæologi, har hendes førstefødte søn grebet tilbage til sine forfædres dyrkelse af sport ikke mindst gennem sine glimrende evner i kapsejlads. Da dronningen den solbeskinnede pinsedag fra balkonen på Christian 8.’s Palæ vinkede ned til sin løbende og svedende søn på slotspladsen, fik han det endelige ridderslag på, at hans mor anerkender hans vej til danskerne hjerter, kroppens vej.

I et konstitutionelt monarki kan kongehuset ikke blot funkle i det fjerne, men må aktivt sikre sig folkelig opbakning, for regenten er konge af folkets nåde. Her har kronprinsen fundet en overbevisende vej til at nå ud til danskerne ved at koble sig til motionsbølgen. Ikke nok med at Kronprinsen har løbet seks maratonløb, ved Royal Run kunne han tillige bade sig i den løbende menneskemængde som på én gang festens centrum og samtidig blot en løbende krop som alle andre.

Kontakten med den almindelige dansker i et løbende fællesskab, hvor næsten alle kan være med, medfører at befolkningen kan komme tæt på kronprinsens krop, ja ligefrem momentant berøre den, når der uddeles high-fives under løbet. Kronprinsen sidder ikke i en guldkaret eller æresloge og vinker, men indgår i en masseoplevelse, hvor overhovedet ikke længere gennem fyrstelige klæder og eksklusiv fjernhed fremstår som suverænen, men mere demokratisk indgår i den lange spraglede menneskeslange, der snor sig gennem de danske storbyer. Men bevares, løbet fejrer ham, og kameraets vågne øje følger ham som folkefestens midtpunkt.

Kronprins Frederik har nu finpudset sin evne til at appellere til danskerne gennem kropssproget. Han er en mester i visuel kommunikation, når han ankommer til målsnoren og får overrakt sin medalje i Royal Run, flot, muskuløs, svedende, moden, med en vis portion ydmyghed, samtidig med en vilje til at træde ind på scenen. Som sin oldefar, Kong Christian X og sin morfar Frederik IX har han forstået sportens rolle som kommunikationsmiddel. Christian X dyrkede idræt af mere aristokratisk tilsnit som kapsejlads, hvorimod Frederik IX deltog i mere folkelige kaproninger som medlem af Danske Studenters Roklub. Højdepunktet for den royalt-folkelige samling om sporten foregik under den tyske besættelse, hvor både kongepar og kronprinsepar bidrog til svenskerkampenes alsangsstemning.

Danske royales brug af sport som redskab for national samling har en lang historie. Da Norge i 1905 opnåede national selvstændighed gennem at rive sig løs af unionen med Sverige valgte normændene et medlem af det danske kongehus som deres første konge. Den første test på om han kunne blive accepteret af nordmændene foregik på Holmenkollen. Det lykkedes da pressen kunne udsende billeder af kongeparret, der overværede skiløbet med klaprende tænder midt en snestorm, ikke særligt royalt, men meget norsk, og det blev da også en tradition, for for nordmændene hænger sne, is og bakker sammen med deres opfattelse af national identitet.

I renæssancen var den kropslige repræsentation uomgængelig f.eks. ved en konges bryllup og kroningsceremoni. Her skulle kongen bevise, at han også fysisk var den første i retten til riget i kampen mod ligemænd, så her kunne bonden ikke melde sig til. Normalt vandt kongen ridderturneringerne, alt andet ville også have været uhøfligt mod den fyrstelige giver, men mange konger var utvivlsomt fremragende turneringsryttere. For de danske middelalderkonger var det vigtigt at demonstrere deres værdi i kamp, og der krævedes hård og hyppig træning. Om den 57-årige Christian IV lyder det, at ”efter middagsbordet plejer han og hans sønner at gå enten pansrede løs på hinanden med lanser eller hærde sig med andre krigsøvelser”. Ikke just det scenarie, man ser for sig ved tanken om prins Henriks opdragelse af sine to sønner.

Da Poul Nyrup Rasmussen som statsminister i sommeren 1995 iførte sig en cykelhjelm ved en cykeldemonstration mod Frankrigs atomprøvesprængninger, blev han ubehjælpeligt til grin. Både fordi cykelhjelmen var for lille, men måske også som et svagt ekko af den gamle forestilling om, at den øverste politiske leder gennem sin krop og sine handlinger skal inkarnere mod og tapperhed og ikke følge det ellers fornuftige råd at beskytte sit hoved mod faldulykker.

En af kongehusets vigtigste funktioner i et konstitutionelt monarki, hvor statsoverhovedet er bundet af en forfatning, er at medvirke til at sammensvejse nationen. Uden et nationalt fællesskab, der ser sig repræsenteret i en majestæt, intet kongehus, men omvendt er kongehuset et samlende nationalt symbol. Hvor dronningen ofte drager på visit rundt i riget ikke mindst med Kongeskibet Dannebrog, forener kronprinsen danskerne ved at løbe i de fem største byer på samme dag. Herved forener han mange kvinders nationale engagement i kongehuset med mange mænds engagement i sport. Det kræver naturligvis en balanceakt mellem folkeliggørelse og banalisering, for hvis han er ligesom alle os andre, hvorfor er han så kronprins? Kronprinsen skal én gang være nær og fjern.

Ved siden af kongehuset er det ikke mindst sporten, massemedierne og militærtjenesten, der integrerer danskerne i et nationalt fællesskab. Her har kronprinsen skabt en genial cocktail ved at forene sit engagement i sport med sin uddannelse i Frømandskorpset. Kronprinsens kombination af militære og sportslige færdigheder giver et signal om royal maskulin evne og vilje til at forsvare nationen symboliseret i de to F-16 jagerfly fra Skrydstrup, der på fødselsdagen fløj hen over Esbjerg med fødselsdagshilsen på halerne. Det er ellers normalt kun ved de helt store sportslige triumfer, som OL-sejren i herrehåndbold i Sverige i 2008, at F-16-flyene går på vingerne. Til løbet i Esbjerg stillede Forsvaret med et hold på 300 løbere, der i uniformsbukser og støvler løb sammen med en gruppe veteraner fra Danmarks Idræts-Forbunds Soldaterprojekt, og det militære faldskærmslandshold sprang ud fra en redningshelikopter og landede på sportspladsen.

Kronprinsens bidrag til den sportslige nationalfølelse foregår ikke kun via bredde-, men også via eliteidrætten. Hans medlemskab af den internationale olympiske komite, IOC, og hans tilstedeværelse ved utallige store idrætsbegivenheder verden over, kaster royal glans over de danske eliteidrætsudøvere, som han hyppigt fotograferes med i sejrens stund. Samtidig har han formået at engagere hele den kongelige familie i OL, som da kongefamilien tog med Kongeskibet til OL i London 2012, hvor også han mor det royale overhoved dronning Margrethe fandt vej til ærestribunerne.

Kronprinsens deltagelse i motionsevents og hans engagement i f.eks. skole-OL, hvor han ikke kun skyder motionsløbet i gang, men også deltager i opvarmningen med eleverne, giver et vigtigt bidrag til en balance mellem hans folkelige og elitære engagement. Det er vigtigt i en tid, hvor ikke mindst hans aktive opbakning ved OL i Rio i 2016 til IOCs bløde linje over for den russiske statsdoping er kollideret med den danske regerings holdning, hvilket ikke er uden faremomenter for det danske monarki, der altid skal være i takt med regeringen.

Alt i alt har kronprins Frederik intuitivt grebet fat i en kropslig repræsentation af fyrsten, der har dybe rødder tilbage i dansk historie, men som han har skullet give sin særlige udformning i et Velfærdsdanmark præget af fysisk inaktivitet og krav om royal folkelighed. Når kronprins Frederik i de næste dage indgår i de mere ceremonielle aspekter af sin fødselsdagsfejring, kan det ske i sikker forvisning om, at også folket undervejs har været inviteret med til festen, i hvert fald den del der elsker fysisk aktivitet.